Klo­der­nes kamp

H. G. Wells

Kapitel 1: På tærsklen til krigen

Ingen ville i det nittende århundredes sidste år have troet, at denne verden blev nøje og årvågent iagttaget af intelligenser, som overgik menneskets og dog var lige så dødelige som dets egen; at menneskene, mens de passede deres forskellige gøremål, blev gransket og studeret, måske næsten lige så indgående, som et menneske med et mikroskop kunne granske de kortlivede skabninger, der myldrer og formerer sig i en vanddråbe. Med grænseløs selvtilfredshed færdedes menneskene frem og tilbage på denne klode, optaget af deres små anliggender, trygge i forvisningen om deres herredømme over materien. Måske gør infusionsdyrene under mikroskopet det samme. Ingen tænkte på rummets ældre verdener som kilder til fare for menneskene; tænkte man på dem, var det kun for at afvise tanken om liv på dem som umulig eller usandsynlig. Det er besynderligt at mindes nogle af tankevanerne fra de svundne dage. I det højeste forestillede jordboerne sig, at der kunne være andre mennesker på Mars, måske ringere end de selv og rede til at byde en mission velkommen. Men hinsides rummets afgrund betragtede bevidstheder, der står lige så højt over vore, som vore står over de forgængelige dyrs, vældige, kølige intellekter uden medfølelse, denne jord med misundelige øjne og lagde langsomt og sikkert deres planer imod os. Og i begyndelsen af det tyvende århundrede kom den store desillusionering.

Planeten Mars kredser, hvad jeg næppe behøver at minde læseren om, om solen i en gennemsnitlig afstand på 140.000.000 engelske mil, og den modtager knap halvt så meget lys og varme fra solen som denne verden. Den må, hvis der er nogen sandhed i tågehypotesen, være ældre end vor verden; og længe før denne jord størknede, må livet på Mars’ overflade have taget sin begyndelse. Det forhold, at dens rumfang knap er en syvendedel af Jordens, må have fremskyndet dens afkøling til den temperatur, hvor livet kunne begynde. Den har luft og vand og alt, hvad der er nødvendigt for at opretholde liv.

Men så forfængeligt er mennesket og så forblindet af sin forfængelighed, at ingen forfatter helt frem til det nittende århundredes slutning gav udtryk for den tanke, at intelligent liv dér kunne have udviklet sig langt videre end på Jorden – eller overhovedet videre. Man forstod heller ikke i almindelighed, hvad der nødvendigvis følger af, at Mars er ældre end vor jord, har knap en fjerdedel af dens overfladeareal og ligger længere fra solen: Den er ikke blot fjernere fra tidens begyndelse, men også nærmere dens ende.

Den langsomme afkøling, der en dag må ramme vor planet, er allerede meget langt fremskreden hos vor nabo. Dens fysiske tilstand er endnu for en stor del en gåde, men vi ved nu, at selv ved dens ækvator når middagstemperaturen knap op på temperaturen i vor koldeste vinter. Dens luft er langt tyndere end vor, dens oceaner er svundet ind, så de kun dækker en tredjedel af dens overflade, og når dens lange årstider skifter, dannes og smelter vældige snekapper ved begge poler, så dens tempererede zoner med mellemrum oversvømmes. Dette sidste stadium af udtæring, som for os stadig ligger ufatteligt fjernt, er blevet et aktuelt problem for indbyggerne på Mars. Nødens umiddelbare pres har skærpet deres forstand, øget deres formåen og forhærdet deres hjerter. Og når de ser ud over rummet med instrumenter og intelligenser, som vi knap har drømt om, ser de en håbets morgenstjerne, kun 35.000.000 engelske mil borte i retning mod solen, når afstanden er kortest: vor egen varmere planet, grøn af plantevækst og grå af vand, med en skyfyldt atmosfære, der taler sit tydelige sprog om frugtbarhed, og gennem de drivende skystriber skimter de vidtstrakte, folkerige landområder og smalle have, hvor krigsflåder trænges.

Og vi mennesker, de skabninger, som bebor denne jord, må for dem være mindst lige så fremmede og lavtstående, som aberne og lemurerne er for os. Menneskets forstand erkender allerede, at livet er en uophørlig kamp for tilværelsen, og det ser ud til, at bevidsthederne på Mars deler denne opfattelse. Deres verden er langt fremme i sin afkøling, og denne verden myldrer endnu af liv, men kun af det, de betragter som laverestående dyr. At føre krig ind mod solen er i virkeligheden deres eneste mulighed for at undslippe den undergang, der generation efter generation sniger sig ind på dem.

Og før vi dømmer dem alt for hårdt, må vi huske, hvor hensynsløst og fuldstændigt vor egen art har udryddet ikke blot dyr som den forsvundne bison og dronten, men også sine laverestående racer. Tasmanierne blev trods deres menneskelige skikkelse på halvtreds år fuldstændig udslettet i en udryddelseskrig ført af europæiske indvandrere. Er vi sådanne barmhjertighedens apostle, at vi kunne beklage os, hvis marsboerne førte krig i samme ånd?

Marsboerne synes at have beregnet deres nedstigning med forbløffende snilde – deres matematiske kundskaber overstiger åbenbart langt vore – og at have gennemført deres forberedelser i så godt som fuldkommen enighed. Havde vore instrumenter tilladt det, kunne vi have set den voksende fare allerede langt tilbage i det nittende århundrede. Mænd som Schiaparelli iagttog den røde planet – det er for øvrigt sært, at Mars i utallige århundreder har været krigens stjerne – men kunne ikke tyde forandringerne i de aftegninger, de kortlagde så godt. I al den tid må marsboerne have været i færd med at forberede sig.

Under oppositionen i 1894 blev et stærkt lys observeret på planetskivens belyste del, først ved Lick-observatoriet, så af Perrotin i Nice og siden af andre iagttagere. De engelske læsere hørte først om det i nummeret af Nature dateret den 2. august. Jeg er tilbøjelig til at tro, at dette ildskær kan have stammet fra støbningen af den vældige kanon i den enorme grube, der var gravet ned i deres planet, og hvorfra deres skud mod os blev affyret. Under de to følgende oppositioner så man nær stedet for dette udbrud særegne aftegninger, som endnu ikke er forklaret.

Det er nu seks år siden, stormen brød løs over os. Da Mars nærmede sig oppositionen, fik Lavelle på Java telegraftrådene i Astronomical Exchange til at sitre med den forbløffende nyhed om et vældigt udbrud af glødende gas på planeten. Det var sket hen imod midnat den tolvte; og spektroskopet, som han straks havde taget i brug, viste en flammende gasmasse, hovedsagelig brint, der bevægede sig med enorm hastighed mod denne jord. Denne ildstråle var blevet usynlig omkring kvart over tolv. Han sammenlignede den med et kolossalt pust af flammer, der pludseligt og voldsomt blev sprøjtet ud af planeten, »som når flammende gasser farer ud af en kanon«.

Det viste sig at være en særdeles rammende vending. Alligevel stod der dagen efter intet om det i aviserne bortset fra en lille notits i Daily Telegraph, og verden anede intet om en af de alvorligste farer, der nogensinde har truet menneskeheden. Jeg ville måske slet ikke have hørt om udbruddet, hvis jeg ikke havde mødt Ogilvy, den velkendte astronom, i Ottershaw. Han var umådeligt opstemt over nyheden og inviterede mig i sin overstrømmende begejstring til at komme op samme nat og skiftes med ham til at studere den røde planet.

Trods alt, hvad der siden er sket, husker jeg stadig den nattevagt meget tydeligt: det sorte og tavse observatorium, den afskærmede lygte, der kastede et svagt skær på gulvet henne i hjørnet, den regelmæssige tikken fra teleskopets urværk, den lille spalte i taget – et aflangt dyb med striber af stjernestøv på tværs. Ogilvy gik omkring; jeg kunne ikke se ham, men jeg kunne høre ham. Gennem teleskopet så man en dybblå cirkel og den lille runde planet svømme i synsfeltet. Den virkede så lille, så lysende og lille og stille, med svage tværstriber, ikke helt rund, men en smule fladtrykt. Men hvor var den lille, så varm i sit sølvskær – et knappenålshoved af lys! Det var, som om den dirrede, men i virkeligheden var det teleskopet, der vibrerede af bevægelsen i det urværk, som holdt planeten i synsfeltet.

Mens jeg så på, syntes planeten at blive større og mindre, at nærme sig og fjerne sig, men det skyldtes blot, at mit øje var træt. Fyrre millioner engelske mil var den fra os – mere end fyrre millioner engelske mil tomrum. Få mennesker fatter vidden af det tomrum, som det materielle univers’ støv svømmer i.

Nær den i synsfeltet var der, husker jeg, tre svage lyspunkter, tre uendelig fjerne stjerner, som kun kunne ses i teleskop, og rundt om den lå det tomme rums uudgrundelige mørke. Du ved, hvordan det mørke ser ud en frostklar stjernenat. I et teleskop virker det langt dybere. Og usynlig for mig, fordi den var så fjern og lille, kom Tingen, de sendte os, i hastig og støt flugt imod mig over denne ufattelige afstand, mange tusind engelske mil nærmere for hvert minut, Tingen, der skulle bringe så megen kamp og ulykke og død over Jorden. Jeg anede det ikke dengang, mens jeg så på; ingen på Jorden anede noget om dette projektil, der var på sikker vej mod sit mål.

Også den nat skød der endnu en gasstråle ud fra den fjerne planet. Jeg så det. Et rødligt glimt ved randen, en ganske svag udbuling i omridset, netop som kronometeret slog midnat; og så sagde jeg det til Ogilvy, og han tog min plads. Natten var varm, og jeg var tørstig, og jeg strakte klodset benene og famlede mig i mørket hen til det lille bord, hvor sifonflasken stod, mens Ogilvy udstødte udråb ved synet af den gasstribe, der kom ud imod os.

Den nat begyndte endnu et usynligt projektil sin rejse fra Mars mod Jorden, kun et sekunds tid før der var gået fireogtyve timer siden det første. Jeg husker, hvordan jeg sad dér på bordet i mørket, mens grønne og karmosinrøde pletter svømmede for mine øjne. Jeg ønskede, at jeg havde et lys at ryge ved, uden at ane betydningen af det ganske lille glimt, jeg havde set, eller alt det, det snart skulle bringe mig. Ogilvy iagttog planeten til klokken et og holdt så op; og vi tændte lygten og gik over til hans hus. Nede i mørket lå Ottershaw og Chertsey, hvor alle de hundreder af mennesker sov i fred.

Den nat var han fuld af spekulationer om tilstanden på Mars og gjorde nar af den udbredte forestilling om, at den havde indbyggere, som sendte signaler til os. Han mente, at planeten måske blev ramt af en tæt meteorregn, eller at et vældigt vulkanudbrud var i gang. Han gjorde mig opmærksom på, hvor usandsynligt det var, at den biologiske udvikling var gået i samme retning på de to naboplaneter.

»Oddsene imod, at der findes noget menneskelignende på Mars, er en million mod én,« sagde han.

Hundreder af iagttagere så flammen den nat og den følgende nat ved midnatstid og igen natten efter; og sådan fortsatte det i ti nætter, en flamme hver nat. Hvorfor skuddene ophørte efter det tiende, har ingen på Jorden forsøgt at forklare. Det kan være, at gasserne fra affyringen voldte marsboerne besvær. Tætte skyer af røg eller støv, som gennem et kraftigt teleskop på Jorden kunne ses som små grå pletter i stadig forandring, bredte sig i planetens klare atmosfære og slørede dens mere velkendte træk.

Til sidst fik selv dagbladene øjnene op for forstyrrelserne, og populærvidenskabelige notitser om vulkanerne på Mars dukkede op her, der og alle vegne. Det både alvorlige og spøgefulde tidsskrift Punch gjorde, husker jeg, vittig brug af det i sin politiske karikatur. Og uden at nogen anede det, nærmede de projektiler, marsboerne havde affyret mod os, sig Jorden; nu fór de med mange engelske mil i sekundet gennem rummets tomme afgrund, time for time og dag for dag, nærmere og nærmere. Det forekommer mig nu næsten ufatteligt forunderligt, at menneskene kunne passe deres små anliggender, som de gjorde, med denne hastigt fremrykkende skæbne hængende over os. Jeg husker, hvor jublende glad Markham var over at have skaffet et nyt fotografi af planeten til det illustrerede blad, han dengang redigerede. Folk i vore dage har næppe nogen forestilling om vore avisers righoldighed og foretagsomhed i det nittende århundrede. For mit eget vedkommende var jeg stærkt optaget af at lære at cykle og arbejdede på en række artikler, der diskuterede moralforestillingernes sandsynlige udvikling, efterhånden som civilisationen skred frem.

En nat (det første projektil kunne da næppe have været 10.000.000 engelske mil borte) gik jeg en tur med min kone. Stjernerne lyste, og jeg forklarede dyrekredsens tegn for hende og pegede Mars ud, en klar lysprik, der krøb mod zenit, og som så mange teleskoper var rettet imod. Det var en varm nat. På hjemvejen kom et udflugtsselskab fra Chertsey eller Isleworth forbi os med sang og spil. Der var lys i vinduerne på husenes overetager, mens folk gik i seng. Fra jernbanestationen i det fjerne kom lyden af tog, der blev rangeret, en klingen og rumlen, som afstanden dæmpede til noget nær en melodi. Min kone gjorde mig opmærksom på det klare skær fra de røde, grønne og gule signallys, der hang i et stativ mod himlen. Det hele virkede så trygt og fredeligt.

---