Tre Sø­sken­de

E. Nesbit

Kapitel 1: Altings begyndelse

Til at begynde med var de ikke jernbanebørn. Jeg tror ikke, de nogensinde havde tænkt på jernbaner som andet end en måde at komme til Maskelyne and Cook’s, pantomimeforestillingen, Zoologisk Have og Madame Tussauds på. De var ganske almindelige forstadsbørn og boede med deres far og mor i en ganske almindelig villa med facade af røde mursten, farvet glas i hoveddøren, en flisebelagt gang, der blev kaldt en hall, et badeværelse med varmt og koldt vand, elektriske ringeapparater, havedøre og en hel del hvid maling og »alle moderne bekvemmeligheder«, som ejendomsmæglerne siger.

De var tre. Roberta var den ældste. Mødre har naturligvis aldrig yndlingsbørn, men hvis deres mor havde haft et, kunne det godt have været Roberta. Så kom Peter, der ville være ingeniør, når han blev stor; og den yngste var Phyllis, der havde de allerbedste hensigter.

Mor brugte ikke al sin tid på at aflægge kedelige visitter hos kedelige damer og sidde og kede sig derhjemme, mens hun ventede på, at kedelige damer skulle komme på visit hos hende. Hun var næsten altid hjemme, parat til at lege med børnene, læse højt for dem og hjælpe dem med lektierne. Desuden skrev hun historier til dem, mens de var i skole, og læste dem højt efter teen, og hun fandt altid på morsomme digte til deres fødselsdage og andre store begivenheder, såsom når de nye killinger skulle døbes, eller dukkehuset skulle have nye møbler, eller dengang de var ved at komme sig efter fåresyge.

Disse tre heldige børn havde altid alt, hvad de behøvede: pænt tøj, god varme fra kaminerne, et dejligt børneværelse med bunker af legetøj og et Gåsemor-tapet. De havde en rar og munter barnepige og en hund, der hed James, og som var deres helt egen. De havde også en far, der var fuldkommen – aldrig gnaven, aldrig uretfærdig og altid parat til at lege – eller hvis han på noget tidspunkt ikke var parat, havde han i hvert fald altid en glimrende grund og forklarede børnene den så spændende og morsomt, at de var sikre på, at han ikke kunne gøre for det.

Du vil nok mene, at de måtte have været meget lykkelige. Det var de også, men de vidste ikke, hvor lykkelige de var, før det dejlige liv i den røde villa var forbi, og de måtte leve et ganske andet liv.

Den frygtelige forandring kom helt pludseligt.

Peter havde fødselsdag – han blev ti år. Blandt hans gaver var et modellokomotiv, mere fuldkomment, end du nogensinde kunne have drømt om. De andre gaver var fulde af charme, men lokomotivet havde mere charme end nogen af dem.

Dets charme holdt sig fuldkommen uformindsket i nøjagtig tre dage. Så gik lokomotivet pludselig i luften med et brag, enten på grund af Peters uerfarenhed eller Phyllis’ gode hensigter, der havde været temmelig påtrængende, eller af en helt tredje grund. James blev så forskrækket, at han løb sin vej og ikke kom tilbage hele dagen. Alle menneskene fra Noas ark, som sad i tenderen, blev slået i stumper og stykker, men ellers kom intet til skade undtagen det stakkels lille lokomotiv og Peters følelser. De andre sagde, at han græd over det – men drenge på ti år græder naturligvis ikke, hvor frygtelige de tragedier end måtte være, som formørker deres tilværelse. Han sagde, at hans øjne var røde, fordi han var forkølet. Det viste sig at være sandt, skønt Peter ikke vidste det, da han sagde det; næste dag måtte han i seng og blive der. Mor var begyndt at frygte, at han var ved at få mæslinger, da han pludselig satte sig op i sengen og sagde:

»Jeg hader vælling – jeg hader bygvand – jeg hader brød med mælk. Jeg vil op og have noget rigtigt at spise.«

»Hvad kunne du tænke dig?« spurgte Mor.

»En duepostej,« sagde Peter ivrigt, »en stor duepostej. En meget stor en.«

Så bad Mor kokken om at lave en stor duepostej. Postejen blev lavet. Og da postejen var lavet, blev den bagt. Og da den var bagt, spiste Peter noget af den. Derefter fik han det bedre med sin forkølelse. Mor skrev et digt for at more ham, mens postejen blev lavet. Først fortalte det, hvilken uheldig, men brav dreng Peter var, og så fortsatte det:

Han havde et lokomotiv, han elskede

Af hele sit hjerte og sin sjæl,

Og havde han ét ønske på jord,

Var det at bevare det helt.

En dag – bered jer, mine venner;

Nu kommer jeg til det værste –

Gik pludselig en skrue amok,

Og så sprang kedlen i luften!

Med dyster mine tog han det op

Og bar det til sin mor,

Skønt ikke engang han kunne tro,

At hun kunne lave et nyt;

De folk, der omkom på banen,

Tog han sig vist ikke af,

Hans lokomotiv var mere for ham

End alle mennesker dér.

Og nu kan I se, hvorfor

Vor Peter har været syg:

Med duepostej dulmer han sjælen

Og dræber sin nagende sorg.

Han svøber sig i varme tæpper

Og sover længe i sin seng,

Fast besluttet på sådan at overvinde

Sin elendige skæbne.

Og er hans øjne lidt røde,

Må forkølelsen undskylde det:

Byd ham postej; I kan være visse:

Han siger aldrig nej til det.

Far havde været bortrejst på landet i tre eller fire dage. Peter satte nu alt sit håb om at få det syge lokomotiv helbredt til sin far, for Far var vidunderligt fingernem. Han kunne reparere alle mulige ting. Han havde ofte været dyrlæge for gyngehesten af træ; engang havde han reddet dens liv, da man havde opgivet ethvert håb om menneskelig hjælp, og det stakkels dyr blev anset for fortabt, og selv snedkeren sagde, at han ikke kunne se, hvad han skulle stille op. Og det var Far, der reparerede dukkevuggen, da ingen andre kunne; og med lidt lim, nogle træstumper og en lommekniv gjorde han alle dyrene fra Noas ark lige så sikre på benene, som de nogensinde havde været, om ikke sikrere.

Med heroisk uselviskhed sagde Peter ikke noget om sit lokomotiv, før Far havde spist sin middag og røget sin cigar bagefter. Uselviskheden var Mors idé – men det var Peter, der førte den ud i livet. Og det krævede også en god portion tålmodighed.

Til sidst sagde Mor til Far: »Nå, kære, hvis du har fået hvilet dig og har det rigtig rart, vil vi gerne fortælle dig om den store jernbaneulykke og spørge dig til råds.«

»Udmærket,« sagde Far, »fyr løs!«

Så fortalte Peter den sørgelige historie og hentede, hvad der var tilbage af lokomotivet.

»Hm,« sagde Far, da han havde undersøgt lokomotivet meget omhyggeligt.

Børnene holdt vejret.

»Er der intet håb?« spurgte Peter med lav, usikker stemme.

»Håb? Om der er! Masser af det,« sagde Far muntert, »men der skal andet end håb til – lidt hårdlodning, for eksempel, eller noget loddetin og en ny ventil. Jeg tror, vi hellere må gemme det til en regnvejrsdag. Med andre ord: Jeg sætter lørdag eftermiddag af til det, og I skal alle sammen hjælpe mig.«

»Kan piger hjælpe med at reparere lokomotiver?« spurgte Peter tvivlende.

»Selvfølgelig kan de det. Piger er lige så dygtige som drenge, og det må du ikke glemme! Kunne du tænke dig at være lokomotivfører, Phil?«

»Så ville jeg altid være snavset i ansigtet, ikke?« sagde Phyllis uden begejstring, »og jeg ville sikkert komme til at ødelægge noget.«

»Det ville jeg elske,« sagde Roberta. »Tror du, jeg kunne blive det, når jeg bliver stor, farmand? Eller bare kullemper?«

»Du mener fyrbøder,« sagde farmand og trak og vred i lokomotivet. »Nå, hvis du stadig har lyst, når du bliver stor, må vi se, om vi kan gøre dig til fyrbøderske. Jeg kan huske, da jeg var dreng –«

Netop da bankede det på hoveddøren.

»Hvem i alverden!« sagde Far. »En englænders hjem er naturligvis hans borg, men jeg ville ønske, man byggede dobbelthuse med voldgrave og vindebroer.«

Ruth – hun var stuepigen og havde rødt hår – kom ind og sagde, at to herrer gerne ville tale med herren.

»Jeg har vist dem ind i biblioteket, herre,« sagde hun.

»Det er nok bidraget til præstens hædersgave,« sagde Mor, »eller også er det korets feriekasse. Se at få dem hurtigt af sted igen, kære. Sådan noget forstyrrer aftenen så meget, og det er snart børnenes sengetid.«

Men Far lod slet ikke til at kunne få herrerne hurtigt af sted.

»Gid vi havde en voldgrav og en vindebro,« sagde Roberta; »så kunne vi bare trække vindebroen op, når vi ikke havde lyst til gæster, og så kunne ingen andre komme ind. Far har sikkert glemt det med dengang, han var dreng, hvis de bliver ret meget længere.«

Mor prøvede at få tiden til at gå ved at fortælle dem et nyt eventyr om en prinsesse med grønne øjne, men det var svært, for de kunne høre Fars og herrernes stemmer inde fra biblioteket, og Fars stemme var højere og lød anderledes, end den plejede, når han talte med folk, der kom om hædersgaver og feriekasser.

Så ringede det fra biblioteket, og alle åndede lettet op.

»Nu går de,« sagde Phyllis; »han har ringet, for at de kan blive fulgt ud.«

Men i stedet for at følge nogen ud kom Ruth selv ind, og børnene syntes, hun så underlig ud.

»Undskyld, frue,« sagde hun, »herren beder dig lige komme ind på arbejdsværelset. Han ser ud som et lig, frue; jeg tror, han har fået dårligt nyt. Du må hellere forberede dig på det værste, frue – måske er der nogen i familien, der er død, eller en bank, der er gået fallit, eller –«

»Det er nok, Ruth,« sagde Mor blidt; »du kan gå.«

Så gik Mor ind i biblioteket. De talte videre derinde. Så ringede klokken igen, og Ruth hentede en drosche. Børnene hørte støvletrin på vej ud og ned ad trappen. Droschen kørte bort, og hoveddøren blev lukket. Så kom Mor ind. Hendes kære ansigt var lige så hvidt som hendes blondekrave, og hendes øjne så meget store og blanke ud. Munden lignede blot en bleg rød streg – læberne var tynde og havde slet ikke deres sædvanlige form.

»Det er sengetid,« sagde hun. »Ruth putter jer.«

»Men du lovede, at vi måtte være længe oppe i aften, fordi Far er kommet hjem,« sagde Phyllis.

»Far er blevet kaldt bort – i forretninger,« sagde Mor. »Kom, mine skatte, gå nu med det samme.«

De kyssede hende og gik. Roberta blev lidt endnu for at give Mor et ekstra knus og hviske:

»Det var ikke dårligt nyt, vel, mamma? Er der nogen, der er død – eller –«

»Der er ingen, der er død – nej,« sagde Mor, og det var næsten, som om hun skubbede Roberta fra sig. »Jeg kan ikke fortælle dig noget i aften, min skat. Gå, min kære, gå nu.«

Så gik Roberta.

Ruth redte pigernes hår og hjalp dem af tøjet. (Det gjorde Mor næsten altid selv.) Da hun havde skruet ned for gaslyset og forladt dem, fandt hun Peter, der stadig var påklædt og ventede på trappen.

»Hør, Ruth, hvad er der på færde?« spurgte han.

»Spørg ikke, så lyver jeg ikke,« svarede den rødhårede Ruth. »Det får du tidsnok at vide.«

Sent den aften kom Mor op og kyssede alle tre børn, mens de lå og sov. Men Roberta var den eneste, der vågnede af kysset, og hun lå musestille og sagde ingenting.

»Hvis Mor ikke vil have, at vi skal vide, hun har grædt,« sagde hun til sig selv, da hun i mørket hørte Mors stødvise åndedræt, »så ved vi det ikke. Sådan er det.«

Da de kom ned til morgenmad næste dag, var Mor allerede gået.

»Til London,« sagde Ruth og lod dem spise deres morgenmad.

»Der er noget frygteligt galt,« sagde Peter og slog hul på sit æg. »Ruth sagde til mig i går aftes, at vi tidsnok skulle få det at vide.«

»Spurgte du hende?« sagde Roberta foragteligt.

»Ja, det gjorde jeg!« sagde Peter vredt. »Hvis du kunne gå i seng og være ligeglad med, om Mor var bekymret eller ej, så kunne jeg ikke. Så ved du det!«

»Jeg synes ikke, vi skal spørge tjenestefolkene om ting, Mor ikke fortæller os,« sagde Roberta.

»Ja ja, miss Dydsmønster,« sagde Peter, »bare prædik videre.«

»Jeg er ikke noget dydsmønster,« sagde Phyllis, »men jeg synes, Bobbie har ret denne gang.«

»Selvfølgelig. Det har hun altid. Synes hun selv,« sagde Peter.

»Åh, lad være!« udbrød Roberta og lagde sin æggeske fra sig; »lad os ikke være væmmelige ved hinanden. Jeg er sikker på, at der er ved at ske en frygtelig katastrofe. Lad os ikke gøre det værre!«

»Hvem var det, der begyndte, kunne jeg godt tænke mig at vide?« sagde Peter.

Roberta tog sig sammen og svarede:

»Det var vel mig, men –«

»Nå, så!« sagde Peter triumferende. Men før han gik i skole, gav han sin søster et dunk mellem skulderbladene og sagde, at hun skulle op med humøret.

Børnene kom hjem til middag klokken et, men Mor var der ikke. Og hun var der heller ikke til teen.

Klokken var næsten syv, før hun kom hjem, og hun så så dårlig og træt ud, at børnene følte, de ikke kunne stille hende nogen spørgsmål. Hun sank ned i en lænestol. Phyllis tog de lange hattenåle ud af hendes hat, mens Roberta hjalp hende handskerne af, og Peter løsnede hendes spadseresko og hentede hendes bløde, fløjlsagtige hjemmesko.

Da hun havde fået en kop te, og Roberta havde duppet hendes stakkels værkende hoved med kølnervand, sagde Mor:

»Nu, mine skatte, vil jeg fortælle jer noget. De mænd i går aftes kom med meget dårligt nyt, og Far vil være borte i nogen tid. Jeg er meget bekymret over det, og jeg vil bede jer alle sammen om at hjælpe mig og ikke gøre det sværere for mig.«

»Som om vi kunne finde på det!« sagde Roberta og holdt Mors hånd mod sit ansigt.

»I kan hjælpe mig meget,« sagde Mor, »ved at være artige og glade og lade være med at skændes, når jeg er borte« – Roberta og Peter vekslede skyldbetyngede blikke – »for jeg bliver nødt til at være meget borte.«

»Vi vil ikke skændes. Det vil vi virkelig ikke,« sagde de alle sammen. Og mente det også.

»Og så,« fortsatte Mor, »vil jeg bede jer om ikke at spørge mig om det, der er i vejen, og heller ikke spørge nogen andre.«

Peter krympede sig og skrabede med støvlerne på gulvtæppet.

»Det lover I også, ikke?« sagde Mor.

»Jeg spurgte faktisk Ruth,« sagde Peter pludselig. »Det er jeg meget ked af, men det gjorde jeg.«

»Og hvad sagde hun?«

»Hun sagde, at jeg tidsnok skulle få det at vide.«

»Det er ikke nødvendigt, at I ved noget om det,« sagde Mor; »det drejer sig om forretninger, og forretninger forstår I jer jo aldrig på, vel?«

»Nej,« sagde Roberta; »har det noget med regeringen at gøre?« For Far arbejdede på et kontor under staten.

»Ja,« sagde Mor. »Nu er det sengetid, mine skatte. Og I skal ikke være bekymrede. Det hele skal nok blive godt til sidst.«

»Så skal du heller ikke være bekymret, mor,« sagde Phyllis, »og så skal vi nok alle sammen være artige som engle.«

Mor sukkede og kyssede dem.

»Vi begynder at være artige lige fra i morgen tidlig,« sagde Peter, mens de gik op ad trappen.

»Hvorfor ikke nu?« sagde Roberta.

»Vi kan jo ikke gøre noget artigt nu, fjollehoved,« sagde Peter.

»Vi kunne begynde at prøve at være gode indeni,« sagde Phyllis, »og lade være med at kalde hinanden grimme ting.«

»Hvem kalder nogen grimme ting?« sagde Peter. »Bobbie ved godt, at når jeg siger ›fjollehoved‹, er det nøjagtig det samme, som hvis jeg sagde Bobbie.«

»Nå!« sagde Roberta.

»Nej, jeg mener ikke det, du mener. Jeg mener, at det bare er et – hvad er det nu, Far kalder det? – et kimenavn! Godnat.«

Pigerne foldede tøjet sammen med større omhu end sædvanlig – det var den eneste måde at være artige på, de kunne komme i tanke om.

»Hør,« sagde Phyllis og glattede sit forklæde, »du plejede at sige, at det var så kedeligt – der skete jo ikke noget, sådan som der gør i bøgerne. Nu er der sket noget.«

»Jeg ønskede aldrig, at der skulle ske noget, som gjorde Mor ulykkelig,« sagde Roberta. »Det hele er fuldstændig forfærdeligt.«

Det hele blev ved med at være fuldstændig forfærdeligt i nogle uger.

Mor var næsten altid ude. Det var kedeligt og snavset, når de spiste. Hjælpepigen blev afskediget, og tante Emma kom på besøg. Tante Emma var meget ældre end Mor. Hun skulle til udlandet for at være guvernante. Hun havde meget travlt med at få sit tøj færdigt, og det var meget grimt, trist tøj, og det lå altid og flød, og symaskinen lod til at snurre – uafbrudt hele dagen og det meste af natten. Tante Emma mente, at børn skulle holdes på deres rette plads. Og den venlighed gengældte de rigeligt. Efter deres mening var tante Emmas rette plads et hvilket som helst sted, hvor de ikke selv var. Derfor så de meget lidt til hende. De foretrak tjenestefolkenes selskab, for de var mere underholdende. Kokken kunne, hvis humøret var godt, synge komiske viser, og huspigen kunne, hvis hun tilfældigvis ikke var fornærmet på en, efterligne en høne, der havde lagt et æg, og en champagneflaske, der blev åbnet, og hun kunne mjave som to katte i slagsmål. Tjenestefolkene fortalte aldrig børnene, hvilket dårligt nyt herrerne havde bragt Far. Men de lod hele tiden forstå, at de kunne fortælle en hel del, hvis de ville – og det var ikke rart.

En dag havde Peter sat en fælde over døren til badeværelset, og den havde virket strålende, da Ruth gik igennem. Så greb den rødhårede stuepige fat i ham og gav ham øretæver.

»Det ender galt med dig,« sagde hun rasende, »din lede lille djævleunge! Hvis du ikke forbedrer dig, ender du samme sted som din kære Far, det siger jeg dig lige ud!«

Roberta fortalte Mor, hvad Ruth havde sagt, og næste dag blev Ruth afskediget.

Så kom Mor en dag hjem og gik i seng og blev der i to dage, og lægen kom, og børnene listede ulykkelige rundt i huset og spekulerede på, om verden var ved at gå under.

En morgen kom Mor ned til morgenmad, meget bleg og med furer i ansigtet, som ikke havde været der før. Og hun smilede, så godt hun kunne, og sagde:

»Nu, mine små, er det hele på plads. Vi skal flytte herfra og ud på landet. Til sådan et yndigt, dejligt lille hvidt hus. Jeg ved, I vil elske det.«

Så fulgte en hektisk uge med pakning – ikke bare tøj, som når man skal til havet, men stole og borde, der blev pakket ind i sækkelærred foroven og halm om benene.

Alle mulige ting blev pakket, som man ikke pakker, når man skal til havet. Porcelæn, tæpper, lysestager, gulvtæpper, sengestel, kasseroller og tilmed kamingitre og ildtøj.

Huset lignede et møbellager. Jeg tror, børnene nød det meget. Mor havde meget travlt, men nu havde hun ikke for travlt til at tale med dem og læse højt for dem og endda skrive et lille digt til Phyllis for at muntre hende op, da hun faldt med en skruetrækker og stak sig i hånden med den.

»Skal du ikke pakke det her, mor?« spurgte Roberta og pegede på det smukke skab med indlægninger af rødt skildpaddeskjold og messing.

»Vi kan ikke tage alting med,« sagde Mor.

»Men det ser ud, som om vi tager alle de grimme ting med,« sagde Roberta.

»Vi tager de nyttige ting med,« sagde Mor; »vi er nødt til at lege, at vi er fattige, et stykke tid, min lille kylling.«

Da alle de grimme, nyttige ting var pakket og kørt bort i en flyttevogn af mænd med forklæder af grønt baj, sov de to piger og Mor og tante Emma i de to gæsteværelser, hvor alle møblerne var pæne. Alle deres senge var væk. Der blev redt op til Peter på sofaen i salonen.

»Hør, sikke løjer,« sagde han og vred sig af fryd, mens Mor puttede ham. »Jeg kan virkelig godt lide at flytte! Gid vi flyttede en gang om måneden.«

Mor lo.

»Ikke jeg!« sagde hun. »Godnat, Peterkin.«

Da hun vendte sig bort, så Roberta hendes ansigt. Det glemte Roberta aldrig.

»Åh, mor,« hviskede hun helt for sig selv, da hun gik i seng, »hvor er du modig! Hvor jeg elsker dig! Tænk at være modig nok til at le, når man har det sådan!«

Næste dag blev der fyldt kasser og kasser og endnu flere kasser; og så, sidst på eftermiddagen, kom der en drosche for at køre dem til stationen.

Tante Emma fulgte dem til toget. De følte, at det var dem, der fulgte hende til toget, og det var de glade for.

»Men åh, de stakkels små udenlandske børn, hun skal være guvernante for!« hviskede Phyllis. »Jeg ville ikke bytte med dem for alt i verden!«

I begyndelsen nød de at se ud ad vinduet, men da det begyndte at skumre, blev de mere og mere søvnige, og ingen vidste, hvor længe de havde siddet i toget, da de blev vækket ved, at Mor ruskede forsigtigt i dem og sagde:

»Vågn op, mine kære. Så er vi der.«

De vågnede, kolde og bedrøvede, og stod og rystede på den trækfulde perron, mens bagagen blev taget ud af toget. Så tog lokomotivet fat igen med pusten og prusten og trak toget bort. Børnene så slutlygterne på togførerens vogn forsvinde ind i mørket.

Det var det første tog, børnene så på den jernbane, der med tiden skulle blive dem så kær. De anede ikke dengang, hvor højt de skulle komme til at holde af jernbanen, og hvor snart den ville blive midtpunktet i deres nye liv, eller hvilke undere og forandringer den ville bringe dem. De rystede bare af kulde og nøs og håbede, at der ikke var langt at gå til det nye hus. Peter kunne ikke huske, at hans næse nogensinde havde været så kold før. Robertas hat sad skævt, og elastikken virkede strammere end sædvanlig. Phyllis’ snørebånd var gået op.

»Kom,« sagde Mor, »vi er nødt til at gå. Der er ingen droscher her.«

Vejen var mørk og mudret. Børnene snublede lidt på den ujævne vej, og en gang faldt Phyllis i et øjebliks uopmærksomhed i en vandpyt og blev løftet op igen, fugtig og ulykkelig. Der var ingen gaslygter langs vejen, og vejen gik op ad bakke. Vognen kørte i skridttempo, og de fulgte lyden af grusets knasen under hjulene. Efterhånden som deres øjne vænnede sig til mørket, kunne de skimte stakken af kasser, der svajede foran dem.

Et bredt led måtte åbnes, for at vognen kunne komme igennem, og derefter lod vejen til at føre tværs over marker – og nu gik den ned ad bakke. Lidt efter viste der sig en stor, mørk klump ovre til højre.

»Der er huset,« sagde Mor. »Gad vide, hvorfor hun har lukket skodderne.«

»Hvem er hun?« spurgte Roberta.

»Konen, jeg har ansat til at gøre rent og sætte møblerne på plads og lave aftensmad.«

Der var en lav mur med træer indenfor.

»Det er haven,« sagde Mor.

»Det ligner snarere en bradepande fuld af sorte kålhoveder,« sagde Peter.

Vognen kørte videre langs havemuren og om bag huset, hvor den rumlede ind i en brostensbelagt gård og standsede ved bagdøren.

Der var ikke lys i et eneste vindue.

Alle hamrede på døren, men ingen kom.

Manden, der kørte vognen, sagde, at han regnede med, at mrs. Viney var gået hjem.

»Jeres tog var jo så forsinket,« sagde han.

»Men hun har nøglen,« sagde Mor. »Hvad skal vi gøre?«

»Åh, den har hun nok lagt under dørtrinnet,« sagde vognmanden; »sådan gør folk her på egnen.« Han tog lygten ned fra vognen og bøjede sig.

»Jo, her er den rigtig nok,« sagde han.

Han låste døren op og gik ind og satte sin lygte på bordet.

»Har I et lys?« sagde han.

»Jeg ved ikke, hvor noget som helst er.« Mor lød noget mindre munter end sædvanlig.

Han strøg en tændstik. Der stod et lys på bordet, og det tændte han. I dets spinkle skær så børnene et stort, bart køkken med stengulv. Der var ingen gardiner, intet tæppe foran ildstedet. Køkkenbordet hjemmefra stod midt i rummet. Stolene stod i et hjørne, og gryderne, panderne, kostene og porcelænet i et andet. Der var ikke tændt op, og i det sorte ildsted sås kold, død aske.

Da vognmanden vendte sig for at gå, efter at have båret kasserne ind, lød der en raslen og puslen, der syntes at komme inde fra husets vægge.

»Åh, hvad er det?« råbte pigerne.

»Det er bare rotterne,« sagde vognmanden. Og han gik sin vej og lukkede døren, og det pludselige lufttræk blæste lyset ud.

»Åh nej,« sagde Phyllis, »gid vi ikke var kommet!« og hun væltede en stol.

»Bare rotterne!« sagde Peter i mørket.

---