Ethan Frome

Edith Wharton

Kapitel 1

Landsbyen lå under to fod sne, med driver på de vindudsatte hjørner. På en himmel af jern hang Karlsvognens stjerner som istapper, og Orion glimtede af kold ild. Månen var gået ned, men natten var så klar, at de hvide husfacader mellem elmetræerne virkede grå mod sneen, buskadser satte sorte pletter på den, og kirkens kældervinduer sendte gule lysstråler langt ud over det endeløst bølgende landskab.

Den unge Ethan Frome gik med raske skridt hen ad den øde gade, forbi banken og Michael Eadys nye købmandsbutik af mursten og advokat Varnums hus med de to sorte rødgraner ved lågen. Over for Varnums låge, hvor vejen faldt ned mod Corburydalen, rejste kirken sit slanke hvide tårn og sin smalle søjleforhal. Da den unge mand gik hen mod den, tegnede de øverste vinduer en sort arkade langs bygningens sidevæg, men fra de nederste åbninger, på den side hvor jorden skrånede stejlt ned mod Corburyvejen, skød lyset sine lange stave ud, oplyste de mange friske furer på stien til kælderdøren og viste under et halvtag tæt ved en række kaner med heste under tunge dækkener.

Natten var fuldkommen stille, og luften så tør og ren, at kulden knap kunne mærkes. For Frome var det snarere, som om der slet ingen luft var, som om intet tættere end æter lå mellem den hvide jord under hans fødder og metalhvælvingen over ham. »Det er som at være i en lufttom beholder,« tænkte han. Fire-fem år tidligere havde han fulgt et års undervisning på en teknisk læreanstalt i Worcester og syslet lidt i laboratoriet sammen med en venlig fysikprofessor; og de billeder, han havde fået med sig derfra, dukkede stadig op i uventede øjeblikke midt i den helt anderledes tankeverden, han siden havde levet i. Ethans fars død og de ulykker, der fulgte efter, havde sat en for tidlig stopper for Ethans studier; men selv om han ikke var nået langt nok til, at de kunne gøre større praktisk nytte, havde de næret hans fantasi og fået ham til at ane vældige, dunkle sammenhænge bag tingenes daglige ydre.

Mens han gik gennem sneen med lange skridt, glødede fornemmelsen af sådanne sammenhænge i hans sind og blandede sig med den varme, den raske gang gav ham i kroppen. Ved landsbyens udkant standsede han foran kirkens mørke facade. Et øjeblik blev han stående med hastigt åndedræt og så op og ned ad gaden, hvor der ikke rørte sig et eneste andet menneske. Corburyvejens stejle fald neden for advokat Varnums graner var Starkfields foretrukne kælkebakke, og på klare aftener genlød hjørnet ved kirken til sent af de kælkendes råb; men denne aften brød ikke én kælk den lange skrånings hvide flade. Midnatstystheden lå over landsbyen, og alt dens vågne liv var samlet bag kirkens vinduer, hvor dansemusikkens toner strømmede ud sammen med de brede bånd af gult lys.

Den unge mand gik langs bygningens side og ned ad skråningen mod kælderdøren. For ikke at blive røbet af lysstrålerne indefra slog han en bue gennem den uberørte sne og nærmede sig lidt efter lidt kældermurens fjerneste hjørne. Derfra listede han sig, stadig inde i skyggen, forsigtigt frem til det nærmeste vindue, mens han holdt sin ranke, magre krop tilbage og strakte hals, til han fik et glimt af rummet.

Set herudefra, fra det klare, frostkolde mørke hvor han stod, syntes rummet at syde i en dis af varme. Gasblussenes metalreflektorer kastede skarpe bølger af lys mod de hvidkalkede vægge, og ovnens jernsider for enden af salen så ud, som om vulkansk ild fik dem til at bølge. Gulvet var tæt besat af piger og unge mænd. Langs sidevæggen over for vinduet stod en række køkkenstole, som de ældre kvinder netop havde rejst sig fra. Nu var musikken holdt op, og musikerne – en spillemand og den unge dame, der spillede på harmoniet om søndagen – fik sig i al hast en forfriskning ved det ene hjørne af aftensbordet, som stod på forhøjningen for enden af salen med sine rækker af plyndrede tærtefade og isassietter. Gæsterne gjorde sig klar til at gå, og strømmen var allerede sat ind mod gangen, hvor frakker og slag hang, da en ung mand, let på tå og med en sort hårmanke, fór ind midt på gulvet og klappede i hænderne. Signalet virkede straks. Musikerne skyndte sig hen til deres instrumenter, de dansende – nogle allerede halvt pakket ind til hjemturen – stillede op på række langs hver side af salen, de ældre tilskuere gled tilbage på deres stole, og den livlige unge mand smuttede hid og did i flokken, trak en pige frem, som allerede havde viklet en kirsebærrød »fascinator« om hovedet, førte hende op til den ene ende af gulvet og hvirvlede hende hele vejen ned ad det til de hoppende toner af en Virginia reel.

Fromes hjerte slog hurtigt. Han havde anstrengt sig for at få et glimt af det mørkhårede hoved under det kirsebærrøde hovedtørklæde, og det ærgrede ham, at et andet blik havde været hurtigere end hans. Reelens anfører, der så ud til at have irsk blod i årerne, dansede godt, og hans dansepartner blev smittet af hans glød. Mens hun bevægede sig ned gennem rækken, og hendes lette skikkelse svingede fra hånd til hånd i stadig hurtigere kredse, fløj hovedtørklædet af hendes hoved og stod ud bag hendes skuldre, og ved hver vending så Frome et glimt af hendes leende, forpustede læber, skyen af mørkt hår om hendes pande og de mørke øjne, der syntes at være de eneste faste punkter i et virvar af flyvende linjer.

De dansende satte farten mere og mere op, og for at følge med dem bearbejdede musikerne deres instrumenter som jockeyer, der pisker deres heste på opløbsstrækningen; alligevel forekom det den unge mand ved vinduet, at reelen aldrig ville få ende. Nu og da flyttede han blikket fra pigens ansigt til hendes dansepartners, der i dansens rus havde antaget en næsten uforskammet, besidderisk mine. Denis Eady var søn af Michael Eady, den ærgerrige irske købmand, hvis smidighed og frækhed havde givet Starkfield det første begreb om »smarte« forretningsmetoder, og hvis nye murstensbutik vidnede om forsøgets heldige udfald. Hans søn så ud til at ville gå i hans fodspor og brugte imens de samme kunster til at erobre Starkfields unge piger. Hidtil havde Ethan Frome nøjedes med at betragte ham som en tarvelig fyr; men nu bad han ligefrem om prygl med en ridepisk. Det var sært, at pigen ikke syntes at mærke det: at hun kunne løfte sit henførte ansigt mod sin dansepartners og lægge sine hænder i hans uden tilsyneladende at føle det krænkende i hans blik og berøring.

Når Ethans kones kusine, Mattie Silver, en sjælden aften blev lokket ind til landsbyen af en mulighed for adspredelse, plejede Frome at gå ind til Starkfield og hente hende hjem. Det var hans kone, der, da pigen kom til dem, havde foreslået, at man skulle sørge for, at hun fik den slags muligheder. Mattie Silver kom fra Stamford, og da hun flyttede ind hos familien Frome for at hjælpe sin kusine Zeena, havde man ment, at det var bedst ikke at lade hende mærke en alt for skarp modsætning mellem det liv, hun havde forladt, og ensomheden på en gård i Starkfield, eftersom hun ikke fik løn. Havde det ikke været derfor – som Frome med bitter ironi tænkte – ville det næppe være faldet Zeena ind at skænke pigens fornøjelser en tanke.

Da hans kone første gang foreslog, at de skulle give Mattie en friaften af og til, havde han i sit stille sind vægret sig ved at skulle gå de ekstra to engelske mil ind til landsbyen og hjem igen efter sin hårde arbejdsdag på gården; men kort tid efter var han nået dertil, at han ønskede, at Starkfield ville holde fest hver eneste nat.

Mattie Silver havde boet under hans tag i et år, og fra den tidlige morgen og til de mødtes ved aftensbordet, havde han mange lejligheder til at se hende; men intet øjeblik i hendes selskab kunne måle sig med dem, hvor de gik hjem gennem natten til gården, hun med armen i hans og med lette skridt, der fløj af sted for at holde trit med hans lange skridt. Han havde syntes om pigen fra den første dag, da han var kørt over til Flats for at hente hende, og hun havde smilet og vinket til ham fra toget og råbt: »Du må være Ethan!« mens hun sprang ned med sine bylter, og han havde tænkt, da han så hendes spinkle skikkelse an: »Hun ser ikke ud til at være meget bevendt til husarbejde, men hun er da i det mindste ikke en, der går og bekymrer sig.« Men det var ikke blot, at det var som at tænde ild i et koldt ildsted, da en smule håbefuldt, ungt liv kom ind i hans hus. Pigen var mere end det muntre, hjælpsomme væsen, han havde taget hende for. Hun havde øjne at se med og ører at høre med: han kunne vise hende ting og fortælle hende ting og smage den lyksalighed, der lå i at føle, at alt, hvad han delte med hende, gav langvarig genklang og efterlod ekkoer, han kunne vække, når han ville.

Det var under deres natlige vandringer hjem til gården, at han stærkest følte sødmen ved denne samhørighed. Han havde altid været mere modtagelig for naturens skønhed end menneskerne omkring ham. Hans ufuldendte studier havde givet denne modtagelighed form, og selv i hans ulykkeligste øjeblikke talte mark og himmel til ham med en dyb og stærk overbevisningskraft. Men hidtil var følelsen blevet i ham som en stum smerte, der lagde et slør af vemod over den skønhed, som vakte den. Han vidste ikke engang, om der var noget andet menneske i verden, der følte som han, eller om han alene var offer for dette sorgfulde privilegium. Så opdagede han, at et andet sind havde skælvet ved det samme strejf af undren: at der ved hans side levede et væsen, som boede under hans tag og spiste hans brød, og som han kunne sige til: »Derovre er Orion; den store til højre er Aldebaran, og den klynge af små – som en sværm af bier – det er Plejaderne …« eller som han kunne tryllebinde foran et granitfremspring, der ragede op gennem bregnerne, mens han rullede istidens vældige panorama ud og de lange, dunkle tidsrum, der fulgte efter. En ikke ringe del af hans glæde skyldtes, at Matties undren over det, han lærte hende, var blandet med beundring for hans lærdom. Og der var andre sanseindtryk, sværere at sætte navn på, men endnu skønnere, som drog dem sammen med et stød af tavs glæde: solnedgangens kolde røde farve bag vinterbakkerne, skyflokkenes flugt over skråninger med gylden stubmark eller hemlockgranernes intenst blå skygger på solbeskinnet sne. Da hun engang sagde til ham: »Det ser jo ud, som om det var malet!« forekom det Ethan, at ingen kunne nå længere i kunsten at sætte ord på tingene, og at der endelig var fundet ord, som kunne udtrykke hans inderste sjæl. …

Mens han stod i mørket uden for kirken, vendte disse minder tilbage med den smerte, som svundne ting kan vække. Mens han så Mattie hvirvle ned over gulvet fra hånd til hånd, undrede han sig over, at han nogensinde havde kunnet tro, hun var interesseret i hans kedelige snak. For ham, der kun var munter i hendes selskab, forekom hendes munterhed at være et klart bevis på ligegyldighed. Det ansigt, hun løftede mod sine dansepartnere, var det samme, der, når hun så ham, altid lignede et vindue, som havde fanget solnedgangen. Han lagde endda mærke til to-tre små bevægelser, som han i sin indbildskhed havde troet var forbeholdt ham: den måde, hun kastede hovedet tilbage på, når noget morede hende, som ville hun smage sin latter, før hun lod den slippe ud, og hendes vane med langsomt at sænke øjenlågene, når noget betog eller rørte hende.

Synet gjorde ham ulykkelig, og hans ulykkelighed vækkede hans slumrende frygt. Hans kone havde aldrig vist jalousi over for Mattie, men i den senere tid havde hun knurret mere og mere over husarbejdet og ad omveje henledt opmærksomheden på pigens manglende huslige evner. Zeena havde altid været det, man i Starkfield kaldte »sygelig«, og Frome måtte indrømme, at hvis hun var så dårlig, som hun selv mente, havde hun brug for hjælp af en stærkere arm end den, der hvilede så let i hans på de natlige vandringer hjem til gården. Mattie havde ingen medfødte anlæg for at føre hus, og hendes opdragelse havde intet gjort for at råde bod på den mangel. Hun var lærenem, men glemsom og drømmende, og ikke tilbøjelig til at tage sagen alvorligt. Ethan havde den forestilling, at hvis hun giftede sig med en mand, hun holdt af, ville det slumrende instinkt vågne, og hendes tærter og småbrød blive hele amtets stolthed; men huslighed som sådan interesserede hende ikke. Til at begynde med var hun så kejtet, at han ikke kunne lade være med at le ad hende; men hun lo med, og det gjorde dem til endnu bedre venner. Han gjorde sit bedste for at give hende en hånd med, så uøvet som hun var, og stod tidligere op end ellers for at tænde op i køkkenet, bar brændet ind aftenen før og forsømte savværket til fordel for gården, så han kunne hjælpe hende i huset om dagen. Han listede endda ned lørdag aften og skrubbede køkkengulvet, når kvinderne var gået i seng; og en dag havde Zeena overrasket ham ved smørkærnen og tavst vendt sig bort med et af sine sære blikke.

I den senere tid havde der været andre tegn på hans kones mishag, lige så uhåndgribelige, men mere foruroligende. En kold vintermorgen, mens han klædte sig på i mørket, og lyset blafrede i trækken fra det utætte vindue, havde han hørt hende tale fra sengen bag sig.

»Lægen vil ikke have, at jeg skal være uden nogen til at tage sig af mig,« sagde hun med sin tonløse klynken.

Han havde troet, hun sov, og lyden af hendes stemme havde fået ham til at fare sammen, skønt det var hendes vane at tale i pludselige udbrud efter lange perioder med indesluttet tavshed.

Han vendte sig og så på hende, hvor hun lå svagt aftegnet under det mørke kattunstæppe, og pudens hvidhed gav hendes ansigt med de høje kindben et gråligt skær.

»Ingen til at tage sig af dig?« gentog han.

»Hvis du siger, at du ikke har råd til en tjenestepige, når Mattie rejser.«

Frome vendte sig atter bort, tog sin ragekniv og bøjede sig ned for at se sin udspændte kind i det plettede spejl over vaskebordet.

»Hvorfor i alverden skulle Mattie rejse?«

»Ja, når hun bliver gift, mener jeg,« lød hans kones slæbende stemme bag ham.

»Åh, hun ville da aldrig forlade os, så længe du har brug for hende,« svarede han og skrabede hårdt over hagen.

»Det skulle aldrig hedde sig, at jeg stod i vejen for, at en fattig pige som Mattie blev gift med en dygtig fyr som Denis Eady,« svarede Zeena med klagende selvudslettelse i stemmen.

Ethan stirrede vredt på sit ansigt i spejlet og kastede hovedet tilbage for at trække ragekniven fra øret ned til hagen. Hans hånd var rolig, men stillingen gav ham et påskud til ikke at svare med det samme.

»Og lægen vil ikke have, at jeg skal være uden nogen,« fortsatte Zeena. »Han ville have, at jeg skulle tale med dig om en pige, han har hørt om, som måske kunne komme –«

Ethan lagde ragekniven fra sig og rettede sig op med en latter.

»Denis Eady! Hvis det er det hele, haster det vist ikke så meget med at se sig om efter en pige.«

»Ja, men jeg vil gerne tale med dig om det,« sagde Zeena stædigt.

Han skyndte sig fumlende i tøjet. »Ja ja. Men jeg har ikke tid nu; jeg er sent på den i forvejen,« svarede han og holdt sit gamle, tykke sølvlommeur op mod lyset.

Zeena lod til at slå sig til tåls med det og lå tavs og så på ham, mens han trak selerne op over skuldrene og stak armene i frakken med et ryk; men da han gik mod døren, sagde hun pludseligt og skarpt: »Du er vist altid sent på den, nu du barberer dig hver morgen.«

Det stik havde skræmt ham mere end nogen vage hentydninger til Denis Eady. Det var rigtigt, at han, siden Mattie Silver var kommet, havde vænnet sig til at barbere sig hver dag; men hans kone syntes altid at sove, når han forlod hendes side i vintermørket, og han havde i sin dumhed taget for givet, at hun ikke ville lægge mærke til nogen forandring i hans udseende. En gang eller to havde det tidligere vakt en svag uro i ham, at Zenobia lod tingene ske uden tilsyneladende at bemærke dem, og så, flere uger efter, med en henkastet bemærkning afslørede, at hun hele tiden havde gjort sine iagttagelser og draget sine slutninger. I den senere tid havde der imidlertid ikke været plads i hans tanker til den slags vage ængstelser. Zeena selv var blegnet fra en trykkende virkelighed til en uhåndgribelig skygge. Hele hans liv var synet af Mattie Silver og lyden af hendes stemme, og han kunne ikke længere forestille sig, at det kunne være anderledes. Men nu, mens han stod uden for kirken og så Mattie hvirvle ned over gulvet med Denis Eady, vævede et mylder af oversete hentydninger og trusler en sky om hans hjerne …

---