Uskyl­dens år

Edith Wharton

Kapitel 1

En januaraften i begyndelsen af 1870’erne sang Christine Nilsson i Faust på Academy of Music i New York.

Der var ganske vist allerede tale om at opføre et nyt operahus i storbyens fjerne egne »nord for fyrrergaderne«, som i kostbarhed og pragt skulle kunne måle sig med operahusene i Europas store hovedstæder, men den mondæne verden var stadig tilfreds med hver vinter at samles igen i det hyggelige gamle Academys slidte loger i rødt og guld. De konservative holdt af det, fordi det var lille og ubekvemt og dermed holdt de »nye folk« ude, som New York var begyndt at frygte og alligevel følte sig draget af; de sentimentale klyngede sig til det for dets historiske minder, og de musikalske for dets fremragende akustik, en egenskab, der altid er så vanskelig at opnå i sale opført til musikopførelser.

Det var madame Nilssons første optræden den vinter, og hvad dagspressen allerede havde lært at omtale som »et usædvanligt strålende publikum«, var samlet for at høre hende, bragt gennem de glatte, snedækkede gader i private broughamer, i den rummelige familielandauer eller i den mere beskedne, men bekvemmere »coupé fra Brown«. At komme til operaen i en coupé fra Brown var næsten lige så ærefuldt som at ankomme i sin egen vogn; og at tage hjem på samme måde havde den enorme fordel, at man (med en spøgefuld hentydning til demokratiske principper) kunne skynde sig ind i den første vogn fra Brown i rækken i stedet for at vente på, at ens egen kusks næse, opsvulmet af kulde og gin, lyste frem under Academys søjleforhal. En af den store vognudlejers mesterligste indskydelser var den opdagelse, at amerikanere vil endnu hurtigere væk fra fornøjelserne, end de vil hen til dem.

Da Newland Archer åbnede døren bagest i klublogen, var tæppet netop gået op til havescenen. Der var ingen grund til, at den unge mand ikke skulle være kommet tidligere, for han havde spist middag klokken syv, alene med sin mor og søster, og bagefter taget sig god tid til en cigar i det gotiske bibliotek med bogskabe af sort valnød med glaslåger og stole med topspir, det eneste værelse i huset, hvor mrs. Archer tillod rygning. Men for det første var New York en metropol og vidste udmærket, at det i metropoler »ikke var god tone« at komme tidligt til operaen; og hvad der var eller ikke var »god tone«, spillede en lige så vigtig rolle i Newland Archers New York som de uudgrundelige totemrædsler, der tusinder af år tidligere havde rådet over hans forfædres skæbner.

Den anden grund til hans forsinkelse var personlig. Han havde trukket cigarrygningen i langdrag, fordi han inderst inde var dilettant, og forestillingen om en kommende nydelse gav ham ofte en finere tilfredsstillelse end selve oplevelsen. Det gjaldt især, når nydelsen var af en forfinet art, hvad hans nydelser for det meste var; og denne gang var det øjeblik, han glædede sig til, så sjældent og udsøgt, at – ja, selv hvis han havde afpasset sin ankomst efter aftale med primadonnaens regissør, kunne han ikke være trådt ind i Academy i et mere betydningsfuldt øjeblik end netop som hun sang: »Han elsker mig – han elsker mig ikke – han elsker mig!« og stænkede de faldende margueritblade med toner så klare som dug.

Hun sang naturligvis »M’ama!« og ikke »han elsker mig«, for en uforanderlig og ubestridt lov i musikkens verden krævede, at den tyske tekst til franske operaer sunget af svenske kunstnere skulle oversættes til italiensk, så det engelsktalende publikum bedre kunne forstå den. Det forekom Newland Archer lige så naturligt som alle de andre konventioner, der formede hans liv: for eksempel pligten til at rede sit hår i skilning med to børster med sølvryg og sit monogram i blå emalje og til aldrig at vise sig i det gode selskab uden en blomst (helst en gardenia) i knaphullet.

»M’ama … non m’ama …« sang primadonnaen, og så »M’ama!« i et sidste udbrud af triumferende kærlighed, mens hun trykkede den forpjuskede marguerit mod sine læber og løftede sine store øjne mod den lille, mørke Faust-Capouls verdensvante ansigt; i en stram purpurfarvet fløjlsvams og fjerprydet hue forsøgte han forgæves at se lige så ren og oprigtig ud som sit troskyldige offer.

Newland Archer, der stod lænet mod væggen bagest i klublogen, vendte blikket fra scenen og mønstrede den modsatte side af salen. Lige over for ham lå gamle mrs. Manson Mingotts loge; hendes monstrøse fedme havde for længst gjort det umuligt for hende at gå i operaen, men på de mondæne aftener var hun altid repræsenteret af nogle af familiens yngre medlemmer. Denne aften var pladserne forrest i logen optaget af hendes svigerdatter, mrs. Lovell Mingott, og hendes datter, mrs. Welland; og lidt tilbagetrukket bag disse matroner i brokade sad en ung pige i hvidt med blikket henført fæstet på de elskende på scenen. Da madame Nilssons »M’ama!« sitrede ud over den tavse sal (logerne holdt altid op med at tale under »Margueritsangen«), steg en varm rosa farve op i pigens kind, bredte sig over hendes pande helt op til de lyse fletningers rødder og farvede brystets unge runding ned til kanten af en ærbar halsindsats af tyl, fæstnet med en enkelt gardenia. Hun slog øjnene ned mod den vældige buket liljekonvaller på sit knæ, og Newland Archer så hendes hvidbehandskede fingerspidser røre blidt ved blomsterne. Han åndede ind, tilfreds i sin forfængelighed, og vendte igen blikket mod scenen.

Der var ikke sparet på dekorationerne, som blev regnet for meget smukke selv af folk, der ligesom han kendte operahusene i Paris og Wien. Forgrunden var helt ud til rampen dækket af smaragdgrønt klæde. I mellemgrunden dannede symmetriske forhøjninger af loddent grønt mos, afgrænset af kroketbuer, underlag for buske formet som appelsintræer, men besat med store lyserøde og røde roser. Gigantiske stedmoderblomster, betydeligt større end roserne og med påfaldende lighed med de blomsterformede penneviskere, som kvindelige sognebørn lavede til feterede præster, skød op af mosset under rosentræerne; og hist og her blomstrede en marguerit, podet på en rosengren, med en frodighed, der varslede de undere, mr. Luther Burbank i en fjern fremtid skulle frembringe.

Midt i denne fortryllede have lyttede madame Nilsson, i hvid kashmir med lyseblå satin i slidserne, med en ridicule dinglende fra et blåt bælte og store gule fletninger omhyggeligt lagt på hver sin side af sin chemisette af musselin, med nedslagne øjne til monsieur Capouls lidenskabelige bejlen og spillede troskyldigt uforstående over for hans hensigter, hver gang han med ord eller blik indsmigrende henledte hendes opmærksomhed på vinduet i stueetagen i den nydelige murstensvilla, der ragede skråt frem fra højre sidekulisse.

»Den kære skat!« tænkte Newland Archer med et hurtigt blik tilbage på den unge pige med liljekonvallerne. »Hun aner ikke engang, hvad det hele drejer sig om.« Og han betragtede hendes unge, fordybede ansigt med en sitrende ejerfølelse, hvori stoltheden over hans egen mandlige indvielse blandede sig med en øm ærbødighed for hendes bundløse renhed. »Vi skal læse Faust sammen … ved de italienske søer …« tænkte han, idet han lidt tåget blandede skuepladsen for sin planlagte bryllupsrejse sammen med litteraturens mesterværker, som det ville være hans privilegium som mand at indvie sin brud i. Først samme eftermiddag havde May Welland ladet ham ane, at hun »holdt af ham« (New Yorks hellige formel for en ung piges kærlighedserklæring), og allerede sprang hans fantasi hen over forlovelsesringen, forlovelseskysset og marchen fra Lohengrin og så hende ved hans side i et af det gamle Europas fortryllende scenerier.

Han ønskede på ingen måde, at den kommende mrs. Newland Archer skulle være en tåbe. Det var hans hensigt, at hun (takket være det oplysende samvær med ham) skulle udvikle en selskabelig takt og slagfærdighed, som satte hende i stand til at hævde sig blandt de mest populære gifte kvinder i »den yngre kreds«, hvor det var anerkendt skik at tiltrække sig mændenes hyldest, mens man spøgefuldt afværgede den. Hvis han var gået helt til bunds i sin forfængelighed (hvad han sommetider var lige ved at gøre), ville han dér have fundet ønsket om, at hans kone skulle være lige så verdensklog og lige så ivrig efter at behage som den gifte dame, hvis yndigheder havde holdt hans fantasi fangen gennem to lettere urolige år; naturligvis uden den mindste antydning af den svaghed, der så nær havde skæmmet dette ulykkelige væsens liv og havde forstyrret hans egne planer en hel vinter.

Hvordan dette mirakel af ild og is skulle skabes og bestå i en barsk verden, havde han aldrig taget sig tid til at tænke igennem; men han var tilfreds med at fastholde sin opfattelse uden at analysere den, eftersom han vidste, at den blev delt af alle de omhyggeligt børstede herrer i hvide veste og med blomster i knaphullet, som efter tur kom ind i klublogen, hilste venligt på ham og kritisk rettede deres teaterkikkerter mod kredsen af damer, der var et produkt af systemet. På det intellektuelle og kunstneriske område følte Newland Archer sig afgjort hævet over disse udvalgte eksemplarer af det gamle New Yorks fornemhed; han havde formentlig læst mere, tænkt mere og endda set en hel del mere af verden end nogen anden mand i kredsen. Hver for sig røbede de deres underlegenhed; men samlet repræsenterede de »New York«, og vanen med at holde sammen med andre mænd fik ham til at godtage deres lære i alle de spørgsmål, man kaldte moralske. Han følte instinktivt, at det på dette punkt ville være besværligt – og desuden temmelig dårlig tone – at gå sine egne veje.

»Nej – så sandt jeg lever!« udbrød Lawrence Lefferts og vendte brat sin teaterkikkert bort fra scenen. Lawrence Lefferts var i det store og hele New Yorks førende autoritet i spørgsmål om »god tone«. Han havde formentlig brugt mere tid end nogen anden på at studere dette indviklede og fascinerende spørgsmål; men studier alene kunne ikke forklare hans fuldkomne og ubesværede beherskelse af det. Man behøvede blot at se på ham, fra den skaldede pandes hældning og det smukke, lyse overskægs bue til de lange, lakklædte fødder i den anden ende af hans slanke, elegante skikkelse, for at føle, at kendskabet til »god tone« måtte være medfødt hos enhver, der forstod at bære så fint tøj så ubekymret og sin anselige højde med så megen henslængt ynde. Som en ung beundrer engang havde sagt om ham: »Hvis nogen kan fortælle én, præcis hvornår man skal bære sort sløjfe til aftentøj, og hvornår man ikke skal, så er det Larry Lefferts.« Og i spørgsmålet om selskabssko uden snører kontra »oxfordsko« af laklæder var hans autoritet aldrig blevet bestridt.

»Min Gud!« sagde han og rakte tavst sin kikkert til gamle Sillerton Jackson.

Newland Archer fulgte Lefferts’ blik og så til sin overraskelse, at udbruddet skyldtes, at en ny skikkelse var kommet ind i gamle mrs. Mingotts loge. Det var en slank ung kvinde, lidt lavere end May Welland, med brunt hår, der krøllede tæt om tindingerne og blev holdt på plads af et smalt diamantbånd. Hovedpynten gav hende det, man dengang kaldte et »Joséphine-præg«, en stil, der gik igen i den mørkeblå fløjlskjoles snit; kjolen var temmelig teatralsk samlet under brystet med et bælte med et stort, gammeldags spænde. Bærerinden af denne usædvanlige dragt, som syntes ganske uvidende om den opmærksomhed, den vakte, stod et øjeblik midt i logen og drøftede med mrs. Welland, om det gik an at overtage dennes plads forrest i højre hjørne; så gav hun efter med et svagt smil og satte sig på linje med mrs. Wellands svigerinde, mrs. Lovell Mingott, der havde taget plads i det modsatte hjørne.

Mr. Sillerton Jackson havde givet teaterkikkerten tilbage til Lawrence Lefferts. Alle i klublogen vendte sig instinktivt mod ham og ventede på at høre, hvad den gamle havde at sige; for gamle mr. Jackson var lige så stor en autoritet i spørgsmål om »familie«, som Lawrence Lefferts var i spørgsmål om »god tone«. Han kendte hele det forgrenede net af fætter- og kusineforbindelser i New York; og han kunne ikke blot udrede så indviklede spørgsmål som forbindelsen mellem familien Mingott (gennem familien Thorley) og familien Dallas i South Carolina og slægtskabet mellem den ældre gren af familien Thorley i Philadelphia og familien Chivers i Albany (som under ingen omstændigheder måtte forveksles med familien Manson Chivers på University Place), men også opregne hver families væsentligste kendetegn: for eksempel den legendariske nærighed hos de yngre grene af familien Lefferts (dem på Long Island); eller familien Rushworths skæbnesvangre tilbøjelighed til at indgå tåbelige ægteskaber; eller den sindssyge, der gik igen i hver anden generation af familien Chivers i Albany, som deres fætre og kusiner i New York altid havde nægtet at gifte sig ind i – med den katastrofale undtagelse af stakkels Medora Manson, der, som alle vidste … men hendes mor var jo en Rushworth.

Foruden denne skov af stamtræer rummede mr. Sillerton Jackson mellem sine smalle, indsunkne tindinger og under sit bløde stråtag af sølvhår et register over de fleste af de skandaler og mysterier, der i de sidste halvtreds år havde ulmet under den uforstyrrede overflade i New Yorks gode selskab. Hans viden strakte sig endda så vidt, og hans hukommelse var så skarp og sikker, at man mente, han var den eneste mand, der kunne have fortalt én, hvem bankieren Julius Beaufort i virkeligheden var, og hvad der var blevet af den smukke Bob Spicer, gamle mrs. Manson Mingotts far, som var forsvundet så mystisk (med en stor sum betroede midler) mindre end et år efter sit bryllup, på netop den dag, da en smuk spansk danserinde, som havde henrykket fulde huse i det gamle operahus på Battery, var rejst med skib til Cuba. Men disse mysterier og mange andre var forsvarligt låst inde i mr. Jacksons bryst; for ikke alene forbød hans stærke æresfølelse ham at viderebringe noget, der var blevet ham meddelt i fortrolighed, men han var også fuldt klar over, at hans ry for diskretion øgede hans muligheder for at finde ud af, hvad han ønskede at vide.

Derfor ventede alle i klublogen i synlig spænding, mens mr. Sillerton Jackson rakte Lawrence Lefferts teaterkikkerten tilbage. Et øjeblik granskede han tavst den opmærksomme forsamling med sine slørede blå øjne, som de gamle, blodårede øjenlåg hang ned over; så snoede han tankefuldt sit overskæg og sagde blot: »Jeg havde ikke troet, at familien Mingott ville forsøge sig med den slags.«

---