Was­hin­g­ton Square

Henry James

Kapitel 1

I en del af dette århundredes første halvdel, og især hen imod slutningen af den, havde en læge i byen New York en blomstrende praksis og nød måske i usædvanlig høj grad den anseelse, der i De Forenede Stater altid er blevet fremtrædende medlemmer af lægestanden til del. Dette erhverv har i Amerika altid været holdt i ære og har med større held end andetsteds gjort krav på at kaldes »liberalt«. I et land, hvor man for at gøre sig gældende i selskabslivet enten må tjene sine penge eller lade, som om man gør det, har man ment, at lægekunsten i høj grad forenede to anerkendte kilder til anseelse. Den hører hjemme i det praktiske, hvad der i De Forenede Stater er en stor anbefaling; og den strejfes af videnskabens lys – et fortrin, der værdsættes i et samfund, hvor kærligheden til viden ikke altid har været ledsaget af tid og lejlighed. En del af dr. Slopers ry skyldtes, at hans lærdom og hans kunnen holdt hinanden i nøje ligevægt; han var, hvad man kunne kalde en lærd læge, og dog var der intet abstrakt ved hans kure – han ordinerede altid noget, man skulle tage. Skønt han blev anset for at være yderst grundig, var han ikke generende teoretisk, og selv om han undertiden forklarede tingene noget mere indgående, end patienten syntes at kunne have nytte af, gik han aldrig så vidt (som visse læger, man har hørt om), at han satte sin lid til forklaringen alene, men efterlod altid en uudgrundelig recept. Der var læger, der efterlod recepten uden overhovedet at give nogen forklaring; og han hørte heller ikke til den klasse, som trods alt var den mest vulgære. Man vil forstå, at jeg beskriver en begavet mand; og det var i grunden derfor, dr. Sloper var blevet en lokal berømthed. På det tidspunkt, hvor vi navnlig skal beskæftige os med ham, var han omkring halvtreds år gammel, og hans popularitet var på sit højeste. Han var meget vittig og gjaldt i New Yorks bedste kredse for at være en verdensmand – hvad han da også var i fuldt tilstrækkelig grad. Jeg skynder mig at tilføje, for at foregribe en mulig misforståelse, at han ikke på nogen måde var en charlatan. Han var en helt igennem hæderlig mand – hæderlig i en grad, som han måske ikke havde haft lejlighed til at vise fuldt ud; og selv når man så bort fra den store velvilje i den kreds, hvor han praktiserede, og som yndede at prale af at have landets »skarpeste« læge, viste han dagligt, at han besad de evner, folk tilskrev ham. Han var en iagttager, ja en filosof, og det faldt ham så naturligt og (som folk sagde) så let at være skarpsindig, at han aldrig gik efter den blotte effekt og ikke havde nogen af de små kneb og prætentioner, der kendetegner andenrangs berømtheder. Det må indrømmes, at lykken havde været ham gunstig, og at vejen til velstand havde været yderst blød under hans fødder. Som syvogtyveårig havde han giftet sig af kærlighed med en meget charmerende ung pige, miss Catherine Harrington fra New York, der foruden sin charme havde bragt ham en solid medgift. Mrs. Sloper var elskværdig, yndefuld, dannet og elegant, og i 1820 havde hun været en af de kønne piger i den lille, men lovende hovedstad, som klyngede sig sammen omkring Battery og så ud over bugten, og hvis nordligste grænse var markeret af de græsklædte rabatter langs Canal Street. Allerede som syvogtyveårig havde Austin Sloper gjort sig et sådant navn, at det forekom mindre påfaldende, at en ung kvinde fra de fineste kredse, som havde ti tusind dollars i indtægt og de mest charmerende øjne på øen Manhattan, havde valgt ham ud af et dusin bejlere. Disse øjne og noget af det, der fulgte med dem, var i omtrent fem år en kilde til overordentlig stor tilfredshed for den unge læge, som var både en hengiven og en meget lykkelig ægtemand. At han havde giftet sig med en rig kvinde, ændrede intet ved den kurs, han havde lagt for sig selv, og han udøvede sin gerning med lige så klart et mål for øje, som om han stadig ikke havde andre midler end sin andel af den beskedne fædrenearv, han ved sin fars død havde delt med sine brødre og søstre. Målet havde ikke først og fremmest været at tjene penge – det havde snarere været at lære noget og gøre noget. At lære noget interessant og gøre noget nyttigt – det var i store træk det program, han havde skitseret, og efter hans opfattelse ændrede den tilfældige omstændighed, at hans kone havde en indtægt, ikke det mindste ved dets gyldighed. Han holdt af sin praksis og af at bruge den kunnen, som han med tilfredshed vidste, at han besad, og det var så indlysende, at han ikke kunne være andet end læge, at han vedblev at være læge, under de bedst mulige forhold. Naturligvis sparede hans gode kår i hjemmet ham for en hel del slid, og hans kones tilknytning til de »bedste kredse« skaffede ham en hel del af den slags patienter, hvis symptomer måske ikke i sig selv er mere interessante end symptomerne hos de lavere samfundslag, men i det mindste bliver fremvist med større vedholdenhed. Han ønskede at samle erfaring, og i løbet af tyve år fik han den i rigt mål. Det må tilføjes, at nogle af disse erfaringer, hvad de end måtte være værd i sig selv, var alt andet end velkomne. Hans første barn, en lille dreng, som efter doktorens faste overbevisning – og doktoren lod sig ikke begejstre uden videre – var overordentlig lovende, døde som treårig, trods alt, hvad moderens ømhed og faderens videnskab kunne udtænke for at redde ham. To år senere fødte mrs. Sloper sit andet barn – et barn af et køn, der i doktorens øjne gjorde det stakkels barn til en utilstrækkelig erstatning for hans begrædte førstefødte, som han havde sat sig for at gøre til en fortræffelig mand. Den lille pige var en skuffelse; men det var ikke det værste. En uge efter hendes fødsel viste den unge mor, der, som det hedder, havde haft det godt, pludselig alarmerende symptomer, og inden endnu en uge var gået, var Austin Sloper enkemand.

For en mand, hvis håndværk var at holde folk i live, havde han unægtelig klaret sig dårligt i sin egen familie; og en skarpsindig læge, der inden for tre år mister sin kone og sin lille dreng, bør måske være forberedt på at få enten sin kunnen eller sin kærlighed draget i tvivl. Vores ven slap dog for kritik: det vil sige, han slap for al kritik undtagen sin egen, som var langt den mest sagkyndige og mest frygtindgydende. Resten af sine dage gik han tynget af denne strengt private fordømmelse og bar for altid arrene efter den tugtelse, som den stærkeste hånd, han kendte, havde tildelt ham natten efter hans kones død. Omverdenen, der, som jeg har sagt, satte pris på ham, havde for megen medlidenhed med ham til at være ironisk; hans ulykke gjorde ham mere interessant og var endda med til at bringe ham på mode. Man bemærkede, at selv lægefamilier ikke kan undslippe de mere lumske former for sygdom, og at dr. Sloper trods alt havde mistet andre patienter end de to, jeg har nævnt; det udgjorde en hæderlig præcedens. Han havde sin lille pige tilbage, og selv om hun ikke var, hvad han havde ønsket sig, satte han sig for at få det bedst mulige ud af hende. Han lå inde med et forråd af ubrugt myndighed, som barnet i sine første år fik stor gavn af. Hun var naturligvis blevet opkaldt efter sin stakkels mor, og selv da hun endnu var ganske spæd, kaldte doktoren hende aldrig andet end Catherine. Hun voksede op som et meget robust og sundt barn, og hendes far sagde ofte til sig selv, når han betragtede hende, at han, sådan som hun nu engang var, i det mindste ikke behøvede at frygte at miste hende. Jeg siger »sådan som hun nu engang var«, for sandt at sige – Men det er en sandhed, jeg vil vente med at fortælle.

---