Rebekka fra Sol­bæk­gaar­den

Kate Douglas Smith Wiggin

Kapitel 1: »Vi er syv«

»VI ER SYV«

Den gamle diligence rumlede ad den støvede vej fra Maplewood til Riverboro. Dagen var så varm som midt om sommeren, skønt det kun var midt i maj, og mr. Jeremiah Cobb skånede hestene så meget som muligt uden dog at glemme, at han havde posten med. Bakker var der mange af, og tømmerne lå løst i hans hænder, mens han lænede sig mageligt tilbage i sædet og strakte det ene ben med foden ud over stænkbrættet. Den slidte filthat var trukket godt ned for øjnene, og han vendte en skrå i venstre kind.

Der var én passager i diligencen – en lille mørkhåret person i en blank, gulbrun kattunkjole. Hun var så spinkel og så stiv af stivelse, at hun gled hid og did på læderhynderne, skønt hun stemte fødderne mod det midterste sæde og strakte sine bomuldshandskeklædte hænder ud til hver side for at holde nogenlunde balance. Hver gang hjulene sank længere ned i et hjulspor end sædvanligt eller pludselig bumpede over en sten, blev hun ufrivilligt kastet op i luften, landede igen, skubbede sin pudsige lille stråhat tilbage og samlede en lille lyserød parasol op eller lagde den bedre til rette. Den lod til at være hendes vigtigste ansvar – hvis vi da ser bort fra en perlebesat pung, som hun kiggede ned i, hver gang vejens tilstand tillod det, og tilsyneladende med stor tilfredshed konstaterede, at dens kostbare indhold hverken forsvandt eller svandt ind. Mr. Cobb anede intet om disse rejsens genvordigheder; hans bestilling var at bringe folk frem til deres bestemmelsessted, ikke nødvendigvis at sørge for, at de havde det bekvemt undervejs. Ja, han havde helt glemt, at denne ene uanselige lille passager overhovedet var der.

Da han samme morgen skulle til at køre fra postkontoret i Maplewood, var en kvinde steget ned fra en vogn, kommet hen til ham og havde spurgt, om dette var diligencen til Riverboro, og om han var mr. Cobb. Da han havde svaret ja, nikkede hun til et barn, der ivrigt ventede på svaret og nu løb hen til hende, som om hun frygtede at komme blot et øjeblik for sent. Barnet kunne vel være ti eller elleve år, men hvor mange somre hun end havde oplevet, virkede hun lille af sin alder. Hendes mor hjalp hende ind i diligencen, lagde en bylt og en buket syrener ved siden af hende, så til, mens en gammel pelsbetrukket rejsekuffert blev »surret fast« bagpå, og betalte til sidst billetten, idet hun talte sølvmønterne op med stor omhu.

»Jeg vil gerne have, du tager hende med til mine søstre i Riverboro,« sagde hun. »Kender du Mirandy og Jane Sawyer? De bor i murstenshuset.«

Vorherre bevares, han kendte dem da, som om han selv havde skabt dem!

»Nå, men det er dér, hun skal hen, og de venter hende. Vil du være så god at holde øje med hende? Hvis hun kan komme ud et sted og hen til nogen mennesker eller få nogen ind at holde sig med selskab, så gør hun det. Farvel, Rebecca; prøv nu at lade være med at finde på skarnsstreger, og sid stille, så du ser pæn og ordentlig ud, når du kommer frem. Du må ikke være til besvær for mr. Cobb. – Hun er jo noget spændt, kan du nok forstå. – Vi kom med toget fra Temperance i går, sov hos min kusine i nat og kørte fra hendes hus – der er otte engelske mil – i morges.«

»Farvel, mor, du skal ikke være bekymret; du ved jo, det er ikke, som om jeg aldrig har rejst før.«

Kvinden lo kort og spydigt og sagde forklarende til mr. Cobb: »Hun har været i Wareham og overnattet der; det er nu ikke meget at være rejsevant af!«

»Det VAR AT REJSE, mor,« sagde barnet ivrigt og stædigt. »Det var at tage hjemmefra og pakke frokost i en kurv og køre lidt i vogn og lidt med damptog, og vi havde natkjoler med.«

»Det behøver du ikke fortælle hele landsbyen om, selv om vi havde,« sagde moderen og afbrød denne erfarne rejsendes erindringer. »Har jeg ikke sagt til dig før,« hviskede hun i et sidste forsøg på at holde skik på hende, »at du ikke skal tale højt om natkjoler og strømper og – den slags, især ikke når der er mandfolk til stede?«

»Jeg ved det godt, mor, jeg ved det godt, og jeg skal nok lade være. Jeg vil bare sige« – her smældede mr. Cobb med tungen og slog med tømmerne, og hestene tog sindigt fat på deres daglige arbejde – »jeg vil bare sige, at det er en rejse, når« – nu var diligencen for alvor kommet i gang, og Rebecca måtte stikke hovedet ud af vinduet over døren for at gøre sin sætning færdig – »det ER en rejse, når man har natkjole med!«

Det anstødelige ord, udtalt i høj diskant, svævede tilbage til mrs. Randalls fortørnede ører. Hun så efter diligencen, til den var ude af syne, samlede sine pakker op fra bænken ved butiksdøren og steg op i vognen, der havde stået ved bindebommen. Da hun vendte hesten hjemad, rejste hun sig et øjeblik, skyggede for øjnene med hånden og så mod en støvsky i det slørede fjerne.

»Mirandy får vist nok at se til,« sagde hun til sig selv, »men det skulle ikke undre mig, om det bliver det, der skal gøre Rebecca til noget.«

Alt dette var sket for en halv time siden, og solen, heden, støvet og tankerne om de ærinder, der skulle besørges i den store metropol Milltown, havde lullet mr. Cobbs i forvejen træge sind sådan i søvn, at han fuldstændig havde glemt sit løfte om at holde øje med Rebecca.

Pludselig hørte han en lille stemme gennem hjulenes raslen og rumlen og seletøjets knirken. Først troede han, det var en fårekylling, en løvfrø eller en fugl, men da han havde fundet ud af, hvorfra lyden kom, drejede han hovedet over skulderen og så en lille skikkelse hænge så langt ud ad vinduet, som det var forsvarligt. En lang sort fletning svajede med vognens bevægelser; barnet holdt sin hat i den ene hånd og gjorde med den anden forgæves forsøg på at prikke kusken med sin mikroskopiske parasol.

»Må jeg ikke nok sige noget!« råbte hun.

Mr. Cobb standsede lydigt hestene.

»Koster det mere at sidde deroppe hos dig?« spurgte hun. »Herinde er så glat og blankt, og diligencen er alt for stor til mig, så jeg skramler rundt i den, til jeg næsten er gul og blå. Og vinduerne er så små, at jeg kun kan se små stykker af alting, og jeg har næsten brækket halsen af at strække mig rundt for at se, om min kuffert er faldet af bagpå. Det er min mors kuffert, og hun er meget øm over den.«

Mr. Cobb ventede, til denne talestrøm, eller rettere denne strøm af kritik, var stilnet af, og sagde så spøgefuldt:

»Du kan komme herop, hvis du har lyst; det koster ikke ekstra at sidde ved siden af mig.« Derpå hjalp han hende ud, »skubbede« hende op på forsædet og indtog atter sin egen plads.

Rebecca satte sig forsigtigt, glattede omhyggeligt kjolen under sig og stak parasollen ind under dens udbredte folder mellem kusken og sig. Så skubbede hun hatten tilbage, trak sine stoppede hvide bomuldshandsker op og sagde henrykt:

»Åh! Det her er bedre! Sådan er det at rejse! Nu er jeg en rigtig passager, og dernede følte jeg mig som vores rugehøne, når vi lukker hende inde i et bur. Jeg håber, vi har langt, langt igen?«

»Åh, vi er jo kun lige begyndt,« svarede mr. Cobb venligt; »der er mere end to timer endnu.«

»Kun to timer,« sukkede hun. »Så er klokken halv to; mor er hos kusine Ann, børnene derhjemme har spist til middag, og Hannah har ryddet det hele væk. Jeg har lidt mad med, for mor sagde, det ville være en dårlig begyndelse at komme sulten til murstenshuset, så tante Mirandy skulle skaffe mig noget at spise som det allerførste. – Det er rigtig voksevejr, ikke?«

»Jo, det er det rigtignok; næsten for varmt. Hvorfor slår du ikke parasollen op?«

Hun bredte kjolen endnu længere ud over den omtalte genstand og sagde: »Nej, du godeste! Jeg slår den aldrig op, når solen skinner; lyserødt falmer forfærdeligt, ved du nok, og jeg har den kun med i kirke de søndage, hvor det er overskyet; sommetider kommer solen frem lige med ét, og så har jeg et frygteligt besvær med at få den dækket til; den er mig det kæreste i verden, men den er skrækkelig at passe på.«

I dette øjeblik begyndte det langsomt at trænge ind i mr. Jeremiah Cobbs sind, at den fugl, der sad ved hans side, havde en ganske anden fjerdragt end dem, han var vant til på sine daglige køreture. Han satte pisken tilbage i holderen, tog foden ned fra stænkbrættet, skubbede hatten tilbage og spyttede sin skrå ud på vejen. Da han således havde ryddet dækket i sit sind til kamp, tog han for første gang sin passager ordentligt i øjesyn, og hun mødte hans blik med et alvorligt, barnligt blik fuldt af venlig nysgerrighed.

Den gulbrune kattun var falmet, men pinligt ren og stivet til det yderste. Over den lille opstående flæse ved halsen rejste barnets spinkle hals sig, meget brun og tynd, og hovedet virkede lille under vægten af det mørke hår, der hang i en tyk fletning ned til livet. Hun bar en pudsig lille kasket med skygge af hvidt livornostrå, som enten kunne være det allernyeste inden for børnehatte eller noget gammelt stads, der var blevet pudset op til lejligheden. Den var pyntet med et snoet gulbrunt bånd og en dusk sorte og orange hulepindsvinepigge, der hang eller strittede stift over det ene øre og gav hende et højst særpræget og usædvanligt udseende. Ansigtet var blegt og skarptskåret. Hvad ansigtstrækkene angik, må hun vel have haft det sædvanlige antal, skønt mr. Cobbs opmærksomhed aldrig nåede så langt som til næse, pande eller hage, da den undervejs blev fanget og fastholdt af øjnene. Rebeccas øjne var som troen – »fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses«. Under de fint tegnede bryn glødede de som to stjerner, deres dansende lys halvt skjult i et glansfuldt mørke. Deres blik var ivrigt og fuldt af interesse, men aldrig mættet; når de så ufravendt på noget, var blikket strålende og gådefuldt, og det syntes at gå tværs igennem det umiddelbart synlige til noget bagved, i tingen, i landskabet, i én selv. Der var aldrig fundet nogen forklaring på Rebeccas øjne. Læreren og præsten i Temperance havde forsøgt uden held; den unge malerinde, der kom om sommeren for at tegne den røde lade, den forfaldne mølle og broen, endte med at opgive alle disse lokale skønheder og hellige sig et barns ansigt – et lille, uanseligt ansigt, oplyst af et par øjne, der rummede så meget at fortælle, så mange anelser, så mange tegn på slumrende kraft og indsigt, at man aldrig blev træt af at se ned i deres strålende dybder eller forestille sig, at det, man så dér, var en afspejling af ens egen tanke.

Mr. Cobb gjorde sig ingen af disse almene betragtninger; hans bemærkning til sin kone samme aften gik ganske enkelt ud på, at hver gang barnet så på ham, slog hun ham fuldstændig ud.

»Miss Ross, en dame, der maler, gav mig parasollen,« sagde Rebecca, da hun havde vekslet blikke med mr. Cobb og lært hans ansigt udenad. »Lagde du mærke til den dobbelte flæse med de takkede kanter og den hvide spids og håndtaget? De er af elfenben. Håndtaget har mærker, kan du se. Det er, fordi Fanny sad og suttede og tyggede på det i kirken, mens jeg ikke så det. Jeg har aldrig følt helt det samme for Fanny siden.«

»Er Fanny din søster?«

»Hun er en af dem.«

»Hvor mange er I?«

»Syv. Der er skrevet vers om syv børn:

›Den lille pige svarede straks:

O herre! Vi er syv!‹

Jeg lærte det for at sige det frem i skolen, men de andre elever var lede og grinede. Hannah er den ældste, så kommer jeg, så John, så Jenny, så Mark, så Fanny og så Mira.«

»Ja, det ER en stor familie!«

»Alt for stor, siger alle,« svarede Rebecca med en uventet og fuldkommen voksen ligefremhed, der fik mr. Cobb til at mumle »Du milde!« og lægge mere tobak i venstre kind.

»De er søde, men de er sådan et besvær, og det koster så meget at give dem mad, kan du nok forstå,« pludrede hun videre. »Hannah og jeg har ikke gjort andet end at lægge småbørn i seng om aftenen og tage dem op om morgenen i årevis. Men nu er det slut, det er da én trøst, og vi får det dejligt, når vi alle sammen er blevet store, og pantegælden er betalt.«

»Helt slut? Nå, du mener, fordi du er rejst hjemmefra?«

»Nej, jeg mener, at det er helt slut med dem; vores familie er færdig. Det siger mor, og hun holder altid, hvad hun lover. Der er ikke kommet nogen siden Mira, og hun er tre. Hun blev født den dag, far døde. Tante Miranda ville have haft Hannah til Riverboro i stedet for mig, men mor kunne ikke undvære hende; hun er bedre til at tage fat på husarbejdet end jeg, Hannah er. Jeg sagde til mor i aftes, at hvis der var udsigt til flere børn, mens jeg var væk, måtte de sende bud efter mig, for når der er et spædbarn, er der altid brug for både Hannah og mig, for mor skal lave mad og passe gården.«

»Nå, så I bor på en gård? Hvor ligger den? – I nærheden af det sted, hvor du kom med?«

»I nærheden? Jamen, der må være tusinder af engelske mil! Vi kom med toget fra Temperance. Så kørte vi langt hen til kusine Ann og gik i seng. Så stod vi op og kørte endnu længere til Maplewood, hvor diligencen var. Vores gård ligger langt fra alting, men vores skole og kirke ligger i Temperance, og der er kun to engelske mil. At sidde heroppe hos dig er næsten lige så godt som at klatre op i kirketårnet. Jeg kender en dreng, der har været oppe i vores tårn. Han sagde, at folk og køer så ud som fluer. Vi har ikke mødt nogen mennesker endnu, men jeg er LIDT skuffet over køerne – de ser ikke så små ud, som jeg havde håbet; men« – her lyste hun op – »de ser da ikke helt så store ud, som hvis vi var nede ved siden af dem, vel? Drenge får altid lov til alle de rare, pragtfulde ting, og piger må nøjes med de væmmelige, kedelige, der bliver tilovers. De må ikke klatre så højt eller gå så langt eller være ude så sent eller løbe så hurtigt eller noget som helst.«

Mr. Cobb tørrede sig om munden med håndryggen og gispede. Han havde en følelse af at blive ført i fuld fart fra tinde til tinde i en bjergkæde uden at få tid til at trække vejret ordentligt indimellem.

»Jeg kan ikke rigtig få placeret den gård,« sagde han, »selv om jeg har været i Temperance og engang boede deropad. Hvad hedder din familie?«

»Randall. Min mor hedder Aurelia Randall; vi hedder Hannah Lucy Randall, Rebecca Rowena Randall, John Halifax Randall, Jenny Lind Randall, Marquis Randall, Fanny Ellsler Randall og Miranda Randall. Mor gav den ene halvdel af os navne og far den anden, men det gik ikke lige op, så de syntes begge to, det ville være pænt at opkalde Mira efter tante Miranda i Riverboro; de håbede, det kunne gøre lidt gavn, men det gjorde det ikke, og nu kalder vi hende Mira. Vi er alle sammen opkaldt efter nogen bestemt. Hannah er Hannah ved vinduet, der syr sko, og jeg er taget ud af Ivanhoe; John Halifax var en gentleman i en bog; Mark er opkaldt efter sin onkel Marquis de Lafayette, der døde som tvilling. Tvillinger bliver meget tit ikke voksne, og trillinger næsten aldrig – vidste du det, mr. Cobb? Vi kalder ham ikke Marquis, kun Mark. Jenny er opkaldt efter en sangerinde og Fanny efter en smuk danserinde, men mor siger, at navnene ikke passer til nogen af dem, for Jenny kan ikke synge rent, og Fanny er lidt stivbenet. Mor ville gerne kalde dem Jane og Frances og droppe deres mellemnavne, men hun siger, det ikke ville være rimeligt over for far. Hun siger, vi altid skal forsvare far, for alting var imod ham, og han ville ikke være død, hvis han ikke havde haft sådan et uheld. Jeg tror, det er alt, hvad der er at fortælle om os,« sluttede hun alvorligt.

»Du godeste! Jeg skulle mene, det var nok,« udbrød mr. Cobb. »Der var ikke mange navne tilbage, da din mor var færdig med at vælge! Du har en gevaldig god hukommelse! Det er vel ingen sag for dig at lære dine lektier, hvad?«

»Nej, ikke ret meget; det svære er at få sko, så jeg kan gå i skole og lære dem. Dem, jeg har på, er splinternye, og de skal holde i seks måneder. Mor siger altid, jeg skal spare på skoene. Jeg kan ikke se, hvordan man kan spare på skoene uden at tage dem af og gå barfodet; men det kan jeg ikke gøre i Riverboro uden at gøre tante Mirandy skam. Nu skal jeg gå fast i skole, mens jeg bor hos tante Mirandy, og om to år skal jeg på kostskolen i Wareham; mor siger, at det burde være det, der skal gøre mig til noget! Jeg skal være maler ligesom miss Ross, når jeg er færdig med skolen. Det er i hvert fald, hvad jeg tror, jeg skal være. Mor synes, jeg hellere skulle undervise.«

»Jeres gård er vel ikke den gamle Hobbs-gård?«

»Nej, det er bare Randalls gård. Det kalder mor den i hvert fald. Jeg kalder den Sunnybrook Farm.«

»Det gør vel ingen forskel, hvad man kalder den, bare man ved, hvor den ligger,« bemærkede mr. Cobb med vismandsmine.

Rebecca vendte sine øjnes fulde lys mod ham, bebrejdende, næsten strengt, og svarede:

»Åh, sig nu ikke sådan og vær ligesom alle de andre! Det gør en forskel, hvad man kalder ting. Når jeg siger Randalls gård, kan du så se, hvordan den ser ud?«

»Nej, det kan jeg ikke påstå,« svarede mr. Cobb uroligt.

»Når jeg nu siger Sunnybrook Farm, hvad får det dig så til at tænke på?«

Mr. Cobb følte sig som en fisk, der var trukket op af sit rette element og lå og gispede i sandet; han kunne ikke unddrage sig det frygtelige ansvar at svare, for Rebeccas øjne var lyskastere, der trængte tværs igennem hans såkaldte hjerne og fik øje på den skaldede plet på hans baghoved.

»Jeg tænker, der er en bæk et sted i nærheden,« sagde han frygtsomt.

Rebecca så skuffet ud, men havde ikke helt tabt modet. »Det er meget godt,« sagde hun opmuntrende. »Det er lunt, men ikke varmt; der er en bæk, men ikke en almindelig bæk. Der er unge træer og små bitte buske på begge sider, og det er en lav, pludrende lille bæk med hvid sandbund og masser af små blanke sten. Så snart der er en smule solskin, fanger bækken det, og den er fuld af glimt hele den lange dag. Føles din mave ikke tom? Det gør min! Jeg var så bange for at komme for sent til diligencen, at jeg ikke kunne spise morgenmad.«

»Så må du hellere spise din mad. Jeg spiser ikke noget, før jeg kommer til Milltown; så får jeg et stykke tærte og en kop kaffe.«

»Jeg ville ønske, jeg kunne få Milltown at se. Jeg tænker, den er endnu større og prægtigere end Wareham; mere ligesom Paris? Miss Ross fortalte mig om Paris; hun købte min lyserøde parasol og min perlepung der. Kan du se, hvordan den åbner med et smæld? Jeg har tyve cent i den, og de skal holde i tre måneder til frimærker og papir og blæk. Mor siger, tante Mirandy nok ikke vil købe den slags ting, når hun giver mig mad og tøj og betaler mine skolebøger.«

»Paris er ikke noget særligt,« sagde mr. Cobb nedladende. »Det er det kedeligste sted i hele staten Maine. Jeg har kørt dertil mange gange.«

Igen måtte Rebecca irettesætte mr. Cobb, tavst og stilfærdigt, men ikke mindre umiskendeligt af den grund, skønt irettesættelsen kun bestod i et blik, der blev sendt og trukket tilbage lige så hurtigt.

»Paris er Frankrigs hovedstad, og man skal sejle dertil,« sagde hun belærende. »Det står i min geografibog, og der står: ›Franskmændene er et muntert og høfligt folk, der holder af dans og lette vine.‹ Jeg spurgte læreren, hvad lette vine var, og han troede, det var noget i retning af frisklavet cider eller måske ingefærbrus. Jeg kan se Paris så tydeligt som noget, bare jeg lukker øjnene. De smukke damer danser altid muntert omkring med lyserøde parasoller og perlepunge, og de fine herrer danser høfligt og drikker ingefærbrus. Men du kan se Milltown næsten hver dag med vidtåbne øjne,« sagde Rebecca længselsfuldt.

»Milltown er heller ikke noget særligt,« svarede mr. Cobb med en mine, som havde han besøgt alle jordens byer og fundet dem værdiløse. »Se nu, når jeg smider den her avis lige hen på mrs. Browns dørtrin.«

Pif! Og pakken landede nøjagtig som tilsigtet på måtten af majsblade foran døren med fluenet.

»Åh, hvor var det flot!« råbte Rebecca begejstret. »Ligesom den knivkaster, Mark så i cirkus. Jeg ville ønske, der var en lang, lang række huse, hver med en måtte af majsblade og en dør med fluenet midt på, og en avis at kaste hen til hvert eneste et!«

»Jeg kunne jo godt ramme ved siden af nogle af dem,« sagde mr. Cobb, strålende af beskeden stolthed. »Hvis din tante Mirandy giver dig lov, tager jeg dig med ned til Milltown en dag til sommer, når diligencen ikke er fuld.«

En sitren af frydefuld spænding løb gennem Rebecca, fra de nye sko op, op til kasketten af livornostrå og ned ad den sorte fletning. Hun gav mr. Cobbs knæ et inderligt tryk og sagde med stemmen kvalt af tårer af glæde og forundring: »Åh, det kan ikke være sandt, det kan det ikke; tænk, at jeg skal se Milltown. Det er ligesom at have en fe til gudmor, der spørger, hvad man ønsker sig, og så giver en det! Har du nogensinde læst Askepot eller Den gule dværg eller Den fortryllede frø eller Den skønne med guldhåret?«

»Nej,« sagde mr. Cobb forsigtigt efter et øjebliks betænkning. »Jeg synes ikke, jeg kan huske, at jeg har læst lige netop dem. Hvor har du haft lejlighed til at læse så meget?«

»Åh, jeg har læst masser af bøger,« svarede Rebecca henkastet. »Fars og miss Ross’ og alle de forskellige læreres og alle dem på søndagsskolens bibliotek. Jeg har læst Lygtemanden og De skotske høvdinge og Ivanhoe og Arvingen til Redclyffe og Cora, lægens hustru og David Copperfield og The Gold of Chickaree og Plutarchs levnedsskildringer og Thaddeus fra Warszawa og Pilgrimsvandringen og mange flere. – Hvad har du læst?«

»Jeg har tilfældigvis aldrig læst lige netop de bøger; men du godeste, jeg har læst en hel del i min tid! Nu om dage har jeg så travlt, at jeg nøjes med almanakken, Weekly Argus og Maine State Agriculturist. – Der er floden igen; det her er den sidste lange bakke, og når vi kommer op på toppen, kan vi se Riverboros skorstene i det fjerne. Der er ikke langt. Selv bor jeg en halv engelsk mil på den anden side af murstenshuset.«

Rebeccas hånd rørte sig nervøst i hendes skød, og hun rykkede på sædet. »Jeg troede ikke, jeg ville blive bange,« sagde hun næsten hviskende; »men det er jeg vist alligevel, bare en lille smule – når du siger, at vi er så tæt på.«

»Ville du vende om?« spurgte mr. Cobb nysgerrigt.

Hun sendte ham et uforfærdet blik og sagde så stolt: »Jeg ville aldrig vende om – jeg kunne godt blive bange, men jeg ville skamme mig over at løbe min vej. At skulle hen til tante Mirandy er som at gå ned i kælderen i mørke. Der kunne være trolde og kæmper under trappen – men som jeg siger til Hannah, der KUNNE være alfer og feer og fortryllede frøer! – Er der en hovedgade i landsbyen ligesom den i Wareham?«

»Man kan vel godt kalde det en hovedgade, og din tante Sawyer bor på den, men der er hverken butikker eller møller, og det er en frygtelig lille flække! Du skal over floden til vores side, hvis du vil se, at der sker noget.«

»Det er jeg næsten ked af,« sukkede hun, »for det ville være så prægtigt at køre ned ad en rigtig hovedgade og sidde højt heroppe bag to pragtfulde heste med min lyserøde parasol slået op, mens alle i byen spekulerede på, hvem syrenbuketten og den pelsbetrukne rejsekuffert tilhørte. Det ville være ligesom den smukke dame i optoget. Sidste sommer kom cirkus til Temperance, og de havde et optog om formiddagen. Mor lod os alle sammen gå derind og køre Mira i barnevognen, for vi havde ikke råd til at gå i cirkus om eftermiddagen. Og der var dejlige heste og dyr i bure og klovne til hest; og allersidst kom der en lille stridsvogn i rødt og guld, trukket af to ponyer, og i den sad slangetæmmersken på en fløjlspude, klædt helt i satin og pailletter. Hun var så mageløst smuk, mr. Cobb, at man måtte synke klumper i halsen, når man så på hende, og man fik små kolde gys op og ned ad ryggen. Ved du ikke, hvad jeg mener? Har du aldrig set nogen, der fik dig til at føle sådan?«

Mr. Cobb følte sig i dette øjeblik mere ilde til mode end på noget andet tidspunkt denne begivenhedsrige formiddag, men han undveg behændigt spørgsmålet ved at sige: »Jeg kan ikke se, der er noget galt i, at vi gør vores indtog så flot, som vi nu kan. Jeg tager pisken frem, retter ryggen og kører rask til; du holder din buket i skødet og slår din lille røde parasol op, og så skal vi nok få de lokale til at glo!«

Barnets ansigt strålede et øjeblik, men glansen svandt lige så hurtigt, da hun sagde: »Jeg glemte – mor satte mig ind i vognen, og måske vil hun gerne have, jeg sidder der, når jeg kommer til tante Mirandy. Måske er det finere at sidde derinde, og så behøver jeg ikke at blive løftet ned, så tøjet flyver op, men kan åbne døren og træde ned som en dame på rejse. Vil du ikke nok standse et øjeblik, mr. Cobb, så jeg kan flytte derind?«

Diligencekusken standsede godmodigt hestene, løftede det lille ophidsede væsen ned, åbnede døren og hjalp hende ind, idet han lagde syrenerne og den lyserøde parasol ved siden af hende.

»Vi har haft en dejlig tur,« sagde han, »og vi har lært hinanden rigtig godt at kende, har vi ikke? – Du glemmer vel ikke Milltown?«

»Aldrig!« udbrød hun inderligt; »og du er sikker på, at du heller ikke glemmer det?«

»Aldrig! Kors for hjertet!« lovede mr. Cobb højtideligt, mens han igen kravlede op på sin plads; og da diligencen rumlede ned ad landsbygaden mellem de grønne ahorntræer, så de, der kiggede ud ad vinduerne, en lille brun alf i gulbrun kattun sidde sirligt på bagsædet med en stor buket knuget i den ene hånd og en lyserød parasol i den anden. Havde de kunnet se langt nok, kunne de måske, da diligencen drejede ind på gårdspladsen ved siden af det gamle murstenshus, have set et bærestykke af kattun hæve og sænke sig voldsomt over det bankende hjerte nedenunder, den røde farve komme og gå i to blege kinder og et slør af tårer svømme i to strålende mørke øjne.

Rebeccas rejse var forbi.

»Der drejer diligencen ind på Sawyer-pigernes gårdsplads,« sagde mrs. Perkins til sin mand. »Det må være niecen oppe fra Temperance-egnen. De skal have skrevet til Aurelia og inviteret Hannah, den ældste, men Aurelia sagde, hun bedre kunne undvære Rebecca, hvis det var det samme for Mirandy og Jane; så det er Rebecca, der er kommet. Hun bliver godt selskab for vores Emma Jane, men jeg tror ikke, de beholder hende i tre måneder! Hun ser sort ud som en indianer, så vidt jeg kan se; sort og sådan lidt fremme i skoene. Man sagde jo engang, at en af Randall-slægten havde giftet sig med en spansk kvinde, en der underviste i musik og sprog på en kostskole. Lorenzo var mørklødet, det husker du nok, og det er det barn også. Nå, jeg ved nu ikke, om der er nogen rigtig skam i spansk blod, ikke hvis det ligger langt nok tilbage, og kvinden var respektabel.«

---