Po­l­ly­an­na

Eleanor H. Porter

Kapitel 1: miss Polly

Miss Polly Harrington trådte lidt hastigt ind i sit køkken denne junimorgen. Miss Polly plejede ikke at gøre hastige bevægelser; hun var særlig stolt af sin rolige fremtræden. Men i dag skyndte hun sig – skyndte sig virkelig.

Nancy, der stod og vaskede op ved køkkenvasken, så overrasket op. Nancy havde kun arbejdet i miss Pollys køkken i to måneder, men allerede nu vidste hun, at hendes frue ikke plejede at skynde sig.

»Nancy!«

»Ja, frøken.« Nancy svarede muntert, men blev ved med at tørre kanden, hun havde i hånden.

»Nancy,« – miss Pollys stemme var nu meget streng – »når jeg taler til dig, ønsker jeg, at du lægger arbejdet fra dig og hører efter, hvad jeg har at sige.«

Nancy rødmede, ulykkelig til mode. Hun satte straks kanden fra sig med kluden stadig viklet om den og var derved lige ved at vælte den – hvilket ikke gjorde hende roligere.

»Ja, frøken; det skal jeg nok, frøken,« stammede hun, mens hun rettede kanden op og hurtigt vendte sig om. »Jeg blev bare ved med mit arbejde, for du sagde jo udtrykkeligt til mig i morges, at jeg skulle skynde mig med opvasken.«

Hendes frue rynkede brynene.

»Det er nok, Nancy. Jeg bad ikke om forklaringer. Jeg bad om din opmærksomhed.«

»Ja, frøken.« Nancy undertrykte et suk. Hun spekulerede på, om hun nogensinde på nogen måde ville kunne gøre denne kvinde tilpas. Nancy havde aldrig før været »ude at tjene«; men da hendes syge mor pludselig var blevet enke med tre yngre børn foruden Nancy selv, havde pigen været nødt til at hjælpe med familiens underhold, og hun var blevet så glad, da hun fik plads i køkkenet i det store hus på bakken – Nancy kom fra »The Corners«, seks engelske mil derfra, og hun kendte kun miss Polly Harrington som fruen i familien Harringtons gamle hus og en af byens rigeste indbyggere. Det var to måneder siden. Nu kendte hun miss Polly som en streng, bistert udseende kvinde, der rynkede brynene, hvis en kniv faldt klirrende på gulvet, eller en dør smækkede – men som aldrig fandt på at smile, selv når knive og døre var i ro.

»Når du er færdig med dit morgenarbejde, Nancy,« sagde miss Polly nu, »kan du rydde det lille loftsværelse ved trappen og rede feltsengen. Når du har båret rejsekisterne og kasserne ud, skal du naturligvis feje værelset og gøre det rent.«

»Ja, frøken. Og hvor må jeg så stille de ting, jeg tager ud?«

»I det forreste loftsrum.« Miss Polly tøvede og fortsatte så: »Jeg kan vel lige så godt fortælle dig det nu, Nancy. Min niece, miss Pollyanna Whittier, kommer her for at bo hos mig. Hun er elleve år og skal sove i det værelse.«

»En lille pige – skal hun komme her, miss Harrington? Åh, hvor bliver det dejligt!« udbrød Nancy og tænkte på det solskin, hendes egne små søstre spredte i hjemmet i »The Corners«.

»Dejligt? Tja, det er ikke ligefrem det ord, jeg ville bruge,« svarede miss Polly stift. »Men jeg agter naturligvis at få det bedste ud af det. Jeg er en god kvinde, håber jeg; og jeg kender min pligt.«

Nancy blev blussende rød.

»Naturligvis, frøken; jeg tænkte bare, at en lille pige her måske kunne – kunne lyse lidt op for dig,« sagde hun usikkert.

»Tak,« svarede damen tørt. »Jeg kan dog ikke sige, at jeg ser noget umiddelbart behov for det.«

»Men du – du vil da selvfølgelig gerne have hende her, din søsters barn,« vovede Nancy at sige med en vag fornemmelse af, at hun på en eller anden måde måtte sørge for, at denne ensomme lille fremmede blev budt velkommen.

Miss Polly løftede hovmodigt hagen.

»Jamen ærlig talt, Nancy, bare fordi jeg tilfældigvis havde en søster, der var tåbelig nok til at gifte sig og sætte overflødige børn i en verden, der i forvejen var fuld nok, kan jeg ikke se, hvorfor jeg ligefrem skulle ønske selv at tage mig af dem. Men som jeg sagde før, håber jeg, at jeg kender min pligt. Sørg for at gøre rent i krogene, Nancy,« sluttede hun skarpt, idet hun gik ud af køkkenet.

»Ja, frøken,« sukkede Nancy og tog den halvt aftørrede kande op – nu så kold, at den måtte skylles igen.

Inde på sit eget værelse tog miss Polly endnu en gang det brev frem, som hun to dage forinden havde modtaget fra den fjerne by vestpå, og som havde været en så ubehagelig overraskelse for hende. Brevet var stilet til miss Polly Harrington, Beldingsville, Vermont, og lød sådan:

»Kære frøken – jeg beklager at måtte meddele dig, at pastor John Whittier døde for to uger siden og efterlod sig ét barn, en pige på elleve år. Han efterlod sig så godt som intet andet end nogle få bøger; for som du uden tvivl ved, var han præst ved denne lille missionskirke og fik en meget ringe løn.

»Jeg tror, han var din afdøde søsters mand, men han lod mig forstå, at familierne ikke stod på den bedste fod med hinanden. Han mente dog, at du for din søsters skyld måske ville ønske at tage barnet til dig og opdrage hende blandt hendes egne østpå. Derfor skriver jeg til dig.

»Den lille pige vil være helt klar til at rejse, når du får dette brev, og hvis du kan tage hende til dig, ville vi sætte stor pris på, at du skrev, at hun måtte komme med det samme, for her er en mand og hans kone, som meget snart skal østpå, og de ville tage hende med til Boston og sætte hende på toget til Beldingsville. Du vil naturligvis få besked om, hvilken dag og med hvilket tog du kan vente Pollyanna.

»I håb om snart at modtage et positivt svar sender jeg

»min ærbødige hilsen,

»Jeremiah O. White.«

Med rynkede bryn foldede miss Polly brevet sammen og stak det i konvolutten. Hun havde besvaret det dagen før og sagt, at hun naturligvis ville tage barnet til sig. Hun håbede, at hun kendte sin pligt godt nok til det! – hvor ubehagelig opgaven så end ville blive.

Mens hun nu sad der med brevet i hænderne, tænkte hun tilbage på sin søster Jennie, der havde været dette barns mor, og på dengang Jennie som tyveårig pige havde insisteret på at gifte sig med den unge præst trods familiens protester. Der havde været en velhavende mand, som gerne ville have hende – og familien havde foretrukket ham langt frem for præsten; men det havde Jennie ikke. Den velhavende mand havde både flere år og flere penge på sin konto, mens præsten kun havde et ungt hoved fuldt af ungdommens idealer og begejstring og et hjerte fuldt af kærlighed. Jennie havde foretrukket dette – ganske naturligt, måske; så hun havde giftet sig med præsten og var draget sydpå med ham som hustru til en hjemmemissionær.

Dengang var bruddet kommet. Miss Polly huskede det tydeligt, selv om hun dengang kun var en pige på femten år, den yngste. Familien havde siden ikke haft meget med missionærens kone at gøre. Ganske vist havde Jennie selv skrevet en tid og havde givet sit sidstfødte barn navnet »Pollyanna« efter sine to søstre, Polly og Anna – de andre små var alle døde. Det havde været sidste gang, Jennie skrev, og få år senere var nyheden om hendes død kommet i et kort, men dybt sorgfuldt lille brev fra præsten selv, dateret i en lille by vestpå.

Imens havde tiden ikke stået stille for beboerne i det store hus på bakken. Miss Polly så ud over den vidtstrakte dal dernede og tænkte på de forandringer, de femogtyve år havde ført med sig for hende.

Hun var fyrre nu og ganske alene i verden. Far, mor, søstre – alle var døde. I årevis havde hun nu rådet alene over huset og de tusinder, hendes far havde efterladt hende. Der var folk, som åbenlyst havde ynket hende for hendes ensomme liv og indtrængende rådet hende til at lade en ven eller en anden, der kunne holde hende med selskab, bo hos sig; men hun havde hverken brudt sig om deres medfølelse eller deres råd. Hun var ikke ensom, sagde hun. Hun kunne godt lide at være for sig selv. Hun foretrak ro. Men nu –

Miss Polly rejste sig med rynket pande og læberne fast sammenpressede. Hun var naturligvis glad for, at hun var en god kvinde, og at hun ikke blot kendte sin pligt, men også havde karakterstyrke nok til at opfylde den. Men – Pollyanna! – sikke et latterligt navn!

---