Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Robert Louis Stevenson

Kapitel 1: Historien om døren

Advokaten mr. Utterson var en mand med et groftskåret ansigt, der aldrig lyste op i et smil; kølig, fåmælt og forlegen i samtale; tilbageholdende med sine følelser; mager, lang, støvet, trist og dog på en eller anden måde til at holde af. Når han var i venners selskab og vinen faldt i hans smag, lyste noget dybt menneskeligt i hans blik; noget, som ganske vist aldrig fandt vej til hans ord, men som ikke blot talte gennem disse tavse tegn i ansigtet efter middagen, men oftere og højere gennem hans handlinger. Han var streng mod sig selv; drak gin, når han var alene, for at tugte sin lyst til årgangsvine; og selv om han holdt af teatret, havde han ikke sat sine ben i et teater i tyve år. Men over for andre udviste han en velprøvet overbærenhed; undertiden undrede han sig, næsten misundeligt, over den voldsomme livskraft, der kom til udtryk i deres ugerninger; og i enhver knibe var han tilbøjelig til at hjælpe frem for at irettesætte. »Jeg hælder til Kains kætteri,« plejede han at sige på sin pudsige manér. »Jeg lader min bror gå til djævelen på sin egen måde.« I den egenskab faldt det ofte i hans lod at være den sidste respektable bekendt og den sidste, der øvede en god indflydelse på mænd, som var på vej nedad. Og over for sådanne mænd ændrede han aldrig sin optræden det mindste, så længe de kom på hans kontor.

Den bedrift faldt uden tvivl mr. Utterson let; for han var selv i bedste fald lidet tilbøjelig til at vise sine følelser, og selv hans venskaber syntes at bygge på en lignende altfavnende godmodighed. Det kendetegner en beskeden mand, at han tager imod den vennekreds, tilfældet har samlet til ham; og sådan gjorde advokaten. Hans venner var hans slægtninge eller dem, han havde kendt længst; hans hengivenhed var ligesom vedbend vokset frem med tiden og sagde intet om, hvor godt den anden passede til ham. Deraf uden tvivl det bånd, der knyttede ham til mr. Richard Enfield, hans fjerne slægtning, en velkendt skikkelse i byens selskabsliv. Det var for mange en gåde, hvad de to kunne se i hinanden, eller hvilket samtaleemne de kunne have til fælles. De, der mødte dem på deres søndagsture, fortalte, at de intet sagde, så påfaldende kedelige ud og hilste med åbenlys lettelse på en ven, der dukkede op. Trods det satte de to mænd overordentlig stor pris på disse ture, regnede dem for ugens dyrebareste juvel og gav ikke blot afkald på fornøjelser, men afviste endog forretningernes krav for at kunne nyde turene uforstyrret.

På en af disse spadsereture førte deres vej dem tilfældigvis ned ad en sidegade i et travlt kvarter i London. Gaden var lille og, som man siger, stille, men på hverdage blev der drevet en blomstrende handel. Beboerne syntes alle at klare sig godt, og alle håbede, hver i kappestrid med de andre, at klare sig endnu bedre og brugte deres overskud på pynt; så butiksfacaderne langs gaden stod indbydende som rækker af smilende ekspeditricer. Selv om søndagen, når den tilslørede sine mere prangende ynder og færdselen var forholdsvis sparsom, lyste gaden frem i kontrast til sine snavsede omgivelser som en ild i en skov; og med sine nymalede skodder, blankpudsede messingbeslag og sit gennemgående præg af renlighed og munterhed fangede den straks den forbipasserendes blik og glædede øjet.

To døre fra et af hjørnerne, på venstre hånd når man gik mod øst, blev husrækken brudt af en indgang til en gård; og netop dér skød en skummel bygning sin gavl frem mod gaden. Den var i to etager; havde ingen vinduer, intet andet end en dør i underetagen og en blind pande af misfarvet murværk i overetagen; og alt ved den bar præg af langvarig og ussel vanrøgt. Døren, der hverken havde klokke eller dørhammer, havde blærer i malingen og var fuld af skjolder. Vagabonder sjokkede ind i dørnichen og strøg tændstikker på fyldingerne; børn legede butik på trappetrinene; skoledrengen havde prøvet sin kniv på listerne; og i næsten en generation var ingen kommet for at jage disse tilfældige gæster væk eller udbedre deres hærværk.

Mr. Enfield og advokaten gik på den modsatte side af sidegaden; men da de var ud for indgangen, løftede Enfield sin stok og pegede.

»Har du nogensinde lagt mærke til den dør?« spurgte han; og da hans ledsager havde svaret ja, tilføjede han: »Den forbinder jeg med en meget mærkelig historie.«

»Virkelig?« sagde mr. Utterson med en lille ændring i tonefaldet. »Og hvad var det for en historie?«

»Jo, det gik sådan til,« svarede mr. Enfield. »Jeg var på vej hjem fra et eller andet sted ved verdens ende, omkring klokken tre en bælgmørk vintermorgen, og min vej gik gennem et kvarter, hvor der bogstavelig talt ikke var andet at se end gadelygter. Gade efter gade, og alle mennesker sov – gade efter gade, alt oplyst som til et optog og alt så tomt som en kirke – indtil jeg til sidst kom i den sindstilstand, hvor man lytter og lytter og begynder at længes efter synet af en politibetjent. Pludselig fik jeg øje på to skikkelser: den ene var en lille mand, der traskede mod øst i raskt tempo, den anden en pige på måske otte eller ti år, som løb alt, hvad hun kunne, ned ad en tværgade. Nå, min herre, de to stødte naturligt nok sammen på hjørnet; og så kom det forfærdelige ved sagen; for manden trampede roligt hen over barnets krop og efterlod hende skrigende på jorden. Det lyder ikke af noget, når man får det fortalt, men det var djævelsk at se på. Det var ikke som et menneske; det var som en forbandet Jagannathvogn. Jeg udstødte et jagtråb, satte i løb, greb min herre i kraven og bragte ham tilbage til stedet, hvor der allerede havde samlet sig en hel flok om det skrigende barn. Han var ganske koldblodig og gjorde ikke modstand, men gav mig et så ondt blik, at sveden brød frem på mig som efter en løbetur. De, der var kommet ud, var pigens egen familie; og kort efter dukkede den læge op, som hun var blevet sendt af sted for at hente. Nå, barnet var ikke kommet særlig slemt til skade, var mest blevet forskrækket, ifølge benbrækkeren; og dér kunne man have troet, at det ville være forbi. Men der var én besynderlig omstændighed. Jeg havde følt afsky for min herre ved første blik. Det samme havde barnets familie, og det var jo kun naturligt. Men det var lægens reaktion, der slog mig. Han var af den sædvanlige tørre og nøgterne apotekertype, af ubestemmelig alder og kulør, med en stærk Edinburgh-accent og omtrent så følelsesfuld som en sækkepibe. Nå, min herre, han havde det ligesom os andre; hver gang han så på min fange, så jeg den benbrækker blive dårlig og hvid i ansigtet af lyst til at slå ham ihjel. Jeg vidste, hvad han tænkte, ligesom han vidste, hvad jeg tænkte; og da det var udelukket at slå ham ihjel, gjorde vi det næstbedste. Vi sagde til manden, at vi kunne og ville gøre så stor en skandale ud af det, at hans navn ville stinke fra den ene ende af London til den anden. Hvis han havde venner eller anseelse, lovede vi at sørge for, at han mistede det hele. Og hele tiden, mens vi lod truslerne hagle ned over ham, holdt vi kvinderne fra ham, så godt vi kunne, for de var vilde som harpyer. Jeg har aldrig set en kreds af så hadefulde ansigter; og dér stod manden i midten med en slags sort, hånlig koldblodighed – bange var han også, det kunne jeg se – men han bevarede fatningen, min herre, virkelig som Satan. ›Hvis I vælger at slå mønt af dette uheld,‹ sagde han, ›er jeg naturligvis magtesløs. Enhver gentleman ønsker at undgå en scene,‹ siger han. ›Nævn et beløb.‹ Nå, vi pressede ham op på hundrede pund til barnets familie; han ville tydeligvis gerne have holdt stand, men der var noget ved hele vores flok, som varslede ubehageligheder, og til sidst gav han sig. Det næste var at få fat i pengene; og hvor tror du, han førte os hen, om ikke til det sted med døren? – hev en nøgle frem, gik ind og kom lidt efter tilbage med omkring ti pund i guld og en check på resten trukket på Coutts' bank, udstedt til ihændehaveren og underskrevet med et navn, jeg ikke kan nævne, selv om det er en af pointerne i min historie; men det var i hvert fald et meget velkendt navn, som ofte stod på tryk. Beløbet var anseligt; men underskriften var god for mere end det, hvis den ellers var ægte. Jeg tillod mig at påpege over for min herre, at hele sagen virkede tvivlsom, og at man i det virkelige liv ikke går ind ad en kælderdør klokken fire om morgenen og kommer ud igen med en anden mands check på næsten hundrede pund. Men han var ganske ubekymret og hånlig. ›Tag det bare roligt,‹ siger han, ›jeg bliver hos jer, indtil bankerne åbner, og indløser selv checken.‹ Så tog vi alle af sted, lægen og barnets far og vores ven og jeg selv, og tilbragte resten af natten i mine værelser; og næste dag, da vi havde fået morgenmad, gik vi samlet hen til banken. Jeg afleverede selv checken og sagde, at jeg havde al mulig grund til at tro, at den var falsk. Ikke spor. Checken var ægte.«

»Tsk, tsk,« sagde mr. Utterson.

»Jeg kan se, at du har det som jeg,« sagde mr. Enfield. »Ja, det er en grim historie. For min mand var en fyr, som ingen kunne omgås, en virkelig afskyelig mand; og den, der udstedte checken, er selve indbegrebet af anstændighed, tilmed berømt og (hvad der gør det værre) en af den slags mennesker, der gør, hvad de kalder godt. Afpresning, vil jeg tro; en hæderlig mand, der betaler i dyre domme for nogle af sin ungdoms narrestreger. Afpresningshuset kalder jeg derfor det sted med døren. Men selv det forklarer jo langtfra det hele,« tilføjede han og faldt ved de ord i tanker.

Han blev revet ud af sine tanker, da mr. Utterson ret pludseligt spurgte: »Og du ved ikke, om den, der udstedte checken, bor der?«

»Et oplagt sted, ikke?« svarede mr. Enfield. »Men jeg har tilfældigvis lagt mærke til hans adresse; han bor ved en eller anden plads.«

»Og du har aldrig forhørt dig om det – sted med døren?« sagde mr. Utterson.

»Nej, min herre; jeg havde mine skrupler,« lød svaret. »Jeg har en stærk modvilje mod at stille spørgsmål; det har for meget af dommedag over sig. Man stiller et spørgsmål, og det er som at sætte en sten i bevægelse. Man sidder roligt på toppen af en bakke; stenen ruller af sted og sætter andre i bevægelse; og snart bliver en eller anden elskværdig gammel fyr (den sidste, man ville have tænkt på) ramt i hovedet i sin egen baghave, og familien må skifte navn. Nej, min herre, jeg holder mig til den regel: Jo mere det lugter af uføre, desto mindre spørger jeg.«

»Det er også en meget god regel,« sagde advokaten.

»Men jeg har selv studeret stedet,« fortsatte mr. Enfield. »Det ligner knap nok et hus. Der er ingen anden dør, og ingen går ind eller ud ad den undtagen en sjælden gang den herre, jeg fortalte om. På første sal er der tre vinduer ud mod gården; ingen nedenunder; vinduerne er altid lukkede, men de er rene. Og så er der en skorsten, som der som regel stiger røg fra; så der må bo nogen. Og alligevel er det ikke så sikkert; for bygningerne ligger så tæt op ad hinanden rundt om den gård, at det er svært at sige, hvor den ene ender og den anden begynder.«

De to gik videre en stund i tavshed; så sagde mr. Utterson: »Enfield, det er en god regel, du har.«

»Ja, det synes jeg,« svarede Enfield.

»Men alligevel,« fortsatte advokaten, »er der én ting, jeg vil spørge om: Jeg vil spørge om navnet på den mand, der gik hen over barnet.«

»Nå,« sagde mr. Enfield, »jeg kan ikke se, hvad skade det skulle gøre. Det var en mand ved navn Hyde.«

»Hm,« sagde mr. Utterson. »Hvordan ser han ud?«

»Han er ikke let at beskrive. Der er noget galt med hans udseende; noget ubehageligt, noget ligefrem afskyeligt. Jeg har aldrig set en mand, jeg syntes så dårligt om, og alligevel ved jeg knap nok hvorfor. Der må være noget vanskabt ved ham; han giver et stærkt indtryk af at være vanskabt, selv om jeg ikke kan sige hvor. Han har et usædvanligt udseende, og alligevel kan jeg virkelig ikke nævne noget, der falder uden for det almindelige. Nej, min herre; jeg kan ikke få greb om det; jeg kan ikke beskrive ham. Og det er ikke hukommelsen, der svigter; for jeg kan forsikre dig om, at jeg kan se ham for mig lige nu.«

Mr. Utterson gik igen et stykke vej i tavshed, tydeligvis tynget af sine overvejelser. »Du er sikker på, at han brugte en nøgle?« spurgte han til sidst.

»Min kære herre …« begyndte Enfield, overvældet af overraskelse.

»Ja, jeg ved det,« sagde Utterson. »Jeg ved, at det må virke mærkeligt. Sagen er, at hvis jeg ikke spørger dig om den anden parts navn, er det, fordi jeg allerede kender det. Ser du, Richard, din historie har ramt mig. Hvis du har været unøjagtig på noget punkt, må du hellere rette det.«

»Jeg synes, du kunne have advaret mig,« svarede den anden en smule mut. »Men jeg har været pedantisk nøjagtig, som du kalder det. Fyren havde en nøgle; og hvad mere er, har han den stadig. Jeg så ham bruge den for mindre end en uge siden.«

Mr. Utterson sukkede dybt, men sagde ikke et ord; og lidt efter tog den unge mand atter ordet. »Her fik jeg endnu en lærestreg i at holde mund,« sagde han. »Jeg skammer mig over min løse tunge. Lad os aftale aldrig at tale om det igen.«

»Hjertens gerne,« sagde advokaten. »Det giver jeg dig hånden på, Richard.«

---