Et ju­le­e­ven­tyr

Charles Dickens

Kapitel 1: Marleys genfærd

Marley var død, det må vi begynde med. Det er der ikke den mindste tvivl om. Begravelsesprotokollen var underskrevet af præsten, degnen, bedemanden og førstemanden i sørgefølget. Scrooge havde skrevet under. Og på børsen var Scrooges navn fuldgyldig sikkerhed for alt, hvad han valgte at sætte sin underskrift på. Gamle Marley var så død som et dørsøm.

Men hør nu! Jeg vil ikke påstå, at jeg af egen erfaring ved, hvad der er særlig dødt ved et dørsøm. Selv kunne jeg have været tilbøjelig til at anse et ligkistesøm for den dødeste jerngenstand i handelen. Men vore forfædres visdom ligger i denne sammenligning, og mine vanhellige hænder skal ikke røre ved den, for så er landet fortabt. Derfor vil læseren tillade mig at gentage, med eftertryk, at Marley var så død som et dørsøm.

Vidste Scrooge, at han var død? Naturligvis vidste han det. Hvordan skulle det være anderledes? Scrooge og han havde været kompagnoner i jeg ved ikke hvor mange år. Scrooge var hans eneste eksekutor, hans eneste bobestyrer, hans eneste retsefterfølger, hans eneste restarving, hans eneste ven og eneste sørgende. Og selv Scrooge var ikke mere sønderknust over den sørgelige begivenhed, end at han var en fremragende forretningsmand på selve begravelsesdagen og højtideligholdt den med en utvivlsomt fordelagtig handel.

Omtalen af Marleys begravelse fører mig tilbage til det, jeg begyndte med. Der er ingen tvivl om, at Marley var død. Det må stå ganske klart, ellers kan der ikke komme noget forunderligt ud af den historie, jeg nu vil fortælle. Hvis vi ikke var fuldt overbeviste om, at Hamlets far døde, før stykket begyndte, ville der ikke være noget mere bemærkelsesværdigt ved, at han gik en tur om natten i østenvinden på sine egne fæstningsvolde, end ved at en hvilken som helst anden midaldrende herre letsindigt vovede sig ud efter mørkets frembrud på et sted, hvor det luftede godt – lad os for eksempel sige Sankt Pauls kirkegård – for bogstavelig talt at sætte sin svagelige søn griller i hovedet.

Scrooge malede aldrig gamle Marleys navn over. Der stod det, mange år efter, over døren til pakhuset: Scrooge and Marley. Firmaet var kendt som Scrooge and Marley. Folk, der ikke før havde handlet med firmaet, kaldte somme tider Scrooge for Scrooge og somme tider for Marley, men han svarede på begge navne. Det var ham ganske ligegyldigt.

Åh, men han var en nærig rad, der forstod at presse folk, den Scrooge! En gammel synder, der klemte og vred, greb og skrabede, klamrede sig fast og aldrig fik nok! Hård og skarp som flint, som intet stål nogen sinde havde slået en gavmild gnist af; indesluttet, selvtilstrækkelig og ensom som en østers. Kulden i ham frøs hans gamle ansigtstræk, kneb hans spidse næse, fik hans kinder til at skrumpe og hans gang til at stivne; gjorde hans øjne røde og hans tynde læber blå og lød skarpt gennem hans skurrende stemme. Der lå rim på hans hoved, på hans øjenbryn og på hans stridhårede hage. Sin egen lave temperatur bar han altid med sig; han lagde kontoret på is i hundedagene og tøede det ikke en eneste grad op til jul.

Varme og kulde udefra havde kun ringe indflydelse på Scrooge. Ingen varme kunne varme ham, intet vintervejr afkøle ham. Ingen vind blæste så bidende som han, ingen faldende sne gik mere målbevidst til værks, ingen silende regn var mindre modtagelig for bønner. Uvejret vidste ikke, hvor det havde ham. Selv den voldsomste regn og sne og hagl og slud kunne kun rose sig af at overgå ham på ét punkt. De lod tit »noget falde af«, og det endda rundeligt; det gjorde Scrooge aldrig.

Ingen standsede ham nogen sinde på gaden og sagde med et glad ansigt: »Kære Scrooge, hvordan har du det? Hvornår kommer du og besøger mig?« Ingen tiggere bønfaldt ham om en skærv, ingen børn spurgte ham, hvad klokken var, intet menneske havde i hele hans liv så meget som én gang spurgt Scrooge om vej til det eller det sted. Selv de blindes hunde lod til at kende ham; når de så ham komme, trak de deres ejere ind i døråbninger og op i gyder og logrede så med halen, som om de sagde: »Hellere slet intet øje end et ondt øje, min herre i mørket!«

Men hvad brød Scrooge sig om det? Det var netop, som han ønskede det. At kante sig frem ad livets befærdede stier og advare al menneskelig medfølelse om at holde sig på afstand var for Scrooge, hvad de indviede kalder »guf«.

Der var engang – af alle årets gode dage var det juleaften – hvor gamle Scrooge sad travlt beskæftiget på sit kontor. Vejret var koldt, råt og bidende; tåget var det også, og han kunne høre folk i gyden udenfor gå hivende frem og tilbage, slå hænderne mod brystet og stampe fødderne mod brostenene for at få varmen. Urene i City havde kun lige slået tre, men det var allerede ganske mørkt – det havde ikke været lyst hele dagen – og lysene blafrede i nabokontorernes vinduer som rødlige udtværinger på den håndgribelige brune luft. Tågen væltede ind gennem hver sprække og hvert nøglehul, og udenfor var den så tæt, at husene overfor var rene fantomer, selv om gyden var overordentlig smal. Når man så den snavsede sky sænke sig og skjule alting, kunne man tro, at naturen boede lige i nærheden og bryggede i stor stil.

Døren til Scrooges kontor stod åben, så han kunne holde øje med sin skriver, der sad og skrev breve af i en trist lille celle ved siden af, en slags tank. Scrooge havde en ganske lille ild, men skriverens ild var så meget mindre, at den så ud til at bestå af et enkelt stykke kul. Han kunne imidlertid ikke lægge mere på, for Scrooge havde kulkassen inde hos sig selv; og lige så sikkert som skriveren kom ind med skovlen, forudsagde hans herre, at de nok blev nødt til at skilles. Derfor tog skriveren sit hvide halstørklæde på og forsøgte at varme sig ved lyset; et forsøg, der mislykkedes, eftersom han ikke var nogen særlig fantasifuld mand.

»Glædelig jul, onkel! Gud bevare dig!« råbte en munter stemme. Det var Scrooges nevø, der var kommet så hurtigt hen til ham, at dette var det første, han hørte til hans ankomst.

»Bah!« sagde Scrooge. »Humbug!«

Han havde fået sådan en varme i kroppen af at gå rask til gennem tågen og frosten, denne Scrooges nevø, at han ligefrem glødede; hans ansigt var rødt og kønt, hans øjne strålede, og hans ånde stod som røg omkring ham.

»Julen humbug, onkel!« sagde Scrooges nevø. »Det mener du da ikke alvorligt?«

»Jo, jeg gør,« sagde Scrooge. »Glædelig jul! Hvilken ret har du til at være glad? Hvilken grund har du til at være glad? Du er da fattig nok.«

»Nå, så sig mig,« svarede nevøen muntert. »Hvilken ret har du til at være trist? Hvilken grund har du til at være sur? Du er da rig nok.«

Da Scrooge ikke på stående fod havde noget bedre svar parat, sagde han »Bah!« igen og fulgte det op med »Humbug!«

»Vær nu ikke så gnaven, onkel!« sagde nevøen.

»Hvad andet kan jeg være,« svarede onklen, »når jeg lever i sådan en verden af fjolser? Glædelig jul! Pokker tage glædelig jul! Hvad er juletiden for dig andet end en tid, hvor du skal betale regninger uden at have penge; en tid, hvor du opdager, at du er blevet et år ældre og ikke en time rigere; en tid, hvor du skal gøre bøgerne op og får forelagt hver eneste post fra hele tolv måneder som en anklage imod dig? Hvis jeg fik min vilje,« sagde Scrooge forarget, »skulle hver idiot, der render omkring med ›Glædelig jul‹ på læberne, koges sammen med sin egen budding og begraves med en kristtornspæl gennem hjertet. Det skulle han!«

»Onkel!« bad nevøen.

»Nevø!« svarede onklen strengt, »hold jul på din egen måde, og lad mig holde den på min.«

»Holde den!« gentog Scrooges nevø. »Men du holder den jo slet ikke.«

»Så lad mig være fri for den,« sagde Scrooge. »Gid du må få megen glæde af den! Som om du nogen sinde har haft det!«

»Der er sikkert mange ting, jeg kunne have haft godt af, uden at jeg har haft nogen fortjeneste af dem,« svarede nevøen, »julen blandt andet. Men jeg ved, at jeg altid, når juletiden er kommet igen – bortset fra den ærbødighed, man skylder dens hellige navn og oprindelse, hvis noget ved den da kan skilles fra det – har betragtet den som en god tid; en venlig, tilgivende, næstekærlig og rar tid; den eneste tid, jeg kender i årets lange kalender, hvor mænd og kvinder ligesom efter fælles overenskomst frit åbner deres tillukkede hjerter og tænker på folk under sig, som om de virkelig var medrejsende på vej mod graven og ikke en anden slags skabninger på vej mod andre mål. Og derfor, onkel, selv om den aldrig har lagt den mindste smule guld eller sølv i min lomme, tror jeg, at den har gjort mig godt og vil gøre mig godt; og jeg siger: Gud velsigne den!«

Skriveren i tanken klappede uvilkårligt. Da han straks blev klar over, hvor upassende det var, ragede han op i ilden og slukkede dermed den sidste svage gnist for bestandig.

»Lad mig høre en lyd til fra dig,« sagde Scrooge, »så kommer du til at holde jul ved at miste din stilling! Du er sandelig en stor taler, min herre,« tilføjede han og vendte sig mod sin nevø. »Det undrer mig, at du ikke går ind i Parlamentet.«

»Vær nu ikke vred, onkel. Kom dog! Spis middag hos os i morgen.«

Scrooge sagde, at han hellere ville se ham – ja, det gjorde han virkelig. Han sagde udtrykket helt til ende og erklærede, at han hellere ville se ham i helvede først.

»Men hvorfor?« råbte Scrooges nevø. »Hvorfor?«

»Hvorfor giftede du dig?« sagde Scrooge.

»Fordi jeg blev forelsket.«

»Fordi du blev forelsket!« knurrede Scrooge, som om det var det eneste i verden, der var mere latterligt end en glædelig jul. »God eftermiddag!«

»Jamen onkel, du kom jo heller aldrig og besøgte mig, før det skete. Hvorfor så bruge det som grund til ikke at komme nu?«

»God eftermiddag,« sagde Scrooge.

»Jeg vil ikke have noget af dig; jeg beder dig ikke om noget; hvorfor kan vi ikke være venner?«

»God eftermiddag!« sagde Scrooge.

»Det gør mig inderligt ondt at se, at du står så stejlt på dit. Vi har aldrig været uvenner om noget, jeg har haft del i. Men jeg har gjort forsøget til ære for julen, og jeg vil bevare mit julehumør til det sidste. Så glædelig jul, onkel!«

»God eftermiddag,« sagde Scrooge.

»Og godt nytår!«

»God eftermiddag!« sagde Scrooge.

Alligevel forlod nevøen værelset uden et vredt ord. Ved yderdøren standsede han for at ønske skriveren glædelig jul; og skriveren var, trods al sin kulde, varmere end Scrooge, for han gengældte ønsket hjerteligt.

»Der har vi en til,« mumlede Scrooge, der havde hørt ham: »Min skriver, med femten shilling om ugen og kone og børn, står og taler om en glædelig jul. Jeg lader mig indlægge på Bedlam.«

Denne galning havde, da han lukkede Scrooges nevø ud, lukket to andre ind. Det var to velnærede herrer med et behageligt ydre, og nu stod de med hatten i hånden på Scrooges kontor. De havde bøger og papirer med og bukkede for ham.

»Scrooge and Marley, går jeg ud fra,« sagde den ene af herrerne og så på sin liste. »Har jeg den fornøjelse at tale med mr. Scrooge eller mr. Marley?«

»Mr. Marley har været død i syv år,« svarede Scrooge. »Han døde for syv år siden netop denne nat.«

»Vi tvivler ikke på, at hans gavmildhed bliver smukt repræsenteret af hans overlevende kompagnon,« sagde herren og rakte ham sin fuldmagt.

Det blev den sandelig også, for de havde været to beslægtede sjæle. Ved det ildevarslende ord »gavmildhed« rynkede Scrooge panden, rystede på hovedet og rakte fuldmagten tilbage.

»I denne festlige tid på året, mr. Scrooge,« sagde herren og tog en pen frem, »er det mere påkrævet end ellers, at vi gør lidt for de fattige og nødlidende, der lider så meget netop nu. Mange tusinde mangler de mest almindelige livsfornødenheder; hundredtusinder mangler ganske almindelige bekvemmeligheder, min herre.«

»Er der ingen fængsler?« spurgte Scrooge.

»Masser af fængsler,« sagde herren og lagde pennen fra sig igen.

»Og fattigforbundenes arbejdshuse?« spurgte Scrooge. »Er de stadig i drift?«

»Det er de. Stadig,« svarede herren. »Gid jeg kunne sige, at de ikke var det.«

»Trædemøllen og fattigloven er altså i fuld vigør?« sagde Scrooge.

»Begge har meget at bestille, min herre.«

»Åh! Ud fra det, du først sagde, var jeg bange for, at der var sket noget, som havde standset dem i deres nyttige virke,« sagde Scrooge. »Det glæder mig meget at høre.«

»Da vi er af den opfattelse, at de næppe yder de mange mennesker kristelig opmuntring for hverken sjæl eller legeme,« svarede herren, »er nogle af os ved at samle penge ind, så vi kan skaffe de fattige lidt mad og drikke og noget at varme sig ved. Vi vælger denne tid, fordi det frem for nogen anden er en tid, hvor Nød mærkes stærkt, og Overflod fryder sig. Hvad må jeg skrive dig op for?«

»Intet!« svarede Scrooge.

»Du ønsker at være anonym?«

»Jeg ønsker at være i fred,« sagde Scrooge. »Siden I spørger, hvad jeg ønsker, mine herrer, er det mit svar. Jeg morer mig ikke selv til jul, og jeg har ikke råd til at more folk, der ikke gider arbejde. Jeg er med til at betale for de institutioner, jeg har nævnt – de koster rigeligt; og de, der har det skidt, må gå derhen.«

»Mange kan ikke komme derhen, og mange vil hellere dø.«

»Hvis de hellere vil dø,« sagde Scrooge, »så må de hellere gøre det og mindske befolkningsoverskuddet. Desuden – undskyld mig – det ved jeg ikke noget om.«

»Men det kunne du komme til at vide,« bemærkede herren.

»Det er ikke min sag,« svarede Scrooge. »Et menneske har nok at gøre med at passe sine egne forretninger og lade være med at blande sig i andres. Mine optager mig til stadighed. God eftermiddag, mine herrer!«

Da herrerne tydeligt så, at det ville være nytteløst at fortsætte deres forehavende, trak de sig tilbage. Scrooge genoptog sit arbejde med en højere mening om sig selv og i et mere spøgefuldt lune, end han plejede at være.

Imens blev tågen og mørket så tæt, at folk løb omkring med flammende fakler og tilbød at gå foran vognhestene og vise vej. Et gammelt kirketårn, hvis barske gamle klokke altid kiggede snedigt ned på Scrooge gennem et gotisk vindue i muren, blev usynligt og slog timer og kvarterer oppe i skyerne med skælvende efterklang, som om tænderne klaprede i det forfrosne hoved deroppe. Kulden blev voldsom. På hovedgaden ved gydens hjørne var nogle arbejdere ved at reparere gasrørene og havde tændt en stor ild i en fyrkurv. Omkring den havde en flok lasede mænd og drenge samlet sig; de varmede hænderne og blinkede henrykt mod flammerne. Vandposten stod nu forladt, og det vand, der var løbet over fra den, stivnede pludselig til menneskefjendsk is. Lysskæret fra butikkerne, hvor kristtornkviste og bær knitrede i varmen fra vinduernes lamper, farvede de forbipasserendes blege ansigter røde. Fjerkræhandlernes og urtekræmmernes forretninger blev til en herlig spøg, et strålende skuespil, som det var næsten umuligt at tro havde noget at gøre med så kedsommelige grundsætninger som køb og salg. Overborgmesteren gav i det mægtige Mansion Houses fæstning sine halvtreds kokke og hovmestre ordre til at holde jul, som en overborgmesters husstand burde; og selv den lille skrædder, som han mandagen før havde idømt en bøde på fem shilling for at være fuld og blodtørstig på gaden, rørte næste dags budding sammen på sit loftskammer, mens hans magre kone og spædbarnet drog ud for at købe oksekødet.

Endnu mere tåge og endnu mere kulde! En gennemtrængende, indtrængende, bidende kulde. Havde den gode Sankt Dunstan blot knebet den onde Ånds næse med en smule af dette vejr i stedet for at bruge sine velkendte våben, så skulle han sandelig nok have fået brølet ordentligt. Ejeren af en lille ung næse, som den sultne kulde gnavede og gumlede på, som hunde gnaver ben, bøjede sig ned til Scrooges nøglehul for at fornøje ham med en julesang; men ved de første toner af

»Gud velsigne dig, du glade herre,

må intet gøre dig forsagt!«

greb Scrooge linealen med en sådan kraft, at sangeren flygtede i rædsel og overlod nøglehullet til tågen og den endnu mere åndsbeslægtede frost.

Endelig kom tiden, hvor kontoret skulle lukkes. Modvilligt steg Scrooge ned fra sin høje stol og indrømmede dermed uden ord dette over for den ventende skriver i tanken, som straks slukkede sit lys og tog hatten på.

»Du vil vel have fri hele dagen i morgen?« sagde Scrooge.

»Hvis det på nogen måde kan passe, min herre.«

»Det passer ikke,« sagde Scrooge, »og det er ikke rimeligt. Hvis jeg trak dig en halvkrone for det, ville du nok mene, at du blev dårligt behandlet, det tør jeg vædde på?«

Skriveren smilede svagt.

»Og alligevel,« sagde Scrooge, »mener du ikke, at jeg bliver dårligt behandlet, når jeg betaler en dags løn for intet arbejde.«

Skriveren bemærkede, at det kun var én gang om året.

»En dårlig undskyldning for at stjæle fra en mands lomme hver femogtyvende december!« sagde Scrooge og knappede overfrakken helt op til hagen. »Men du må vel have hele dagen. Vær her så meget desto tidligere næste morgen.«

Skriveren lovede, at det skulle han nok, og Scrooge gik ud med en knurren. Kontoret blev lukket i en fart, og skriveren, hvis hvide halstørklædes lange ender hang ned under livet – for nogen overfrakke ejede han ikke – tog tyve ture ned ad en glidebane på Cornhill, for enden af en række drenge, til ære for at det var juleaften, og løb så hjem til Camden Town, så hurtigt benene kunne bære ham, for at lege blindebuk.

Scrooge spiste sin triste middag på sin sædvanlige triste beværtning; og da han havde læst alle aviserne og fordrevet resten af aftenen med sin bankbog, gik han hjem i seng. Han boede i nogle værelser, der engang havde tilhørt hans afdøde kompagnon. Det var en dyster række rum i en truende bygningskolos inde i en gård, hvor den havde så lidt at gøre, at man næppe kunne lade være med at forestille sig, at den måtte være løbet derind som ungt hus under en gemmeleg med andre huse og have glemt vejen ud igen. Nu var den gammel nok og trist nok; for ingen andre end Scrooge boede i den, og alle de øvrige værelser var lejet ud til kontorer. Gården var så mørk, at selv Scrooge, der kendte hver eneste sten i den, måtte føle sig frem med hænderne. Tågen og frosten hang sådan omkring husets sorte gamle port, at det så ud, som om vejrets ånd sad i sørgmodige tanker på tærsklen.

Nu er det en kendsgerning, at der slet ikke var noget særligt ved dørhammeren, bortset fra at den var meget stor. Det er også en kendsgerning, at Scrooge havde set den aften og morgen, så længe han havde boet dér; og at Scrooge havde lige så lidt af det, man kalder fantasi, som nogen mand i City of London, selv når man medregner – og det er dristigt sagt – bystyret, rådmændene og lavsmestrene. Man må også huske, at Scrooge ikke havde skænket Marley en tanke, siden han sidst havde nævnt sin for syv år siden afdøde kompagnon den eftermiddag. Og så må enhver forklare mig, hvis han kan, hvordan det gik til, at Scrooge med nøglen i dørlåsen så i dørhammeren, uden at den gennemgik nogen gradvis forvandling – ikke en dørhammer, men Marleys ansigt.

Marleys ansigt. Det lå ikke i uigennemtrængelig skygge som de andre ting i gården, men var omgivet af et dystert skær som en fordærvet hummer i en mørk kælder. Det var hverken vredt eller grusomt, men så på Scrooge, som Marley plejede at se på ham, med spøgelsesagtige briller skubbet op i den spøgelsesagtige pande. Håret bevægede sig besynderligt, som for et åndepust eller varm luft; og skønt øjnene var vidt åbne, var de fuldstændig ubevægelige. Det og den blygrå farve gjorde ansigtet rædselsfuldt; men rædslen syntes at være der på trods af ansigtet og uden for dets magt snarere end som en del af dets eget udtryk.

Mens Scrooge stirrede på dette fænomen, blev det igen til en dørhammer.

Det ville være usandt at sige, at han ikke blev forskrækket, eller at hans blod ikke gennemstrømmedes af en frygtelig fornemmelse, som det ikke havde kendt siden hans tidligste barndom. Men han lagde hånden på nøglen, som han havde sluppet, drejede den beslutsomt om, gik ind og tændte sit lys.

Han tøvede ganske vist et øjeblik, før han lukkede døren; og han så ganske vist forsigtigt om bag den først, som om han halvt om halvt ventede at blive skræmt ved synet af Marleys hårpisk, der stak ud i forhallen. Men der var intet på bagsiden af døren undtagen de skruer og møtrikker, der holdt dørhammeren fast, så han sagde: »Pyt, pyt!« og smækkede den i.

Lyden rullede gennem huset som torden. Hvert værelse ovenpå og hvert fad i vinhandlerens kældre nedenunder syntes at have sin egen særskilte tordenrullen af ekkoer. Scrooge var ikke en mand, der lod sig skræmme af ekkoer. Han låste døren og gik gennem forhallen og op ad trappen; og det langsomt endda, mens han ordnede vægen på sit lys.

Man kan tale løseligt om at køre en karet med seks heste op ad en god gammel trappe eller gennem en dårlig ny lov fra Parlamentet; men jeg mener, at man kunne have fået en ligvogn op ad den trappe og taget den på tværs, med svinglen mod væggen og døren mod gelænderet, og gjort det med lethed. Der var rigelig bredde til det og plads tilovers; og det var måske derfor, Scrooge syntes, han så en selvkørende ligvogn bevæge sig foran ham i mørket. Et halvt dusin gaslygter fra gaden ville næppe have oplyst opgangen ordentligt, så man kan forestille sig, hvor mørkt der var med Scrooges tællelys.

Op gik Scrooge uden at bekymre sig en døjt om det. Mørke er billigt, og Scrooge holdt af det. Men før han lukkede sin tunge dør, gik han gennem værelserne for at se, om alt var, som det skulle være. Han huskede netop ansigtet tydeligt nok til at ønske at gøre det.

Dagligstue, soveværelse, pulterkammer. Alt, som det skulle være. Ingen under bordet, ingen under sofaen; en lille ild i kaminen; ske og skål parat; og den lille gryde med vælling – Scrooge var forkølet – på ildstedets kant. Ingen under sengen; ingen i skabet; ingen i hans slåbrok, der hang påfaldende på væggen. Pulterkammeret som sædvanlig. Gammel ildskærm, gamle sko, to fiskekurve, et vaskestativ på tre ben og en ildrager.

Fuldstændig tilfreds lukkede han døren og låste sig inde; drejede nøglen to gange om, hvad han ellers ikke plejede. Således sikret mod overraskelser tog han halsbindet af, iførte sig slåbrok, tøfler og nathue og satte sig ved ilden for at spise sin vælling.

Det var sandelig en meget lille ild; ingenting på så bidende en nat. Han måtte sidde helt tæt på den og krumme sig over den, før han kunne få den mindste fornemmelse af varme ud af den håndfuld brændsel. Kaminen var gammel, opført for længe siden af en hollandsk købmand og beklædt hele vejen rundt med sære hollandske fliser, der skulle fremstille scener fra Bibelen. Der var Kainer og Abeler, faraodøtre, dronninger af Saba, englebud, der dalede gennem luften på skyer som fjerdyner, Abrahammer, Belshassarer, apostle, der stævnede til søs i sovseskåle, hundreder af skikkelser, der kunne fange hans tanker; og alligevel kom dette ansigt af Marley, der havde været død i syv år, ligesom den gamle profets stav og slugte dem alle. Havde hver glat flise fra begyndelsen været blank og haft magt til at danne et billede på sin overflade af de løsrevne brudstykker af hans tanker, ville der have været en gengivelse af gamle Marleys hoved på hver eneste.

»Humbug!« sagde Scrooge og gik tværs gennem værelset.

Efter at have gået nogle gange frem og tilbage satte han sig igen. Da han lænede hovedet tilbage i stolen, faldt hans blik tilfældigt på en klokke, en klokke, der ikke længere blev brugt, som hang i værelset og af en nu glemt grund stod i forbindelse med et kammer på husets øverste etage. Med stor forundring og en mærkelig, uforklarlig rædsel så han, mens han betragtede den, klokken begynde at svinge. I begyndelsen svingede den så svagt, at den knap gav lyd; men snart ringede den højt, og det samme gjorde hver eneste klokke i huset.

Det varede måske et halvt minut eller et minut, men det føltes som en time. Klokkerne holdt op, som de var begyndt, alle på én gang. De blev afløst af en raslende lyd dybt nedefra, som om nogen slæbte en tung kæde hen over fadene i vinhandlerens kælder. Da huskede Scrooge, at han havde hørt spøgelser i hjemsøgte huse beskrevet som slæbende på kæder.

Kælderdøren fløj op med et drøn, og så hørte han lyden meget højere på etagerne nedenunder; dernæst kom den op ad trappen; og så lige hen imod hans dør.

»Det er stadig humbug!« sagde Scrooge. »Jeg vil ikke tro på det.«

Alligevel skiftede han farve, da det uden at standse kom gennem den tunge dør og ind i værelset lige for øjnene af ham. Da det kom ind, sprang den døende flamme op, som om den råbte: »Jeg kender ham! Marleys spøgelse!« og sank så ned igen.

Det samme ansigt; nøjagtig det samme. Marley med sin hårpisk, sin sædvanlige vest, sine stramtsiddende bukser og støvler; kvasterne på støvlerne strittede ligesom hårpisken, frakkeskøderne og håret på hans hoved. Den kæde, han slæbte, var spændt om hans liv. Den var lang og snoede sig omkring ham som en hale; og den bestod – for Scrooge betragtede den nøje – af pengekasser, nøgler, hængelåse, hovedbøger, skøder og tunge pengepunge, alt sammen smedet i stål. Hans krop var gennemsigtig, så Scrooge, når han betragtede ham og så gennem hans vest, kunne se de to knapper bag på hans frakke.

Scrooge havde tit hørt sige, at Marley ikke ejede hjerte i livet, men før nu havde han aldrig troet det.

Nej, og selv nu troede han det ikke. Skønt han så tværs igennem fantomet og så ham stå foran sig; skønt han mærkede den isnende virkning af hans dødskolde øjne og kunne skelne selve vævningen i det sammenfoldede tørklæde, der var bundet om hans hoved og hage, en indpakning, han ikke tidligere havde lagt mærke til, var han stadig vantro og kæmpede imod sine sanser.

»Nå!« sagde Scrooge, lige så ætsende og kold som altid. »Hvad vil du mig?«

»Meget!« – Marleys stemme; ingen tvivl om det.

»Hvem er du?«

»Spørg mig, hvem jeg var.«

»Hvem var du så?« sagde Scrooge og hævede stemmen. »Du er en skygge for nøjeregnende.« Han havde været lige ved at sige »en kende«, men valgte dette ord, som passede bedre.

»I levende live var jeg din kompagnon, Jacob Marley.«

»Kan du – kan du sætte dig?« spurgte Scrooge og så tvivlende på ham.

»Det kan jeg.«

»Så gør det.«

Scrooge stillede spørgsmålet, fordi han ikke vidste, om et så gennemsigtigt spøgelse var i stand til at sidde på en stol; og han følte, at hvis det viste sig umuligt, kunne det blive nødvendigt med en pinlig forklaring. Men Spøgelset satte sig på den anden side af kaminen, som om det var noget, han var ganske vant til.

»Du tror ikke på mig,« bemærkede Spøgelset.

»Nej,« sagde Scrooge.

»Hvilket bevis vil du have for min virkelighed ud over dine egne sansers vidnesbyrd?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Scrooge.

»Hvorfor tvivler du på dine sanser?«

»Fordi,« sagde Scrooge, »der skal så lidt til at påvirke dem. Den mindste maveforstyrrelse får dem til at lyve. Du kan være en ufordøjet bid oksekød, en klat sennep, en smule ost, et stykke af en halvrå kartoffel. Du har mere med maven end med graven at gøre, hvad du så end er!«

Scrooge plejede ikke at fyre vittigheder af, og inderst inde følte han sig heller ikke det mindste spøgefuld nu. Sandheden er, at han forsøgte at være morsom for at aflede sin egen opmærksomhed og holde rædslen nede; for gespenstets stemme gik ham gennem marv og ben.

Scrooge følte, at hvis han blot et øjeblik sad i tavshed og stirrede ind i de stive, glasagtige øjne, ville det rent ud gøre det af med ham. Der var også noget meget uhyggeligt ved, at gespenstet havde sin egen helvedesluft omkring sig. Scrooge kunne ikke selv mærke den, men sådan forholdt det sig tydeligvis; for skønt Spøgelset sad fuldstændig stille, bevægede hans hår, frakkeskøder og kvaster sig stadig som i den hede damp fra en ovn.

»Ser du denne tandstikker?« sagde Scrooge og gik hurtigt til angreb igen af den grund, der netop er nævnt; og fordi han ønskede, om så blot et sekund, at lede synets stenagtige blik bort fra sig selv.

»Ja,« svarede Spøgelset.

»Du ser jo ikke på den,« sagde Scrooge.

»Men jeg ser den alligevel,« sagde Spøgelset.

»Nå!« svarede Scrooge. »Jeg behøver blot at sluge den her, så bliver jeg resten af mine dage hjemsøgt af en hel legion af trolde, som jeg selv har skabt. Humbug, siger jeg dig, humbug!«

Da udstødte ånden et rædselsfuldt skrig og rystede sin kæde med en så uhyggelig og skrækindjagende larm, at Scrooge måtte klamre sig til stolen for ikke at falde besvimet om. Men hvor meget større blev ikke hans rædsel, da fantomet tog bindet af hovedet, som om det var for varmt at have på indendørs, og hans underkæbe faldt ned på brystet!

Scrooge faldt på knæ og foldede hænderne foran ansigtet.

»Barmhjertighed!« sagde han. »Frygtelige genfærd, hvorfor plager du mig?«

»Menneske med dit verdslige sind!« svarede Spøgelset. »Tror du på mig eller ej?«

»Det gør jeg,« sagde Scrooge. »Det må jeg. Men hvorfor vandrer ånder på jorden, og hvorfor kommer de til mig?«

»Det kræves af hvert menneske,« svarede Spøgelset, »at ånden i ham skal færdes blandt hans medmennesker og rejse vidt omkring; og hvis den ånd ikke går ud i livet, er den dømt til at gøre det efter døden. Den er dømt til at vandre gennem verden – åh, ve mig! – og være vidne til det, den ikke kan tage del i, men som den kunne have taget del i på jorden og gjort til lykke!«

Igen udstødte gespenstet et skrig, rystede sin kæde og vred sine skyggeagtige hænder.

»Du er lænket,« sagde Scrooge skælvende. »Fortæl mig hvorfor.«

»Jeg bærer den kæde, jeg smedede i livet,« svarede Spøgelset. »Jeg lavede den led for led og yard for yard; jeg spændte den om mig af egen fri vilje, og af egen fri vilje bar jeg den. Er dens mønster fremmed for dig?«

Scrooge skælvede mere og mere.

»Eller vil du vide,« fortsatte Spøgelset, »hvor tung og lang den stærke kæde er, som du selv bærer viklet om dig? For syv juleaftener siden var den fuldt så tung og lang som denne. Siden har du arbejdet videre på den. Det er en vældig tung kæde!«

Scrooge så sig om på gulvet, for han ventede at finde sig selv omgivet af halvtreds eller tres engelske favne jernkæde; men han kunne intet se.

»Jacob!« sagde han bønfaldende. »Gamle Jacob Marley, fortæl mig mere! Giv mig trøst, Jacob!«

»Jeg har ingen at give,« svarede Spøgelset. »Den kommer fra andre egne, Ebenezer Scrooge, og bringes af andre tjenere til andre slags mennesker. Jeg kan heller ikke fortælle dig alt, hvad jeg gerne ville. Kun ganske lidt mere er mig tilladt. Jeg kan ikke hvile, jeg kan ikke standse, jeg kan ikke dvæle noget sted. Min ånd færdedes aldrig uden for vores kontor – mærk dig det – i livet strejfede min ånd aldrig ud over de snævre grænser for vores pengevekslerhul; og trælsomme rejser ligger foran mig!«

Scrooge havde for vane at stikke hænderne i bukselommerne, når han faldt i tanker. Det gjorde han også nu, mens han grundede over, hvad Spøgelset havde sagt, men uden at løfte blikket eller rejse sig fra knæene.

»Du må have været meget langsom til det, Jacob,« bemærkede Scrooge forretningsmæssigt, men dog med ydmyghed og ærbødighed.

»Langsom!« gentog Spøgelset.

»Død i syv år,« grundede Scrooge. »Og på rejse hele tiden?«

»Hele tiden,« sagde Spøgelset. »Ingen hvile, ingen fred. Samvittighedsnagets uophørlige pinsler.«

»Rejser du hurtigt?« sagde Scrooge.

»På vindens vinger,« svarede Spøgelset.

»Du kunne være kommet over en hel del land på syv år,« sagde Scrooge.

Da Spøgelset hørte det, udstødte han endnu et skrig og raslede så frygteligt med sin kæde i nattens dødstille ro, at kvarteret med god ret kunne have meldt ham for at forstyrre den offentlige orden.

»Åh, at være fange, bundet og lagt i dobbelte lænker,« råbte fantomet, »og ikke vide, at tidsaldre med udødelige væseners uophørlige arbejde for denne jord må svinde bort i evigheden, før alt det gode, den rummer mulighed for, er bragt til udfoldelse! Ikke vide, at enhver kristen ånd, der virker i godhed i sin lille kreds, hvor den end er, vil finde sit jordiske liv for kort til alle sine muligheder for at gøre gavn! Ikke vide, at ingen anger, hvor længe den end varer, kan gøre et livs forspildte muligheder gode igen! Og sådan var jeg! Åh, sådan var jeg!«

»Men du var jo altid en god forretningsmand, Jacob,« fremstammede Scrooge, der nu begyndte at tage det til sig.

»Forretninger!« råbte Spøgelset og vred igen hænderne. »Menneskeheden var min sag. Det fælles bedste var min sag; næstekærlighed, barmhjertighed, overbærenhed og velvilje var alle min sag. Min handels forretninger var blot en vanddråbe i alt det, der burde have været min sags umådelige hav!«

Han holdt kæden ud i strakt arm, som om den var årsagen til al hans frugtesløse sorg, og lod den så falde tungt til gulvet igen.

»På denne tid af årets kredsløb,« sagde gespenstet, »lider jeg mest. Hvorfor gik jeg gennem skarer af medmennesker med sænket blik og løftede det aldrig mod den velsignede stjerne, som førte de vise mænd til en fattig bolig? Var der ingen fattige hjem, dens lys kunne have ført mig til?«

Scrooge blev meget forfærdet over at høre gespenstet tale sådan og begyndte at ryste voldsomt.

»Hør på mig!« råbte Spøgelset. »Min tid er næsten omme.«

»Det skal jeg nok,« sagde Scrooge. »Men vær ikke hård ved mig! Vær nu ikke så højtravende, Jacob! Jeg beder dig!«

»Hvordan det går til, at jeg viser mig for dig i en skikkelse, du kan se, må jeg ikke fortælle. Jeg har siddet usynlig ved din side mangfoldige dage.«

Det var ikke nogen behagelig tanke. Scrooge gøs og tørrede sveden af panden.

»Det er ingen ringe del af min bod,« fortsatte Spøgelset. »Jeg er her i nat for at advare dig om, at du endnu har en mulighed og et håb om at undslippe min skæbne. En mulighed og et håb, som jeg har skaffet dig, Ebenezer.«

»Du har altid været mig en god ven,« sagde Scrooge. »Tak skal du ha’!«

»Du vil blive hjemsøgt,« fortsatte Spøgelset, »af tre Ånder.«

Scrooges ansigt blev næsten lige så langt, som Spøgelsets var blevet.

»Er det den mulighed og det håb, du nævnte, Jacob?« spurgte han med usikker stemme.

»Ja.«

»Jeg – jeg tror helst, jeg vil være fri,« sagde Scrooge.

»Uden deres besøg,« sagde Spøgelset, »kan du ikke håbe at undgå den vej, jeg går. Vent den første i morgen, når klokken slår ét.«

»Kunne jeg ikke tage dem alle på én gang og få det overstået, Jacob?« foreslog Scrooge forsigtigt.

»Vent den anden næste nat på samme tid. Den tredje den følgende nat, når det sidste slag af tolv er holdt op med at dirre. Regn ikke med at se mig mere; og sørg for, for din egen skyld, at huske, hvad der er foregået mellem os!«

Da gespenstet havde sagt disse ord, tog han sit tørklæde fra bordet og bandt det om hovedet som før. Det vidste Scrooge på det skarpe smæld, hans tænder gav, da bindet trak kæberne sammen. Han vovede at løfte blikket igen og så sin overnaturlige gæst stå rank foran sig med kæden snoet over og omkring armen.

Genfærdet gik baglæns bort fra ham; og for hvert skridt, han tog, gled vinduet lidt op, så det stod vidt åbent, da gespenstet nåede derhen. Han vinkede Scrooge hen til sig, og Scrooge kom. Da de var to skridt fra hinanden, løftede Marleys spøgelse hånden og advarede ham mod at komme nærmere. Scrooge standsede.

Ikke så meget af lydighed som af overraskelse og frygt; for da hånden blev løftet, opfattede han en forvirring af lyde i luften; usammenhængende lyde af klage og anger; jamren, der var ubeskriveligt sorgfuld og selvanklagende. Efter at have lyttet et øjeblik stemte gespenstet i den sørgmodige klagesang og svævede ud i den rå, mørke nat.

Scrooge fulgte efter hen til vinduet, hensynsløs i sin nysgerrighed. Han så ud.

Luften var fyldt med fantomer, der vandrede hid og did i rastløs hast og stønnede undervejs. Hvert eneste bar kæder ligesom Marleys spøgelse; nogle få – det kunne være skyldbetyngede regeringer – var lænket sammen; ingen var frie. Mange havde Scrooge kendt personligt, mens de levede. Han havde været godt bekendt med et gammelt spøgelse i hvid vest, der havde et vældigt pengeskab af jern lænket til anklen, og som græd ynkeligt over ikke at kunne hjælpe en stakkels kvinde med et spædbarn, som han så nede på et dørtrin. Det var tydeligt, at deres fælles lidelse var, at de søgte at gribe ind i menneskenes forhold og gøre godt, men for bestandig havde mistet magten til det.

Om disse skabninger opløstes i tåge, eller tågen indhyllede dem, kunne han ikke afgøre. Men de og deres åndestemmer fortonede sig på samme tid; og natten blev, som den havde været, da han gik hjem.

Scrooge lukkede vinduet og undersøgte den dør, Spøgelset var kommet ind ad. Nøglen var drejet to gange om, sådan som han selv havde gjort det med egne hænder, og slåerne var urørte. Han forsøgte at sige »Humbug!«, men standsede ved den første stavelse. Og da han, enten på grund af de sindsbevægelser, han havde været igennem, eller dagens anstrengelser, eller sit glimt af den usynlige verden, eller Spøgelsets kedsommelige samtale, eller den sene time, havde stærkt behov for hvile, gik han lige i seng uden at klæde sig af og faldt straks i søvn.

---