Jorden rundt i 80 dage

Jules Verne

Kapitel 1

Hvori Phileas Fogg og Passepartout accepterer hinanden, den ene som herre, den anden som tjener.

I 1872 boede mr. Phileas Fogg på Saville Row 7, Burlington Gardens, i det hus, hvor Sheridan døde i 1814. Han var et af Reform Clubs mest bemærkelsesværdige medlemmer, skønt han altid syntes at undgå at tiltrække sig opmærksomhed; en gådefuld skikkelse, som man kun vidste lidt om, ud over at han var en kultiveret verdensmand. Man sagde, at han lignede Byron – i hvert fald havde hans hoved noget byronsk over sig; men han var en skægget, rolig Byron, som kunne leve videre i tusind år uden at ældes.

At Phileas Fogg var englænder, var sikkert; om han også var londoner, var mere tvivlsomt. Man så ham aldrig på børsen, i banken eller på handelskontorerne i »City«; intet skib, der tilhørte ham, anløb nogensinde Londons dokker; han havde intet offentligt embede; han havde aldrig været indskrevet ved noget af advokatkollegierne, hverken Temple, Lincoln’s Inn eller Gray’s Inn; hans stemme havde heller aldrig lydt ved Court of Chancery, Exchequer, Queen’s Bench eller de kirkelige domstole. Han var bestemt ikke fabrikant, heller ikke købmand eller lystlandmand. Hans navn var ukendt i de videnskabelige og lærde selskaber, og ingen havde nogensinde hørt, at han tog del i de vise rådslagninger i Royal Institution eller London Institution, i Håndværkerforeningen eller Instituttet for Kunst og Videnskab. Han var faktisk ikke medlem af noget af de talrige selskaber, som det vrimler med i den engelske hovedstad, lige fra Det Harmoniske Selskab til entomologernes forening, der hovedsagelig var stiftet for at udrydde skadelige insekter.

Phileas Fogg var medlem af Reform Club, og det var alt.

Optagelsen i denne eksklusive klub var gået ganske enkelt for sig.

Han var blevet anbefalet af Barings, hvor han havde en åben kredit. Hans checks blev altid indløst ved forevisning over hans foliokonto, hvor der altid var rigelig dækning.

Var Phileas Fogg rig? Uden tvivl. Men de, der kendte ham bedst, kunne ikke forestille sig, hvordan han havde tjent sin formue, og mr. Fogg var den sidste, man skulle henvende sig til for at få det at vide. Han var hverken ødsel eller, omvendt, gerrig; for når han vidste, at der var brug for penge til et ædelt, nyttigt eller velgørende formål, gav han dem i stilhed og undertiden anonymt. Han var kort sagt den mindst meddelsomme af alle. Han talte meget lidt og virkede med sin ordknappe væremåde blot endnu mere gådefuld. Hans daglige vaner kunne enhver iagttage; men alt, hvad han foretog sig, var så fuldstændig det samme, som han altid havde gjort før, at de nysgerrige stod ganske rådvilde.

Havde han rejst? Det var sandsynligt, for ingen syntes at kende verden mere indgående; intet sted lå så afsides, at han ikke lod til at kende det nøje. Med nogle få klare ord rettede han ofte på de tusind formodninger, som klubbens medlemmer fremsatte om rejsende, der var forsvundet og ikke havde ladet høre fra sig, og påpegede, hvad der virkelig var sandsynligt; det var, som om han besad en slags synsk evne, så ofte bekræftede begivenhederne hans forudsigelser. Han måtte have rejst overalt, i det mindste i ånden.

I hvert fald var det sikkert, at Phileas Fogg ikke havde forladt London i mange år. De, der havde den ære at kende ham bedre end de øvrige, erklærede, at ingen kunne hævde nogensinde at have set ham andre steder. Hans eneste tidsfordriv var at læse aviser og spille whist. Han vandt ofte i dette spil, som passede til hans natur, fordi det foregik i tavshed; men gevinsterne havnede aldrig i hans pung, de blev lagt til side til hans velgørenhed. Mr. Fogg spillede for spillets skyld, ikke for at vinde. I hans øjne var spillet en kappestrid, en kamp mod en vanskelighed, men en kamp uden bevægelse og uden træthed, helt efter hans smag.

Phileas Fogg havde, så vidt man vidste, hverken kone eller børn, hvilket kan hænde selv de hæderligste mennesker; heller ikke slægtninge eller nære venner, hvilket bestemt er mere usædvanligt. Han boede alene i sit hus på Saville Row, hvor ingen kom ind. En enkelt tjener var nok til at betjene ham. Han spiste morgenmad og middag i klubben på matematisk fastsatte tidspunkter, i samme værelse, ved samme bord, uden nogensinde at spise sammen med andre medlemmer, endsige have en gæst med; og præcis ved midnat gik han hjem for straks at gå i seng. Han benyttede aldrig de hyggelige værelser, som Reform Club stillede til rådighed for sine privilegerede medlemmer. Han tilbragte ti af døgnets fireogtyve timer på Saville Row, enten med at sove eller med at gøre toilette. Når han ville gå en tur, gik han med regelmæssige skridt i forhallen med mosaikgulvet eller i det cirkelrunde galleri, hvis kuppel blev båret af tyve joniske søjler af rød porfyr, og hvor lyset faldt ind gennem blåmalede vinduer. Når han spiste morgenmad eller middag, bidrog alt, hvad klubben rådede over – dens køkkener og spisekamre, dens skænkekammer og mejeri – til at fylde hans bord med deres mest udsøgte lækkerier; han blev betjent af tjenere med den alvorligste mine, i kjole og sko med flonelssåler, som serverede retterne i særligt porcelæn og på det fineste linned; klubbens karafler, hvis forme var gået tabt, rummede hans sherry, hans portvin og hans kanelkrydrede bordeauxvin, mens is, som for store summer var hentet fra de amerikanske søer, holdt hans drikke forfriskende kolde.

Hvis det er særhed at leve sådan, må man indrømme, at der er noget godt ved særheden.

Huset på Saville Row var ikke overdådigt, men yderst komfortabelt. Husets beboer havde vaner, der kun stillede få krav til den eneste tjener, men Phileas Fogg forlangte en næsten overmenneskelig punktlighed og regelmæssighed af ham. Netop denne 2. oktober havde han afskediget James Forster, fordi den uheldige unge mand havde bragt ham vand til barberingen på fireogfirs grader Fahrenheit i stedet for seksogfirs; og nu ventede han på efterfølgeren, som skulle indfinde sig i huset mellem klokken elleve og halv tolv.

Phileas Fogg sad ret op og ned i sin lænestol med fødderne tæt sammen som hos en grenader på parade, hænderne hvilende på knæene, rank krop og oprejst hoved; han betragtede ufravendt et sindrigt ur, der viste timer, minutter, sekunder, dage, måneder og år. Præcis klokken halv tolv ville mr. Fogg, sin daglige vane tro, forlade Saville Row og begive sig til Reform Club.

I det samme lød der et bank på døren til den hyggelige stue, hvor Phileas Fogg sad, og James Forster, den afskedigede tjener, viste sig.

»Den nye tjener,« sagde han.

En ung mand på tredive trådte frem og bukkede.

»Du er vist franskmand,« spurgte Phileas Fogg, »og du hedder John?«

»Jean, hvis du tillader det, monsieur,« svarede den nyankomne, »Jean Passepartout, et tilnavn, som er blevet hængende ved mig, fordi jeg har en medfødt evne til at gå fra det ene erhverv til det andet. Jeg tror, jeg er et ærligt menneske, monsieur, men rent ud sagt har jeg prøvet flere fag. Jeg har været omrejsende sanger og kunstrytter i et cirkus, hvor jeg udførte spring som Leotard og dansede på line som Blondin. Så blev jeg gymnastiklærer for at udnytte mine evner bedre, og siden blev jeg sergent ved brandvæsenet i Paris og var med ved mangen en storbrand. Men for fem år siden forlod jeg Frankrig, og da jeg gerne ville smage hjemmelivets sødme, tog jeg tjeneste som kammertjener her i England. Da jeg stod uden plads og hørte, at monsieur Phileas Fogg var den mest punktlige og vanefaste herre i Det Forenede Kongerige, er jeg kommet til dig, monsieur, i håb om at leve et roligt liv hos dig og glemme selv navnet Passepartout.«

»Passepartout passer mig,« svarede mr. Fogg. »Jeg har fået dig godt anbefalet; jeg har hørt godt om dig. Du kender mine betingelser?«

»Ja, monsieur.«

»Godt! Hvad er klokken?«

»Toogtyve minutter over elleve,« svarede Passepartout og trak et vældigt sølvur op fra dybet af sin lomme.

»Dit ur er bagud,« sagde mr. Fogg.

»Undskyld, monsieur, det er umuligt –«

»Dit ur er fire minutter bagud. Det gør ikke noget; det er nok at nævne fejlen. Fra dette øjeblik, niogtyve minutter over elleve om formiddagen denne onsdag den 2. oktober, er du i min tjeneste.«

Phileas Fogg rejste sig, tog sin hat i venstre hånd, satte den på hovedet med en mekanisk bevægelse og gik uden et ord.

Passepartout hørte gadedøren blive lukket én gang; det var Passepartouts nye herre, der gik ud. Han hørte den blive lukket igen; det var hans forgænger, James Forster, der nu også gik. Passepartout var alene tilbage i huset på Saville Row.

---