Det hjem­søg­te hotel

Wilkie Collins

Kapitel 1

I 1860 nåede dr. Wybrows ry som læge i London sit højdepunkt. Ifølge pålidelige kilder var hans indtægt af lægegerningen en af de største, man havde kendt i nyere tid.

En eftermiddag hen imod slutningen af selskabssæsonen i London havde lægen netop spist frokost efter en særlig anstrengende formiddag i konsultationsværelset og havde en frygtindgydende lang liste over besøg hos patienter i deres hjem foran sig resten af dagen – da tjeneren meldte, at en dame ønskede at tale med ham.

»Hvem er hun?« spurgte lægen. »En fremmed?«

»Ja, doktor.«

»Jeg tager ikke imod fremmede uden for konsultationstiden. Fortæl hende, hvornår den er, og send hende væk.«

»Det har jeg sagt til hende, doktor.«

»Nå?«

»Og hun vil ikke gå.«

»Vil hun ikke gå?« Lægen smilede, da han gentog ordene. Han havde sin egen form for humor, og der var noget absurd ved situationen, som morede ham en del. »Har den stædige dame fortalt dig sit navn?« spurgte han.

»Nej, doktor. Hun nægtede at opgive noget navn – hun sagde, at hun ikke engang ville tage fem minutter af din tid, og at sagen var for vigtig til at vente til i morgen. Nu er hun inde i konsultationsværelset, og hvordan jeg skal få hende ud igen, aner jeg ikke.«

Dr. Wybrow overvejede sagen et øjeblik. Hans kendskab til kvinder (rent fagligt) byggede på de rige erfaringer, mere end tredive år havde givet ham; han havde mødt dem i alle afskygninger – især den type, der ikke har begreb om tidens værdi og aldrig tøver med at søge dækning bag sit køns privilegier. Et blik på uret fortalte ham, at han snart måtte begynde sin runde til de patienter, der ventede på ham i deres hjem. Han besluttede straks at vælge den eneste fornuftige udvej, der stod ham åben under disse omstændigheder. Med andre ord besluttede han at tage flugten.

»Holder vognen for døren?« spurgte han.

»Ja, doktor.«

»Godt. Luk hoveddøren op for mig uden at støje, og lad damen råde uforstyrret over konsultationsværelset. Når hun bliver træt af at vente, ved du, hvad du skal sige til hende. Hvis hun spørger, hvornår jeg ventes hjem, så sig, at jeg spiser middag i min klub og tilbringer aftenen i teatret. Så, Thomas, ganske stille! Hvis dine sko knirker, er jeg fortabt.«

Han gik lydløst foran ud i entréen, og tjeneren fulgte efter på tå.

Havde damen inde i konsultationsværelset fattet mistanke til ham? Eller knirkede Thomas’ sko, og var hendes hørelse usædvanlig skarp? Hvad forklaringen end måtte være, var der ingen tvivl om, hvad der faktisk skete. Netop som dr. Wybrow gik forbi sit konsultationsværelse, gik døren op – damen viste sig på tærsklen – og lagde hånden på hans arm.

»Jeg bønfalder dig, doktor, gå ikke, før jeg har fået lov at tale med dig.«

Accenten var udenlandsk; stemmen var lav og fast. Hendes fingre sluttede sig blidt og dog bestemt om lægens arm.

Hverken hendes ord eller hendes handling gjorde ham det mindste mere tilbøjelig til at opfylde hendes ønske. Det, der øjeblikkelig standsede ham på vejen til vognen, var den tavse magt, hendes ansigt øvede over ham. Den slående modsætning mellem hendes ligblege ansigtsfarve og det overvældende liv og lys, den glitrende metalliske glans i hendes store sorte øjne, holdt ham bogstavelig talt tryllebundet. Hun var klædt i mørke farver med fuldendt smag; hun var middelhøj og (tilsyneladende) midaldrende – vel et år eller to over tredive. Hendes nedre ansigtstræk – næse, mund og hage – havde den fine, sarte form, man oftere ser hos kvinder af fremmede folkeslag end hos engelskfødte kvinder. Hun var ubestrideligt en smuk kvinde – med sin uhyggelige ansigtsfarve som den eneste alvorlige skavank og med den mindre iøjnefaldende fejl, at hendes blik var fuldstændig blottet for ømhed. Bortset fra den første overraskelse kunne den følelse, hun vakte i lægen, beskrives som en overvældende faglig nysgerrighed. Tilfældet kunne vise sig at være noget ganske nyt i hans praksis. »Det ser sådan ud,« tænkte han, »og det er værd at vente på.«

Hun mærkede, at hun på en eller anden måde havde gjort et stærkt indtryk på ham, og slap hans arm.

»Du har trøstet mange ulykkelige kvinder gennem årene,« sagde hun. »Trøst én til i dag.«

Uden at vente på svar gik hun foran tilbage ind i værelset.

Lægen fulgte efter hende og lukkede døren. Han lod hende tage plads i patientstolen over for vinduerne. Selv i London skinnede solen blændende klart denne sommereftermiddag. Det strålende lys strømmede ind over hende. Hendes øjne mødte det uden at vige, med en ørns stålsatte ro. Hendes glatte, urynkede hud så mere uhyggeligt hvid ud end nogen sinde før. For første gang i mange lange år mærkede lægen sin puls slå hurtigere i en patients nærvær.

Nu da hun havde sikret sig hans opmærksomhed, lod hun besynderligt nok til ikke at have noget at sige ham. En mærkelig sløvhed syntes at have grebet denne beslutsomme kvinde. Lægen måtte tage ordet først og spurgte blot med den sædvanlige vending, hvad han kunne gøre for hende.

Lyden af hans stemme syntes at vække hende. Stadig med blikket rettet lige mod lyset sagde hun brat: »Jeg har et smerteligt spørgsmål at stille.«

»Hvad er det?«

Hendes blik gled langsomt fra vinduet til lægens ansigt. Uden det mindste synlige tegn på uro stillede hun det »smertelige spørgsmål« med disse mærkværdige ord:

»Vil du være så venlig at fortælle mig, om jeg er i fare for at blive sindssyg?«

Nogle mænd ville måske have moret sig, andre ville måske være blevet urolige. Dr. Wybrow følte blot skuffelse. Var dette det sjældne tilfælde, han havde ventet sig, da han overilet dømte efter det ydre? Var den nye patient blot en hypokondrisk kvinde, hvis lidelse var en mave i uorden, og hvis ulykke var en svag hjerne? »Hvorfor kommer du til mig?« spurgte han skarpt. »Hvorfor henvender du dig ikke til en læge med speciale i at behandle sindssyge?«

Hun havde straks svaret parat.

»Jeg går ikke til sådan en læge,« sagde hun, »netop fordi han er specialist: Han har den skæbnesvangre vane at bedømme alle efter skemaer og regler, han selv har opstillet. Jeg kommer til dig, fordi mit tilfælde falder uden for alle skemaer og regler, og fordi du i dit fag er berømt for at opklare sygdommenes gåder. Er du tilfreds?«

Han var mere end tilfreds – hans første indskydelse havde alligevel været den rette. Desuden var hun korrekt underrettet om hans faglige anseelse. Den evne, der havde skaffet ham berømmelse og rigdom, var hans evne (som ingen af hans kolleger kunne måle sig med) til at opspore skjulte sygdomme.

»Jeg står til din rådighed,« svarede han. »Lad mig se, om jeg kan finde ud af, hvad du fejler.«

Han stillede hende sine lægelige spørgsmål. Hun besvarede dem hurtigt og klart, og de førte ikke til nogen anden slutning end, at den fremmede dame både psykisk og fysisk var ved glimrende helbred. Han nøjedes ikke med spørgsmål, men undersøgte omhyggeligt de livsvigtige organer. Hverken hans hånd eller hans stetoskop kunne afsløre noget galt. Med den beundringsværdige tålmodighed og hengivenhed for lægekunsten, som havde udmærket ham lige siden studietiden, fortsatte han med at underkaste hende den ene undersøgelse efter den anden. Resultatet var altid det samme. Der var ikke blot ingen tendens til hjernesygdom – der var ikke engang nogen mærkbar forstyrrelse i nervesystemet. »Jeg kan ikke finde noget galt med dig,« sagde han. »Jeg kan ikke engang forklare, hvorfor du er så usædvanligt bleg i ansigtet. Du er mig en fuldstændig gåde.«

»Min blege ansigtsfarve betyder ingenting,« svarede hun lidt utålmodigt. »I mine unge år var jeg lige ved at dø af en forgiftning. Siden har jeg ikke haft farve i ansigtet – og min hud er så sart, at jeg ikke kan sminke mig uden at få et hæsligt udslæt. Men det er uden betydning. Jeg ville have en utvetydig vurdering fra dig. Jeg troede på dig, og du har skuffet mig.« Hendes hoved sank ned mod brystet. »Og sådan ender det altså!« sagde hun bittert til sig selv.

Lægen blev grebet af medfølelse. Måske ville det være mere rigtigt at sige, at hans faglige stolthed var blevet en smule såret. »Det kan endnu ende godt,« bemærkede han, »hvis du vil hjælpe mig.«

Hun så op igen med lynende øjne. »Tal rent ud,« sagde hun. »Hvordan kan jeg hjælpe dig?«

»Rent ud sagt, frue, kommer du til mig som en gåde og overlader det til mig at gætte mig til det rette svar alene ved hjælp af min lægekunst. Min kunst kan udrette meget, men ikke alt. Der må for eksempel være sket noget – noget, som slet intet har med dit legemlige helbred at gøre – der har gjort dig bange for, at der er noget galt med dig, ellers var du aldrig kommet her for at spørge mig til råds. Er det sandt?«

Hun foldede hænderne i skødet. »Det er sandt!« sagde hun ivrigt. »Jeg begynder at tro på dig igen.«

»Udmærket. Du kan ikke vente, at jeg finder frem til den sjælelige årsag til din ængstelse. Jeg kan med sikkerhed konstatere, at der ikke er nogen legemlig grund til bekymring; og (medmindre du betror dig til mig) kan jeg ikke gøre mere.«

Hun rejste sig og gik lidt rundt i værelset. »Hvad om jeg fortalte dig det?« sagde hun. »Men husk, jeg nævner ingen navne!«

»Der er ingen grund til at nævne navne. Det er kun kendsgerningerne, jeg har brug for.«

»Kendsgerningerne betyder ingenting,« svarede hun. »Jeg har kun mine egne indtryk at betro dig – og du vil sikkert synes, jeg er et fjols med en alt for livlig fantasi, når du hører, hvad de går ud på. Det får være. Jeg vil gøre mit bedste for at stille dig tilfreds – jeg vil begynde med de kendsgerninger, du vil have. Tro mig, de vil ikke være dig til megen hjælp.«

Hun satte sig igen. Med de enklest tænkelige ord begyndte hun på den sælsomste og vildeste betroelse, lægen nogen sinde havde hørt.

---