En lille prin­ses­se

Frances Hodgson Burnett

Kapitel 1: Sara

En mørk vinterdag, da den gule tåge hang så tæt og tung i Londons gader, at gadelygterne var tændt, og butiksvinduerne strålede i gaslysets skær som om natten, sad en lille pige med et særpræget udseende i en droske med sin far og blev kørt ret langsomt gennem de store hovedgader.

Hun sad med fødderne trukket op under sig og lænede sig ind til sin far, der holdt armen om hende, mens hun stirrede ud ad vinduet på folk, de kørte forbi, med en sært gammelklog eftertænksomhed i sine store øjne.

Hun var så lille en pige, at man ikke ventede at se sådan et udtryk i hendes lille ansigt. Det ville have virket gammelklogt selv hos et barn på tolv, og Sara Crewe var kun syv. Men sagen var, at hun altid gik og drømte og gjorde sig sære tanker, og hun kunne ikke selv huske nogen tid, hvor hun ikke havde tænkt over de voksne og den verden, de tilhørte. Det forekom hende, at hun havde levet i lang, lang tid.

Lige nu tænkte hun tilbage på den rejse, hun netop havde gjort fra Bombay sammen med sin far, kaptajn Crewe. Hun tænkte på det store skib, på laskarerne, der lydløst gik frem og tilbage om bord, på børnene, der legede rundt omkring på det varme dæk, og på nogle unge officersfruer, der plejede at prøve at få hende til at tale med sig og le ad det, hun sagde.

Mest af alt tænkte hun på, hvor mærkeligt det var, at man først var i Indien i den brændende sol, så midt ude på havet og derpå kørte i et fremmed køretøj gennem fremmede gader, hvor dagen var lige så mørk som natten. Hun fandt det så gådefuldt, at hun rykkede tættere ind til sin far.

»Papa,« sagde hun med en lav, hemmelighedsfuld lille stemme, der næsten var en hvisken, »papa.«

»Hvad er der, skat?« svarede kaptajn Crewe og holdt hende tættere ind til sig, mens han så ned i hendes ansigt. »Hvad tænker Sara på?«

»Er det her stedet?« hviskede Sara og puttede sig endnu tættere ind til ham. »Er det det, papa?«

»Ja, lille Sara, det er det. Nu er vi endelig nået frem.« Og skønt hun kun var syv år, vidste hun, at han var bedrøvet, da han sagde det.

Hun syntes, det var mange år siden, han var begyndt at forberede hende på »stedet«, som hun altid kaldte det. Hendes mor var død, da Sara blev født, så hun havde aldrig kendt eller savnet hende. Hendes unge, smukke, rige far, der altid kælede for hende, lod til at være den eneste slægtning, hun havde i verden. De havde altid leget sammen og holdt af hinanden. Hun vidste kun, at han var rig, fordi hun havde hørt folk sige det, når de troede, hun ikke lyttede, og hun havde også hørt dem sige, at når hun blev voksen, ville hun også være rig. Hun vidste ikke alt, hvad det betød at være rig. Hun havde altid boet i en smuk bungalow og været vant til at se mange tjenere, der hilste hende med en salam og kaldte hende »Missee Sahib« og lod hende få sin vilje i alt. Hun havde haft legetøj og kæledyr og en ayah, der tilbad hende, og efterhånden havde hun lært, at det var den slags, rige mennesker havde. Men det var også alt, hvad hun vidste om det.

I sit korte liv havde hun kun haft én bekymring, og det var »stedet«, hun en dag skulle bringes til. Klimaet i Indien var meget usundt for børn, og så snart det var muligt, blev de sendt bort derfra – som regel til England og i skole. Hun havde set andre børn rejse bort og hørt deres fædre og mødre tale om de breve, de fik fra dem. Hun havde vidst, at hun også ville blive nødt til at rejse, og skønt hendes fars fortællinger om rejsen og det nye land undertiden havde lokket hende, havde tanken om, at han ikke kunne blive hos hende, gjort hende bedrøvet.

»Kunne du ikke tage med mig til det sted, papa?« havde hun spurgt, da hun var fem år. »Kunne du ikke også gå i skole? Jeg skulle nok hjælpe dig med lektierne.«

»Men du skal ikke blive der så længe, lille Sara,« havde han altid sagt. »Du kommer til et dejligt hus, hvor der er en masse små piger, og I skal lege sammen, og jeg sender dig masser af bøger, og du vokser så hurtigt, at det knap nok vil føles som et år, før du er stor nok og dygtig nok til at komme hjem og passe på papa.«

Det havde hun holdt af at tænke på. At føre hus for sin far; at ride sammen med ham og sidde for bordenden, når han holdt middagsselskaber; at tale med ham og læse hans bøger – det var det, hun allerhelst ville i hele verden, og hvis man var nødt til at rejse bort til »stedet« i England for at opnå det, måtte hun beslutte sig for at tage af sted. Hun interesserede sig ikke særlig meget for andre små piger, men hvis hun havde masser af bøger, kunne hun trøste sig med dem. Hun holdt mere af bøger end af noget andet, og faktisk digtede hun hele tiden historier om smukke ting og fortalte dem for sig selv. Undertiden havde hun fortalt dem til sin far, og han havde holdt lige så meget af dem som hun.

»Nå, papa,« sagde hun sagte, »hvis vi er her, må vi vel affinde os med det.«

Han lo ad hendes gammeldags måde at tale på og kyssede hende. I virkeligheden havde han slet ikke selv affundet sig med det, skønt han vidste, at han måtte holde det hemmeligt. Hans særprægede lille Sara havde været sådan en god kammerat for ham, og han følte, at han ville blive en ensom fyr, når han vendte tilbage til Indien og trådte ind i sin bungalow i visheden om, at han ikke kunne vente at se den lille skikkelse i hvid kjole komme ham i møde. Derfor holdt han hende tæt ind til sig, mens drosken rullede ind på den store, triste plads, hvor det hus lå, som de skulle hen til.

Det var et stort, trist murstenshus, nøjagtig som alle de andre i rækken, bortset fra at der på hoveddøren skinnede en messingplade, hvor der med sorte bogstaver stod indgraveret:

Miss Minchin,

Finere pigeinstitut for unge damer.

»Så er vi her, Sara,« sagde kaptajn Crewe med så munter en stemme som muligt. Så løftede han hende ud af drosken, og de gik op ad trappen og ringede på. Bagefter tænkte Sara tit, at huset på en eller anden måde lignede miss Minchin på en prik. Det var respektabelt og velmøbleret, men alt i det var grimt; selv lænestolene syntes at have hårde knogler i sig. I entréen var alt hårdt og blankpudset – selv de røde kinder på måneansigtet i standuret henne i hjørnet havde et strengt, ferniseret udtryk. Gulvet i dagligstuen, som de blev vist ind i, var dækket af et tæppe med et mønster af firkanter, stolene var firkantede, og på den tunge marmorkaminhylde stod et tungt ur af marmor.

Da Sara satte sig på en af de stive mahognistole, lod hun et af sine hurtige blikke glide rundt i stuen.

»Jeg kan ikke lide det her, papa,« sagde hun. »Men soldater – selv de tapre – kan vel heller ikke ligefrem lide at gå i kamp.«

Det fik kaptajn Crewe til at bryde ud i latter. Han var ung og munter, og han blev aldrig træt af at høre Saras sære bemærkninger.

»Åh, lille Sara,« sagde han. »Hvad skal jeg dog gøre, når jeg ikke har nogen til at sige højtidelige ting til mig? Der er ingen andre, der er helt så højtidelige som du.«

»Men hvorfor ler du sådan af højtidelige ting?« spurgte Sara.

»Fordi du er så morsom, når du siger dem,« svarede han og lo endnu mere. Men pludselig tog han hende i sine arme og kyssede hende inderligt, holdt med ét op med at le og så næsten ud, som om han havde fået tårer i øjnene.

Netop da kom miss Minchin ind i stuen. Hun lignede sit hus meget, syntes Sara: høj og trist og respektabel og grim. Hun havde store, kolde fiskeøjne og et stort, koldt fiskesmil. Det bredte sig til et meget stort smil, da hun så Sara og kaptajn Crewe. Hun havde hørt en hel del tiltalende ting om den unge officer af den dame, der havde anbefalet ham hendes skole. Blandt andet havde hun hørt, at han var en rig far, der var villig til at bruge mange penge på sin lille datter.

»Det vil være et stort privilegium at få et så smukt og lovende barn betroet, kaptajn Crewe,« sagde hun og tog Saras hånd og strøg den. »Lady Meredith har fortalt mig om hendes usædvanlige begavelse. Et begavet barn er en stor skat på en skole som min.«

Sara stod stille med blikket fæstnet på miss Minchins ansigt. Hun havde som sædvanlig en sær tanke.

»Hvorfor siger hun, at jeg er et smukt barn?« tænkte hun. »Jeg er slet ikke smuk. Oberst Granges lille pige, Isobel, er smuk. Hun har smilehuller og rosenrøde kinder og langt hår med samme farve som guld. Jeg har kort, sort hår og grønne øjne; desuden er jeg et magert barn og slet ikke køn. Jeg er et af de grimmeste børn, jeg nogensinde har set. Hun begynder med at sige noget usandt.«

Men hun tog fejl, når hun troede, at hun var et grimt barn. Hun lignede slet ikke Isobel Grange, der havde været regimentets skønhed, men hun havde en særpræget charme, der var helt hendes egen. Hun var en slank, smidig skabning, temmelig høj af sin alder, og havde et lille ansigt med et intenst, tiltrækkende udtryk. Hendes hår var tykt og helt sort og krøllede kun i spidserne; hendes øjne var ganske vist grønliggrå, men de var store og vidunderlige med lange, sorte øjenvipper, og skønt hun ikke selv brød sig om deres farve, var der mange andre, der gjorde. Alligevel var hun fuldt og fast overbevist om, at hun var en grim lille pige, og miss Minchins smiger gjorde hende slet ikke henrykt.

»Jeg ville sige noget usandt, hvis jeg sagde, at hun var smuk,« tænkte hun, »og jeg ville vide, at jeg sagde noget usandt. Jeg tror, jeg er lige så grim som hun – på min egen måde. Hvorfor sagde hun det?«

Da hun havde kendt miss Minchin længere, forstod hun, hvorfor hun havde sagt det. Hun opdagede, at hun sagde det samme til hver eneste papa og mama, der kom med et barn til hendes skole.

Sara stod tæt ved sin far og lyttede, mens han og miss Minchin talte sammen. Hun var kommet til instituttet, fordi lady Merediths to små piger havde gået i skole der, og kaptajn Crewe havde stor respekt for lady Merediths erfaring. Sara skulle være det, man kaldte en »kostskoleelev med egne værelser og særlige privilegier«, og hun skulle endda have større privilegier, end kostskoleelever med egne værelser og særlige privilegier sædvanligvis havde. Hun skulle have et kønt soveværelse og en dagligstue for sig selv; hun skulle have en pony og en vogn og en kammerpige til at erstatte den ayah, der havde været hendes barnepige i Indien.

»Jeg er ikke det mindste bekymret for hendes skolegang,« sagde kaptajn Crewe med sin muntre latter, mens han holdt Saras hånd og klappede den. »Det svære bliver at holde hende fra at lære for hurtigt og for meget. Hun sidder altid med sin lille næse begravet i bøger. Hun læser dem ikke, miss Minchin; hun sluger dem, som var hun en lille ulv i stedet for en lille pige. Hun er altid skrupsulten efter nye bøger at sluge, og hun vil have bøger for voksne – rigtig store, tykke nogle – på fransk og tysk såvel som på engelsk – historie og biografier og digtere og alt muligt. Riv hende væk fra bøgerne, når hun læser for meget. Få hende til at ride på sin pony på Row eller gå ud og købe en ny dukke. Hun burde lege mere med dukker.«

»Papa,« sagde Sara. »Ser du, hvis jeg gik ud og købte en ny dukke med få dages mellemrum, ville jeg få flere, end jeg kunne holde af. Dukker bør være fortrolige venner. Emily skal være min fortrolige veninde.«

Kaptajn Crewe så på miss Minchin, og miss Minchin så på kaptajn Crewe.

»Hvem er Emily?« spurgte hun.

»Fortæl hende det, Sara,« sagde kaptajn Crewe med et smil.

Saras grøngrå øjne så meget alvorlige og helt milde ud, da hun svarede.

»Hun er en dukke, jeg ikke har endnu,« sagde hun. »Hun er en dukke, papa skal købe til mig. Vi skal ud sammen og finde hende. Jeg har kaldt hende Emily. Hun skal være min veninde, når papa er rejst. Jeg vil gerne have hende at tale med om ham.«

Miss Minchins store fiskesmil blev nu overordentlig smigrende.

»Sikke et originalt barn!« sagde hun. »Sikke en kær lille skabning!«

»Ja,« sagde kaptajn Crewe og trak Sara ind til sig. »Hun er en kær lille skabning. Pas rigtig godt på hende for mig, miss Minchin.«

Sara blev hos sin far på hans hotel i flere dage; faktisk blev hun hos ham, til han igen sejlede til Indien. De gik ud sammen og besøgte mange store forretninger og købte en hel masse ting. De købte faktisk langt flere ting, end Sara havde brug for; men kaptajn Crewe var en ubetænksom og troskyldig ung mand, og han ville have, at hans lille pige skulle have alt, hvad hun fandt smukt, og alt, hvad han selv fandt smukt, så tilsammen fik de samlet en garderobe, der var alt for fornem til et barn på syv. Der var fløjlskjoler kantet med kostbart pelsværk og blondekjoler og broderede kjoler og hatte med store, bløde strudsefjer og frakker og muffer af hermelin og æsker med bittesmå handsker og lommetørklæder og silkestrømper i så store mængder, at de høflige unge kvinder bag diskene hviskede til hinanden, at den sære lille pige med de store, alvorlige øjne måtte være mindst en udenlandsk prinsesse – måske en indisk rajas lille datter.

Og til sidst fandt de Emily, men de var inde i adskillige legetøjsbutikker og så på en hel masse dukker, før de endelig opdagede hende.

»Hun skal se ud, som om hun i virkeligheden ikke er en dukke,« sagde Sara. »Hun skal se ud, som om hun lytter, når jeg taler til hende. Problemet med dukker, papa« – og hun lagde hovedet på skrå og tænkte sig om, mens hun sagde det – »problemet med dukker er, at de aldrig ser ud til at høre.« Så så de på store og små – på dukker med sorte øjne og dukker med blå – på dukker med brune krøller og dukker med gyldne fletninger, dukker med tøj på og dukker uden tøj.

»Ser du,« sagde Sara, da de undersøgte en, der ikke havde tøj på. »Hvis hun ikke har nogen kjoler, når jeg finder hende, kan vi tage hende med til en syerske og få syet hendes tøj, så det passer. Det kommer til at passe bedre, hvis hun får det prøvet på.«

Efter en række skuffelser besluttede de at gå og kigge ind ad butiksvinduerne og lade drosken følge efter. De var gået forbi to eller tre forretninger uden så meget som at gå ind, og netop som de nærmede sig en butik, der egentlig slet ikke var særlig stor, gav Sara pludselig et sæt og greb fat i sin fars arm.

»Åh, papa!« råbte hun. »Der er Emily!«

Hendes ansigt var blusset op, og der var et udtryk i hendes grøngrå øjne, som om hun netop havde genkendt nogen, hun kendte godt og holdt af.

»Hun venter jo faktisk på os!« sagde hun. »Lad os gå ind til hende.«

»Du godeste!« sagde kaptajn Crewe. »Jeg føler, at vi burde have nogen til at præsentere os.«

»Du må præsentere mig, og så skal jeg præsentere dig,« sagde Sara. »Men jeg kendte hende i samme øjeblik, jeg så hende – så måske kendte hun også mig.«

Måske havde Emily kendt Sara. Der var i hvert fald et meget intelligent udtryk i hendes øjne, da Sara tog hende i armene. Hun var en stor dukke, men ikke så stor, at hun var besværlig at bære omkring på; hun havde naturligt krøllet, gyldenbrunt hår, der hang som en kappe omkring hende, og hendes øjne havde en dyb, klar gråblå farve med bløde, tætte øjenvipper, som var rigtige øjenvipper og ikke blot påmalede streger.

»Selvfølgelig,« sagde Sara og så ind i hendes ansigt, mens hun holdt hende på skødet – »selvfølgelig er det her Emily, papa.«

Så blev Emily købt og virkelig taget med til en børnetøjsforretning, hvor hun fik taget mål til en garderobe, der var lige så fornem som Saras egen. Hun fik også blondekjoler og kjoler af fløjl og musselin og hatte og frakker og smukt, blondebesat undertøj og handsker og lommetørklæder og pelsværk.

»Jeg vil gerne have, at hun altid ser ud som et barn med en god mor,« sagde Sara. »Jeg er hendes mor, selv om hun skal være min veninde.«

Kaptajn Crewe ville virkelig have nydt indkøbene umådelig meget, hvis ikke en trist tanke hele tiden havde naget ham i hjertet. Alt dette betød, at han skulle skilles fra sin elskede, særprægede lille kammerat.

Midt om natten stod han ud af sengen og gik hen og blev stående og så ned på Sara, der lå og sov med Emily i armene. Hendes sorte hår lå bredt ud over puden, og Emilys gyldenbrune hår blandede sig med det; begge havde natkjoler med blondeflæser på, og begge havde lange øjenvipper, der lå på kinderne og bøjede opad. Emily lignede så meget et rigtigt barn, at kaptajn Crewe var glad for, at hun var der. Han sukkede dybt og trak i sit overskæg med et drengeagtigt udtryk i ansigtet.

»Ak ja, lille Sara!« sagde han til sig selv. »Jeg tror ikke, du ved, hvor meget din papa kommer til at savne dig.«

Næste dag tog han hende med til miss Minchin og lod hende blive der. Han skulle sejle bort næste morgen. Han forklarede miss Minchin, at hans sagførere, herrerne Barrow & Skipworth, varetog hans anliggender i England og ville give hende alle de råd, hun måtte ønske, og at de ville betale de regninger, hun sendte for Saras udgifter. Han ville skrive til Sara to gange om ugen, og hun skulle have alle de fornøjelser, hun bad om.

»Hun er en fornuftig lille pige, og hun ønsker sig aldrig noget, man ikke trygt kan give hende,« sagde han.

Så gik han med Sara ind i hendes lille dagligstue, og de tog afsked med hinanden. Sara sad på hans skød og holdt om reversene på hans frakke med sine små hænder og betragtede hans ansigt længe og indgående.

»Er du ved at lære mig udenad, lille Sara?« sagde han og strøg hende over håret.

»Nej,« svarede hun. »Jeg kan dig udenad. Du er inde i mit hjerte.« Og de slog armene om hinanden og kyssede hinanden, som om de aldrig ville give slip.

Da drosken kørte bort fra døren, sad Sara på gulvet i sin dagligstue med hænderne under hagen og fulgte den med blikket, til den var drejet om hjørnet af pladsen. Emily sad ved siden af hende, og hun så også efter den. Da miss Minchin sendte sin søster, miss Amelia, op for at se, hvad barnet foretog sig, opdagede miss Amelia, at hun ikke kunne åbne døren.

»Jeg har låst den,« sagde en sær, høflig lille stemme derinde. »Jeg vil gerne være helt for mig selv, om jeg må bede.«

Miss Amelia var tyk og undersætsig og nærede stor ærefrygt for sin søster. Hun var egentlig den mest godmodige af de to, men hun var aldrig ulydig mod miss Minchin. Hun gik ned igen og så næsten forskrækket ud.

»Jeg har aldrig set et så sært og gammelklogt barn, Maria,« sagde hun. »Hun har låst sig inde, og hun giver ikke den mindste lyd fra sig.«

»Det er langt bedre, end hvis hun sparkede og skreg, sådan som nogle af dem gør,« svarede miss Minchin. »Jeg havde ventet, at et så forkælet barn ville sætte hele huset på den anden ende. Hvis noget barn nogensinde har fået sin vilje i ét og alt, så er det hende.«

»Jeg har pakket hendes kufferter ud og lagt hendes ting på plads,« sagde miss Amelia. »Jeg har aldrig set mage til – zobel og hermelin på hendes frakker og ægte Valenciennes-kniplinger på hendes undertøj. Du har set noget af hendes tøj. Hvad synes du egentlig om det?«

»Jeg synes, det er aldeles latterligt,« svarede miss Minchin skarpt, »men det vil tage sig meget godt ud forrest i rækken, når vi tager skolepigerne med i kirke på søndag. Hun er blevet udstyret, som om hun var en lille prinsesse.«

Og oppe i det aflåste værelse sad Sara og Emily på gulvet og stirrede på det hjørne, drosken var forsvundet om, mens kaptajn Crewe så tilbage og vinkede og sendte fingerkys, som om han ikke kunne nænne at holde op.

---