Fem børn og Det

E. Nesbit

Kapitel 1: Smukke som dagen

Huset lå tre engelske mil fra stationen, men den støvede lejedrosche havde ikke rumlet af sted i fem minutter, før børnene begyndte at stikke hovederne ud ad vognvinduet og sige: »Er vi ikke snart fremme?« Og hver gang de kom forbi et hus, hvilket ikke skete ret tit, sagde de alle sammen: »Åh, er det her?« Men det var det aldrig, før de nåede helt op på bakketoppen, lige efter kridtbruddet og før man kommer til grusgraven. Og dér lå et hvidt hus med en grøn have og en frugthave bagved, og mor sagde: »Nu er vi her!«

»Hvor er huset hvidt,« sagde Robert.

»Og se roserne,« sagde Anthea.

»Og blommerne,« sagde Jane.

»Det er egentlig ganske pænt,« indrømmede Cyril.

Babyen sagde: »Vil på gå-tu,« og droschen standsede med en sidste rumlen og et ryk.

Alle fik spark over benene eller blev trådt over fødderne i kampen for at komme ud af vognen på stedet, men det lod ikke til at genere nogen. Mærkeligt nok havde mor ikke travlt med at komme ud; og selv da hun langsomt var steget ned ad vogntrinnet, helt uden at hoppe, lod det til, at hun ville se kufferterne båret ind og endda betale kusken i stedet for at være med på den første herlige stormtur rundt i haven og frugthaven og vildnisset af torne, tidsler, vildroser og brombær bag den ødelagte låge og det tørre springvand ved siden af huset. Men for en gangs skyld var børnene klogere. Huset var egentlig slet ikke kønt; det var ganske almindeligt, og mor syntes, det var temmelig upraktisk, og var godt irriteret over, at der næsten ingen hylder var og knap nok et skab i hele huset. Far plejede at sige, at jernpynten på taget og murkronen lignede arkitektens mareridt. Men huset lå langt ude på landet, uden andre huse i sigte, og børnene havde været i London i to år uden så meget som en eneste gang at komme til havet, ikke engang en dag med et udflugtstog, og derfor forekom White House dem at være en slags fepalads anbragt i et jordisk paradis. For London er som et fængsel for børn, især hvis deres familie ikke er rig.

Der er selvfølgelig butikkerne og teatrene og Maskelyne og Cooks og den slags, men hvis ens familie er temmelig fattig, bliver man ikke taget med i teatret, og man kan ikke købe noget i butikkerne; og i London findes ingen af de rare ting, som børn kan lege med uden at gøre skade på tingene eller sig selv – såsom træer og sand og skove og vand. Og næsten alting i London har den forkerte slags facon – lutter lige linjer og flade gader i stedet for alle mulige sære former, sådan som tingene har på landet. Træer er alle sammen forskellige, som du ved, og jeg er sikker på, at et eller andet kedeligt menneske må have fortalt dig, at der ikke findes to græsstrå, som er helt ens. Men i gaderne, hvor græsstråene ikke gror, ligner alting alt andet. Det er derfor, mange børn, der bor i byer, er så umådeligt uartige. De ved ikke, hvad der er i vejen med dem, og det gør deres fædre og mødre, tanter, onkler, fætre, kusiner, huslærere, guvernanter og barnepiger heller ikke; men det gør jeg. Og nu gør du også. Børn på landet er også uartige somme tider, men det er af helt andre grunde.

Børnene havde undersøgt haverne og udhusene grundigt, før de blev fanget og gjort rene til teen, og de kunne udmærket se, at de helt sikkert ville blive lykkelige i White House. Det havde de ment fra første øjeblik, men da de fandt husets bagside dækket af jasmin, fuld af hvide blomster og med en duft som en flaske af den allerdyreste parfume, man nogen sinde får i fødselsdagsgave; og da de havde set græsplænen, helt grøn og jævn og ganske anderledes end det brune græs i haverne i Camden Town; og da de havde fundet stalden med et loft ovenpå, hvor der stadig lå noget gammelt hø, var de næsten sikre; og da Robert havde fundet den ødelagte gynge og var faldet ud af den og havde fået en bule i hovedet på størrelse med et æg, og Cyril havde klemt sin finger i lågen til et bur, der så ud til at være lavet til at holde kaniner i, hvis man nogen sinde fik nogen, var de ikke længere det mindste i tvivl.

Det allerbedste var, at der ingen regler var om steder, man ikke måtte gå hen, og ting, man ikke måtte gøre. I London står der »Må ikke røres« på næsten alting, og selv om skiltet er usynligt, er det lige slemt, for man ved, at det er der, og hvis man ikke ved det, får man det sandelig snart at vide.

White House lå på kanten af en bakke med en skov bag sig – og kridtbruddet på den ene side og grusgraven på den anden. Nede ved bakkens fod lå en flad slette med mærkeligt formede hvide bygninger, hvor folk brændte kalk, og et stort rødt bryggeri og andre huse; og når de store skorstene røg, og solen gik ned, så dalen ud, som om den var fyldt med gylden tåge, og kalkovnene og humletørrerierne glimtede og funklede, til de lignede en fortryllet by fra Tusind og én nat.

Nu da jeg er begyndt at fortælle dig om stedet, føler jeg, at jeg kunne fortsætte og gøre dette til en yderst interessant historie om alle de almindelige ting, børnene foretog sig – netop den slags ting, du selv gør, du ved – og du ville tro hvert eneste ord; og når jeg fortalte om, at børnene var besværlige, som du også er somme tider, ville dine tanter måske skrive med blyant i historiens margen: »Hvor sandt!« eller »Hvor livagtigt!« og du ville se det og højst sandsynligt blive irriteret. Derfor vil jeg kun fortælle dig om de virkelig forbløffende ting, der skete, og du kan roligt lade bogen ligge fremme, for hverken tanter eller onkler vil være tilbøjelige til at skrive »Hvor sandt!« i historiens margen. Voksne har meget svært ved at tro på virkelig vidunderlige ting, medmindre de har det, de kalder beviser. Men børn tror på næsten hvad som helst, og det ved de voksne godt. Det er derfor, de fortæller dig, at jorden er rund som en appelsin, når du udmærket kan se, at den er flad og knoldet; og derfor siger de, at jorden drejer rundt om solen, når du hver eneste dag selv kan se, at solen står op om morgenen og går i seng om aftenen, som den artige sol den er, og jorden kender sin plads og ligger musestille. Alligevel tror du nok på alt det om jorden og solen, og i så fald vil du have ganske let ved at tro på, at før Anthea og Cyril og de andre havde været en uge på landet, havde de fundet en fe. Det kaldte de den i hvert fald, fordi det var det, den kaldte sig selv; og den vidste naturligvis bedst, men den lignede slet ikke nogen fe, du nogen sinde har set eller hørt om eller læst om.

Det var i grusgravene. Far måtte pludselig rejse bort i forretninger, og mor var taget af sted for at bo hos Bedstemor, som ikke havde det så godt. De tog begge to af sted i stor hast, og da de var rejst, virkede huset frygtelig stille og tomt, og børnene gik fra værelse til værelse og så på papirstumperne og snorestykkerne, der lå på gulvene efter pakningen, og som ingen endnu havde ryddet væk, og ønskede sig noget at bestille. Det var Cyril, der sagde:

»Hør, skal vi ikke tage vores Margate-spader og gå hen og grave i grusgravene? Vi kan lade, som om vi er ved havet.«

»Far siger, at det var man engang,« sagde Anthea; »han siger, at der er skaller der, som er tusinder af år gamle.«

Så gik de. De havde selvfølgelig været henne ved kanten af grusgraven og kigget ned, men de var ikke gået derned af frygt for, at far så skulle sige, at de ikke måtte lege der, og det samme gjaldt kridtbruddet. Grusgraven er egentlig ikke farlig, hvis man lader være med at prøve at klatre ned ad skrænterne, men tager den langsomme, sikre vej rundt ad vejen, som om man var en vogn.

Hvert af børnene bar sin egen spade, og de skiftedes til at bære Lamb. Han var babyen, og de kaldte ham det, fordi »mæh« var det første, han nogen sinde havde sagt. De kaldte Anthea »Panther«, hvilket virker fjollet, når man læser det, men når man siger det, lyder det lidt som hendes navn.

Grusgraven er meget stor og bred, med græs rundt langs kanterne foroven og tørre, seje vildblomster, lilla og gule. Den ligner en kæmpes vaskefad. Og der er grusbunker og huller i fadets sider, hvor der er taget grus ud, og højt oppe i de stejle skrænter er der små huller, som er de små fordøre til de små digesvalers små huse.

Børnene byggede selvfølgelig en borg, men det er en temmelig tam fornøjelse at bygge borge, når man ikke kan håbe på, at tidevandet nogen sinde vil komme susende ind og fylde voldgraven og skylle vindebroen væk og til allersidst, som den lykkelige afslutning, gøre alle våde i hvert fald til livet.

Cyril ville grave en hule, hvor de kunne lege smuglere, men de andre mente, at den kunne begrave dem levende, så det endte med, at alle spader blev sat i arbejde med at grave et hul gennem borgen til Australien. Disse børn troede nemlig, at jorden var rund, og at de små australske drenge og piger på den anden side virkelig gik med hovedet nedad, ligesom fluer på loftet, med hovederne hængende ud i luften.

Børnene gravede og gravede og gravede, og deres hænder blev sandede og varme og røde, og deres ansigter blev fugtige og blanke. Lamb havde prøvet at spise sandet og havde grædt så voldsomt, da han opdagede, at det ikke var brunt sukker, som han havde troet, at han nu var helt udmattet og lå og sov som en varm, tyk lille klump midt i den halvfærdige borg. Det gav hans brødre og søstre frihed til virkelig at tage fat, og hullet, der skulle munde ud i Australien, blev snart så dybt, at Jane, som blev kaldt Pussy til daglig, bad de andre om at holde op.

»Tænk, hvis bunden af hullet pludselig gav efter,« sagde hun, »og I faldt ud mellem de små australiere, så ville de få alt sandet i øjnene.«

»Ja,« sagde Robert; »og så ville de hade os og kaste sten efter os og ikke lade os se kænguruerne eller opossummerne eller de blå eukalyptustræer eller Emu Brand-fuglene eller noget som helst.«

Cyril og Anthea vidste godt, at Australien ikke var helt så tæt på, men de gik med til at lægge spaderne og fortsætte med hænderne. Det var ganske let, for sandet i bunden af hullet var meget blødt og fint og tørt, ligesom strandsand. Og der var små skaller i det.

»Tænk, at der engang har været vådt hav her, helt sjasket og blankt,« sagde Jane, »med fisk og havål og koraller og havfruer.«

»Og skibsmaster og forliste spanske skatte. Jeg ville ønske, vi kunne finde en gulddublon eller sådan noget,« sagde Cyril.

»Hvordan blev havet båret væk?« spurgte Robert.

»Ikke i en spand, din tosse,« sagde hans bror. »Far siger, at jorden fik det for varmt nedenunder, ligesom man somme tider gør i sengen, så den trak bare skuldrene op, og så måtte havet glide af, ligesom tæpperne glider af os, og skulderen blev ved med at stikke op og blev til tørt land. Lad os gå hen og lede efter skaller; jeg tror, der kunne være nogle i den lille hule, og jeg kan se noget stikke ud derhenne, der ligner et stykke af et anker fra et forlist skib, og der er afskyelig varmt i Australienhullet.«

De andre var enige, men Anthea blev ved med at grave. Hun kunne altid bedst lide at gøre noget færdigt, når hun først var begyndt. Hun syntes, det ville være en skændsel at forlade det hul uden at nå igennem til Australien.

Hulen var en skuffelse, for der var ingen skaller, og ankeret fra det forliste skib viste sig bare at være den knækkede ende af et hakkeskaft, og huleholdet var netop ved at blive enige om, at man blev tørstigere af sand, når det ikke var ved havet, og en havde foreslået at gå hjem og få limonade, da Anthea pludselig skreg:

»Cyril! Kom her! Åh, skynd dig! – Den er levende! Den slipper væk! Skynd dig!«

De skyndte sig alle sammen tilbage.

»Det skulle ikke undre mig, om det er en rotte,« sagde Robert. »Far siger, at de vrimler frem på gamle steder – og det her må være temmelig gammelt, hvis havet var her for tusinder af år siden –«

»Måske er det en slange,« sagde Jane og gøs.

»Lad os se,« sagde Cyril og sprang ned i hullet. »Jeg er ikke bange for slanger. Jeg kan godt lide dem. Hvis det er en slange, vil jeg tæmme den, og så skal den følge mig overalt, og jeg vil lade den sove om min hals om natten.«

»Nej, det vil du ikke,« sagde Robert bestemt. Han delte soveværelse med Cyril. »Men det må du godt, hvis det er en rotte.«

»Åh, lad nu være med at være fjollede!« sagde Anthea; »det er ikke en rotte, den er meget større. Og det er heller ikke en slange. Den har fødder; jeg så dem; og pels! Nej – ikke spaden. Du gør den fortræd! Grav med hænderne.«

»Og lad den gøre mig fortræd i stedet! Ja, det er vel nok sandsynligt, hvad?« sagde Cyril og greb en spade.

»Åh, lad være!« sagde Anthea. »Squirrel, lad være. Jeg – det lyder fjollet, men den sagde noget. Det gjorde den virkelig og helt ærligt –«

»Hvad?«

»Den sagde: ›Lad mig være i fred.‹«

Men Cyril bemærkede blot, at hans søster måtte være blevet tosset i hovedet, og han og Robert gravede med spader, mens Anthea sad på kanten af hullet og hoppede op og ned, hed og ængstelig. De gravede forsigtigt, og snart kunne alle se, at der virkelig var noget, som bevægede sig på bunden af Australienhullet.

Så råbte Anthea: »Jeg er ikke bange. Lad mig grave,« og faldt på knæ og begyndte at skrabe, som en hund gør, når den pludselig kommer i tanker om, hvor det var, den begravede sit kødben.

»Åh, jeg mærkede pels,« råbte hun halvt leende og halvt grædende. »Det gjorde jeg virkelig! Det gjorde jeg!« da en tør, hæs stemme i sandet pludselig fik dem alle til at springe tilbage, og deres hjerter sprang næsten lige så hurtigt som de selv.

»Lad mig være i fred,« sagde den. Og nu hørte alle stemmen og så på de andre for at se, om de også havde hørt den.

»Men vi vil gerne se dig,« sagde Robert modigt.

»Jeg ville ønske, du kom frem,« sagde Anthea, som også havde fattet mod.

»Nå ja – hvis det er dit ønske,« sagde stemmen, og sandet rørte på sig og hvirvlede rundt og spredtes, og noget brunt og pelset og tykt kom rullende frem i hullet, og sandet faldt af den, og dér sad den og gabte og gned spidserne af sine øjne med hænderne.

»Jeg tror sandelig, jeg må være faldet i søvn,« sagde den og strakte sig.

Børnene stod i en ring omkring hullet og så på væsenet, de havde fundet. Den var værd at se på. Dens øjne sad på lange stilke ligesom en snegls øjne, og den kunne skyde dem ind og ud som kikkerter; den havde ører som en flagermus, og dens trinde krop var formet som en edderkops og dækket af tyk, blød pels; dens ben og arme var også pelsklædte, og den havde hænder og fødder som en abe.

»Hvad i alverden er det?« sagde Jane. »Skal vi tage den med hjem?«

Skabningen drejede sine lange øjne hen mod hende og sagde:

»Siger hun altid noget vrøvl, eller er det kun ragelset på hendes hoved, der gør hende fjollet?«

Den så foragteligt på Janes hat, mens den talte.

»Hun siger det ikke for at være fjollet,« sagde Anthea blidt; »det gør ingen af os, hvad du så end tror! Du skal ikke være bange; vi vil jo ikke gøre dig fortræd.«

»Gøre mig fortræd!« sagde den. »Skulle jeg være bange? Det må jeg nok sige! I taler jo, som om jeg var hvem som helst.« Hele dens pels strittede som på en kat, der skal til at slås.

»Nå,« sagde Anthea, stadig venligt, »hvis vi vidste, hvem du så er, kunne vi måske finde på noget at sige, som du ikke blev vred over. Det lader til, at du er blevet vred over alt, hvad vi har sagt indtil nu. Hvem er du? Og bliv nu ikke vred! For vi ved det virkelig ikke.«

»Ved I det ikke?« sagde den. »Nå, jeg vidste godt, at verden havde forandret sig – men – nej, helt ærligt – vil I i fuldt alvor påstå, at I ikke kender en psammead, når I ser en?«

»En Sammyadd? Det er græsk for mig.«

»Det er det for alle,« sagde væsenet skarpt. »Nå, så på almindeligt engelsk: en sandfe. Kender I ikke en sandfe, når I ser en?«

Den så så bedrøvet og såret ud, at Jane skyndte sig at sige: »Jeg kan selvfølgelig godt se, at du er det, nu. Det er ganske tydeligt, når man først ser på dig.«

»I så på mig allerede for flere sætninger siden,« sagde den vrissent og begyndte at krølle sig sammen i sandet igen.

»Åh – gå ikke din vej igen! Fortæl noget mere,« råbte Robert. »Jeg vidste ikke, at du var en sandfe, men straks da jeg så dig, vidste jeg, at du var det allermest vidunderlige, jeg nogen sinde havde set.«

Sandfeen virkede en smule mindre ubehagelig efter dette.

»Jeg har ikke noget imod at tale,« sagde den, »så længe I er nogenlunde høflige. Men jeg har ikke tænkt mig at sidde og konversere for jeres skyld. Hvis I taler pænt til mig, svarer jeg jer måske, og måske gør jeg ikke. Sig så noget.«

Selvfølgelig kunne ingen finde på noget at sige, men til sidst kom Robert i tanker om »Hvor længe har du boet her?« og sagde det straks.

»Åh, i evigheder – flere tusind år,« svarede psammeaden.

»Fortæl os alt om det. Vil du ikke nok?«

»Det hele står i bøgerne.«

»Men du står der ikke!« sagde Jane. »Åh, fortæl os alt, hvad du kan, om dig selv! Vi ved ingenting om dig, og du er så sød.«

Sandfeen glattede sine lange, rotteagtige knurhår og smilede mellem dem.

»Åh, fortæl nu!« sagde børnene i kor.

Det er forunderligt, så hurtigt man vænner sig til ting, selv de mest forbløffende. Fem minutter forinden havde børnene lige så lidt anelse som du om, at der fandtes noget sådant som en sandfe i verden, og nu talte de med den, som om de havde kendt den hele deres liv.

Den trak øjnene ind og sagde:

»Sikke et solskin – ganske som i gamle dage. Hvor får I jeres Megatheriumer fra nu om dage?«

»Hvad?« sagde alle børnene på én gang. Det er meget svært altid at huske, at »hvad« ikke er høfligt, især når man bliver overrasket eller oprevet.

»Er der mange pterodaktyler nu?« fortsatte sandfeen.

Børnene kunne ikke svare.

»Hvad får I til morgenmad?« sagde feen utålmodigt, »og hvem giver jer det?«

»Æg og bacon og brød og mælk og grød og den slags. Mor giver os det. Hvad er Mega-hvad-er-det-nu-de-hedder og Ptero-hvad-kalder-du-dem? Og er der nogen, der får dem til morgenmad?«

»Jamen, næsten alle fik pterodaktyl til morgenmad i min tid! Pterodaktyler lignede lidt krokodiller og lidt fugle – jeg tror, de var meget gode, når de blev grillet. Ser I, det var sådan her: dengang var der naturligvis masser af sandfeer, og tidligt om morgenen gik man ud og ledte efter dem, og når man havde fundet en, fik man sit ønske opfyldt. Folk plejede at sende deres små drenge ned til stranden tidligt om morgenen før morgenmaden for at hente dagens ønsker, og meget tit fik familiens ældste dreng besked på at ønske sig en Megatherium, parteret og klar til at blive tilberedt. Den var nemlig så stor som en elefant, så der var en god del kød på den. Og hvis de ville have fisk, bad de om en Ichthyosaurus – den var tyve til fyrre fod lang, så der var nok af den. Og som fjerkræ fik man Plesiosaurus; der var også godt med kød at pille af den. Så kunne de andre børn ønske sig andre ting. Men når folk havde middagsselskab, var det næsten altid Megatheriumer; og Ichthyosaurus, fordi dens finner var en stor delikatesse, og halen gav suppe.«

»Så må der have været masser og masser af koldt kød tilovers,« sagde Anthea, der ville være en god husmor en dag.

»Åh nej,« sagde psammeaden, »det ville aldrig være gået. Ved solnedgang blev det, der var tilovers, naturligvis til sten. Man finder jo stadig Megatheriums og den slags dyrs stenknogler over det hele, har jeg hørt.«

»Af hvem?« spurgte Cyril; men sandfeen rynkede panden og begyndte at grave meget hurtigt med sine pelsklædte hænder.

»Åh, gå ikke!« råbte de alle sammen; »fortæl os mere om dengang, man fik Megatheriumer til morgenmad! Så verden sådan her ud dengang?«

Den holdt op med at grave.

»Slet ikke,« sagde den; »der var næsten kun sand, hvor jeg boede, og kul voksede på træerne, og strandsneglene var så store som tebakker – dem finder man nu; de er blevet til sten. Vi sandfeer plejede at bo ved havet, og børnene kom med deres små flintspader og flintspande og byggede borge, som vi kunne bo i. Det er tusinder af år siden, men jeg hører, at børn stadig bygger borge i sandet. En vane er svær at komme af med.«

»Men hvorfor holdt I op med at bo i borgene?« spurgte Robert.

»Det er en sørgelig historie,« sagde psammeaden dystert. »Det var, fordi de absolut ville bygge voldgrave omkring borgene, og det væmmelige, våde, boblende hav kom ind, og så snart en sandfe blev våd, blev den naturligvis forkølet og døde som regel. Og derfor blev der færre og færre, og hver gang man fandt en fe og fik et ønske, ønskede man sig en Megatherium og spiste dobbelt så meget, som man havde brug for, fordi der kunne gå uger, før man fik et ønske til.«

»Og blev du våd?« spurgte Robert.

Sandfeen gøs. »Kun én gang,« sagde den; »spidsen af det tolvte hår i min øverste venstre skægdusk – jeg kan stadig mærke stedet i fugtigt vejr. Det var kun én gang, men det var rigeligt for mig. Jeg tog af sted, så snart solen havde tørret min stakkels kære skægdusk. Jeg pilede helt op bag stranden og gravede mig et hus dybt nede i varmt, tørt sand, og der har jeg været lige siden. Og havet flyttede siden hen. Og nu fortæller jeg jer ikke mere.«

»Bare én ting til,« sagde børnene. »Kan du opfylde ønsker nu?«

»Naturligvis,« sagde den; »opfyldte jeg ikke jeres for få minutter siden? Du sagde: ›Jeg ville ønske, du kom frem,‹ og det gjorde jeg.«

»Åh, må vi ikke nok få et til?«

»Jo, men skynd jer. Jeg er træt af jer.«

Du har nok tit tænkt over, hvad du ville gøre, hvis du fik tre ønsker opfyldt, og foragtet den gamle mand og hans kone i eventyret om blodpølsen og følt dig sikker på, at hvis du fik chancen, kunne du finde på tre virkelig nyttige ønsker uden et øjebliks tøven. Disse børn havde tit drøftet sagen, men nu da de pludselig havde fået chancen, kunne de ikke bestemme sig.

»Skynd jer,« sagde sandfeen vrissent. Ingen kunne finde på noget, men Anthea kom dog i tanker om et ønske, som hun og Jane havde haft for sig selv og aldrig havde fortalt drengene om. Hun vidste, at det ikke ville sige drengene noget – men det var da bedre end ingenting.

»Jeg ville ønske, at vi alle sammen var smukke som dagen,« sagde hun i en vældig fart.

Børnene så på hinanden, men hver af dem kunne se, at de andre ikke var kønnere end ellers. Psammeaden skød sine lange øjne ud og syntes at holde vejret og puste sig op, indtil den var dobbelt så tyk og pelset som før. Pludselig lod den luften slippe ud i et langt suk.

»Jeg er virkelig bange for, at jeg ikke kan klare det,« sagde den undskyldende; »jeg må være kommet ud af øvelse.«

Børnene var frygtelig skuffede.

»Åh, prøv nu igen!« sagde de.

»Ja,« sagde sandfeen, »sagen er, at jeg sparede lidt på kræfterne for at kunne opfylde resten af jeres ønsker. Hvis I vil nøjes med ét ønske om dagen til jer alle sammen, kan jeg nok tage mig sammen til det. Går I med til det?«

»Ja, åh ja!« sagde Jane og Anthea. Drengene nikkede. De troede ikke på, at sandfeen kunne gøre det. Det er altid meget lettere at få piger til at tro på noget end drenge.

Den strakte øjnene længere ud end nogen sinde og svulmede og svulmede og svulmede.

»Jeg håber virkelig ikke, den kommer til skade,« sagde Anthea.

»Eller at skindet revner,« sagde Robert bekymret.

Alle var meget lettede, da sandfeen, efter at være blevet så stor, at den næsten fyldte hullet i sandet, pludselig pustede ud og svandt ind til sin rette størrelse.

»Så er det i orden,« sagde den og gispede tungt. »Det går lettere i morgen.«

»Gjorde det meget ondt?« spurgte Anthea.

»Kun i min stakkels skægdusk, tak,« sagde den, »men du er et venligt og betænksomt barn. Farvel.«

Den skrabede pludselig og voldsomt med hænder og fødder og forsvandt i sandet. Så så børnene på hinanden, og hvert barn opdagede pludselig, at det var alene med tre fuldkommen fremmede, alle strålende smukke.

De stod et øjeblik i fuldkommen tavshed. Hver af dem troede, at deres brødre og søstre var gået deres vej, og at disse fremmede børn ubemærket havde sneget sig hen til dem, mens de så på sandfeens svulmende skikkelse. Anthea talte først:

»Undskyld,« sagde hun meget høfligt til Jane, som nu havde vældige blå øjne og en sky af rødbrunt hår, »men har du set to små drenge og en lille pige her i nærheden?«

»Det skulle jeg lige til at spørge dig om,« sagde Jane. Og så råbte Cyril:

»Jamen, det er jo dig! Jeg kender hullet i dit smækforklæde! Du er Jane, ikke? Og du er Panther; jeg kan se dit snavsede lommetørklæde, som du glemte at skifte, efter at du havde skåret dig i tommelfingeren! Jøsses! Ønsket er blevet opfyldt alligevel. Sig mig, er jeg lige så køn som jer?«

»Hvis du er Cyril, kunne jeg meget bedre lide dig, som du var før,« sagde Anthea bestemt. »Du ligner billedet af den unge kordreng med dit gyldne hår; det skulle ikke undre mig, om du døde ung. Og hvis det der er Robert, ligner han en italiensk lirekassemand. Hans hår er helt sort.«

»Så ligner I to piger julekort – det er, hvad I gør – fjollede julekort,« sagde Robert vredt. »Og Janes hår er simpelthen gulerodsrødt.«

Det havde da også den venetianske farve, som kunstnere beundrer så meget.

»Nå, det nytter ikke at finde fejl ved hinanden,« sagde Anthea; »lad os hente Lamb og slæbe ham hjem til middag. Tjenestefolkene kommer til at beundre os noget så voldsomt, skal I se.«

Baby var netop ved at vågne, da de nåede hen til ham, og alle børnene var lettede over at se, at han i det mindste ikke var smuk som dagen, men ganske som han plejede at være.

»Han er vel for lille til at have ønsker, selvfølgelig,« sagde Jane. »Vi må nævne ham særskilt næste gang.«

Anthea løb frem og rakte armene ud.

»Kom til din egen Panther, lille ælling,« sagde hun.

Babyen så misbilligende på hende og stak en sandet, lyserød tommelfinger i munden. Anthea var hans yndlingssøster.

»Kom nu,« sagde hun.

»Gå nu væ’!« sagde babyen.

»Kom til din egen Pussy,« sagde Jane.

»Vil ha’ min Panty,« sagde Lamb ynkeligt, og hans læbe skælvede.

»Her, kom nu, veteran,« sagde Robert, »kom og få en yidetur på Yobbys ryg.«

»Fy, uarti, uarti dreng,« hylede babyen og brød helt sammen. Nu vidste børnene, hvor galt det stod til. Babyen kunne ikke kende dem!

De så fortvivlet på hinanden, og i denne frygtelige knibe var det forfærdeligt for hver af dem kun at møde fuldkommen fremmedes smukke øjne i stedet for deres egne brødres og søstres muntre, venlige, almindelige, funklende, lystige små øjne.

»Det her er altså virkelig rædsomt,« sagde Cyril, da han havde prøvet at løfte Lamb op, og Lamb havde kradset som en kat og brølet som en tyr. »Vi bliver nødt til at blive venner med ham! Jeg kan ikke bære ham hjem, når han skriger sådan. Tænk at skulle blive venner med sin egen baby! – Det er alt for fjollet.«

Men det var netop, hvad de måtte gøre. Det tog over en time, og opgaven blev ikke lettere af, at Lamb på det tidspunkt var sulten som en løve og tørstig som en ørken.

Til sidst gik han med til at lade disse fremmede skiftes til at bære ham hjem, men da han nægtede at holde fast i så nye bekendtskaber, hang han med hele sin vægt og var umådelig anstrengende at bære.

»Gud ske lov, nu er vi hjemme!« sagde Jane og vaklede gennem jernlågen hen mod Martha, barnepigen, som stod ved hoveddøren med hånden skyggende for øjnene og så ængsteligt ud. »Her! Tag nu babyen!«

Martha rev babyen ud af hendes arme.

»Gud ske lov, han er kommet hjem i god behold,« sagde hun. »Hvor er de andre, og hvem i alverden er alle I?«

»Vi er selvfølgelig os,« sagde Robert.

»Og hvem er så ›os‹?« spurgte Martha hånligt.

»Jeg siger jo, at det er os, vi er bare smukke som dagen,« sagde Cyril. »Jeg er Cyril, og det her er de andre, og vi er forfærdelig sultne. Luk os ind, og vær nu ikke sådan en dum idiot.«

Martha skældte blot ud over Cyrils frækhed og prøvede at lukke døren lige i ansigtet på ham.

»Jeg ved godt, at vi ser anderledes ud, men jeg er Anthea, og vi er så trætte, og det er langt over middagstid.«

»Så gå hjem og få jeres middagsmad, hvem I så end er; og hvis vores børn har fået jer til at spille den her komedie, kan I hilse fra mig og sige, at der vanker, så ved de, hvad de har i vente!« Med de ord smækkede hun døren i. Cyril ringede voldsomt på klokken. Intet svar. Lidt efter stak kokkepigen hovedet ud ad et soveværelsesvindue og sagde:

»Hvis I ikke ser at komme af sted, og det i en fart, henter jeg politiet.« Og hun smækkede vinduet ned.

»Det nytter ikke,« sagde Anthea. »Åh, kom nu, kom nu væk, før vi bliver sendt i fængsel!«

Drengene sagde, at det var noget vrøvl, og efter engelsk lov kunne man ikke blive sat i fængsel, bare fordi man var smuk som dagen, men alligevel fulgte de efter de andre ud på den lille vej.

»Vi bliver vel os selv igen efter solnedgang,« sagde Jane.

»Det ved jeg ikke,« sagde Cyril bedrøvet; »det er måske ikke sådan nu – meget har jo forandret sig siden Megatheriumernes tid.«

»Åh,« råbte Anthea pludselig, »måske bliver vi til sten ved solnedgang, ligesom Megatheriumerne gjorde, så der ikke er noget af os tilovers til næste dag.«

Hun begyndte at græde, og det samme gjorde Jane. Selv drengene blev blege. Ingen havde mod på at sige noget.

Det var en rædsom eftermiddag. Der var ikke noget hus i nærheden, hvor børnene kunne tigge en brødskorpe eller bare et glas vand. De turde ikke gå ned i landsbyen, fordi de havde set Martha gå derned med en kurv, og der var en lokal politibetjent. De var ganske vist alle sammen smukke som dagen, men det er en ringe trøst, når man er sulten som en jæger og tørstig som en svamp.

Tre gange prøvede de forgæves at få tjenestefolkene i White House til at lukke dem ind og høre deres historie. Så gik Robert derhen alene i håb om at kunne kravle ind ad et af bagvinduerne og på den måde åbne døren for de andre. Men alle vinduerne sad uden for rækkevidde, og Martha tømte en vaskekande med koldt vand ud over ham fra et vindue ovenpå og sagde:

»Skrub af med dig, din væmmelige lille italienerabe.«

Det endte med, at de satte sig på række under hækken med fødderne i en tør grøft og ventede på solnedgang og spekulerede på, om de, når solen gik ned, ville blive til sten eller bare til deres gamle, naturlige jeg; og hver af dem følte sig stadig ensom og blandt fremmede og prøvede at lade være med at se på de andre, for selv om stemmerne var deres egne, var deres ansigter så strålende smukke, at det ligefrem var irriterende at se på dem.

»Jeg tror ikke, vi bliver til sten,« sagde Robert og brød en lang, elendig tavshed, »for sandfeen sagde, at den ville opfylde et ønske til for os i morgen, og det kunne den jo ikke, hvis vi var af sten, vel?«

De andre sagde »Nej«, men de var slet ikke trøstede.

En ny tavshed, længere og endnu mere elendig, blev brudt, da Cyril pludselig sagde: »Jeg vil ikke gøre jer piger bange, men jeg tror, det allerede er begyndt hos mig. Min fod er helt død. Jeg bliver til sten, det ved jeg, og om et øjeblik gør I også.«

»Pyt med det,« sagde Robert venligt, »måske er du den eneste, der bliver til sten, og vi andre klarer os, og så vil vi værne om din statue og hænge kranse på den.«

Men da det viste sig, at Cyrils fod bare sov, fordi han havde siddet for længe med den ind under sig, og da den vågnede til live med smertefuld prikken og stikken, blev de andre ganske vrede.

»Sådan at forskrække os for ingenting!« sagde Anthea.

Den tredje tavshed, den elendigste af dem alle, blev brudt af Jane. Hun sagde:

»Hvis vi slipper godt fra det her, beder vi Sammyadden om at gøre sådan, at tjenestefolkene ikke lægger mærke til noget anderledes, uanset hvilke ønsker vi får opfyldt.«

De andre gryntede bare. De havde det for elendigt til så meget som at fatte gode forsætter.

Til sidst forenede sult og frygt og surhed og træthed – fire meget ubehagelige ting – sig om at frembringe én rar ting, og det var søvn. Børnene lå og sov på række med deres smukke øjne lukkede og deres smukke munde åbne. Anthea vågnede først. Solen var gået ned, og tusmørket var ved at falde på.

Anthea kneb sig selv meget hårdt for at være sikker, og da hun opdagede, at hun stadig kunne mærke, at hun blev knebet, besluttede hun, at hun ikke var af sten, og så kneb hun de andre. De var også bløde.

»Vågn op,« sagde hun med glædestårer i øjnene; »det er i orden, vi er ikke af sten. Og åh, Cyril, hvor er du dejlig grim med dine gamle fregner og dit brune hår og dine små øjne. Og det er I også alle sammen!« tilføjede hun, så de ikke skulle blive misundelige.

Da de kom hjem, fik de en ordentlig skideballe af Martha, som fortalte dem om de fremmede børn.

»Kønne var de, det må jeg sige, men så frække.«

»Det ved jeg,« sagde Robert, som af erfaring vidste, hvor håbløst det ville være at prøve at forklare Martha noget.

»Og hvor i alverden har I været hele den tid, jeres små uartige unger?«

»Ude på vejen.«

»Hvorfor kom I ikke hjem for flere timer siden?«

»Det kunne vi ikke på grund af dem,« sagde Anthea.

»Hvem?«

»Børnene, der var smukke som dagen. De holdt os der, til solen var gået ned. Vi kunne ikke komme tilbage, før de var væk. Du aner ikke, hvor vi hadede dem! Åh, giv os nu noget aftensmad – vi er så sultne.«

»Sultne! Det tror da pokker,« sagde Martha vredt; »ude hele dagen på den måde. Nå, jeg håber, det lærer jer at lade være med at rende rundt med fremmede børn – de er såmænd nok hernede for at komme sig efter mæslinger! Og hør nu godt efter: Hvis I ser dem igen, må I ikke tale til dem – ikke ét ord og ikke så meget som et blik – men komme lige hjem og sige det til mig. Jeg skal nok spolere deres skønhed!«

»Hvis vi nogen sinde ser dem igen, skal vi nok sige det til dig,« sagde Anthea; og Robert, som kærligt fæstede blikket på det kolde oksekød, kokkepigen var ved at bære ind på en bakke, tilføjede lavt og inderligt:

»Og vi skal nok sørge grundigt for, at vi aldrig ser dem igen.«

Og det har de aldrig gjort.

---