Det vi­dun­der­li­ge land Oz

L. Frank Baum

Kapitel 1: Tip fremstiller et græskarhoved

I gillikinernes land, som ligger i den nordlige del af landet Oz, boede en dreng ved navn Tip. Hans navn var længere end som så, for gamle Mombi erklærede ofte, at hans fulde navn var Tippetarius; men ingen forventede, at man skulle sige så langt et ord, når »Tip« kunne gøre det lige så godt.

Drengen huskede intet om sine forældre, for han var som ganske lille blevet bragt hen til den gamle kone, som man kaldte Mombi, for at blive opdraget hos hende. Hendes rygte var, det gør mig ondt at sige, ikke det bedste. Gillikinerne havde nemlig grund til at mistænke hende for at bedrive trolddom og tøvede derfor med at omgås hende.

Mombi var ikke ligefrem en heks, for den gode heks, der herskede over den del af landet Oz, havde forbudt, at der fandtes andre hekse i hendes rige. Så hvor meget Tips værge end ønskede at udøve trolddom, vidste hun, at hun ikke lovligt kunne være mere end en troldkvinde eller højst en troldmagerinde.

Tip blev sat til at bære brænde hjem fra skoven, så den gamle kone kunne få sin gryde i kog. Han arbejdede også i majsmarkerne, hvor han hakkede jorden og pillede bladene af kolberne, og han fodrede grisene og malkede den firhornede ko, der var Mombis særlige stolthed.

Men du må ikke tro, at han arbejdede hele tiden, for han mente ikke, at det ville være godt for ham. Når Tip blev sendt ud i skoven, klatrede han ofte op i træerne efter fugleæg eller morede sig med at løbe efter de rappe hvide kaniner eller fiske i bækkene med bøjede knappenåle. Så samlede han i en fart en favnfuld brænde og bar det hjem. Og når han skulle arbejde i majsmarkerne, og de høje stængler skjulte ham for Mombi, gravede Tip ofte i kindposerotternes huller eller lagde sig – hvis han fik lyst – på ryggen mellem majsrækkerne og tog sig en lur. Så ved at passe på ikke at bruge alle sine kræfter voksede han sig så stærk og hårdfør, som en dreng kan blive.

Mombis sære trolddom skræmte ofte hendes naboer, og de var sky, men respektfulde over for hende på grund af hendes sælsomme kræfter. Men Tip hadede hende ganske åbenlyst og gjorde sig ingen umage for at skjule sine følelser. Ja, somme tider viste han den gamle kone mindre respekt, end han burde have gjort, eftersom hun var hans værge.

I Mombis majsmarker lå der græskar, gyldenrøde mellem rækkerne af grønne stængler; de var blevet plantet og omhyggeligt passet, så den firhornede ko kunne spise af dem om vinteren. Men en dag, da al majsen var skåret og sat i stakke, og Tip var ved at bære græskarrene ind i stalden, fik han den idé at lave en »græskarlygte« og prøve at skræmme den gamle kone med den.

Så valgte han et flot, stort græskar – et med en skinnende, orangerød farve – og begyndte at skære i det. Med spidsen af sin kniv lavede han to runde øjne, en trekantet næse og en mund formet som en nymåne. Det færdige ansigt kunne man strengt taget ikke kalde smukt; men smilet var så stort og bredt og udtrykket så muntert, at selv Tip lo, mens han beundrede sit værk.

Barnet havde ingen legekammerater og vidste derfor ikke, at drenge ofte udhuler en »græskarmand« og sætter et tændt lys i hulrummet for at gøre ansigtet mere skræmmende; men han fik selv en idé, der tegnede til at blive lige så virkningsfuld. Han besluttede at lave en mand, som skulle have græskarhovedet på, og stille ham et sted, hvor gamle Mombi ville møde ham ansigt til ansigt.

»Og så,« sagde Tip leende til sig selv, »vil hun hvine højere end den brune gris, når jeg trækker den i halen, og ryste mere af skræk, end jeg gjorde sidste år, da jeg havde koldfeber!«

Han havde god tid til at gøre arbejdet færdigt, for Mombi var taget til en landsby – for at købe madvarer, sagde hun – og det var en rejse på mindst to dage.

Så tog han sin økse med ud i skoven og udvalgte nogle kraftige, ranke ungtræer, som han fældede og skar alle kviste og blade af. Af dem ville han lave arme, ben og fødder til sin mand. Til kroppen skrællede han et stykke tyk bark af hele vejen rundt om et stort træ og formede det med stort besvær til en cylinder af nogenlunde den rette størrelse; kanterne fæstnede han til hinanden med træpløkke. Så lavede han omhyggeligt led i arme og ben og fæstnede dem til kroppen med pløkke, som han snittede til med sin kniv, mens han fløjtede muntert under arbejdet.

Da han havde fuldført denne bedrift, begyndte det at blive mørkt, og Tip kom i tanke om, at han skulle malke koen og fodre grisene. Så løftede han sin træmand op og bar ham med sig tilbage til huset.

Om aftenen rundede Tip i skæret fra ilden i køkkenet omhyggeligt alle leddenes kanter af og glattede de ru steder, og han gjorde det pænt og med godt håndelag. Så stillede han figuren op ad væggen og beundrede ham. Træmanden virkede påfaldende høj, selv for en fuldvoksen mand; men det var et fortrin i en lille drengs øjne, og Tip havde slet ikke noget at indvende mod sin skabnings størrelse.

Da Tip næste morgen så på sit værk igen, opdagede han, at han havde glemt at give dukken en hals, som han kunne fæstne græskarhovedet til kroppen med. Så gik han igen ud i skoven, som ikke lå langt borte, og huggede nogle stykker træ af et træ for at gøre arbejdet færdigt. Da han kom tilbage, fæstnede han et tværstykke øverst på kroppen og lavede et hul midt igennem det, hvor halsen kunne stå oprejst. Træstykket, der udgjorde halsen, blev også spidset til foroven, og da alt var klart, satte Tip græskarhovedet på, trykkede det godt ned over halsen og så, at det passede rigtig godt. Hovedet kunne drejes til den ene eller den anden side, som han ville, og hængslerne i arme og ben gjorde det muligt for ham at anbringe dukken i enhver stilling, han ønskede.

»Det dér,« erklærede Tip stolt, »er virkelig en meget fin mand, og han burde kunne få gamle Mombi til at skrige af skræk adskillige gange! Men han ville være meget mere livagtig, hvis han var ordentligt klædt på.«

At finde tøj lod ikke til at blive nogen let sag; men Tip gennemsøgte dristigt den store kiste, hvor Mombi gemte alle sine minder og skatte, og helt på bunden fandt han et par lilla bukser, en rød skjorte og en lyserød vest med hvide prikker. Han bar tøjet hen til sin mand og fik, selv om det ikke passede særlig godt, skabningen klædt kækt på. Nogle strikkede strømper, der tilhørte Mombi, og et par af hans egne, meget slidte sko fuldendte mandens påklædning, og Tip var så henrykt, at han af bare drengeglæde hoppede og dansede og lo højt.

»Jeg må give ham et navn!« råbte han. »Så fin en mand som ham her må da have et navn. Jeg tror,« tilføjede han efter et øjebliks overvejelse, »jeg vil kalde fyren ›Jack Pumpkinhead‹!«

---