Agnes Grey

Anne Brontë

Kapitel 1: Præstegården

Alle sande beretninger rummer en lære; i nogle kan skatten dog være svær at finde, og når man finder den, er der så lidt af den, at den tørre, indskrumpede kerne knap nok er besværet med at knække nødden værd. Jeg er næppe den rette til at afgøre, om det samme gælder min beretning. Undertiden tænker jeg, at den måske kunne være til nytte for nogle og til underholdning for andre; men verden må selv dømme. Ukendt som jeg er og skærmet af de år, der er gået, og nogle få opdigtede navne, vover jeg forsøget uden frygt og vil åbenhjertigt lægge det frem for offentligheden, som jeg ikke ville betro min nærmeste ven.

Min far var gejstlig i det nordlige England og blev med rette agtet af alle, der kendte ham; i sine yngre dage levede han ganske behageligt af de samlede indtægter fra et mindre præsteembede og en pæn lille ejendom, han selv ejede. Min mor, der giftede sig med ham imod sine venners ønsker, var datter af en godsejer og en kvinde med mod og vilje. Forgæves foreholdt man hende, at hun, hvis hun blev den fattige præsts kone, måtte give afkald på sin vogn og sin kammerpige og al velstandens luksus og elegance, som for hende nærmest hørte til livets fornødenheder. En vogn og en kammerpige var store bekvemmeligheder; men gudskelov havde hun fødder at gå på og hænder til at sørge for sine egne behov. Et elegant hus og en vidtstrakt park var ikke at foragte; men hun ville hellere bo i en hytte med Richard Grey end i et palads med nogen anden mand i verden.

Da hendes far indså, at argumenter intet nyttede, sagde han til sidst til de to elskende, at de kunne gifte sig, hvis de ville; men gjorde de det, ville hans datter miste hver en smule af sin formue. Han ventede, at det ville lægge en dæmper på begges begejstring; men han tog fejl. Min far kendte min mors store værd alt for godt til ikke at indse, at hun var en formue i sig selv; og ville hun blot samtykke i at forskønne hans beskedne hjem, skulle han gladelig tage hende til hustru på hvilke vilkår det end var; hun ville på sin side hellere arbejde med sine egne hænder end skilles fra den mand, hun elskede, hvis lykke det ville være hendes glæde at skabe, og som allerede var ét med hende i hjerte og sjæl. Således gik hendes formue til at gøre pengepungen endnu tungere hos en klogere søster, der havde giftet sig med en rig nabob; og selv drog hun, til forundring og medlidende beklagelse for alle, der kendte hende, hen for at begrave sig i den beskedne landsbypræstegård mellem bakkerne i ⸻. Og dog tror jeg, at man trods alt dette, trods min mors stærke vilje og min fars luner, kunne gennemsøge hele England uden at finde et lykkeligere par.

Af seks børn var min søster Mary og jeg de eneste to, der overlevede spædbarnsalderens og den tidlige barndoms farer. Da jeg var fem eller seks år yngre, blev jeg altid betragtet som barnet og familiens kæledægge: far, mor og søster var fælles om at forkæle mig – ikke ved tåbelig eftergivenhed, der kunne gøre mig vranten og ustyrlig, men ved uafladelig omsorg, der gjorde mig alt for hjælpeløs og afhængig – alt for dårligt rustet til at tage kampen op med livets bekymringer og uro.

Mary og jeg voksede op i den strengeste afsondrethed. Min mor, der både var særdeles dannet og kundskabsrig og holdt af at have noget at bestille, påtog sig hele vores undervisning med undtagelse af latin – som min far tog sig af – så vi gik aldrig så meget som i skole; og da der intet selskabsliv var på egnen, bestod vores eneste forbindelse med omverdenen i et højtideligt teselskab i ny og næ med omegnens mest ansete gårdmænd og handlende (blot for at undgå at blive udskreget som for stolte til at omgås vores naboer) og et årligt besøg hos vores farfar; her var han selv, vores gode farmor, en ugift tante og to eller tre ældre damer og herrer de eneste mennesker, vi nogen sinde så. Undertiden underholdt vores mor os med fortællinger og anekdoter fra sin ungdom, som morede os umådeligt og ofte – i hvert fald hos mig – vakte et hemmeligt ønske om at se lidt mere af verden.

Jeg tænkte, at hun måtte have været meget lykkelig; men hun syntes aldrig at savne de svundne tider. Min far derimod, hvis sind af natur hverken var roligt eller muntert, plagede ofte sig selv unødigt med tanken om de ofre, hans kære kone havde bragt for hans skyld; og han brød sit hoved med endeløse planer om at forøge sin beskedne formue for hendes og vores skyld. Forgæves forsikrede min mor ham om, at hun var fuldt tilfreds, og at hvis han blot ville lægge lidt til side til børnene, ville vi alle have rigeligt, både nu og i fremtiden; men at spare op var ikke min fars stærke side. Han ville ikke sætte sig i gæld (min mor sørgede i hvert fald omhyggeligt for, at han ikke gjorde det), men så længe han havde penge, måtte han bruge dem: han yndede at se sit hjem bekvemt indrettet og sin kone og sine døtre velklædte og godt opvartede; desuden var han godgørende af sind og gav gerne til de fattige, så langt hans midler rakte – eller, som nogle måske ville mene, længere endnu.

Til sidst foreslog en venlig ven ham dog en måde, hvorpå han med ét slag kunne fordoble sin private formue og siden forøge den til en uanet størrelse. Denne ven var købmand, en foretagsom mand med ubestridelige evner, som manglede kapital og derfor var noget hæmmet i sin handelsvirksomhed; men han tilbød storsindet at give min far en rimelig andel af sit overskud, hvis han blot ville betro ham det, han kunne undvære; og han mente trygt at kunne love, at hvilket beløb min far end valgte at lægge i hans hænder, skulle det give ham hundrede procent i fortjeneste. Den lille ejendom, min far havde arvet, blev hurtigt solgt, og hele salgssummen blev lagt i den venlige købmands hænder; lige så hurtigt fik han sin last om bord og gjorde sig klar til rejsen.

Min far var henrykt over vores lysere udsigter, og det var vi alle. Foreløbig var vi ganske vist henvist til kapellanembedets beskedne indtægt; men min far syntes ikke, det var nødvendigt nøje at begrænse vores udgifter til den; så med en regning stående hos mr. Jackson, en anden hos Smith og en tredje hos Hobson levede vi endda mere behageligt end før: skønt min mor hævdede, at vi hellere måtte holde måde, for vores udsigt til rigdom var trods alt usikker; og ville min far blot overlade hende at styre det hele, skulle han aldrig føle, at han måtte undvære noget; men for en gangs skyld var han ikke til at tale til rette.

Hvor har Mary og jeg dog haft lykkelige timer, mens vi sad med vores håndarbejde ved ilden eller vandrede over de lyngklædte bakker eller drev tiden hen under hængebirken (havens eneste træ af nogen størrelse) og talte om den lykke, der ventede os selv og vores forældre, om alt det, vi ville gøre og se og eje; og hele vores stolte bygningsværk hvilede ikke på fastere grund end de rigdomme, som vi ventede ville strømme ind over os, når den brave købmands spekulationer lykkedes. Vores far var næsten lige så slem som vi selv; blot lod han, som om han ikke tog det helt så alvorligt, og gav udtryk for sine lyse håb og tillidsfulde forventninger gennem spøg og muntre indfald, der altid forekom mig umådeligt vittige og morsomme. Vores mor lo af glæde over at se ham så håbefuld og lykkelig; men alligevel frygtede hun, at han havde knyttet sit hjerte for stærkt til dette håb; og engang hørte jeg hende hviske, idet hun forlod værelset: »Gud give, at han ikke bliver skuffet! Jeg ved ikke, hvordan han skulle bære det.«

Skuffet blev han; og bittert endda. Som et tordenskrald ramte det os alle, at skibet med vores formue var forlist og gået til bunds med hele sin last, flere af besætningsmedlemmerne og den ulykkelige købmand selv. Jeg sørgede over ham; jeg sørgede over, at alle vores luftkasteller var styrtet sammen; men med ungdommens spændstighed kom jeg mig snart over chokket.

Rigdommen lokkede nok, men fattigdommen skræmte ikke en uerfaren pige som mig. Sandt at sige var der ligefrem noget opløftende ved tanken om at blive bragt i nød og henvist til at klare os ved egne kræfter. Jeg ønskede blot, at papa, mama og Mary alle tænkte som jeg; så kunne vi, i stedet for at beklage fortidens ulykker, alle med godt mod tage fat på at afhjælpe dem; og jo større vanskelighederne og jo hårdere vores øjeblikkelige afsavn var, desto gladere skulle vi bære afsavnene, og desto ihærdigere skulle vi kæmpe mod vanskelighederne.

Mary klagede ikke, men grublede bestandig over ulykken og sank ned i en nedtrykthed, som jeg ikke kunne rive hende ud af, hvor meget jeg end anstrengte mig. Jeg kunne umuligt få hende til at se det hele fra den lyse side, sådan som jeg gjorde; og jeg var i grunden så bange for at blive beskyldt for barnlig letsindighed eller dum ufølsomhed, at jeg omhyggeligt beholdt de fleste af mine lyse ideer og opmuntrende tanker for mig selv; jeg vidste godt, at de ikke ville møde forståelse.

Min mor tænkte kun på at trøste min far, betale vores gæld og indskrænke vores udgifter med alle midler, der stod til rådighed; men min far var fuldstændig knust af ulykken: slaget svækkede både hans helbred, hans kræfter og hans livsmod, og han genvandt dem aldrig helt. Forgæves søgte min mor at opmuntre ham ved at appellere til hans fromhed, hans mod og hans kærlighed til hende og os. Netop den kærlighed var hans største pine: det var for vores skyld, han så brændende havde ønsket at øge sin formue – det var hensynet til os, der havde givet hans forhåbninger så stærk en glans og nu gjorde hans nød så bitter. Nu plagede han sig selv med anger over at have tilsidesat min mors råd, som i det mindste ville have sparet ham for gælden som en yderligere byrde – til ingen nytte bebrejdede han sig selv, at han havde ført hende bort fra den værdighed, det sorgløse liv og den luksus, der havde hørt til hendes tidligere stand, for at hun nu sammen med ham skulle bære fattigdommens bekymringer og slid. Det var galde og malurt for hans sjæl at se denne strålende, så dannede kvinde, der engang havde været så ombejlet og beundret, forvandlet til en flittig og praktisk husmor, hvis hænder og hoved bestandig var optaget af husligt arbejde og huslig økonomi. Selv den villighed, hun udførte disse pligter med, det gode humør, hun bar sin modgang med, og den godhed, der afholdt hende fra at give ham den mindste skyld, vendte denne opfindsomme selvplager til nye pinsler for sig selv. Og således tærede sindet på kroppen og bragte nerverne i uorden, og de forøgede til gengæld sindets kvaler, indtil hans helbred ved denne vekselvirkning var blevet alvorligt svækket; og ingen af os kunne overbevise ham om, at vores situation ikke var halvt så dyster, så fuldstændig håbløs, som hans sygelige fantasi gjorde den til.

Den praktiske faeton til ponyen blev solgt sammen med den kraftige, velnærede pony – vores gamle yndling, som vi fuldt og fast havde besluttet skulle ende sine dage i fred og aldrig komme på andre hænder; den lille vognport og stalden blev lejet ud; tjenestedrengen og den dygtigste af de to tjenestepiger (som også var den dyreste) blev afskediget. Vores tøj blev lappet, vendt og stoppet til det yderste af, hvad anstændigheden tillod; vores kost, der altid havde været enkel, blev nu forenklet i en hidtil uhørt grad – bortset fra min fars livretter; der blev sparet på kul og lys, så det gjorde ondt – de to lys blev til ét, og selv det blev kun brugt yderst sparsomt; der blev omhyggeligt sparet på kullene i den halvtomme rist: især når min far var ude i sit sogns ærinde eller holdt sengen på grund af sygdom – så sad vi med fødderne på gitteret foran kaminen og skrabede fra tid til anden de døende gløder sammen, og nu og da dryssede vi lidt kulstøv og småstykker af kul over, blot for at holde liv i dem. Hvad vores tæpper angik, blev de med tiden tyndslidte og lappet og stoppet endnu mere end vores tøj. For at spare udgiften til en gartner påtog Mary og jeg os at holde haven i orden; og alt det madlavnings- og husarbejde, som én tjenestepige ikke nemt kunne overkomme, blev udført af min mor og min søster med lidt hjælp fra mig i ny og næ: kun lidt, for skønt jeg i mine egne øjne var en voksen kvinde, var jeg stadig et barn i deres; og som de fleste driftige kvinder med styr på deres sager var min mor ikke velsignet med særlig driftige døtre: af den grund, at hun selv var så dygtig og flittig, at hun aldrig følte sig fristet til at overlade sine gøremål til en stedfortræder, men tværtimod gerne ville handle og tænke for andre såvel som for sig selv; og hvad arbejdet end bestod i, var hun tilbøjelig til at mene, at ingen kunne gøre det så godt som hun selv: så når jeg tilbød hende min hjælp, fik jeg gerne et svar som dette: »Nej, min skat, det kan du virkelig ikke – der er ikke noget her, du kan gøre. Gå hen og hjælp din søster, eller få hende til at gå en tur med dig – sig til hende, at hun ikke må sidde så meget og være inde hele tiden, som hun er – det er ikke så sært, at hun ser mager og modfalden ud.«

»Mary, mama siger, at jeg skal hjælpe dig; eller få dig til at gå en tur med mig; hun siger, at det ikke er så sært, du ser mager og modfalden ud, når du sidder inde hele tiden.«

»Hjælpe mig kan du ikke, Agnes; og jeg kan ikke gå ud med dig – jeg har alt for meget at gøre.«

»Så lad mig hjælpe dig.«

»Det kan du virkelig ikke, kære barn. Gå hen og øv dig på klaveret, eller leg med killingen.«

Der var altid rigeligt at sy; men jeg havde ikke lært at klippe et eneste klædningsstykke til, og ud over at lægge op og sy simple sømme var der ikke meget, jeg kunne udrette selv på det område; for de hævdede begge, at det var langt lettere at gøre arbejdet selv end at lægge det til rette for mig; og desuden så de hellere, at jeg passede mine studier eller morede mig – jeg kunne tidsnok komme til at sidde bøjet over mit håndarbejde som en alvorlig husmor, når min lille yndlingsmis var blevet en adstadig gammel kat. Under sådanne omstændigheder var min lediggang ikke helt uden undskyldning, selv om jeg ikke gjorde meget mere nytte end killingen.

Under alle vores genvordigheder hørte jeg kun én gang min mor klage over vores mangel på penge. Da sommeren nærmede sig, bemærkede hun til Mary og mig: »Hvor ville det dog være godt for jeres papa at tilbringe nogle uger på et badested. Jeg er overbevist om, at havluften og de nye omgivelser ville gøre ham umådelig godt. Men vi har jo ingen penge,« tilføjede hun med et suk. Vi ønskede begge brændende, at det kunne lade sig gøre, og beklagede dybt, at det ikke kunne. »Ja, ja!« sagde hun. »Det nytter ikke at klage. Måske kunne vi alligevel gøre noget for at fremme planen. Mary, du er så dygtig til at tegne. Hvad siger du til at lave nogle flere billeder, så godt du kan, og få dem indrammet sammen med de akvareller, du allerede har lavet, og så prøve at sælge dem til en gavmild kunsthandler, der har forstand nok til at se deres kvaliteter?«

»Mama, det vil jeg meget gerne, hvis du tror, de kan sælges, og for et beløb, der er umagen værd.«

»Det er i hvert fald forsøget værd, min kære: du sørger for tegningerne, så skal jeg prøve at finde en køber.«

»Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget,« sagde jeg.

»Du, Agnes! Ja, hvem ved? Du tegner også ganske godt: hvis du vælger et enkelt motiv, tror jeg nok, du kan lave noget, vi alle kan være stolte af at vise frem.«

»Men jeg har en anden plan i hovedet, mama, og det har jeg haft længe; jeg har bare ikke brudt mig om at nævne den.«

»Virkelig! Fortæl os endelig, hvad det er.«

»Jeg kunne godt tænke mig at blive guvernante.«

Min mor kom med et overrasket udbrud og lo. Min søster lod i sin forundring sit håndarbejde falde og udbrød: »Du som guvernante, Agnes! Hvad er det dog, du drømmer om?«

»Jamen! Jeg kan ikke se noget så særlig mærkeligt i det. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan undervise store piger; men små børn må jeg da kunne undervise – og det vil jeg så gerne – jeg holder så meget af børn. Giv mig nu lov, mama!«

»Men min skat, du har jo ikke lært at tage vare på dig selv endnu; og der skal mere dømmekraft og erfaring til at styre små børn end store.«

»Men mama, jeg er over atten år og fuldt i stand til at tage vare på mig selv og andre med. Du kender ikke halvdelen af min klogskab og omtanke, for jeg er aldrig blevet sat på prøve.«

»Tænk engang,« sagde Mary. »Hvad ville du stille op i et hus fuldt af fremmede, uden mig eller mama til at tale og handle på dine vegne – med en hel flok børn at tage dig af foruden dig selv og ingen at spørge til råds? Du ville ikke engang vide, hvilket tøj du skulle tage på.«

»Fordi jeg altid gør, som du siger, tror du, at jeg ikke har nogen selvstændig dømmekraft; men sæt mig bare på prøve – det er alt, jeg beder om – så skal du se, hvad jeg kan.«

I det samme kom min far ind og fik forklaret, hvad vi talte om.

»Hvad, min lille Agnes som guvernante!« udbrød han, og trods sin nedtrykthed lo han ved tanken.

»Ja, papa, sig nu ikke du noget imod det; jeg vil så gerne, og jeg er sikker på, at jeg kunne klare det glimrende.«

»Men min skat, vi kunne ikke undvære dig.« Og en tåre glimtede i hans øje, da han tilføjede: »Nej, nej! Så hårdt vi end er ramt, er det dog vel ikke kommet så vidt med os endnu.«

»Åh nej!« sagde min mor. »Det er overhovedet ikke nødvendigt at tage et sådant skridt; det er blot hendes eget indfald. Så nu må du holde mund, din uartige pige; for selv om du er så ivrig efter at forlade os, ved du udmærket, at vi ikke kan skilles fra dig.«

Dermed var jeg bragt til tavshed den dag og mange af de følgende; men jeg opgav dog ikke helt min yndlingsplan. Mary fandt sit tegnegrej frem og gik flittigt til værks. Jeg fandt også mit frem; men mens jeg tegnede, tænkte jeg på andre ting.

Hvor ville det være vidunderligt at være guvernante! At komme ud i verden; at begynde et nyt liv; at handle på egen hånd; at udfolde mine hidtil ubrugte evner; at prøve mine ukendte kræfter; at tjene til mit eget underhold og desuden noget, der kunne være min far, min mor og min søster til trøst og hjælp, ud over at fritage dem for at sørge for min mad og mit tøj; at vise papa, hvad hans lille Agnes duede til; at overbevise mama og Mary om, at jeg ikke var helt det hjælpeløse, tankeløse væsen, de troede. Og hvor ville det så være dejligt at blive betroet børns pasning og opdragelse! Hvad andre end sagde, følte jeg mig fuldt ud opgaven voksen: min klare erindring om mine egne tanker i den tidlige barndom ville være en sikrere vejleder end selv den modneste rådgivers anvisninger. Jeg behøvede blot at vende blikket fra mine små elever mod mig selv i deres alder, så ville jeg straks vide, hvordan jeg kunne vinde deres tillid og kærlighed: hvordan jeg kunne vække den vildfarnes anger, give den frygtsomme mod og trøste den bedrøvede; hvordan jeg kunne gøre Dyden mulig at udøve, Undervisningen tillokkende og Religionen elskelig og forståelig.

»– Herligt hverv!

At lære den unge tanke at sætte skud!«

At opelske de spæde planter og se deres knopper folde sig ud dag for dag!

Med alle disse grunde til at gå videre besluttede jeg at holde fast; men frygten for at mishage min mor eller såre min far afholdt mig i flere dage fra at tage emnet op igen. Til sidst nævnte jeg det atter for min mor under fire øjne og fik hende med nogen vanskelighed til at love at gøre sit for at hjælpe mig. Derefter blev min fars modstræbende samtykke indhentet, og så begyndte min kære, gode mor at søge en stilling til mig, skønt Mary stadig sukkede misbilligende. Hun skrev til min fars slægtninge og gennemgik avisernes annoncer – sine egne slægtninge havde hun for længst afbrudt al forbindelse med: en formel brevveksling i ny og næ var alt, hvad der nogen sinde havde været mellem dem siden hendes bryllup, og hun ville aldrig have søgt deres hjælp i et anliggende af denne art. Men mine forældre havde levet så længe og så fuldstændig afsondret fra verden, at der gik mange uger, før en passende stilling kunne skaffes. Endelig blev det til min store glæde bestemt, at jeg skulle tage mig af børnene hos en vis mrs. Bloomfield, som min venlige, snerpede tante Grey havde kendt i sin ungdom og forsikrede var en meget rar kvinde. Hendes mand havde trukket sig tilbage fra handelen efter at have samlet sig en ganske pæn formue; men han kunne ikke overtales til at give sine børns lærerinde en højere løn end femogtyve pund. Jeg var imidlertid glad for at tage imod dette beløb frem for at afslå stillingen – mine forældre hældede til, at det sidste ville være det bedste.

Der måtte dog bruges endnu nogle uger på forberedelserne. Hvor lange, hvor kedsommelige de uger forekom mig! Alligevel var de i det store og hele lykkelige – fulde af lyse håb og brændende forventninger. Det var mig en ganske særlig glæde at hjælpe til med at sy mit nye tøj og siden pakke mine kufferter! Men også under det sidste arbejde blandede der sig en bitter følelse i glæden; og da det var gjort – da alt var klart til min afrejse næste morgen, og den sidste aften hjemme nærmede sig – føltes det, som om mit hjerte svulmede af en pludselig smerte. Mine kære så så bedrøvede ud og talte så kærligt, at jeg knap kunne holde tårerne tilbage; men jeg lod stadig, som om jeg var glad. Jeg havde gået min sidste tur med Mary over heden, min sidste tur i haven og rundt om huset; sammen med hende havde jeg for sidste gang fodret vores kære duer – de kønne skabninger, som vi havde gjort så tamme, at de hakkede deres foder fra vores hænder; jeg havde strøget dem alle til farvel over de silkebløde rygge, mens de trængtes i mit skød. Jeg havde ømt kysset mine ganske særlige yndlinge, de to snehvide påfugleduer; jeg havde spillet mit sidste stykke på det gamle, fortrolige klaver og sunget min sidste sang for papa: ikke den sidste, håbede jeg, men den sidste i en tid, der forekom mig meget lang. Og måske ville jeg, når jeg atter gjorde disse ting, gøre dem med andre følelser: forholdene kunne være forandrede, og dette hus ville måske aldrig mere være mit faste hjem.

Min kære lille ven, killingen, ville i hvert fald være forandret: hun var allerede ved at blive en prægtig kat, og når jeg vendte tilbage, selv på et flygtigt besøg ved juletid, ville hun højst sandsynligt have glemt både sin legekammerat og sine muntre narrestreger. Jeg havde tumlet med hende for sidste gang; og da jeg strøg hendes bløde, blanke pels, mens hun lå i mit skød og spandt sig i søvn, skete det med en tristhed, jeg havde svært ved at skjule. Da jeg så ved sengetid trak mig tilbage med Mary til vores stille lille kammer, hvor mine skuffer allerede var tømt, og min del af bogreolen stod tom – og hvor hun fremover skulle sove alene, i trist ensomhed, som hun udtrykte det – blev jeg tungere om hjertet end nogensinde: jeg følte, at jeg havde været egoistisk og handlet forkert ved at insistere på at forlade hende; og da jeg endnu en gang knælede ved vores lille seng, bad jeg inderligere end nogensinde før om velsignelse over hende og mine forældre. For at skjule min bevægelse begravede jeg ansigtet i hænderne, og de var snart badet i tårer. Da jeg rejste mig, så jeg, at hun også havde grædt; men ingen af os sagde noget, og tavse lagde vi os til hvile og krøb tættere sammen, fordi vi vidste, at vi så snart skulle skilles.

Men morgenen gav mig nyt håb og mod. Jeg skulle tidligt af sted, så køretøjet, der skulle bringe mig bort (en gig, lejet hos mr. Smith, landsbyens manufakturhandler, købmand og tehandler), kunne nå hjem samme dag. Jeg stod op, vaskede mig, klædte mig på, slugte morgenmaden i hast, tog imod min fars, min mors og min søsters kærlige omfavnelser, kyssede katten – til stor forargelse for Sally, tjenestepigen – gav Sally hånden, steg op i giggen, trak sløret ned over ansigtet, og så, men først da, brød jeg ud i en strøm af tårer. Giggen rullede af sted; jeg så tilbage; min kære mor og søster stod stadig ved døren, så efter mig og vinkede farvel. Jeg vinkede igen og bad Gud af hele mit hjerte om at velsigne dem; vi kørte ned ad bakken, og jeg kunne ikke længere se dem.

»Det er nu en småkold morgen for dig, miss Agnes,« bemærkede Smith, »og mørk er den også; men vi når vel derhen, inden det begynder at regne for alvor.«

»Ja, det håber jeg,« svarede jeg så roligt, jeg kunne.

»Der kom også en god sjat i nat.«

»Ja.«

»Men den her kolde vind holder det vel væk.«

»Det gør den måske.«

Dermed var vores samtale forbi. Vi krydsede dalen og begyndte at stige op ad bakken på den anden side. Mens vi sled os opad, så jeg igen tilbage; der var landsbyens kirkespir og bag det den gamle grå præstegård, der solede sig i en skrå solstråle – det var kun en sygeligt bleg stråle, men både landsbyen og bakkerne rundt om lå i dyster skygge, og jeg hilste den vandrende stråle som et godt varsel for mit hjem. Med foldede hænder bad jeg inderligt om velsignelse over dem, der boede der, og vendte mig hastigt bort, for jeg så, at sollyset var ved at svinde; og jeg vogtede mig nøje for at se tilbage igen, af frygt for at se præstegården ligge i dyster skygge ligesom resten af landskabet.

---