Fan­ta­sten

George MacDonald

Kapitel 1

Phantastes, der fra »deres kilde« henter alle former,

kan hastigt klæde dem i nye dragter.

Fletchers Purple Island

Es lassen sich Erzählungen ohne Zusammenhang, jedoch mit Association, wie Träume, denken; Gedichte, die bloss wohlklingend und voll schöner Worte sind, aber auch ohne allen Sinn und Zusammenhang, höchstens einzelne Strophen verständlich, wie Bruchstücke aus den verschiedenartigsten Dingen. Diese wahre Poesie kann höchstens einen allegorischen Sinn in Grossen, und eine indirecte Wirkung, wie Musik, haben. Darum ist die Natur so rein poetisch, wie die Stube eines Zauberers, eines Physikers, eine Kinderstube, eine Polter-und Vorrathskammer.

Ein Märchen ist wie ein Traumbild ohne Zusammenhang. Ein Ensemble wunderbarer Dinge und Begebenheiten, z.B. eine musikalische Phantasie, die harmonischen Folgen einer Aeolsharfe, die Natur selbst.

In einem echten Märchen muss alles wunderbar, geheimnissvoll und zusammenhängend sein; alles belebt, jeder auf eine andere Art. Die ganze Natur muss wunderlich mit der ganzen Geisterwelt gemischt sein; hier tritt die Zeit der Anarchie, der Gesetzlosigkeit, Freiheit, der Naturstand der Natur, die Zeit von der Welt ein.⁠ ⁠… Die Welt des Märchens ist die, der Welt der Wahrheit durchaus entgegengesetzte, und eben darum ihr so durchaus ähnlich, wie das Chaos der vollendeten Schöpfung ähnlich ist.

Novalis

Sandelig, mine herrer, dette er ingen dør. Men det er et lille vindue, som vender ud mod en stor verden.

En ånd …

⋮

De bølgende skove og den tavse kilde,

og den rislende bæk og aftenskumringen,

som nu lod de mørke skygger tætne, gjorde den til sit sprog

og talte med ham; som var han og den

alt, hvad der var.

Shelleys Alastor

Jeg vågnede en morgen med den sædvanlige forvirring, der følger med, når bevidstheden vender tilbage. Jeg lå og så ud gennem mit værelses østvindue; en svag ferskenfarvet stribe delte en sky, der netop hævede sig over horisontens lave bue, og varslede solens komme. Da mine tanker, som en dyb og tilsyneladende drømmeløs søvn havde opløst, atter begyndte at antage krystallinske former, trådte den foregående nats sære hændelser på ny frem for min undrende bevidsthed. Dagen før var jeg fyldt enogtyve år. Som led i de ceremonier, der gav mig mine lovfæstede rettigheder, havde jeg fået overdraget nøglerne til et gammelt chatol, hvor min far havde opbevaret sine private papirer. Så snart jeg var alene, lod jeg bringe lys ind i værelset, hvor chatollet stod, de første lys, der havde været der i mange år; for siden min fars død havde værelset stået urørt. Men som om mørket havde boet der for længe til let at lade sig fordrive og havde farvet de vægge sorte, det havde klynget sig til som en flagermus, formåede lysene kun dårligt at oplyse de dystre draperier og syntes at kaste endnu mørkere skygger ind i den dybt udskårne gesims’ hulninger. Alle rummets fjernere dele lå hyllet i et slør af mystik, hvis dybeste folder samlede sig om det mørke egetræsskab, som jeg nu nærmede mig med en sælsom blanding af ærefrygt og nysgerrighed. Måske skulle jeg nu som en geolog bringe nogle af menneskeverdenens begravede lag frem i lyset, med deres fossile rester, forkullede af lidenskab og forstenede af tårer. Måske skulle jeg få at vide, hvordan min far, hvis egen historie jeg ikke kendte, havde vævet sit livs fortælling; hvordan han havde forefundet verden, og hvordan verden havde efterladt ham. Måske ville jeg kun finde optegnelser om jorder og penge, om hvordan de var erhvervet og sikret, og hvordan de gennem urolige tider var gået i arv fra ukendte mænd til mig, der kun vidste lidt eller intet om alt dette.

For at få vished og fordrive den ærefrygt, der hastigt samlede sig om mig, som om de døde nærmede sig, gik jeg hen til chatollet; og da jeg havde fundet den nøgle, der passede til den øverste del, åbnede jeg det med noget besvær, trak en tung, højrygget stol hen til det og satte mig foran en mængde små skuffer, skydeplader og brevrum. Men især døren til et lille skab i midten vakte min interesse, som om hemmeligheden i denne længe skjulte verden lå gemt der. Nøglen til det fandt jeg. Et af de rustne hængsler gav et knæk og brast, da jeg åbnede døren; bag den viste sig en række små brevrum. Men de var langt mindre dybe end rummene omkring det lille skab, der nåede helt ind til chatollets bagvæg, og derfor sluttede jeg, at der måtte være et hulrum bagved, som man kunne komme ind til; og det viste sig da også, at de sad i en særskilt ramme, så hele indsatsen kunne trækkes ud i ét stykke. Bagved fandt jeg en slags bøjelig faldport af små, tætsiddende, vandrette trælister. Efter længe at have søgt og på mange måder forsøgt at bevæge den opdagede jeg omsider i den ene side en stålspids, der næsten ikke ragede frem. Med spidsen af et gammelt redskab, der lå i nærheden, trykkede jeg hårdt på den igen og igen, indtil den omsider gav efter indad; og den lille skydelem fór pludselig op og blottede et rum – tomt, bortset fra at der i det ene hjørne lå en lille bunke visne rosenblade, hvis duft havde holdt sig længe, men for længst var borte, og i et andet et lille bundt papirer, bundet med en stump bånd, hvis farve var forsvundet sammen med rosenduften. De vidnede så stumt om glemslens lov, at jeg næsten var bange for at røre ved dem; jeg lænede mig tilbage i stolen og betragtede dem et øjeblik. Da stod der pludselig på tærsklen til det lille rum, som var hun netop kommet frem fra dets dyb, en ganske lille kvindeskikkelse, så fuldendt formet, som var hun en lille græsk statuette, vækket til liv og bevægelse. Hendes klædedragt var af den slags, der aldrig kunne blive umoderne, fordi den var helt naturlig: en klædning, lagt i læg ved et bånd om halsen og samlet med et bælte om livet, nåede ned til hendes fødder. Det var dog først senere, jeg lagde mærke til hendes klædedragt, skønt min overraskelse på ingen måde var så overvældende, som et sådant syn naturligt kunne ventes at vække. Da hun imidlertid, formoder jeg, så en vis forundring i mit ansigt, kom hun nærmere, til hun var mindre end en yard fra mig, og sagde med en stemme, der selv i dette livløse værelse på sælsom vis fremkaldte fornemmelsen af tusmørke, sivklædte flodbredder og en svag vind,

»Anodos, du har aldrig set så lille en skabning før, vel?«

»Nej,« sagde jeg, »og jeg tror sandelig knap nok, at jeg gør det nu.«

»Åh! Sådan er det altid med jer mænd; I tror ikke på noget første gang, og det er da tåbeligt nok at lade den blotte gentagelse overbevise jer om noget, I i sig selv anser for utroligt. Men jeg vil ikke diskutere med dig; jeg vil opfylde et ønske for dig.«

Her kunne jeg ikke lade være med at afbryde hende med disse tåbelige ord, som jeg dog ikke fik grund til at fortryde:

»Hvordan kan så lille en skabning som du give eller nægte nogen noget?«

»Er det al den filosofi, du har tilegnet dig på enogtyve år?« sagde hun. »Formen betyder meget, men størrelsen intet. Den er kun et spørgsmål om forhold. Jeg går ud fra, at en seks fod høj herre som du ikke føler sig helt ubetydelig, skønt du i andres øjne ser lille ud ved siden af din gamle onkel Ralph, der rager mindst en god halv fod op over dig. Men størrelsen betyder så lidt for mig, at jeg lige så godt kan rette mig efter dine tåbelige fordomme.«

Med disse ord sprang hun fra chatollet ned på gulvet, hvor hun stod som en høj, yndefuld dame med blegt ansigt og store blå øjne. Hendes mørke hår faldt i bølger, men uden krøller, ned ad ryggen til livet, og mod det tegnede hendes skikkelse sig klart i sin hvide klædning.

»Nu,« sagde hun, »vil du tro mig.«

Jeg stod overvældet af den skønhed, som jeg nu kunne se foran mig, og følte mig draget mod hende af en lige så uimodståelig som ubegribelig tiltrækning; jeg må have rakt armene ud mod hende, for hun trådte et skridt eller to tilbage og sagde:

»Tåbelige dreng, hvis du kunne røre ved mig, ville jeg gøre dig ondt. Desuden var jeg sidste sankthansaften to hundrede og syvogtredive år, og en mand må jo ikke forelske sig i sin bedstemor.«

»Men du er ikke min bedstemor,« sagde jeg.

»Hvor ved du det fra?« gav hun igen. »Du ved sikkert noget om dine oldefædre et godt stykke længere tilbage i tiden end det; men om dine oldemødre på begge sider ved du meget lidt. Men nu til sagen. Din lillesøster læste et eventyr højt for dig i går aftes.«

»Det gjorde hun.«

»Da hun var færdig, sagde hun, idet hun lukkede bogen: ›Findes der et eventyrland, broder?‹ Du svarede med et suk: ›Det gør der vel, hvis man kunne finde vej derind.‹«

»Det gjorde jeg, men jeg mente noget helt andet, end du lader til at tro.«

»Det er ligegyldigt, hvad jeg lader til at tro. I morgen skal du finde vej ind i Eventyrland. Se mig nu i øjnene.«

Ivrigt gjorde jeg, som hun sagde. Hendes øjne fyldte mig med en ukendt længsel. På en eller anden måde kom jeg i tanker om, at min mor var død, da jeg var spæd. Jeg så dybere og dybere ind i dem, indtil de bredte sig omkring mig som have, og jeg sank i deres vande. Jeg glemte alt andet, indtil jeg opdagede, at jeg stod ved vinduet, hvis dystre gardiner var trukket fra, og så ud på en hel himmel af stjerner, små og funklende i måneskinnet. Nedenfor lå et hav, stille som døden og gråhvidt i månens lys; det strakte sig ind i bugter og rundt om næs og øer, bort, bort, jeg vidste ikke hvorhen. Ak! Det var intet hav, men en lavtliggende tåge, blankpoleret af månen. »Der må da findes sådan et hav et sted!« sagde jeg til mig selv. En lav, blid stemme ved min side svarede –

»I Eventyrland, Anodos.«

Jeg vendte mig om, men så ingen. Jeg lukkede chatollet, gik ind på mit eget værelse og lagde mig i seng.

Alt dette mindedes jeg, mens jeg lå med halvt lukkede øjne. Snart skulle jeg erfare, at damen havde talt sandt, da hun lovede, at jeg denne dag skulle finde vejen ind i Eventyrland.

---