Manden som var Torsdag

G. K. Chesterton

Kapitel 1: De to digtere fra Saffron Park

Forstaden Saffron Park lå på Londons solnedgangsside, lige så rød og flosset som en solnedgangssky. Den var helt igennem bygget af lysende røde mursten; dens silhuet var fantastisk, og selv grundplanen var vild. Den var blevet til i et udbrud af foretagsomhed hos en byggespekulant med et svagt kunstnerisk anstrøg, der snart kaldte dens arkitektur elizabethansk, snart dronning Anne-stil, åbenbart i den tro, at de to regenter var én og samme person. Den blev med en vis ret beskrevet som en kunstnerkoloni, skønt den aldrig på nogen påviselig måde frembragte kunst. Men selv om dens prætentioner om at være et intellektuelt centrum var lidt vage, var dens prætentioner om at være et behageligt sted ganske ubestridelige. Den fremmede, som for første gang betragtede de sælsomme røde huse, kunne kun tænke på, hvor besynderligt skabt de mennesker måtte være, der kunne passe ind i dem. Og når han mødte beboerne, blev han heller ikke skuffet i den henseende. Stedet var ikke blot behageligt, men fuldkomment, hvis han blot kunne betragte det som en drøm snarere end et bedrag. Selv om folk ikke var »kunstnere«, var helheden ikke desto mindre kunstnerisk. Den unge mand med det lange, rødbrune hår og det frække ansigt – den unge mand var ikke virkelig digter; men han var ganske afgjort et digt. Den gamle herre med det vilde, hvide skæg og den vilde, hvide hat – den ærværdige svindler var ikke virkelig filosof; men i det mindste fik han andre til at filosofere. Den videnskabelige herre med det skaldede, ægformede hoved og den nøgne, fugleagtige hals havde ingen egentlig ret til at føre sig frem som videnskabsmand. Han havde ikke opdaget noget nyt inden for biologien; men hvilket biologisk væsen kunne han have opdaget, der var mere besynderligt end han selv? Sådan og kun sådan måtte man rettelig betragte hele stedet; det skulle ikke så meget ses som et værksted for kunstnere, men snarere som et skrøbeligt, men fuldendt kunstværk. Den, der trådte ind i stedets selskabelige atmosfære, følte sig hensat til en færdigskrevet komedie.

Denne tillokkende uvirkelighed sænkede sig især over stedet ved mørkets frembrud, når de overdrevne tage stod mørke mod aftenrøden, og hele den vanvittige landsby syntes lige så løsrevet fra alt andet som en drivende sky. Det gjaldt i endnu højere grad på de mange aftener med lokale festligheder, når de små haver ofte var illuminerede, og de store kinesiske papirlygter glødede i dværgtræerne som en glubsk og monstrøs frugt. Og stærkest var det en bestemt aften, der stadig huskes vagt på egnen, og hvis helt var digteren med det rødbrune hår. Det var på ingen måde den eneste aften, hvor han var helten. Mang en aften kunne forbipasserende uden for hans lille baghave høre hans høje, docerende stemme belære mænd og navnlig kvinder. Kvindernes holdning i den slags tilfælde var faktisk et af stedets paradokser. De fleste kvinder var af den slags, der med et vagt udtryk blev kaldt frigjorte, og gav udtryk for en vis protest mod mændenes overherredømme. Alligevel gjorde disse nye kvinder altid en mand den overdrevne ære, som ingen almindelig kvinde nogensinde gør ham: at lytte, mens han taler. Og mr. Lucian Gregory, den rødhårede digter, var faktisk (i en vis forstand) en mand, der var værd at lytte til, om man så bare lo til sidst. Han fremsatte de gamle floskler om kunstens lovløshed og lovløshedens kunst med en vis fræk friskhed, der i det mindste gav et øjebliks fornøjelse. Han havde til en vis grad hjælp af sit påfaldende besynderlige ydre, som han udnyttede til det yderste, som man siger. Hans mørkerøde hår med midterskilningen lignede bogstavelig talt en kvindes og dannede de langsomme krøller, man ser hos en jomfru på et prærafaelitisk billede. Men ud af denne næsten helgenagtige oval sprang hans ansigt pludselig frem, bredt og brutalt, med hagen skudt frem i et udtryk af cockneyforagt. Denne blanding pirrede og skræmte på én gang den neurotiske befolknings nerver. Han lignede en omvandrende blasfemi, en blanding af englen og aben.

Om så denne bestemte aften ikke huskes for andet, vil man dér huske den for dens sælsomme solnedgang. Det lignede verdens undergang. Hele himlen syntes dækket af en ganske levende og håndgribelig fjerdragt; man kunne kun sige, at himlen var fuld af fjer, og af fjer, der næsten strejfede ansigtet. Over størstedelen af hvælvingen var de grå, med de mærkeligste skær af violet og lyslilla og en unaturlig rosa eller lysegrøn farve; men mod vest blev det hele ubeskriveligt, gennemsigtigt og lidenskabeligt, og de sidste rødglødende fjer skjulte solen, som var den noget for godt til at blive set. Det hele lå så tæt om jorden, at det ikke udtrykte andet end en voldsom hemmelighedsfuldhed. Selv den højeste himmel syntes at være en hemmelighed. Det udtrykte den strålende lidenhed, som er lokalpatriotismens sjæl. Selve himlen syntes lille.

Jeg siger, at der er beboere, som måske husker aftenen alene på grund af den trykkende himmel. Der er andre, som måske husker den, fordi den markerede den anden Saffron Park-digters første optræden på stedet. Længe havde den rødhårede revolutionære hersket uden rival; det var den aften med solnedgangen, at hans ensomhed pludselig fik ende. Den nye digter, der præsenterede sig som Gabriel Syme, var et meget mildt udseende menneske med et lyst, spidst skæg og bleggult hår. Men efterhånden fik man indtryk af, at han var mindre spagfærdig, end han så ud. Han markerede sin ankomst ved at være uenig med den etablerede digter, Gregory, om poesiens hele væsen. Han sagde, at han (Syme) var lovens digter, ordenens digter; ja, han sagde, at han var respektabilitetens digter. Så alle Saffron Parks beboere så på ham, som om han netop var faldet ned fra den umulige himmel.

Mr. Lucian Gregory, den anarkiske digter, satte ligefrem de to begivenheder i forbindelse med hinanden.

»Det kan meget vel være,« sagde han med sin pludselige lyriske manér, »det kan meget vel være på sådan en nat med skyer og grusomme farver, at der fødes et sådant jærtegn på jorden som en respektabel digter. Du siger, du er lovens digter; jeg siger, du er en selvmodsigelse. Jeg undrer mig bare over, at der ikke var kometer og jordskælv den aften, du dukkede op i denne have.«

Manden med de milde blå øjne og det lyse, spidse skæg udholdt disse tordenbrag med en vis underdanig højtidelighed. Den tredje i gruppen, Gregorys søster Rosamond, der havde samme røde fletninger som sin bror, men et venligere ansigt under dem, lo med den blanding af beundring og misbilligelse, hun sædvanligvis viste familiens orakel.

Gregory fortsatte i højt humør og med svulmende veltalenhed.

»En kunstner er det samme som en anarkist,« råbte han. »Man kunne bytte om på de to ord overalt. En anarkist er en kunstner. Den mand, der kaster en bombe, er kunstner, fordi han foretrækker et stort øjeblik frem for alt andet. Han ser, hvor meget mere værdifuldt ét udbrud af flammende lys, ét fuldendt tordenskrald er end de ganske almindelige kroppe på nogle få uformelige politibetjente. En kunstner sætter sig ud over alle regeringer, afskaffer alle konventioner. Digteren fryder sig kun ved uorden. Hvis det ikke var sådan, ville undergrundsbanen være det mest poetiske i verden.«

»Det er den også,« sagde mr. Syme.

»Vrøvl!« sagde Gregory, der var meget fornuftsbetonet, når andre forsøgte sig med paradokser. »Hvorfor ser alle kontoristerne og jordarbejderne i togene så triste og trætte ud, så overmåde triste og trætte? Det skal jeg sige dig. Det er, fordi de ved, at toget kører, som det skal. Det er, fordi de ved, at uanset hvilket sted de har købt billet til, vil de nå frem til det sted. Det er, fordi de, når de har passeret Sloane Square, ved, at den næste station må være Victoria og intet andet end Victoria. Åh, deres vilde henrykkelse! Åh, deres øjne som stjerner og deres sjæle atter i Eden, hvis den næste station uforklarligt nok var Baker Street!«

»Det er dig, der er upoetisk,« svarede digteren Syme. »Hvis det, du siger om kontorister, er sandt, kan de kun være lige så prosaiske som din poesi. Det sjældne og mærkelige er at ramme plet; det grove og indlysende er at ramme ved siden af. Vi føler, at det er episk, når mennesket med én vild pil rammer en fjern fugl. Er det ikke også episk, når mennesket med ét vildt lokomotiv rammer en fjern station? Kaos er kedeligt; for i kaos kunne toget jo køre hvor som helst hen, til Baker Street eller til Bagdad. Men mennesket er en troldmand, og hele dets trolddom ligger i dette, at det netop siger Victoria, og se, det er Victoria. Nej, behold dine bøger med lutter poesi og prosa; lad mig læse en køreplan med stolthedstårer i øjnene. Tag din Byron, der foreviger menneskets nederlag; giv mig Bradshaw, der foreviger dets sejre. Giv mig Bradshaw, siger jeg!«

»Skal du af sted?« spurgte Gregory sarkastisk.

»Jeg siger dig,« fortsatte Syme lidenskabeligt, »at hver gang et tog kører ind, føler jeg, at det er brudt igennem belejrernes batterier, og at mennesket har vundet et slag mod kaos. Du siger foragteligt, at når man har forladt Sloane Square, må man komme til Victoria. Jeg siger, at man kunne gøre tusind andre ting i stedet, og at jeg, hver gang jeg virkelig når derhen, har en følelse af at være sluppet med nød og næppe. Og når jeg hører togføreren råbe ordet ›Victoria‹, er det ikke et meningsløst ord. For mig er det råbet fra en herold, der forkynder en erobring. For mig er det virkelig ›Victoria‹; det er Adams sejr.«

Gregory rystede på sit tunge, røde hoved med et langsomt, sørgmodigt smil.

»Og selv da,« sagde han, »stiller vi digtere altid spørgsmålet: ›Og hvad er Victoria så, nu da du er nået derhen?‹ Du tror, Victoria er som det nye Jerusalem. Vi ved, at det nye Jerusalem blot vil være som Victoria. Ja, digteren vil være utilfreds selv i himlens gader. Digteren er altid i oprør.«

»Der har vi det igen,« sagde Syme irriteret, »hvad er der poetisk ved at være i oprør? Du kunne lige så godt sige, at det er poetisk at være søsyg. At kaste op er et oprør. Både at kaste op og at gøre oprør kan være sundt under visse desperate omstændigheder; men jeg vil hænges, om jeg kan se, hvorfor det skulle være poetisk. Oprør som sådant er – oprørende. Det er ren opkastning.«

Pigen krympede sig et kort øjeblik ved det ubehagelige ord, men Syme var for ophidset til at tage notits af hende.

»Det poetiske er, at tingene går, som de skal!« råbte han. »At vores fordøjelse for eksempel helligt og lydløst går sin rette gang, det er grundlaget for al poesi. Ja, det mest poetiske, mere poetisk end blomsterne, mere poetisk end stjernerne – det mest poetiske i verden er, at man ikke kaster op.«

»Ærlig talt,« sagde Gregory overlegent, »de eksempler, du vælger –«

»Jeg beder om forladelse,« sagde Syme dystert, »jeg havde glemt, at vi havde afskaffet alle konventioner.«

For første gang viste der sig en rød plet på Gregorys pande.

»Du forventer vel ikke,« sagde han, »at jeg skal revolutionere samfundet her på græsplænen?«

Syme så ham lige ind i øjnene og smilede sødt.

»Nej, det gør jeg ikke,« sagde han, »men jeg går ud fra, at hvis du mente alvor med din anarkisme, var det netop det, du ville gøre.«

Gregorys store tyreøjne blinkede pludselig som en vred løves, og man kunne næsten forestille sig, at hans røde manke rejste sig.

»Tror du da ikke,« sagde han med en farlig klang i stemmen, »at jeg mener alvor med min anarkisme?«

»Hvad behager?« sagde Syme.

»Mener jeg ikke alvor med min anarkisme?« råbte Gregory med knyttede næver.

»Min kære ven!« sagde Syme og slentrede bort.

Til sin overraskelse, men også med en ejendommelig glæde, opdagede han, at Rosamond Gregory stadig var ved hans side.

»Mr. Syme,« sagde hun, »mener folk, der taler som du og min bror, tit det, de siger? Mener du det, du siger nu?«

Syme smilede.

»Gør du?« spurgte han.

»Hvad mener du?« spurgte pigen med alvorlige øjne.

»Min kære miss Gregory,« sagde Syme mildt, »der findes mange slags oprigtighed og uoprigtighed. Når du siger ›tak‹ for saltet, mener du så det, du siger? Nej. Når du siger ›jorden er rund‹, mener du så det, du siger? Nej. Det er sandt, men du mener det ikke. Nu sker det undertiden, at en mand som din bror virkelig finder noget, han mener. Det er måske kun en halv sandhed, en kvart sandhed, en tiendedel af en sandhed; men så siger han mere, end han mener – alene i kraft af, hvor stærkt han mener det.«

Hun så på ham under sine lige bryn; hendes ansigt var alvorligt og åbent, og over det havde der lagt sig en skygge af den instinktive ansvarsfølelse, der findes inderst i selv den mest letsindige kvinde, den moderlige vagtsomhed, som er lige så gammel som verden.

»Er han så virkelig anarkist?« spurgte hun.

»Kun i den forstand, jeg taler om,« svarede Syme, »eller, om du foretrækker det, i den uforstand.«

Hun trak sine brede bryn sammen og sagde brat –

»Han ville vel ikke for alvor bruge – bomber eller den slags?«

Syme brød ud i en vældig latter, der syntes for stor til hans spinkle og lidt lapsede skikkelse.

»Du godeste, nej!« sagde han. »Den slags skal jo gøres anonymt.«

Og ved de ord gled hendes egne mundvige op i et smil, og på én gang glædede hun sig over Gregorys latterlighed og over, at han var i sikkerhed.

Syme slentrede med hende hen til en bænk i havens hjørne og lod fortsat sine meninger strømme. For han var en oprigtig mand og trods sine overfladiske miner og manerer i grunden også en ydmyg mand. Og det er altid den ydmyge, der taler for meget; den stolte holder for nøje øje med sig selv. Han forsvarede respektabiliteten med voldsomhed og overdrivelser. Han blev lidenskabelig i sin lovprisning af orden og sømmelighed. Hele tiden var der en duft af syrener rundt om ham. På et tidspunkt hørte han ganske svagt en lirekasse begynde at spille i en fjern gade, og det forekom ham, at hans heroiske ord bevægede sig i takt med en lille melodi fra et sted under eller hinsides verden.

Han stirrede på pigens røde hår og fornøjede ansigt og talte løs i nogle få minutter, syntes han; så rejste han sig, fordi han følte, at grupperne et sted som dette burde blande sig med hinanden. Til sin forbløffelse opdagede han, at hele haven var tom. Alle var gået for længst, og med en noget hastig undskyldning gik han også selv. Han gik med en følelse af champagne i hovedet, som han ikke siden kunne forklare. I de vilde begivenheder, der skulle følge, havde denne pige slet ingen del; han så hende ikke igen, før hele hans historie var forbi. Og dog blev hun på en ubeskrivelig måde ved med at vende tilbage som et motiv i musik gennem alle hans senere vanvittige eventyr, og pragten i hendes sælsomme hår løb som en rød tråd gennem nattens mørke og dårligt tegnede billedtæpper. For det, der fulgte, var så usandsynligt, at det godt kunne have været en drøm.

Da Syme kom ud i den stjernelyse gade, fandt han den i første omgang tom. Så blev han (på en mærkelig måde) klar over, at stilheden snarere var levende end død. Lige uden for døren stod en gadelygte, hvis skær forgyldte bladene på det træ, der bøjede sig ud over hegnet bag ham. Omtrent en fod fra lygtepælen stod en skikkelse, næsten lige så stiv og ubevægelig som selve lygtepælen. Den høje hat og den lange skødefrakke var sorte; ansigtet, der lå i en skarp skygge, var næsten lige så mørkt. Kun en bræmme af ildrødt hår i modlyset og noget aggressivt i holdningen røbede, at det var digteren Gregory. Han lignede lidt en maskeret lejemorder, der med sværdet i hånd ventede på sin fjende.

Han gjorde en slags tøvende hilsen, som Syme gengældte noget mere formelt.

»Jeg ventede på dig,« sagde Gregory. »Må jeg tale med dig et øjeblik?«

»Selvfølgelig. Om hvad?« spurgte Syme med en slags mat undren.

Gregory slog ud med sin stok mod lygtepælen og derpå mod træet. »Om det her og det her,« råbte han, »om orden og anarki. Der har du din dyrebare orden, den magre jernlygte, grim og gold; og dér har du anarkiet, rigt, levende, i færd med at formere sig – dér har du anarkiet, pragtfuldt i grønt og guld.«

»Alligevel,« svarede Syme tålmodigt, »kan du lige nu kun se træet i lygtens lys. Jeg gad vide, hvornår du nogensinde ville få lygten at se i træets lys.« Efter en pause sagde han så: »Men må jeg spørge, om du kun har stået herude i mørket for at genoptage vores lille diskussion?«

»Nej,« råbte Gregory med en stemme, der gjaldede ned gennem gaden, »jeg har ikke stået her for at genoptage vores diskussion, men for at gøre ende på den for altid.«

Stilheden sænkede sig igen, og skønt Syme intet forstod, lyttede han instinktivt efter noget alvorligt. Gregory begyndte med en blød stemme og et noget forvirrende smil.

»Mr. Syme,« sagde han, »i aften lykkedes det dig at gøre noget ret bemærkelsesværdigt. Du gjorde noget ved mig, som ingen mand født af en kvinde nogensinde før har formået at gøre.«

»Virkelig!«

»Nu husker jeg det,« fortsatte Gregory eftertænksomt, »én anden formåede det. Kaptajnen på en damper med billetter til en penny (hvis jeg husker rigtigt) i Southend. Du har irriteret mig.«

»Det er jeg meget ked af,« svarede Syme alvorligt.

»Jeg er bange for, at mit raseri og din fornærmelse er for rystende til at kunne udslettes, selv med en undskyldning,« sagde Gregory ganske roligt. »Ingen duel kunne udslette det. Slog jeg dig ihjel, kunne jeg ikke udslette det. Der er kun én måde, hvorpå den fornærmelse kan slettes, og den vælger jeg. Jeg vil, med fare for at ofre mit liv og min ære, bevise for dig, at du tog fejl i det, du sagde.«

»I det, jeg sagde?«

»Du sagde, at jeg ikke mente alvor med at være anarkist.«

»Der er grader af alvor,« svarede Syme. »Jeg har aldrig tvivlet på, at du var fuldkommen oprigtig i den forstand, at du mente, at det, du sagde, var meget vel værd at sige, at du mente, et paradoks kunne åbne folks øjne for en overset sandhed.«

Gregory stirrede stift og forpint på ham.

»Og i ingen anden forstand,« spurgte han, »tror du, jeg mener alvor? Du anser mig for en flâneur, der nu og da lader en sandhed falde. Du tror ikke, at jeg i en dybere, en mere dødbringende forstand mener alvor.«

Syme slog sin stok voldsomt mod gadens sten.

»Mener alvor!« råbte han. »Du godeste! Er denne gade alvorligt ment? Er disse forbandede kinesiske papirlygter alvorligt ment? Er hele molevitten alvorligt ment? Man kommer her og fyrer en masse sludder af og måske også noget fornuftigt, men jeg ville have meget ringe agtelse for en mand, der ikke gemte på noget i sit liv, som var alvorligere end al denne snak – noget alvorligere, om det så var religion eller bare druk.«

»Udmærket,« sagde Gregory, mens hans ansigt formørkedes, »du skal få noget at se, som er alvorligere end både druk og religion.«

Syme blev stående og ventede med sin sædvanlige milde mine, indtil Gregory atter åbnede munden.

»Du talte lige før om at have en religion. Er det virkelig sandt, at du har en?«

»Åh,« sagde Syme med et strålende smil, »vi er jo alle sammen katolikker nu.«

»Så må jeg bede dig sværge ved de guder eller helgener, der måtte høre til din religion, at du ikke vil røbe det, jeg nu vil fortælle dig, for nogen Adams søn og især ikke for politiet? Vil du sværge på det! Hvis du vil påtage dig denne frygtelige selvfornægtelse, hvis du vil indvillige i at tynge din sjæl med et løfte, du aldrig burde aflægge, og en viden, du aldrig burde drømme om, vil jeg til gengæld love dig –«

»Du vil til gengæld love mig?« spurgte Syme, da den anden holdt inde.

»Jeg vil love dig en meget underholdende aften.« Syme tog pludselig hatten af.

»Dit tilbud,« sagde han, »er alt for idiotisk til, at jeg kan sige nej. Du siger, at en digter altid er anarkist. Jeg er uenig; men jeg håber i det mindste, at han altid er en sportsmand. Tillad mig her og nu at sværge som kristen og love som god kammerat og medkunstner, at jeg ikke vil underrette politiet om noget af dette, hvad det så end måtte være. Og nu, i Colney Hatchs navn, hvad er det?«

»Jeg tror,« sagde Gregory fredsommeligt og uden forbindelse med det foregående, »at vi vil praje en droske.«

Han gav to lange fløjt fra sig, og en hansomdroske kom raslende ned ad vejen. De to steg tavse ind. Gregory opgav gennem lugen adressen på et lidet kendt værtshus ved flodbredden i Chiswick. Drosken fór atter af sted, og i den forlod disse to fantaster deres fantastiske by.

---