Ba­sker­vil­les hund

Arthur Conan Doyle

Kapitel 1: mr. Sherlock Holmes

Mr. Sherlock Holmes, som sædvanligvis stod meget sent op om morgenen, undtagen de ikke sjældne gange, hvor han var oppe hele natten, sad ved morgenbordet. Jeg stod på tæppet foran kaminen og tog den stok op, som vores gæst havde efterladt aftenen før. Det var en smuk, kraftig træstok med en rund knop, af den slags, man kalder en »Penang-advokat«. Lige under knoppen sad et bredt sølvbånd, næsten en tomme i bredden. På det var indgraveret ordene »Til James Mortimer, M.R.C.S., fra hans venner i C.C.H.« og årstallet »1884«. Det var netop sådan en stok, som den gammeldags huslæge plejede at gå med – værdig, solid og betryggende.

»Nå, Watson, hvad siger den dig?«

Holmes sad med ryggen til mig, og jeg havde ikke på nogen måde røbet, hvad jeg foretog mig.

»Hvordan vidste du, hvad jeg foretog mig? Jeg tror, du har øjne i nakken.«

»Jeg har i det mindste en blankpudset, forsølvet kaffekande foran mig,« sagde han. »Men sig mig, Watson, hvad siger vores gæsts stok dig? Når vi nu har været så uheldige ikke at træffe ham og ikke har nogen anelse om hans ærinde, får dette tilfældige minde betydning. Lad mig høre, hvilket billede af manden du kan danne dig ved at undersøge den.«

»Jeg mener,« sagde jeg, idet jeg så vidt muligt fulgte min vens metoder, »at dr. Mortimer er en fremgangsrig ældre læge, som nyder stor anseelse, siden de, der kender ham, giver ham dette tegn på deres påskønnelse.«

»Godt!« sagde Holmes. »Fremragende!«

»Jeg mener også, at han sandsynligvis er landlæge og foretager en stor del af sine sygebesøg til fods.«

»Hvorfor det?«

»Fordi stokken, selv om den oprindelig var meget smuk, har fået så mange knubs, at jeg dårligt kan forestille mig en læge i byen gå med den. Den kraftige dupsko af jern er slidt ned, så det er tydeligt, at han har gået meget med den.«

»Ganske rigtigt!« sagde Holmes.

»Og så er der jo også det med ›venner i C.C.H.‹. Jeg vil gætte på, at det er en eller anden jagtforening, den lokale jagtforening, hvis medlemmer han muligvis har ydet kirurgisk hjælp, og som til gengæld har givet ham en lille gave.«

»Du overgår virkelig dig selv, Watson,« sagde Holmes, skubbede stolen tilbage og tændte en cigaret. »Jeg må sige, at du i alle de beretninger, du har været så venlig at give om mine egne små bedrifter, gennemgående har undervurderet dine egne evner. Måske udsender du ikke selv lys, men du leder det videre. Nogle mennesker har uden selv at være geniale en bemærkelsesværdig evne til at anspore genialiteten hos andre. Jeg må tilstå, min kære ven, at jeg står i stor gæld til dig.«

Så meget havde han aldrig sagt før, og jeg må indrømme, at hans ord glædede mig meget, for hans ligegyldighed over for min beundring og mine forsøg på at udbrede kendskabet til hans metoder havde ofte stødt mig. Jeg var også stolt ved tanken om, at jeg havde tilegnet mig hans system så godt, at jeg kunne anvende det på en måde, der vandt hans bifald. Han tog nu stokken ud af mine hænder og undersøgte den i nogle minutter med det blotte øje. Så lagde han med et interesseret udtryk cigaretten fra sig, bar stokken hen til vinduet og undersøgte den endnu en gang med et forstørrelsesglas.

»Interessant, om end elementært,« sagde han, da han vendte tilbage til sin yndlingsplads i sofahjørnet. »Der er bestemt et eller to spor på stokken. Den giver os grundlag for flere slutninger.«

»Er der noget, der er undgået min opmærksomhed?« spurgte jeg en smule selvtilfreds. »Jeg går ud fra, at jeg ikke har overset noget af betydning?«

»Jeg er bange for, kære Watson, at de fleste af dine slutninger var fejlagtige. Da jeg sagde, at du ansporede mig, mente jeg – for at sige det rent ud – at jeg ved at hæfte mig ved dine fejlslutninger af og til blev ledt på sporet af sandheden. Ikke at du tager helt fejl i dette tilfælde. Manden er bestemt landlæge. Og han går en hel del.«

»Så havde jeg jo ret.«

»Så langt, ja.«

»Men det var jo det hele.«

»Nej, nej, kære Watson, ikke det hele – langtfra det hele. Jeg vil for eksempel mene, at en gave til en læge snarere kommer fra et hospital end fra en jagtforening, og når initialerne ›C.C.‹ står foran ›Hospital‹, melder ordene ›Charing Cross‹ sig ganske naturligt.«

»Du har måske ret.«

»Sandsynligheden taler for det. Og tager vi det som arbejdshypotese, har vi et nyt grundlag for at danne os et billede af denne ukendte gæst.«

»Nå, men hvis vi antager, at ›C.C.H.‹ står for ›Charing Cross Hospital‹, hvilke yderligere slutninger kan vi så drage?«

»Falder der dig ingen ind? Du kender mine metoder. Brug dem!«

»Jeg kan kun komme i tanke om den indlysende slutning, at manden har virket som læge i byen, før han tog på landet.«

»Jeg tror, vi kan vove os lidt længere. Se sådan på det. Ved hvilken lejlighed ville man mest sandsynligt give sådan en gave? Hvornår ville hans venner slå sig sammen om at give ham et tegn på deres velvilje? Naturligvis da dr. Mortimer forlod sin stilling ved hospitalet for at etablere sin egen praksis. Vi ved, at der er givet en gave. Vi mener, at han er gået fra et hospital i byen til en praksis på landet. Går vi så for vidt, hvis vi slutter, at gaven blev givet i anledning af skiftet?«

»Det virker bestemt sandsynligt.«

»Nu vil du bemærke, at han ikke kan have tilhørt hospitalets faste lægestab, for kun en mand med en veletableret praksis i London kunne beklæde sådan en stilling, og sådan en mand ville ikke ende ude på landet. Hvad var han så? Hvis han var på hospitalet og alligevel ikke hørte til lægestaben, kan han kun have været assistentlæge på en kirurgisk eller medicinsk afdeling – ikke stort mere end en medicinstuderende på de sidste semestre. Og han forlod hospitalet for fem år siden – årstallet står på stokken. Så din alvorlige, midaldrende huslæge forsvinder ud i den blå luft, kære Watson, og frem træder en ung mand under tredive, elskværdig, uambitiøs og distræt, med en hund, han holder meget af, og som jeg i grove træk vil beskrive som større end en terrier og mindre end en mastiff.«

Jeg lo vantro, mens Sherlock Holmes lænede sig tilbage i sofaen og pustede små, bølgende røgringe op mod loftet.

»Hvad det sidste angår, har jeg ingen mulighed for at efterprøve det, du siger,« sagde jeg, »men i det mindste er det ikke svært at finde nogle oplysninger om mandens alder og karriere som læge.« Jeg tog Medical Directory ned fra min lille hylde med lægebøger og slog navnet op. Der var flere med navnet Mortimer, men kun én, som kunne være vores gæst. Jeg læste oplysningerne om ham højt.

»Mortimer, James, M.R.C.S., 1882, Grimpen, Dartmoor, Devon. Kirurgisk assistentlæge fra 1882 til 1884 ved Charing Cross Hospital. Vinder af Jacksonprisen i sammenlignende patologi for afhandlingen med titlen ›Er sygdom et atavistisk tilbagefald?‹. Korresponderende medlem af Svensk Patologisk Selskab. Forfatter til ›Nogle mærkværdige tilfælde af atavisme‹ (Lancet 1882). ›Gør vi fremskridt?‹ (Journal of Psychology, marts 1883). Embedslæge for sognene Grimpen, Thorsley og High Barrow.«

»Ingen omtale af den lokale jagtforening, Watson,« sagde Holmes med et skælmsk smil, »men landlæge, som du meget skarpsindigt bemærkede. Jeg synes, jeg har ganske godt belæg for mine slutninger. Hvad tillægsordene angår, sagde jeg, så vidt jeg husker, elskværdig, uambitiøs og distræt. Det er min erfaring, at det her i verden kun er en elskværdig mand, der modtager den slags påskønnelser, kun en uambitiøs, der opgiver en karriere i London for at tage på landet, og kun en distræt, der efterlader sin stok i stedet for sit visitkort efter at have ventet en time i ens stue.«

»Og hunden?«

»Den har haft for vane at gå bag sin herre og bære denne stok. Da stokken er tung, har hunden holdt godt fast om midten, og tandmærkerne er meget tydelige. Hundens kæbe er, som man kan se af afstanden mellem disse mærker, efter min mening for bred til en terrier og ikke bred nok til en mastiff. Det kunne have været – ja, ved Jupiter, det er en krølhåret spaniel.«

Han havde rejst sig og gået frem og tilbage i stuen, mens han talte. Nu standsede han i vinduesnichen. Der var en sådan overbevisning i hans stemme, at jeg overrasket så op.

»Kære ven, hvordan kan du dog være så sikker på det?«

»Af den ganske enkle grund, at jeg ser hunden selv lige på vores dørtrin, og nu ringer dens ejer på. Bliv, hvor du er, beder jeg dig, Watson. Han er din fagfælle, og din tilstedeværelse kan være mig til hjælp. Nu indtræffer skæbnens dramatiske øjeblik, Watson: Du hører et fodtrin på trappen fra én, der er på vej ind i dit liv, og du ved ikke, om det er til lykke eller ulykke. Hvad ønsker dr. James Mortimer, videnskabsmanden, af Sherlock Holmes, specialisten i kriminalsager? Kom ind!«

Vores gæsts udseende overraskede mig, for jeg havde ventet en typisk landlæge. Han var en meget høj, tynd mand med en lang, næbformet næse, der stak frem mellem to skarpe, grå øjne, som sad tæt sammen og funklede bag et par guldrandede briller. Han var klædt efter sin stand, men temmelig sjusket, for hans skødefrakke var nusset og hans bukser flossede. Skønt han var ung, var hans lange ryg allerede krum, og han gik med hovedet skudt frem og et venligt, granskende udtryk. Da han kom ind, faldt hans blik på stokken i Holmes’ hånd, og han løb hen mod den med et glædesudbrud. »Hvor er jeg dog glad,« sagde han. »Jeg var ikke sikker på, om jeg havde glemt den her eller på rederikontoret. Den stok ville jeg ikke miste for noget i verden.«

»En gave, kan jeg se,« sagde Holmes.

»Ja, mr. Holmes.«

»Fra Charing Cross Hospital?«

»Fra en eller to venner dér i anledning af mit bryllup.«

»Jamen dog, det var slemt!« sagde Holmes og rystede på hovedet.

Dr. Mortimer blinkede bag sine briller i mild forundring. »Hvorfor var det slemt?«

»Kun fordi du har bragt uorden i vores små slutninger. Dit bryllup, siger du?«

»Ja, mr. Holmes. Jeg giftede mig og forlod derfor hospitalet og opgav dermed ethvert håb om en speciallægepraksis. Jeg var nødt til at skabe mig mit eget hjem.«

»Nå, nå, så tog vi alligevel ikke så meget fejl,« sagde Holmes. »Og nu, dr. James Mortimer –«

»Mr., mr. Holmes, mr. – en beskeden M.R.C.S.«

»Og tydeligvis en mand med sans for præcision.«

»En, der sysler lidt med videnskab, mr. Holmes, en, der samler skaller på bredden af det store ukendte hav. Jeg går ud fra, at det er mr. Sherlock Holmes, jeg taler med, og ikke –«

»Nej, det er min ven dr. Watson.«

»Det glæder mig at møde dig, dr. Watson. Jeg har hørt dit navn nævnt i forbindelse med din vens. Du interesserer mig meget, mr. Holmes. Jeg havde næppe ventet et så dolikocefalt kranium eller en så udpræget supraorbital udvikling. Har du noget imod, at jeg lader en finger glide langs furen mellem dine isseben? En afstøbning af dit kranium, mr. Holmes, ville, indtil originalen bliver tilgængelig, være en pryd for ethvert antropologisk museum. Det er ikke min mening at overøse dig med smiger, men jeg må tilstå, at jeg begærer dit kranium.«

Sherlock Holmes vinkede vores besynderlige gæst hen til en stol. »Jeg kan se, at du er en entusiast på dit område, mr. Mortimer, ligesom jeg er på mit,« sagde han. »Jeg kan se på din pegefinger, at du selv ruller dine cigaretter. Tænd endelig en.«

Manden tog papir og tobak frem og rullede med forbløffende behændighed tobakken ind i papiret. Han havde lange, dirrende fingre, lige så smidige og rastløse som et insekts følehorn.

Holmes tav, men hans små, hurtige blik viste mig, hvor interesseret han var i vores sælsomme gæst. »Jeg går ud fra, mr. Mortimer,« sagde han omsider, »at det ikke udelukkende var for at undersøge mit kranium, du beærede mig med dit besøg her i aftes og igen i dag?«

»Nej, mr. Holmes, nej, selv om jeg er glad for også at have fået lejlighed til det. Jeg kom til dig, mr. Holmes, fordi jeg erkendte, at jeg selv er et upraktisk menneske, og fordi jeg pludselig står over for et højst alvorligt og usædvanligt problem. Da jeg jo ved, at du er Europas næstfremmeste ekspert –«

»Virkelig, mr. Mortimer! Må jeg spørge, hvem der har æren af at være den fremmeste?« spurgte Holmes en smule skarpt.

»For et menneske med en strengt videnskabelig tankegang må Monsieur Bertillons arbejde altid have stor tiltrækningskraft.«

»Var det så ikke bedre, at du rådførte dig med ham?«

»Jeg sagde, mr. Holmes, for et menneske med en strengt videnskabelig tankegang. Men det er almindeligt anerkendt, at du som praktiker er uden sidestykke. Jeg håber, mr. Holmes, at jeg ikke uforvarende har –«

»En lille smule,« sagde Holmes. »Jeg tror, dr. Mortimer, at du ville gøre klogt i uden flere omsvøb at være så venlig at fortælle mig rent ud, præcis hvad det er for et problem, du beder om min hjælp til.«

---