Alice i Even­tyr­land

Lewis Carroll

Kapitel 1: Ned i kaninhullet

Alice var ved at blive meget træt af at sidde ved siden af sin søster på bredden og af ikke at have noget at tage sig til: en gang eller to havde hun kigget i den bog, hendes søster læste, men der var hverken billeder eller samtaler i den. »Og hvad skal man med en bog,« tænkte Alice, »uden billeder eller samtaler?«

Så sad hun og overvejede for sig selv (så godt hun kunne, for den varme dag gjorde hende meget søvnig og sløv), om fornøjelsen ved at lave en kæde af tusindfryd ville opveje besværet med at rejse sig og plukke blomsterne, da en hvid kanin med lyserøde øjne pludselig løb lige forbi hende.

Der var ikke noget så særlig mærkværdigt ved det; Alice syntes heller ikke, det var så særlig usædvanligt at høre Kaninen sige til sig selv: »Åh nej! Åh nej! Jeg kommer for sent!« (da hun tænkte over det bagefter, gik det op for hende, at hun burde have undret sig over det, men i øjeblikket forekom det hele ganske naturligt); men da Kaninen ligefrem tog et ur op af sin vestelomme, så på det og derpå skyndte sig videre, sprang Alice på benene, for det slog hende pludselig, at hun aldrig før havde set en kanin med hverken en vestelomme eller et ur at tage op af den, og brændende af nysgerrighed løb hun efter ham tværs over marken og nåede heldigvis lige at se ham smutte ned i et stort kaninhul under hækken.

Et øjeblik efter fulgte Alice efter ham derned uden så meget som at tænke på, hvordan i alverden hun skulle komme ud igen.

Kaninhullet fortsatte et stykke vej ligeud som en tunnel og gik så pludselig nedad, så pludselig, at Alice ikke havde et øjeblik til at tænke på at standse sig selv, før hun faldt ned gennem en meget dyb brønd.

Enten var brønden meget dyb, eller også faldt hun meget langsomt, for mens hun faldt, havde hun masser af tid til at se sig omkring og spekulere på, hvad der nu ville ske. Først prøvede hun at kigge ned og få øje på, hvad hun var på vej ned imod, men det var for mørkt til, at hun kunne se noget; så kiggede hun på brøndens vægge og lagde mærke til, at de var fulde af skabe og boghylder; hist og her så hun landkort og billeder hænge på knager. Hun tog en krukke ned fra en af hylderne, da hun kom forbi; på etiketten stod der »Appelsinmarmelade«, men til hendes store skuffelse var den tom: hun ville nødig slippe krukken af frygt for at slå nogen ihjel, så det lykkedes hende at sætte den ind i et af skabene, mens hun faldt forbi det.

»Nå!« tænkte Alice ved sig selv. »Efter et fald som det her vil jeg regne det for ingenting at tumle ned ad en trappe! Hvor vil alle derhjemme synes, jeg er modig! Ja, jeg ville ikke sige et ord om det, selv hvis jeg faldt ned fra taget!« (Hvilket højst sandsynligt var sandt.)

Ned, ned, ned. Ville faldet aldrig få ende! »Hvor mange engelske mil er jeg mon faldet nu?« sagde hun højt. »Jeg må være ved at nærme mig jordens midte. Lad mig se: det må være fire tusind engelske mil nede, tror jeg –« (for, ser du, Alice havde lært flere af den slags ting i timerne i skolestuen, og selv om hun ikke havde nogen særlig god lejlighed til at vise sine kundskaber frem her, eftersom der ikke var nogen til at høre på hende, var det alligevel en god øvelse at gentage det højt) »– ja, det er omtrent den rigtige afstand – men hvilken breddegrad eller længdegrad er jeg mon nået til?« (Alice anede ikke, hvad breddegrad var, og heller ikke længdegrad, men syntes, det var nogle fine, fornemme ord at sige.)

Lidt efter begyndte hun igen. »Mon jeg falder lige igennem jorden! Hvor bliver det sjovt at komme ud blandt de mennesker, der går med hovedet nedad! Antipatierne, tror jeg –« (denne gang var hun ret glad for, at der ikke var nogen, der lyttede, for det lød slet ikke som det rigtige ord) »– men jeg bliver jo nødt til at spørge dem, hvad landet hedder. Undskyld, frue, er det her New Zealand eller Australien?« (og hun prøvede at neje, mens hun talte – tænk at neje, mens man falder gennem luften! Tror du, du kunne klare det?) »Og sikke en uvidende lille pige hun vil synes, jeg er, når jeg spørger! Nej, det går slet ikke at spørge: måske står navnet skrevet et eller andet sted.«

Ned, ned, ned. Der var ikke andet at gøre, så Alice begyndte snart at tale igen. »Dinah kommer nok til at savne mig meget i aften!« (Dinah var katten.) »Jeg håber, de husker hendes underkop med mælk, når det er tid til te. Kære Dinah! Jeg ville ønske, du var hernede hos mig! Jeg er bange for, at der ikke er mus i luften, men du kunne fange en flagermus, og sådan en ligner jo meget en mus. Men spiser katte mon flagermus?« Og nu begyndte Alice at blive temmelig søvnig og blev ved med at sige til sig selv i en lidt drømmende tone: »Spiser katte flagermus? Spiser katte flagermus?« og undertiden: »Spiser flagermus katte?« for når hun nu ikke kunne svare på nogen af spørgsmålene, betød det jo ikke så meget, hvordan hun vendte det. Hun kunne mærke, at hun var ved at døse hen, og var lige begyndt at drømme, at hun gik hånd i hånd med Dinah og sagde til hende i fuld alvor: »Nå, Dinah, sig mig sandheden: har du nogensinde spist en flagermus?« da hun pludselig – bump! bump! – landede på en bunke pinde og tørre blade, og faldet var forbi.

Alice havde slet ikke slået sig, og på et øjeblik sprang hun på benene: hun så op, men der var helt mørkt ovenover; foran hende lå endnu en lang gang, og hun kunne stadig se den Hvide Kanin skynde sig ned gennem den. Der var ikke et øjeblik at spilde: af sted fór Alice som vinden og nåede lige at høre ham sige, da han drejede om et hjørne: »Åh, mine ører og knurhår, hvor er det blevet sent!« Hun var lige i hælene på ham, da hun drejede om hjørnet, men Kaninen var ikke længere at se: hun befandt sig i en lang, lav sal, som var oplyst af en række lamper, der hang fra loftet.

Der var døre hele vejen rundt i salen, men de var alle sammen låst; og da Alice havde gået hele vejen ned langs den ene side og tilbage langs den anden og prøvet hver eneste dør, gik hun bedrøvet midt gennem salen og spekulerede på, hvordan hun nogensinde skulle komme ud igen.

Pludselig kom hun til et lille trebenet bord, lavet udelukkende af massivt glas; der lå ikke andet på det end en bitte lille gylden nøgle, og Alices første tanke var, at den måske hørte til en af dørene i salen; men ak! Enten var låsene for store, eller også var nøglen for lille, men i hvert fald kunne den ikke åbne nogen af dem. Da hun gik runden for anden gang, fik hun dog øje på et lavt forhæng, som hun ikke havde lagt mærke til før, og bag det var der en lille dør, omtrent femten tommer høj: hun prøvede den lille gyldne nøgle i låsen, og til hendes store glæde passede den!

Alice åbnede døren og så, at den førte ind til en lille gang, ikke meget større end et rottehul: hun lagde sig på knæ og kiggede gennem gangen ind i den skønneste have, du nogensinde har set. Hvor hun længtes efter at komme ud af den mørke sal og gå omkring mellem bedene med farvestrålende blomster og de kølige springvand, men hun kunne ikke engang få hovedet gennem døråbningen; »og selv hvis mit hoved kunne komme igennem,« tænkte stakkels Alice, »ville det være til meget lidt nytte uden mine skuldre. Åh, hvor jeg ville ønske, jeg kunne skubbes sammen som en kikkert! Det tror jeg godt, jeg kunne, hvis jeg bare vidste, hvordan jeg skulle begynde.« For der var, ser du, sket så mange mærkværdige ting på det sidste, at Alice var begyndt at tro, at det faktisk kun var ganske få ting, der virkelig var umulige.

Det lod ikke til, at det nyttede noget at vente ved den lille dør, så hun gik tilbage til bordet, mens hun halvt om halvt håbede at finde endnu en nøgle på det, eller i det mindste en bog med regler for, hvordan man skubber folk sammen som kikkerter: denne gang fandt hun en lille flaske på det (»Den var her bestemt ikke før,« sagde Alice), og rundt om flaskehalsen sad der en papiretikette, hvor ordene »Drik mig« var smukt trykt med store bogstaver.

Det var jo let nok at sige »Drik mig«, men den fornuftige lille Alice havde ikke tænkt sig at gøre det lige med det samme. »Nej, først vil jeg se efter,« sagde hun, »om der står ›gift‹ på den eller ej«; for hun havde læst flere pæne små historier om børn, der var blevet forbrændt, ædt af vilde dyr og udsat for andre ubehagelige ting, alt sammen fordi de ikke ville huske de enkle regler, deres venner havde lært dem: for eksempel at en rødglødende ildrager brænder én, hvis man holder den for længe; og at hvis man skærer sig meget dybt i fingeren med en kniv, bløder den som regel; og hun havde aldrig glemt, at hvis man drikker meget af en flaske med »gift« på, er det næsten sikkert, at det vil bekomme én ilde før eller siden.

Men der stod ikke »gift« på denne flaske, så Alice vovede at smage på indholdet, og da hun syntes, det smagte rigtig godt (smagen var faktisk en slags blanding af kirsebærtærte, æggecreme, ananas, stegt kalkun, toffee og varmt ristet brød med smør), drak hun det hele på ganske kort tid.

»Sikke en mærkelig fornemmelse!« sagde Alice. »Jeg må være ved at blive skubbet sammen som en kikkert.«

Og sådan var det ganske rigtigt: hun var nu kun ti tommer høj, og hendes ansigt lyste op ved tanken om, at hun nu havde den rigtige størrelse til at komme gennem den lille dør og ind i den dejlige have. Først ventede hun dog nogle minutter for at se, om hun ville skrumpe endnu mere: det gjorde hende lidt nervøs; »for det kunne jo ende med,« sagde Alice til sig selv, »at jeg går helt ud, som et lys. Hvordan mon jeg så ville se ud?« Og hun prøvede at forestille sig, hvordan flammen på et lys ser ud, efter at lyset er pustet ud, for hun kunne ikke huske nogensinde at have set sådan noget.

Da hun efter et stykke tid kunne se, at der ikke skete mere, besluttede hun at gå ud i haven med det samme; men ak, stakkels Alice! Da hun kom hen til døren, opdagede hun, at hun havde glemt den lille gyldne nøgle, og da hun gik tilbage til bordet for at hente den, opdagede hun, at hun umuligt kunne nå den: hun kunne se den helt tydeligt gennem glasset, og hun gjorde sit bedste for at klatre op ad et af bordbenene, men det var for glat; og da hun var blevet helt udmattet af sine forsøg, satte det stakkels lille pus sig ned og græd.

»Kom nu, det nytter ikke noget at græde sådan!« sagde Alice ret skarpt til sig selv. »Jeg råder dig til at holde op med det samme!« Hun gav som regel sig selv meget gode råd (selv om hun meget sjældent fulgte dem), og undertiden skældte hun sig selv så strengt ud, at hun fik tårer i øjnene; og hun huskede, at hun engang havde prøvet at give sig selv ørefigener, fordi hun havde snydt sig selv i et parti kroket, som hun spillede mod sig selv, for dette ejendommelige barn holdt meget af at lade, som om hun var to personer. »Men nu nytter det ikke,« tænkte stakkels Alice, »at lade, som om jeg er to personer! Der er jo knap nok så meget tilbage af mig, at det rækker til ét ordentligt menneske!«

Lidt efter faldt hendes blik på en lille glasæske, som lå under bordet: hun åbnede den og fandt en meget lille kage, hvorpå ordene »Spis mig« stod smukt skrevet med korender. »Nå, så spiser jeg den,« sagde Alice, »og hvis jeg bliver større af den, kan jeg nå nøglen; og hvis jeg bliver mindre af den, kan jeg krybe under døren; så kommer jeg ind i haven i begge tilfælde, og jeg er ligeglad med, hvilken af delene det bliver!«

Hun spiste en lille bid og sagde ængsteligt til sig selv: »Hvilken vej? Hvilken vej?« Imens holdt hun hånden oven på hovedet for at mærke, hvilken vej det voksede, og hun blev ganske forbavset over at opdage, at hun stadig var lige stor: ganske vist er det jo det, der som regel sker, når man spiser kage, men Alice havde i den grad vænnet sig til kun at forvente mærkværdige ting, at hun syntes, det var ganske kedeligt og dumt, når livet gik sin sædvanlige gang.

Så gik hun i gang, og ganske kort efter havde hun spist hele kagen.

---