Modets røde hæ­der­s­tegn

Stephen Crane

Kapitel 1

Kulden slap kun modstræbende sit tag i jorden, og de vigende tåger afslørede en hær, der lå udstrakt over bakkerne og hvilede. Efterhånden som landskabet skiftede fra brunt til grønt, vågnede hæren og begyndte at sitre af iver ved rygternes larm. Den rettede blikket mod vejene, der var ved at forvandle sig fra lange render med flydende mudder til ordentlige færdselsårer. En flod, ravfarvet i breddernes skygge, rislede ved hærens fødder; og om natten, når strømmen havde antaget en sorgfuld sorthed, kunne man på den anden side se det røde, øjenagtige skær fra fjendtlige lejrbål, der lå i de fjerne bakkers lave bryn.

En dag fik en vis høj soldat et anfald af dyd og gik resolut hen for at vaske en skjorte. Han kom flyvende tilbage fra en bæk og viftede med klædningsstykket som med en fane. Han struttede af en historie, han havde hørt fra en pålidelig ven, der havde hørt den fra en sandfærdig kavalerist, der havde hørt den fra sin troværdige bror, en af ordonnanserne ved divisionens hovedkvarter. Han anlagde en vigtig mine som en herold i rødt og guld.

»Vi rykker ud i morgen – helt sikkert,« sagde han pompøst til en gruppe i kompagnigaden. »Vi skal langt op ad floden, sætte over og komme rundt om bag dem.«

For sine opmærksomme tilhørere opridsede han højlydt og i alle enkeltheder en plan for et særdeles strålende felttog. Da han var færdig, spredtes de blåklædte mænd i små, diskuterende grupper mellem rækkerne af lave, brune hytter. En negerkusk, der havde danset på en kiksekasse under fyrre soldaters lystige opmuntring, blev ladt alene. Bedrøvet satte han sig ned. Røg drev dovent fra en mængde løjerlige skorstene.

»Det er løgn! Det er, hvad det er – en dundrende løgn!« sagde en anden menig højt. Hans glatte ansigt blussede, og han havde vrissent stukket hænderne i bukselommerne. Han opfattede sagen som en personlig fornærmelse. »Jeg tror ikke, den forbandede gamle hær nogen sinde kommer af sted. Vi er groet fast. Jeg har gjort mig klar til at rykke ud otte gange i de sidste to uger, og vi er stadig ikke rykket ud.«

Den høje soldat følte sig forpligtet til at forsvare sandheden i et rygte, han selv havde bragt til torvs. Han og den højrøstede var lige ved at komme op at slås om det.

En korporal gav sig til at bande i de forsamledes påhør. Han havde lige lagt et dyrt bræddegulv i sit hus, sagde han. Tidligt på foråret havde han undladt at gøre ret meget for at indrette sig mere bekvemt, fordi han havde ment, at hæren kunne bryde op til march når som helst. På det sidste havde han imidlertid fået indtryk af, at de lå i en slags evig lejr.

Mange af mændene kastede sig ud i en livlig debat. En af dem redegjorde med usædvanlig klarhed for alle den kommanderende generals planer. Han blev modsagt af mænd, der hævdede, at der var andre planer for felttoget. De råbte i munden på hinanden, og mange forsøgte forgæves at tiltrække sig forsamlingens opmærksomhed. Imens fór soldaten, der var kommet med rygtet, omkring med en meget vigtig mine. Han blev uafladelig bestormet med spørgsmål.

»Hvad er der på færde, Jim?«

»Hæren skal rykke ud.«

»Åh, hvad snakker du om? Hvor ved du det fra?«

»Du kan tro mig eller lade være, lige som du vil. Det er jeg da ligeglad med.«

Hans måde at svare på gav dem meget at tænke over. Han var lige ved at overbevise dem ved at finde det under sin værdighed at fremlægge beviser. De blev meget ophidsede over det.

Der var en ung menig, som lyttede ivrigt til den høje soldats ord og til sine kammeraters forskelligartede kommentarer. Da han havde fået sin rigelige del af diskussionerne om marcher og angreb, gik han hen til sin hytte og krøb ind gennem et kringlet hul, der tjente som dør. Han ville være alene med nogle nye tanker, der på det sidste var dukket op hos ham.

Han lagde sig på en bred briks, der strakte sig tværs over rummets ene ende. I den anden ende gjorde kiksekasser det ud for møbler. De var samlet omkring ildstedet. På tømmervæggene hang et billede fra et illustreret ugeblad, og tre geværer var anbragt side om side på knager. Udrustning hang på fremspring, der var lige ved hånden, og nogle blikfade lå på en lille stabel brænde. Et sammenfoldet telt tjente som tag. Sollyset, der faldt på det udefra, fik det til at gløde lysegult. Et lille vindue kastede en skrå firkant af hvidere lys på det rodede gulv. Røgen fra ilden glemte til tider lerskorstenen og snoede sig ind i rummet, og denne skrøbelige skorsten af ler og pinde truede bestandig med at sætte hele herligheden i brand.

Den unge var i en let døs af forundring. Så skulle de endelig i kamp. I morgen ville der måske stå et slag, og han ville være med i det. En tid måtte han anstrenge sig for at få sig selv til at tro det. Han kunne ikke helt fæste lid til et varsel om, at han nu skulle tage del i en af denne verdens store begivenheder.

Han havde naturligvis drømt om slag hele sit liv – om vage og blodige kampe, der havde betaget ham med deres vælde og ild. I syner havde han set sig selv i mange kampe. Han havde forestillet sig folkeslag i sikkerhed i skyggen af hans ørneøjede heltemod. Men i vågen tilstand havde han betragtet slag som purpurrøde pletter på fortidens sider. Han havde henført dem til det svundne sammen med sine forestillingsbilleder af tunge kroner og høje borge. Der var et afsnit af verdenshistorien, han havde betragtet som krigenes tid, men det var efter hans mening for længst gledet ud over horisonten og forsvundet for bestandig.

Hjemmefra havde han med sine unge øjne betragtet krigen i sit eget land med mistro. Det måtte være en slags leg. Han havde for længst opgivet håbet om at opleve en homerisk kamp. Den slags ville ikke komme igen, havde han sagt. Menneskene var blevet bedre eller mere frygtsomme. Verdslig og religiøs opdragelse havde udslettet instinktet til at gribe hinanden om struben, eller også holdt solide finanser lidenskaberne i ave.

Flere gange havde han brændt efter at melde sig. Beretninger om store troppebevægelser rystede landet. De var måske ikke udpræget homeriske, men der syntes at være megen hæder i dem. Han havde læst om marcher, belejringer og kampe og havde længtes efter at se det hele. Hans livlige sind havde malet store billeder for ham i overdådige farver, flammende af hæsblæsende bedrifter.

Men hans mor havde talt ham fra det. Hun havde foregivet at se med en vis foragt på hans særlige form for krigsiver og fædrelandskærlighed. Hun kunne roligt sætte sig ned og uden synligt besvær give ham mange hundrede grunde til, at han var til langt større nytte på gården end på slagmarken. Hun havde haft visse måder at udtrykke sig på, som fortalte ham, at hendes ord om den sag udsprang af en dyb overbevisning. Desuden talte det til hendes fordel, at han anså hendes moralske bevæggrund i diskussionen for uangribelig.

Til sidst havde han dog gjort resolut oprør mod det gule lys, der blev kastet over hans ambitioners farve. Aviserne, landsbysnakken og hans egne forestillingsbilleder havde hidset ham op, så han ikke længere kunne tøjles. De kæmpede virkelig godt dernede. Næsten hver dag bragte avisen beretninger om en afgørende sejr.

En nat, da han lå i sin seng, havde vinden båret kirkeklokkens kimen hen til ham, mens en eller anden ivrig sjæl hev vildt i rebet for at forkynde den forvanskede nyhed om et stort slag. Denne stemme fra folket, der jublede i natten, havde fået ham til at sitre i en langvarig rus af ophidselse. Senere var han gået ned til sin mors værelse og havde sagt følgende: »Mor, jeg melder mig.«

»Henry, vær nu ikke et fjols,« havde hans mor svaret. Så havde hun trukket vattæppet op over ansigtet. Dermed var den sag slut for den nat.

Alligevel var han næste morgen taget til en by i nærheden af sin mors gård og havde meldt sig til et kompagni, der var ved at blive oprettet dér. Da han kom hjem, stod hans mor og malkede den brogede ko. Fire andre stod og ventede. »Mor, jeg har meldt mig,« havde han spagfærdigt sagt til hende. Der blev stille et øjeblik. »Herrens vilje ske, Henry,« havde hun til sidst svaret og var så fortsat med at malke den brogede ko.

Da han stod i døråbningen med soldatertøjet på og med et lys af spænding og forventning i øjnene, der næsten overstrålede skæret af sorg over at skulle bryde båndene til hjemmet, havde han set to tårer trække deres spor ned ad sin mors arrede kinder.

Alligevel havde hun skuffet ham ved slet ikke at tale om at vende hjem med skjoldet eller på det. Han havde i det stille gjort sig klar til en smuk scene. Han havde forberedt nogle sætninger, som han mente kunne have en rørende virkning. Men hendes ord ødelagde hans planer. Hun havde ufortrødent skrællet kartofler og talt således til ham: »Du skal se dig for, Henry, og passe godt på dig selv i det her krigeri – se dig for og pas godt på dig selv. Tro nu ikke, at du kan slå hele oprørshæren lige med det samme, for det kan du ikke. Du er bare én lille fyr blandt en hel masse andre, og du må holde dig i ro og gøre, som de siger. Jeg ved, hvordan du er, Henry.«

»Jeg har strikket dig otte par sokker, Henry, og jeg har lagt alle dine bedste skjorter med, for jeg vil have, at min dreng skal have det lige så varmt og bekvemt som nogen anden i hæren. Når der går hul i dem, skal du straks sende dem hjem til mig, så jeg kan stoppe dem.«

»Og pas altid på, hvem du omgås. Der er mange slette mænd i hæren, Henry. Hæren gør dem vilde, og de ved ikke noget bedre end at lokke en ung fyr som dig på afveje, en, der aldrig har været ret meget hjemmefra og altid har haft en mor, og lære ham at drikke og bande. Hold dig fra den slags folk, Henry. Jeg vil ikke have, at du nogen sinde gør noget, Henry, som du ville skamme dig over at fortælle mig om. Forestil dig bare, at jeg står og ser på dig. Hvis du altid husker på det, tror jeg nok, du skal klare dig ordentligt.«

»Du må også altid huske din far, mit barn, og huske på, at han aldrig drak en dråbe spiritus i sit liv og sjældent bandede i vrede.«

»Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige dig, Henry, ud over at du aldrig må krybe udenom, mit barn, for min skyld. Hvis den tid skulle komme, hvor du må vælge mellem at blive slået ihjel og at gøre noget nedrigt, ja, Henry, så skal du ikke tænke på andet end det, der er ret, for der er mangen en kvinde, der må bære den slags i disse tider, og Herren vil tage vare på os alle.«

»Glem nu ikke sokkerne og skjorterne, mit barn; og jeg har lagt en kop brombærsyltetøj med i din bylt, for jeg ved, at det er det bedste, du ved. Farvel, Henry. Pas på og vær en god dreng.«

Han havde naturligvis følt sig utålmodig under den prøvelse, talen var. Det havde ikke været helt, hvad han havde ventet, og han havde udholdt den med en irriteret mine. Han var gået derfra med en vag følelse af lettelse.

Alligevel havde han, da han så sig tilbage fra lågen, set sin mor knæle mellem kartoffelskrællerne. Hendes brune ansigt var vendt opad og plettet af tårer, og hendes magre skikkelse skælvede. Han bøjede hovedet og gik videre, pludselig skamfuld over sine planer.

Hjemmefra var han gået hen på skolen for at tage afsked med mange af sine skolekammerater. De havde flokket sig om ham i undren og beundring. Han havde mærket den kløft, der nu var mellem dem, og var svulmet af rolig stolthed. Han og nogle af de kammerater, der også havde trukket i blåt, var i en hel eftermiddag blevet ganske overvældet med forrettigheder, og det havde været en udsøgt nydelse. De havde spankuleret.

En vis lyshåret pige havde muntert gjort nar ad hans krigerånd, men der var en anden og mørkere pige, som han havde stirret ufravendt på, og han syntes, hun blev bly og bedrøvet ved synet af hans blå uniform og messingknapper. Da han gik ned ad stien mellem rækkerne af egetræer, havde han vendt hovedet og opdaget hende ved et vindue, hvor hun stod og så efter ham. Da han fik øje på hende, var hun straks begyndt at stirre op mod himlen gennem træernes høje grene. Han havde set, hvor forfjamsket og hastigt hun skiftede stilling. Han tænkte ofte på det.

På vejen til Washington havde hans sind fået vinger. Regimentet var blevet bespist og kærtegnet på station efter station, indtil den unge havde troet, at han måtte være en helt. Der var blevet ødslet med brød og koldt kød, kaffe, pickles og ost. Mens han solede sig i pigernes smil og blev klappet og rost af de gamle mænd, havde han følt styrken til at øve mægtige våbendåder vokse i sig.

Efter indviklede rejser med mange ophold var der fulgt måneder med ensformigt liv i en lejr. Han havde forestillet sig, at virkelig krig var en række dødskampe med kun lidt tid imellem til søvn og måltider; men siden hans regiment var kommet i felten, havde hæren ikke gjort stort andet end at sidde stille og forsøge at holde varmen.

Sådan var han lidt efter lidt blevet ført tilbage til sine gamle forestillinger. Homeriske kampe ville ikke komme igen. Menneskene var blevet bedre eller mere frygtsomme. Verdslig og religiøs opdragelse havde udslettet instinktet til at gribe hinanden om struben, eller også holdt solide finanser lidenskaberne i ave.

Han var efterhånden kommet til at betragte sig selv som blot en del af en vældig blå styrkedemonstration. Hans opgave var så vidt muligt at sørge for sin egen bekvemmelighed. Som tidsfordriv kunne han trille tommelfingre og gruble over de tanker, der måtte tumle i generalernes sind. Desuden blev han ekserceret og ekserceret og mønstret, og ekserceret og ekserceret og mønstret.

De eneste fjender, han havde set, var nogle forposter langs flodbredden. Det var en solbrændt og filosofisk anlagt flok, som sommetider eftertænksomt skød på de blå forposter. Når de siden blev bebrejdet det, udtrykte de som regel beklagelse og svor ved deres guder, at geværerne var gået af uden deres tilladelse. En nat, da den unge stod på vagt, talte han over strømmen med en af dem. Det var en lidt laset mand, som spyttede behændigt mellem sine sko og besad et stort forråd af godmodig og barnlig selvsikkerhed. Den unge kunne godt lide ham som menneske.

»Yankee,« havde den anden meddelt ham, »du er sgu en rigtig god fyr.« Denne tilkendegivelse, der svævede hen til ham gennem den stille luft, havde for en stund fået ham til at beklage, at der var krig.

Forskellige veteraner havde fortalt ham historier. Nogle talte om grå, skæggede horder, der rykkede frem med ubønhørlige eder og tyggede tobak med ubeskrivelig tapperhed; vældige skarer af vilde krigsfolk, der fejede frem som hunnerne. Andre talte om lasede og evigt sultne mænd, som affyrede modløse krudtladninger. »De stormer gennem helvedes ild og svovl for at få fat i en brødpose, og den slags maver holder ikke længe,« havde man fortalt ham. Ud fra historierne forestillede den unge sig røde, levende knogler, der stak ud gennem flænger i de falmede uniformer.

Alligevel kunne han ikke fæste fuld lid til veteranernes historier, for rekrutterne var deres bytte. De talte meget om røg, ild og blod, men han kunne ikke vide, hvor meget der var løgn. De råbte ustandselig »Ferske fisk!« efter ham og var på ingen måde til at stole på.

Nu så han imidlertid, at det ikke betød stort, hvad slags soldater han skulle kæmpe imod, så længe de kæmpede, og den kendsgerning bestred ingen. Der var et alvorligere problem. Han lå på sin briks og grublede over det. Han forsøgte over for sig selv at føre matematisk bevis for, at han ikke ville flygte fra et slag.

Tidligere havde han aldrig følt sig tvunget til at tage alt for alvorligt livtag med det spørgsmål. I sit liv havde han taget visse ting for givet uden nogen sinde at anfægte sin tro på til sidst at lykkes og uden at bekymre sig ret meget om midler og veje. Men her stod han over for noget væsentligt. Det var pludselig gået op for ham, at han måske ville flygte under et slag. Han var nødt til at indrømme, at han intet vidste om sig selv, når det gjaldt krig.

Et godt stykke tid tidligere ville han have ladet problemet stå og vente utålmodigt ved sit sinds yderste porte, men nu følte han sig nødsaget til at tage det alvorligt.

En smule panisk angst voksede frem i hans sind. Når han i fantasien gik en kamp i møde, så han uhyggelige muligheder. Han tænkte over fremtidens lurende trusler og forsøgte forgæves at se sig selv stå fast midt iblandt dem. Han mindedes sine syner af helteære med knækkede klinger, men i skyggen af den forestående tumult havde han en mistanke om, at billederne var umulige.

Han sprang op fra briksen og begyndte at gå nervøst frem og tilbage. »Gode Gud, hvad er der i vejen med mig?« sagde han højt.

Han følte, at hans leveregler var ubrugelige i denne krise. Alt, hvad han havde lært om sig selv, var til ingen nytte her. Han var en ubekendt størrelse. Han indså, at han igen ville blive nødt til at prøve sig frem, som han havde gjort i sin tidlige ungdom. Han måtte samle viden om sig selv, og imens besluttede han at holde sig nøje på vagt, så de egenskaber, han intet kendte til, ikke skulle bringe evig skam over ham. »Gode Gud!« gentog han forfærdet.

Efter en stund gled den høje soldat behændigt gennem hullet. Den højrøstede menige fulgte efter. De kævledes.

»Det er da i orden,« sagde den høje soldat, mens han kom ind. Han gjorde en talende bevægelse med hånden. »Du kan tro mig eller lade være, lige som du vil. Du skal bare sætte dig ned og vente så stille, du kan. Så finder du snart ud af, at jeg havde ret.«

Hans kammerat gryntede stædigt. Et øjeblik så det ud til, at han søgte efter et knusende svar. Til sidst sagde han: »Nå, du ved da heller ikke alt i hele verden, vel?«

»Jeg har heller ikke sagt, at jeg ved alt i hele verden,« svarede den anden skarpt. Han begyndte at pakke forskellige sager tæt sammen i sit tornyster.

Den unge standsede sin nervøse vandring og så ned på den travle skikkelse. »Er det helt sikkert, at der bliver et slag, Jim?« spurgte han.

»Selvfølgelig bliver der det,« svarede den høje soldat. »Selvfølgelig bliver der det. Vent du bare til i morgen, så får du et af de største slag, der nogen sinde har været, at se. Vent du bare.«

»For pokker!« sagde den unge.

»Åh, denne gang får du kamp at se, min dreng, sådan rigtig kamp for alvor,« tilføjede den høje soldat med en mine, som om han skulle til at fremvise et slag til glæde for sine venner.

»Hmpf!« sagde den højrøstede henne fra en krog.

»Nå,« bemærkede den unge, »den her historie ender vel ligesom de andre.«

»Det kan du tro, den ikke gør,« svarede den høje soldat irriteret. »Det kan du tro, den ikke gør. Brød hele kavaleriet ikke op i morges?« Han lod et vredt blik gå rundt. Ingen bestred hans påstand. »Kavaleriet brød op i morges,« fortsatte han. »De siger, at der næsten ikke er noget kavaleri tilbage i lejren. De skal til Richmond eller et andet sted, mens vi slås med alle sydstatsknægtene. Det er en eller anden fidus i den stil. Regimentet har også fået ordrer. En fyr, der så dem tage til hovedkvarteret, fortalte mig det for lidt siden. Og de laver et herrens postyr i hele lejren – det kan enhver da se.«

»Pjat!« sagde den højrøstede.

Den unge var tavs en stund. Til sidst henvendte han sig til den høje soldat. »Jim!«

»Hvad?«

»Hvordan tror du, regimentet vil klare sig?«

»Åh, de skal nok slås ordentligt, tænker jeg, når først de kommer i gang,« sagde den anden med kølig dømmekraft. Han gjorde fortrinlig brug af tredje person. »Der er jo blevet gjort masser af grin med dem, fordi de er nye, og alt det der; men de skal nok slås ordentligt, tror jeg.«

»Tror du, nogen af drengene vil stikke af?« vedblev den unge.

»Åh, der er måske nogle få af dem, der stikker af, men den slags er der i alle regimenter, især første gang de kommer under ild,« sagde den anden overbærende. »Selvfølgelig kunne det ske, at hele bundtet satte i løb, hvis der kom hårde kampe lige fra starten, og på den anden side kunne de blive og slås, så det stod efter. Men man kan ikke være sikker på noget. De har jo selvfølgelig aldrig været under ild endnu, og de slår vel næppe hele oprørshæren på én gang den første gang; men jeg tror, de vil slås bedre end nogle, selv om de slås dårligere end andre. Sådan ser jeg på det. De kalder regimentet ›ferske fisk‹ og hvad ved jeg; men drengene kommer af godt folk, og de fleste af dem vil slås som bare fanden, når de først begynder at skyde,« tilføjede han med et vældigt eftertryk på de sidste fire ord.

»Åh, du tror nok, du ved –« begyndte den højrøstede soldat hånligt.

Den anden vendte sig rasende mod ham. De skændtes, så ordene føg, og hæftede forskellige mærkværdige skældsord på hinanden.

Den unge afbrød dem omsider. »Har du nogen sinde tænkt på, at du måske selv ville stikke af, Jim?« spurgte han. Da han var færdig med sætningen, lo han, som om han havde ment det som en spøg. Den højrøstede soldat fnisede også.

Den høje menige slog ud med hånden. »Tja,« sagde han dybsindigt, »jeg har tænkt, at det måske kunne blive for hedt for Jim Conklin i nogle af de der træfninger, og hvis en hel masse af drengene satte i løb, ja, så ville jeg vel også sætte i løb. Og hvis jeg først begyndte at løbe, ville jeg løbe som bare fanden, det er sikkert og vist. Men hvis alle stod og sloges, ja, så ville jeg stå og slås. Det ville jeg, for søren. Det vil jeg vædde på.«

»Hmpf!« sagde den højrøstede.

Den unge i denne fortælling følte taknemmelighed over disse ord fra sin kammerat. Han havde frygtet, at alle de uprøvede mænd havde stor og velbegrundet selvtillid. Nu var han i nogen grad beroliget.

---