Skat­teø­en

Robert Louis Stevenson

Kapitel 1: På admiral Benbow

Da godsejer Trelawney, dr. Livesey og de øvrige herrer har bedt mig skrive alt ned om Treasure Island fra begyndelse til ende og intet fortie undtagen øens beliggenhed, og det kun, fordi der stadig ligger skatte, som ikke er hentet op, tager jeg i det Herrens år 17– pennen i hånden og går tilbage til den tid, da min far drev kroen Admiral Benbow og den gamle, solbrune sømand med sabelarret første gang tog logi under vores tag.

Jeg husker, som var det i går, hvordan han kom traskende hen til krodøren med sin sømandskiste efter sig på en trillebør; en høj, stærk, svær, nøddebrun mand; hans tjærede hårpisk hang ned over skuldrene på hans snavsede blå frakke; hans hænder var forrevne og arrede med sorte, knækkede negle, og tværs over den ene kind havde han det snavsede, gustenhvide sabelar. Jeg husker, hvordan han så sig omkring i vigen og fløjtede for sig selv og så brød ud i den gamle sømandssang, som han siden sang så tit:

»Femten mand på den dødes kiste,

Yo-ho-ho og en flaske rom!«

med sin høje, skælvende gamle stemme, der syntes at være blevet stemt og slidt op ved spilbommene. Så bankede han på døren med en kæppestump, som han havde med sig, og som lignede en håndspage, og da min far viste sig, forlangte han brysk et glas rom. Da han fik det bragt, drak han det langsomt som en kender, dvælede ved smagen og så sig stadig omkring, hen mod klipperne og op på vores skilt.

»Den her vig ligger godt,« siger han omsider, »og skænkestuen ligger kønt. Mange gæster, kammerat?«

Min far svarede nej; der kom desværre kun ganske få gæster.

»Nå, så er det her, jeg skal have min køje,« sagde han. »Hør du, makker,« råbte han til manden, der trillede børen, »læg til her ved siden af og hjælp med at få min kiste op. Jeg bliver her lidt,« fortsatte han. »Jeg er en jævn mand; rom og flæsk og æg er, hvad jeg vil have, og så den pynt deroppe til at holde udkig efter skibe fra. Hvad du skal kalde mig? Du kan kalde mig kaptajn. Nå, jeg kan godt se, hvad du er ude efter – her.« Og han kastede tre eller fire guldmønter ned på dørtærsklen. »Du kan sige til, når jeg har brugt dem op,« sagde han og så bister ud som en kommandør.

Og skønt han gik så usselt klædt og talte så groft, lignede han bestemt ikke en, der sejlede som menig sømand, men virkede som en styrmand eller skipper, der var vant til at blive adlydt eller til at slå. Manden med trillebøren fortalte os, at postvognen havde sat ham af ved Royal George morgenen før; at han havde spurgt, hvilke kroer der lå langs kysten, og da han havde hørt vores rost, formoder jeg, og beskrevet som afsidesliggende, havde han valgt den frem for de andre som sit opholdssted. Og det var alt, hvad vi kunne få at vide om vores gæst.

Til daglig var han en meget tavs mand. Hele dagen drev han omkring ved vigen eller oppe på klipperne med en messingkikkert; hele aftenen sad han i et hjørne af krostuen ved ilden og drak rom med ganske lidt vand i. For det meste svarede han ikke, når nogen talte til ham; han så blot pludselig og bistert op og prustede gennem næsen som et tågehorn, og både vi og de folk, der kom i huset, lærte snart at lade ham være. Hver dag, når han kom hjem fra sin spadseretur, spurgte han, om der var gået nogen søfolk forbi på landevejen. Først troede vi, at han spurgte, fordi han savnede selskab af folk af sin egen slags; men til sidst begyndte vi at forstå, at han ønskede at undgå dem. Når en sømand tog ind på Admiral Benbow (og det hændte nu og da, når nogen fulgte kystvejen mod Bristol), kiggede kaptajnen ind til ham gennem dørforhænget, før han gik ind i krostuen; og han sørgede altid for at være musestille, når sådan en var til stede. For mig var det i hvert fald ingen hemmelighed; for på en måde delte jeg hans frygt.

Han havde en dag taget mig til side og lovet mig en firepencemønt af sølv den første i hver måned, hvis jeg blot ville holde »et vågent øje med en etbenet sømand« og give ham besked, i samme øjeblik sømanden viste sig. Ofte nok, når det blev den første i måneden og jeg bad ham om min løn, nøjedes han med at pruste gennem næsen ad mig og nedstirre mig; men inden ugen var omme, kom han altid på bedre tanker, bragte mig min firepencemønt og gentog ordren om at holde udkig efter »den etbenede sømand«.

Jeg behøver næppe fortælle, hvordan den skikkelse hjemsøgte mine drømme. På stormfulde nætter, når vinden ruskede i husets fire hjørner og brændingen brølede langs vigen og op ad klipperne, så jeg ham i tusind skikkelser og med tusind djævelske miner. Snart var benet skåret af ved knæet, snart ved hoften; snart var han et uhyrligt væsen, der aldrig havde haft mere end ét ben, og det sad midt på kroppen. At se ham springe og løbe og forfølge mig over hække og grøfter var det værste af alle mareridt. Alt i alt var de afskyelige fantasier en temmelig høj pris at betale for min månedlige firepencemønt.

Men selv om tanken om den etbenede sømand skræmte mig sådan, var jeg langt mindre bange for kaptajnen selv end nogen anden, der kendte ham. Der var aftener, hvor han drak langt mere rom og vand, end han kunne tåle; og så kunne han somme tider sidde og synge sine ugudelige, gamle, vilde sømandssange uden at tage sig af nogen; men andre gange bestilte han en omgang til alle og tvang hele det skælvende selskab til at høre på hans historier eller synge med på omkvædet til hans sange. Jeg har tit hørt huset ryste af »Yo-ho-ho og en flaske rom«, mens alle naboerne sang med af livsens kraft, med dødsangsten over sig, og den ene sang højere end den anden for ikke at gøre sig uheldigt bemærket. For under de anfald var han den mest tyranniske selskabsbroder, man nogensinde havde kendt; han slog hånden i bordet for at få alle til at tie; han kunne fare op i raseri over et spørgsmål eller undertiden, fordi ingen stillede spørgsmål og han derfor mente, at selskabet ikke fulgte med i hans historie. Han tillod heller ingen at forlade kroen, før han havde drukket sig søvnig og var ravet i seng.

Det var hans historier, der skræmte folk allermest. Forfærdelige historier var det; om hængning og om at gå planken ud og om storme til søs og Dry Tortugas og vilde bedrifter og egne ved Spanish Main. Efter hvad han selv fortalte, måtte han have levet sit liv blandt nogle af de ondeste mænd, Gud nogensinde havde ladet færdes på havet; og det sprog, han brugte til at fortælle historierne, forargede vores jævne landboer næsten lige så meget som de forbrydelser, han beskrev. Min far sagde altid, at det ville blive kroens ruin, for folk ville snart holde op med at komme der for at blive tyranniseret og kuet og sendt skælvende i seng; men jeg tror virkelig, at hans nærvær gavnede os. Folk var bange, mens det stod på, men bagefter syntes de egentlig ganske godt om det; det bragte herlig spænding ind i det stille landliv; og der var endda en flok af de yngre mænd, som lod, som om de beundrede ham, kaldte ham en »ægte søbjørn« og en »rigtig gammel søulk« og den slags og sagde, at det var den slags mænd, der gjorde England frygtet til søs.

På ét punkt så det dog virkelig ud til, at han ville ruinere os; for han blev boende uge efter uge og til sidst måned efter måned, så alle pengene for længst var brugt op, og alligevel fik min far aldrig samlet mod til at kræve flere. Hvis han en sjælden gang nævnte det, prustede kaptajnen så højt gennem næsen, at man nærmest kunne kalde det et brøl, og stirrede min stakkels far ud af stuen. Jeg har set ham vride hænder efter sådan en afvisning, og jeg er sikker på, at de ærgrelser og den rædsel, han levede med, må have fremskyndet hans tidlige og sørgelige død betydeligt.

I al den tid, kaptajnen boede hos os, forandrede han ikke det mindste ved sin påklædning, bortset fra at han købte nogle strømper af en omvandrende kræmmer. En af de opkrammede flige på hans hat var faldet ned, og fra den dag af lod han den hænge, selv om den var ham til stort besvær, når det blæste. Jeg husker, hvordan hans frakke så ud; den lappede han selv oppe på sit værelse, og hen imod slutningen var den ikke andet end lapper. Han skrev eller modtog aldrig et brev, og han talte aldrig med andre end naboerne, og med dem for det meste kun, når han var beruset af rom. Den store sømandskiste havde ingen af os nogensinde set åben.

Kun én gang blev han sagt imod, og det var hen imod slutningen, da min stakkels far var svært medtaget af den tærende sygdom, der tog livet af ham. Dr. Livesey kom en dag sidst på eftermiddagen for at tilse den syge, fik lidt middagsmad af min mor og gik ind i krostuen for at ryge en pibe, indtil hans hest blev bragt ned fra den lille landsby, for vi havde ingen stald ved den gamle Benbow-kro. Jeg fulgte ham ind, og jeg husker, at jeg lagde mærke til modsætningen mellem den velsoignerede, muntre læge med det snehvide hårpudder, de klare sorte øjne og de behagelige manerer og de kådbenede landboer og frem for alt vores snavsede, svære, rødøjede fugleskræmsel af en sørøver, der sad stærkt beruset af rom med armene på bordet. Pludselig stemte han – altså kaptajnen – i med sin evindelige sang:

»Femten mand på den dødes kiste,

Yo-ho-ho og en flaske rom!

»Sprit og djævelen tog de sidste –

Yo-ho-ho og en flaske rom!«

Til at begynde med havde jeg troet, at »den dødes kiste« var netop den store kasse, han havde oppe i værelset fortil i huset, og i mine mareridt havde den tanke blandet sig med tanken om den etbenede sømand. Men på den tid var vi alle for længst holdt op med at lægge synderligt mærke til sangen; den aften var den kun ny for dr. Livesey, og jeg bemærkede, at den ikke gjorde noget behageligt indtryk på ham, for han så et øjeblik ganske vredt op, inden han fortsatte sin samtale med gamle Taylor, gartneren, om en ny kur mod gigt. Imens livede kaptajnen lidt efter lidt op ved sin egen musik, og til sidst klaskede han hånden i bordet foran sig på en måde, vi alle vidste betød – tavshed. Stemmerne forstummede straks, alle undtagen dr. Liveseys; han fortsatte som før, talte klart og venligt og tog raske sug af sin pibe mellem hvert eller hvert andet ord. Kaptajnen stirrede olmt på ham en stund, klaskede igen hånden i bordet, stirrede endnu mere olmt og brød til sidst ud med en gemen ed: »Ro der på mellemdækket!«

»Var det mig, du talte til, kaptajn?« sagde lægen, og da bøllen med endnu en ed havde bekræftet det, svarede lægen: »Jeg har kun én ting at sige dig, kaptajn: Hvis du bliver ved med at drikke rom, bliver verden snart en meget beskidt slyngel kvit!«

Den gamles raseri var frygteligt. Han sprang op, trak en sømandskniv frem og slog bladet ud, og mens han balancerede den udslåede kniv på håndfladen, truede han med at nagle lægen til væggen.

Lægen rørte sig ikke det mindste. Han talte til ham over skulderen som før og i samme tonefald, temmelig højt, så alle i stuen kunne høre det, men fuldkommen roligt og fast:

»Hvis du ikke øjeblikkelig stikker den kniv i lommen, lover jeg på min ære, at du bliver hængt ved næste nævningeting.«

Så udkæmpede de en kamp med blikket; men kaptajnen gav snart efter, stak sit våben væk og satte sig igen, mens han brummede som en pryglet hund.

»Og nu, kaptajn,« fortsatte lægen, »da jeg nu ved, at der findes sådan en fyr i mit distrikt, kan du regne med, at jeg vil holde øje med dig dag og nat. Jeg er ikke blot læge, jeg er også fredsdommer; og hvis jeg hører den mindste klage over dig, om det så kun er for en uforskammethed som den i aften, skal jeg træffe virksomme foranstaltninger til at få dig opsporet og drevet ud herfra. Lad det være nok.«

Kort efter kom dr. Liveseys hest hen til døren, og han red bort, men kaptajnen holdt mund den aften og mange aftener frem.

---