Fryg­tens dal

Arthur Conan Doyle

Kapitel 1: Advarslen

»Jeg er tilbøjelig til at tænke –« sagde jeg.

»Det burde du også,« bemærkede Sherlock Holmes utålmodigt.

Jeg mener selv at være en af de mest langmodige dødelige; men jeg må indrømme, at den spydige afbrydelse ærgrede mig.

»Ærlig talt, Holmes,« sagde jeg strengt, »du er lidt anstrengende indimellem.«

Han var for optaget af sine egne tanker til straks at svare på min indvending. Han støttede hovedet i hånden med den urørte morgenmad foran sig og stirrede på den lap papir, han netop havde taget ud af konvolutten. Så tog han selve konvolutten, holdt den op mod lyset og undersøgte meget omhyggeligt både ydersiden og klappen.

»Det er Porlocks håndskrift,« sagde han eftertænksomt. »Jeg kan næppe tvivle på, at det er Porlocks håndskrift, selv om jeg kun har set den to gange før. Det græske e med den ejendommelige slynge foroven er karakteristisk. Men hvis det er Porlock, må det dreje sig om noget af allerstørste betydning.«

Han talte snarere til sig selv end til mig; men min irritation veg for den interesse, hans ord vakte.

»Hvem er så Porlock?« spurgte jeg.

»Porlock, Watson, er et nom-de-plume, blot et kendemærke; men bag det gemmer sig en snu og undvigende person. I et tidligere brev fortalte han mig rent ud, at navnet ikke var hans eget, og udfordrede mig til at opspore ham blandt denne store bys myldrende millioner. Porlock er ikke vigtig i sig selv, men på grund af den store mand, han står i forbindelse med. Forestil dig lodsfisken ved hajen, sjakalen ved løven – noget ubetydeligt i følgeskab med noget frygtindgydende: ikke blot frygtindgydende, Watson, men uhyggeligt – i allerhøjeste grad uhyggeligt. Det er dér, han kommer ind i mit synsfelt. Du har hørt mig tale om professor Moriarty?«

»Den berømte forbryder, der går videnskabeligt til værks, lige så berømt blandt skurke som –«

»Du får mig til at rødme, Watson!« mumlede Holmes afværgende.

»Jeg ville til at sige: som han er ukendt for offentligheden.«

»Der ramte du! Der ramte du plet!« udbrød Holmes. »Du er ved at udvikle en vis uventet, underfundig humor, Watson, som jeg må lære at vogte mig for. Men når du kalder Moriarty en forbryder, fremsætter du i lovens øjne en injurie – og netop dét er det storslåede og forunderlige ved det! Alle tiders største rænkesmed, manden bag organiseringen af al djævelskab, underverdenens styrende hjerne, en hjerne, der kunne have afgjort nationers skæbne på godt og ondt – dér har du manden! Men han er så fri for mistanke i offentlighedens øjne, så hævet over kritik, så beundringsværdig i sin ledelse og sin evne til at holde sig i baggrunden, at han for netop de ord, du lige har sagt, kunne slæbe dig for retten og gå derfra med et års pension fra dig som godtgørelse for sit krænkede omdømme. Er han ikke den berømte forfatter til En asteroides dynamik, en bog, der bevæger sig i så høje luftlag af den rene matematik, at der efter sigende ikke fandtes nogen i den videnskabelige presse, som var i stand til at anmelde den? Er det en mand, man kan bagvaske? En grovmundet læge og en bagvasket professor – sådan ville jeres respektive roller være! Det er genialt, Watson. Men hvis ringere mænd lader mig leve, skal vores dag nok komme.«

»Måtte jeg være der og se det!« udbrød jeg inderligt. »Men du talte om manden Porlock.«

»Ja, naturligvis – den såkaldte Porlock er et led i kæden et lille stykke fra dens store fæste. Porlock er ikke noget helt solidt led – det bliver mellem os. Han er den eneste brist i den kæde, så vidt jeg har kunnet afprøve den.«

»Men ingen kæde er stærkere end sit svageste led.«

»Netop, min kære Watson! Derfor er Porlock så overordentlig vigtig. Tilskyndet af visse spæde ønsker om at gøre det rette og opmuntret af en velovervejet stimulans i form af en tipundseddel, som han nu og da får tilsendt ad krogveje, har han en eller to gange givet mig forhåndsoplysninger, der har været af værdi – af den allerstørste værdi, fordi de gør det muligt at forudse og forebygge forbrydelser frem for at hævne dem. Jeg tvivler ikke på, at hvis vi havde chiffernøglen, ville vi opdage, at denne meddelelse er af den art, jeg netop har omtalt.«

Holmes glattede igen papiret ud på sin ubrugte tallerken. Jeg rejste mig, bøjede mig ind over ham og stirrede ned på den mærkelige tekst, der lød således:

534 C2 13 127 36 31 4 17 21 41

Douglas 109 293 5 37 Birlstone

26 Birlstone 9 47 171

»Hvad får du ud af det, Holmes?«

»Det er tydeligvis et forsøg på at videregive hemmelige oplysninger.«

»Men hvad nytter en chiffermeddelelse uden nøglen?«

»I dette tilfælde slet intet.«

»Hvorfor siger du ›i dette tilfælde‹?«

»Fordi der er mange chifre, jeg kunne læse lige så let som de kryptiske meddelelser i avisernes personlige spalter: Den slags primitive påfund morer forstanden uden at trætte den. Men her er det anderledes. Det er tydeligvis en henvisning til ordene på en side i en eller anden bog. Før jeg får at vide, hvilken side og hvilken bog, står jeg magtesløs.«

»Men hvorfor ›Douglas‹ og ›Birlstone‹?«

»Tydeligvis fordi de ord ikke fandtes på den pågældende side.«

»Hvorfor har han så ikke oplyst, hvilken bog det er?«

»Din naturlige skarpsindighed, min kære Watson, den medfødte snedighed, som glæder dine venner, ville vel afholde dig fra at lægge chiffernøgle og meddelelse i samme konvolut. Kom den på afveje, var du fortabt. Som det nu er, skal begge dele komme på afveje, før der sker nogen skade. Dagens anden post er allerede forsinket, og det vil forbavse mig, hvis den ikke bringer os enten endnu et brev med en forklaring eller, hvad der er mere sandsynligt, selve det bind, som disse tal henviser til.«

Der gik kun ganske få minutter, før Holmes’ beregning blev bekræftet, da tjenestedrengen Billy kom ind med netop det brev, vi ventede på.

»Samme håndskrift,« bemærkede Holmes, idet han åbnede konvolutten, »og minsandten underskrevet,« tilføjede han triumferende, da han foldede brevet ud. »Se så, nu går det fremad, Watson.« Men hans pande formørkedes, da han lod blikket glide ned over indholdet.

»Du godeste, det er meget skuffende! Jeg frygter, Watson, at alle vores forhåbninger bliver til intet. Jeg håber, at manden Porlock ikke kommer noget til.

›Kære mr. Holmes‹ [skriver han]:

›Jeg går ikke videre med denne sag. Det er for farligt – han mistænker mig. Jeg kan se, at han mistænker mig. Han kom ganske uventet til mig, efter at jeg allerede havde skrevet adressen på denne konvolut for at sende dig chiffernøglen. Det lykkedes mig at dække den til. Havde han set den, ville det være gået mig ilde. Men jeg læste mistanke i hans øjne. Brænd venligst chiffermeddelelsen, som du nu ikke kan have nogen nytte af.

Fred Porlock.‹«

Holmes sad en lille stund og vred brevet mellem fingrene, mens han med rynket pande stirrede ind i ilden.

»Når alt kommer til alt,« sagde han omsider, »er der måske slet ikke noget i det. Måske er det blot hans dårlige samvittighed. Han ved, at han er en forræder, og derfor kan han have læst anklagen i den andens øjne.«

»Den anden er formodentlig professor Moriarty.«

»Ingen ringere! Når nogen i den kreds taler om ›Han‹, ved du, hvem de mener. For dem alle findes der én altoverskyggende ›Han‹.«

»Men hvad kan han gøre?«

»Hm! Det er et stort spørgsmål. Når man har en af Europas skarpeste hjerner imod sig, og han har alle mørkets magter i ryggen, er mulighederne uendelige. I hvert fald er vores ven Porlock tydeligvis skræmt fra vid og sans – sammenlign venligst håndskriften i brevet med den på konvolutten, der ifølge hans egne ord blev skrevet før dette ildevarslende besøg. Den ene er tydelig og sikker. Den anden knap nok læselig.«

»Hvorfor skrev han overhovedet? Hvorfor lod han det ikke bare ligge?«

»Fordi han var bange for, at jeg i så fald ville forhøre mig om ham og måske bringe ham i vanskeligheder.«

»Uden tvivl,« sagde jeg. »Naturligvis.« Jeg havde taget den oprindelige chiffermeddelelse op og granskede den med rynket pande. »Det er til at blive vanvittig af at tænke på, at der måske gemmer sig en vigtig hemmelighed her på denne lap papir, og at det overgår menneskelig formåen at trænge ind til den.«

Sherlock Holmes havde skubbet sin urørte morgenmad fra sig og tændt den uappetitlige pibe, der var hans ledsager under de dybeste grublerier. »Mon dog!« sagde han og lænede sig tilbage med blikket rettet mod loftet. »Måske er der ting, dit machiavellistiske intellekt har overset. Lad os betragte problemet i den rene fornufts lys. Denne mand henviser til en bog. Det er vores udgangspunkt.«

»Et noget vagt udgangspunkt.«

»Lad os da se, om vi kan indkredse det. Når jeg samler tankerne om det, virker det lidt mindre uigennemtrængeligt. Hvilke fingerpeg har vi om denne bog?«

»Ingen.«

»Nå, nå, helt så slemt er det vel ikke. Chiffermeddelelsen begynder med et stort tal, 534, ikke sandt? Vi kan som arbejdshypotese gå ud fra, at 534 er den bestemte side, chifferet henviser til. Dermed er vores bog allerede blevet en stor bog, og det er da altid et fremskridt. Hvilke andre fingerpeg har vi om denne store bogs beskaffenhed? Det næste tegn er C2. Hvad får du ud af det, Watson?«

»Andet kapitel, uden tvivl.«

»Næppe, Watson. Du vil sikkert give mig ret i, at når sidetallet er opgivet, er kapitelnummeret uden betydning. Og at hvis vi på side 534 endnu kun er i andet kapitel, må det første have været ganske ulideligt langt.«

»Spalte!« udbrød jeg.

»Fremragende, Watson. Du slår gnister her til morgen. Hvis det ikke betyder spalte, tager jeg meget fejl. Nu begynder vi altså at kunne forestille os en stor bog, trykt i to spalter, som hver må være temmelig lange, eftersom et af ordene i dokumentet har nummer to hundrede og treoghalvfems. Har vi nået grænsen for, hvad fornuften kan fortælle os?«

»Det er jeg bange for.«

»Du gør da dig selv uret. Endnu et glimt, min kære Watson – endnu et lyst indfald! Havde det været en sjælden bog, ville han have sendt mig den. I stedet havde han, før der blev sat en stopper for hans planer, tænkt sig at sende mig nøglen i denne konvolut. Det skriver han i sit brev. Det må tyde på, at bogen er en, han mente, jeg uden vanskelighed selv kunne finde. Han havde den – og han forestillede sig, at jeg også havde den. Kort sagt, Watson, det er en meget almindelig bog.«

»Det, du siger, lyder bestemt sandsynligt.«

»Så har vi begrænset vores søgen til en stor bog, der er trykt i to spalter og er almindeligt udbredt.«

»Bibelen!« udbrød jeg triumferende.

»Godt, Watson, godt! Men ikke, om jeg så må sige, helt godt nok! Selv om jeg tog komplimenten til mig, kunne jeg næppe nævne nogen bog, der med mindre sandsynlighed ville ligge ved hånden hos en af Moriartys folk. Desuden findes Den Hellige Skrift i så mange udgaver, at han næppe kunne gå ud fra, at to eksemplarer havde samme sideinddeling. Det er tydeligvis en bog med standardiseret sideinddeling. Han ved med sikkerhed, at hans side 534 svarer nøjagtigt til min side 534.«

»Men kun ganske få bøger opfylder det krav.«

»Netop. Deri ligger vores redning. Vores søgen er begrænset til bøger med standardiseret sideinddeling, som man kan antage, at enhver har.«

»Bradshaw!«

»Der er vanskeligheder, Watson. Bradshaws sprog er fyndigt og kortfattet, men ordforrådet er begrænset. Det udvalg af ord egner sig næppe til at sende meddelelser om hvad som helst. Vi udelukker Bradshaw. Jeg er bange for, at vi må udelukke ordbogen af samme grund. Hvad er der så tilbage?«

»En almanak!«

»Fortræffeligt, Watson! Jeg skulle tage meget fejl, hvis du ikke har ramt plet. En almanak! Lad os se på, hvad der taler for Whitaker’s Almanac. Den er almindeligt udbredt. Den har det fornødne antal sider. Den er trykt i to spalter. Selv om den i begyndelsen er tilbageholdende med ordene, bliver den, så vidt jeg husker, ganske snakkesalig hen imod slutningen.« Han tog bogen fra sit skrivebord. »Her har vi side 534, anden spalte, et fyldigt stykke tekst, der, kan jeg se, handler om Britisk Indiens handel og ressourcer. Skriv ordene ned, Watson! Nummer tretten er ›maratha‹. Ikke nogen særlig lovende begyndelse, er jeg bange for. Nummer et hundrede og syvogtyve er ›regering‹; det giver i det mindste mening, selv om det ikke er særlig relevant for os og professor Moriarty. Lad os nu prøve igen. Hvad gør marathaernes regering? Ak! Det næste ord er ›svinebørster‹. Vi er fortabt, min gode Watson! Det er slut!«

Han havde talt i en spøgefuld tone, men trækningerne i hans buskede øjenbryn røbede hans skuffelse og irritation. Jeg sad hjælpeløs og ulykkelig og stirrede ind i ilden. En lang tavshed blev brudt af et pludseligt udbrud fra Holmes, der for hen til et skab og kom tilbage med endnu et bind med gult omslag i hånden.

»Vi må betale prisen for at følge for godt med tiden, Watson!« udbrød han. »Vi er forud for vores tid og må lide den sædvanlige straf. Da det er den syvende januar, har vi ganske som sig hør og bør anskaffet os den nye almanak. Det er mere end sandsynligt, at Porlock har taget sin meddelelse fra den gamle. Det ville han uden tvivl have fortalt os, hvis han havde fået skrevet sit brev med forklaringen. Lad os nu se, hvad side 534 har i vente til os. Nummer tretten er ›Der‹, hvilket er langt mere lovende. Nummer et hundrede og syvogtyve er ›er‹ – ›Der er‹« – Holmes’ øjne funklede af spænding, og hans tynde, nervøse fingre sitrede, mens han talte ordene – »›fare‹. Ha! Ha! Storartet! Skriv det ned, Watson. ›Der er fare – kan – komme – meget – snart – en.‹ Så har vi navnet ›Douglas‹ – ›rig – land – nu – på – Birlstone – herregården – Birlstone – sikkerhed – er – presserende.‹ Sådan, Watson! Hvad mener du om den rene fornuft og dens frugter? Hvis grønthandleren havde sådan noget som en laurbærkrans, ville jeg sende Billy hen efter den.«

Jeg stirrede på den mærkelige meddelelse, som jeg, i takt med at han tydede den, havde kradset ned på et ark papir i foolscapformat, der lå på mit knæ.

»Sikke en besynderlig, rodet måde at udtrykke sig på!« sagde jeg.

»Tværtimod har han klaret det ganske bemærkelsesværdigt godt,« sagde Holmes. »Når man skal finde ordene til at udtrykke sin mening i en eneste spalte, kan man næppe vente at få alt det, man ønsker. Man er nødt til at overlade noget til modtagerens forstand. Budskabet er fuldstændig klart. Der planlægges noget djævelsk mod en vis Douglas, hvem han så end måtte være, en velhavende herre på landet, som bor på det angivne sted. Porlock er sikker – ›sikkerhed‹ var det nærmeste, han kunne komme på ›sikker‹ – på, at det haster. Dér har vi resultatet – og det var et ganske solidt lille stykke analysearbejde!«

Holmes følte den sande kunstners upersonlige glæde ved sine mere vellykkede arbejder, ligesom han henfaldt til dyster græmmelse, når arbejdet ikke nåede det høje niveau, han stræbte efter. Han sad endnu og smålo over sin succes, da Billy slog døren op, og inspektør MacDonald fra Scotland Yard blev vist ind i værelset.

Det var i den første tid, i slutningen af firserne, da Alec MacDonald endnu var langt fra at have opnået den berømmelse i hele landet, han nu har vundet. Han var en ung, men betroet mand i kriminalpolitiet og havde udmærket sig i flere sager, man havde betroet ham. Hans høje, knoglede skikkelse lod ane en usædvanlig fysisk styrke, mens hans store kranium og dybtliggende, glansfulde øjne talte lige så tydeligt om den skarpe intelligens, der glimtede frem under hans buskede øjenbryn. Han var en fåmælt, præcis mand med et bistert gemyt og en hård accent fra Aberdeen.

Holmes havde allerede to gange i MacDonalds løbebane hjulpet ham til succes; selv havde han kun haft den intellektuelle glæde ved problemet som belønning. Derfor nærede skotten dyb hengivenhed og respekt for sin amatørkollega, og det viste han ved den åbenhed, hvormed han rådførte sig med Holmes om enhver vanskelighed. Middelmådigheden kender intet højere end sig selv; men talentet genkender straks geniet, og MacDonald havde talent nok inden for sit fag til at indse, at der ikke lå nogen ydmygelse i at søge hjælp hos en, der allerede stod uden lige i Europa, både hvad evner og erfaring angik. Holmes var ikke tilbøjelig til at knytte venskaber, men han var overbærende over for den store skotte og smilede ved synet af ham.

»Du er en morgenfugl, mr. Mac,« sagde han. »Jeg ønsker dig held med ormen. Jeg frygter, at det betyder, at der er noget ondt i gære.«

»Hvis du sagde ›håber‹ i stedet for ›frygter‹, ville det være nærmere sandheden, skulle jeg mene, mr. Holmes,« svarede inspektøren med et indforstået grin. »Nå, en lille én kunne måske holde den rå morgenkulde fra livet. Nej tak, jeg vil ikke ryge. Jeg må se at komme videre, for de første timer i en sag er dyrebare, og det ved ingen bedre end du selv. Men – men –«

Inspektøren havde pludselig afbrudt sig selv og stirrede aldeles forbløffet på et papir på bordet. Det var arket, hvorpå jeg havde kradset den gådefulde meddelelse ned.

»Douglas!« stammede han. »Birlstone! Hvad er nu det, mr. Holmes? Menneske, det er jo trolddom! Hvor i alverden har du de navne fra?«

»Det er en chiffermeddelelse, som dr. Watson og jeg har haft lejlighed til at tyde. Men hvorfor – hvad er der galt med navnene?«

Inspektøren så fra den ene til den anden af os, fortumlet af forbavselse. »Ganske enkelt det,« sagde han, »at mr. Douglas på herregården i Birlstone blev myrdet på grufuld vis i nat!«

---