Huset på grænsen

William Hope Hodgson

Kapitel 1: Fundet af manuskriptet

Helt ude i det vestlige Irland ligger en ganske lille landsby ved navn Kraighten. Den ligger ensomt ved foden af en lav bakke. Vidt omkring breder sig et øde, barskt og aldeles ugæstfrit landskab, hvor man hist og her, med lange mellemrum, kan støde på ruinerne af en for længst forladt hytte – uden stråtag og nøgen. Hele egnen ligger bar og mennesketom; selve muldlaget dækker knap den underliggende klippegrund, der findes overalt og visse steder bryder frem af jorden i bølgeformede rygge.

Men trods stedets øde havde min ven Tonnison og jeg valgt at tilbringe vores ferie dér. Det foregående år var han rent tilfældigt stødt på stedet under en lang vandretur og havde opdaget, hvilke muligheder den lille, navnløse å, der løber forbi landsbyens udkant, rummede for en lystfisker.

Jeg har sagt, at åen er navnløs; jeg kan tilføje, at hverken landsbyen eller vandløbet er afmærket på noget af de kort, jeg hidtil har rådført mig med. De synes fuldstændig at have undgået opmærksomheden; ja, efter hvad man får at vide i en almindelig rejsehåndbog, kunne de lige så godt slet ikke eksistere. Det skyldes måske til dels, at den nærmeste jernbanestation (Ardrahan) ligger omkring fyrre engelske mil borte.

Min ven og jeg ankom til Kraighten tidligt en varm aften. Vi var nået frem til Ardrahan aftenen før, havde overnattet i lejede værelser på landsbyens posthus og var taget af sted i god tid næste morgen, mens vi usikkert klamrede os til en af de typiske irske tohjulede vogne.

Det havde taget os hele dagen at komme frem ad nogle af de ujævneste hjulspor, man kan forestille sig, så vi var godt og grundigt trætte og noget gnavne. Men teltet skulle rejses og vores ting bringes på plads, før vi kunne tænke på mad eller hvile. Vi tog derfor fat med hjælp fra vores kusk og havde snart fået teltet op på en lille plet jord lige uden for den lille landsby og ganske nær åen.

Da alle vores ejendele var bragt på plads, lod vi kusken køre, eftersom han måtte hjemad så hurtigt som muligt, og bad ham komme ud til os igen om fjorten dage. Vi havde taget proviant nok med til den tid, og vand kunne vi hente i åen. Brændsel havde vi ikke brug for, da vi havde et lille petroleumsblus med i vores udrustning, og vejret var smukt og varmt.

Det var Tonnisons idé at ligge i telt frem for at leje os ind i et af husene. Som han sagde, var der ikke megen fornøjelse ved at sove i et rum med en talrig familie af sunde og raske irlændere i det ene hjørne og svinestien i det andet, mens en koloni af pjuskede høns sad på pind ovenover og uddelte deres velsignelser uden persons anseelse, og det hele var så fuldt af tørverøg, at man var ved at nyse hovedet af sig bare ved at stikke det ind ad døren.

Tonnison havde nu fået tændt blusset og var i færd med at skære bacon i skiver ned i stegepanden, så jeg tog kedlen og gik ned til åen efter vand. På vejen måtte jeg gå tæt forbi en lille gruppe af landsbyens beboere, som betragtede mig nysgerrigt, men ikke uvenligt, skønt ingen af dem vovede at sige et ord.

Da jeg kom tilbage med den fyldte kedel, gik jeg hen til dem, nikkede venligt og fik et nik til svar, hvorefter jeg henkastet spurgte til fiskeriet; men i stedet for at svare rystede de blot tavst på hovedet og stirrede på mig. Jeg gentog spørgsmålet og henvendte mig denne gang især til en stor, ranglet mand ved min side; men heller ikke nu fik jeg noget svar. Så vendte manden sig mod en af sine kammerater og sagde hurtigt noget på et sprog, jeg ikke forstod, og straks begyndte hele flokken at snakke i munden på hinanden på det, jeg efter nogle øjeblikke gættede på måtte være rent irsk. Samtidig kastede de mange blikke i min retning. Sådan talte de indbyrdes i måske et minut; derpå vendte den mand, jeg havde henvendt mig til, sig mod mig og sagde noget. På hans ansigtsudtryk gættede jeg, at han nu stillede mig et spørgsmål; men nu var det mig, der måtte ryste på hovedet og vise, at jeg ikke forstod, hvad de ville vide, og sådan stod vi og så på hinanden, indtil jeg hørte Tonnison råbe, at jeg skulle skynde mig at komme med kedlen. Med et smil og et nik forlod jeg dem da, og alle i den lille flok smilede og nikkede til gengæld, skønt deres ansigter stadig røbede deres forundring.

Det var tydeligt, tænkte jeg på vej hen mod teltet, at beboerne i disse få hytter ude i ødemarken ikke kunne et ord engelsk; og da jeg fortalte Tonnison det, bemærkede han, at han godt vidste det, og at det tilmed slet ikke var usædvanligt i den del af landet, hvor folk ofte levede og døde i deres afsidesliggende landsbyer uden nogensinde at komme i berøring med omverdenen.

»Jeg ville ønske, vi havde fået kusken til at tolke for os, inden han kørte,« bemærkede jeg, da vi satte os til at spise. »Det virker så sært, at folk her ikke engang ved, hvad vi er kommet for.«

Tonnison gryntede samtykkende og var derefter tavs en stund.

Senere, da vi havde fået stillet den værste sult, begyndte vi at tale sammen og lægge planer for morgendagen; efter at have røget lukkede vi teltfligen og gjorde os klar til at gå til ro.

»Der er vel ingen fare for, at de folk derude tager noget?« spurgte jeg, mens vi rullede os ind i vores tæpper.

Tonnison sagde, at det mente han ikke, i hvert fald ikke, så længe vi var i nærheden, og forklarede videre, at vi kunne låse alt undtagen teltet inde i den store kiste, vi havde taget med til provianten. Det var jeg enig i, og snart sov vi begge.

Tidligt næste morgen stod vi op og tog os en svømmetur i åen; bagefter klædte vi os på og spiste morgenmad. Så fandt vi fiskegrejet frem og gik det efter, og da morgenmaden efterhånden havde sat sig lidt, pakkede vi alt forsvarligt væk inde i teltet og gik med lange skridt i den retning, min ven havde udforsket ved sit forrige besøg.

Vi fiskede fornøjet dagen igennem og bevægede os støt opstrøms, og hen under aften havde vi en af de smukkeste fangster, jeg længe havde set, i fiskekurven. Tilbage i landsbyen spiste vi os godt mætte i dagens bytte; derpå valgte vi nogle af de fineste fisk fra til morgenmaden og forærede resten til den flok landsbyboere, der havde samlet sig i ærbødig afstand for at se på, hvad vi foretog os. De virkede overordentlig taknemmelige og dyngede bjerge af det, jeg formodede var irske velsignelser, ned over vores hoveder.

Sådan tilbragte vi flere dage med glimrende fiskeri og en fortræffelig appetit, så vi kunne gøre vores bytte ære. Vi var glade for at opdage, hvor venligt stemt landsbyboerne var, og at intet tydede på, at de havde vovet at røre vores ejendele, når vi var borte.

Det var en tirsdag, vi ankom til Kraighten, og den følgende søndag skulle vi gøre en stor opdagelse. Hidtil var vi altid gået opstrøms; den dag lod vi imidlertid fiskestængerne ligge, tog lidt proviant med og begav os ud på en lang vandring i den modsatte retning. Dagen var varm, og vi traskede af sted i ro og mag; ved middagstid standsede vi for at spise vores frokost på en stor, flad klippe nær åbredden. Bagefter sad vi og røg en stund og fortsatte først vandringen, da vi var trætte af at sidde stille.

I måske endnu en time vandrede vi videre og snakkede stilfærdigt og hyggeligt om dette og hint; flere gange standsede vi, mens min ledsager – som har lidt af en kunstner i sig – lavede løse skitser af særlig iøjnefaldende partier af det vilde landskab.

Og så, helt uden varsel, endte den å, vi så tillidsfuldt havde fulgt, brat – den forsvandt ned i jorden.

»Du godeste!« sagde jeg. »Hvem skulle nogensinde have troet det?«

Jeg stirrede forbløffet; så vendte jeg mig mod Tonnison. Han så med et tomt udtryk i ansigtet på det sted, hvor åen forsvandt.

Efter et øjeblik tog han til orde.

»Lad os gå et stykke videre; måske dukker den op igen – det er i hvert fald værd at undersøge.«

Jeg var enig, og vi gik atter videre, om end noget på må og få, for vi var slet ikke sikre på, i hvilken retning vi skulle fortsætte vores søgen. Vi gik måske en engelsk mil; så standsede Tonnison, der nysgerrigt havde set sig omkring, og skyggede for øjnene.

»Se!« sagde han efter et øjeblik. »Er det ikke tåge eller sådan noget derovre til højre – derude på linje med det store klippestykke?« Og han viste retningen med hånden.

Jeg stirrede derover, og efter et minut mente jeg at kunne skimte noget, men jeg var ikke sikker, og det sagde jeg.

»Vi går i hvert fald lige derover og ser efter,« svarede min ven. Og han begav sig af sted i den retning, han havde udpeget, mens jeg fulgte efter. Snart kom vi ind mellem buske og efter en stund ud på toppen af en høj skråning, oversået med klippeblokke, hvorfra vi så ned i et vildnis af buske og træer.

»Det ser ud, som om vi er stødt på en oase i denne stenørken,« mumlede Tonnison og betragtede landskabet interesseret. Så tav han og så ufravendt frem for sig; også jeg så derhen, for et sted omtrent midt i det skovbevoksede lavland rejste en vældig søjle af tågeagtigt vandstøv sig højt op i den stille luft, og solen skinnede på den, så der dannedes utallige regnbuer.

»Hvor er det smukt!« udbrød jeg.

»Ja,« svarede Tonnison eftertænksomt. »Der må være et vandfald eller sådan noget derovre. Måske er det vores å, der er kommet frem i lyset igen. Lad os gå derover og se.«

Vi banede os vej ned ad skråningen og ind mellem træer og buskadser. Buskene var filtret sammen, og træerne hang ud over os, så stedet var ubehageligt dystert; dog var der lys nok til, at jeg kunne se, at mange af træerne var frugttræer, og at der hist og her svagt kunne spores tegn på, at stedet engang var blevet dyrket. Det gik da op for mig, at vi var på vej gennem vildnisset i en stor, ældgammel have. Det sagde jeg til Tonnison, og han var enig i, at der bestemt syntes at være rimelig grund til min antagelse.

Sikke et vildt sted det var, så trøstesløst og dystert! Mens vi gik videre, følte jeg på en eller anden måde den gamle haves tavse ensomhed og forladthed stadig stærkere, og jeg fik kuldegysninger. Man kunne forestille sig ting, der lå på lur mellem de sammenfiltrede buske, og der syntes at være noget uhyggeligt i selve luften på stedet. Jeg tror, at Tonnison også mærkede det, skønt han intet sagde.

Pludselig standsede vi. Gennem træerne var en fjern lyd efterhånden trængt ind til os. Tonnison bøjede sig frem og lyttede. Nu kunne jeg høre den tydeligere; den var vedvarende og skurrende – en slags brummende brusen, der syntes at komme langt borte fra. Jeg mærkede en sær, ubeskrivelig snert af nervøsitet. Hvad var det dog for et sted, vi var havnet? Jeg så på min ledsager for at se, hvad han mente om det, og bemærkede, at hans ansigt kun udtrykte undren; men mens jeg betragtede hans træk, sneg et udtryk af forståelse sig ind over dem, og han nikkede.

»Det er et vandfald,« udbrød han overbevist. »Nu genkender jeg lyden.« Og han begyndte energisk at bane sig vej gennem buskadset hen imod lyden.

Mens vi gik videre, blev lyden stadig tydeligere, hvilket viste, at vi var på vej lige imod den. Brølet tiltog støt og kom nærmere, indtil det, som jeg bemærkede til Tonnison, næsten syntes at komme fra jorden under vores fødder – og stadig var vi omgivet af træer og buske.

»Pas på!« råbte Tonnison til mig. »Se dig for.« Og så trådte vi pludselig ud mellem træerne på en stor, åben plads, hvor en vældig afgrund gabte knap seks skridt foran os. Fra dens dyb syntes lyden at stige op sammen med det uophørlige, tågeagtige vandstøv, vi havde set fra toppen af den fjerne skråning.

I et helt minut stod vi tavse og stirrede målløse på synet; så gik min ven forsigtigt frem til afgrundens rand. Jeg fulgte efter, og sammen så vi ned gennem det sydende vandsprøjt på et umådeligt vandfald af skummende vand, der brød sprøjtende frem fra afgrundens side næsten hundrede fod nede.

»Du godeste!« sagde Tonnison.

Jeg tav og var noget overvældet. Synet var så uventet storslået og uhyggeligt; det sidste mærkede jeg dog stærkere senere.

Efter en stund løftede jeg blikket og så over mod afgrundens modsatte side. Dér så jeg noget rage op mellem vandsprøjtene: det lignede en stump af en stor ruin, og jeg rørte Tonnison ved skulderen. Han fór sammen og vendte hovedet, og jeg pegede på det. Hans blik fulgte min finger, og hans øjne lyste pludselig op af spænding, da han fik øje på det.

»Kom med,« råbte han hen over larmen. »Vi går hen og ser på det. Der er noget sært ved det her sted; det kan jeg mærke helt ind i knoglerne.« Og han begav sig af sted langs randen af den kraterlignende afgrund. Da vi nærmede os dette nye fund, så jeg, at mit første indtryk ikke havde været forkert. Det var utvivlsomt en del af en ødelagt bygning; men nu kunne jeg se, at ruinen ikke lå på selve afgrundens rand, som jeg først havde antaget, men stod næsten helt ude på spidsen af et vældigt klippefremspring, der ragede omtrent halvtreds eller tres fod ud over afgrunden. Den takkede ruinmasse hang faktisk bogstaveligt talt frit i luften.

Da vi var kommet hen ud for den, gik vi ud på den fremspringende klippearm, og jeg må tilstå, at jeg følte en uudholdelig rædsel, da jeg fra dette svimlende udsigtspunkt så ned i det ukendte dyb under os – ned i dybet, hvorfra det faldende vands torden og vandstøvets slør uophørligt steg op.

Da vi nåede ruinen, klatrede vi forsigtigt rundt om den og stødte på den anden side på en stor bunke nedfaldne sten og murbrokker. Da jeg nu gav mig til at undersøge selve ruinen nøje, forekom den mig at være en del af ydermuren til en eller anden vældig bygning, så tyk var den og så solidt opført; men hvad den gjorde på et sådant sted, kunne jeg på ingen måde gætte. Hvor var resten af huset eller borgen eller hvad der nu havde været?

Jeg gik tilbage til murens yderside og derfra hen til afgrundens rand, mens jeg lod Tonnison blive tilbage og systematisk rode rundt i bunken af sten og affald på ydersiden. Så begyndte jeg at undersøge jordoverfladen nær afgrundens rand for at se, om der ikke stadig fandtes andre rester af den bygning, som ruinfragmentet åbenbart havde tilhørt. Men skønt jeg granskede jorden med den største omhu, kunne jeg ikke se noget, der tydede på, at der nogensinde havde stået en bygning på stedet, og jeg var mere forvirret end nogensinde.

Så hørte jeg et råb fra Tonnison; han råbte ophidset mit navn, og jeg skyndte mig straks langs klippefremspringet hen til ruinen. Jeg spekulerede på, om han var kommet til skade; så faldt det mig ind, at han måske havde fundet noget.

Jeg nåede den smuldrende mur og klatrede rundt om den. Dér stod Tonnison i et lille hul, han havde gravet mellem murbrokkerne; han børstede jord af noget, der lignede en bog, stærkt krøllet og medtaget, og åbnede munden med et eller to sekunders mellemrum for at brøle mit navn. Så snart han så, at jeg var kommet, rakte han mig sit bytte og bad mig lægge det i min skuldertaske for at beskytte det mod fugten, mens han fortsatte sine undersøgelser. Det gjorde jeg, men lod først siderne glide gennem fingrene og bemærkede, at de var tæt beskrevet med en sirlig, gammeldags håndskrift, som var fuldt læselig på nær ét sted, hvor mange af siderne var næsten ødelagte, tilsølede af mudder og sammenkrøllede, som om bogen havde været bøjet bagover netop dér. Af Tonnison fik jeg at vide, at den faktisk havde ligget sådan, da han fandt den, og skaden skyldtes sandsynligvis, at murværk var styrtet ned på den opslåede del. Besynderligt nok var bogen forholdsvis tør, hvilket jeg tilskrev, at den havde ligget så godt begravet mellem ruinerne.

Da bogen var lagt sikkert væk, tog jeg fat og hjalp Tonnison med hans selvpålagte udgravningsarbejde; men selv om vi sled hårdt i over en time og vendte hele bunken af sten og affald, fandt vi intet andet end nogle brudstykker af træ, som kunne have været dele af en skrivepult eller et bord. Derfor opgav vi at lede og gik tilbage langs klippen, så vi atter var i sikkerhed på land.

Dernæst gik vi hele vejen rundt om den vældige afgrund og kunne se, at den var næsten fuldkommen cirkelrund, bortset fra det sted, hvor klippefremspringet, som ruinen kronede, ragede ud og brød symmetrien.

Som Tonnison sagde, lignede afgrunden mest af alt en kæmpemæssig brønd eller grube, der gik lodret ned i Jordens indvolde.

Vi fortsatte endnu en stund med at se os omkring, og da vi fik øje på en åben plads et stykke nord for afgrunden, gik vi i den retning.

Her, nogle hundrede yard fra den vældige grubes åbning, stødte vi på en stor sø med stille vand – stille, vel at mærke, bortset fra ét sted, hvor det bestandig boblede og klukkede.

Nu hvor vi var borte fra det sprøjtende vandfalds larm, kunne vi høre hinanden tale uden at behøve at råbe af lungernes fulde kraft, og jeg spurgte Tonnison, hvad han syntes om stedet – jeg sagde, at jeg ikke brød mig om det, og at jo før vi kom derfra, desto gladere ville jeg være.

Han nikkede til svar og kastede et stjålent blik mod skoven bag os. Jeg spurgte, om han havde set eller hørt noget. Han svarede ikke, men stod tavs, som om han lyttede, og også jeg tav.

Pludselig tog han til orde.

»Hør!« sagde han skarpt. Jeg så på ham og derefter ud mellem træerne og buskene, mens jeg uvilkårligt holdt vejret. Et minut gik i anspændt tavshed; men jeg kunne intet høre, og jeg vendte mig mod Tonnison for at sige det; netop som jeg åbnede munden for at tale, lød der en sælsom, klagende lyd fra skoven til venstre for os. … Den syntes at svæve gennem træerne, og det raslede i løvet; så blev der stille.

Med ét brød Tonnison tavsheden og lagde hånden på min skulder. »Lad os komme væk herfra,« sagde han og begyndte langsomt at gå hen imod det sted, hvor træerne og buskene omkring os syntes at stå mest spredt. Da jeg fulgte efter ham, gik det pludselig op for mig, at solen stod lavt, og at luften føltes råkold.

Tonnison sagde ikke mere, men fortsatte støt. Nu var vi inde mellem træerne, og jeg så mig nervøst omkring, men så intet andet end de stille grene og stammer og de sammenfiltrede buske. Vi gik videre, og ingen lyd brød tavsheden bortset fra en kvist, der nu og da knækkede under vores fødder. Trods stilheden havde jeg dog en frygtelig fornemmelse af, at vi ikke var alene, og jeg holdt mig så tæt til Tonnison, at jeg to gange klodset sparkede ham i hælene, uden at han dog sagde noget. Et minut gik, så endnu et, og vi nåede skovbrynet og kom omsider ud i det nøgne klippelandskab. Først da kunne jeg ryste den nagende rædsel af mig, som havde fulgt mig mellem træerne.

Én gang, mens vi gik derfra, syntes der atter at lyde en fjern klagen, og jeg sagde til mig selv, at det var vinden – men aftenen var vindstille.

Lidt efter begyndte Tonnison at tale.

»Hør her,« sagde han bestemt. »Jeg ville ikke tilbringe natten på det sted for al verdens rigdom. Der er noget ugudeligt – djævelsk – ved det. Det slog mig med ét, lige efter at du havde sagt noget. Det var, som om skoven var fuld af afskyelige ting – du forstår!«

»Ja,« svarede jeg og så mig tilbage mod stedet, men det var skjult for os bag en højning i terrænet.

»Vi har jo bogen,« sagde jeg og stak hånden ned i skuldertasken.

»Du har den vel i god behold?« spurgte han, grebet af en pludselig ængstelse.

»Ja,« svarede jeg.

»Måske,« fortsatte han, »kan vi få noget at vide af den, når vi kommer tilbage til teltet. Vi må også hellere skynde os; der er stadig langt igen, og nu har jeg ikke lyst til at blive overrasket af mørket herude.«

To timer senere nåede vi teltet, og vi gik straks i gang med at lave mad, for vi havde intet spist siden frokosten ved middagstid.

Da aftensmaden var spist, ryddede vi tingene af vejen og tændte vores piber. Så bad Tonnison mig tage manuskriptet op af skuldertasken. Det gjorde jeg, og da vi ikke begge kunne læse i det samtidig, foreslog han, at jeg læste det højt. »Og husk,« formanede han, som kendte mine tilbøjeligheder, »du må ikke springe halvdelen af bogen over.«

Men havde han blot vidst, hvad den indeholdt, ville han have forstået, hvor overflødig en sådan formaning var, for én gangs skyld i det mindste. Og dér sad jeg i åbningen til vores lille telt og begyndte at læse den sælsomme fortælling om Huset på grænsen (for det var manuskriptets titel); den fortælles på de følgende sider.

---