Prin­ses­sen og gob­li­ner­ne

George MacDonald

Kapitel 1: Hvorfor der fortælles en historie om prinsessen

Der var engang en lille prinsesse, hvis far var konge over et stort land fuldt af bjerge og dale. Hans palads var bygget på et af bjergene og var meget storslået og smukt. Prinsessen, som hed Irene, var født der, men fordi Irenes mor ikke var særlig stærk, blev hun kort efter fødslen sendt til opfostring hos landfolk i et stort hus, halvt slot, halvt bondegård, på skråningen af et andet bjerg, omtrent halvvejs mellem dets fod og top.

Prinsessen var et sødt lille væsen, og på det tidspunkt, hvor min historie begynder, var hun omkring otte år, tror jeg, men hun blev meget hurtigt ældre. Hendes ansigt var lyst og kønt, med øjne som to små stykker nattehimmel, hvert med en stjerne opløst i det blå. Man skulle tro, at de øjne måtte vide, at de kom derfra, så ofte var de rettet derop. Loftet i hendes barneværelse var blåt med stjerner på, så det lignede himlen så meget, som man kunne få det til. Men jeg tvivler på, at hun nogensinde havde set den virkelige himmel med stjerner på, og grunden må jeg hellere nævne med det samme.

Inde under disse bjerge var der fuldt af hulrum: vældige grotter og snoede gange, nogle med vand, der løb igennem dem, og andre, som skinnede i alle regnbuens farver, når man tog et lys med derind. Man ville ikke have vidst ret meget om dem, hvis der ikke havde været miner der, store, dybe skakter med lange gange og tunneler ud til siderne, gravet for at nå ind til den malm, bjergene var fulde af. Under gravearbejdet stødte minearbejderne på mange af disse naturlige grotter. Nogle få af dem mundede langt borte ud på en bjergskråning eller i en kløft.

I disse underjordiske grotter levede der nu en sælsom slægt af væsener, som nogle kaldte gnomer, andre kobolder og atter andre bjergtrolde. Der gik et sagn i landet om, at de engang havde levet over jorden og lignet andre mennesker meget. Men af en eller anden grund, som der fandtes forskellige forklaringer på i sagnene, havde kongen pålagt dem skatter, som de syntes var for høje, eller krævet, at de fulgte skikke, de ikke brød sig om, eller var på en eller anden måde begyndt at behandle dem hårdere og pålægge dem strengere love; og følgen var, at de alle var forsvundet fra landets overflade. Ifølge sagnet var de dog ikke draget til et andet land, men havde alle søgt tilflugt i de underjordiske grotter, hvorfra de kun kom ud om natten, og selv da viste de sig sjældent i større flokke og aldrig for mange mennesker på én gang. Det hed sig, at de selv om natten kun samledes under åben himmel i de mindst befærdede og mest ufremkommelige egne af bjergene. De, der havde fået et glimt af nogen af dem, sagde, at de havde forandret sig meget i generationernes løb; og det var ikke så mærkeligt, for de levede borte fra solen på kolde, våde og mørke steder. De var nu ikke bare almindeligt grimme, men enten rent ud hæslige eller latterligt groteske, både i ansigt og skikkelse. De sagde, at end ikke den mest tøjlesløse fantasi med pen eller blyant kunne frembringe noget, der overgik deres uhyrlige udseende. Men jeg har en mistanke om, at de, der sagde sådan, havde forvekslet nogle af bjergtroldenes dyrekammerater med bjergtroldene selv – mere om det senere. Bjergtroldene selv var ikke så forskellige fra mennesker, som man skulle tro ud fra sådan en beskrivelse. Og samtidig med at deres kroppe var blevet mere vanskabte, var deres viden og kløgt vokset, og nu kunne de gøre ting, som ingen dødelig kunne fatte var mulige. Men efterhånden som deres snedighed voksede, voksede også deres lyst til at gøre fortræd, og deres største fornøjelse var at genere de mennesker, der boede i etagen under åben himmel oven over dem, på alle de måder, de kunne finde på. De holdt stadig nok af hinanden til, at de ikke blev rent ud grusomme for grusomhedens egen skyld mod dem, der kom på deres vej; men de nærede stadig et så inderligt, nedarvet nag mod dem, der nu beboede deres tidligere besiddelser, og især mod efterkommerne af den konge, der havde været skyld i deres fordrivelse, at de søgte enhver lejlighed til at plage dem på måder, der var lige så sære som deres ophavsmænd; og skønt de var små af vækst og vanskabte, var de lige så stærke, som de var snedige. Med tiden havde de fået deres egen konge og regering, hvis vigtigste opgave, ud over at tage sig af deres egne enkle anliggender, var at udtænke måder at volde naboerne besvær på. Nu må det være temmelig klart, hvorfor den lille prinsesse aldrig havde set himlen om natten. Man var alt for bange for bjergtroldene til at lade hende komme ud af huset om natten, selv med nok så mange ledsagere; og det havde man god grund til, som vi snart skal se.

---