Trold­man­den fra Oz

L. Frank Baum

Kapitel 1: Hvirvelstormen

Dorothy boede midt på de store prærier i Kansas sammen med onkel Henry, som var landmand, og tante Em, som var landmandens kone. Deres hus var lille, for tømmeret til at bygge det med måtte fragtes mange engelske mil med vogn. Der var fire vægge, et gulv og et tag, som tilsammen dannede ét rum; og i det rum stod et komfur, der så rustent ud, et skab til service, et bord, tre eller fire stole og sengene. Onkel Henry og tante Em havde en stor seng i det ene hjørne, og Dorothy en lille seng i et andet. Der var slet ikke noget loftsrum og ingen kælder – bortset fra et lille hul gravet i jorden, som blev kaldt en stormkælder, hvor familien kunne søge ned, hvis der kom en af de vældige hvirvelstorme, der var stærke nok til at knuse enhver bygning på deres vej. Man kom derned gennem en lem midt i gulvet, hvorfra en stige førte ned i det lille, mørke hul.

Når Dorothy stod i døråbningen og så sig omkring, kunne hun ikke se andet end den store, grå prærie til alle sider. Ikke et træ eller et hus brød det vide, flade landskab, der strakte sig helt ud til himlens rand i alle retninger. Solen havde bagt den pløjede jord til en grå masse med små revner i. Ikke engang græsset var grønt, for solen havde svedet spidserne på de lange strå, så de havde fået den samme grå farve, som man så overalt. Engang havde huset været malet, men solen havde fået malingen til at slå blærer, og regnen havde skyllet den væk, og nu var huset lige så mat og gråt som alt andet.

Da tante Em kom dertil for at bo, var hun en ung, køn kone. Også hende havde sol og vind forandret. De havde taget glimtet fra hendes øjne og gjort dem alvorlige og grå; de havde taget det røde fra hendes kinder og læber, og også de var grå. Hun var tynd og indfalden og smilede ikke længere. Da Dorothy, som var forældreløs, kom til hende, blev tante Em i begyndelsen så forskrækket over barnets latter, at hun skreg og pressede hånden mod hjertet, hver gang Dorothys muntre stemme nåede hendes ører; og hun så stadig på den lille pige i undren over, at barnet kunne finde noget at le ad.

Onkel Henry lo aldrig. Han arbejdede hårdt fra morgen til aften og vidste ikke, hvad glæde var. Også han var grå, fra det lange skæg til de grove støvler, og han så streng og alvorlig ud og sagde sjældent noget.

Det var Toto, der fik Dorothy til at le og reddede hende fra at blive lige så grå som alt andet omkring hende. Toto var ikke grå; han var en lille, sort hund med lang, silkeblød pels og små, sorte øjne, der funklede muntert på hver sin side af hans pudsige, bitte lille snude. Toto legede dagen lang, og Dorothy legede med ham og elskede ham højt.

Men i dag legede de ikke. Onkel Henry sad på dørtrinnet og så ængsteligt op på himlen, som var endnu mere grå end ellers. Dorothy stod i døren med Toto i armene og så også op på himlen. Tante Em vaskede op.

Langt nordfra hørte de vinden klage sagte, og onkel Henry og Dorothy kunne se, hvordan det lange græs bøjede sig i bølger for den kommende storm. Nu lød der en skarp piben i luften sydfra, og da de vendte blikket den vej, så de, at der også kom bølger i græsset fra den kant.

Pludselig rejste onkel Henry sig.

»Der kommer en hvirvelstorm, Em,« råbte han til sin kone. »Jeg går ud og ser til dyrene.« Så løb han hen mod skurene, hvor køerne og hestene stod.

Tante Em lod arbejdet ligge og kom hen til døren. Et enkelt blik sagde hende, at faren var nær.

»Skynd dig, Dorothy!« skreg hun. »Løb ned i kælderen!«

Toto sprang ud af Dorothys arme og gemte sig under sengen, og pigen gik hen for at hente ham. Tante Em, der var slemt forskrækket, rev lemmen i gulvet op og klatrede ned ad stigen i det lille, mørke hul. Dorothy fik til sidst fat i Toto og gik så efter sin tante. Da hun var halvvejs gennem rummet, lød der et voldsomt skrig fra vinden, og huset rystede så kraftigt, at hun mistede fodfæstet og dumpede ned at sidde på gulvet.

Så skete der noget mærkeligt.

Huset snurrede rundt to eller tre gange og steg langsomt op gennem luften. Dorothy følte det, som om hun steg til vejrs i en luftballon.

Vinden fra nord og vinden fra syd mødtes dér, hvor huset stod, så huset kom til at ligge lige i hvirvelstormens centrum. Midt i en hvirvelstorm er luften som regel stille, men vindens vældige tryk på alle husets sider løftede det højere og højere op, til det var helt oppe i toppen af hvirvelstormen; og dér blev det, mens vinden førte det mange, mange engelske mil bort, lige så let som man kan bære en fjer.

Det var meget mørkt, og vinden tudede uhyggeligt omkring hende, men Dorothy mærkede, at turen gik ganske roligt. Efter de første par snurreture følte hun det, som om hun blev vugget blidt som et spædbarn i en vugge, bortset fra en enkelt gang mere, hvor huset kom slemt på hæld.

Det brød Toto sig ikke om. Han løb rundt i rummet, snart her, snart der, og gøede højt; men Dorothy sad ganske stille på gulvet og ventede på at se, hvad der ville ske.

På et tidspunkt kom Toto for tæt på den åbne lem og faldt ned gennem den; og først troede den lille pige, at hun havde mistet ham. Men snart så hun det ene af hans ører stikke op gennem hullet, for det kraftige lufttryk holdt ham oppe, så han ikke kunne falde ned. Hun krøb hen til hullet, greb fat i Totos øre og trak ham ind i rummet igen, og bagefter lukkede hun lemmen, så der ikke kunne ske flere uheld.

Time efter time gik, og langsomt fortog Dorothys skræk sig; men hun følte sig meget ensom, og vinden skreg så højt omkring hende, at hun næsten blev døv. I begyndelsen havde hun spekuleret på, om hun ville blive knust, når huset faldt ned igen; men efterhånden som timerne gik, uden at der skete noget frygteligt, holdt hun op med at bekymre sig og besluttede sig for at vente roligt og se, hvad fremtiden ville bringe. Til sidst kravlede hun over det gyngende gulv hen til sin seng og lagde sig på den; og Toto fulgte efter og lagde sig ved siden af hende.

Trods husets gyngen og vindens klagen lukkede Dorothy snart øjnene og faldt i dyb søvn.

---