Op­våg­nin­gen

Kate Chopin

Kapitel 1

En grøn og gul papegøje sad i et bur, der hang uden for døren, og gentog igen og igen:

»Gå væk! Gå væk! For søren! Det er i orden!«

Han kunne tale lidt spansk og desuden et sprog, som ingen forstod, medmindre det da var spottedroslen, der hang på den anden side af døren og lod sine fløjtetoner lyde ud i brisen med en vedholdenhed, der var til at blive vanvittig af.

Mr. Pontellier kunne ikke få den mindste ro til at læse sin avis og rejste sig med en misfornøjet mine og et udbrud af mishag.

Han gik hen ad verandaen og over de smalle »broer«, der forbandt familien Lebruns sommerhuse med hinanden. Han havde siddet foran døren til hovedhuset. Papegøjen og spottedroslen tilhørte madame Lebrun, og de havde ret til at larme, så meget de ville. Mr. Pontellier havde det privilegium at kunne forlade deres selskab, når de ikke længere var underholdende.

Han standsede foran døren til sit eget sommerhus, det fjerde fra hovedbygningen og det næstsidste. Han satte sig i gyngestolen af flet, der stod der, og gav sig igen i kast med avislæsningen. Det var søndag; avisen var en dag gammel. Søndagsaviserne var endnu ikke nået til Grand Isle. Han kendte allerede indholdet af markedsberetningerne og skimmede rastløst de lederartikler og smånyheder, som han ikke havde haft tid til at læse, før han forlod New Orleans dagen før.

Mr. Pontellier bar briller. Han var en mand på fyrre år, middelhøj og ret spinkel af bygning; han ludede lidt. Hans hår var brunt og glat med sideskilning. Hans skæg var kort og omhyggeligt studset.

Af og til løftede han blikket fra avisen og så sig omkring. Ovre ved huset var der mere larm end nogen sinde. Hovedbygningen blev kaldt »huset« for at skelne den fra sommerhusene. Fuglene pludrede og fløjtede stadig løs. To unge piger, Farival-tvillingerne, spillede en duet fra Zampa på klaveret. Madame Lebrun fór travlt ud og ind og gav med høj stemme ordrer til en gårddreng, hver gang hun kom ind i huset, og med lige så høj stemme anvisninger til en tjener fra spisesalen, hver gang hun kom ud. Hun var en frisk, køn kvinde, altid klædt i hvidt med ærmer, der nåede til albuerne. Hendes stivede skørter knitrede, når hun kom og gik. Længere nede, foran et af sommerhusene, gik en dame i sort stilfærdigt frem og tilbage og bad sin rosenkrans. En hel del af gæsterne på pensionatet var sejlet over til Chénière Caminada med Beaudelets logger for at høre messe. Ude under vandegene spillede nogle unge mennesker kroket. Mr. Pontelliers to børn var der også – et par robuste små fyre på fire og fem år. En barnepige, en kvarteron, fulgte dem rundt med et fjernt, eftertænksomt udtryk.

Til sidst tændte mr. Pontellier en cigar og begyndte at ryge, mens han lod avisen hænge slapt ned fra hånden. Han fæstede blikket på en hvid parasol, der nærmede sig fra stranden i sneglefart. Han kunne tydeligt se den mellem vandegenes magre stammer og hen over stykket med gul kamille. Golfen syntes at ligge langt borte og flød i disen sammen med horisontens blå. Parasollen kom stadig langsomt nærmere. Under dens lyserødt forede skærm gik hans hustru, mrs. Pontellier, og den unge Robert Lebrun. Da de nåede sommerhuset, satte de sig, tilsyneladende noget trætte, over for hinanden på verandaens øverste trappetrin og lænede sig mod hver sin bærende stolpe.

»Hvor tåbeligt! At bade på denne tid af dagen i sådan en hede!« udbrød mr. Pontellier. Selv havde han taget sig en dukkert ved daggry. Derfor forekom formiddagen ham lang.

»Du er så solbrændt, at du slet ikke er til at kende,« tilføjede han og betragtede sin hustru, som man betragter en værdifuld ejendel, der har lidt skade. Hun løftede hænderne, stærke, velformede hænder, og betragtede dem kritisk, mens hun trak sine beige ærmer op over håndleddene. Ved synet af dem kom hun i tanker om sine ringe, som hun havde givet sin mand, før hun gik ned til stranden. Uden et ord rakte hun hånden frem mod ham, og han forstod hende, tog ringene op af sin vestelomme og lod dem falde ned i hendes åbne håndflade. Hun satte dem på fingrene; derefter tog hun om sine knæ, så over på Robert og begyndte at le. Ringene glimtede på hendes fingre. Han svarede hende med et smil.

»Hvad er der?« spurgte Pontellier og så dovent og moret fra den ene til den anden. Det var noget rent og skært pjat; en eller anden oplevelse ude i vandet, og de prøvede begge at fortælle om den på én gang. Det lød ikke halvt så morsomt i genfortællingen. Det indså de, og det gjorde mr. Pontellier også. Han gabte og strakte sig. Så rejste han sig og sagde, at han godt kunne finde på at gå over til Kleins hotel og spille et parti billard.

»Kom med, Lebrun,« foreslog han Robert. Men Robert indrømmede ganske åbent, at han hellere ville blive, hvor han var, og tale med mrs. Pontellier.

»Nå, så send ham bare sin vej, når han keder dig, Edna,« sagde hendes mand til hende, mens han gjorde sig klar til at gå.

»Her, tag parasollen,« udbrød hun og rakte den frem mod ham. Han tog imod parasollen, løftede den over hovedet, gik ned ad trappen og begav sig af sted.

»Kommer du hjem til middag?« råbte hans hustru efter ham. Han standsede et øjeblik og trak på skuldrene. Han følte efter i sin vestelomme; der lå en tidollarseddel. Han vidste det ikke; måske ville han komme hjem til den tidlige middag, og måske ville han ikke. Det kom helt an på, hvem han traf hos Klein, og på, hvor stort »spillet« var. Han sagde det ikke, men hun forstod det og lo, mens hun nikkede farvel til ham.

Begge børn ville følge med deres far, da de så ham begive sig af sted. Han kyssede dem og lovede at tage bolsjer og jordnødder med hjem til dem.

---