Black Beauty

Anna Sewell

Kapitel 1: Mit første hjem

Det første sted, jeg tydeligt kan huske, var en stor, dejlig eng, hvor der lå en dam med klart vand. Nogle træer lænede sig ind over dammen og gav skygge, og i den dybe ende voksede der siv og åkander. På den ene side kunne vi se over hækken ind på en pløjet mark, og på den anden så vi over en låge hen til vores husbonds hus, der lå ud til vejen; øverst på engen var der en granlund, og nederst løb en bæk, som en stejl brink ragede ud over.

Som lille levede jeg af min mors mælk, for jeg kunne ikke spise græs. Om dagen løb jeg ved hendes side, og om natten lagde jeg mig tæt op ad hende. Når det var varmt, stod vi ved dammen i træernes skygge, og når det var koldt, havde vi et dejligt varmt skur nær lunden.

Så snart jeg var gammel nok til at spise græs, tog min mor ud på arbejde om dagen og kom tilbage om aftenen.

Der var seks ungheste på engen foruden mig; de var ældre end mig; nogle var næsten lige så store som fuldvoksne heste. Jeg løb sammen med dem og havde det vældig sjovt; vi galopperede alle sammen rundt og rundt på engen, så hurtigt vi kunne. Somme tider gik legen temmelig voldsomt for sig, for de galopperede ikke bare, men bed og sparkede også tit.

En dag, da der blev sparket en hel del, kaldte min mor mig hen til sig med et vrinsk og sagde så:

»Jeg vil have, at du hører godt efter, hvad jeg nu siger til dig. De ungheste, der går her, er nogle rigtig gode ungheste, men de er trækheste, og de har selvfølgelig ikke lært gode manerer. Du er velopdragen og af god slægt; din far har et stort navn her på egnen, og din bedstefar vandt pokalen ved væddeløbene i Newmarket i to forskellige år; din bedstemor havde det mildeste sind, jeg nogen sinde har kendt hos en hest, og jeg tror aldrig, du har set mig sparke eller bide. Jeg håber, du vil vokse op og blive blid og god og aldrig tillægge dig dårlige vaner; arbejd med god vilje, løft benene ordentligt, når du traver, og bid eller spark aldrig, heller ikke i leg.«

Jeg har aldrig glemt min mors råd; jeg vidste, at hun var en klog, gammel hest, og vores husbond satte stor pris på hende. Hun hed Duchess, men han kaldte hende tit Pet.

Vores husbond var en god og venlig mand. Han gav os godt foder, godt husly og venlige ord; han talte lige så venligt til os som til sine små børn. Vi holdt alle sammen af ham, og min mor elskede ham højt. Når hun så ham ved lågen, vrinskede hun af glæde og travede hen til ham. Han klappede og strøg hende og sagde: »Nå, gamle Pet, hvordan har din lille Darkie det så?« Jeg var matsort, så han kaldte mig Darkie; så gav han mig et stykke brød, som smagte rigtig godt, og somme tider havde han en gulerod med til min mor. Alle hestene kom hen til ham, men jeg tror, vi var hans yndlinge. Min mor trak ham altid til byen i en let gig på markedsdage.

Der var en plovdreng, Dick, som somme tider kom ind på vores mark for at plukke brombær i hækken. Når han havde spist så mange, som han havde lyst til, morede han sig, som han kaldte det, med unghestene ved at kaste sten og kæppe efter dem for at få dem til at galoppere. Vi tog os ikke meget af ham, for vi kunne galoppere væk; men somme tider ramte en sten os, og det gjorde ondt.

En dag var han i gang med den leg og vidste ikke, at husbond var på marken ved siden af; men det var han, og han holdt øje med, hvad der foregik. I et nu sprang han over hækken, greb Dick i armen og gav ham sådan en lussing, at Dick brølede af smerte og overraskelse. Så snart vi så husbond, travede vi nærmere for at se, hvad der foregik.

»Slemme dreng!« sagde han. »Slemme dreng! Sådan at jage rundt med unghestene. Det er ikke første gang og heller ikke anden, men det skal blive den sidste. Her – tag dine penge og gå hjem; jeg vil ikke have dig på min gård igen.« Dick så vi derfor aldrig mere. Gamle Daniel, manden, der passede hestene, var lige så blid som vores husbond, så vi havde det godt.

---