Fran­kenste­in

Mary Wollstonecraft Shelley

Kapitel 1: Brev I

Til mrs. Saville, England.

Sankt Petersborg, 11. december 17–.

Det vil glæde dig at høre, at det foretagende, du har næret så dystre anelser om, er begyndt uden ulykker. Jeg ankom hertil i går, og min første opgave er at forsikre min kære søster om, at jeg har det godt og nærer stadig større tillid til, at mit forehavende vil lykkes.

Jeg er allerede langt nord for London, og når jeg går gennem Petersborgs gader, mærker jeg en kold brise fra nord lege om mine kinder; den styrker mine nerver og fylder mig med fryd. Forstår du den følelse? Denne brise, som er kommet hertil fra de egne, jeg er på vej imod, giver mig en forsmag på disse iskolde himmelstrøg. Denne løfterige vind giver mine dagdrømme mere glød og liv. Forgæves prøver jeg at overbevise mig selv om, at polen er frostens og ødets hjemsted; i min fantasi viser den sig altid som skønhedens og glædens land. Dér, Margaret, er solen altid synlig; dens brede skive glider lige langs horisonten og spreder en evig glans. Dér – for med din tilladelse, min søster, vil jeg sætte en vis lid til tidligere søfarende – dér er sne og frost fordrevet, og over et roligt hav kan vinden føre os til et land, der overgår enhver hidtil opdaget egn på den beboelige jord i vidundere og skønhed. Naturens frembringelser og landskabets former kan dér være uden sidestykke, ligesom de astronomiske fænomener utvivlsomt er det i disse uopdagede ødemarker. Hvad kan man ikke vente sig i et land med evigt lys? Jeg kan dér opdage den forunderlige kraft, der tiltrækker kompasnålen, og bringe orden i tusind astronomiske iagttagelser; der skal blot denne rejse til, før deres tilsyneladende uregelmæssigheder én gang for alle kan forklares. Jeg vil stille min brændende nysgerrighed ved synet af en del af verden, som aldrig før er blevet besøgt, og måske betræde et land, hvor ingen menneskefod endnu har sat sit aftryk. Det er dette, der lokker mig, og det er nok til at overvinde al frygt for fare eller død og få mig til at begive mig ud på denne møjsommelige rejse med den glæde, et barn føler, når det sammen med sine feriekammerater stiger om bord i en lille båd og drager på opdagelsesfærd op ad sin hjemegns flod. Men selv hvis alle disse formodninger skulle være falske, kan du ikke bestride, at jeg vil gøre hele menneskeheden, helt til sidste slægtled, en uvurderlig tjeneste ved at opdage en passage nær polen til de lande, som det nu tager så mange måneder at nå, eller ved at afdække magnetens hemmelighed, hvilket, hvis det overhovedet er muligt, kun kan ske ved et foretagende som mit.

Disse betragtninger har fordrevet den uro, hvormed jeg begyndte mit brev, og jeg føler mit hjerte gløde af en begejstring, der løfter mig til himlen; for intet bidrager så meget til at give sindet ro som et fast mål – et punkt, sjælen kan fæstne sit indre blik på. Denne ekspedition har været mine tidlige års kæreste drøm. Jeg har med iver læst beretningerne om de forskellige sørejser, man har foretaget i håb om at nå det nordlige Stillehav gennem havene omkring polen. Du husker måske, at hele vores gode onkel Thomas’ bibliotek bestod af et værk om alle de opdagelsesrejser, man havde foretaget til søs. Min uddannelse blev forsømt, men læsning var min lidenskab. Disse bind studerede jeg dag og nat, og jo bedre jeg lærte dem at kende, desto stærkere blev den bedrøvelse, jeg som barn havde følt, da jeg fik at vide, at min døende far havde forbudt min onkel at lade mig gå til søs.

Disse drømme blegnede, da jeg for første gang læste de digtere, hvis digtning henrykkede min sjæl og løftede den til himlen. Jeg blev selv digter og levede i et år i et paradis, jeg selv havde skabt; jeg forestillede mig, at også jeg kunne få en niche i det tempel, hvor Homers og Shakespeares navne holdes i hellig ære. Du kender alt til mit nederlag og ved, hvor tungt jeg tog skuffelsen. Men netop på den tid arvede jeg formuen efter et af mine søskendebørn, og mine tanker fandt tilbage i deres gamle baner.

Seks år er gået, siden jeg besluttede mig for mit nuværende forehavende. Jeg kan endnu i dag huske den time, da jeg viede mig til dette store foretagende. Jeg begyndte med at vænne min krop til strabadser. Jeg fulgte hvalfangerne på flere ekspeditioner til Nordsøen; jeg udholdt frivilligt kulde, sult, tørst og søvnmangel; om dagen arbejdede jeg ofte hårdere end de menige søfolk, og mine nætter viede jeg til studier af matematik, medicinsk teori og de grene af naturvidenskaben, som en eventyrer til søs kunne have størst praktisk nytte af. To gange tog jeg ligefrem hyre som understyrmand på et skib, der drev hvalfangst ved Grønland, og klarede mig beundringsværdigt. Jeg må indrømme, at jeg følte mig en smule stolt, da min kaptajn tilbød mig den næsthøjeste post om bord og på det indstændigste bad mig om at blive; så højt værdsatte han mine tjenester.

Og nu, kære Margaret, fortjener jeg da ikke at udrette noget stort? Jeg kunne have levet mit liv i magelighed og luksus, men jeg foretrak ære frem for enhver fristelse, rigdommen lagde på min vej. Åh, om blot en opmuntrende stemme ville svare ja! Mit mod og min beslutsomhed står fast, men mine forhåbninger stiger og falder, og jeg er ofte nedtrykt. Jeg skal snart begive mig ud på en lang og vanskelig rejse, hvor de kritiske stunder vil kræve al min sjælsstyrke: Jeg må ikke blot sætte mod i andre, men til tider også holde mit eget oppe, når deres svigter.

Denne årstid er den gunstigste for rejser i Rusland. De flyver hurtigt hen over sneen i deres slæder; bevægelsen er behagelig og efter min mening langt mere tiltalende end den, man mærker i en engelsk diligence. Kulden er ikke for streng, hvis man er klædt i pelse – en påklædning, jeg allerede har taget i brug; for der er stor forskel på at gå på dækket og at sidde ubevægelig i timevis uden den bevægelse, der forhindrer blodet i ligefrem at fryse i årerne. Jeg har ingen ambition om at sætte livet til på postvejen mellem Sankt Petersborg og Arkhangelsk.

Jeg rejser til sidstnævnte by om fjorten dage eller tre uger; dér har jeg til hensigt at leje et skib, hvilket let kan lade sig gøre ved at betale forsikringen for ejeren, og at hyre så mange søfolk, som jeg finder nødvendigt, blandt dem, der er vant til hvalfangst. Jeg agter først at sejle i juni måned; og hvornår vender jeg tilbage? Ak, kære søster, hvordan skal jeg kunne svare på det spørgsmål? Hvis det lykkes mig, vil der gå mange, mange måneder, måske år, før du og jeg kan mødes. Hvis det mislykkes, vil du snart se mig igen, eller aldrig.

Farvel, min kære, fortræffelige Margaret. Må himlen overøse dig med velsignelser og bevare mig, så jeg igen og igen kan bevidne min taknemmelighed for al din kærlighed og godhed.

Din hengivne bror,

R. Walton.

---