Tre mænd i en båd

Jerome K. Jerome

Kapitel 1

Tre syge – Georges og Harris’ lidelser – Et offer for hundrede og syv dødelige sygdomme – Nyttige recepter – Kur mod leverbesvær hos børn – Vi bliver enige om, at vi er overanstrengte og trænger til hvile – En uge på det bølgende hav? – George foreslår floden – Montmorency gør indsigelse – Det oprindelige forslag vedtages med tre stemmer mod én.

Vi var fire – George og William Samuel Harris og jeg selv og Montmorency. Vi sad på mit værelse, røg og talte om, hvor dårlige vi var – dårlige i lægelig forstand, mener jeg naturligvis.

Vi skrantede alle sammen og begyndte at blive temmelig nervøse over det. Harris sagde, at han somme tider fik så besynderlige svimmelhedsanfald, at han knap vidste, hvad han foretog sig; og så sagde George, at han også fik svimmelhedsanfald og knap vidste, hvad han foretog sig. Hos mig var det leveren, der var noget galt med. Jeg vidste, at det var leveren, der var noget galt med, for jeg havde lige læst en reklamebrochure for et mærke leverpiller, hvor der stod udførligt om de forskellige symptomer, man kunne kende en dårlig lever på. Jeg havde dem alle sammen.

Det er højst besynderligt, men jeg læser aldrig en annonce for patentmedicin uden at føle mig nødsaget til at slutte, at jeg lider af netop den sygdom, annoncen handler om, i dens mest ondartede form. Diagnosen synes i hvert eneste tilfælde at passe nøjagtigt på alle de fornemmelser, jeg nogensinde har haft.

Jeg husker, at jeg en dag tog hen på British Museum for at læse om behandlingen af en mindre lidelse, jeg døjede lidt med – høfeber, tror jeg nok det var. Jeg tog bogen ned og læste alt det, jeg var kommet for at læse; og så bladrede jeg i et ubetænksomt øjeblik lidt på må og få og begyndte i al magelighed at studere sygdomme i almindelighed. Jeg har glemt, hvilken sygdom jeg først fordybede mig i – en eller anden frygtelig, hærgende plage, det ved jeg – og før jeg var nået halvvejs ned gennem listen over »tidlige symptomer«, gik det op for mig, at den havde jeg så afgjort.

Jeg sad en stund, stiv af rædsel; og så bladrede jeg videre med fortvivlelsens sløve ligegyldighed. Jeg nåede til tyfus – læste symptomerne – opdagede, at jeg havde tyfus, måtte have haft det i månedsvis uden at vide det – spekulerede på, hvad jeg ellers fejlede; slog sanktvejtsdans op – fandt som ventet ud af, at jeg også havde det – begyndte at interessere mig for mit tilfælde og besluttede at undersøge det til bunds, og begyndte derfor forfra i alfabetet – læste om koldfeber og fandt ud af, at jeg var ved at blive syg af den, og at det akutte stadium ville indtræde om en fjorten dages tid. Brights sygdom havde jeg til min lettelse kun i en mildere form, og hvad den angik, kunne jeg leve i årevis endnu. Kolera havde jeg, med alvorlige komplikationer; og difteri lod jeg til at være født med. Jeg sled mig samvittighedsfuldt gennem alle seksogtyve bogstaver, og den eneste lidelse, jeg kunne slutte mig til, at jeg ikke havde, var stuepigeknæ.

Til at begynde med følte jeg mig temmelig stødt over det; det forekom mig på en eller anden måde at være en slags tilsidesættelse. Hvorfor havde jeg ikke stuepigeknæ? Hvorfor denne uretfærdige undtagelse? Efter en stund fik mindre grådige følelser dog overtaget. Jeg tænkte på, at jeg havde enhver anden kendt lidelse i farmakologien, og blev mindre egoistisk og besluttede at klare mig uden stuepigeknæ. Podagra i sit mest ondartede stadium havde efter alt at dømme angrebet mig, uden at jeg havde bemærket det; og zymose havde jeg åbenbart lidt af siden drengeårene. Efter zymose kom der ikke flere sygdomme, så jeg sluttede, at jeg ikke fejlede andet.

Jeg sad og grundede. Jeg tænkte på, hvilket interessant tilfælde jeg måtte være fra et lægeligt synspunkt, hvilken gevinst jeg ville være for et hold studerende! De studerende behøvede ikke at »gå stuegang«, hvis de havde mig. Jeg var et hospital i mig selv. De skulle bare gå en tur rundt om mig og derefter hente deres eksamensbevis.

Så spekulerede jeg på, hvor længe jeg havde igen. Jeg forsøgte at undersøge mig selv. Jeg følte min puls. Først kunne jeg slet ikke mærke nogen puls. Så lod den pludselig til at sætte i gang. Jeg trak mit ur frem og tog tid på den. Jeg fik det til hundrede og syvogfyrre slag i minuttet. Jeg prøvede at mærke mit hjerte. Jeg kunne ikke mærke mit hjerte. Det var holdt op med at slå. Siden har jeg ladet mig overtale til at tro, at det må have været der hele tiden og må have slået, men jeg kan ikke forklare det. Jeg klappede mig overalt på forsiden, fra det, jeg kalder min talje, op til hovedet, og jeg kom et stykke rundt på hver side og lidt op ad ryggen. Men jeg kunne hverken mærke eller høre noget. Jeg prøvede at se på min tunge. Jeg rakte den så langt ud, som den overhovedet kunne komme, lukkede det ene øje og prøvede at undersøge den med det andet. Jeg kunne kun se spidsen, og det eneste, jeg fik ud af det, var at blive endnu mere sikker på, at jeg havde skarlagensfeber.

Jeg var gået ind på den læsesal som en glad og rask mand. Jeg kravlede ud som et affældigt vrag.

Jeg gik til min læge. Han er en gammel kammerat og føler min puls og ser på min tunge og taler om vejret, ganske gratis, når jeg bilder mig ind, at jeg er syg; så jeg tænkte, at jeg ville gøre ham en tjeneste ved at opsøge ham nu. »Det, en læge har brug for,« sagde jeg, »er øvelse. Han skal få mig. Han får mere øvelse med mig end med sytten hundrede af de sædvanlige, ganske almindelige patienter, der kun har en eller to sygdomme hver.« Så jeg gik direkte op til ham, og han sagde:

»Nå, hvad fejler du?«

Jeg sagde:

»Jeg vil ikke optage din tid, kære ven, med at fortælle dig, hvad jeg fejler. Livet er kort, og du kunne nå at gå bort, før jeg blev færdig. Men jeg vil fortælle dig, hvad jeg ikke fejler. Jeg har ikke stuepigeknæ. Hvorfor jeg ikke har stuepigeknæ, kan jeg ikke sige dig; men det er og bliver et faktum, at jeg ikke har det. Til gengæld har jeg alt det andet.«

Og jeg fortalte ham, hvordan jeg havde opdaget det hele.

Så lukkede han mig op og kiggede ned i mig og greb fat om mit håndled, og så slog han mig på brystet, uden at jeg var forberedt på det – det kalder jeg fejgt – og stangede mig umiddelbart efter med siden af hovedet. Derefter satte han sig og skrev en recept, foldede den sammen og gav mig den, og jeg stak den i lommen og gik.

Jeg foldede den ikke ud. Jeg tog den med hen på det nærmeste apotek og afleverede den. Manden læste den og rakte mig den så tilbage.

Han sagde, at det førte han ikke.

Jeg sagde:

»Du er da apoteker?«

Han sagde:

»Jeg er apoteker. Hvis jeg var en brugsforretning og et familiehotel i ét, kunne jeg måske hjælpe dig. Det indskrænker mine muligheder, at jeg kun er apoteker.«

Jeg læste recepten. Den lød:

»1 pund bøf med 1 pint bitterøl

hver 6. time.

1 spadseretur på ti engelske mil hver morgen.

1 seng klokken 11 præcis hver aften.

Og lad være med at fylde hovedet med ting, du ikke forstår.«

Jeg fulgte anvisningerne, med det lykkelige resultat – for mit eget vedkommende – at jeg beholdt livet og stadig lever.

For nu at vende tilbage til reklamebrochuren for leverpillerne havde jeg i dette tilfælde umiskendeligt symptomerne, hvoraf det vigtigste var »en almindelig ulyst til arbejde af enhver art«.

Hvad jeg lider i den henseende, kan ingen tunge beskrive. Lige fra min spædeste barndom har den voldt mig martyrkvaler. Som dreng gik jeg knap en eneste dag fri for sygdommen. Dengang vidste de ikke, at det var leveren. Lægevidenskaben var langt fra så fremskreden som nu, og de plejede at kalde det dovenskab.

»Nå, din arbejdssky lille djævel,« sagde de, »kan du så komme op og bestille noget for føden?« – de vidste jo naturligvis ikke, at jeg var syg.

Og de gav mig ikke piller; de gav mig øretæver. Og hvor mærkeligt det end kan lyde, kurerede disse øretæver mig ofte – for en tid. Jeg har oplevet, at en enkelt øretæve gjorde mere ved min lever og gav mig større lyst til straks og på stedet at gå hen og gøre, hvad der skulle gøres, uden yderligere tidsspilde, end en hel æske piller gør nu.

Sådan går det jo tit – de enkle, gammeldags midler virker undertiden bedre end alt det stads, man får på apoteket.

Vi sad der en halv time og beskrev vores lidelser for hinanden. Jeg forklarede George og William Harris, hvordan jeg havde det, når jeg stod op om morgenen, og William Harris fortalte os, hvordan han havde det, når han gik i seng; og George stod på tæppet foran kaminen og leverede et dygtigt og kraftfuldt stykke skuespil, der viste, hvordan han havde det om natten.

George bilder sig ind, at han er syg; men der er jo aldrig noget rigtigt i vejen med ham.

I det samme bankede mrs. Poppets på døren for at høre, om vi var klar til aftensmad. Vi smilede sørgmodigt til hinanden og sagde, at vi vel hellere måtte prøve at få en smule ned. Harris sagde, at lidt i maven ofte holdt sygdommen i skak; og mrs. Poppets bar bakken ind, og vi rykkede hen til bordet og nippede til lidt bøf med løg og noget rabarbertærte.

Jeg må have været meget svag dengang; for jeg ved, at efter den første halve time eller deromkring syntes jeg helt at miste interessen for maden – usædvanligt for mig – og jeg havde ikke lyst til ost.

Da denne pligt var overstået, fyldte vi glassene igen, tændte piberne og genoptog drøftelsen af vores helbredstilstand. Hvad det egentlig var, vi fejlede, kunne ingen af os være sikker på; men vi var enstemmigt enige om, at det – hvad det end var – skyldtes overanstrengelse.

»Det, vi har brug for, er hvile,« sagde Harris.

»Hvile og fuldstændig forandring,« sagde George. »Den overanstrengelse, vores hjerner har været udsat for, har fremkaldt en almindelig svækkelse af hele organismen. Nye omgivelser og frihed for nødvendigheden af at tænke vil genoprette den mentale ligevægt.«

George har et søskendebarn, der som regel står anført som medicinstuderende i politiprotokollen, så George har naturligvis en noget huslægeagtig måde at udtrykke sig på.

Jeg gav George ret og foreslog, at vi skulle finde et afsides, gammeldags sted, fjernt fra verdens vrimmel, og drømme en solrig uge bort på dets søvnige småveje – en halvt glemt krog, gemt bort af feerne, uden for den larmende verdens rækkevidde – en malerisk beliggende ørnerede på Tidens klipper, hvor det nittende århundredes brusende bølger ville høres fjernt og svagt.

Harris sagde, at han syntes, det ville blive trist. Han sagde, at han kendte den slags steder, jeg mente: hvor alle gik i seng klokken otte, og man ikke for penge eller gode ord kunne opdrive et nummer af Referee og måtte gå ti engelske mil for at få sin tobak.

»Nej,« sagde Harris, »hvis man vil have hvile og forandring, er der ikke noget, der slår en sørejse.«

Jeg gjorde kraftigt indsigelse mod sørejsen. En sørejse gør en godt, når man skal være af sted et par måneder, men for en enkelt uge er det ren ondskab.

Man tager af sted om mandagen, fyldt af forestillingen om, at man skal more sig. Man vinker et sorgløst adieu til drengene på land, tænder sin største pibe og spankulerer omkring på dækket, som om man var kaptajn Cook, sir Francis Drake og Christoffer Columbus i én og samme person. Om tirsdagen ville man ønske, man var blevet hjemme. Onsdag, torsdag og fredag ville man ønske, man var død. Om lørdagen er man i stand til at få lidt oksekødsbouillon ned og sidde oppe på dækket og svare med et blegt, blidt smil, når venlige mennesker spørger, hvordan man nu har det. Om søndagen begynder man igen at gå omkring og indtage fast føde. Og mandag morgen, når man står ved rælingen med sin taske og paraply i hånden og venter på at gå i land, begynder man for alvor at synes om det.

Jeg husker, at min svoger engang tog på en kort sørejse for sit helbreds skyld. Han købte en returbillet med køjeplads fra London til Liverpool; og da han nåede Liverpool, var hans eneste bekymring at få returbilletten solgt.

Den blev efter sigende falbudt rundt om i byen til en stærkt nedsat pris og til sidst solgt for atten penny til en gusten yngling, som netop havde fået det råd af sine læger at tage ud til havet og få motion.

»Havet!« sagde min svoger og trykkede ham kærligt billetten i hånden. »Jo, du skal nok få nok til resten af livet; og hvad motion angår! Jo, du får mere motion af at sidde ned på det skib, end du ville få af at slå kolbøtter på tørt land.«

Selv kom han – min svoger – tilbage med toget. Han sagde, at North-Western Railway var sund nok for ham.

En anden bekendt tog på en uges sørejse langs kysten, og før de lagde fra land, kom hovmesteren hen til ham og spurgte, om han ville betale for hvert måltid, efterhånden som han fik det, eller på forhånd aftale en pris for dem alle.

Hovmesteren anbefalede det sidste, da det ville blive meget billigere. Han sagde, at de kunne lade ham slippe med to pund og fem shilling for hele ugen. Han sagde, at der til morgenmad ville være fisk og derefter grillet kød. Frokosten var klokken ét og bestod af fire retter. Middag klokken seks – suppe, fisk, entrée, steg, fjerkræ, salat, søde retter, ost og dessert. Og et let aftensmåltid med kød klokken ti.

Min ven mente, at han ville slå til på tilbuddet på to pund og fem shilling (han kan tage godt fra), og det gjorde han.

Frokosten blev serveret, netop som de var ud for Sheerness. Han følte sig ikke så sulten, som han havde ventet, og nøjedes derfor med lidt kogt oksekød og nogle jordbær med fløde. Han spekulerede en hel del om eftermiddagen, og snart forekom det ham, at han ikke havde spist andet end kogt oksekød i ugevis, og snart, at han måtte have levet af jordbær med fløde i årevis.

Hverken oksekødet eller jordbærrene med fløde lod i øvrigt til at være glade – de virkede ligesom utilfredse.

Klokken seks kom de og sagde til ham, at middagen var klar. Meddelelsen vakte ingen begejstring i ham, men han følte, at der måtte gøres et indhug i de to pund og fem shilling, og han holdt fast i tove og den slags og gik ned. En behagelig duft af løg og varm skinke, blandet med stegt fisk og grøntsager, mødte ham ved foden af lejderen; og så kom hovmesteren hen med et slesk smil og sagde:

»Hvad kan jeg byde på, min herre?«

»Få mig væk herfra,« lød det svage svar.

Og de skyndte sig op med ham, fik ham støttet op henne i læsiden og lod ham være.

De næste fire dage levede han enkelt og ulasteligt af tynde kaptajnskiks (jeg mener, at kiksene var tynde, ikke kaptajnen) og danskvand; men hen imod lørdag blev han hoven og slog sig på tynd te og tørt ristet brød, og om mandagen frådsede han i hønsebouillon. Han forlod skibet om tirsdagen, og da det dampede bort fra landgangsbroen, så han ærgerligt efter det.

»Der sejler det,« sagde han, »der sejler det med mad for to pund om bord, som tilhører mig, og som jeg ikke har fået.«

Han sagde, at hvis de havde givet ham en dag til, mente han, at han kunne have bragt regnskabet i orden.

Så jeg satte mig imod sørejsen. Ikke, som jeg forklarede, for min egen skyld. Jeg blev aldrig søsyg. Men jeg var bange på Georges vegne. George sagde, at han nok skulle klare sig og faktisk ville synes ganske godt om det, men han ville råde Harris og mig til at slå det ud af hovedet, for han var sikker på, at vi begge ville blive syge. Harris sagde, at det altid havde været ham en gåde, hvordan folk bar sig ad med at blive søsyge – sagde, at han mente, de måtte gøre det med vilje, af skabagtighed – sagde, at han ofte havde ønsket at blive det, men aldrig havde kunnet.

Så fortalte han historier om, hvordan han havde krydset Kanalen i så hårdt vejr, at passagererne måtte bindes fast i køjerne, mens han og kaptajnen var de eneste to levende sjæle om bord, der ikke var syge. Undertiden var det ham og andenstyrmanden, der ikke var syge; men som regel var det ham og en anden mand. Hvis det ikke var ham og en anden mand, var det ham alene.

Det er en mærkelig kendsgerning, men ingen er nogensinde søsyg – på land. Til søs møder man masser af mennesker, der har det forfærdeligt, hele skibsladninger af dem; men på land har jeg endnu aldrig mødt en mand, der kendte det mindste til at være søsyg. Hvor de tusinder og atter tusinder af søsvage mennesker, som der vrimler med på hvert skib, gemmer sig, når de er på land, er en gåde.

Hvis de fleste mænd var som en fyr, jeg en dag så på båden til Yarmouth, kunne jeg uden vanskelighed løse den tilsyneladende gåde. Det var lige ud for Southend Pier, husker jeg, og han lænede sig ud gennem et af koøjerne i en meget farlig stilling. Jeg gik hen til ham for at prøve at redde ham.

»Hov! Kom længere ind,« sagde jeg og ruskede ham i skulderen. »Du falder over bord.«

»Åh, gid jeg gjorde,« var det eneste svar, jeg kunne få; og så måtte jeg lade ham være.

Tre uger senere mødte jeg ham i spisesalen på et hotel i Bath, hvor han talte om sine sørejser og begejstret fortalte, hvor højt han elskede havet.

»Søstærk!« svarede han på en stilfærdig ung mands misundelige spørgsmål. »Nå ja, jeg følte mig lidt utilpas én gang, det indrømmer jeg. Det var ud for Kap Horn. Skibet forliste næste morgen.«

Jeg sagde:

»Var du ikke lidt sløj ved Southend Pier en dag og ville gerne kastes over bord?«

»Southend Pier!« svarede han med en uforstående mine.

»Ja; på vej til Yarmouth, for tre uger siden i fredags.«

»Åh, nå – ja,« svarede han og lyste op. »Nu husker jeg det. Jeg havde ganske rigtigt hovedpine den eftermiddag. Det var de syltede grøntsager, skal du vide. Det var de mest skandaløse syltede grøntsager, jeg nogensinde har smagt på en anstændig båd. Fik du nogen?«

For mit eget vedkommende har jeg fundet et glimrende middel til at forebygge søsyge: at holde balancen. Man stiller sig midt på dækket, og mens skibet hæver sig og stamper, bevæger man kroppen, så den hele tiden er lodret. Når skibets forende løfter sig, læner man sig fremover, til dækket næsten rører ens næse; og når bagenden går op, læner man sig bagover. Det går meget godt en time eller to; men man kan ikke stå og holde balancen i en uge.

George sagde:

»Lad os tage op ad floden.«

Han sagde, at vi ville få frisk luft, motion og ro; de stadig skiftende omgivelser ville holde vores hjerner beskæftiget (også hvad der nu var af Harris’); og det hårde arbejde ville give os god appetit og få os til at sove godt.

Harris sagde, at han ikke syntes, George burde foretage sig noget, der kunne gøre ham mere søvnig, end han altid var, da det kunne være farligt. Han sagde, at han ikke rigtig forstod, hvordan George skulle kunne sove mere, end han gjorde nu, eftersom der kun var fireogtyve timer i døgnet, sommer som vinter; men han mente, at hvis George virkelig sov mere, kunne han lige så godt være død og dermed spare kost og logi.

Harris sagde dog, at en tur på floden ville være lige hans kop te. Jeg ved ikke, hvad en »kop te« er (bortset fra den til seks penny, som omfatter brød med smør og kage ad lib og er billig til den pris, hvis man ikke har fået middag). Den synes dog at falde i alles smag, hvilket taler stærkt til dens fordel.

Det var også lige min kop te, og både Harris og jeg sagde, at det var en god idé, George havde fået; og vi sagde det i et tonefald, der på en eller anden måde syntes at antyde, at vi var overraskede over, at George kunne være så fornuftig.

Den eneste, der ikke var begejstret for forslaget, var Montmorency. Han havde aldrig brudt sig om floden, Montmorency.

»Det er meget godt for jer andre,« siger han. »I kan lide det, men det kan jeg ikke. Der er ikke noget for mig at lave. Landskaber er ikke noget for mig, og jeg ryger ikke. Hvis jeg får øje på en rotte, vil I ikke standse; og hvis jeg falder i søvn, begynder I at fjolle med båden og skvulper mig over bord. Hvis I spørger mig, er det hele noget forbasket pjat.«

Vi var dog tre mod én, og forslaget blev vedtaget.

---