Det blå slot

L. M. Montgomery

Kapitel 1

Hvis det ikke havde regnet en bestemt morgen i maj, ville hele Valancy Stirlings liv have formet sig ganske anderledes. Hun ville sammen med resten af slægten være taget til tante Wellingtons forlovelsesskovtur, og dr. Trent ville være rejst til Montreal. Men det regnede, og du skal høre, hvad der skete med hende af den grund.

Valancy vågnede tidligt, i den livløse, håbløse time lige før daggry. Hun havde ikke sovet særlig godt. Somme tider sover man ikke godt, når man fylder niogtyve næste dag og er ugift i et lokalsamfund og en slægt, hvor de ugifte ganske enkelt er dem, der ikke har kunnet få en mand.

Deerwood og familien Stirling havde for længst forvist Valancy til et håbløst gammeljomfruliv. Men selv havde Valancy aldrig helt opgivet et vist ynkeligt, skamfuldt lille håb om, at kærligheden endnu ville finde vej til hende – aldrig før denne våde, forfærdelige morgen, da hun vågnede og indså, at hun var niogtyve, og at ingen mand havde bejlet til hende.

Ja, dér sad brodden. Valancy havde ikke så meget imod at være gammeljomfru. Når alt kom til alt, tænkte hun, kunne det umuligt være lige så frygteligt at være gammeljomfru som at være gift med en onkel Wellington eller en onkel Benjamin eller endda en onkel Herbert. Det, der gjorde ondt, var, at hun aldrig havde haft en chance for at blive andet end gammeljomfru. Ingen mand havde nogen sinde begæret hende.

Tårerne steg hende i øjnene, mens hun lå der alene i mørket, der så småt var ved at gråne. Hun turde ikke græde så voldsomt, som hun havde lyst til, og det var der to grunde til. Hun var bange for, at gråden kunne fremkalde endnu et anfald af de smerter omkring hjertet. Hun havde haft et anfald, efter at hun var gået i seng – et, der var noget værre end nogen af de tidligere. Og hun var bange for, at hendes mor skulle lægge mærke til hendes røde øjne ved morgenbordet og blive ved med at udfritte hende om årsagen, stikkende og ihærdig som en myg.

»Tænk,« tænkte Valancy med et uhyggeligt smil, »hvis jeg sagde sandheden ligeud: ›Jeg græder, fordi jeg ikke kan blive gift.‹ Hvor ville mor blive forfærdet – selv om hun hver eneste dag i sit liv skammer sig over sin gammeljomfru af en datter.«

Men facaden skulle naturligvis holdes. »Det er ikke,« kunne Valancy høre sin mors snerpede, bydende stemme fastslå, »det er ikke sømmeligt for en ung pige at tænke på mænd.«

Tanken om hendes mors ansigtsudtryk fik Valancy til at le – for hun havde en humoristisk sans, som ingen i slægten anede noget om. Der var for den sags skyld en hel del ved Valancy, som ingen anede noget om. Men latteren stak ikke dybt, og snart lå hun der, en sammenkrøben, afmægtig lille skikkelse, og lyttede til regnen, der styrtede ned udenfor, mens hun med kvalmende lede så det kolde, ubarmhjertige lys krybe ind i sit grimme, tarvelige værelse.

Hun kendte værelsets grimhed udenad – kendte den og hadede den. Det gulmalede gulv med en enkelt hæslig, »tuftet« måtte ved sengen og en grotesk, »tuftet« hund på, som altid grinede til hende, når hun vågnede; det falmede, mørkerøde tapet; loftet, misfarvet af gamle utætheder og gennemtrukket af revner; den smalle, sammenklemte lille servante; pynteborten af brunt papir med lilla roser på; det gamle, plettede spejl med en revne tværs over, som stod støttet på det alt for lille toiletbord; krukken med ældgammelt potpourri, som hendes mor havde lavet på sin mytiske bryllupsrejse; æsken beklædt med muslingeskaller, sprækket i det ene hjørne, som kusine Stickles havde lavet i sin lige så mytiske ungpigetid; den perlebesatte nålepude, der havde mistet halvdelen af sin perlefrynse; den ene stive, gule stol; de gamle, falmede mindeord, »Borte, men ikke glemt«, broderet med garn i forskellige farver omkring oldemor Stirlings bistre gamle ansigt; de gamle fotografier af oldgamle slægtninge, for længst forvist fra stuerne nedenunder. Der var kun to billeder, som ikke forestillede slægtninge. Det ene var et gammelt farvetryk af en hundehvalp, der sad på et regnvådt dørtrin. Det billede gjorde altid Valancy ked af det. Den trøstesløse lille hund, der krøb sammen på dørtrinnet i den piskende regn! Hvorfor var der ikke nogen, der åbnede døren og lod ham komme ind? Det andet billede var et falmet stik i passepartout, som forestillede dronning Louise på vej ned ad en trappe, og som tante Wellington rundhåndet havde skænket hende på hendes tiårsdag. I nitten år havde hun set på det og hadet det, denne smukke, selvglade, selvtilfredse dronning Louise. Men hun turde aldrig ødelægge det eller fjerne det. Mor og kusine Stickles ville være blevet forfærdede eller, som Valancy respektløst udtrykte det i tankerne, have fået et anfald.

Alle værelser i huset var naturligvis grimme. Men nedenunder holdt man dog nogenlunde facaden. Der var ingen penge til værelser, som ingen nogen sinde så. Valancy følte somme tider, at hun selv kunne have gjort noget ved sit værelse, endda uden penge, hvis hun havde fået lov. Men hendes mor havde afvist hvert eneste forsigtigt forslag, og Valancy insisterede ikke. Valancy insisterede aldrig. Det turde hun ikke. Hendes mor tålte ikke modsigelse. Mrs. Stirling kunne surmule i dagevis med en krænket hertugindes miner, hvis hun blev fornærmet.

Det eneste, Valancy kunne lide ved sit værelse, var, at hun kunne være alene der om natten og græde, hvis hun havde lyst.

Men hvad betød det i grunden, om et værelse var grimt, når man kun brugte det til at sove og klæde sig på i? Valancy fik aldrig lov til at være alene på sit værelse af nogen anden grund. Folk, der ville være alene, kunne kun ville være alene af skumle grunde; sådan så mrs. Frederick Stirling og kusine Stickles på det. Men hendes værelse på det blå slot var alt, hvad et værelse skulle være.

Valancy, der var så kuet og undertrykt og tilsidesat og affærdiget i det virkelige liv, plejede at give sig selv frie tøjler på ganske storslået vis i sine dagdrømme. Ingen i familien Stirling eller dens forgreninger anede det, mindst af alle hendes mor og kusine Stickles. De vidste ikke, at Valancy havde to hjem – den grimme, røde murstenskasse på Elm Street og det blå slot i Spanien. I ånden havde Valancy boet på det blå slot, så længe hun kunne huske. Hun havde været ganske lille, da hun opdagede, at hun ejede det. Hver gang hun lukkede øjnene, kunne hun tydeligt se det for sig: det lå med sine småtårne og bannere på den fyrreklædte bjergtop, svøbt i sin sarte blå skønhed mod solnedgangshimlen over et skønt og ukendt land. Alt, hvad der var vidunderligt og smukt, fandtes på det slot. Smykker, som dronninger kunne have båret; gevandter af måneskin og ild; divaner af roser og guld; lange trapper med lave marmortrin og store, hvide urner og slanke, tågeklædte møer, der gik op og ned ad dem; gårde med marmorsøjler, hvor springvand faldt i glitrende stråler, og nattergale sang mellem myrterne; spejlsale, der kun genspejlede smukke riddere og dejlige kvinder – hun selv den dejligste af alle, hun, hvis blik mænd døde for. Det eneste, der holdt hende oppe gennem de kedsommelige dage, var håbet om at kunne give sig hen til en drømmerus om natten. De fleste i familien Stirling, om ikke dem alle, ville være døde af rædsel, hvis de havde kendt til halvdelen af det, Valancy foretog sig på sit blå slot.

For eksempel havde hun ganske mange elskere der. Åh, kun én ad gangen. En, der bejlede til hende med hele riddertidens romantiske glød og vandt hende, efter at han længe havde vist hende sin hengivenhed og udført mange dristige bedrifter, og som blev viet til hende med pomp og pragt i det blå slots store, bannerprydede kapel.

Da hun var tolv, var denne elsker en smuk yngling med gyldne krøller og himmelblå øjne. Da hun var femten, var han høj, mørk og bleg, men naturligvis stadig smuk. Da hun var tyve, var han asketisk, drømmende, åndeligt anlagt. Da hun var femogtyve, havde han et skarptskåret, en smule bistert kæbeparti og et ansigt, der snarere var kraftfuldt og groft tilhugget end smukt. Valancy blev aldrig ældre end femogtyve på sit blå slot, men for nylig – ganske for nylig – havde hendes helt haft rødligt, gyldenbrunt hår, et skævt smil og en gådefuld fortid.

Jeg siger ikke, at Valancy med overlæg myrdede disse elskere, efterhånden som hun voksede fra dem. Den ene fortonede sig blot, når den næste kom. På blå slotte er den slags meget bekvemt indrettet.

Men denne morgen på sin skæbnedag kunne Valancy ikke finde nøglen til sit blå slot. Virkeligheden pressede for hårdt på og gøede hende i hælene som en lille hund, der var til at blive vanvittig af. Hun var niogtyve, ensom og uskøn, og ingen begærede hende – den eneste grimme pige i en smuk slægt, uden fortid og uden fremtid. Så langt tilbage hun kunne se, var livet gråt og farveløst, uden en eneste karmosinrød eller purpurfarvet plet noget sted. Så langt frem hun kunne se, forekom det givet, at det ville forblive sådan, indtil hun blot var et ensomt, lille vissent blad, der klamrede sig til en vintergren. Det øjeblik, hvor en kvinde indser, at hun ikke har noget at leve for – hverken kærlighed, pligt, formål eller håb – rummer dødens bitterhed for hende.

»Og jeg er bare nødt til at blive ved med at leve, fordi jeg ikke kan holde op. Måske bliver jeg nødt til at leve, til jeg bliver firs,« tænkte Valancy i en slags panik. »Vi bliver alle sammen skrækkeligt gamle. Jeg bliver dårlig ved tanken.«

Hun var glad for, at det regnede – eller rettere, hun følte en trøstesløs tilfredshed ved, at det regnede. Der ville ikke blive nogen skovtur den dag. Denne årlige skovtur, hvor tante og onkel Wellington – man tænkte altid på dem i den rækkefølge – uvægerligt fejrede, at de havde forlovet sig på en skovtur tredive år tidligere, havde i de senere år været et sandt mareridt for Valancy. Ved et drilsk sammentræf faldt den på hendes fødselsdag, og efter at hun var fyldt femogtyve, lod ingen hende glemme det.

Hvor meget hun end hadede at tage med på skovturen, ville det aldrig være faldet hende ind at sætte sig imod det. Der syntes ikke at være noget revolutionært i hendes natur. Og hun vidste nøjagtig, hvad alle ville sige til hende på skovturen. Onkel Wellington, som hun nærede både modvilje og foragt for, selv om han havde opfyldt familien Stirlings højeste ambition, at »gifte sig til penge«, ville sige til hende med en højlydt hvisken: »Du går vel ikke i giftetanker endnu, min kære?« og så bryde ud i den brølende latter, han uvægerligt afsluttede sine kedelige bemærkninger med. Tante Wellington, som Valancy nærede en krybende ærefrygt for, ville fortælle hende om Olives nye chiffonkjole og Cecils seneste kærlighedsfulde brev. Valancy måtte se lige så glad og interesseret ud, som om kjolen og brevet havde været hendes egne, ellers ville tante Wellington blive fornærmet. Og Valancy havde for længst besluttet, at hun hellere ville fornærme Gud end tante Wellington, for Gud ville måske tilgive hende, men det ville tante Wellington aldrig.

Tante Alberta, der var enormt tyk, havde den elskværdige vane altid at omtale sin mand som »han«, som om han var det eneste hankønsvæsen i verden, og aldrig kunne glemme, at hun havde været en stor skønhed som ung, ville udtrykke sin medfølelse med Valancy over hendes gustne hudfarve –

»Jeg ved ikke, hvorfor alle piger nu til dags er så solbrændte. Da jeg var ung, var min hud som roser og fløde. Jeg blev regnet for Canadas smukkeste pige, min kære.«

Måske ville onkel Herbert ikke sige noget – eller måske ville han bemærke i spøg: »Sikke du dog bliver tyk, Doss!« Og så ville alle le over den overordentlig morsomme tanke, at stakkels, magre lille Doss skulle blive tyk.

Den smukke, højtidelige onkel James, som Valancy ikke brød sig om, men respekterede, fordi han gik for at være meget klog og derfor var slægtens orakel – forstand var der ikke alt for meget af i slægten Stirling – ville sandsynligvis bemærke med den ugleagtige sarkasme, der havde skaffet ham hans ry: »Du har vel travlt med udstyrskisten for tiden?«

Og onkel Benjamin ville mellem sine hvæsende latterkluk stille nogle af sine afskyelige gåder og selv svare på dem.

»Hvad er forskellen på Doss og en mus?

»Musen vil gøre indhug i osten, og Doss vil gøre indtryk på mændene.«

Valancy havde hørt ham stille den gåde halvtreds gange, og hver gang fik hun lyst til at kaste noget efter ham. Men det gjorde hun aldrig. For det første kastede man ganske enkelt ikke med ting i familien Stirling; for det andet var onkel Benjamin en velhavende, gammel enkemand uden børn, og Valancy var opdraget i hans penges tugt og formaning. Hvis hun fornærmede ham, ville han stryge hende af sit testamente – hvis hun da overhovedet stod i det. Valancy ønskede ikke at blive strøget af onkel Benjamins testamente. Hun havde været fattig hele sit liv og kendte den nagende bitterhed ved det. Så hun fandt sig i hans gåder og smilede endda små, forpinte smil ad dem.

Tante Isabel, bramfri og ubehagelig som en østenvind, ville finde noget at kritisere hende for – Valancy kunne ikke forudsige, hvad det ville være, for tante Isabel gentog aldrig sin kritik – hun fandt noget nyt at stikke til én med hver gang. Tante Isabel satte en ære i at sige, hvad hun mente, men brød sig ikke nær så meget om, at andre sagde til hende, hvad de mente. Valancy sagde aldrig, hvad hun mente.

Kusine Georgiana – opkaldt efter sin tipoldemor, der var opkaldt efter Georg den Fjerde – ville sørgmodigt opremse navnene på alle de slægtninge og venner, der var døde siden sidste skovtur, og spekulere på, »hvem af os der mon bliver den næste til at gå bort«.

Den ulideligt dygtige tante Mildred ville tale i det uendelige til Valancy om sin mand og sine afskyelige små vidunderbabyer, fordi Valancy ville være den eneste, tante Mildred kunne finde, der ville finde sig i det. Af samme grund ville kusine Gladys – egentlig kusine Gladys med en generations forskydning, efter den strenge måde, familien Stirling førte regnskab med slægtskabet på – en høj, tynd dame, der indrømmede, at hun var følsom af natur, i mindste detalje beskrive pinslerne ved sin nervebetændelse. Og Olive, vidunderpigen i hele familien Stirling, som havde alt det, Valancy ikke havde – skønhed, popularitet, kærlighed – ville stille sin skønhed til skue og tage sig friheder i kraft af sin popularitet og skilte med kærlighedens diamantbesatte hæderstegn for Valancys blændede, misundelige øjne.

Alt det ville hun slippe for i dag. Og der skulle ikke pakkes teskeer sammen. Pakningen blev altid overladt til Valancy og kusine Stickles. Og engang for seks år siden var en sølvteske fra tante Wellingtons bryllupsbestik blevet væk. Valancy fik aldrig lov til at glemme den sølvteske. Dens genfærd dukkede op ligesom Banquos ved hvert eneste senere familiegilde.

Åh jo, Valancy vidste nøjagtig, hvordan skovturen ville blive, og hun velsignede regnen, som havde frelst hende fra den. Der ville ikke blive nogen skovtur det år. Hvis tante Wellington ikke kunne fejre dagen på selve den hellige dato, ville hun slet ikke holde nogen fest. De guder, der nu måtte findes, skulle have tak for det.

Eftersom der ikke ville blive nogen skovtur, besluttede Valancy, at hun ville gå op på biblioteket og låne endnu en af John Fosters bøger, hvis regnen holdt op om eftermiddagen. Valancy måtte aldrig læse romaner, men John Fosters bøger var ikke romaner. Det var »naturbøger« – sådan havde bibliotekaren forklaret mrs. Frederick Stirling – »om skoven og fuglene og småkryb og den slags, du ved«. Så Valancy fik lov til at læse dem – under protest, for det var kun alt for tydeligt, at hun nød dem for meget. Det var tilladt, ja ligefrem prisværdigt, at læse for at blive klogere og frommere, men en bog, man nød, var farlig. Valancy vidste ikke, om hun blev klogere af det eller ej; men hun havde en dunkel fornemmelse af, at livet kunne have været anderledes for hende, hvis hun var stødt på John Fosters bøger for mange år siden. Hun syntes, de lod hende skimte en verden, hun engang måske kunne være trådt ind i, selv om døren nu for evigt var spærret for hende. Det var først inden for det sidste år, at John Fosters bøger var kommet på biblioteket i Deerwood, skønt bibliotekaren havde fortalt Valancy, at han havde været en kendt forfatter i flere år.

»Hvor bor han?« havde Valancy spurgt.

»Det er der ingen, der ved. At dømme efter hans bøger må han være canadier, men flere oplysninger er ikke til at få. Hans forlæggere vil ikke sige et ord. John Foster er sandsynligvis et nom de plume. Hans bøger er så populære, at de altid er udlånt, skønt jeg virkelig ikke kan se, hvad folk finder i dem, der er værd at falde i svime over.«

»Jeg synes, de er vidunderlige,« sagde Valancy spagt.

»Åh – tja –« Miss Clarkson smilede overbærende på en måde, der henviste Valancys meninger til glemslen. »Jeg kan ikke sige, at jeg selv bryder mig særlig meget om småkryb. Men Foster lader bestemt til at vide alt, hvad der er at vide om dem.«

Valancy vidste heller ikke, om hun brød sig særlig meget om småkryb. Det var ikke John Fosters næsten overnaturlige kendskab til vilde dyr og insektlivet, der tryllebandt hende. Hun kunne knap nok sige, hvad det var – en pirrende lokken fra en gåde, der aldrig blev løst – en antydning af en stor hemmelighed lige lidt længere fremme – et svagt, flygtigt ekko af skønne, glemte ting – John Fosters magi lod sig ikke sætte ord på.

Ja, hun ville låne en ny bog af Foster. Det var en måned siden, hun havde lånt Tidselhøst, så det kunne mor da ikke have noget imod. Valancy havde læst den fire gange – hun kunne hele passager udenad.

Og – hun troede næsten, hun ville gå hen og tale med dr. Trent om den sære smerte omkring hjertet. Den var kommet ret ofte på det sidste, og hjertebanken var ved at blive generende, for slet ikke at tale om et svimmelhedsanfald nu og da og en sær stakåndethed. Men kunne hun gå til ham uden at fortælle det til nogen? Det var en yderst dristig tanke. Ingen i familien Stirling rådførte sig nogen sinde med en læge uden først at holde familieråd og få onkel James’ godkendelse. Så gik man til dr. Ambrose Marsh i Port Lawrence, som havde giftet sig med grandkusine Adelaide Stirling.

Men Valancy brød sig ikke om dr. Ambrose Marsh. Og desuden kunne hun ikke komme til Port Lawrence, femten engelske mil derfra, uden at nogen kørte hende. Hun ville ikke have, at nogen skulle vide noget om hendes hjerte. Der ville blive et frygteligt postyr, og hvert eneste medlem af familien ville komme på besøg og drøfte det og give hende råd og mane hende til forsigtighed og advare hende og fortælle hende uhyggelige historier om grandtanter og fætre og kusiner ude i fyrretyvende led, som havde haft det »præcis sådan« og var »faldet døde om uden et øjebliks varsel, min kære«.

Tante Isabel ville huske, at hun altid havde sagt, at Doss lignede en pige, der ville få hjerteproblemer – »altid så indfalden og medtaget«; og onkel Wellington ville tage det som en personlig fornærmelse, når »ingen i familien Stirling nogen sinde før har haft en hjertesygdom«; og Georgiana ville komme med dystre spådomme i fuldt hørlige sidebemærkninger: »Stakkels, kære lille Doss har ikke længe igen i denne verden, er jeg bange for«; og kusine Gladys ville sige: »Jamen, mit hjerte har været sådan i årevis,« i en tone, der antydede, at ingen andre overhovedet havde ret til at have et hjerte; og Olive – Olive ville bare se smuk og overlegen og modbydeligt sund ud, som om hun ville sige: »Hvorfor alt det postyr over sådan en falmet, overflødig skabning som Doss, når I har mig?«

Valancy følte, at hun ikke kunne fortælle nogen om det, medmindre hun var nødt til det. Hun følte sig ganske sikker på, at hendes hjerte ikke fejlede noget alvorligt, og at der ikke var grund til alt det postyr, der ville følge, hvis hun nævnte det. Hun ville bare i al stilhed smutte hen og tale med dr. Trent den selvsamme dag. Hvad hans regning angik, havde hun de to hundrede dollars, som hendes far havde sat i banken til hende den dag, hun blev født. Hun fik aldrig lov til at bruge så meget som renterne af dem, men hun ville i al hemmelighed hæve nok til at betale dr. Trent.

Dr. Trent var en brysk, bramfri, åndsfraværende gammel fyr, men han var en anerkendt autoritet inden for hjertesygdomme, selv om han kun var almindelig praktiserende læge i det afsidesliggende Deerwood. Dr. Trent var over halvfjerds, og der havde været rygter om, at han snart ville trække sig tilbage. Ingen i familien Stirling havde været hos ham, siden han ti år tidligere havde sagt til kusine Gladys, at hendes nervebetændelse var ren indbildning, og at hun nød den. Man kunne ikke lade sig behandle af en læge, der fornærmede ens kusine med en generations forskydning på den måde – for slet ikke at tale om, at han var presbyterianer, mens hele familien Stirling gik i den anglikanske kirke. Men Valancy, der stod mellem den djævel, det var at være illoyal mod slægten, og det dybe hav af postyr og larm og råd, tænkte, at hun ville tage chancen med djævelen.

---