Northanger Abbey
Jane Austen
Kapitel 1
Ingen, der nogen sinde havde set Catherine Morland som lille, ville have troet, at hun var født til at blive heltinde. Hendes livsvilkår, hendes fars og mors karakter, hendes eget ydre og sindelag talte alt sammen lige stærkt imod hende. Hendes far var præst uden at være tilsidesat eller fattig, og han var en meget agtværdig mand, skønt han hed Richard – og han havde aldrig været smuk. Han havde en anselig formue foruden to indbringende præstekald – og han havde ikke den ringeste tilbøjelighed til at låse sine døtre inde. Hendes mor var en kvinde med praktisk, sund fornuft, et godt gemyt og, hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt, et godt helbred. Hun havde fået tre sønner, før Catherine blev født; og i stedet for at dø ved Catherines fødsel, som enhver måtte vente, levede hun videre – levede og fik seks børn til – og så dem vokse op omkring sig, mens hun selv nød et fortræffeligt helbred. En familie med ti børn vil altid blive kaldt en smuk familie, når der er hoveder og arme og ben nok til antallet; men familien Morland havde ikke megen anden ret til betegnelsen, for de var gennemgående meget lidt kønne, og Catherine var i mange år af sit liv lige så lidt køn som nogen af dem. Hun havde en spinkel, kejtet skikkelse, en gusten hud uden kulør, mørkt, fladt hår og markante ansigtstræk – så meget om hendes ydre; og hendes sind syntes lige så lidt at love nogen fremtid som heltinde. Hun holdt af alle drengelege og foretrak langt cricket, ikke blot frem for dukker, men også frem for barndommens mere heroiske fornøjelser: at passe en hasselmus, fodre en kanariefugl eller vande en rosenbusk. Hun havde faktisk slet ingen sans for en have; og hvis hun overhovedet plukkede blomster, var det mest for glæden ved at lave ulykker – i det mindste var det, hvad man formodede, eftersom hun altid foretrak dem, hun havde fået forbud mod at tage. Sådan var hendes tilbøjeligheder – hendes evner var lige så usædvanlige. Hun kunne aldrig lære eller forstå noget, før nogen havde lært hende det; og undertiden ikke engang da, for hun var ofte uopmærksom og af og til dum. Hendes mor var tre måneder om blot at lære hende at fremsige »Tiggerens bøn«; og så kunne Sally, hendes nærmeste lillesøster, endda fremsige den bedre end hun. Ikke at Catherine altid var dum – på ingen måde; fablen »Haren og de mange venner« lærte hun lige så hurtigt som nogen anden pige i England. Hendes mor ønskede, at hun skulle lære musik; og Catherine var sikker på, at det ville more hende, for hun holdt meget af at klimpre på det gamle, sølle spinets tangenter; derfor begyndte hun som otteårig. Hun fik undervisning i et år og kunne ikke holde det ud; og mrs. Morland, som ikke forlangte, at hendes døtre skulle beherske de finere færdigheder trods manglende evner eller lyst, lod hende holde op. Den dag, musiklæreren blev afskediget, var en af de lykkeligste i Catherines liv. Hendes sans for at tegne var ikke større; men hver gang hun kunne få et brevomslag af sin mor eller få fingre i en anden tilfældig papirlap, gjorde hun, hvad hun kunne på det område, og tegnede huse og træer, høns og kyllinger, som alle lignede hinanden meget. Hendes far lærte hende at skrive og regne; hendes mor lærte hende fransk: hun udmærkede sig ikke i nogen af delene og snød sig i begge tilfælde fra timerne, når hun kunne. Hvilket mærkeligt, uforklarligt væsen! – for skønt hun som tiårig viste alle disse tegn på fordærvelse, havde hun hverken et ondt hjerte eller et slet gemyt, var sjældent stædig, næsten aldrig stridbar og meget god mod de små, bortset fra enkelte anfald af tyranni; hun var desuden støjende og vild, hadede indespærring og renlighed og elskede intet i verden højere end at rulle ned ad den grønne skråning bag huset.
Sådan var Catherine Morland som tiårig. Som femtenårig så det bedre ud; hun begyndte at krølle sit hår og længes efter baller; hendes teint blev bedre, hendes ansigtstræk fik blødhed af fylde og farve, hendes øjne fik mere liv, og hendes skikkelse blev mere anselig. Hendes kærlighed til snavs veg for lysten til stads, og hun blev ren, efterhånden som hun blev fin; hun havde nu den glæde af og til at høre sin far og mor bemærke, hvor meget hendes ydre havde forbedret sig. »Catherine er ved at blive en ganske pæn pige – hun er næsten køn i dag« var ord, hun nu og da opfangede; og hvor var de velkomne! For en pige, der har været ukøn de første femten år af sit liv, er det at se næsten køn ud en landvinding, som giver større glæde, end en skønhed fra vuggen nogen sinde kan opleve.
Mrs. Morland var en meget god kvinde og ønskede, at hendes børn skulle blive alt det, de burde være; men så megen af hendes tid gik med at ligge i barselseng og undervise de små, at hendes ældre døtre uundgåeligt måtte klare sig selv; og det var ikke så mærkeligt, at Catherine, som fra naturens hånd ikke havde noget heroisk ved sig, som fjortenårig foretrak cricket, baseball, ridning og at løbe omkring på landet frem for bøger – eller i det mindste lærerige bøger – for så længe der ikke var nogen nyttig viden at hente i dem, så længe de kun rummede fortælling og ingen eftertanke, havde hun aldrig noget som helst imod bøger. Men fra hun var femten, til hun var sytten, stod hun i lære som heltinde; hun læste alle de værker, heltinder må læse for at fylde hukommelsen med de citater, der er så nyttige og så trøstende under deres begivenhedsrige livs omskiftelser.
Hos Pope lærte hun at dadle dem, der
»bærer sorgens tomme skin omkring.«
Hos Gray, at
»Mangen en blomst er født til uset at rødme
Og ødsle sin duft i ødemarkens luft.«
Hos Thomson, at
… »Det er en herlig gerning
At lære den unge tanke at spire.«
Og hos Shakespeare hentede hun et rigt forråd af viden: blandt andet, at
… »Småting, lette som luft,
Er for den skinsyge så stærk en bekræftelse
Som Den Hellige Skrifts beviser.«
At
»Den stakkels bille, som vi træder på,
Føler i kroppen lige så stor en smerte
Som en kæmpe, der dør.«
Og at en ung forelsket kvinde altid ser ud
… »som Tålmodigheden på et gravmæle
Der smiler til Sorgen.«
Så vidt var hendes fremskridt tilstrækkelige – og på mange andre punkter kom hun overordentlig godt efter det; for skønt hun ikke kunne skrive sonetter, tog hun sig sammen til at læse dem; og skønt der ikke syntes at være nogen udsigt til, at hun kunne henrykke et helt selskab med et selvkomponeret præludium på klaveret, kunne hun lytte til andres spil uden at trættes synderligt. Hendes største svaghed var tegneblyanten – hun havde ingen forstand på at tegne – ikke engang nok til at forsøge sig med en skitse af sin elskedes profil, så hun kunne blive grebet i det. Her var hun sørgeligt langt fra at nå en sand heltindes højder. Foreløbig var hun ikke klar over sin egen fattigdom, for hun havde ingen elsket at portrættere. Hun var fyldt sytten uden at have set en eneste elskværdig ung mand, der kunne sætte hendes følelser i bevægelse, uden at have vakt en eneste virkelig lidenskab hos nogen og uden så meget som at have vakt anden beundring end en meget beskeden og meget flygtig. Det var sandelig besynderligt! Men besynderlige ting lader sig som regel forklare, hvis man gør sig umage med at finde årsagen til dem. Der var ikke en eneste lord i nabolaget; nej – ikke engang en baronet. Ikke en eneste familie i deres omgangskreds havde opfostret og forsørget en dreng, som tilfældigvis var blevet fundet ved deres dør – ikke en eneste ung mand var af ukendt herkomst. Hendes far havde ingen myndling, og sognets godsejer ingen børn.
Men når en ung dame skal være heltinde, kan vrangvilligheden hos fyrre familier i nabolaget ikke standse hende. Der må og vil ske noget, som får en helt til at krydse hendes vej.
Mr. Allen, som ejede størstedelen af jorden omkring Fullerton, den landsby i Wiltshire, hvor familien Morland boede, fik ordineret et ophold i Bath mod sin gigt – og hans hustru, en godmodig kvinde, der holdt af miss Morland og sandsynligvis var klar over, at hvis en ung dame ikke kom ud for eventyr i sin egen landsby, måtte hun søge dem andetsteds, indbød hende til at rejse med dem. Mr. og mrs. Morland var lutter imødekommenhed, og Catherine lutter lykke.




