Silas Marner

George Eliot

Kapitel 1

Dengang rokkene snurrede flittigt i gårdene – og selv fornemme damer, klædt i silke og kniplinger, havde deres legetøjsrokke af poleret eg – kunne man i afsides egne, langt inde mellem de smalle veje eller dybt i bakkernes skød, se nogle blege, småvoksne mænd, der ved siden af de muskuløse landboer lignede resterne af en arveløs slægt. Fårehyrdens hund gøede vildt, når en af disse fremmedartede mænd viste sig på højderne, mørk mod vinterens tidlige solnedgang; for hvilken hund bryder sig om en skikkelse, der går bøjet under en tung sæk? – og disse blege mænd kom sjældent ud uden den gådefulde byrde. Skønt hyrden selv havde god grund til at tro, at sækken kun rummede hørtråd eller de lange ruller stærkt hørlærred, der blev vævet af tråden, var han ikke helt sikker på, at væverhåndværket, hvor uundværligt det end var, kunne udøves ganske uden den Ondes hjælp. I den fjerne tid hæftede overtroen sig let ved enhver person eller ting, der på nogen måde var usædvanlig, eller blot viste sig med mellemrum og en sjælden gang, som bissekræmmeren eller knivsliberen på deres besøg. Ingen vidste, hvor omvandrende mænd havde hjemme eller stammede fra; og hvordan skulle man vide, hvad en mand var for en, medmindre man i det mindste kendte nogen, der kendte hans far og mor? For fortidens bønder var verden uden for deres egen umiddelbare erfaring et tåget og gådefuldt rige: for deres tanker, som aldrig var kommet vidt omkring, var et liv på vandring en lige så dunkel forestilling som vinterlivet hos de svaler, der vendte tilbage om foråret; og selv en tilflytter holdt man næsten altid fast ved en rest af mistro til, hvis han kom langvejsfra, så ingen ville være blevet overrasket, hvis mange års harmløs opførsel fra hans side var endt med en forbrydelse; især hvis han havde ry for at vide noget eller viste færdighed i et håndværk. Al dygtighed, hvad enten den viste sig i en rask brug af det vanskelige redskab, tungen, eller i en anden kunst, som landsbyfolk ikke kendte til, var i sig selv mistænkelig: hæderlige folk, som man havde set blive født og vokse op, var som regel hverken overvættes vise eller dygtige – i hvert fald ikke ud over sådant som at kende vejrets tegn; og den måde, hvorpå man erhvervede sig hurtighed og behændighed af nogen art, lå så fuldstændig skjult, at disse egenskaber fik karakter af trolddom. Sådan gik det til, at de spredtboende linnedvævere – udvandrere fra byen til landet – til det sidste blev betragtet som fremmede af deres landlige naboer og som regel tillagde sig de særheder, der følger med ensomheden.

I begyndelsen af dette århundrede udøvede en sådan linnedvæver ved navn Silas Marner sit håndværk i et lille stenhus, der lå mellem hasselhegnene nær landsbyen Raveloe og ikke langt fra kanten af et nedlagt stenbrud. Den mistænkelige lyd af Silas’ væv, så forskellig fra rensemaskinens naturlige, muntre trav eller plejlens enklere rytme, øvede en halvt skræmmende tiltrækning på drengene i Raveloe, som tit holdt op med at samle nødder eller lede efter fuglereder for at kigge ind ad vinduet i det lille stenhus; den visse ærefrygt, vævens gådefulde bevægelser vakte hos dem, opvejede de med en behagelig følelse af hånlig overlegenhed ved at gøre nar af dens skiftende lyde og af den krumbøjede væver, der sad, som om han sled i en trædemølle. Men undertiden skete det, at Marner under en pause, hvor han rettede en uregelmæssighed i tråden, fik øje på de små slyngler; og skønt han var påholdende med sin tid, brød han sig så lidt om deres indblanding, at han steg ned fra væven, åbnede døren og fæstnede et blik på dem, som altid var nok til at få dem til at tage benene på nakken i rædsel. For hvordan skulle man kunne tro, at de store, brune, fremstående øjne i Silas Marners blege ansigt i virkeligheden ikke så noget særlig tydeligt, medmindre det var ganske tæt på, og ikke snarere, at deres frygtelige stirren kunne ramme den dreng, der tilfældigvis løb bagest, med krampe eller engelsk syge eller trække munden skæv på ham? Måske havde de hørt deres far og mor antyde, at Silas Marner kunne helbrede folks gigt, hvis han ville, og endnu mere hemmelighedsfuldt tilføje, at talte man bare pænt nok til Djævelen, kunne han spare en for udgiften til lægen. Sådanne sælsomme, sejlivede ekkoer af den gamle dæmondyrkelse kunne en opmærksom lytter måske endnu i dag opfange blandt de gråhårede bønder; for det uoplyste sind har svært ved at forbinde magt med godhed. En dunkel forestilling om en magt, der ved megen overtalelse kan bevæges til at afstå fra at gøre fortræd, er den form, følelsen af det usynlige lettest antager hos mennesker, som altid har været hårdt trængt af de mest elementære behov, og hvis slidsomme liv aldrig er blevet oplyst af nogen begejstret religiøs tro. For dem rummer smerte og ulykke langt flere muligheder end glæde og nydelse: deres fantasi er næsten blottet for de billeder, der nærer ønsker og håb, men helt tilgroet med minder, som er en evig græsgang for frygten. »Er der noget, du kunne tænke dig at spise?« spurgte jeg engang en gammel arbejdsmand under hans sidste sygdom, efter at han havde afvist al den mad, hans kone havde tilbudt ham. »Nej,« svarede han, »jeg har aldrig været vant til andet end almindelig mad, og den kan jeg ikke spise.« Erfaringen havde ikke fostret nogen forestillinger i ham, der kunne fremmane et skin af appetit.

Og Raveloe var en landsby, hvor mange af de gamle ekkoer levede videre uden at blive overdøvet af nye stemmer. Ikke at den var et af disse golde sogne i civilisationens udkant, beboet af magre får og tyndt spredte hyrder: tværtimod lå den på den frugtbare slette midt i det, vi ynder at kalde det glade England, og rummede gårde, som, åndeligt set, svarede en højst attråværdig tiende. Men den lå lunt i en skovrig dal, en hel times ridt fra nærmeste bomvej, hvor hverken posthornets eller den offentlige menings svingninger nogensinde nåede frem. Det var en anselig landsby med en smuk gammel kirke og en stor kirkegård i sin midte og to eller tre store gårde af tegl og sten, med frugthaver bag solide mure og vejrhaner til pynt; de lå helt ud til vejen og rejste mere imponerende facader end præstegården, der tittede frem mellem træerne på den anden side af kirkegården – en landsby, der straks viste, hvem der stod øverst i samfundet, og fortalte det øvede øje, at der ikke lå nogen stor park og herregård i nærheden, men at der i Raveloe var adskillige stormænd, som ganske ubekymret kunne drive deres landbrug dårligt og i disse krigstider tjene penge nok på deres dårlige landbrug til at føre et muntert liv og holde lystig jul, pinse og påske.

Det var femten år siden, Silas Marner første gang var kommet til Raveloe; dengang var han blot en bleg ung mand med fremstående, nærsynede brune øjne, hvis udseende ikke ville have forekommet folk med almindelig dannelse og livserfaring påfaldende, men for landsbyboerne, som han havde bosat sig i nærheden af, havde det gådefulde særtræk, der svarede til hans usædvanlige erhverv og hans ankomst fra en ukendt egn ved navn »Nordpå«. Det samme gjaldt hans levevis: han bød aldrig nogen over sin dørtærskel, og han slentrede aldrig ind i landsbyen for at drikke en pint øl på Rainbow eller sludre hos hjulmageren; han opsøgte hverken mand eller kvinde, medmindre det gjaldt hans håndværk, eller han skulle skaffe sig det nødvendige til livets ophold; og snart stod det klart for pigerne i Raveloe, at han aldrig ville trænge på for at få en af dem til at tage ham til ægte mod sin vilje – ganske som om han havde hørt dem erklære, at de aldrig ville gifte sig med en død mand, der var blevet levende igen. Denne opfattelse af Marners person byggede ikke kun på hans blege ansigt og hans øjne, som ingen havde set magen til; for muldvarpefangeren Jem Rodney forsikrede, at han en aften på hjemvejen havde set Silas Marner læne sig mod en stente med en tung sæk på ryggen i stedet for at lade sækken hvile på stenten, som et menneske ved sine fulde fem ville have gjort; og da han kom hen til ham, så han, at Marners øjne var stive som på en død, og han talte til ham og ruskede i ham, og Marners lemmer var stive, og hans hænder knugede om sækken, som var de af jern; men netop som Jem var blevet enig med sig selv om, at væveren var død, blev han helt sig selv igen, sådan, som man siger, på et øjeblik, og sagde »Godnat« og gik sin vej. Alt dette svor Jem på, at han havde set, og det vidste han så sikkert, fordi det netop var den dag, han havde fanget muldvarpe på godsejer Cass’ jord nede ved den gamle savgrav. Nogle sagde, at Marner måtte have haft et »anfald«, et ord, der syntes at forklare ting, som ellers var utrolige; men den diskussionslystne mr. Macey, sognets degn, rystede på hovedet og spurgte, om nogen kendte til et menneske, der var faldet hen i et anfald uden at falde om. Et anfald var jo et slagtilfælde, ikke sandt? Og det lå i et slagtilfældes natur at berøve en mand en del af førligheden og lægge ham sognet til byrde, hvis han ingen børn havde at ty til. Nej, nej, intet slagtilfælde ville lade en mand blive stående på sine ben som en hest mellem vognstængerne og så gå sin vej, før man kunne nå at sige »Hyp!« Men det kunne måske ske, at et menneskes sjæl var løs fra kroppen og gik ud og ind ligesom en fugl, der flyver fra reden og tilbage igen; og det var sådan, folk blev alt for kloge, for uden kroppens hylster gik de i skole hos dem, der kunne lære dem mere, end deres naboer kunne tilegne sig med deres fem sanser og præsten. Og hvor havde mester Marner sin viden om urter fra – og sine besværgelser med, hvis han ellers ville røbe dem? Jem Rodneys historie var ikke mere, end enhver kunne have ventet, som havde set, hvordan Marner havde helbredt Sally Oates og fået hende til at sove som et spædbarn, efter at hendes hjerte i to måneder og mere havde hamret så voldsomt, at det var ved at sprænge kroppen på hende, mens hun var under lægens behandling. Han kunne helbrede flere, hvis han ville; men man gjorde klogt i at tale ham pænt til, om så blot for at hindre ham i at gøre en fortræd.

Marner kunne til dels takke denne ubestemte frygt for, at han slap for de forfølgelser, hans særheder kunne have pådraget ham, men endnu mere skyldtes det, at hans håndværk, nu da den gamle linnedvæver i nabosognet Tarley var død, gjorde ham til en højst velkommen tilflytter blandt egnens rigere husmødre og selv blandt de mere forudseende husmandsfolk, der havde deres lille forråd af garn ved årets slutning. Bevidstheden om, hvor nyttig han var, ville have opvejet enhver modvilje eller mistanke, som ikke blev bekræftet af mangler ved kvaliteten eller målet af det lærred, han vævede til dem. Og årene var gået uden at ændre naboernes indtryk af Marner, bortset fra at det nye var blevet til vane. Efter femten år sagde mændene i Raveloe nøjagtig det samme om Silas Marner som i begyndelsen: de sagde det ikke helt så tit, men når de sagde det, troede de langt fastere på det. Kun én væsentlig tilføjelse havde årene bragt: at mester Marner havde lagt en pæn bunke penge til side et sted, og at han kunne købe »større mænd« end sig selv.

Men mens meningen om ham næsten var forblevet uforandret, og hans daglige vaner knap havde vist nogen synlig ændring, havde Marners indre liv haft sin historie og undergået sin forvandling, sådan som det må ske med enhver lidenskabelig natur, der er flygtet ind i ensomheden eller blevet dømt til den. Før han kom til Raveloe, havde hans liv været fyldt med det liv og røre, den tankevirksomhed og det nære fællesskab, som dengang ligesom nu prægede en håndværkers tilværelse, når han tidligt var blevet optaget i en snæver religiøs sekt, hvor den fattigste lægmand har mulighed for at udmærke sig ved sine talegaver og i det mindste har vægt som tavs stemme i menighedens styre. Marner var højt agtet i den lille, skjulte verden, der kendte sig selv som menigheden, der samledes i Lantern Yard; han blev anset for en ung mand med eksemplarisk livsførelse og brændende tro; og han havde været genstand for særlig interesse, lige siden han under et bønnemøde var faldet hen i en gådefuld tilstand af stivhed og bevidstløshed, der varede en time eller mere og blev forvekslet med døden. At søge en lægelig forklaring på dette fænomen ville både Silas selv, hans menighedspræst og de øvrige medlemmer have betragtet som bevidst at afskære sig fra den åndelige betydning, der kunne ligge deri. Silas var åbenbart en broder, der var udset til en særlig tugtelse; og selv om forsøget på at tyde denne tugtelse blev hæmmet af, at han ikke havde haft noget åndeligt syn, mens han udadtil var i trance, mente både han selv og andre, at virkningen viste sig i mere lys og større trosglød. En mindre sanddru mand kunne være blevet fristet til siden at opdigte et syn og lade det fremstå som en genvakt erindring; en mand med mindre sund forstand kunne have troet på en sådan opdigtelse; men Silas var både ved sin fulde fornuft og ærlig, selv om dannelsen, som hos mange ærlige og inderligt troende mænd, ikke havde anvist hans sans for det gådefulde bestemte baner, så den bredte sig ud over den sti, der rettelig var forbeholdt undersøgelse og viden. Fra sin mor havde han arvet noget kendskab til lægeurter og deres tilberedning – et lille forråd af visdom, som hun højtideligt havde overdraget ham som arv – men i de senere år var han kommet i tvivl om, hvorvidt det var ret at bruge denne viden, da han troede, at urter ikke kunne have nogen virkning uden bøn, og at bønnen kunne være nok uden urter; så den nedarvede glæde ved at vandre på markerne og lede efter fingerbøl, mælkebøtte og følfod begyndte at få karakter af en fristelse for ham.

Blandt menighedens medlemmer var der en ung mand, lidt ældre end ham selv, som han længe havde levet i så nært venskab med, at deres brødre i Lantern Yard plejede at kalde dem David og Jonatan. Vennens rigtige navn var William Dane, og også han blev betragtet som et lysende eksempel på ungdommelig fromhed, skønt han havde en vis tilbøjelighed til overdreven strenghed mod svagere brødre og til at lade sig så stærkt blænde af sit eget lys, at han anså sig for klogere end sine lærere. Men hvilke fejl andre end kunne få øje på hos William, var han fejlfri i sin vens øjne; for Marner var en af disse påvirkelige, selvtvivlende naturer, som i uerfarne år beundrer myndighed og søger støtte hos den, der siger dem imod. Det tillidsfulde, enfoldige udtryk i Marners ansigt, forstærket af dette fravær af opmærksomhed på noget bestemt, dette værgeløse rådyrblik, der hører store, fremstående øjne til, stod i skarp modsætning til den selvtilfredst undertrykte indre triumf, der lurede i William Danes smalle, skrå øjne og sammenpressede læber. Et af de hyppigste samtaleemner mellem de to venner var frelsesvished: Silas tilstod, at han aldrig kunne nå højere end til et håb blandet med frygt, og lyttede med længselsfuld undren, når William erklærede, at han havde besiddet en urokkelig vished lige siden han på den tid, da han blev omvendt, havde drømt, at han så ordene »kaldelse og udvælgelse står fast« stå alene på en hvid side i den opslåede bibel. Sådanne samtaler har optaget mangt et par blege vævere, hvis unærede sjæle har været som unge vingede væsener, der flagrede forladte i tusmørket.

Den intetanende Silas syntes ikke, at venskabet var blevet køligere, selv efter at han havde knyttet sig til en anden med et nærmere bånd. I nogle måneder havde han været forlovet med en ung tjenestepige, og de ventede blot på at få sparet lidt mere op, før de kunne gifte sig; det var ham en stor glæde, at Sarah ikke havde noget imod, at William af og til var til stede, når de sås om søndagen. Det var på dette tidspunkt i deres liv, at Silas fik sit kataleptiske anfald under bønnemødet; og blandt alle de spørgsmål og tegn på deltagelse, menighedens medlemmer kom til ham med, var Williams bemærkning den eneste mislyd i den almindelige medfølelse med en broder, der således var udset til en særlig prøvelse. Han bemærkede, at denne trance i hans øjne mere lignede en hjemsøgelse af Satan end et tegn på Guds nåde, og formanede sin ven til at forvisse sig om, at han ikke skjulte noget forbandet i sin sjæl. Silas, som følte sig forpligtet til at tage imod irettesættelse og formaning som en broderlig tjeneste, følte ingen vrede, kun smerte over sin vens tvivl om ham; og hertil føjede sig snart en vis ængstelse, da han mærkede, at Sarahs opførsel over for ham begyndte at svinge underligt mellem forsøg på at vise større hengivenhed og ufrivillige tegn på, at hun veg tilbage for ham og følte modvilje. Han spurgte hende, om hun ønskede at hæve deres forlovelse, men det benægtede hun: deres forlovelse var kendt i menigheden og var blevet anerkendt ved bønnemøderne; den kunne ikke hæves uden en nøje undersøgelse, og Sarah kunne ikke anføre nogen grund, der ville vinde menighedens tilslutning. På denne tid blev den ældste diakon farligt syg, og da han var enkemand uden børn, blev han passet dag og nat af nogle af de yngre brødre eller søstre. Silas delte ofte nattevagten med William, så den ene afløste den anden klokken to om morgenen. Mod forventning så den gamle mand ud til at være i bedring, da Silas en nat, mens han vågede ved hans seng, bemærkede, at hans ellers hørbare vejrtrækning var ophørt. Lyset var ved at brænde ned, og han måtte løfte det for tydeligt at kunne se den syges ansigt. Da han undersøgte ham, blev han overbevist om, at diakonen var død – havde været død i nogen tid, for lemmerne var stive. Silas spurgte sig selv, om han havde sovet, og så på uret: klokken var allerede fire om morgenen. Hvorfor var William ikke kommet? Meget ængstelig gik han ud for at søge hjælp, og snart var flere venner samlet i huset, deriblandt menighedspræsten, mens Silas gik til sit arbejde og ønskede, at han havde truffet William og fået at vide, hvorfor han var udeblevet. Men klokken seks, netop som han overvejede at opsøge sin ven, kom William sammen med menighedspræsten. De kom for at indkalde ham til Lantern Yard, hvor han skulle møde menighedens medlemmer; og da han spurgte om grunden til indkaldelsen, lød svaret blot: »Det vil du få at høre.« Der blev ikke sagt mere, før Silas sad i sakristiet over for menighedspræsten, mens de, der i hans øjne repræsenterede Guds folk, holdt deres alvorsfulde blikke fæstnet på ham. Så tog menighedspræsten en lommekniv frem, viste den til Silas og spurgte, om han vidste, hvor han havde efterladt den kniv. Silas sagde, at han ikke vidste af, at han havde efterladt den andre steder end i sin egen lomme – men han skælvede ved dette mærkelige forhør. Han blev nu formanet til ikke at skjule sin synd, men bekende og angre. Kniven var blevet fundet i chatollet ved den afdøde diakons seng – fundet på det sted, hvor den lille pose med menighedens penge, som menighedspræsten selv havde set dagen før, havde ligget. En hånd havde fjernet den pose; og hvis hånd kunne det være, om ikke den mands, der ejede kniven? En tid var Silas stum af forbløffelse; så sagde han: »Gud vil frikende mig: Jeg ved intet om kniven dér eller om de penge, der er forsvundet. Ransag mig og min bolig; I vil ikke finde andet end mine egne opsparede tre pund og fem shilling, som William Dane ved, at jeg har haft i seks måneder.« Ved dette stønnede William, men menighedspræsten sagde: »Beviserne taler stærkt imod dig, broder Marner. Pengene blev taget i nat, og ingen anden end du var hos vor afdøde broder, for William Dane erklærer over for os, at pludselig sygdom hindrede ham i at komme og tage sin vagt som sædvanlig, og du sagde selv, at han ikke var kommet; og desuden forsømte du at tage vare på den dødes legeme.«

»Jeg må have sovet,« sagde Silas. Efter en pause tilføjede han: »Eller også må jeg have været ramt af endnu en hjemsøgelse som den, I alle har været vidne til, så tyven må være kommet og gået, mens jeg ikke var i legemet, men uden for legemet. Men jeg siger igen: Ransag mig og min bolig, for jeg har ikke været andre steder.«

Ransagningen blev foretaget, og den endte – med, at William Dane fandt den velkendte pose, tom, stukket ind bag kommoden i Silas’ værelse! William formanede nu sin ven til at bekende og ikke længere skjule sin synd. Silas rettede et skarpt bebrejdende blik mod ham og sagde: »William, i de ni år, vi er gået ud og ind sammen, har du da nogen sinde oplevet, at jeg sagde en løgn? Men Gud vil frikende mig.«

»Broder,« sagde William, »hvordan kan jeg vide, hvad du kan have gjort i dit hjertes lønkamre for at give Satan et overtag over dig?«

Silas så stadig på sin ven. Pludselig bredte en dyb rødme sig over hans ansigt, og han skulle til at tale heftigt, da han atter syntes standset af et indre stød, der drev rødmen tilbage og fik ham til at skælve. Men til sidst talte han med svag stemme, mens han så på William.

»Nu husker jeg det – kniven var ikke i min lomme.«

William sagde: »Jeg ved ikke, hvad du mener.« De andre tilstedeværende begyndte imidlertid at spørge, hvor Silas da mente, at kniven var, men han ville ikke give nogen nærmere forklaring; han sagde kun: »Jeg er hårdt ramt; jeg kan intet sige. Gud vil frikende mig.«

Da de vendte tilbage til sakristiet, drøftede de sagen videre. At ty til loven for at få fastslået, hvem gerningsmanden var, stred mod menighedens principper i Lantern Yard, som forbød kristne at gå rettens vej, selv hvis sagen havde bragt mindre vanry over menigheden. Men medlemmerne var forpligtede til at gribe til andre midler for at finde sandheden, og de besluttede at bede og foretage en lodtrækning. Denne beslutning kan kun undre dem, der ikke kender det upåagtede religiøse liv, som har udfoldet sig i vores byers gyder. Silas knælede sammen med sine brødre i tillid til, at hans uskyld ville blive bekræftet ved en umiddelbar guddommelig indgriben, men med en følelse af, at der selv i så fald ville være sorg og klage tilbage for ham – at hans tillid til mennesker var blevet grusomt såret. Lodderne erklærede Silas Marner skyldig. Han blev under højtidelige former suspenderet som medlem af menigheden og pålagt at udlevere de stjålne penge: kun ved en bekendelse som tegn på anger kunne han atter optages i menighedens fold. Marner hørte tavst på. Da alle til sidst rejste sig for at gå, gik han hen til William Dane og sagde med en stemme, der skælvede af sindsbevægelse –

»Sidst jeg husker at have brugt min kniv, var da jeg tog den frem for at skære en rem over for dig. Jeg husker ikke, at jeg lagde den i lommen igen. Det var dig, der stjal pengene, og du har spundet rænker for at lægge mig synden til last. Men du kan godt have lykken med dig alligevel: Der er ingen retfærdig Gud, der styrer jorden retfærdigt, men en løgnens Gud, der vidner imod den uskyldige.«

Alle gyste ved denne gudsbespottelse.

William sagde sagtmodigt: »Jeg overlader det til vore brødre at dømme, om dette er Satans røst eller ej. Jeg kan ikke gøre andet end at bede for dig, Silas.«

Stakkels Marner gik ud med denne fortvivlelse i sjælen – denne rystede tillid til Gud og mennesker, som for et kærligt sind er tæt på vanvid. I sit sårede sinds bitterhed sagde han til sig selv: »Hun vil også slå hånden af mig.« Og han tænkte, at hvis hun ikke troede vidnesbyrdet imod ham, måtte hele hendes tro rystes, sådan som hans var blevet det. For mennesker, som er vant til at tænke over de former, deres religiøse følelse har legemliggjort sig i, er det vanskeligt at sætte sig ind i denne enkle, uskolede sindstilstand, hvor eftertanken aldrig har skilt form og følelse fra hinanden. Vi er tilbøjelige til at anse det for uundgåeligt, at en mand i Marners situation måtte være begyndt at tvivle på gyldigheden af at påkalde den guddommelige dom ved lodtrækning; men for ham ville det have krævet en selvstændig tænkning, han aldrig før havde kendt, og denne anstrengelse skulle han have gjort i et øjeblik, hvor alle hans kræfter gik op i kvalen over en svigtet tro. Hvis der findes en engel, som optegner menneskers sorger såvel som deres synder, ved han, hvor mange og dybe de sorger er, der udspringer af fejlagtige forestillinger, som ingen bærer skylden for.

Marner gik hjem og sad en hel dag alene, lamslået af fortvivlelse, uden nogen tilskyndelse til at gå hen til Sarah og forsøge at få hende til at tro på hans uskyld. På andendagen søgte han tilflugt fra den lammende vantro ved at sætte sig ved væven og arbejde løs som sædvanlig; og før der var gået mange timer, kom menighedspræsten og en af diakonerne til ham med besked fra Sarah om, at hun betragtede sin forlovelse med ham som hævet. Silas tog tavst imod beskeden og vendte sig så fra budbringerne for at arbejde videre ved væven. Godt en måned senere blev Sarah gift med William Dane; og ikke længe efter blev det kendt blandt brødrene i Lantern Yard, at Silas Marner havde forladt byen.

---