Den store Gatsby

F. Scott Fitzgerald

Kapitel 1

I mine yngre og mere sårbare år gav min far mig et råd, som jeg lige siden har vendt og drejet i tankerne.

»Når du får lyst til at kritisere nogen,« sagde han til mig, »så husk bare, at ikke alle mennesker her i verden har haft de fordele, du har haft.«

Han sagde ikke mere, men på vores tilbageholdende vis har vi altid været usædvanlig meddelsomme, og jeg forstod, at han mente langt mere end det. Derfor er jeg tilbøjelig til at vente med at dømme, en vane, der har fået mange ejendommelige naturer til at åbne sig for mig og også gjort mig til offer for ikke så få folk med mange års øvelse i at kede andre. Det unormale sind opdager hurtigt denne egenskab hos et normalt menneske og knytter sig til den, og sådan gik det til, at jeg på universitetet uretmæssigt blev beskyldt for at være politiker, fordi jeg var indviet i vilde, ukendte mænds hemmelige sorger. De fleste betroelser kom uopfordret – ofte har jeg ladet, som om jeg sov eller var optaget af noget, eller anlagt en fjendtlig, spøgefuld mine, når et umiskendeligt tegn lod mig forstå, at en intim afsløring sitrede i horisonten; for unge mænds intime afsløringer, eller i det mindste de vendinger, de udtrykker dem i, er som regel plagiater og skæmmes af åbenlyse fortielser. At vente med at dømme er et spørgsmål om uendeligt håb. Jeg er stadig lidt bange for at gå glip af noget, hvis jeg glemmer, at sansen for grundlæggende anstændighed, som min far snobbet antydede, og jeg snobbet gentager, bliver ulige fordelt ved fødslen.

Og efter sådan at have pralet af min tolerance må jeg indrømme, at den har en grænse. Adfærd kan hvile på den hårde klippe eller de våde sumpe, men fra et vist punkt er jeg ligeglad med, hvad den hviler på. Da jeg kom hjem fra Østen sidste efterår, ønskede jeg, at verden skulle være i uniform og stå i en slags moralsk retstilling for evigt; jeg ville ikke ud på flere vilde udflugter med privilegerede indblik i menneskehjertet. Kun Gatsby, manden, der har givet denne bog navn, var undtaget fra min reaktion – Gatsby, som stod for alt det, jeg nærer en uforstilt foragt for. Hvis personlighed er en ubrudt række vellykkede gestus, var der noget pragtfuldt ved ham, en skærpet følsomhed over for livets løfter, som om han var beslægtet med en af de indviklede maskiner, der registrerer jordskælv ti tusind engelske mil borte. Denne modtagelighed havde intet at gøre med den slappe påvirkelighed, man forædler med betegnelsen »det skabende temperament« – det var en usædvanlig evne til at håbe, en romantisk parathed, som jeg aldrig har mødt hos noget andet menneske og næppe nogensinde vil møde igen. Nej – Gatsby viste sig i sidste ende at være god nok; det var det, der tærede på Gatsby, det smudsige støv, der drev i kølvandet på hans drømme, som for en tid slukkede min interesse for menneskenes frugtesløse sorger og stakåndede begejstring.

Min familie har i tre generationer hørt til de fremtrædende, velstående folk i denne by i Midtvesten. Familien Carraway er noget af en klan, og hos os går der en overlevering om, at vi nedstammer fra hertugerne af Buccleuch, men min slægtsgrens egentlige grundlægger var min bedstefars bror, som kom hertil i enoghalvtreds, sendte en stedfortræder i borgerkrigen og startede den engroshandel med isenkram, som min far driver i dag.

Jeg så aldrig denne grandonkel, men jeg skal ligne ham – især hvis man skal gå efter det temmelig barske portræt, der hænger på fars kontor. Jeg tog eksamen i New Haven i 1915, præcis et kvart århundrede efter min far, og lidt senere deltog jeg i den forsinkede teutonske folkevandring, der er kendt som Den Store Krig. Jeg nød modangrebet i den grad, at jeg kom rastløs hjem. I stedet for at være verdens varme midtpunkt forekom Midtvesten mig nu at være universets forrevne udkant – så jeg besluttede at tage til Østen og lære at handle med obligationer. Alle, jeg kendte, handlede med obligationer, så jeg gik ud fra, at den branche også kunne brødføde en ugift mand til. Alle mine tanter og onkler drøftede det, som om de skulle vælge en collegeforberedende skole til mig, og sagde til sidst: »Tja – jo-o,« med meget alvorlige, tøvende ansigter. Far gik med til at finansiere mig i et år, og efter forskellige forsinkelser kom jeg i foråret toogtyve til Østen, for bestandig, troede jeg.

Det praktiske ville have været at finde nogle værelser inde i byen, men det var en varm årstid, og jeg havde netop forladt et land med vidtstrakte plæner og venlige træer, så da en ung mand på kontoret foreslog, at vi lejede et hus sammen i en pendlerby, lød det som en glimrende idé. Han fandt huset, en vejrbidt papbungalow til firs om måneden, men i sidste øjeblik beordrede firmaet ham til Washington, og jeg tog alene ud på landet. Jeg havde en hund – i det mindste havde jeg ham i nogle dage, indtil han løb sin vej – og en gammel Dodge og en finsk kvinde, der redte min seng og lavede morgenmad og mumlede finske visdomsord for sig selv ved det elektriske komfur.

Det var ensomt en dags tid, indtil en mand, der var kommet endnu senere end jeg, en morgen standsede mig på vejen.

»Hvordan kommer man til landsbyen West Egg?« spurgte han hjælpeløst.

Jeg forklarede ham vejen. Og da jeg gik videre, var jeg ikke længere ensom. Jeg var vejviser, stifinder, en af de oprindelige nybyggere. Helt i forbifarten havde han givet mig borgerret i nabolaget.

Og med solskinnet og løvet, der sprang frem på træerne i store udbrud, som når ting vokser på film i opskruet tempo, fik jeg så den velkendte vished om, at livet begyndte forfra med sommeren.

For det første var der så meget at læse og så megen herlig sundhed at hente fra den unge, livgivende luft. Jeg købte et dusin bind om bankvæsen og kredit og investering i værdipapirer, og de stod på min reol i rødt og guld som nye penge fra møntværket og lovede at åbenbare de strålende hemmeligheder, som kun Midas og Morgan og Mæcenas kendte. Og jeg havde det ophøjede forsæt også at læse mange andre bøger. Jeg var ret litterært anlagt i studietiden – et år skrev jeg en række meget højtidelige og selvfølgelige ledere til Yale News – og nu ville jeg have alt den slags tilbage i mit liv og atter blive den mest begrænsede af alle specialister, det »alsidigt dannede menneske«. Det er ikke bare en aforisme – man ser trods alt livet langt bedre gennem et enkelt vindue.

Det var et tilfælde, at jeg var kommet til at leje et hus i et af de ejendommeligste samfund i Nordamerika. Det lå på den smalle, løsslupne ø, der strækker sig stik øst ud fra New York – og hvor der blandt andre naturmærkværdigheder findes to usædvanlige landformationer. Tyve engelske mil fra byen stikker et par vældige æg, ens i omrids og kun adskilt af en bugt, der knap nok fortjener navnet, ud i det mest tæmmede saltvandsområde på den vestlige halvkugle, den store, våde hønsegård Long Island Sound. De er ikke fuldkomne ovaler – ligesom ægget i historien om Columbus er de begge trykket flade i den ende, de hviler på – men deres fysiske lighed må være en kilde til evig undren for de måger, der flyver hen over dem. For de vingeløse er det mere interessante fænomen deres ulighed på ethvert punkt undtagen form og størrelse.

Jeg boede i West Egg, den – ja, den mindre fashionable af de to, skønt det er en højst overfladisk betegnelse for den bizarre og ikke så lidt ildevarslende modsætning mellem dem. Mit hus lå helt ude på æggets spids, kun halvtreds yard fra sundet, klemt inde mellem to vældige ejendomme, der blev lejet ud for tolv eller femten tusind pr. sæson. Den til højre for mig var efter enhver målestok en kolossal affære – den var en helt bogstavelig efterligning af et eller andet Hôtel de Ville i Normandiet, med et tårn i den ene side, splinternyt under et tyndt skæg af spæd vedbend, og et svømmebassin af marmor og mere end fyrre acre plæne og have. Det var Gatsbys palæ. Eller rettere, eftersom jeg ikke kendte mr. Gatsby, var det et palæ beboet af en herre af det navn. Mit eget hus var en skændsel for øjet, men en lille skændsel, og det var blevet overset, så jeg havde udsigt over vandet, udsigt til en del af min nabos plæne og millionærers trøstende nærhed – alt sammen for firs dollars om måneden.

På den anden side af bugten, der knap nok fortjente navnet, glitrede det fashionable East Eggs hvide palæer langs vandet, og historien om sommeren begynder egentlig den aften, jeg kørte derover for at spise til middag hos Tom Buchanan og hans kone. Daisy og jeg var næstsøskendebørn med én generations forskel, og jeg kendte Tom fra universitetet. Og lige efter krigen havde jeg tilbragt to dage hos dem i Chicago.

Hendes mand havde en række sportslige bedrifter bag sig og havde blandt andet været en af de stærkeste fløjspillere, der nogensinde havde spillet amerikansk fodbold i New Haven – på en måde en landskendt skikkelse, en af de mænd, som som enogtyveårige bliver så overlegent gode inden for et snævert felt, at alt bagefter smager af antiklimaks. Hans familie var umådelig velhavende – allerede på universitetet havde hans rundhåndethed med penge givet anledning til bebrejdelser – men nu havde han forladt Chicago og var kommet til Østen på en måde, der ligefrem tog pusten fra én: for eksempel havde han taget et kobbel poloponyer med fra Lake Forest. Det var svært at fatte, at en mand af min egen generation var rig nok til at gøre det.

Hvorfor de var kommet til Østen, ved jeg ikke. De havde uden nogen særlig grund tilbragt et år i Frankrig og var derpå rastløst drevet fra sted til sted, hvor som helst folk spillede polo og var rige i fællesskab. Denne gang var de flyttet for bestandig, sagde Daisy i telefonen, men jeg troede ikke på det – jeg havde intet indblik i Daisys hjerte, men jeg fornemmede, at Tom for evigt ville drive videre i en lidt vemodig søgen efter den dramatiske tumult fra en fodboldkamp, der aldrig ville komme igen.

Og sådan gik det til, at jeg en lun, blæsende aften kørte over til East Egg for at besøge to gamle venner, som jeg knap nok kendte. Deres hus var endnu mere overdådigt, end jeg havde ventet, et muntert, rødt og hvidt palæ i georgiansk kolonistil med udsigt over bugten. Plænen begyndte ved stranden og løb en kvart engelsk mil op mod hoveddøren, sprang over solure og murstensgange og flammende haver – for til sidst, da den nåede huset, at glide op ad muren i lysende slyngplanter, som om farten fra løbet bar den videre. Facaden blev brudt af en række franske vinduer, der nu glødede af genspejlet guld og stod vidt åbne mod den lune, blæsende eftermiddag, og på verandaen ved hoveddøren stod Tom Buchanan i ridetøj med spredte ben.

Han havde forandret sig siden årene i New Haven. Nu var han en kraftig mand på tredive med strågult hår, et temmelig hårdt drag om munden og et overlegent væsen. To skinnende, arrogante øjne havde taget magten i hans ansigt og fik ham til at se ud, som om han altid lænede sig aggressivt frem. Ikke engang ridetøjets kvindagtige flothed kunne skjule den enorme styrke i hans krop – han syntes at fylde de skinnende støvler så meget ud, at snøringen øverst var ved at briste, og man kunne se et vældigt bundt muskler forskyde sig, når han bevægede skulderen under den tynde jakke. Det var en krop med en enorm løftekraft – en grusom krop.

Hans talestemme, en bøs, hæs tenor, forstærkede det indtryk af stridbarhed, han gav. Der var en snert af faderlig foragt i den, selv over for folk, han kunne lide – og i New Haven havde der været mænd, der hadede ham som pesten.

»Tro nu ikke, at min mening om den slags er det sidste ord,« syntes han at sige, »bare fordi jeg er stærkere og mere mand end dig.« Vi var med i samme klub for sidsteårsstuderende, og selv om vi aldrig stod hinanden nær, havde jeg altid det indtryk, at han syntes om mig og ønskede, at jeg skulle synes om ham, med sin egen form for barsk, trodsig længsel.

Vi talte sammen et par minutter på den solbeskinnede veranda.

»Jeg har et dejligt sted her,« sagde han, mens hans blik rastløst lynede fra sted til sted.

Han tog mig i den ene arm og drejede mig rundt, mens en bred, flad hånd i en fejende bevægelse viste udsigten foran huset: en forsænket italiensk have, en halv acre fyldige, stærktduftende roser og en stumpnæset motorbåd, der lå og huggede i tidevandet ud for kysten.

»Det tilhørte Demaine, oliemanden.« Han drejede mig rundt igen, høfligt og brat. »Vi går indenfor.«

Vi gik gennem en højloftet gang ind i et lyst, rosenfarvet rum, der med sine franske vinduer i begge ender kun var skrøbeligt knyttet til huset. Vinduerne stod på klem og lyste hvidt mod det friske græs udenfor, der syntes at vokse et lille stykke ind i huset. Et vindpust strøg gennem rummet, blæste gardinerne ind i den ene ende og ud i den anden som blege flag, snoede dem op mod loftets glasurklædte bryllupskage og krusede så hen over det vinfarvede tæppe, hvor det kastede en skygge, ligesom vinden gør på havet.

Den eneste fuldstændig ubevægelige genstand i rummet var en vældig sofa, der bar to unge kvinder oppe, som var de på en forankret ballon. De var begge i hvidt, og deres kjoler bølgede og flagrede, som om de netop var blevet blæst ind igen efter en kort flyvetur rundt om huset. Jeg må have stået nogle øjeblikke og lyttet til gardinernes smæld og knald og et billedes stønnen på væggen. Så lød der et drøn, da Tom Buchanan lukkede vinduerne bagtil, og den indfangede vind døde ud i rummet, mens gardinerne og tæpperne og de to unge kvinder langsomt dalede til gulvet som balloner.

Den yngste af de to kendte jeg ikke. Hun lå udstrakt i sin fulde længde i sin ende af divanen, fuldstændig ubevægelig, med hagen løftet en smule, som om hun holdt noget i balance på den, der meget let kunne falde ned. Hvis hun så mig ud af øjenkrogen, gav hun ikke noget tegn på det – faktisk var jeg af bare overraskelse lige ved at mumle en undskyldning for at have forstyrret hende ved at komme ind.

Den anden pige, Daisy, gjorde et forsøg på at rejse sig – hun lænede sig en smule frem med et samvittighedsfuldt udtryk – så gav hun en absurd, charmerende lille latter fra sig, og jeg lo også og trådte frem i stuen.

»Jeg er l-lammet af lykke.«

Hun lo igen, som om hun havde sagt noget meget vittigt, og holdt min hånd et øjeblik, mens hun så op i mit ansigt og lovede med sit blik, at der ikke var nogen i verden, hun så gerne ville se. Sådan kunne hun være. Med en mumlen antydede hun, at pigen, der balancerede, hed Baker til efternavn. (Jeg har hørt det sagt, at Daisy kun mumlede for at få folk til at læne sig hen mod hende; en uvedkommende kritik, der ikke gjorde det mindre charmerende.)

I hvert fald sitrede miss Bakers læber, hun nikkede næsten umærkeligt til mig og vippede så hurtigt hovedet tilbage igen – den genstand, hun balancerede med, var åbenbart vaklet lidt og havde givet hende noget af en forskrækkelse. Endnu en gang steg en slags undskyldning op til mine læber. Næsten enhver opvisning i fuldkommen selvtilstrækkelighed aftvinger mig en lamslået hyldest.

Jeg så tilbage på min kusine, der begyndte at stille mig spørgsmål med sin dæmpede, betagende stemme. Det var den slags stemme, øret følger op og ned, som om hver ytring er et forløb af toner, der aldrig bliver spillet igen. Hendes ansigt var sørgmodigt og smukt og havde noget lysende i sig, lysende øjne og en lysende, lidenskabelig mund, men i hendes stemme lå en spænding, som mænd, der havde holdt af hende, havde svært ved at glemme: en syngende tvang, et hvisket »Hør«, et løfte om, at hun havde gjort muntre, spændende ting for kun lidt siden, og at der svævede muntre, spændende ting i den næste time.

Jeg fortalte hende, hvordan jeg på vej til Østen havde gjort et ophold på en dag i Chicago, og hvordan et dusin mennesker havde sendt kærlige hilsner med mig.

»Savner de mig?« udbrød hun henrykt.

»Hele byen er trøstesløs. Alle bilerne har fået venstre baghjul malet sort som en sørgekrans, og der lyder en vedvarende klagen hele natten langs nordkysten.«

»Hvor vidunderligt! Lad os tage tilbage, Tom. I morgen!« Så tilføjede hun uden forbindelse med det foregående: »Du burde se den lille.«

»Det vil jeg gerne.«

»Hun sover. Hun er tre år. Har du aldrig set hende?«

»Aldrig.«

»Nå, men du burde se hende. Hun er –«

Tom Buchanan, der rastløst havde kredset omkring i stuen, standsede og lagde hånden på min skulder.

»Hvad laver du, Nick?«

»Jeg handler med obligationer.«

»Hos hvem?«

Det fortalte jeg ham.

»Dem har jeg aldrig hørt om,« bemærkede han bestemt.

Det irriterede mig.

»Det kommer du til,« svarede jeg kort. »Det kommer du til, hvis du bliver i Østen.«

»Åh, jeg bliver i Østen, bare rolig,« sagde han og så på Daisy og så på mig igen, som om han lyttede efter mere. »Jeg ville være et forbandet fjols, hvis jeg boede noget andet sted.«

Her sagde miss Baker: »Absolut!« så pludseligt, at jeg fór sammen – det var det første ord, hun havde sagt, siden jeg kom ind i stuen. Åbenbart overraskede det hende lige så meget som mig, for hun gabte og rejste sig i rummet med en række hurtige, behændige bevægelser.

»Jeg er helt stiv,« beklagede hun sig, »jeg har ligget på den sofa, så længe jeg kan huske.«

»Du skal ikke se på mig,« svarede Daisy igen, »jeg har hele eftermiddagen prøvet at få dig til New York.«

»Nej tak,« sagde miss Baker til de fire cocktails, der netop var kommet ind fra anretterværelset. »Jeg er helt afgjort i træning.«

Hendes vært så vantro på hende.

»Det er du!« Han drak sin drink ud, som var den kun en dråbe i bunden af et glas. »Jeg begriber ikke, hvordan du nogensinde får noget fra hånden.«

Jeg så på miss Baker og spekulerede på, hvad hun mon »fik fra hånden«. Jeg nød at se på hende. Hun var en slank pige med små bryster og en rank holdning, som hun fremhævede ved at skyde skuldrene tilbage som en ung kadet. Hendes grå, soltrætte øjne så tilbage på mig fra et blegt, charmerende, misfornøjet ansigt med en høflig nysgerrighed, der svarede til min. Det slog mig nu, at jeg havde set hende, eller et billede af hende, et sted før.

»Du bor i West Egg,« bemærkede hun med foragt. »Jeg kender en derude.«

»Jeg kender ikke en eneste –«

»Du må da kende Gatsby.«

»Gatsby?« forlangte Daisy at vide. »Hvilken Gatsby?«

Inden jeg kunne svare, at han var min nabo, blev der meldt til bords; Tom Buchanan pressede bydende sin spændte arm ind under min og tvang mig ud af stuen, som om han flyttede en dambrik til et andet felt.

Slanke, med træge bevægelser og hænderne let hvilende på hofterne, gik de to unge kvinder foran os ud på en rosenfarvet veranda, der var åben mod solnedgangen, og hvor fire lys flakkede på bordet i den aftagende vind.

»Hvorfor lys?« indvendte Daisy og rynkede panden. Hun knipsede dem ud med fingrene. »Om to uger er det årets længste dag.« Hun så strålende på os alle. »Venter I også altid på årets længste dag og går så glip af den? Jeg venter altid på årets længste dag og går så glip af den.«

»Vi burde planlægge et eller andet,« gabte miss Baker og satte sig til bords, som om hun lagde sig i seng.

»Godt,« sagde Daisy. »Hvad skal vi planlægge?« Hun vendte sig hjælpeløst mod mig: »Hvad planlægger folk?«

Inden jeg kunne svare, fæstnede hun blikket på sin lillefinger med et ærefrygtigt udtryk.

»Se!« klagede hun. »Jeg har slået den.«

Vi så alle sammen på den – knoen var blåsort.

»Det har du gjort, Tom,« sagde hun anklagende. »Jeg ved godt, du ikke gjorde det med vilje, men du gjorde det. Det får jeg for at gifte mig med en brutal mand, et kæmpestort, tunglemmet fysisk pragteksemplar af en –«

»Jeg hader det ord ›tunglemmet‹,« indvendte Tom gnavent, »selv for sjov.«

»Tunglemmet,« fastholdt Daisy.

Nogle gange talte hun og miss Baker i munden på hinanden, uden at gøre væsen af sig og med en drilsk mangel på sammenhæng, der aldrig helt blev til pludren, der var lige så kølig som deres hvide kjoler og deres upersonlige øjne, uden spor af begær. De var her, og de accepterede Tom og mig og gjorde sig blot høfligt og elskværdigt umage for at underholde eller blive underholdt. De vidste, at middagen snart ville være forbi, og at aftenen lidt senere også ville være forbi og blive lagt til side uden videre. Det var helt anderledes end i Vesten, hvor man skyndte sig gennem aftenens faser mod dens afslutning i en forventning, der bestandig blev skuffet, eller i ren nervøs rædsel for selve øjeblikket.

»Du får mig til at føle mig uciviliseret, Daisy,« tilstod jeg over mit andet glas rød bordeaux, der smagte af prop, men var ret imponerende. »Kan du ikke tale om afgrøder eller sådan noget?«

Jeg mente ikke noget særligt med den bemærkning, men den blev grebet på en uventet måde.

»Civilisationen er ved at gå i opløsning,« udbrød Tom heftigt. »Jeg er blevet frygtelig pessimistisk med hensyn til alting. Har du læst De farvede imperiers fremvækst af ham Goddard?«

»Næh,« svarede jeg, noget overrasket over hans tone.

»Det er ellers en god bog, og alle burde læse den. Tanken er, at hvis vi ikke passer på, vil den hvide race blive – blive fuldstændig oversvømmet. Det er alt sammen videnskabeligt; det er bevist.«

»Tom er ved at blive meget dybsindig,« sagde Daisy med et udtryk af tankeløs sørgmodighed. »Han læser dybsindige bøger med lange ord i. Hvad var det for et ord, vi –«

»Jamen, de her bøger er alle sammen videnskabelige,« fastholdt Tom og så utålmodigt på hende. »Den mand har regnet det hele ud. Det er os, der er den herskende race, der skal passe på, ellers kommer de andre racer til at bestemme.«

»Vi må holde dem nede,« hviskede Daisy og blinkede voldsomt ud mod den glødende sol.

»Du burde bo i Californien –« begyndte miss Baker, men Tom afbrød hende ved at rykke tungt på sig i stolen.

»Tanken er, at vi er af nordisk race. Det er jeg, og det er du, og det er du, og –« Efter en forsvindende lille tøven regnede han også Daisy med ved et let nik, og hun blinkede til mig igen. »– Og vi har skabt alle de ting, civilisationen består af – ja, videnskab og kunst og alt det. Forstår du?«

Der var noget ynkværdigt ved hans koncentration, som om hans selvtilfredshed, der var mere udtalt end før, ikke længere var ham nok. Da telefonen næsten straks efter ringede inde i huset, og butleren forlod verandaen, greb Daisy den korte afbrydelse og lænede sig hen mod mig.

»Jeg vil fortælle dig en familiehemmelighed,« hviskede hun begejstret. »Den handler om butlerens næse. Vil du høre om butlerens næse?«

»Det var derfor, jeg kom herover i aften.«

»Nå, han har ikke altid været butler; før var han sølvpudser hos nogle mennesker i New York, der havde et sølvservice til to hundrede mennesker. Han måtte pudse det fra morgen til aften, indtil det til sidst begyndte at gå ud over hans næse –«

»Det blev værre og værre,« foreslog miss Baker.

»Ja. Det blev værre og værre, indtil han til sidst måtte opgive sin stilling.«

Et øjeblik faldt det sidste solskin med romantisk ømhed på hendes strålende ansigt; hendes stemme drev mig åndeløst frem, mens jeg lyttede – så blegnede gløden, og hvert lysstrejf forlod hende med dvælende vemod, som børn, der forlader en rar gade i skumringen.

Butleren kom tilbage og mumlede noget tæt ved Toms øre, hvorpå Tom rynkede panden, skubbede stolen tilbage og gik ind uden et ord. Som om hans fravær vakte noget til live i hende, lænede Daisy sig frem igen, og hendes stemme glødede og sang.

»Jeg elsker at se dig ved mit bord, Nick. Du minder mig om en – om en rose, simpelthen en rose. Gør han ikke?« Hun vendte sig mod miss Baker for at få det bekræftet: »Simpelthen en rose?«

Det passede ikke. Jeg har ikke den fjerneste lighed med en rose. Hun improviserede bare, men der strømmede en bevægende varme fra hende, som om hendes hjerte forsøgte at nå ud til én skjult i et af disse åndeløse, betagende ord. Så kastede hun pludselig servietten på bordet, undskyldte sig og gik ind i huset.

Miss Baker og jeg udvekslede et kort blik, som med vilje var blottet for betydning. Jeg skulle lige til at sige noget, da hun rettede sig årvågent op og sagde »Ssh!« i en advarende tone. En dæmpet, lidenskabelig mumlen kunne høres fra rummet ved siden af, og miss Baker lænede sig skamløst frem for at høre. Denne mumlen sitrede lige på grænsen til forståelighed, sank, steg ophidset og forstummede så helt.

»Ham mr. Gatsby, du talte om, er min nabo –« begyndte jeg.

»Lad være med at snakke. Jeg vil høre, hvad der sker.«

»Sker der noget?« spurgte jeg troskyldigt.

»Du vil da ikke fortælle mig, at du ikke ved det?« sagde miss Baker, oprigtigt overrasket. »Jeg troede, alle vidste det.«

»Jeg ved det ikke.«

»Jamen –« sagde hun tøvende. »Tom har en eller anden kvinde i New York.«

»Har en eller anden kvinde?« gentog jeg uforstående.

Miss Baker nikkede.

»Hun kunne da være anstændig nok til ikke at ringe til ham under middagen. Synes du ikke?«

Næsten før jeg havde fattet meningen, lød der en kjoles raslen og læderstøvlers knirken, og Tom og Daisy var tilbage ved bordet.

»Det var der ikke noget at gøre ved!« udbrød Daisy med anspændt munterhed.

Hun satte sig, så forskende på miss Baker og derpå på mig og fortsatte: »Jeg kiggede ud et øjeblik, og der er meget romantisk udenfor. Der sidder en fugl på plænen, som jeg tror må være en nattergal, der er kommet over med Cunard eller White Star Line. Den synger løs –« Hendes stemme sang: »Det er romantisk, ikke, Tom?«

»Meget romantisk,« sagde han, og så nedslået til mig: »Hvis det er lyst nok efter middagen, vil jeg tage dig med ned til staldene.«

Inde i huset ringede telefonen, så det gav et sæt i én, og da Daisy rystede bestemt på hovedet til Tom, forsvandt snakken om staldene, ja, ethvert samtaleemne, ud i den blå luft. Blandt de løsrevne brudstykker fra de sidste fem minutter ved bordet husker jeg, at lysene blev tændt igen, uden nogen grund, og jeg var mig bevidst, at jeg ønskede at se direkte på hver især og alligevel undgå alles blikke. Jeg kunne ikke gætte, hvad Daisy og Tom tænkte, men jeg tvivler på, at selv miss Baker, som syntes at have tilegnet sig en vis hårdfør skepsis, var i stand til helt at glemme denne femte gæsts skingre, metalliske påtrængenhed. For et vist temperament kunne situationen måske have virket pirrende – mit eget instinkt var straks at ringe efter politiet.

Hestene blev selvsagt ikke nævnt igen. Tom og miss Baker slentrede tilbage ind i biblioteket med flere fod skumring imellem sig, som for at holde vagt ved et ganske håndgribeligt lig, mens jeg, der forsøgte at se venligt interesseret og en smule døv ud, fulgte Daisy rundt langs en række sammenhængende verandaer til verandaen foran huset. I det dybe mørke der satte vi os ved siden af hinanden på en kurvesofa.

Daisy tog sit ansigt mellem hænderne, som om hun følte efter dets smukke form, og hendes øjne bevægede sig langsomt ud i den fløjlsbløde skumring. Jeg så, at hun var i oprørte følelsers vold, så jeg stillede nogle spørgsmål om hendes lille pige i den tro, at de ville virke beroligende.

»Vi kender ikke hinanden særlig godt, Nick,« sagde hun pludselig. »Selv om vi er fætter og kusine. Du kom ikke til mit bryllup.«

»Jeg var ikke kommet hjem fra krigen.«

»Det er rigtigt.« Hun tøvede. »Nå, jeg har haft det meget slemt, Nick, og jeg er ret kynisk over for alting.«

Åbenbart havde hun grund til det. Jeg ventede, men hun sagde ikke mere, og efter et øjeblik vendte jeg temmelig spagt tilbage til at tale om hendes datter.

»Hun taler vel og – spiser og det hele.«

»Åh ja.« Hun så åndsfraværende på mig. »Hør her, Nick, lad mig fortælle dig, hvad jeg sagde, da hun blev født. Vil du høre det?«

»Meget gerne.«

»Så kan du se, hvordan jeg efterhånden har fået det med – tingene. Nå, hun var ikke en time gammel, og Tom var gud ved hvor. Jeg vågnede af æterbedøvelsen med en følelse af at være fuldkommen forladt og spurgte straks sygeplejersken, om det var en dreng eller en pige. Hun sagde, at det var en pige, og så vendte jeg hovedet bort og græd. ›Godt,‹ sagde jeg, ›jeg er glad for, at det er en pige. Og jeg håber, hun bliver en tåbe – det er det bedste, en pige kan være her i verden, en smuk lille tåbe.‹«

»Ser du, jeg synes jo alligevel, at alting er forfærdeligt,« fortsatte hun med overbevisning. »Det synes alle – de mennesker, der er længst fremme. Og jeg ved det. Jeg har været overalt og set alt og gjort alt.« Hendes øjne lynede trodsigt omkring sig, lidt ligesom Toms, og hun lo med betagende foragt. »Verdensvant – gud, hvor er jeg verdensvant!«

I samme øjeblik hendes stemme brød af og holdt op med at aftvinge mig opmærksomhed og tiltro, fornemmede jeg den grundlæggende uoprigtighed i det, hun havde sagt. Det gjorde mig urolig, som om hele aftenen havde været en slags trick, der skulle aftvinge mig et følelsesmæssigt bidrag. Jeg ventede, og ganske rigtigt, et øjeblik efter så hun på mig med et ligefrem smørret smil på sit smukke ansigt, som om hun havde tilkendegivet sit medlemskab af et temmelig fornemt hemmeligt selskab, som hun og Tom tilhørte.

Indenfor blomstrede den karmosinrøde stue af lys. Tom og miss Baker sad i hver sin ende af den lange sofa, og hun læste højt for ham af Saturday Evening Post – de dæmpede, ubetonede ord flød sammen til en beroligende melodi. Lampelyset, som skinnede klart på hans støvler og mat på hendes efterårsløvsgule hår, glimtede hen over papiret, mens hun vendte en side med et let spil af slanke muskler i armene.

Da vi kom ind, holdt hun os tavse et øjeblik med en løftet hånd.

»Fortsættes,« sagde hun og kastede bladet på bordet, »i vores allernæste nummer.«

Hendes krop gjorde sig gældende med en rastløs bevægelse i knæet, og hun rejste sig.

»Klokken ti,« bemærkede hun, tilsyneladende kunne hun se klokkeslættet i loftet. »Nu skal den artige pige her i seng.«

»Jordan skal spille i turneringen i morgen,« forklarede Daisy, »ovre i Westchester.«

»Åh – du er Jordan Baker.«

Jeg vidste nu, hvorfor hendes ansigt var mig bekendt – dets tiltalende, foragtfulde udtryk havde set ud på mig fra mange dybtryksbilleder af sportslivet i Asheville og Hot Springs og Palm Beach. Jeg havde også hørt en eller anden historie om hende, en kritisk, ubehagelig historie, men hvad den gik ud på, havde jeg glemt for længst.

»Godnat,« sagde hun sagte. »Væk mig klokken otte, vil du ikke?«

»Hvis du så står op.«

»Det gør jeg. Godnat, mr. Carraway. Vi ses snart igen.«

»Selvfølgelig gør du det,« bekræftede Daisy. »Jeg tror faktisk, jeg vil arrangere et ægteskab. Kom tit herover, Nick, så vil jeg sådan – åh – føre jer sammen. Du ved – låse jer inde i linnedskabe ved et uheld og skubbe jer ud til havs i en båd og alt den slags –«

»Godnat,« råbte miss Baker fra trappen. »Jeg har ikke hørt et ord.«

»Hun er en sød pige,« sagde Tom efter et øjeblik. »De burde ikke lade hende rende sådan rundt i landet.«

»Hvem burde ikke det?« spurgte Daisy koldt.

»Hendes familie.«

»Hendes familie er én tante på omkring tusind år. Desuden skal Nick passe på hende, ikke, Nick? Hun skal være herude masser af weekender i sommer. Jeg tror, hjemmets indflydelse vil gøre hende meget godt.«

Daisy og Tom så et øjeblik tavst på hinanden.

»Er hun fra New York?« spurgte jeg hurtigt.

»Fra Louisville. Vi tilbragte vores hvide pigeår der sammen. Vores smukke, hvide –«

»Havde du en lille fortrolig snak med Nick på verandaen?« forlangte Tom pludselig at vide.

»Havde jeg det?« Hun så på mig. »Det kan jeg vist ikke huske, men jeg tror, vi talte om den nordiske race. Ja, det er jeg sikker på, vi gjorde. Det sneg sig ligesom ind på os, og før vi vidste af det –«

»Tro ikke på alt, hvad du hører, Nick,« rådede han mig.

Jeg sagde henkastet, at jeg slet ikke havde hørt noget, og få minutter senere rejste jeg mig for at tage hjem. De fulgte mig til døren og stod side om side i en munter firkant af lys. Da jeg startede motoren, råbte Daisy bydende: »Vent!«

»Jeg har glemt at spørge dig om noget, og det er vigtigt. Vi har hørt, at du er forlovet med en pige ude vestpå.«

»Det er rigtigt,« bekræftede Tom venligt. »Vi har hørt, at du er forlovet.«

»Det er bagvaskelse. Jeg er for fattig.«

»Men vi har hørt det,« fastholdt Daisy og overraskede mig ved igen at åbne sig som en blomst. »Vi har hørt det fra tre mennesker, så det må være sandt.«

Selvfølgelig vidste jeg, hvad de hentydede til, men jeg var ikke engang tilnærmelsesvis forlovet. At sladderen havde lyst for os i kirken, var en af grundene til, at jeg var kommet til Østen. Man kan ikke holde op med at gå ud med en gammel veninde på grund af rygter, og på den anden side havde jeg ikke tænkt mig at lade rygterne drive mig ind i et ægteskab.

Deres interesse rørte mig en smule og gjorde dem mindre fjerne i deres rigdom – alligevel var jeg forvirret og lidt frastødt, da jeg kørte derfra. Det forekom mig, at Daisy burde styrte ud af huset med sit barn i armene – men tilsyneladende nærede hun ingen planer om noget sådant. Hvad Tom angik, var det egentlig mindre overraskende, at han »havde en eller anden kvinde i New York«, end at en bog havde gjort ham nedtrykt. Noget fik ham til at gnave i kanten af gamle, tørre ideer, som om hans robuste fysiske egoisme ikke længere gav hans bydende hjerte næring.

Allerede var det højsommer på landevejskroernes tage og foran værkstederne langs vejen, hvor nye, røde benzinstandere stod ude i pøle af lys, og da jeg nåede mit gods i West Egg, kørte jeg bilen ind under skurets tag og sad en stund på en efterladt plænetromle i gården. Vinden havde lagt sig og efterladt en højlydt, lys nat med vingeslag i træerne og en vedholdende orgeltone, mens jordens fulde blæsebælge blæste frøerne fulde af liv. Silhuetten af en kat i bevægelse bølgede gennem månelyset, og da jeg drejede hovedet for at følge den, så jeg, at jeg ikke var alene – halvtreds fod borte var en skikkelse trådt frem fra skyggen af min nabos palæ og stod med hænderne i lommerne og betragtede stjernernes sølvpeber. Noget i hans rolige bevægelser og den sikre måde, hans fødder stod på plænen på, tydede på, at det var mr. Gatsby selv, der var kommet ud for at fastslå, hvilken andel af vores lokale himmel der var hans.

Jeg besluttede at kalde på ham. Miss Baker havde nævnt ham ved middagen, og det måtte gøre det ud for en præsentation. Men jeg kaldte ikke på ham, for han gav pludselig indtryk af at være tilfreds med at være alene – han strakte på en ejendommelig måde armene ud mod det mørke vand, og på trods af afstanden kunne jeg have svoret på, at han skælvede. Uvilkårligt så jeg ud mod havet – og kunne ikke skelne andet end et enkelt grønt lys, ganske lille og langt borte, som måske sad for enden af en bådebro. Da jeg igen så efter Gatsby, var han forsvundet, og jeg var igen alene i det urolige mørke.

---