Vinden i pile­træ­er­ne

Kenneth Grahame

Kapitel 1: Flodbredden

Mole havde arbejdet meget hårdt hele formiddagen med forårsrengøringen i sit lille hjem. Først med koste, så med støveklude; så på stiger og trappestiger og stole, med en kalkkost og en spand hvidtekalk; til han havde støv i halsen og øjnene og kalkstænk over hele den sorte pels og ondt i ryggen og trætte arme. Foråret rørte på sig i luften over ham og i jorden under og omkring ham, og selv hans mørke, beskedne lille hus fyldtes af dets guddommelige utilfredshed og længsel. Det var derfor ikke så underligt, at han pludselig smed kalkkosten på gulvet, sagde »Pokkers!« og »For søren!« og også »Til pokker med forårsrengøringen!« og styrtede ud af huset uden så meget som at tage frakken på først. Noget deroppe kaldte bydende på ham, og han søgte hen mod den stejle lille tunnel, der hos ham gjorde det ud for den grusbelagte indkørsel hos de dyr, der bor nærmere solen og den frie luft. Så han skrabede og kradsede og gravede og masede, og så masede han igen og gravede og kradsede og skrabede, arbejdede ihærdigt med sine små poter og mumlede for sig selv: »Opad! Opad!« til hans snude omsider – plop! – dukkede frem i solskinnet, og han lå og rullede sig i det varme græs på en stor eng.

»Det her er dejligt!« sagde han til sig selv. »Det er bedre end at kalke!« Solen skinnede varmt på hans pels, milde vindpust kærtegnede hans hede pande, og efter al den tid, han havde levet afsondret i kælderdybet, ramte de glade fugles sang hans sløvede ører næsten som et råb. I sin livsglæde og fryd over foråret uden rengøringen satte han af med alle fire ben på én gang og fortsatte over engen, til han nåede hækken på den anden side.

»Stop en halv!« sagde en ældre kanin, der stod i åbningen. »Seks pence for retten til at passere ad privatvejen!« Han blev øjeblikkelig løbet omkuld af den utålmodige og foragtfulde Mole, som travede videre langs hækken og drillede de andre kaniner, der skyndte sig at titte frem fra deres huller for at se, hvad det var for et spektakel. »Løgsovs! Løgsovs!« råbte han hånligt og var væk, før de kunne finde på et rigtig tilfredsstillende svar. Så begyndte de alle sammen at vrisse ad hinanden. »Hvor er du dog dum! Hvorfor sagde du ikke til ham –« »Jamen, hvorfor sagde du så ikke –« »Du kunne da have mindet ham om –« og så videre, som det plejer at gå; men da var det naturligvis alt for sent, som det jo altid er.

Det hele forekom ham næsten for godt til at være sandt. Hid og did strejfede han ivrigt omkring over engene, langs levende hegn og gennem små lunde, og alle vegne så han fugle bygge rede, blomster sætte knop og blade skyde frem – alt var glad, alt voksede, alt havde travlt. Og i stedet for at mærke en nagende samvittighed, der stak til ham og hviskede »hvidtekalk!«, kunne han på en eller anden måde kun føle, hvor herligt det var at være den eneste lediggænger blandt alle disse travle borgere. Måske er det bedste ved en fridag trods alt ikke så meget selv at hvile sig som at se alle de andre have travlt med arbejdet.

Han syntes, hans lykke var fuldkommen, da han på sin planløse vandring pludselig stod ved bredden af en vandrig flod. Aldrig i sit liv havde han set en flod før – dette blanke, bugtende, fyldige dyr, der jagede af sted og klukkede, greb fat om ting med en gurglen og slap dem med en latter for at kaste sig over nye legekammerater, som rystede sig fri og blev fanget og holdt fast igen. Alt sitrede og skælvede – glimt og glans og gnister, raslen og hvirvler, pludren og boblen. Mole var forhekset, tryllebundet, betaget. Han travede langs floden, som man traver, når man er ganske lille, ved siden af en mand, der holder en tryllebundet med spændende historier; og da han omsider blev træt, satte han sig på bredden, mens floden stadig snakkede videre til ham, en pludrende strøm af verdens bedste historier, sendt fra jordens hjerte for til sidst at blive fortalt til det umættelige hav.

Mens han sad i græsset og så over floden, faldt hans blik på et mørkt hul i brinken overfor, lige over vandkanten, og drømmende begyndte han at forestille sig, hvor rar og lun en bolig det kunne blive for et nøjsomt dyr med smag for et smukt lille hjem ved floden, over højvandsmærket og langt fra støj og støv. Som han sad og stirrede, syntes noget lille og blankt at glimte dybt derinde; det forsvandt og glimtede så igen som en ganske lille stjerne. Men det kunne næppe være en stjerne på så usandsynligt et sted, og det var for funklende og småt til at være en sankthansorm. Så blinkede det til ham, mens han så på det, og røbede sig dermed som et øje; og et lille ansigt begyndte langsomt at vokse frem omkring det som en ramme om et billede.

Et lille brunt ansigt med knurhår.

Et alvorligt, rundt ansigt med det samme glimt i øjet, som først havde fanget hans opmærksomhed.

Små, nette ører og tæt, silkeblød pels.

Det var Water Rat!

De to dyr stod nu og betragtede forsigtigt hinanden.

»Goddag, Mole!« sagde Water Rat.

»Goddag, Rat!« sagde Mole.

»Har du lyst til at komme herover?« spurgte Rat lidt efter.

»Åh, det er jo nemt nok at snakke,« sagde Mole lidt vrissent, for både floden og livet ved den og dets skikke var noget nyt for ham.

Rat sagde ikke noget, men bøjede sig ned og løsnede et tov og halede i det; så trådte han let ned i en lille båd, som Mole ikke havde lagt mærke til. Den var malet blå udenpå og hvid indeni og havde lige den rette størrelse til to dyr; og Mole tabte straks hele sit hjerte til den, selv om han endnu ikke helt forstod, hvad den skulle bruges til.

Rat roede raskt over og fortøjede båden. Så rakte han sin forpote op, mens Mole forsigtigt steg ned. »Støt dig til den!« sagde han. »Nå, så rask til!« Og til sin overraskelse og fryd sad Mole nu virkelig agter i en rigtig båd.

»Det har været en vidunderlig dag!« sagde han, mens Rat stødte fra og tog årerne igen. »Ved du hvad, jeg har aldrig i hele mit liv været i en båd før.«

»Hvad?« råbte Rat med åben mund. »Aldrig været i en – du har aldrig – jamen, jeg – hvad har du da gået og lavet?«

»Er det virkelig så dejligt?« spurgte Mole genert, skønt han var ganske parat til at tro det, mens han lænede sig tilbage på sædet og betragtede puderne, årerne, åregaflerne og alt det fascinerende udstyr og mærkede båden vugge sagte under sig.

»Dejligt? Det er det eneste, der er noget ved,« sagde Water Rat højtideligt og lænede sig frem til næste åretag. »Tro mig, min unge ven, der er intet – absolut intet – der er halvt så meget værd at bruge sin tid på som bare at rode rundt i både. Bare rode,« fortsatte han drømmende, »rode – rundt – i – både; rode –«

»Se dig for, Rat!« råbte Mole pludselig.

Det var for sent. Båden ramte bredden med fuld fart. Drømmeren, den glade roer, lå på ryggen i bådens bund med hælene i vejret.

»– rundt i både – eller med både,« fortsatte Rat uforstyrret og rejste sig med en godmodig latter. »Om man er i dem eller ude af dem, det er lige meget. Der er slet ikke rigtig noget, der betyder noget, og det er det herlige ved det. Om man kommer af sted eller ej, om man når frem til sit bestemmelsessted eller havner et andet sted, eller om man slet ikke når nogen steder hen, så har man altid travlt, og man foretager sig aldrig noget særligt; og når man har gjort det, er der altid noget andet at gøre, og det kan man gøre, hvis man har lyst, men man gør langt klogere i at lade være. Hør her! Hvis du virkelig ikke har andet for denne formiddag, hvad siger du så til, at vi tager ned ad floden sammen og får en hel, lang dag ud af det?«

Mole vrikkede med tæerne af ren lykke, skød brystet frem med et suk af dyb tilfredshed og lænede sig saligt tilbage i de bløde puder. »Sikke en dag jeg har!« sagde han. »Lad os tage af sted med det samme!«

»Så vent lige et øjeblik!« sagde Rat. Han trak en løkke af fanglinen gennem en ring på sin bådebro, kravlede op i sit hul ovenover og dukkede lidt efter frem igen, vaklende under vægten af en bugnende frokostkurv af pileflet.

»Skub den ind under fødderne,« sagde han til Mole, mens han rakte den ned i båden. Så løste han fanglinen og tog årerne igen.

»Hvad er der i den?« spurgte Mole og vred sig af nysgerrighed.

»Der er kold kylling i den,« svarede Rat kort, »koldtungekoldskinkekoldoksestegsyltedeagurkersalatfranskbrødsbollerkarsesandwicherkødpostejingefærøllimonadesodavand –«

»Åh, hold op, hold op!« råbte Mole henrykt. »Det er alt for meget!«

»Synes du virkelig det?« spurgte Rat alvorligt. »Det er bare, hvad jeg altid tager med på de her små udflugter, og de andre dyr siger altid til mig, at jeg er en nærig rad og beregner maden meget knebent!«

Mole hørte ikke et ord af, hvad han sagde. Helt opslugt af det nye liv, han var på vej ind i, beruset af glimtene og krusningerne, duftene og lydene og solskinnet, lod han en pote glide gennem vandet og drømte lange drømme med åbne øjne. Water Rat roede støt videre og undlod at forstyrre ham, som den gode lille fyr han var.

»Jeg kan vældig godt lide dit tøj, gamle ven,« bemærkede han, da der var gået en halv times tid. »En dag vil jeg også anskaffe mig en rygedragt af sort fløjl, så snart jeg har råd.«

»Undskyld,« sagde Mole og fik med besvær samling på sig selv. »Du må synes, jeg er meget uhøflig, men alt det her er så nyt for mig. Så – det – her – er – en – flod!«

»Floden,« rettede Rat ham.

»Og du bor virkelig ved floden? Sikke et dejligt liv!«

»Ved den og med den og på den og i den,« sagde Rat. »Den er min bror og søster og mine tanter, mit selskab og min mad og drikke og (naturligvis) mit vaskevand. Den er min verden, og jeg ønsker mig ingen anden. Hvad den ikke har, er ikke værd at have, og hvad den ikke ved, er ikke værd at vide. Du milde, hvad vi dog har oplevet sammen! Vinter eller sommer, forår eller efterår, der er altid noget morsomt og spændende ved den. Når oversvømmelserne kommer i februar, og mine kældre og min kælderetage er fulde til randen af noget at drikke, som jeg ingen glæde har af, og det brune vand strømmer forbi vinduet i mit bedste soveværelse; eller når det hele falder igen og blotter mudderpletter, der dufter som rosinkage, og sivene og vandplanterne stopper løbene til, og jeg kan tusle tørskoet omkring på det meste af flodbunden og finde frisk mad at spise og ting, som skødesløse folk har tabt fra deres både!«

»Men bliver det ikke lidt kedeligt sommetider?« vovede Mole at spørge. »Bare dig og floden og ingen andre at få et ord med?«

»Ingen andre at – nå, jeg må ikke være for hård ved dig,« sagde Rat overbærende. »Det er nyt for dig, og selvfølgelig ved du ikke besked. Flodbredden er så tæt befolket nu om dage, at mange flytter helt væk. Åh nej, det er slet ikke, hvad det har været. Oddere, isfugle, små lappedykkere, rørhøns, de er der alle sammen dagen lang og vil altid have en til at gøre noget – som om man ikke havde sit eget at passe!«

»Hvad ligger derovre?« spurgte Mole og viftede med en pote mod skoven i baggrunden, der mørkt indrammede flodengene på den ene side af floden.

»Det? Åh, det er bare Wild Wood,« sagde Rat kort. »Vi flodbredsbeboere kommer der ikke ret meget.«

»Er de ikke – er de ikke særlig rare, de folk derinde?« sagde Mole en smule nervøst.

»Tja-a,« svarede Rat, »lad mig nu se. Egernene er gode nok. Og kaninerne – nogle af dem, men kaniner er en broget flok. Og så er der selvfølgelig Badger. Han bor lige midt i det hele; han ville heller ikke bo noget andet sted, om han så fik penge for det. Kære gamle Badger! Der er ingen, der lægger sig ud med ham. Det gør de klogt i at lade være med,« tilføjede han med et sigende tonefald.

»Jamen, hvem skulle dog lægge sig ud med ham?« spurgte Mole.

»Jamen, selvfølgelig – der – er jo andre,« forklarede Rat lidt tøvende. »Væsler – og hermeliner – og ræve – og så videre. De er da gode nok på deres vis – jeg er meget gode venner med dem – vi hilser på hinanden, når vi mødes, og den slags – men sommetider går de over gevind, det kan man ikke komme uden om, og så – ja, man kan ikke rigtig stole på dem, og sådan er det.«

Mole vidste godt, at det var ganske imod dyrenes omgangsformer at dvæle ved mulige vanskeligheder forude eller blot antyde dem, så han lod emnet falde.

»Og hvad er der så på den anden side af Wild Wood?« spurgte han. »Der, hvor alt er blåt og diset, og man ser noget, der måske er bakker og måske slet ikke er det, og noget, der ligner røg fra byer, eller er det bare drivende skyer?«

»Bag Wild Wood ligger den vide verden,« sagde Rat. »Og den kommer hverken dig eller mig ved. Jeg har aldrig været der, og jeg kommer der aldrig, og det gør du heller ikke, hvis du ejer den mindste smule fornuft. Nævn den aldrig igen, er du rar. Nå, så! Her er endelig vores stille sidearm, hvor vi skal spise frokost.«

De forlod nu hovedløbet og gled ind på noget, der ved første øjekast lignede en lille, helt landlukket sø. Grønsværen skrånede ned mod begge bredder, brune, slangebugtede trærødder skinnede under det stille vands overflade, mens et stemmeværk foran dem med sølvblank skulder og skummende fald, arm i arm med et rastløst, dryppende møllehjul, der på sin side bar et møllehus med grå gavle, fyldte luften med en beroligende mumlen, dump og dæmpet, men med små, klare stemmer, der indimellem lød muntert igennem. Det var så smukt, at Mole kun kunne løfte begge forpoter og gispe: »Du godeste! Du godeste! Du godeste!«

Rat lagde båden ind til bredden, fortøjede den, hjalp den stadig lidt kejtede Mole sikkert i land og svingede frokostkurven op. Mole bad Rat gøre ham den tjeneste at lade ham pakke det hele ud selv; og Rat føjede ham hjertens gerne og strakte sig i fuld længde i græsset for at hvile, mens hans begejstrede ven rystede dugen ud og bredte den ud, tog alle de hemmelighedsfulde pakker frem én efter én og anbragte deres indhold i den rette orden, stadig med et gispende »Du godeste! Du godeste!« hver gang noget nyt kom til syne. Da alt var klart, sagde Rat: »Nå, så tag for dig, gamle dreng!« Og det gjorde Mole sandelig med glæde, for han havde begyndt på forårsrengøringen meget tidligt den morgen, som folk nu gør, og havde ikke holdt inde for at få en bid eller en slurk; og han havde været meget igennem siden dengang, der nu forekom ham at ligge så mange dage tilbage.

»Hvad ser du på?« spurgte Rat lidt efter, da den værste sult var stillet, og Moles øjne kunne begynde at vandre lidt væk fra dugen.

»Jeg ser på en stribe bobler,« sagde Mole, »som jeg kan se bevæge sig hen over vandoverfladen. Det synes jeg er mærkeligt.«

»Bobler? Oho!« sagde Rat og gav et muntert, lokkende kvidder fra sig.

En bred, blank snude dukkede op over brinken, og Otter trak sig op og rystede vandet af pelsen.

»Grådige bæster!« bemærkede han og satte kurs mod forsyningerne. »Hvorfor inviterede du ikke mig, Ratty?«

»Det var et pludseligt indfald,« forklarede Rat. »Apropos – min ven mr. Mole.«

»Det er mig sandelig en ære,« sagde Otter, og de to dyr var venner på stedet.

»Sikke et røre alle vegne!« fortsatte Otter. »Hele verden lader til at være ude på floden i dag. Jeg kom herop i den stille sidearm for at få et øjebliks fred, og så falder jeg over jer to! – Eller rettere – undskyld – det er ikke helt sådan ment, forstår I nok.«

Der raslede noget bag dem i en hæk, hvor sidste års blade stadig sad tæt, og et stribet hoved med høje skuldre bag sig tittede frem og så på dem.

»Kom herhen, gamle Badger!« råbte Rat.

Badger travede et skridt eller to frem, gryntede så »Hm! Selskab« og vendte ryggen til og forsvandt ud af syne.

»Det er lige sådan, han er!« bemærkede Rat skuffet. »Han hader simpelthen selskabslivet! Nu ser vi ikke mere til ham i dag. Nå, sig os: Hvem er ude på floden?«

»Toad, for eksempel,« svarede Otter. »I sin splinternye kaproningsbåd; nyt tøj, nyt det hele!«

De to dyr så på hinanden og lo.

»Engang gjaldt det sejlads og intet andet,« sagde Rat. »Så blev han træt af det og gav sig til at stage. Han ville ikke andet end stage dagen lang, hver eneste dag, og det lavede han noget værre kludder i. Sidste år var det husbåde, og vi måtte alle sammen hen og bo hos ham i hans husbåd og lade, som om vi syntes om det. Han skulle tilbringe resten af sit liv i en husbåd. Det er det samme, hvad han end giver sig i kast med; han bliver træt af det og begynder på noget nyt.«

»Og så er han sådan en god fyr,« bemærkede Otter eftertænksomt, »men han savner stabilitet – især i en båd!«

Fra deres plads kunne de skimte hovedløbet på den anden side af øen, der lå imellem; og netop da kom en kaproningsbåd til syne i et glimt, og roeren – en lille, tyk skikkelse – plaskede fælt og slingrede en hel del, men sled i det af alle kræfter. Rat rejste sig og råbte ham an, men Toad – for det var ham – rystede på hovedet og fortsatte bistert sit arbejde.

»Han ryger snart ud af båden, hvis han vipper sådan,« sagde Rat og satte sig igen.

»Det gør han selvfølgelig,« klukkede Otter. »Har jeg nogensinde fortalt dig den gode historie om Toad og slusemesteren? Det gik sådan til. Toad. …«

En vildfaren døgnflue slog et usikkert sving tværs over strømmen på den berusede manér, som unge levemænd blandt døgnfluerne ynder, når de er ude at opleve livet. En hvirvel i vandet og et »klup!«, og døgnfluen var ikke længere at se.

Det var Otter heller ikke.

Mole så ned. Stemmen lød endnu i hans ører, men græspletten, hvor Otter havde ligget og slænget sig, var ganske tom. Ikke en Otter at se, helt ud til den fjerne horisont.

Men igen var der en stribe bobler på flodens overflade.

Rat nynnede en melodi, og Mole kom i tanke om, at dyrenes omgangsformer forbød enhver kommentar, når en af ens venner pludselig forsvandt, hvad øjeblik det så var, og af hvilken som helst grund eller helt uden grund.

»Nå, nå,« sagde Rat, »vi må vist hellere se at komme af sted. Gad vide, hvem af os der bør pakke frokostkurven?« Han lød ikke, som om han var frygtelig ivrig efter den fornøjelse.

»Åh, lad mig endelig gøre det,« sagde Mole. Og så lod Rat ham naturligvis gøre det.

Det var ikke helt så fornøjeligt at pakke kurven sammen som at pakke den ud. Det er det aldrig. Men Mole havde sat sig for at nyde det hele, og selv om han, netop som han havde pakket kurven og spændt remmene stramt om den, så en tallerken stirre op på sig fra græsset, og Rat, da arbejdet var gjort om, pegede på en gaffel, som enhver burde have fået øje på, og der til allersidst, minsandten, var sennepskrukken, som han havde siddet på uden at vide det – ja, så blev det alligevel på en eller anden måde færdigt til sidst, uden at det gik synderligt ud over humøret.

Eftermiddagssolen var ved at synke, mens Rat roede roligt hjemad i en drømmende sindsstemning, mumlede digterier for sig selv og ikke skænkede Mole større opmærksomhed. Men Mole var så fuld af frokost og selvtilfredshed og stolthed og følte sig allerede ganske hjemme i en båd (troede han da selv), og desuden var han ved at blive lidt urolig; og lidt efter sagde han: »Ratty! Åh, må jeg ikke nok ro nu!«

Rat rystede smilende på hovedet. »Ikke endnu, min unge ven,« sagde han. »Vent, til du har fået lidt undervisning. Det er ikke så let, som det ser ud.«

Mole var stille et minut eller to. Men han blev mere og mere misundelig på Rat, der roede så stærkt og ubesværet af sted, og hans stolthed begyndte at hviske til ham, at han kunne gøre det akkurat lige så godt. Han sprang op og greb så pludseligt om årerne, at Rat, som sad og stirrede ud over vandet og mumlede flere digterier for sig selv, blev overrumplet og for anden gang faldt baglæns ned fra sædet med benene i vejret, mens den triumferende Mole indtog hans plads og greb årerne med fuld selvtillid.

»Hold op, dit dumme æsel!« råbte Rat fra bådens bund. »Du kan ikke finde ud af det! Du får os til at kæntre!«

Mole svingede flot årerne bagud og huggede til efter vandet. Han ramte slet ikke overfladen, benene fløj op over hovedet på ham, og så lå han oven på Rat i bådens bund. Frygtelig forskrækket greb han ud efter rælingen, og i næste øjeblik – plask!

Båden kæntrede, og nu lå han og kæmpede i floden.

Du godeste, hvor var vandet koldt, og åh, hvor føltes det dog frygtelig vådt! Hvor sang det i hans ører, mens han sank ned, ned, ned! Hvor lys og velkommen solen så ud, da han hostende og spruttende kom op til overfladen! Hvor sort blev hans fortvivlelse, da han mærkede, at han sank igen! Så greb en fast pote ham i nakken. Det var Rat, og han lo tydeligvis – Mole kunne mærke hans latter hele vejen ned gennem Rats arm og ud i poten og derfra ind i sin egen – Moles – nakke.

Rat greb fat i en åre og skubbede den ind under Moles ene arm; så gjorde han det samme på den anden side og svømmede bag det hjælpeløse dyr, skubbede ham ind til bredden, halede ham op og satte ham fra sig på brinken, en blød, sjasket klump elendighed.

Da Rat havde frotteret ham lidt og vredet noget af vandet af ham, sagde han: »Nå, gamle dreng! Løb op og ned ad trækstien, så stærkt du kan, til du er varm og tør igen, mens jeg dykker efter frokostkurven.«

Så travede den nedtrykte Mole omkring, våd udenpå og skamfuld indeni, til han var nogenlunde tør, mens Rat kastede sig i vandet igen, bjærgede båden, vendte den på ret køl og fortøjede den, lidt efter lidt fik sine flydende ejendele bragt i land og til sidst dykkede efter frokostkurven, fik fat i den og kæmpede sig i land med den.

Da alt endnu engang var klart til afgang, satte Mole sig slatten og modløs agter i båden; og da de stødte fra, sagde han lavt, med stemmen brudt af bevægelse: »Ratty, min ædelmodige ven! Jeg er virkelig meget ked af, at jeg opførte mig så dumt og utaknemmeligt. Jeg bliver helt dårlig ved tanken om, at jeg kunne have mistet den smukke frokostkurv. Jeg har virkelig været et fuldkomment æsel, og det ved jeg godt. Vil du bære over med mig denne ene gang og tilgive mig og lade alting være som før?«

»Det er helt i orden, min ven!« svarede Rat muntert. »Hvad gør det en Water Rat at blive lidt våd? De fleste dage er jeg mere i vandet end oppe af det. Tænk du ikke mere på det, og hør så her! Jeg synes faktisk, du skal komme og bo hos mig et stykke tid. Her er meget enkelt og tarveligt, ved du nok – slet ikke som hjemme hos Toad – men det har du jo heller ikke set endnu; alligevel kan jeg nok sørge for, at du får det rart. Og jeg vil lære dig at ro og svømme, og snart vil du være lige så ferm på vandet som alle os andre.«

Mole blev så rørt over hans venlige ord, at han ikke kunne få en lyd frem til svar; og han måtte tørre en tåre eller to bort med bagsiden af poten. Men Rat så hensynsfuldt den anden vej, og snart steg Moles humør igen, og han var endda i stand til at give et par rørhøns svar på tiltale, da de fnisede indbyrdes af hans forpjuskede udseende.

Da de kom hjem, tændte Rat en lystig ild i dagligstuen og anbragte Mole i en lænestol foran den, efter at han havde hentet en slåbrok og et par tøfler ned til ham, og fortalte ham historier fra floden, lige til de skulle spise til aften. Og det var meget spændende historier for et dyr, der boede i jorden, som Mole. Historier om stemmeværker og pludselige oversvømmelser og springende gedder og dampskibe, som kastede hårde flasker – i hvert fald blev der bestemt kastet flasker, og det var fra dampskibe, så de var formodentlig også kastet af dem; og om hejrer, og hvor nøje de var med, hvem de talte til; og om eventyr nede i afløbene og natlige fisketure med Otter eller udflugter vidt omkring med Badger. Aftensmaden var et yderst fornøjeligt måltid; men ganske kort efter måtte en frygtelig søvnig Mole ledsages ovenpå til det bedste soveværelse af sin hensynsfulde vært, og dér lagde han snart hovedet på puden i stor fred og tilfredshed, i visheden om, at hans nyfundne ven, floden, skvulpede mod hans vindueskarm.

Denne dag var kun den første af mange lignende for den frigjorte Mole; dagene blev længere, og alle var de fulde af oplevelser, mens sommeren modnedes og skred frem. Han lærte at svømme og ro og fik del i det rindende vands glæde; og med øret mod tagrørenes stængler opfangede han nu og da lidt af det, vinden uafladeligt gik og hviskede iblandt dem.

---