Fangen på Zenda

Anthony Hope

Kapitel 1: Familien Rassendyll – med et par ord om familien Elphberg

»Jeg gad vide, hvornår i alverden du har tænkt dig at bestille noget, Rudolf?« sagde min brors kone.

»Min kære Rose,« svarede jeg og lagde min æggeske fra mig, »hvorfor i alverden skulle jeg bestille noget? Jeg har en behagelig tilværelse. Jeg har en indtægt, der næsten rækker til mine behov (ingens indtægt er nogensinde helt tilstrækkelig, som du ved), og jeg indtager en misundelsesværdig plads i samfundet: Jeg er bror til lord Burlesdon og svoger til den charmerende dame, hans grevinde. Se, det er nok!«

»Du er niogtyve,« bemærkede hun, »og du har ikke gjort andet end –«

»Drive omkring? Det er rigtigt. Vores familie behøver ikke at udrette noget.«

Denne bemærkning fra min side ærgrede Rose noget, for enhver ved (og derfor kan det ikke skade at nævne det), at hendes familie, hvor smuk og dannet hun end selv er, næppe har samme anseelse som slægten Rassendyll. Foruden sin charme besad hun en stor formue, og min bror Robert havde forstand nok til ikke at bekymre sig om hendes herkomst. Hvad herkomst angår, er der faktisk noget om Roses næste bemærkning.

»Fine familier er som regel værre end alle andre,« sagde hun.

Ved de ord strøg jeg mig over håret: Jeg vidste udmærket, hvad hun mente.

»Hvor er jeg glad for, at Roberts er sort!« udbrød hun.

I det samme kom Robert ind (han står op klokken syv og arbejder før morgenmaden). Han kastede et blik på sin kone; hendes kind blussede en smule, og han klappede hende kærligt på den.

»Hvad er der i vejen, min kære?« spurgte han.

»Hun har noget imod, at jeg ingenting bestiller og har rødt hår,« sagde jeg forurettet.

»Åh, sit hår kan han selvfølgelig ikke gøre for,« indrømmede Rose.

»Det plejer at dukke op én gang i hver generation,« sagde min bror. »Det gør næsen også. Rudolf har fået begge dele.«

»Jeg ville ønske, at de ikke dukkede op,« sagde Rose, som stadig blussede.

»Jeg kan nu selv ganske godt lide dem,« sagde jeg, rejste mig og bukkede for portrættet af grevinde Amelia.

Min brors kone kom med et utålmodigt udbrud.

»Jeg ville ønske, du ville fjerne det billede, Robert,« sagde hun.

»Min kære!« udbrød han.

»Du milde himmel!« tilføjede jeg.

»Så kunne det blive glemt,« fortsatte hun.

»Næppe – med Rudolf i nærheden,« sagde Robert og rystede på hovedet.

»Hvorfor skulle det glemmes?« spurgte jeg.

»Rudolf!« udbrød min brors kone og rødmede så kønt.

Jeg lo og spiste videre af mit æg. I det mindste havde jeg fået lagt spørgsmålet om, hvad jeg burde tage mig til (om overhovedet noget), til side. Og for at afslutte diskussionen – og, det må jeg indrømme, for at ærgre min strenge lille svigerinde en smule mere – bemærkede jeg:

»Jeg er nu selv ganske glad for at være en Elphberg.«

Når jeg læser en historie, springer jeg forklaringerne over; men i samme øjeblik jeg begynder at skrive en, opdager jeg, at en forklaring er nødvendig. For det er jo indlysende, at jeg må forklare, hvorfor min svigerinde var irriteret over min næse og mit hår, og hvorfor jeg vovede at kalde mig en Elphberg. For hvor højt anset slægten Rassendyll end har været gennem mange generationer – og det må jeg fastholde, at den har – giver det at have dens blod i årerne jo ikke umiddelbart ret til at prale af slægtskab med den fornemmere slægt Elphberg eller hævde, at man hører til dette kongehus. For hvilket slægtskab er der mellem Ruritania og Burlesdon, mellem paladset i Strelsau eller slottet i Zenda og Park Lane nr. 305, W.?

Nå, men – og jeg må først sige, at jeg nu er nødt til at rode op i netop den skandale, som min kære lady Burlesdon ønsker glemt – i året 1733, da Georg II sad på tronen, freden for en stund herskede, og kongen og prinsen af Wales endnu ikke var kommet på kant med hinanden, kom en vis prins på besøg ved det engelske hof, en prins, som siden gik over i historien som Rudolf den Tredje af Ruritania. Prinsen var en høj, smuk ung mand, kendetegnet (eller måske skæmmet, det tilkommer ikke mig at sige) af en noget usædvanligt lang, spids og lige næse og et væld af mørkerødt hår – kort sagt den næse og det hår, der i umindelige tider har været slægten Elphbergs særkende. Han blev nogle måneder i England, hvor han blev modtaget med den største høflighed; men da han til sidst rejste, var hans omdømme blevet noget blakket. Han udkæmpede nemlig en duel (det blev regnet for særdeles god tone fra hans side, at han lod ethvert hensyn til sin rang fare) med en adelsmand, der var velkendt i datidens selskabsliv, ikke blot for sine egne fortjenester, men også som ægtemand til en meget smuk kvinde. I den duel fik prins Rudolf et alvorligt sår, og da han var kommet sig, blev han behændigt smuglet af sted af den ruritanske ambassadør, som havde haft sit hyr med ham. Adelsmanden blev ikke såret i duellen; men den morgen, de mødtes, var råkold og fugtig, og han pådrog sig en slem forkølelse, som han ikke kunne ryste af sig, og døde omtrent seks måneder efter prins Rudolfs afrejse uden at have fundet tid til at bringe forholdet til sin kone i orden – og hun fødte efter yderligere to måneder en arving til slægten Burlesdons titel og godser. Denne dame var grevinde Amelia, hvis billede min svigerinde ønskede fjernet fra salonen i Park Lane; hendes mand var James, den femte jarl af Burlesdon og den toogtyvende baron Rassendyll – begge titler i den engelske peerstand – og ridder af Hosebåndsordenen. Hvad Rudolf angår, vendte han tilbage til Ruritania, tog sig en hustru og besteg tronen, hvor hans efterkommere i lige linje har siddet fra dengang og helt frem til denne stund – med én kort afbrydelse. Og endelig: Går man gennem billedsalene på Burlesdon, vil man blandt de omtrent halvtreds portrætter fra det sidste halvandet århundrede finde fem eller seks, deriblandt det af den sjette jarl, som udmærker sig ved lange, spidse, lige næser og et væld af mørkerødt hår; disse fem eller seks har også blå øjne, mens mørke øjne er mere almindelige i slægten Rassendyll.

Det er forklaringen, og jeg er glad for at være færdig med den: Pletter på en agtværdig slægts stamtavle er et ømtåleligt emne, og denne arvelighed, som vi hører så meget om, er sandelig verdens ypperste sladderhank; den ler ad diskretion og skriver mærkelige tilføjelser mellem linjerne i »adelskalenderne«.

Man vil bemærke, at min svigerinde med en mangel på logik, der må have været særegen for hende (eftersom vi ikke længere har lov til at lægge den hendes køn til last), behandlede min lød næsten som en forseelse, jeg selv var ansvarlig for, og straks ud fra dette ydre tegn sluttede sig til indre egenskaber, som jeg bedyrer at være fuldstændig fri for; og denne uretfærdige slutning søgte hun at underbygge ved at pege på, hvor unyttigt mit hidtidige liv havde været. Nå, men hvordan det nu end forholdt sig, havde jeg haft en hel del fornøjelser og samlet mig en hel del kundskaber. Jeg havde gået på en tysk skole og et tysk universitet og talte tysk lige så ubesværet og korrekt som engelsk; fransk var jeg fuldstændig hjemme i; jeg kunne en smule italiensk og nok spansk til at bande på det. Jeg var, tror jeg, en stærk, om end næppe elegant, fægter og en god skytte. Jeg kunne ride på alt, der havde en ryg at sidde på; og jeg kunne holde hovedet lige så koldt som nogen anden, trods det flammende hår. Hvis du siger, at jeg burde have brugt min tid på nyttigt arbejde, så er min sag tabt, og jeg har intet at sige, bortset fra at mine forældre ikke burde have efterladt mig to tusind pund om året og en trang til at strejfe om.

»Forskellen på dig og Robert,« sagde min svigerinde, som ofte (velsignet være hun!) holder taler fra en talerstol og endnu oftere taler, som om hun gjorde det, »er, at han erkender de pligter, hans stilling medfører, mens du ser de muligheder, din giver dig.«

»For en mand med gåpåmod, min kære Rose,« svarede jeg, »er muligheder pligter.«

»Vrøvl!« sagde hun og kastede med hovedet; efter et øjeblik fortsatte hun: »Nu tilbyder sir Jacob Borrodaile dig netop noget, du måske kunne magte.«

»Tusind tak!« mumlede jeg.

»Han skal overtage en ambassade om seks måneder, og Robert siger, at han er sikker på, at sir Jacob vil tage dig med som attaché. Gør det nu, Rudolf – for at glæde mig.«

Når min svigerinde lægger sagen frem på den måde, rynker sine smukke bryn, vrider sine små hænder og får et vemodigt udtryk i øjnene, alt sammen på grund af en doven slyngel som mig, som hun ikke har nogen naturlig forpligtelse over for, så får jeg samvittighedsnag. Desuden tænkte jeg, at jeg måske kunne få en nogenlunde fornøjelig tid i den foreslåede stilling. Derfor sagde jeg:

»Min kære søster, hvis der om seks måneder ikke er opstået nogen uforudset hindring, og sir Jacob indbyder mig, så hæng mig, om jeg ikke tager med sir Jacob!«

»Åh, Rudolf, hvor er det pænt af dig! Hvor er jeg glad!«

»Hvor skal han hen?«

»Det ved han ikke endnu; men han får helt sikkert en god ambassade.«

»Madame,« sagde jeg, »jeg tager af sted for din skyld, om det så kun er til et sølle gesandtskab. Når jeg gør noget, gør jeg det ikke halvt.«

Mit løfte var altså givet; men seks måneder er seks måneder og virker som en evighed, og eftersom de lå mellem mig og min forestående flid (jeg går ud fra, at attachéer er flittige; men jeg ved det ikke, for jeg blev aldrig attaché hos hverken sir Jacob eller nogen anden), så jeg mig om efter en behagelig måde at tilbringe dem på. Og pludselig fik jeg den tanke at besøge Ruritania. Det kan forekomme mærkeligt, at jeg endnu aldrig havde besøgt det land; men min far havde altid været imod, at jeg rejste dertil (trods en hemmelig svaghed for slægten Elphberg, som fik ham til at give mig, sin anden søn, det berømte Elphberg-navn Rudolf), og efter hans død havde min bror, tilskyndet af Rose, accepteret den familietradition, der foreskrev, at man holdt sig på lang afstand af det land. Men i samme øjeblik tanken om Ruritania var dukket op, blev jeg fortæret af nysgerrighed efter at se det. Rødt hår og lange næser er trods alt ikke forbeholdt kongehuset Elphberg, og den gamle historie forekom mig en latterligt utilstrækkelig grund til at afskære mig selv fra at lære et højst interessant og betydningsfuldt kongerige at kende, et rige, som havde spillet en ikke ringe rolle i Europas historie og kunne komme til at gøre det igen under en ung og handlekraftig hersker, sådan som den nye konge efter sigende var. Jeg blev endeligt bestyrket i min beslutning, da jeg læste i The Times, at Rudolf den Femte skulle krones i Strelsau inden for de næste tre uger, og at begivenheden ville blive fejret med stor pragt. Jeg besluttede straks at være til stede og begyndte at træffe mine forberedelser. Men da det aldrig har været min vane at forsyne mine slægtninge med en rejseplan, og jeg i dette tilfælde ventede modstand mod mine ønsker, meddelte jeg, at jeg ville på en strejftur i Tyrol – som jeg tit havde besøgt før – og dæmpede Roses vrede ved at erklære, at jeg agtede at studere de politiske og sociale problemer i det interessante samfund på de kanter.

»Måske,« antydede jeg hemmelighedsfuldt, »kunne der komme noget ud af rejsen.«

»Hvad mener du?« spurgte hun.

»Tja,« sagde jeg henkastet, »der lader til at være et hul, som kunne udfyldes med et udtømmende værk om –«

»Åh! Vil du skrive en bog?« udbrød hun og klappede i hænderne. »Det ville være storartet, ikke sandt, Robert?«

»Det er den bedste måde at gøre sin entré i det politiske liv på nu om dage,« bemærkede min bror, som for øvrigt selv har gjort sin entré på den måde adskillige gange. Burlesdon om fortidens teorier og nutidens kendsgerninger og Det endelige udfald, af en gransker af politik, er begge højt ansete værker.

»Jeg tror, du har ret, Bob, min dreng,« sagde jeg.

»Lov nu, at du gør det,« sagde Rose indtrængende.

»Nej, det vil jeg ikke love; men finder jeg stof nok, gør jeg det.«

»Det er rimeligt nok,« sagde Robert.

»Åh, stoffet er da ligegyldigt!« sagde hun og skød læberne frem.

Men denne gang kunne hun ikke få mere end et betinget løfte ud af mig. Sandt at sige ville jeg have væddet et klækkeligt beløb på, at beretningen om min rejse den sommer ikke ville sværte noget papir til eller ødelægge en eneste pen. Og det viser, hvor lidt vi ved om, hvad fremtiden bringer; for her er jeg nu i færd med at indfri mit betingede løfte og skrive en bog, hvad jeg aldrig havde troet, jeg skulle komme til – skønt den næppe vil åbne mig døren til det politiske liv og ikke har det fjerneste med Tyrol at gøre.

Den ville heller ikke, frygter jeg, behage lady Burlesdon, hvis jeg forelagde den for hendes kritiske blik – et skridt, jeg ikke har til hensigt at tage.

---