Skruen strammes
Henry James
Kapitel 1
Jeg husker hele begyndelsen som en række løft og fald, en lille vippen mellem hjertets rette og forkerte slag. Efter inde i byen at have svunget mig op til at følge hans opfordring havde jeg i hvert fald et par meget slemme dage – tvivlen meldte sig igen, ja, jeg følte mig sikker på, at jeg havde begået en fejl. I den sindstilstand tilbragte jeg de lange timer i den skumplende, gyngende diligence, der bragte mig til det stoppested, hvor en vogn fra huset skulle hente mig. Denne befordring var, fik jeg at vide, blevet bestilt, og hen mod slutningen af junieftermiddagen fandt jeg en rummelig hyrevogn, der ventede på mig. Under kørslen på denne tid af dagen, i det skønne vejr og gennem et landskab, hvor sommerens sødme syntes at byde mig venligt velkommen, voksede mit mod på ny, og da vi drejede ind i alleen, følte jeg en lettelse, der vel blot vidnede om, hvor dybt det var sunket. Jeg havde vel ventet, eller frygtet, noget så trist, at det, der mødte mig, blev en behagelig overraskelse. Jeg husker det særdeles behagelige indtryk af den brede, lyse facade med de åbne vinduer, de friske gardiner og de to tjenestepiger, der kiggede ud; jeg husker plænen og de strålende blomster og vognhjulenes knasen i gruset og de tætte trækroner, som rågerne kredsede og skræppede over på den gyldne himmel. Der var en storhed over det hele, som gjorde det til noget ganske andet end mit eget fattige hjem, og straks viste en høflig kvinde sig i døren med en lille pige ved hånden og nejede lige så pænt for mig, som om jeg havde været husets frue eller en fornem gæst. I Harley Street havde jeg fået en mere beskeden forestilling om stedet, og da jeg tænkte tilbage på det, forekom ejeren mig at være en endnu større gentleman; det lod mig ane, at det, jeg skulle nyde godt af, måske ville overgå det, han havde lovet.
Mit mod sank først igen den næste dag, for mødet med den yngste af mine elever bar mig i triumf gennem de følgende timer. Den lille pige, der fulgte mrs. Grose, forekom mig straks at være så yndig en skabning, at det var en stor lykke at skulle have med hende at gøre. Hun var det smukkeste barn, jeg nogensinde havde set, og bagefter undrede jeg mig over, at min arbejdsgiver ikke havde fortalt mig mere om hende. Jeg sov kun lidt den nat – jeg var alt for opstemt; og også dette forbløffede mig, husker jeg, blev ved at optage mig og forstærkede min fornemmelse af den rundhåndethed, man viste mig. Det store, imponerende værelse, et af husets bedste, den store seng, der næsten forekom mig at være en pragtseng, de fyldige, mønstrede forhæng, de høje spejle, hvor jeg for første gang kunne se mig selv fra top til tå, forekom mig alt sammen – ligesom min lille elevs usædvanlige ynde – at være lutter tilgift. Også det var fra første øjeblik en tilgift, at jeg kom godt ud af det med mrs. Grose; forholdet til hende havde jeg på vej hertil i diligencen grublet en hel del over, er jeg bange for. Det eneste, der ved disse første indtryk egentlig kunne have fået mig til at vige tilbage igen, var den tydelige omstændighed, at hun var så glad for at se mig. Inden for en halv time mærkede jeg, at hun var så glad – denne kraftige, ligefremme, uanselige, renlige og sunde kvinde – at hun ligefrem passede på ikke at vise det for meget. Allerede da undrede jeg mig lidt over, hvorfor hun ikke ønskede at vise det, og hvis jeg havde tænkt nærmere over det, hvis jeg havde fattet mistanke, kunne det naturligvis have gjort mig urolig.
Men det var en trøst, at der ikke kunne være nogen uro forbundet med noget så lyksaligt som det strålende billede af min lille pige; synet af hendes engleskønhed lå nok mere end noget andet bag den rastløshed, der før morgen flere gange fik mig til at stå op og gå omkring på mit værelse for at tage hele billedet og udsigten ind; for fra mit åbne vindue at iagttage det svage sommergry, betragte de dele af det øvrige hus, jeg kunne få øje på, og lytte, mens de første fugle begyndte at kvidre i det svindende tusmørke, efter om en lyd eller to, som jeg syntes at have hørt, skulle gentage sig – mindre naturlige lyde, der kom indefra og ikke udefra. Der havde været et øjeblik, hvor jeg svagt og langt borte mente at kunne skelne et barns skrig; et andet, hvor jeg lige akkurat havde mærket, at jeg fór sammen, som ved lyden af et let trin forbi min dør. Men disse indbildninger var ikke så tydelige, at jeg ikke kunne ryste dem af mig, og det er kun i lyset – eller snarere mørket – af andre, senere begivenheder, at de nu vender tilbage til mig. At passe på, undervise og »forme« lille Flora måtte jo ganske indlysende være grundlaget for et lykkeligt og nyttigt liv. Vi var nedenunder blevet enige om, at jeg efter denne første nat som en selvfølge skulle have hende hos mig om natten; hendes lille hvide seng stod allerede parat på mit værelse til det formål. Jeg havde påtaget mig hele omsorgen for hende, og hun var kun blevet hos mrs. Grose denne allersidste gang, fordi vi havde taget hensyn til, at alt nødvendigvis endnu var uvant for mig, og til hendes naturlige generthed. Trods denne generthed – som barnet selv på den besynderligste måde ganske åbent og modigt havde vedkendt sig, idet hun uden tegn på forlegenhed, ja, med den dybe, milde sindsro hos et af Rafaels hellige småbørn havde ladet os drøfte den, tillægge hende den og lade den være afgørende for os – følte jeg mig ganske sikker på, at hun snart ville komme til at holde af mig. Det var noget af det, jeg allerede holdt af mrs. Grose selv for: den glæde, jeg kunne se, hun følte ved min beundring og forundring, mens jeg spiste til aften i skæret fra fire høje lys, og min elev, i høj stol og med hagesmæk, strålede mig i møde mellem dem hen over brødet og mælken. Der var naturligvis ting, der i Floras nærværelse kun kunne udveksles mellem os gennem store, tilfredse blikke og dunkle, omsvøbsfulde hentydninger.
»Og den lille dreng – ligner han hende? Er han også så enestående?«
Man ville jo ikke smigre et barn. »Åh, frøken, aldeles enestående. Hvis du synes godt om hende her!« – og dér stod hun med en tallerken i hånden og strålede til vores ledsager, der så fra den ene af os til den anden med fredfyldte, himmelske øjne, som intet rummede, der kunne få os til at holde igen.
»Ja, hvis jeg gør det –?«
»Du vil blive helt betaget af den lille gentleman!«
»Ja, det var vist det, jeg kom for – at blive betaget. Jeg er dog bange for,« husker jeg, at jeg følte trang til at tilføje, »at jeg lader mig betage temmelig let. Jeg blev betaget i London!«
Jeg kan stadig se mrs. Groses brede ansigt for mig, mens hun lod det synke ind. »I Harley Street?«
»I Harley Street.«
»Ja, frøken, du er ikke den første – og du bliver heller ikke den sidste.«
»Åh, jeg bilder mig ikke ind,« kunne jeg leende svare, »at jeg er den eneste. Min anden elev kommer i hvert fald tilbage i morgen, så vidt jeg forstår?«
»Ikke i morgen – på fredag, frøken. Han kommer ligesom du med diligencen, under konduktørens opsyn, og skal hentes af den samme vogn.«
Jeg gav straks udtryk for, at det derfor både ville være passende, rart og venligt, hvis jeg stod og ventede på ham sammen med hans lille søster, når diligencen ankom; en tanke, som mrs. Grose tilsluttede sig så hjerteligt, at jeg på en eller anden måde tog hendes væremåde som en slags trøstende løfte – der aldrig blev gjort til skamme, gudskelov! – om, at vi i alle spørgsmål ville være ganske enige. Åh, hvor var hun glad for, at jeg var der!
Det, jeg følte næste dag, var vel ikke noget, der med rimelighed kunne kaldes et tilbageslag efter glæden ved min ankomst; det var nok højst en let beklemthed, der kom af, at jeg fik et mere fuldstændigt indtryk af min nye tilværelses omfang, efterhånden som jeg gik rundt i den, så op på den og tog den ind. Den havde så at sige en udstrækning og en tyngde, jeg ikke havde været forberedt på, og over for dette følte jeg mig på ny lidt bange og tillige lidt stolt. I denne sindsbevægelse kom undervisningen unægtelig til at vente lidt; jeg tænkte, at min første pligt var med de blideste midler, jeg kunne udtænke, at få barnet til at føle sig fortrolig med mig. Jeg tilbragte dagen udendørs sammen med hende; til hendes store tilfredshed aftalte jeg med hende, at det skulle være hende, hende alene, der måtte vise mig stedet. Hun viste mig det skridt for skridt og værelse for værelse og hemmelighed for hemmelighed, med pudsig, henrivende barnesnak om det hele, og resultatet var, at vi i løbet af en halv time var blevet de bedste venner. Så ung hun end var, blev jeg under hele vores lille rundtur slået af hendes sikkerhed og mod, af den måde, hvorpå hendes morgenmusik, hendes tilbøjelighed til at fortælle mig så meget mere, end hun spurgte om, klang og førte mig videre gennem tomme værelser og dystre korridorer, ad snørklede trapper, der fik mig til at standse, og selv oppe på toppen af et gammelt, firkantet tårn med skoldehuller, der gjorde mig svimmel. Jeg har ikke set Bly siden den dag, jeg forlod det, og jeg tør nok sige, at det for mine ældre og mere erfarne øjne nu ville tage sig ret beskedent ud. Men mens min lille vejviser med sit gyldne hår og sin blå kjole dansede foran mig rundt om hjørnerne og trippede gennem gangene, så jeg et eventyrslot beboet af en rosenkindet fe, sådan et sted, der på en eller anden måde, til adspredelse for det unge sind, ville få bøgernes fortællinger og eventyr til helt at blegne. Var det ikke blot en eventyrbog, jeg var sunket i døs og drømme over? Nej; det var et stort, grimt, gammelt, men bekvemt hus, der rummede enkelte træk fra en endnu ældre bygning, halvt erstattet og halvt udnyttet, og hvor jeg forestillede mig, at vi var næsten lige så fortabte som en håndfuld passagerer på et stort skib, der drev omkring. Ja, besynderligt nok stod jeg ved roret!




