Den sorte pil

Robert Louis Stevenson

Kapitel 1: På kroen Sun i Kettley

Sir Daniel og hans mænd lå den nat i og omkring Kettley, lunt indkvarteret og godt sikret af patruljer. Men ridderen af Tunstall holdt aldrig inde med at skrabe penge til sig; og selv nu, da han stod over for et foretagende, der kunne blive hans lykke eller ruin, var han oppe en time efter midnat for at presse penge af sine stakkels naboer. Han handlede i stor stil med omstridte arvekrav; hans fremgangsmåde var at købe den arvekræver ud, som havde mindst udsigt til at få medhold, og derpå udnytte den gunst, han indsmigrede sig i hos de store herrer omkring kongen, til at skaffe sig uretfærdige domme til sin fordel; eller, hvis det var for omstændeligt, at bemægtige sig den omstridte herregård med våbenmagt og stole på sin indflydelse og sir Olivers juridiske snedighed for at beholde det, han havde tilranet sig. Kettley var et sådant sted; han havde først for ganske nylig fået det i sine kløer; han mødte stadig modstand blandt fæsterne; og det var for at skræmme de utilfredse, at han havde ført sine tropper den vej.

Ved totiden om morgenen sad sir Daniel i krostuen, tæt ved ildstedet, for på den tid af døgnet var der koldt i Kettleys sumpe. Ved hans albue stod en pottle med krydderøl. Han havde taget sin visirhjelm af og sad med sit skaldede hoved og magre, mørklødede ansigt støttet i den ene hånd, lunt svøbt i en blodrød kappe. Længst nede i stuen stod omtrent et dusin af hans mænd vagt ved døren eller lå og sov på bænkene; og lidt nærmere ham lå en dreng, tilsyneladende på tolv eller tretten år, strakt på gulvet, indhyllet i en kappe. Værten på Sun stod foran den mægtige mand.

»Hør nu godt efter, min vært,« sagde sir Daniel, »følg blot mine ordrer, så vil jeg altid være jeres velvillige beskytter. Jeg må have gode mænd som byfogeder, og jeg vil have Adam-a-More til overkonstabel; pas nøje på det. Bliver andre valgt, vil det ikke gavne jer; tværtimod skal I komme til at betale dyrt for det. Dem, der har betalt fæsteafgift til Walsingham, skal jeg nok gøre grundigt op med – og I er blandt dem, min vært.«

»Gode ridder,« sagde værten, »jeg vil sværge ved Holywoods kors på, at jeg kun betalte til Walsingham, fordi jeg blev tvunget til det. Nej, gæve ridder, jeg holder ikke af de slyngler i familien Walsingham; de var fattige som tyve, gæve ridder. Så foretrækker jeg en stor herre som jer. Nej, spørg blot naboerne om mig, jeg står last og brast med Brackley.«

»Det kan være,« sagde sir Daniel tørt. »Så skal I betale to gange.«

Kroværten skar en gruelig grimasse; men den slags uheld kunne let ramme en fæster i disse urolige tider, og måske var han glad for at få fred på så lette vilkår.

»Før den fyr herhen, Selden!« råbte ridderen.

En af hans håndgangne mænd førte en stakkels, forknyt gammel mand frem, bleg som et vokslys og rystende over hele kroppen af sumpfeber.

»Du der,« sagde sir Daniel, »dit navn?«

»Om det behager jer, nådige herre,« svarede manden, »mit navn er Condall – Condall fra Shoreby, til jeres nådige tjeneste.«

»Jeg har hørt meget ondt om dig,« svarede ridderen. »Du driver forræderi, slyngel; du traver landet tyndt med løgne; du er under stærk mistanke for at have flere menneskers død på samvittigheden. Hvad, karl, er du virkelig så dristig? Men jeg skal nok få dig ned med nakken.«

»Min højærede og ærværdige herre,« råbte manden, »her må være gået kludder i noget, med al respekt for jer. Jeg er blot en fattig menigmand og har ikke gjort nogen fortræd.«

»Undersheriffen talte meget ilde om dig,« sagde ridderen. »›Fang mig den Tyndal fra Shoreby,‹ sagde han.«

»Condall, min gode herre; Condall er mit ringe navn,« sagde den ulykkelige mand.

»Condall eller Tyndal, det kommer ud på ét,« svarede sir Daniel koldt. »For på mit ærlige ord, her er du, og jeg har stærke tvivl om din hæderlighed. Vil du redde din hals, så skriv mig straks et gældsbrev på tyve pund.«

»På tyve pund, min gode herre!« råbte Condall. »Det er jo ren og skær galskab! Alt, hvad jeg ejer, er ikke engang halvfjerds shilling værd.«

»Condall eller Tyndal,« svarede sir Daniel med et grin, »den risiko for tab tager jeg gerne. Skriv tyve, og når jeg har inddrevet alt, hvad jeg kan, skal jeg være din velvillige beskytter og eftergive dig resten.«

»Ak, min gode herre, det lader sig ikke gøre; jeg kan ikke skrive,« sagde Condall.

»Ak og ve!« svarede ridderen. »Så er der intet at stille op. Og dog ville jeg så gerne have skånet dig, Tyndal, hvis min samvittighed havde tilladt det. Selden, før nænsomt denne gamle plageånd til den nærmeste elm, og hæng ham så kærligt op ved halsen, hvor jeg kan se ham, når jeg rider ud. Lev vel, gode mester Condall, kære mester Tyndal; du skal i al hast til Paradiset; så lev da vel!«

»Nej, min allervenligste herre,« svarede Condall og fremtvang et underdanigt smil, »når I nu er så myndig, som det jo sømmer sig for jer, vil jeg efter bedste evne, hvor ringe den end er, følge jeres nådige bud.«

»Min ven,« sagde sir Daniel, »nu skriver du fyrre. Hør nu! Du er alt for snedig til kun at have halvfjerds shilling at leve af. Selden, sørg for, at han skriver det til mig i rette form, og få det behørigt bevidnet.«

Og sir Daniel, der var en meget lystig ridder – ingen i England var lystigere – tog en slurk af sit varme krydderøl og lænede sig smilende tilbage.

Imens begyndte drengen på gulvet at røre på sig, satte sig snart efter op og så sig forskrækket omkring.

»Herhen,« sagde sir Daniel; og da drengen på hans befaling rejste sig og langsomt kom hen til ham, lænede ridderen sig tilbage og lo højt. »Ved det hellige kors!« råbte han. »Sikken en kraftig knægt!«

Drengen blev blodrød af vrede og sendte ham et hadefuldt blik med sine mørke øjne. Nu da drengen stod op, var det sværere at være sikker på alderen. Der var et noget ældre udtryk i ansigtet, men det var glat som et lille barns; både knoglebygning og krop var usædvanligt spinkle, og gangen noget kejtet.

»I kaldte på mig, sir Daniel,« sagde drengen. »Var det for at le ad min elendighed?«

»Nej, lad mig nu le,« sagde ridderen. »Gode plageånd, lad mig dog le, det beder jeg dig om. Kunne du se dig selv, ville du være den første til at le, det kan jeg forsikre dig.«

»Nå,« råbte drengen og rødmede, »I skal stå til regnskab for dette, når I skal stå til regnskab for det andet. Le, mens I endnu kan!«

»Nej, hør nu, kære frænde,« svarede sir Daniel med en vis alvor, »tro ikke, at jeg gør nar af dig, andet end for spøg, som mellem slægtninge og særligt gode venner. Jeg skal skaffe dig et giftermål til tusind pund, så, så! Og jeg vil tage mig overmåde kærligt af dig. Ganske vist tog jeg dig med hård hånd, sådan som forholdene krævede; men fra nu af vil jeg villigt sørge for dit underhold og med glæde stå dig til tjeneste. Du skal blive mrs. Shelton – lady Shelton, på min ære! For drengen tegner særdeles godt. Pyt! Du skal ikke lade dig skræmme af ærlig latter; den driver tungsindet ud. Folk, der ler, er ingen slyngler, kære frænde. Min gode vært, sæt nu et måltid frem til min frænde, junker John. Sæt dig, min søde, og spis.«

»Nej,« sagde junker John, »jeg vil ikke tage en bid brød. Når I tvinger mig til denne synd, vil jeg faste for min sjæls skyld. Men, min gode vært, vis mig den venlighed at give mig et bæger rent vand; jeg vil sandelig være jer stor tak skyldig for den venlighed.«

»Du skal få dispensation, så, så!« råbte ridderen. »Du skal blive ordentligt skriftet, på min tro! Slå dig nu til tåls og spis.«

Men drengen var stædig, drak et bæger vand, svøbte sig på ny tæt i sin kappe og satte sig hen i en fjern krog og grublede.

En time eller to senere blev der røre i landsbyen med vagtposters anråb og larmen af våben og heste; så holdt en trop uden for kroens dør, og Richard Shelton, overstænket med mudder, viste sig på tærsklen.

»Gud bevare jer, sir Daniel,« sagde han.

»Hvad! Dickie Shelton!« råbte ridderen; og ved lyden af Dicks navn så den anden dreng nysgerrigt over mod ham. »Hvad gør Bennet Hatch?«

»Vil I se på denne skrivelse fra sir Oliver, herre ridder; deri står alt udførligt beskrevet,« svarede Richard og rakte ham præstens brev. »Og med jeres tilladelse bør I skynde jer til Risingham; for på vejen hertil mødte vi en mand, der kom ridende i rasende fart med breve, og efter hans udsagn var min lord Risingham hårdt trængt og savnede jer i allerhøjeste grad.«

»Hvad siger du? Hårdt trængt?« svarede ridderen. »Nej, så må vi skynde os, mens vi bliver siddende, gode Richard. Som det står til i dette arme engelske rige, rider den sikrest, som rider langsomst. Tøven skaber fare, siger de; men det er snarere denne trang til at handle, der bliver mænds ulykke; mærk dig det, Dick. Men lad mig først se, hvilket kvæg du har bragt med dig. Selden, en fakkel her ved døren!«

Sir Daniel gik med lange skridt ud på landsbyens gade og tog sine nye tropper i øjesyn ved faklens røde skær. Han var en upopulær nabo og en upopulær herre; men som anfører i krig var han højt elsket af dem, der red efter hans vimpel. Hans gåpåmod, hans gennemprøvede mod, hans omtanke for soldaternes velbefindende, selv hans grove vittigheder, faldt alt sammen i de kække karles smag, som stod der i panservams og saladehjelm.

»Nej, ved det hellige kors!« råbte han. »Hvad er det for nogle sølle køtere? Her er nogle så krumme som en bue og andre så magre som et spyd. Venner, I skal ride forrest i slaget; jer kan jeg undvære, venner. Se den gamle usling på den brogede hest! Et toårigt får, der red på et svin, ville tage sig mere ud som en soldat! Ha! Clipsby, er du der, din gamle rotte? Du er en mand, jeg kunne miste med let hjerte; du skal forrest af alle med en målskive malet på din panservams, så bueskytterne får et bedre mål; du skal vise mig vejen, knægt.«

»Jeg skal vise jer hvilken som helst vej, sir Daniel, bare ikke vejen til at skifte side,« svarede Clipsby fast.

Sir Daniel skoggerlo.

»Det var godt sagt!« råbte han. »Du har en skarp tunge i munden, jo vist! For det vittige svar vil jeg tilgive dig. Selden, sørg for, at de får noget at æde, både folk og fæ.«

Ridderen gik ind på kroen igen.

»Nå, min ven Dick,« sagde han, »tag for dig. Her er godt øl og flæsk. Spis, mens jeg læser.«

Sir Daniel åbnede brevet, og under læsningen formørkedes hans pande. Da han var færdig, sad han lidt i tanker. Så så han skarpt på sin myndling.

»Dick,« sagde han, »har du set dette billige rimeri?«

Drengen svarede ja.

»Din fars navn står deri,« fortsatte ridderen, »og et eller andet forrykt menneske beskylder vores stakkels plageånd af en sognepræst for at have slået ham ihjel.«

»Han benægtede det meget ivrigt,« svarede Dick.

»Gjorde han?« udbrød ridderen meget skarpt. »Tag dig ikke af ham. Han har en løs tunge; han plaprer som en gråspurv. En dag, når jeg får tid, Dick, skal jeg selv give dig nærmere besked om de sager. En vis Duckworth fik i høj grad skylden for det; men tiderne var urolige, og der var ingen retfærdighed at få.«

»Skete det på Moat House?« vovede Dick at spørge med bankende hjerte.

»Det skete mellem Moat House og Holywood,« svarede sir Daniel roligt; men han kastede i smug et mørkt, mistroisk blik på Dicks ansigt. »Og nu,« tilføjede ridderen, »skynd dig med maden; du skal tilbage til Tunstall med et par linjer fra mig.«

Dick blev meget lang i ansigtet.

»Jeg beder jer, sir Daniel,« råbte han, »send en af uslingene! Jeg bønfalder jer, lad mig komme med i slaget. Jeg kan godt hugge til, det lover jeg jer.«

»Det tvivler jeg ikke på,« svarede sir Daniel og satte sig til at skrive. »Men her er der ingen ære at vinde, Dick. Jeg bliver liggende i Kettley, indtil jeg har sikre efterretninger om krigen, og så rider jeg til og slutter mig til sejrherren. Råb nu ikke om fejhed; det er blot klogskab, Dick; for dette arme rige kastes sådan hid og did af oprør, og kongens navn og magten over hans person skifter så ofte hænder, at ingen kan være vis på morgendagen. Toss-pot og Shuttle-wit styrter frem, men min lord Good-Counsel sidder til en side og venter.«

Dermed vendte sir Daniel ryggen til Dick og begyndte helt henne ved den anden ende af det lange bord at skrive sit brev, med munden trukket til den ene side, for denne sag med Black Arrow sad ham slemt på tværs i halsen.

Imens spiste unge Shelton videre af sin morgenmad med god appetit, da han mærkede en berøring på armen og hørte en ganske sagte stemme hviske i sit øre.

»Lad dig ikke mærke med noget, det bønfalder jeg dig om,« sagde stemmen, »men sig mig af barmhjertighed, hvilken vej der fører lige til Holywood. Jeg beder dig, gode dreng, trøst en stakkels sjæl i fare og dyb nød, og hjælp mig så langt på vej mod fred og ro.«

»Tag stien ved vindmøllen,« svarede Dick lige så dæmpet; »den fører dig til Till-færgen; spørg igen dér.«

Uden at dreje hovedet gav han sig igen til at spise. Men ud af øjenkrogen skimtede han den unge dreng, der blev kaldt junker John, liste sig ud af stuen.

»Jamen,« tænkte Dick, »han er jo lige så ung som jeg. Og så kalder han mig ›gode dreng‹? Havde jeg vidst det, ville jeg hellere have set knægten hængt end fortalt ham det. Nå, går han gennem sumpen, kan jeg måske indhente ham og trække ham i ørerne.«

En halv time senere gav sir Daniel Dick brevet og bød ham skynde sig til Moat House. Og endnu omtrent en halv time efter Dicks afrejse kom der i flyvende hast et sendebud fra min lord Risingham.

»Sir Daniel,« sagde sendebuddet, »I går glip af stor ære, på mit ærlige ord! Kampen begyndte igen i morges før daggry, og vi har slået deres fortrop og spredt deres højre fløj. Kun hovedstyrken står endnu fast. Havde vi jeres friske folk, kunne vi vælte dem alle sammen ud i floden. Hvad, herre ridder! Vil I komme sidst? Det stemmer dårligt med jeres gode ry.«

»Nej,« råbte ridderen, »jeg var netop ved at rykke ud. Selden, lad trompetsignalet lyde. Min herre, jeg følger jer på øjeblikket. Det er ikke to timer siden, at størstedelen af mine folk nåede frem, hr. sendebud. Hvad vil I have? Sporer er god kost, men alligevel blev de stridshestens død. Rør jer, karle!«

Nu lød trompetsignalet muntert i morgenluften, og fra alle sider strømmede sir Daniels mænd ind i hovedgaden og tog opstilling foran kroen. De havde sovet med våbnene hos sig og stridshestene sadlet, og efter ti minutter stod hundrede våbenmænd og bueskytter på rad og række, sirligt udrustede, stramt disciplinerede og parate. De fleste bar sir Daniels livré i morbærrødt og blåt, og det gjorde opstillingen desto mere imponerende. De bedst rustede red først; og helt ude af syne, bagest i kolonnen, kom den ynkelige forstærkning fra natten før. Sir Daniel så stolt ned langs rækkerne.

»Her er karle, der kan gøre jer gavn, når det kniber,« sagde han.

»Det er sandelig prægtige folk,« svarede sendebuddet. »Det gør mig kun endnu mere ondt, at I ikke brød op før.«

»Nå,« sagde ridderen, »hvad vil I have? Gildets begyndelse og kampens slutning, hr. sendebud«; og han steg op i sadlen. »Hvad! Hvad er nu det!« råbte han. »John! Joanna! Nej, ved det hellige kors! Hvor er hun? Vært, hvor er den pige?«

»Pige, sir Daniel?« udbrød kroværten. »Nej, herre, jeg har ikke set nogen pige.«

»Dreng så, dit gamle fjols!« råbte ridderen. »Kunne I ikke se, det var en pige? Hende i den morbærrøde kappe – hende, der fik vand til morgenmad, slyngel – hvor er hun?«

»Nej, helgenerne velsigne os! I kaldte ham junker John,« sagde værten. »Nå, jeg tænkte ikke noget ondt ved det. Han er gået. Jeg så ham – hende – jeg så hende i stalden for en god time siden; hun var ved at sadle en grå hest.«

»Nu, ved det hellige kors!« råbte sir Daniel. »Den pige var fem hundrede pund værd for mig og mere til.«

»Herre ridder,« bemærkede sendebuddet bittert, »mens I står her og brøler op om fem hundrede pund, tabes og vindes det engelske rige andre steder.«

»Det er godt sagt,« svarede sir Daniel. »Selden, træd ud med seks armbrøstskytter; spor hende op. Jeg er ligeglad med, hvad det koster; men når jeg kommer tilbage, skal jeg finde hende på Moat House. Du svarer for det med dit hoved. Og nu, hr. sendebud, bryder vi op.«

Troppen satte i et rask trav, og Selden og hans seks mænd blev tilbage på gaden i Kettley sammen med de stirrende landsbyboere.

---