Bil­le­det af Dorian Gray

Oscar Wilde

Kapitel 1

Atelieret var mættet af rosernes fyldige duft, og når den lette sommervind rørte sig mellem havens træer, trængte syrenens tunge duft eller den mere sarte duft af den lyserødt blomstrende tjørn ind gennem den åbne dør.

Fra hjørnet af divanen med de persiske saddeltasker, hvor han lå og som sædvanlig røg et utal af cigaretter, kunne lord Henry Wotton lige skimte skæret fra en guldregns honningsøde, honningfarvede blomster, hvis skælvende grene knap syntes at kunne bære byrden af deres egen flammende skønhed; og nu og da gled sælsomme skygger af flyvende fugle hen over de lange gardiner af tussahsilke, som var spændt ud foran det vældige vindue, og skabte en slags flygtig japansk virkning, der fik ham til at tænke på de blege, jadeansigtede malere fra Tokyo, som gennem en kunst, der nødvendigvis må være ubevægelig, søger at fremkalde fornemmelsen af fart og bevægelse. Den mutte summen fra bierne, som maste sig vej gennem det lange, uslåede græs eller med monoton stædighed kredsede om den viltre kaprifolies støvede, forgyldte horn, syntes at gøre stilheden mere trykkende. Londons dæmpede brusen var som borduntonen fra et fjernt orgel.

Midt i rummet, spændt fast på et opretstående staffeli, stod helfigursportrættet af en usædvanligt smuk ung mand, og et lille stykke foran det sad kunstneren selv, Basil Hallward, hvis pludselige forsvinden for nogle år siden vakte så stor opsigt og gav anledning til så mange besynderlige formodninger.

Mens maleren betragtede den yndefulde, smukke skikkelse, han så mesterligt havde spejlet i sin kunst, gled et smil af glæde over hans ansigt og syntes at ville blive der. Men pludselig for han op, lukkede øjnene og lagde fingrene på øjenlågene, som om han søgte at holde en sælsom drøm fanget i sin hjerne, en drøm, han frygtede at vågne af.

»Det er dit bedste arbejde, Basil, det bedste, du nogensinde har lavet,« sagde lord Henry dovent. »Det må du absolut sende til Grosvenor næste år. Akademiet er for stort og for vulgært. Hver gang jeg har været der, har der enten været så mange mennesker, at jeg ikke har kunnet se billederne, hvilket var skrækkeligt, eller så mange billeder, at jeg ikke har kunnet se menneskene, hvilket var værre. Grosvenor er virkelig det eneste sted.«

»Jeg tror ikke, jeg sender det nogen steder hen,« svarede han og kastede hovedet tilbage på den besynderlige måde, der i Oxford plejede at få hans venner til at le ad ham. »Nej, jeg sender det ingen steder hen.«

Lord Henry løftede øjenbrynene og så forundret på ham gennem de tynde blå røgkranse, der steg i så sære snoninger fra hans tykke, opiumblandede cigaret. »Ingen steder hen? Min kære ven, hvorfor dog? Har du nogen grund til det? Hvor er I malere dog nogle besynderlige fyre! I gør hvad som helst i verden for at vinde et navn. Så snart I har fået det, vil I tilsyneladende smide det væk. Det er dumt af jer, for der er kun én ting i verden, der er værre end at blive talt om, og det er ikke at blive talt om. Et portræt som dette ville hæve dig langt over alle de unge mænd i England og gøre de gamle ganske misundelige, hvis gamle mænd da overhovedet er i stand til at føle noget.«

»Jeg ved, du vil le ad mig,« svarede han, »men jeg kan virkelig ikke udstille det. Jeg har lagt for meget af mig selv i det.«

Lord Henry strakte sig på divanen og lo.

»Ja, jeg vidste, du ville; men det er nu alligevel sandt.«

»For meget af dig selv i det! Sandelig, Basil, jeg vidste ikke, du var så forfængelig; og jeg kan virkelig ikke se nogen lighed mellem dig med dit groftskårne, kraftfulde ansigt og dit kulsorte hår og denne unge Adonis, der ser ud, som om han var skabt af elfenben og rosenblade. Jamen, min kære Basil, han er en Narcissus, og du – ja, du har selvfølgelig et intellektuelt udtryk og alt det der. Men skønhed, virkelig skønhed, ophører, hvor et intellektuelt udtryk begynder. Intellekt er i sig selv en form for overdrivelse og ødelægger harmonien i ethvert ansigt. I samme øjeblik man sætter sig til at tænke, bliver man én stor næse eller én stor pande eller noget andet rædsomt. Se på de mænd, der har succes i de lærde erhverv. Hvor er de dog fuldkommen hæslige! Undtagen i kirken, naturligvis. Men i kirken tænker de jo heller ikke. En biskop bliver som firsårig ved med at sige det, han som attenårig fik besked på at sige, og som en naturlig følge deraf ser han altid aldeles henrivende ud. Din hemmelighedsfulde unge ven, hvis navn du aldrig har nævnt for mig, men hvis billede virkelig betager mig, tænker aldrig. Det er jeg ganske sikker på. Han er en eller anden hjerneløs, smuk skabning, der altid burde være her om vinteren, når vi ikke har nogen blomster at se på, og altid her om sommeren, når vi trænger til noget, der kan svale vores forstand. Smigr ikke dig selv, Basil: du ligner ham ikke det mindste.«

»Du forstår mig ikke, Harry,« svarede kunstneren. »Selvfølgelig ligner jeg ham ikke. Det ved jeg udmærket godt. Jeg ville faktisk være ked af at ligne ham. Du trækker på skuldrene? Jeg siger dig sandheden. Der hviler en ulykkelig skæbne over alle legemlige og åndelige fortrin, en skæbne som den, der gennem historien synes at følge kongernes vaklende skridt. Det er bedre ikke at skille sig ud fra sine medmennesker. De grimme og de dumme har det bedst i denne verden. De kan sidde i ro og mag og måbe over skuespillet. Kender de ikke til sejr, er de i det mindste forskånet for at kende til nederlag. De lever, som vi alle burde leve – uforstyrrede, ligeglade og uden uro. De bringer hverken ulykke over andre eller rammes nogensinde selv af den fra fremmed hånd. Din rang og rigdom, Harry; min forstand, som den nu er – min kunst, hvad den så end er værd; Dorian Grays smukke ydre – vi skal alle lide for det, guderne har givet os, lide frygteligt.«

»Dorian Gray? Er det hans navn?« spurgte lord Henry, mens han gik tværs gennem atelieret hen mod Basil Hallward.

»Ja, det er hans navn. Det var ikke min mening at fortælle dig det.«

»Men hvorfor ikke?«

»Åh, det kan jeg ikke forklare. Når jeg holder umådeligt meget af nogen, fortæller jeg aldrig andre, hvad de hedder. Det er som at give en del af dem fra sig. Jeg er kommet til at elske at holde ting hemmelige. Det synes at være det eneste, der kan gøre det moderne liv gådefuldt eller vidunderligt for os. Selv det mest dagligdags er henrivende, hvis blot man holder det skjult. Når jeg nu forlader byen, fortæller jeg aldrig mine folk, hvor jeg tager hen. Gjorde jeg det, ville hele fornøjelsen gå tabt for mig. Det er vel nok en dum vane, men på en eller anden måde synes den at bringe en hel del romantik ind i ens liv. Du synes vel, det er frygtelig tåbeligt af mig?«

»Slet ikke,« svarede lord Henry, »slet ikke, min kære Basil. Du lader til at glemme, at jeg er gift, og ægteskabets eneste charme er, at det gør et liv i bedrag absolut nødvendigt for begge parter. Jeg ved aldrig, hvor min kone er, og min kone ved aldrig, hvad jeg foretager mig. Når vi mødes – vi mødes af og til, når vi er ude at spise sammen eller tager ud til hertugen – fortæller vi hinanden de mest absurde historier med de alvorligste miner. Min kone er meget dygtig til det – faktisk langt dygtigere end jeg. Hun får aldrig rodet rundt i datoerne, og det gør jeg altid. Men når hun griber mig i det, laver hun slet ingen scene. Undertiden ville jeg ønske, at hun gjorde det; men hun ler bare ad mig.«

»Jeg hader den måde, du taler om dit ægteskab på, Harry,« sagde Basil Hallward og slentrede hen mod døren ud til haven. »Jeg tror, du i virkeligheden er en meget god ægtemand, men at du skammer dig inderligt over dine egne dyder. Du er en mærkværdig fyr. Du siger aldrig noget moralsk, og du gør aldrig noget forkert. Din kynisme er blot en positur.«

»At være naturlig er blot en positur, og den mest irriterende positur, jeg kender,« udbrød lord Henry leende; og de to unge mænd gik sammen ud i haven og slog sig til rette på en lang bambusbænk, der stod i skyggen af en høj laurbærbusk. Sollyset gled hen over de blanke blade. I græsset skælvede hvide tusindfryd.

Efter en pause trak lord Henry sit ur frem. »Jeg er bange for, at jeg må af sted, Basil,« mumlede han, »og inden jeg går, insisterer jeg på, at du svarer på et spørgsmål, jeg stillede dig for nogen tid siden.«

»Hvad er det?« sagde maleren med blikket stadig fæstnet på jorden.

»Det ved du udmærket godt.«

»Nej, Harry.«

»Nå, så skal jeg fortælle dig det. Jeg vil have, at du forklarer mig, hvorfor du ikke vil udstille billedet af Dorian Gray. Jeg vil høre den egentlige grund.«

»Jeg har fortalt dig den egentlige grund.«

»Nej, det har du ikke. Du sagde, det var, fordi der var for meget af dig selv i det. Det er da barnligt.«

»Harry,« sagde Basil Hallward og så ham lige i ansigtet, »ethvert portræt, der er malet med følelse, er et portræt af kunstneren, ikke af modellen. Modellen er blot en tilfældighed, en anledning. Det er ikke modellen, maleren afslører; det er snarere maleren, der på det bemalede lærred afslører sig selv. Grunden til, at jeg ikke vil udstille dette billede, er, at jeg er bange for, at jeg i det har røbet min egen sjæls hemmelighed.«

Lord Henry lo. »Og hvad er det så?« spurgte han.

»Det skal jeg fortælle dig,« sagde Hallward; men hans ansigt fik et rådvildt udtryk.

»Jeg er fuld af forventning, Basil,« fortsatte hans ven og kastede et blik på ham.

»Åh, der er i virkeligheden meget lidt at fortælle, Harry,« svarede maleren, »og jeg er bange for, at du knap nok vil forstå det. Måske vil du knap nok tro på det.«

Lord Henry smilede, bøjede sig ned og plukkede en tusindfryd med lyserøde kronblade i græsset og undersøgte den. »Jeg er ganske sikker på, at jeg vil forstå det,« svarede han og betragtede indgående den lille gyldne, hvidfjerede skive, »og hvad det at tro angår, kan jeg tro på hvad som helst, bare det er aldeles utroligt.«

Vinden rystede nogle blomster af træerne, og de tunge syrenblomster med deres stjerner i klynger vuggede frem og tilbage i den træge luft. En græshoppe begyndte at spille ved muren, og som en blå tråd svævede en lang, tynd guldsmed forbi på sine brune gazevinger. Lord Henry havde en fornemmelse af at kunne høre Basil Hallwards hjerte banke og spekulerede på, hvad der nu ville komme.

»Sagen er ganske enkelt den,« sagde maleren efter en tid. »For to måneder siden var jeg til et stort, overfyldt selskab hos lady Brandon. Du ved jo, at vi stakkels kunstnere fra tid til anden må vise os i det gode selskab, bare for at minde offentligheden om, at vi ikke er vildmænd. I kjolefrakke og med hvid sløjfe kan enhver, selv en børsmægler, få ry for at være civiliseret, som du engang sagde til mig. Nå, da jeg havde været i stuen i omtrent ti minutter og talt med store, overpyntede enkefruer og kedelige akademimedlemmer, blev jeg pludselig klar over, at nogen så på mig. Jeg drejede mig halvt om og så Dorian Gray for første gang. Da vores blikke mødtes, mærkede jeg, at jeg blev bleg. Jeg blev grebet af en sælsom rædsel. Jeg vidste, at jeg stod ansigt til ansigt med en, hvis personlighed i sig selv var så betagende, at den, hvis jeg tillod det, ville opsluge hele mit væsen, hele min sjæl, selve min kunst. Jeg ønskede ingen indflydelse udefra i mit liv. Du ved selv, Harry, hvor uafhængig jeg er af natur. Jeg har altid været min egen herre; havde i hvert fald altid været det, indtil jeg mødte Dorian Gray. Så – men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dig det. Det var, som om noget fortalte mig, at jeg stod på tærsklen til en frygtelig krise i mit liv. Jeg havde en mærkelig følelse af, at skæbnen gemte udsøgte glæder og udsøgte sorger til mig. Jeg blev bange og vendte mig for at forlade stuen. Det var ikke samvittigheden, der fik mig til det: det var en slags fejhed. Jeg regner det ikke for nogen fortjeneste, at jeg forsøgte at flygte.«

»Samvittighed og fejhed er i virkeligheden det samme, Basil. Samvittighed er firmaets handelsnavn. Det er det hele.«

»Det tror jeg ikke på, Harry, og jeg tror heller ikke, du gør. Men hvad min bevæggrund end var – og det kan have været stolthed, for jeg var engang meget stolt – kæmpede jeg mig i hvert fald frem til døren. Der stødte jeg selvfølgelig ind i lady Brandon. ›De løber vel ikke allerede Deres vej, mr. Hallward?‹ skreg hun. Du kender hendes sært skingre stemme?«

»Ja, hun er en påfugl i alt undtagen skønhed,« sagde lord Henry og plukkede tusindfryden i stykker med sine lange, nervøse fingre.

»Jeg kunne ikke slippe af med hende. Hun førte mig hen til kongelige personer og folk med ordensstjerner og strømpebånd og ældre damer med vældige tiaraer og papegøjenæser. Hun omtalte mig som sin kæreste ven. Jeg havde kun mødt hende én gang før, men hun fik den idé at fetere mig. Jeg tror, et af mine billeder havde haft stor succes på det tidspunkt, i det mindste var der blevet snakket om det i pennyaviserne, og det er det nittende århundredes målestok for udødelighed. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med den unge mand, hvis personlighed havde gjort så sælsomt et indtryk på mig. Vi stod ganske tæt, rørte næsten ved hinanden. Vores blikke mødtes igen. Det var dumdristigt af mig, men jeg bad lady Brandon præsentere mig for ham. Måske var det alligevel ikke så dumdristigt. Det var ganske enkelt uundgåeligt. Vi ville have talt sammen uden nogen præsentation. Det er jeg sikker på. Det sagde Dorian til mig bagefter. Han følte også, at det var os bestemt at lære hinanden at kende.«

»Og hvordan beskrev lady Brandon denne vidunderlige unge mand?« spurgte hans ven. »Jeg ved, hun ynder at give et hurtigt précis af alle sine gæster. Jeg husker, at hun førte mig hen til en stridbar, rødmosset gammel herre, der var oversået med ordener og bånd, og hvæsede mig de mest forbløffende enkeltheder i øret med en tragisk hvisken, som alle i stuen må have kunnet høre ganske tydeligt. Jeg flygtede simpelthen. Jeg kan bedst lide selv at finde ud af, hvem folk er. Men lady Brandon behandler sine gæster nøjagtig, som en auktionarius behandler sine varer. Enten bortforklarer hun dem fuldstændig, eller også fortæller hun én alt om dem undtagen det, man gerne vil vide.«

»Stakkels lady Brandon! Du er hård ved hende, Harry!« sagde Hallward mat.

»Min kære ven, hun forsøgte at skabe en salon og fik kun åbnet en restaurant. Hvordan skulle jeg kunne beundre hende? Men sig mig, hvad sagde hun om mr. Dorian Gray?«

»Åh, noget i retning af: ›Charmerende dreng – hans stakkels kære mor og jeg aldeles uadskillelige. Har helt glemt, hvad han laver – er bange for, at han – ikke laver noget – åh jo, spiller klaver – eller er det violin, kære mr. Gray?‹ Ingen af os kunne lade være med at le, og vi blev venner med det samme.«

»Latter er slet ikke nogen dårlig begyndelse på et venskab, og det er langt den bedste afslutning,« sagde den unge lord og plukkede endnu en tusindfryd.

Hallward rystede på hovedet. »Du forstår ikke, hvad venskab er, Harry,« mumlede han – »eller hvad fjendskab er, for den sags skyld. Du kan lide alle; det vil sige, du er ligeglad med alle.«

»Hvor er det dog frygtelig uretfærdigt af dig!« udbrød lord Henry, skubbede hatten tilbage og så op på de små skyer, der som optrævlede fed af blank, hvid silke drev hen over sommerhimlens hvælv af turkis. »Ja, frygtelig uretfærdigt af dig. Jeg gør stor forskel på folk. Jeg vælger mine venner for deres smukke ydre, mine bekendte for deres gode karakter og mine fjender for deres gode forstand. Man kan ikke være forsigtig nok i valget af sine fjender. Ikke én af mine er en tåbe. De er alle mænd med en vis intellektuel styrke, og derfor sætter de alle pris på mig. Er det meget forfængeligt af mig? Jeg synes, det er temmelig forfængeligt.«

»Det skulle jeg da mene, Harry. Men ifølge din inddeling må jeg blot være en bekendt.«

»Min kære gamle Basil, du er langt mere end en bekendt.«

»Og langt mindre end en ven. En slags bror, vel?«

»Åh, brødre! Jeg bryder mig ikke om brødre. Min storebror vil ikke dø, og mine yngre brødre lader ikke til at bestille andet.«

»Harry!« udbrød Hallward og rynkede panden.

»Min kære ven, jeg mener det ikke helt alvorligt. Men jeg kan ikke lade være med at afsky mine slægtninge. Jeg formoder, det skyldes, at ingen af os kan tåle, at andre har de samme fejl som vi selv. Jeg har fuld forståelse for det engelske demokratis raseri over det, de kalder de højere klassers laster. Masserne føler, at drukkenskab, dumhed og umoral burde være deres særlige ejendom, og at hvis en af os gør sig til nar, går han på krybskytteri på deres enemærker. Da stakkels Southwark havnede ved skilsmissedomstolen, var deres forargelse ligefrem storslået. Og dog tror jeg ikke, at ti procent af proletariatet lever sømmeligt.«

»Jeg er ikke enig i et eneste ord af det, du har sagt, og hvad mere er, Harry, jeg er sikker på, at du heller ikke selv er det.«

Lord Henry strøg sit spidse, brune skæg og bankede på tåen af sin lakstøvle med en kvastprydet ibenholtstok. »Hvor er du dog engelsk, Basil! Det er anden gang, du kommer med den bemærkning. Hvis man fremsætter en idé for en ægte englænder – hvad der altid er voveligt – drømmer han aldrig om at overveje, om idéen er rigtig eller forkert. Det eneste, han tillægger nogen betydning, er, om man selv tror på den. Men en idés værdi har overhovedet intet at gøre med oprigtigheden hos den mand, der fremsætter den. Sandsynligheden taler faktisk for, at jo mere uoprigtig manden er, desto mere rent intellektuel vil idéen være, da den i så fald hverken vil være farvet af hans behov, hans ønsker eller hans fordomme. Men jeg har ikke tænkt mig at diskutere politik, sociologi eller metafysik med dig. Jeg holder mere af personer end af principper, og personer uden principper holder jeg mere af end noget andet i verden. Fortæl mig mere om mr. Dorian Gray. Hvor tit ser du ham?«

»Hver dag. Jeg kunne ikke være lykkelig, hvis jeg ikke så ham hver dag. Han er fuldstændig uundværlig for mig.«

»Hvor besynderligt! Jeg troede, du aldrig ville bryde dig om andet end din kunst.«

»For mig er han nu hele min kunst,« sagde maleren alvorligt. »Jeg tænker somme tider, Harry, at der kun er to epoker af nogen betydning i verdenshistorien. Den første er fremkomsten af et nyt udtryksmiddel for kunsten, den anden fremkomsten af en ny personlighed, ligeledes for kunsten. Hvad opfindelsen af oliemaleriet var for venetianerne, var Antinoos’ ansigt for den sene græske skulptur, og det samme vil Dorian Grays ansigt en dag være for mig. Det er ikke blot, at jeg maler ham, tegner ham, skitserer ham. Alt det har jeg naturligvis gjort. Men han er langt mere for mig end en model eller en person, jeg portrætterer. Jeg vil ikke sige, at jeg er utilfreds med det, jeg har skabt med ham som motiv, eller at hans skønhed er af en art, som kunsten ikke kan udtrykke. Der er intet, kunsten ikke kan udtrykke, og jeg ved, at det arbejde, jeg har udført, siden jeg mødte Dorian Gray, er godt arbejde, er det bedste arbejde i mit liv. Men på en eller anden sælsom måde – mon du forstår mig? – har hans personlighed givet mig idéen til en helt ny måde at skabe kunst på, en helt ny stil. Jeg ser tingene anderledes, jeg tænker anderledes om dem. Nu kan jeg genskabe livet på en måde, der før var skjult for mig. ›En drøm om form i tankens dage‹ – hvem er det, der siger det? Det har jeg glemt; men det er, hvad Dorian Gray har været for mig. Alene synet af denne dreng – for han forekommer mig knap mere end en dreng, selv om han faktisk er over tyve – alene synet af ham – åh! mon du kan begribe alt, hvad det betyder? Ubevidst tegner han for mig konturerne af en ny skole, en skole, der skal rumme hele den romantiske ånds lidenskab, hele den græske ånds fuldkommenhed. Sjælens og legemets harmoni – hvor meget ligger der ikke i det! I vores vanvid har vi skilt de to ad og opfundet en vulgær realisme, en tom idealitet. Harry! Hvis du blot vidste, hvad Dorian Gray er for mig! Husker du mit landskabsmaleri, som Agnew bød mig så høj en pris for, men som jeg ikke ville skille mig af med? Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har lavet. Og hvorfor er det det? Fordi Dorian Gray sad ved siden af mig, mens jeg malede det. En næsten umærkelig påvirkning gik fra ham til mig, og for første gang i mit liv så jeg i den ganske almindelige skov det underfulde, jeg altid havde søgt og altid savnet.«

»Basil, det er højst usædvanligt! Jeg må se Dorian Gray.«

Hallward rejste sig fra bænken og gik frem og tilbage i haven. Efter en tid kom han tilbage. »Harry,« sagde han, »Dorian Gray er for mig ganske enkelt et motiv i kunsten. Måske ville du slet ikke se noget i ham. Jeg ser alt i ham. Han er aldrig mere til stede i mit arbejde, end når han slet ikke er afbildet der. Han er, som sagt, en antydning af en ny udtryksmåde. Jeg finder ham i visse linjers svung, i visse farvers skønhed og fine nuancer. Det er det hele.«

»Hvorfor vil du så ikke udstille hans portræt?« spurgte lord Henry.

»Fordi jeg uden at ville det har ladet noget af hele denne sælsomme kunstneriske afgudsdyrkelse, som jeg naturligvis aldrig har ønsket at tale med ham om, komme til udtryk i det. Han ved intet om den. Han skal aldrig få noget at vide om den. Men verden kunne gætte det, og jeg vil ikke blotte min sjæl for dens overfladiske, snagende blikke. Mit hjerte skal aldrig lægges under dens mikroskop. Der er for meget af mig selv i det, Harry – for meget af mig selv!«

»Digtere har ikke så mange skrupler som du. De ved, hvor nyttig lidenskab er, når man skal have noget udgivet. Nu om dage udkommer et knust hjerte i mange oplag.«

»Jeg hader dem for det,« udbrød Hallward. »En kunstner bør skabe smukke ting, men ikke lægge noget af sit eget liv i dem. Vi lever i en tid, hvor folk behandler kunsten, som om den var tænkt som en form for selvbiografi. Vi har mistet den abstrakte skønhedssans. En dag vil jeg vise verden, hvad det er; og af den grund skal verden aldrig se mit portræt af Dorian Gray.«

»Jeg synes, du tager fejl, Basil, men jeg vil ikke diskutere det med dig. Det er kun de intellektuelt fortabte, der overhovedet diskuterer. Sig mig, holder Dorian Gray meget af dig?«

Maleren tænkte sig om nogle øjeblikke. »Han kan lide mig,« svarede han efter en pause; »jeg ved, han kan lide mig. Jeg smigrer ham naturligvis forfærdeligt. Jeg finder en sælsom glæde i at sige ting til ham, som jeg ved, jeg vil fortryde at have sagt. Som regel er han charmerende over for mig, og vi sidder i atelieret og taler om tusind ting. Men nu og da er han frygtelig tankeløs og finder tilsyneladende en sand glæde i at gøre mig ondt. Så føler jeg, Harry, at jeg har skænket hele min sjæl til en, der behandler den, som var den en blomst, han kan sætte i sin frakke, en smule pynt til at smigre hans forfængelighed, en pryd for en sommerdag.«

»Sommerdage, Basil, har det med at vare længe,« mumlede lord Henry. »Måske bliver du træt før ham. Det er trist at tænke på, men der er ingen tvivl om, at genialitet holder længere end skønhed. Det forklarer, hvorfor vi alle gør os så stor umage for at overuddanne os. I den vilde kamp for tilværelsen vil vi have noget, der består, og derfor fylder vi vores hoveder med ragelse og kendsgerninger i det tåbelige håb om at beholde vores plads. Den fuldt ud velorienterede mand – det er det moderne ideal. Og den fuldt ud velorienterede mands sind er en rædsom ting. Det er som en marskandiserbutik, lutter uhyrer og støv, hvor alting er prissat over sin egentlige værdi. Jeg tror nu alligevel, du bliver træt først. En dag vil du se på din ven, og han vil forekomme dig en smule fejltegnet, eller du vil ikke bryde dig om hans farvetone eller et eller andet. Du vil i dit stille sind rette bitre bebrejdelser mod ham og for alvor mene, at han har opført sig meget dårligt over for dig. Næste gang han kommer på besøg, vil du være fuldstændig kold og ligeglad. Det vil være en stor skam, for det vil forandre dig. Det, du har fortalt mig, er en hel romance, en kunstens romance kunne man kalde det, og det værste ved at have en romance af nogen art er, at den efterlader en så uromantisk.«

»Harry, tal ikke sådan. Så længe jeg lever, vil Dorian Grays personlighed beherske mig. Du kan ikke føle det, jeg føler. Du skifter for tit.«

»Åh, min kære Basil, det er netop derfor, jeg kan føle det. De trofaste kender kun kærlighedens trivielle side: det er de troløse, der kender kærlighedens tragedier.« Og lord Henry strøg en tændstik mod et sirligt sølvetui og gav sig til at ryge en cigaret med en selvbevidst og tilfreds mine, som om han havde sammenfattet verden i en vending. Der raslede af kvidrende spurve i vedbendens grønlakerede blade, og de blå skyskygger jagede hinanden hen over græsset som svaler. Hvor var der dog dejligt i haven! Og hvor var andre menneskers følelser dog henrivende! – langt mere henrivende end deres idéer, syntes han. Ens egen sjæl og ens venners lidenskaber – det var de fængslende ting i livet. Med stille morskab så han for sig den kedelige frokost, han var gået glip af ved at blive så længe hos Basil Hallward. Var han taget hen til sin tante, ville han ganske sikkert have mødt lord Goodbody dér, og hele samtalen ville have drejet sig om bespisning af fattige og nødvendigheden af mønsterindrettede logihuse. Hver klasse ville have prædiket vigtigheden af de dyder, den ikke havde nogen brug for at udøve i sit eget liv. De rige ville have talt om sparsommelighedens værdi, og de, der intet bestilte, ville have prist arbejdets værdighed i veltalende ord. Hvor var det dog henrivende at være sluppet for alt det! Ved tanken om sin tante syntes han at få en idé. Han vendte sig mod Hallward og sagde: »Min kære ven, nu husker jeg det.«

»Husker hvad, Harry?«

»Hvor jeg har hørt navnet Dorian Gray.«

»Hvor var det?« spurgte Hallward og rynkede panden en smule.

»Se ikke så vred ud, Basil. Det var hos min tante, lady Agatha. Hun fortalte mig, at hun havde opdaget en vidunderlig ung mand, der skulle hjælpe hende i East End, og at han hed Dorian Gray. Jeg må dog bemærke, at hun aldrig fortalte mig, at han var smuk. Kvinder har ingen sans for et smukt ydre; i hvert fald har gode kvinder det ikke. Hun sagde, at han var meget alvorligt anlagt og havde et smukt væsen. Jeg forestillede mig straks en skabning med briller og slapt hængende hår, som var frygteligt fregnet og trampede omkring på kæmpestore fødder. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at det var din ven.«

»Jeg er meget glad for, at du ikke vidste det, Harry.«

»Hvorfor?«

»Jeg vil ikke have, at du møder ham.«

»Du vil ikke have, at jeg møder ham?«

»Nej.«

»Mr. Dorian Gray er i atelieret, sir,« sagde butleren, som kom ud i haven.

»Nu må du præsentere mig,« udbrød lord Henry leende.

Maleren vendte sig mod sin tjener, der stod og blinkede i sollyset. »Bed mr. Gray vente, Parker; jeg kommer ind om lidt.« Manden bukkede og gik op ad havegangen.

Så rettede han blikket mod lord Henry. »Dorian Gray er min kæreste ven,« sagde han. »Han har et ligefremt og smukt væsen. Din tante havde ganske ret i det, hun sagde om ham. Fordærv ham ikke. Prøv ikke at påvirke ham. Din indflydelse ville være skadelig. Verden er stor og rummer mange vidunderlige mennesker. Tag ikke det ene menneske fra mig, som giver min kunst alt, hvad den ejer af charme: mit liv som kunstner afhænger af ham. Husk det, Harry, jeg stoler på dig.« Han talte meget langsomt, og det var, som om ordene blev presset ud af ham næsten mod hans vilje.

»Hvor du dog vrøvler!« sagde lord Henry smilende, og han tog Hallward i armen og førte ham nærmest ind i huset.

---