Lille Lord Faunt­leroy

Frances Hodgson Burnett

Kapitel 1

Cedric selv vidste slet ingenting om det. Det var aldrig så meget som blevet nævnt for ham. Han vidste, at hans papa havde været englænder, for det havde hans mamma fortalt ham; men hans papa var jo død, da han var så lille en dreng, at han ikke kunne huske ret meget om ham, andet end at han var stor og havde blå øjne og et langt overskæg, og at det var pragtfuldt at blive båret rundt i stuen på hans skulder. Efter sin papas død havde Cedric fundet ud af, at det var bedst ikke at tale med sin mamma om ham. Mens hans far var syg, var Cedric blevet sendt bort, og da han kom tilbage, var det hele forbi; og hans mor, der også havde været meget syg, var kun lige begyndt at sidde i sin stol ved vinduet. Hun var bleg og tynd, og alle smilehullerne var forsvundet fra hendes kønne ansigt, og hendes øjne så store og sorgfulde ud, og hun var klædt i sort.

»Kæreste,« sagde Cedric (det havde hans papa altid kaldt hende, og derfor havde den lille dreng lært at sige det) – »Kæreste, har min papa fået det bedre?«

Han mærkede hendes arme skælve og drejede derfor sit krøllede hoved og så op i hendes ansigt. Der var noget i det, der gjorde ham grådfærdig.

»Kæreste,« sagde han, »er han rask?«

Så sagde hans kærlige lille hjerte ham pludselig, at han hellere måtte slå begge armene om hendes hals og kysse hende igen og igen og holde sin bløde kind helt ind til hendes; og det gjorde han, og hun lagde sit ansigt mod hans skulder og græd bitterligt og holdt ham, som om hun aldrig kunne give slip på ham igen.

»Ja, han er rask,« hulkede hun; »han er helt, helt rask, men vi – vi har kun hinanden tilbage. Slet ingen andre.«

Så forstod han, så lille han end var, at hans store, smukke, unge papa aldrig mere ville komme tilbage; at han var død, ligesom han havde hørt, at andre mennesker var døde, selv om han ikke rigtig kunne begribe, hvad det var for noget sært, der havde fremkaldt al denne sorg. Det var, fordi hans mamma altid græd, når han talte om sin papa, at han i al hemmelighed besluttede, at det var bedst ikke at tale med hende om ham ret tit, og han fandt også ud af, at det var bedst ikke at lade hende sidde stille og se ind i ilden eller ud ad vinduet uden at røre sig eller tale. Han og hans mamma kendte kun ganske få mennesker og førte et liv, som man kunne have syntes var meget ensomt, skønt Cedric først blev klar over, at det var ensomt, da han blev ældre og hørte, hvorfor de aldrig fik besøg. Da fik han at vide, at hans mamma havde været forældreløs og helt alene i verden, da hans papa giftede sig med hende. Hun var meget køn og havde boet som selskabsdame hos en rig, gammel dame, der ikke var god imod hende, og en dag havde kaptajn Cedric Errol, som var på besøg i huset, set hende løbe op ad trappen med tårer på øjenvipperne; og hun så så sød og uskyldig og bedrøvet ud, at kaptajnen ikke kunne glemme hende. Og efter at der var sket mange mærkelige ting, kendte de hinanden godt og elskede hinanden højt, og de blev gift, skønt deres ægteskab vakte uvilje hos flere mennesker. Den, der var allervredest, var dog kaptajnens far, som boede i England og var en meget rig og betydningsfuld gammel adelsmand med et meget hidsigt temperament og en meget voldsom modvilje mod Amerika og amerikanere. Han havde to sønner, der var ældre end kaptajn Cedric, og ifølge loven skulle den ældste af de to sønner arve slægtens titel og dens meget rige og prægtige godser; hvis den ældste søn døde, ville den næstældste blive arving; så selv om kaptajn Cedric tilhørte så fornem en slægt, var der ikke stor udsigt til, at han selv ville blive meget rig.

Men det traf sig sådan, at naturen havde givet den yngste søn gaver, som hun ikke havde skænket hans ældre brødre. Han havde et smukt ansigt og en velskabt, stærk og yndefuld skikkelse; han havde et strålende smil og en blid, munter stemme; han var modig og gavmild og havde verdens godeste hjerte og syntes at kunne få alle til at holde af sig. Og sådan var det ikke med hans ældre brødre; ingen af dem var smuk eller særlig godhjertet eller klog. Da de som drenge gik på Eton, var de ikke afholdte; da de gik på universitetet, brød de sig ikke om at studere og ødslede både tid og penge bort og fik kun få virkelige venner. De skuffede og ydmygede bestandig deres far, den gamle greve; hans arving gjorde ikke sit adelige navn ære, og der var ingen udsigt til, at han ville blive andet end en selvisk, ødsel, ubetydelig mand uden mandige eller ædle egenskaber. Det var meget bittert, syntes den gamle greve, at den søn, der kun var nummer tre og kun ville få en ganske lille formue, skulle være den, der havde alle gaverne og al charmen og al styrken og skønheden. Somme tider hadede han næsten den smukke unge mand, fordi han syntes at have fået alt det gode, der burde være fulgt med den fornemme titel og de prægtige godser; og dog kunne han dybt i sit stolte, stædige gamle hjerte ikke lade være med at holde meget af sin yngste søn. Det var under et af sine anfald af arrighed, at han sendte ham af sted på en rejse i Amerika; han tænkte, at han ville sende ham bort en tid, så han ikke skulle blive vred over hele tiden at sammenligne ham med hans brødre, der dengang voldte ham mange kvaler med deres vilde levevis.

Men efter omtrent seks måneder begyndte han at føle sig ensom og længtes i al hemmelighed efter at se sin søn igen, så han skrev til kaptajn Cedric og befalede ham at komme hjem. Det brev, han skrev, krydsede undervejs et brev, som kaptajnen netop havde skrevet til sin far, og hvori han fortalte om sin kærlighed til den kønne amerikanske pige og sine planer om at gifte sig med hende; og da greven modtog det brev, blev han rasende. Så hidsig han end var, havde han aldrig i sit liv givet sit raseri så frit løb, som da han læste kaptajnens brev. Hans kammertjener, der var inde i værelset, da brevet kom, troede, at hans nåde ville få et slagtilfælde, så ude af sig selv var han af vrede. I en time rasede han som en tiger, og så satte han sig og skrev til sin søn og forbød ham nogensinde at vise sig ved sit gamle hjem eller skrive til sin far eller sine brødre igen. Han skrev, at han kunne leve, som han ville, og dø, hvor han ville; at han for evigt skulle være udstødt af familien, og at han aldrig, så længe han levede, skulle vente nogen hjælp fra sin far.

Kaptajnen blev meget bedrøvet, da han læste brevet; han holdt meget af England og elskede det smukke hjem, hvor han var født; han havde endda holdt af sin gnavne gamle far og følt med ham i hans skuffelser, men han vidste, at han ikke kunne vente sig nogen venlighed fra ham mere. I begyndelsen vidste han knap, hvad han skulle gøre; han var ikke opdraget til at arbejde og havde ingen erfaring med forretninger, men han havde mod og masser af viljestyrke. Derfor solgte han sit officerspatent i den engelske hær, og efter en del besvær fandt han en stilling i New York og giftede sig. Det var en meget stor forandring fra hans gamle liv i England, men han var ung og lykkelig og håbede, at han med hårdt arbejde ville drive det vidt med tiden. Han havde et lille hus i en stille gade, og dér blev hans lille dreng født, og alting var i al sin enkelhed så lyst og muntert, at han ikke et øjeblik fortrød, at han havde giftet sig med den rige gamle dames kønne selskabsdame, blot fordi hun var så sød, og han elskede hende, og hun elskede ham. Hun var virkelig meget sød, og hendes lille dreng lignede både hende og sin far. Skønt han var født i så stille og beskedent et lille hjem, var det, som om der aldrig havde været et heldigere spædbarn. For det første var han altid rask og voldte derfor aldrig nogen besvær; for det andet havde han så godt et sind og var så bedårende, at han var til glæde for alle; og for det tredje var han så smuk at se på, at han var det rene maleri. I stedet for at være en skaldet baby kom han til verden med en mængde blødt, fint, gyldent hår, som krøllede i spidserne og faldt i løse krøller, da han var seks måneder gammel; han havde store brune øjne og lange øjenvipper og et yndigt lille ansigt; han havde så stærk en ryg og så dejlige, kraftige ben, at han pludselig lærte at gå, da han var ni måneder gammel; hans manerer var så gode for et spædbarn at være, at det var en fornøjelse at gøre hans bekendtskab. Det var, som om han følte, at alle var hans venner, og når nogen talte til ham, mens han sad i sin barnevogn på gaden, sendte han den fremmede et sødt, alvorligt blik med sine brune øjne og derpå et dejligt, venligt smil; og følgen var, at der ikke var et menneske i kvarteret omkring den stille gade, hvor han boede – selv ikke købmanden på hjørnet, som blev regnet for det gnavneste væsen på denne jord – der ikke var glad for at se ham og tale med ham. Og måned for måned blev han smukkere og mere interessant.

Da han blev gammel nok til at gå tur med sin barnepige, med en lille vogn på slæb og iført en kort, hvid kilt og en stor hvid hat, der sad langt tilbage på hans krøllede, gule hår, var han så smuk og stærk og rødmosset, at han vakte alles opmærksomhed, og hans barnepige kom hjem og fortalte hans mamma historier om de damer, som havde standset deres vogne for at se på ham og tale med ham, og om, hvor henrykte de var, når han snakkede med dem på sin muntre lille manér, som om han altid havde kendt dem. Det mest indtagende ved ham var den muntre, frygtløse og pudsige måde, den lille fyr blev venner med folk på. Jeg tror, det kom af hans meget tillidsfulde natur og hans gode lille hjerte, som følte med alle og ønskede, at alle skulle have det lige så rart, som han selv gerne ville have det. Derfor forstod han meget hurtigt, hvad folk omkring ham følte. Måske var han også blevet bedre til det, fordi han havde været så meget sammen med sin far og mor, som altid var kærlige og hensynsfulde og ømme og velopdragne. Han havde aldrig hørt et uvenligt eller uhøfligt ord derhjemme; han var altid blevet elsket og kærtegnet og behandlet ømt, og derfor var hans barnesjæl fuld af godhed og uskyldig hjertevarme. Han havde altid hørt sin mamma blive kaldt søde, kærlige navne og brugte dem derfor selv, når han talte til hende; han havde altid set, hvordan hans papa vågede over hende og tog sig godt af hende, og derfor lærte han også at passe på hende.

Så da han vidste, at hans papa aldrig mere ville komme tilbage, og så, hvor bedrøvet hans mamma var, voksede den tanke efterhånden frem i hans gode lille hjerte, at han måtte gøre, hvad han kunne, for at gøre hende glad. Han var ikke stort mere end et spædbarn, men han havde den tanke i hovedet, hver gang han kravlede op på hendes skød og kyssede hende og lagde sit krøllede hoved ind til hendes hals, og når han kom med sit legetøj og sine billedbøger for at vise hende dem, og når han krøb stille sammen ved hendes side, mens hun lå på sofaen, som hun plejede. Han var ikke gammel nok til at vide, hvad han ellers kunne gøre, så han gjorde, hvad han kunne, og var hende en større trøst, end han selv var i stand til at forstå.

»Åh, Mary!« hørte han hende engang sige til sin gamle tjenestepige. »Jeg er sikker på, at han prøver at hjælpe mig på sin uskyldige måde – det ved jeg, han gør. Somme tider ser han på mig med sådan et kærligt, undrende lille blik, som om han havde ondt af mig, og så kommer han og kæler for mig eller viser mig noget. Han er sådan en lille mand, jeg tror virkelig, at han forstår det.«

Efterhånden som han blev ældre, fik han en mængde pudsige små vaner, som morede og optog folk meget. Han var så godt selskab for sin mor, at hun knap ønskede sig andet selskab. De gik ture sammen og talte sammen og legede sammen. Han lærte at læse, mens han endnu var ganske lille, og derefter lå han gerne på tæppet foran kaminen om aftenen og læste højt – sommetider historier, sommetider store bøger af den slags, voksne læste, og sommetider endda avisen; og ofte kunne Mary ude i køkkenet høre mrs. Errol le henrykt over de pudsige ting, han sagde.

»Ja, minsandten,« sagde Mary til købmanden, »ingen ka’ la’ være med at le ad hans pudsige små manerer – og hans gammeldags talemåder! Kom han ikke ind i mit køkken den aften, da den nye præsident blev opstillet, og stillede sig foran ilden som et helt maleri, med hænderne i sine små lommer og sit uskyldige lille ansigt så alvorligt som en dommers? Og så siger han til mig: ›Mary,‹ siger han, ›jeg er meget int’resseret i valget,‹ siger han. ›Jeg er ’publikaner, og det er Kæreste også. Er du ’publikaner, Mary?‹ ›Ikke spor,‹ siger jeg, ›jeg er den bedste af alle demokrater!‹ Og så ser han op på mig med et blik, der kunne gå dig lige til hjertet, og siger: ›Mary,‹ siger han, ›landet vil gå til grunde.‹ Og siden da er der ikke gået en eneste dag, uden at han har diskuteret med mig for at få mig til at skifte parti.«

Mary holdt meget af ham og var også meget stolt af ham. Hun havde været hos hans mor, lige siden han blev født, og efter hans fars død havde hun været både kokkepige og stuepige og barnepige og alt muligt andet. Hun var stolt af hans yndefulde, stærke lille krop og hans kønne manerer og især stolt af det lyse, krøllede hår, som bølgede over hans pande og faldt i yndige lange krøller ned over hans skuldre. Hun var villig til at arbejde både tidligt og sent for at hjælpe hans mamma med at sy hans små dragter og holde dem i orden.

»’Ristokratisk, siger du?« sagde hun gerne. »Ved Gud, jeg gad nok se det barn på Fifth Avey-noo, der ser ud som ham og går lige så flot som ham. Og hver en mand, kvinde og hvert barn vender sig om efter ham i hans lille sorte fløjlsnederdel, der er syet af fruens gamle kjole. Og han holder sit lille hoved højt, og hans krøllede hår flyver og skinner. Han ser ud som en ung lord.«

Cedric vidste ikke, at han så ud som en ung lord; han vidste ikke, hvad en lord var. Hans bedste ven var købmanden på hjørnet – den gnavne købmand, som aldrig var gnaven mod ham. Han hed mr. Hobbs, og Cedric beundrede og respekterede ham meget. Han anså ham for at være en meget rig og magtfuld mand, for han havde så mange ting i sin butik – svesker og figner og appelsiner og kiks – og han havde hest og vogn. Cedric holdt af mælkemanden og bageren og æblekonen, men mr. Hobbs holdt han allermest af, og han var på så fortrolig fod med ham, at han besøgte ham hver dag og ofte sad hos ham temmelig længe og drøftede tidens spørgsmål. Det var ganske forbavsende, hvor meget de fandt at tale om – for eksempel den 4. juli. Når de begyndte at tale om den 4. juli, var det virkelig, som om samtalen aldrig ville få ende. Mr. Hobbs havde en meget ringe mening om »briterne«, og han fortalte hele historien om den amerikanske uafhængighedskrig med helt forbløffende og patriotiske beretninger om fjendens nederdrægtighed og uafhængighedskrigens heltes tapperhed, og han var endda så gavmild at fremsige en del af Uafhængighedserklæringen.

Cedric var så begejstret, at hans øjne strålede og hans kinder var røde, og alle hans krøller var blevet gnedet og pjusket sammen til en gul hårmoppe. Da han kom hjem, kunne han knap give sig tid til at spise sin middagsmad, så ivrig var han efter at fortælle sin mamma om det. Det var måske mr. Hobbs, der først vakte hans interesse for politik. Mr. Hobbs holdt af at læse aviserne, så Cedric hørte en hel del om, hvad der foregik i Washington, og mr. Hobbs fortalte ham, om præsidenten gjorde sin pligt eller ej. Og engang, da der var valg, syntes Cedric, at det hele var ganske storslået, og havde det ikke været for mr. Hobbs og Cedric, var landet sandsynligvis gået til grunde.

Mr. Hobbs tog ham med hen for at se et stort fakkeltog, og mange af de mænd, der bar fakler, huskede siden en svær mand, som stod ved en lygtepæl og holdt en smuk, råbende lille dreng på sin skulder, der viftede med sin kasket i luften.

Det var ikke længe efter dette valg, da Cedric var mellem syv og otte år gammel, at den meget mærkelige ting skete, som førte til så forunderlig en forandring i hans liv. Det var også ganske mærkeligt, at han netop den dag havde talt med mr. Hobbs om England og dronningen, og at mr. Hobbs havde sagt nogle meget hårde ord om aristokratiet og især havde været forarget over grever og markiser. Det havde været en varm formiddag, og efter at have leget soldater med nogle af sine venner var Cedric gået ind i butikken for at hvile sig og havde fundet mr. Hobbs, som med en meget bister mine betragtede et stykke af Illustrated London News, hvor der var et billede af en hofceremoni.

»Ja,« sagde han, »sådan bærer de sig ad nu; men en dag skal de få nok af det, når dem, de har trådt på, rejser sig og sprænger dem til himmels – grever og markiser og hele bundtet! Den dag kommer, og de kan godt tage sig i agt!«

Cedric havde som sædvanlig sat sig op på den høje taburet, skubbet sin hat tilbage og stukket hænderne i lommerne som en diskret hyldest til mr. Hobbs.

»Har du nogensinde kendt mange markiser, mr. Hobbs?« spurgte Cedric – »eller grever?«

»Nej,« svarede mr. Hobbs forarget. »Det kan du tro, jeg ikke har. Én af dem skulle bare vise sig herinde, det siger jeg bare! Jeg vil ikke ha’ nogen griske tyranner siddende på mine kiksetønder!«

Og han var så stolt af den udtalelse, at han stolt så sig omkring og tørrede panden.

»Måske ville de ikke være grever, hvis de var klogere,« sagde Cedric, som følte en vag medlidenhed med dem i deres ulykkelige situation.

»Ville de ikke!« sagde mr. Hobbs. »De er ligefrem stolte af det! Det ligger i dem. Det er en slem flok.«

De var midt i samtalen, da Mary dukkede op.

Cedric troede, at hun måske var kommet for at købe sukker, men det var hun ikke. Hun så næsten bleg ud og virkede ophidset over noget.

»Kom hjem, min skat,« sagde hun. »Fruen vil ha’ fat i dig.«

Cedric gled ned fra sin taburet.

»Vil hun have mig med ud, Mary?« spurgte han. »Hav en god formiddag, mr. Hobbs. Vi ses igen.«

Han blev overrasket, da han så Mary stirre lamslået på ham, og spekulerede på, hvorfor hun blev ved med at ryste på hovedet.

»Hvad er der i vejen, Mary?« sagde han. »Er det det varme vejr?«

»Nej,« sagde Mary, »men der sker sære ting med os.«

»Har Kæreste fået hovedpine af solen?« spurgte han bekymret.

Men det var ikke det. Da han kom hjem til sit eget hus, holdt der en kupévogn foran døren, og der var nogen inde i den lille dagligstue, som talte med hans mamma. Mary fik ham hurtigt med ovenpå og gav ham hans fineste sommerdragt af cremefarvet flonel på, med det røde skærf om livet, og redte hans krøllede lokker ud.

»Lorder, hva’?« hørte han hende sige. »Og adel og fintfolk. Åh, pokker ta’ dem! Lorder, minsandten – til al ulykke.«

Det var virkelig meget forvirrende, men han var sikker på, at hans mamma ville fortælle ham, hvad al den opstandelse betød, så han lod Mary beklage sig uden at stille ret mange spørgsmål. Da han var klædt på, løb han nedenunder og gik ind i dagligstuen. En høj, mager gammel herre med et skarptskåret ansigt sad i en lænestol. Hans mor stod i nærheden, bleg i ansigtet, og han så, at hun havde tårer i øjnene.

»Åh, Ceddie!« udbrød hun og løb hen til sin lille dreng og tog ham i sine arme og kyssede ham forskræmt og uroligt. »Åh, Ceddie, min skat!«

Den høje gamle herre rejste sig fra sin stol og så på Cedric med sine skarpe øjne. Han gned sin smalle hage med sin benede hånd, mens han så på ham.

Han så slet ikke misfornøjet ud.

»Så,« sagde han til sidst langsomt – »så dette er altså lille lord Fauntleroy.«

---