Tids­ma­ski­nen

H. G. Wells

Kapitel 1

Den tidsrejsende (for sådan vil det være praktisk at omtale ham) var i færd med at udrede et indviklet spørgsmål for os. Hans grå øjne lyste og funklede, og hans sædvanligvis blege ansigt var blussende og fuldt af liv. Ilden brændte klart, og det bløde skær fra glødelamperne i sølvliljerne fangede boblerne, der glimtede og forsvandt i vores glas. Stolene, som han selv havde patent på, omfavnede og kærtegnede os snarere end at finde sig i, at vi sad på dem, og der herskede den luksuriøse stemning efter middagen, hvor tanken strejfer frit og ubesværet uden præcisionens snærende bånd. Og sådan lagde han det frem for os – han understregede hvert punkt med sin magre pegefinger – mens vi sad og dovent beundrede den alvor, han lagde i dette nye paradoks (for sådan opfattede vi det), og hans idérigdom.

»I må følge nøje med. Jeg bliver nødt til at bestride en eller to forestillinger, som næsten alle tager for givet. Den geometri, I for eksempel lærte i skolen, bygger på en misforståelse.«

»Er det ikke lidt meget at forlange af os til en begyndelse?« sagde Filby, en diskussionslysten, rødhåret mand.

»Jeg vil ikke bede jer godtage noget uden rimelig grund. I vil snart give mig de indrømmelser, jeg har brug for. I ved selvfølgelig, at en matematisk linje, en linje med tykkelsen nul, ikke findes i virkeligheden. Det lærte I vel? Det gør et matematisk plan heller ikke. Det er alt sammen rene abstraktioner.«

»Det er rigtigt nok,« sagde psykologen.

»Heller ikke en terning kan eksistere i virkeligheden, når den kun har længde, bredde og tykkelse.«

»Dér må jeg protestere,« sagde Filby. »Et rumligt legeme kan naturligvis eksistere. Alle virkelige ting –«

»Det mener de fleste. Men vent lidt. Kan en terning eksistere uden nogen udstrækning i tiden?«

»Forstår dig ikke,« sagde Filby.

»Kan en terning, som slet ikke varer nogen tid, eksistere i virkeligheden?«

Filby blev eftertænksom. »Det er klart,« fortsatte den tidsrejsende, »at ethvert virkeligt legeme må have udstrækning i fire retninger: Det må have længde, bredde, tykkelse og – varighed. Men på grund af en naturlig skrøbelighed ved kødet, som jeg om et øjeblik skal forklare jer, er vi tilbøjelige til at overse dette forhold. Der er i virkeligheden fire dimensioner, tre, som vi kalder rummets tre planer, og en fjerde, tiden. Man er imidlertid tilbøjelig til at drage et skel uden hold i virkeligheden mellem de tre første dimensioner og den sidste, fordi vores bevidsthed nu engang bevæger sig rykvis i én retning langs den sidste fra vores livs begyndelse til dets slutning.«

»Det,« sagde en ganske ung mand, der krampagtigt forsøgte at tænde sin cigar igen over lampen, »det … sandelig meget klart.«

»Det er nu meget mærkeligt, at dette i så høj grad bliver overset,« fortsatte den tidsrejsende lidt mere muntert. »Det er i virkeligheden det, der menes med den fjerde dimension, selv om nogle af dem, der taler om den fjerde dimension, ikke ved, at det er det, de mener. Det er blot en anden måde at betragte tiden på. Der er ingen forskel på tiden og nogen af rummets tre dimensioner, bortset fra at vores bevidsthed bevæger sig langs den. Men nogle tåbelige mennesker har fået galt fat i den tanke. I har vel alle hørt, hvad de siger om denne fjerde dimension?«

»Det har jeg ikke,« sagde provinsborgmesteren.

»Det er ganske enkelt dette. Rummet omtales ifølge vores matematikere som tredimensionalt, med dimensioner, man kan kalde længde, bredde og tykkelse, og det kan altid defineres i forhold til tre planer, der hver står vinkelret på de andre. Men nogle filosofisk anlagte mennesker har spurgt, hvorfor der netop skulle være tre dimensioner – hvorfor ikke endnu en retning vinkelret på de tre andre? – og har endda forsøgt at opstille en firedimensional geometri. Professor Simon Newcomb redegjorde for dette for New York Mathematical Society for blot en måneds tid siden. I ved, hvordan vi på en plan flade, som kun har to dimensioner, kan tegne et billede af et tredimensionalt legeme, og på samme måde mener de, at de med tredimensionale modeller kunne gengive et firedimensionalt legeme – hvis de kunne beherske dets perspektiv. Forstår I?«

»Det tror jeg,« mumlede provinsborgmesteren; og med rynkede bryn sank han hen i sig selv, mens hans læber bevægede sig, som når nogen gentager mystiske ord. »Ja, nu tror jeg, jeg forstår det,« sagde han efter en stund og lyste ganske kort op.

»Nå, jeg kan godt fortælle jer, at jeg i nogen tid har arbejdet med denne firedimensionale geometri. Nogle af mine resultater er ejendommelige. Her er for eksempel et portræt af en mand som otteårig, et andet som femtenårig, et som syttenårig, et som treogtyveårig og så videre. Alle disse er tydeligvis så at sige snit, tredimensionale gengivelser af hans firedimensionale væsen, som er en fast og uforanderlig størrelse.

»Videnskabsfolk,« fortsatte den tidsrejsende efter den pause, det krævede at fordøje dette ordentligt, »ved udmærket, at tiden blot er en slags rum. Her er et populærvidenskabeligt diagram, en vejrkurve. Denne linje, som jeg følger med fingeren, viser barometerets udsving. I går stod det så højt, i nat faldt det, så i morges steg det igen, og derfra jævnt opad hertil. Men kviksølvet beskrev vel ikke denne linje i nogen af de almindeligt anerkendte rumdimensioner? Alligevel beskrev det uden tvivl en sådan linje, og derfor må vi slutte, at denne linje forløb langs tidsdimensionen.«

»Men,« sagde lægen og stirrede stift på et kulstykke i ilden, »hvis tiden i virkeligheden blot er en fjerde rumdimension, hvorfor betragter man den så som noget andet, og hvorfor har man altid gjort det? Og hvorfor kan vi ikke bevæge os i tiden, som vi bevæger os i rummets andre dimensioner?«

Den tidsrejsende smilede. »Er du sikker på, at vi kan bevæge os frit i rummet? Vi kan gå til højre og venstre, frem og tilbage ganske frit, og det har mennesker altid gjort. Jeg indrømmer, at vi bevæger os frit i to dimensioner. Men hvad med op og ned? Der sætter tyngdekraften grænser for os.«

»Ikke helt,« sagde lægen. »Der findes luftballoner.«

»Men før luftballonernes tid havde mennesket ingen frihed til at bevæge sig lodret, bortset fra hop nu og da og jordoverfladens ujævnheder.«

»Alligevel kunne man bevæge sig lidt op og ned,« sagde lægen.

»Lettere, langt lettere ned end op.«

»Og i tiden kan man slet ikke bevæge sig, man kan ikke komme bort fra det nuværende øjeblik.«

»Min kære herre, netop dér tager du fejl. Netop dér har hele verden taget fejl. Vi er hele tiden på vej bort fra det nuværende øjeblik. Vores bevidsthedsliv, som er immaterielt og ikke har nogen dimensioner, bevæger sig med ensartet hastighed langs tidsdimensionen fra vugge til grav. Ligesom vi ville bevæge os nedad, hvis vi begyndte vores tilværelse halvtreds engelske mil over jordens overflade.«

»Men den store vanskelighed er denne,« afbrød psykologen. »Man kan bevæge sig i alle retninger i rummet, men man kan ikke bevæge sig omkring i tiden.«

»Dér ligger spiren til min store opdagelse. Men du tager fejl, når du siger, at vi ikke kan bevæge os omkring i tiden. Hvis jeg for eksempel genkalder mig en hændelse meget levende, vender jeg tilbage til det øjeblik, hvor den fandt sted: Jeg bliver åndsfraværende, som I siger. Jeg springer et øjeblik tilbage. Vi har naturligvis ingen mulighed for at blive der i længere tid, lige så lidt som en vild eller et dyr kan holde sig seks fod over jorden. Men et civiliseret menneske er bedre stillet end den vilde i den henseende. Han kan stige til vejrs i en luftballon trods tyngdekraften, og hvorfor skulle han ikke håbe på til sidst at kunne standse eller sætte fart på sin gliden langs tidsdimensionen eller endda vende om og rejse den modsatte vej?«

»Åh, det her,« begyndte Filby, »er jo alt sammen –«

»Hvorfor ikke?« sagde den tidsrejsende.

»Det strider mod fornuften,« sagde Filby.

»Hvilken fornuft?« sagde den tidsrejsende.

»Du kan argumentere dig frem til, at sort er hvidt,« sagde Filby, »men mig overbeviser du aldrig.«

»Muligvis ikke,« sagde den tidsrejsende. »Men nu begynder I at se formålet med mine undersøgelser af den firedimensionale geometri. For længe siden fik jeg en vag forestilling om en maskine –«

»Til at rejse gennem tiden!« udbrød den ganske unge mand.

»Som skal kunne rejse lige frit i enhver retning i rum og tid, alt efter hvad føreren bestemmer.«

Filby nøjedes med at le.

»Men jeg har en eksperimentel bekræftelse,« sagde den tidsrejsende.

»Det ville være overordentlig bekvemt for historikeren,« bemærkede psykologen. »Man kunne for eksempel rejse tilbage og efterprøve den gængse beretning om slaget ved Hastings!«

»Tror du ikke, du ville vække opsigt?« sagde lægen. »Vores forfædre havde ikke megen tolerance over for anakronismer.«

»Man kunne lære græsk ved at høre det fra Homers og Platons egne læber,« mente den ganske unge mand.

»I så fald ville du ganske sikkert dumpe til Little-go-eksamen. De tyske lærde har forbedret græsk så meget.«

»Og så er der fremtiden,« sagde den ganske unge mand. »Tænk engang! Man kunne anbringe alle sine penge, lade dem vokse med renterne og skynde sig fremad!«

»For så at opdage et samfund,« sagde jeg, »opbygget på et strengt kommunistisk grundlag.«

»Sikke en vild og vidtløftig teori!« begyndte psykologen.

»Ja, sådan forekom det mig, og derfor talte jeg aldrig om det før –«

»Eksperimentel bekræftelse!« udbrød jeg. »Vil du bekræfte det?«

»Forsøget!« udbrød Filby, der var ved at være træt i hovedet.

»Lad os i hvert fald se dit forsøg,« sagde psykologen, »selv om det jo alt sammen er humbug.«

Den tidsrejsende smilede til os én efter én. Så gik han langsomt ud af rummet, stadig med et svagt smil og hænderne dybt i bukselommerne, og vi hørte hans slæbende tøffelskridt gennem den lange gang til hans laboratorium.

Psykologen så på os. »Hvad mon han har?«

»Et eller andet taskenspillertrick,« sagde lægen, og Filby forsøgte at fortælle os om en tryllekunstner, han havde set i Burslem; men før han var færdig med indledningen, kom den tidsrejsende tilbage, og Filbys anekdote faldt til jorden.

Det, den tidsrejsende holdt i hånden, var et funklende stel af metal, knap større end et lille ur og meget fint forarbejdet. I det indgik elfenben og et gennemsigtigt, krystallinsk materiale. Og nu må jeg være helt præcis, for det følgende – medmindre man vil godtage hans forklaring – er aldeles uforklarligt. Han tog et af de små ottekantede borde, der stod spredt omkring i rummet, og stillede det foran kaminen med to af benene på tæppet foran ildstedet. På dette bord stillede han mekanismen. Så trak han en stol hen og satte sig. Den eneste anden genstand på bordet var en lille lampe med skærm, hvis klare lys faldt på modellen. Desuden var der måske et dusin levende lys rundt om i rummet, to i messingstager på kaminhylden og flere i vægstager, så rummet var strålende oplyst. Jeg sad i en lav lænestol nærmest ilden og rykkede den frem, så jeg næsten sad mellem den tidsrejsende og kaminen. Filby sad bag ham og kiggede hen over hans skulder. Lægen og provinsborgmesteren så ham i profil fra højre, psykologen fra venstre. Den ganske unge mand stod bag psykologen. Vi var alle fuldt opmærksomme. Det forekommer mig utroligt, at noget trick, hvor snedigt det end var udtænkt, og hvor behændigt det end blev udført, kunne have narret os under disse omstændigheder.

Den tidsrejsende så på os og derpå på mekanismen. »Nå?« sagde psykologen.

»Denne lille sag,« sagde den tidsrejsende, mens han støttede albuerne på bordet og pressede hænderne sammen over apparatet, »er kun en model. Det er mit udkast til en maskine, der skal rejse gennem tiden. I vil bemærke, at den ser sælsomt skæv ud, og at denne stang har noget underligt flimrende over sig, som om den på en eller anden måde var uvirkelig.« Han pegede på den med fingeren. »Og her er et lille hvidt håndtag, og her er et andet.«

Lægen rejste sig fra sin stol og kiggede ind i apparatet. »Det er smukt udført,« sagde han.

»Det tog to år at lave det,« svarede den tidsrejsende. Da vi alle havde gjort som lægen, sagde han: »Nu skal I være helt på det rene med, at når dette håndtag trykkes til siden, glider maskinen ind i fremtiden, og det andet vender bevægelsen om. Denne sadel forestiller en tidsrejsendes sæde. Om lidt trykker jeg på håndtaget, og så tager maskinen af sted. Den vil svinde bort, bevæge sig ind i fremtiden og forsvinde. Se grundigt på den. Se også på bordet, og overbevis jer om, at der ikke er noget snyd. Jeg vil ikke lade denne model gå til spilde og så bagefter blive kaldt en charlatan.«

Der fulgte måske et minuts pause. Psykologen så ud til at ville sige noget til mig, men ombestemte sig. Så rakte den tidsrejsende fingeren frem mod håndtaget. »Nej,« sagde han pludselig. »Lån mig din hånd.« Og idet han vendte sig mod psykologen, tog han dennes hånd i sin og bad ham strække pegefingeren frem. Så det var psykologen selv, der sendte modellen af tidsmaskinen ud på dens endeløse rejse. Vi så alle håndtaget dreje. Jeg er fuldstændig sikker på, at der ikke var noget snyd. Der kom et vindpust, og lampeflammen slog op. Et af lysene på kaminhylden blæste ud, og den lille maskine svingede pludselig rundt, blev utydelig, sås måske et sekund som et spøgelse, som en hvirvel af svagt glimtende messing og elfenben; og så var den borte – forsvundet! Bortset fra lampen var bordet tomt.

Alle tav et minut. Så sagde Filby, at det var som bare fanden.

Psykologen kom til sig selv og kiggede pludselig ind under bordet. Det fik den tidsrejsende til at le muntert. »Nå?« sagde han som et ekko af psykologen. Så rejste han sig, gik hen til tobakskrukken på kaminhylden og begyndte med ryggen til os at stoppe sin pibe.

Vi stirrede på hinanden. »Hør nu her,« sagde lægen, »mener du det her alvorligt? Tror du i fuldt alvor, at den maskine er rejst ind i tiden?«

»Helt bestemt,« sagde den tidsrejsende og bøjede sig ned for at tænde en fidibus i ilden. Så vendte han sig om for at betragte psykologens ansigt, mens han tændte sin pibe. (For at vise, at han ikke var bragt ud af fatning, forsynede psykologen sig med en cigar og forsøgte at tænde den uden først at have klippet enden af.) »Desuden har jeg en stor maskine derinde, som er næsten færdig« – han pegede mod laboratoriet – »og når den er samlet, har jeg tænkt mig selv at tage på en rejse.«

»Du vil altså sige, at den maskine er rejst ind i fremtiden?« sagde Filby.

»Ind i fremtiden eller fortiden – jeg ved ikke med sikkerhed, hvilken af delene.«

Efter en stund fik psykologen en indskydelse. »Den må være rejst ind i fortiden, hvis den overhovedet er rejst nogen steder,« sagde han.

»Hvorfor?« sagde den tidsrejsende.

»Fordi jeg går ud fra, at den ikke har bevæget sig i rummet, og hvis den rejste ind i fremtiden, ville den stadig være her hele denne tid, eftersom den må være rejst gennem denne tid.«

»Men,« sagde jeg, »hvis den rejste ind i fortiden, ville den have været synlig, da vi kom herind første gang; og i torsdags, da vi var her; og torsdagen før; og så videre!«

»Alvorlige indvendinger,« bemærkede provinsborgmesteren med upartisk mine, idet han vendte sig mod den tidsrejsende.

»Ikke spor,« sagde den tidsrejsende og henvendte sig til psykologen: »Tænk efter. Det kan du forklare. Det er jo et sanseindtryk under sansetærsklen, et fortyndet sanseindtryk.«

»Naturligvis,« sagde psykologen og beroligede os. »Det er et ganske enkelt psykologisk forhold. Det burde jeg have tænkt på. Det er ganske ligetil og hjælper på herligste vis paradokset på vej. Vi kan lige så lidt se eller opfatte denne maskine, som vi kan se en ege i et hjul, der snurrer rundt, eller en kugle, der flyver gennem luften. Hvis den rejser gennem tiden halvtreds eller hundrede gange hurtigere end vi, hvis den kommer gennem et minut, mens vi kommer gennem et sekund, vil det indtryk, den gør, naturligvis kun være en halvtredsindstyvendedel eller en hundrededel af det, den ville gøre, hvis den ikke rejste i tiden. Det er ganske indlysende.« Han førte hånden gennem luften, hvor maskinen havde været. »Kan I se det?« sagde han og lo.

Vi sad og stirrede på det tomme bord i et minuts tid. Så spurgte den tidsrejsende os, hvad vi mente om det hele.

»Det lyder jo tilforladeligt nok i aften,« sagde lægen, »men vent til i morgen. Vent på morgenens sunde fornuft.«

»Har I lyst til at se selve tidsmaskinen?« spurgte den tidsrejsende. Og dermed tog han lampen i hånden og førte an ned ad den lange, trækfulde korridor til sit laboratorium. Jeg husker tydeligt det flakkende lys, hans besynderlige, brede hoved i silhuet, skyggernes dans, hvordan vi alle fulgte ham, forundrede, men vantro, og hvordan vi dér i laboratoriet så en større udgave af den lille mekanisme, vi havde set forsvinde lige for øjnene af os. Noget var af nikkel, noget af elfenben, og noget var tydeligvis filet eller savet ud af bjergkrystal. Maskinen var i det store og hele færdig, men de snoede krystalstænger lå ufærdige på arbejdsbænken ved siden af nogle ark med tegninger, og jeg tog en af dem op for at se nærmere på den. Det lod til at være kvarts.

»Hør nu her,« sagde lægen, »mener du det i fuldt alvor? Eller er det et trick – ligesom det spøgelse, du viste os sidste jul?«

»På den maskine,« sagde den tidsrejsende og holdt lampen højt, »har jeg tænkt mig at udforske tiden. Er det klart? Jeg har aldrig i mit liv ment noget mere alvorligt.«

Ingen af os vidste helt, hvordan vi skulle tage det.

Jeg fangede Filbys blik over lægens skulder, og han blinkede højtideligt til mig.

---