De 39 trin

John Buchan

Kapitel 1: Manden, der døde

Jeg kom tilbage fra City ved tretiden den eftermiddag i maj og var temmelig led ved tilværelsen. Jeg havde været tre måneder i det gamle land og havde fået nok af det. Hvis nogen for et år siden havde fortalt mig, at jeg ville få det sådan, ville jeg have leet ad ham; men sådan var det. Vejret gjorde mig gnaven, den almindelige englænders snak gav mig kvalme. Jeg kunne ikke få rørt mig nok, og Londons forlystelser forekom mig lige så tamme som sodavand, der har stået i solen. »Richard Hannay,« sagde jeg til mig selv gang på gang, »du er havnet i den forkerte grøft, min ven, og du må hellere se at komme op.«

Jeg bed mig i læben ved tanken om alle de planer, jeg havde lagt de sidste år i Bulawayo. Jeg havde tjent mig en formue – ikke en af de store, men stor nok til mig; og jeg havde udtænkt alle mulige måder at more mig på. Min far havde taget mig med ud fra Skotland, da jeg var seks år, og jeg havde ikke været hjemme siden; så England var for mig noget i retning af Tusind og én nat, og jeg regnede med at blive der resten af mine dage.

Men jeg var skuffet lige fra begyndelsen. Efter en uges tid var jeg træt af at se seværdigheder, og inden der var gået en måned, havde jeg fået nok af restauranter og teatre og hestevæddeløb. Jeg havde ingen rigtig kammerat at følges med, og deri lå nok forklaringen. Der var masser af mennesker, som inviterede mig hjem, men de virkede ikke særlig interesserede i mig. De kastede et spørgsmål eller to om Sydafrika hen til mig og vendte så tilbage til deres egne anliggender. En hel del imperialistiske damer inviterede mig til te for at møde skolelærere fra New Zealand og redaktører fra Vancouver, og det var det tristeste af det hele. Her var jeg, syvogtredive år gammel, sund og rask, med penge nok til at more mig, og gabte mig halvt ihjel dagen lang. Jeg havde så godt som besluttet at stikke af og vende tilbage til velden, for i hele Det Forenede Kongerige fandtes der ingen, som kedede sig mere end jeg.

Den eftermiddag havde jeg plaget mine børsmæglere med spørgsmål om investeringer for at have noget at beskæftige tankerne med, og på hjemvejen gik jeg ind i min klub – snarere en knejpe, hvor man optog kolonibriter som medlemmer. Jeg fik mig en stor drink og læste aftenaviserne. De var fulde af balladen i Nærorienten, og der var en artikel om Karolides, den græske premierminister. Jeg syntes ganske godt om fyren. Efter alt at dømme var han den eneste mand af format i hele foretagendet; og han spillede ovenikøbet rent spil, hvilket var mere, end man kunne sige om de fleste af dem. Jeg forstod, at de hadede ham af et godt hjerte i Berlin og Wien, men at vi ville støtte ham, og en af aviserne skrev, at han var det eneste, der stod mellem Europa og Harmagedon. Jeg husker, at jeg spekulerede på, om jeg kunne få arbejde på de kanter. Det slog mig, at Albanien var den slags sted, hvor en mand måske kunne slippe for at gabe.

Ved sekstiden gik jeg hjem, klædte om, spiste middag på Café Royal og gik i varieté. Det var en fjollet forestilling med lutter sprællende kvinder og mænd med abeansigter, og jeg blev der ikke længe. Det var en smuk og klar nat, da jeg gik tilbage til den lejlighed, jeg havde lejet nær Portland Place. Folk bølgede travle og snakkende forbi mig på fortovene, og jeg misundte dem, at de havde noget at bestille. Disse butikspiger og kontorister og lapser og politibetjente havde en eller anden interesse i tilværelsen, som holdt dem i gang. Jeg gav en tigger en halv crown, fordi jeg så ham gabe; han var en lidelsesfælle. Ved Oxford Circus så jeg op på forårshimlen og aflagde et løfte. Jeg ville give det gamle land endnu en dag til at skaffe mig noget at tage mig til; hvis der ikke skete noget, ville jeg tage det næste skib til Kaplandet.

Min lejlighed lå på første sal i en ny ejendom bag Langham Place. Der var en fælles trappeopgang med en portner og en elevatorfører ved indgangen, men ingen restaurant eller noget af den slags, og hver lejlighed var helt afsondret fra de andre. Jeg hader at have tjenestefolk boende hos mig, så jeg havde en mand, der kom om dagen og sørgede for mig. Han kom hver morgen før klokken otte og plejede at gå klokken syv, for jeg spiste aldrig middag hjemme.

Jeg var netop ved at sætte nøglen i låsen, da jeg opdagede en mand ved min side. Jeg havde ikke set ham komme, og hans pludselige tilsynekomst gav et sæt i mig. Han var spinkel, med kort brunt skæg og små, borende blå øjne. Jeg genkendte ham som en mand, der boede i en lejlighed på øverste etage, og som jeg havde vekslet hilsner med på trappen.

»Kan jeg tale med dig?« sagde han. »Må jeg komme ind et minut?« Han måtte anstrenge sig for at holde stemmen rolig, og hans hånd greb famlende om min arm.

Jeg fik døren op og vinkede ham indenfor. Han var ikke før kommet over tærsklen, før han styrtede ind i mit bageste værelse, hvor jeg plejede at ryge og skrive breve. Så styrtede han tilbage.

»Er døren låst?« spurgte han febrilsk og lagde selv kæden for.

»Jeg beklager meget,« sagde han ydmygt. »Det er en stor frihed at tage sig, men du så ud som den slags mand, der ville forstå. Jeg har haft dig i tankerne hele denne uge, hvor tingene er blevet besværlige. Hør, vil du gøre mig en tjeneste?«

»Jeg vil høre på dig,« sagde jeg. »Det er det eneste, jeg vil love.« Jeg var ved at blive urolig over den nervøse lille mands besynderlige opførsel.

På et bord ved siden af ham stod en bakke med drikkevarer, og han skænkede sig en stiv whisky med soda. Han tømte den i tre slurke og satte glasset fra sig, så det revnede.

»Pardon,« sagde han, »jeg er lidt ude af den i aften. Ser du, jeg er nemlig død for øjeblikket.«

Jeg satte mig i en lænestol og tændte min pibe.

»Hvordan føles det?« spurgte jeg. Jeg var temmelig sikker på, at jeg havde med en galning at gøre.

Et smil strejfede hans anspændte ansigt. »Jeg er ikke gal – endnu. Hør her, min herre, jeg har holdt øje med dig, og jeg tror, du er en koldblodig karl. Jeg tror også, du er en ærlig mand, som ikke er bange for at spille dristigt. Jeg vil betro mig til dig. Jeg trænger mere til hjælp, end nogen mand nogensinde har gjort, og jeg vil vide, om jeg kan regne med dig.«

»Kom frem med historien,« sagde jeg, »så skal jeg sige dig det.«

Han så ud til at samle sig til en kraftanstrengelse og begyndte så på den besynderligste smøre. Jeg fik ikke rigtig fat i den til at begynde med og måtte standse ham og stille spørgsmål. Men her er hovedindholdet:

Han var amerikaner fra Kentucky, og efter college var han draget ud for at se verden, da han var ret velstående. Han havde skrevet en smule, virket som krigskorrespondent for en avis i Chicago og tilbragt et år eller to i Sydøsteuropa. Jeg forstod, at han var god til sprog og havde lært selskabskredsene på de kanter ganske godt at kende. Han omtalte mange af de navne, jeg huskede fra aviserne, som folk, han kendte.

Han havde puslet med politik, fortalte han mig, først fordi det interesserede ham, og siden fordi han ikke kunne lade være. Jeg opfattede ham som en skarp, rastløs fyr, der altid ville til bunds i tingene. Han var kommet lidt længere ned, end han havde tænkt sig.

Jeg gengiver, hvad han fortalte mig, sådan som jeg forstod det. Langt bag alle regeringerne og hærene var en stor undergrundsbevægelse i gang, styret af nogle meget farlige mennesker. Han var faldet over den ved et tilfælde; den havde grebet ham; han var gået videre, og så sad han i fælden. Jeg forstod, at de fleste af folkene i den var veluddannede anarkister af den slags, der laver revolutioner, men at der ved siden af dem var finansmænd, som spillede om penge. En klog mand kan tjene store summer på et faldende marked, og det var i begge gruppers interesse at få de europæiske lande i totterne på hinanden.

Han fortalte mig nogle besynderlige ting, som forklarede meget, jeg havde undret mig over – ting, der var sket under Balkankrigen, hvordan en stat pludselig havde fået overtaget, hvorfor alliancer blev indgået og brudt, hvorfor visse mænd forsvandt, og hvor midlerne til krigen kom fra. Målet for hele sammensværgelsen var at sætte Rusland og Tyskland op imod hinanden.

Da jeg spurgte hvorfor, sagde han, at anarkisterne mente, at det ville give dem deres chance. Alting ville komme i smeltediglen, og de ventede at se en ny verden opstå. Kapitalisterne ville skrabe sekler til sig og tjene formuer ved at opkøbe vragresterne. Kapitalen, sagde han, havde hverken samvittighed eller fædreland. Desuden stod jøden bag, og jøden hadede Rusland mere end selve helvede.

»Undrer det dig?« udbrød han. »I tre hundrede år er de blevet forfulgt, og det her er revanchen for pogromerne. Jøden er overalt, men man må langt ned ad bagtrapperne for at finde ham. Tag en hvilken som helst stor tysk virksomhed. Hvis du skal gøre forretninger med den, er den første, du møder, prins von und zu Hvad-han-nu-hedder, en elegant ung mand, der taler Eton- og Harrow-engelsk. Men han har intet at skulle have sagt. Er dine forretninger store nok, kommer du om bag ham og finder en westfaler med fremskudt kæbe, vigende pande og manerer som et svin. Han er den tyske forretningsmand, der får jeres engelske aviser til at skælve. Men hvis du er ude i en af de allerstørste forretninger og absolut skal frem til den virkelige chef, er der ti mod en på, at du ender over for en lille jøde med hvidt ansigt i en kørestol og med et blik som en klapperslange. Ja, min herre, det er ham, der styrer verden lige nu, og han har kniven ude efter zarens rige, fordi hans tante blev voldtaget og hans far pisket i en eller anden flække ved Volga.«

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at hans jødeanarkister så ud til at være blevet hægtet lidt af.

»Ja og nej,« sagde han. »Det gik deres vej indtil et vist punkt, men så stødte de på noget større end penge, noget, man ikke kunne købe: menneskets gamle, elementære kampinstinkter. Hvis man står til at blive slået ihjel, finder man på et eller andet flag og fædreland at kæmpe for, og overlever man, kommer man til at elske det. De tossede soldater har fundet noget, de holder af, og det har forpurret den smukke plan, som blev lagt i Berlin og Wien. Men mine venner har langtfra spillet deres sidste kort. De har esset i ærmet, og hvis ikke jeg kan holde mig i live en måned endnu, vil de spille det og vinde.«

»Men jeg troede, du var død,« indskød jeg.

»Mors janua vitae,« sagde han med et smil. (Jeg genkendte citatet: det var omtrent alt det latin, jeg kunne.) »Det kommer jeg til, men først skal jeg sætte dig ind i en hel del. Hvis du læser avis, kender du vel navnet Constantine Karolides?«

Det fik mig til at rette mig op, for jeg havde læst om ham netop den eftermiddag.

»Det er ham, der har spoleret alle deres planer. Han er den eneste store begavelse i hele foretagendet, og tilfældigvis er han også en ærlig mand. Derfor har de haft ham i sigte i de sidste tolv måneder. Det opdagede jeg – ikke at det var svært, for det kunne enhver tosse gætte sig til. Men jeg fandt ud af, hvordan de ville gøre det af med ham, og den viden var dødsensfarlig. Det er derfor, jeg har måttet afgå ved døden.«

Han tog endnu en drink, og den blandede jeg selv til ham, for jeg var begyndt at interessere mig for fyren.

»De kan ikke få ram på ham i hans eget land, for han har en livvagt af epiroter, der ville flå skindet af deres egne bedstemødre. Men den 15. juni kommer han hertil byen. Det britiske Udenrigsministerium er begyndt at holde internationale teselskaber, og det største af dem er berammet til den dag. Karolides regnes for den vigtigste gæst, og får mine venner deres vilje, kommer han aldrig hjem til sine beundrende landsmænd.«

»Det er da i det mindste enkelt nok,« sagde jeg. »Du kan advare ham og få ham til at blive hjemme.«

»Og spille deres spil?« spurgte han skarpt. »Hvis han ikke kommer, vinder de, for han er den eneste, der kan rede trådene ud. Og bliver hans regering advaret, kommer han ikke, for han ved ikke, hvor meget der står på spil den 15. juni.«

»Hvad med den britiske regering?« sagde jeg. »Den vil da ikke lade sine gæster blive myrdet. Giv den et praj, så træffer den ekstra forholdsregler.«

»Det nytter ikke. De kunne fylde jeres by med civilklædte detektiver og fordoble politistyrken, og Constantine ville stadig være dødsdømt. Mine venner spiller ikke om bolsjer. De vil slå ham ihjel ved en stor begivenhed, mens hele Europa ser på. En østriger kommer til at myrde ham, og der vil være beviser nok for, at de store herrer i Wien og Berlin har været indforstået med det. Det hele vil selvfølgelig være en forbandet løgn, men i verdens øjne vil sagen se sort nok ud. Det er ikke tom snak, min ven. Jeg kender tilfældigvis hver eneste detalje i det djævelske påfund, og jeg kan sige dig, at det vil blive det mest fuldendte stykke slyngelværk siden Borgiaernes tid. Men det kommer ikke til at ske, hvis en bestemt mand, som kender foretagendets maskineri, er i live her i London den 15. juni. Og den mand er din ærbødige tjener, Franklin P. Scudder.«

Jeg begyndte at kunne lide den lille mand. Hans kæber var klappet sammen som en rottefælde, og kampens ild lyste i hans borende øjne. Hvis han bildte mig en skrøne ind, forstod han at leve sig ind i den.

»Hvor fandt du ud af alt det?« spurgte jeg.

»Det første vink fik jeg på en kro ved Achensee i Tyrol. Det fik mig til at undersøge sagen, og resten af mine spor samlede jeg i en pelsforretning i det galiciske kvarter i Buda, i en klub for udlændinge i Wien og i en lille boghandel i en sidegade til Racknitzstrasse i Leipzig. De sidste beviser fik jeg for ti dage siden i Paris. Jeg kan ikke fortælle dig enkelthederne nu, for det er en længere historie. Da jeg var fuldstændig sikker i min sag, anså jeg det for min pligt at forsvinde, og jeg nåede hertil ad en højst besynderlig omvej. Jeg forlod Paris som en ung, lapsagtig fransk-amerikaner og sejlede fra Hamborg som jødisk diamanthandler. I Norge var jeg en englænder, der studerede Ibsen og samlede stof til forelæsninger, men da jeg forlod Bergen, var jeg filmmand med særlige skifilm. Og jeg kom hertil fra Leith med lommen fuld af tilbud på papirtræ, som jeg ville forelægge Londons aviser. Indtil i går troede jeg, at jeg havde sløret mine spor en smule, og jeg følte mig godt tilfreds. Så …«

Mindet syntes at ryste ham, og han slugte noget mere whisky.

»Så fik jeg øje på en mand, der stod på gaden herude foran ejendommen. Jeg plejede at holde mig inde på mit værelse hele dagen og kun smutte ud en time eller to, efter at det var blevet mørkt. Jeg holdt øje med ham fra mit vindue et stykke tid, og jeg syntes, jeg genkendte ham … Han kom ind og talte med portneren … Da jeg kom hjem fra min gåtur i går aftes, fandt jeg et kort i min brevkasse. Det bar navnet på den mand, jeg mindst af alle ønsker at møde her på Guds jord.«

Jeg tror, det var udtrykket i min gæsts øjne, den nøgne rædsel i hans ansigt, der endelig overbeviste mig om hans ærlighed. Min egen stemme blev en smule skarpere, da jeg spurgte ham, hvad han så havde gjort.

»Jeg indså, at jeg var lukket lige så forsvarligt inde som en marineret sild på glas, og at der kun var én udvej. Jeg måtte dø. Hvis mine forfølgere vidste, at jeg var død, ville de falde i søvn igen.«

»Hvordan bar du dig ad?«

»Jeg sagde til manden, der gør tjeneste hos mig, at jeg havde det temmelig skidt, og sørgede for at se ud som døden selv. Det var ikke svært, for jeg har godt tag på forklædninger. Så skaffede jeg et lig – man kan altid få fat i et lig i London, hvis man ved, hvor man skal gå hen. Jeg hentede det hjem i en rejsekiste oven på en firhjulet droske, og jeg måtte hjælpes op ad trappen til mit værelse. Jeg måtte jo samle nogle beviser sammen til ligsynsforhøret. Jeg gik i seng og fik min mand til at blande mig en sovedrik, og så sagde jeg til ham, at han skulle gå. Han ville hente en læge, men jeg bandede lidt og sagde, at jeg ikke kunne døje kvaksalvere. Da jeg var blevet alene, gik jeg i gang med at få liget til at ligne mig. Han var på størrelse med mig og var efter mit skøn død af for megen alkohol, så jeg lod noget spiritus stå fremme. Kæben var det svage punkt i ligheden, så jeg skød den væk med en revolver. Der er nok en eller anden, som i morgen vil sværge på at have hørt et skud, men der bor ingen andre på min etage, og jeg mente, jeg kunne tage chancen. Så jeg lod liget blive liggende i sengen iført min pyjamas, med en revolver på sengetøjet og en hel del svineri rundt om. Så trak jeg i et sæt tøj, jeg havde holdt parat til nødstilfælde. Jeg turde ikke barbere mig af frygt for at efterlade spor, og desuden var det fuldstændig håbløst at prøve at komme ud på gaden. Jeg havde haft dig i tankerne hele dagen, og der lod ikke til at være andet at gøre end at bede dig om hjælp. Jeg holdt udkig fra mit vindue, indtil jeg så dig komme hjem, og smuttede så ned ad trappen for at møde dig … Nå, min herre, så ved du vist omtrent lige så meget som jeg om den sag.«

Han sad og blinkede som en ugle, sitrende af nervøsitet og dog desperat beslutsom. På det tidspunkt var jeg temmelig overbevist om, at han var ærlig over for mig. Det var en vild historie, men jeg havde i min tid hørt mange utrolige historier, som siden havde vist sig at være sande, og jeg havde gjort det til en vane at bedømme manden frem for historien. Hvis han havde villet skaffe sig husly i min lejlighed og så skære halsen over på mig, ville han have fundet på en mindre vild historie.

»Giv mig din nøgle,« sagde jeg, »så går jeg op og ser på liget. Undskyld min forsigtighed, men jeg er nødt til at få noget af det bekræftet, hvis jeg kan.«

Han rystede bedrøvet på hovedet. »Jeg regnede med, at du ville bede om det, men jeg har den ikke. Den sidder på min kæde, som ligger på toiletbordet. Jeg var nødt til at lade den blive, for jeg kunne ikke efterlade nogen spor, der kunne vække mistanke. De herrer, der er efter mig, er nogle temmelig skarpsynede borgere. Du bliver nødt til at tage mit ord for gode varer i nat, og i morgen skal du nok få bevis for det med liget.«

Jeg tænkte mig om et øjeblik eller to. »I orden. Jeg stoler på dig i nat. Jeg låser dig inde i dette værelse og beholder nøglen. Bare én ting, mr. Scudder. Jeg tror, du er ærlig, men hvis du nu ikke er, må jeg advare dig om, at jeg forstår at bruge et skydevåben.«

»Javist,« sagde han og sprang ret raskt op. »Jeg kender ikke dit navn, min herre, men lad mig sige dig, at du er en hædersmand. Jeg vil bede dig låne mig en barberkniv.«

Jeg tog ham med ind i mit soveværelse og overlod ham til sig selv. En halv time senere kom der en skikkelse ud, som jeg knap genkendte. Kun de borende, sultne øjne var de samme. Han var glatbarberet, håret var redt med midterskilning, og han havde studset sine øjenbryn. Desuden førte han sig som en mand, der havde lært at eksercere, og han var, lige til den brune ansigtsfarve, det fuldkomne billede på en britisk officer, der havde været længe i Indien. Han havde også en monokel, som han satte for øjet, og der var ikke et spor af amerikansk tilbage i hans sprog.

»Du godeste! Mr. Scudder –« stammede jeg.

»Ikke mr. Scudder,« rettede han mig; »kaptajn Theophilus Digby fra 40. gurkharegiment, for tiden hjemme på orlov. Det skal jeg bede dig huske, min herre.«

Jeg redte op til ham i mit rygeværelse og søgte selv min seng, lettere til mode, end jeg havde været den sidste måned. Der skete altså noget en gang imellem, selv i denne gudsforladte storby.

Næste morgen vågnede jeg ved, at min tjener, Paddock, lavede et herrens spektakel ved døren til rygeværelset.

Paddock var en fyr, jeg havde gjort en tjeneste ude ved Selakwe, og jeg havde spændt ham for som min tjener, så snart jeg var kommet til England. Han havde omtrent lige så store talegaver som en flodhest og var ikke videre ferm som kammertjener, men jeg vidste, at jeg kunne regne med hans loyalitet.

»Hold op med det spektakel, Paddock,« sagde jeg. »Min ven kaptajn – kaptajn« (jeg kunne ikke huske navnet) »ligger og sover derinde. Sørg for morgenmad til to, og kom så ind og tal med mig.«

Jeg bildte Paddock en fin historie ind om, at min ven var en meget fornem herre, hvis nerver var temmelig medtagne af overanstrengelse, og som trængte til fuldstændig hvile og ro. Ingen måtte vide, at han var her, for så ville han blive bestormet med henvendelser fra Indienministeriet og premierministeren, og hans kur ville være ødelagt. Jeg må sige, at Scudder spillede glimrende med, da han kom ind til morgenmaden. Han betragtede Paddock stift gennem monoklen, ganske som en britisk officer, spurgte ham om Boerkrigen og lirede en masse af sig til mig om opdigtede kammerater. Paddock kunne ikke lære at kalde mig »min herre«, men han sagde »min herre« til Scudder, som gjaldt det livet.

Jeg lod ham tilbage med avisen og en kasse cigarer og tog ned til City, hvor jeg blev indtil frokosttid. Da jeg kom tilbage, havde elevatorføreren en betydningsfuld mine.

»En grim historie her til morgen, min herre. Herren i nr. 15 er gået hen og har skudt sig. De har lige bragt ham til lighuset. Politiet er deroppe nu.«

Jeg gik op til nr. 15 og fandt et par panserbasser og en politiinspektør i fuld gang med undersøgelserne. Jeg stillede nogle idiotiske spørgsmål, og de smed mig hurtigt ud. Så fandt jeg den mand, der havde været kammertjener for Scudder, og pumpede ham for oplysninger, men jeg kunne se, at han ikke havde mistanke om noget. Han var en klynkende fyr med et begravelsesansigt, og en halv crown hjalp godt på sorgen.

Jeg overværede ligsynsforhøret næste dag. En kompagnon i et forlag vidnede om, at den afdøde havde forelagt ham tilbud på træmasse, og at afdøde efter vidnets opfattelse havde været agent for et amerikansk firma. Nævningerne nåede frem til, at han havde begået selvmord i sindsforvirring, og de få efterladte ejendele blev overdraget til den amerikanske konsul, som skulle tage sig af dem. Jeg gav Scudder en udførlig beretning om det hele, og det interesserede ham meget. Han sagde, at han gerne ville have været til stede ved ligsynsforhøret, for han regnede med, at det ville have været lige så pikant som at læse sin egen nekrolog.

De første to dage, han opholdt sig hos mig i det bageste værelse, var han meget rolig. Han læste og røg lidt og gjorde en mængde notater i en notesbog, og hver aften spillede vi et parti skak, hvor han slog mig sønder og sammen. Jeg tror, han var ved at få sine nerver på fode igen, for han havde været igennem en temmelig hård tid. Men den tredje dag kunne jeg se, at han var begyndt at blive rastløs. Han lavede en liste over dagene indtil den 15. juni og krydsede dem af med rød blyant, mens han skrev bemærkninger ud for dem i stenografi. Jeg kunne finde ham hensunket i dybe tanker med et fjernt udtryk i de skarpe øjne, og efter den slags grublestunder var han ofte meget modfalden.

Så kunne jeg se, at han igen begyndte at blive anspændt. Han lyttede efter små lyde og spurgte bestandig, om man kunne stole på Paddock. En gang eller to blev han meget tvær og undskyldte det bagefter. Jeg bebrejdede ham det ikke. Jeg bar over med ham på alle måder, for han havde påtaget sig en temmelig svær opgave.

Han bekymrede sig ikke om sit eget skind, men om, hvorvidt den plan, han havde lagt, ville lykkes. Den lille mand var af rent stål, uden et eneste svagt punkt. En aften var han meget alvorlig.

»Hør her, Hannay,« sagde han, »jeg tror, jeg bør sætte dig lidt grundigere ind i den her sag. Jeg ville nødig falde fra uden at efterlade en anden, der kunne tage kampen op.« Og han begyndte i detaljer at fortælle mig det, han hidtil kun havde fortalt mig i store træk.

Jeg hørte ikke særlig godt efter. Sandheden er, at jeg var mere interesseret i hans egne eventyr end i hans storpolitik. Jeg regnede med, at Karolides og hans anliggender ikke vedkom mig, og overlod alt det til Scudder. Så meget af det, han sagde, gled mig rent af minde. Jeg husker, at han slog meget bestemt fast, at faren for Karolides først ville opstå, når han var kommet til London, og ville udgå fra de allerhøjeste kredse, hvor ingen ville drømme om at fatte mistanke. Han nævnte navnet på en kvinde – Julia Czechenyi – der havde noget med faren at gøre. Hun skulle, så vidt jeg forstod, være lokkeduen, der fik Karolides væk fra hans livvagter. Han talte også om en Black Stone og en mand, der læspede, og beskrev ganske nøje en person, han aldrig nævnte uden at gyse – en gammel mand med en ung stemme, der kunne lade øjenlågene falde som en høg.

Han talte også en hel del om døden. Han var dødsensangst for, at hans opgave skulle mislykkes, men han var fuldstændig ligeglad med sit liv.

»Jeg tænker, det er som at falde i søvn, når man er godt og grundigt træt, og så vågne til en sommerdag, hvor duften af hø kommer ind ad vinduet. Jeg plejede at takke Gud for den slags morgener dengang i bluegrasslandet, og jeg regner med at takke ham, når jeg vågner på den anden side af Jordan.«

Næste dag var han langt mere munter og brugte meget af tiden på at læse en biografi om Stonewall Jackson. Jeg var ude at spise middag med en mineingeniør, som jeg skulle tale forretninger med, og kom hjem ved halv elleve, tidsnok til vores parti skak, før vi gik til køjs.

Jeg husker, at jeg havde en cigar i munden, da jeg skubbede døren til rygeværelset op. Lyset var ikke tændt, og det forekom mig underligt. Jeg spekulerede på, om Scudder allerede var gået i seng.

Jeg slog kontakten til, men der var ingen. Så så jeg noget i det fjerneste hjørne, som fik mig til at tabe cigaren og bryde ud i koldsved.

Min gæst lå henslængt på ryggen. En lang kniv gennem hans hjerte havde spiddet ham fast til gulvet.

---