Når naturen kalder

Jack London

Kapitel 1: Tilbage til urtilstanden

Buck læste ikke aviser, ellers ville han have vidst, at der var ulykker i gære, ikke alene for ham selv, men for enhver muskelstærk hund med lang, varm pels i kystegnene fra Puget Sound til San Diego. Mænd, der famlede sig frem i det arktiske mørke, havde nemlig fundet et gult metal, og fordi dampskibs- og transportselskaberne gjorde stor reklame for fundet, strømmede tusinder af mænd til Nordlandet. Disse mænd ville have hunde, og de hunde, de ville have, var tunge hunde med stærke muskler til det hårde slid og tyk pels til at beskytte dem mod frosten.

Buck havde hjemme ved et stort hus i den solkyssede Santa Clara-dal. Dommer Millers ejendom blev stedet kaldt. Huset lå et stykke fra vejen, halvt skjult mellem træerne, hvorigennem man kunne skimte den brede, kølige veranda, der løb langs alle fire sider. Grusbelagte indkørsler førte op til huset og snoede sig gennem vidtstrakte plæner og ind under høje poplers sammenflettede grene. Bag huset var alting anlagt i endnu større målestok end foran. Der var store stalde, hvor et dusin staldkarle og stalddrenge holdt til, rækker af vinløvsklædte tjenesteboliger, et endeløst, velordnet opbud af udhuse, lange vinløvgange, grønne græsgange, frugthaver og bærbede. Og så var der pumpeanlægget til den artesiske brønd og det store cementbassin, hvor dommer Millers drenge tog deres morgendukkert og kølede sig på de hede eftermiddage.

Og over hele denne store ejendom herskede Buck. Her var han født, og her havde han levet alle sine fire år. Der var ganske vist andre hunde. Så stort et sted kunne ikke være uden andre hunde, men de talte ikke med. De kom og gik, boede i de tætbefolkede hundegårde eller levede en ubemærket tilværelse i husets afkroge ligesom Toots, den japanske mops, eller Ysabel, den mexicanske hårløse hund – sælsomme skabninger, som sjældent stak snuden uden for en dør eller satte en pote på jorden. Til gengæld var der foxterrierne, mindst en snes, som under højlydt bjæffen lovede Toots og Ysabel gruelige ting, mens de to kiggede ud på dem fra vinduerne under beskyttelse af en legion stuepiger bevæbnet med koste og gulvsvabere.

Men Buck hørte hverken til blandt stuehundene eller blandt hundene i hundegårdene. Hele riget var hans. Han sprang i svømmebassinet eller gik på jagt med dommerens sønner; han ledsagede Mollie og Alice, dommerens døtre, på lange ture i skumringen eller tidligt om morgenen; på vinternætter lå han ved dommerens fødder foran den buldrende ild i biblioteket; han bar dommerens drengebørnebørn på ryggen eller rullede dem rundt i græsset og vågede over dem på vilde eventyr ned til springvandet i staldgården og endda videre ud, hvor foldene og bærbedene lå. Blandt terrierne skred han myndigt omkring, og Toots og Ysabel ignorerede han fuldstændig, for han var konge – konge over alt, hvad der krøb, kravlede og fløj på dommer Millers ejendom, mennesker iberegnet.

Hans far, Elmo, en vældig sanktbernhardshund, havde været dommerens uadskillelige følgesvend, og Buck tegnede til at følge i sin fars fodspor. Han var ikke så stor – han vejede kun hundrede og fyrre pund – for hans mor, Shep, havde været en skotsk hyrdehund. Alligevel kunne han med sine hundrede og fyrre pund og den værdighed, der følger med et godt liv og alles agtelse, føre sig på ægte kongelig vis. I de fire år siden hvalpetiden havde han levet som en mæt aristokrat; han havde en rank selvfølelse, var endda en smule selvoptaget, sådan som herremænd på landet undertiden bliver i deres afsondrethed. Men han havde reddet sig ved ikke at ende som en forkælet stuehund og intet andet. Jagt og lignende glæder under åben himmel havde holdt fedtet nede og hærdet hans muskler; og for ham som for de folkeslag, der dyrker kolde karbade, havde kærligheden til vand været en styrkende og sundhedsbevarende kraft.

Sådan en hund var Buck i efteråret 1897, da guldfundet i Klondike trak mænd fra hele verden ind i det frosne Nordland. Men Buck læste ikke aviser, og han vidste ikke, at Manuel, en af gartnerens medhjælpere, var et uheldigt bekendtskab. Manuel havde én indgroet synd. Han elskede at spille kinesisk lotteri. Desuden havde han i sit spil én indgroet svaghed – troen på et system; og dermed var hans fortabelse sikker. For det kræver penge at spille efter et system, og en gartnermedhjælpers løn rækker ikke ud over det, der skal til for at forsørge en kone og et talrigt afkom.

Dommeren var til møde i Rosindyrkerforeningen, og drengene var optaget af at stifte en idrætsklub den mindeværdige aften, da Manuel begik sit forræderi. Ingen så ham og Buck gå af sted gennem frugthaven på det, Buck troede blot var en spadseretur. Og bortset fra en enlig mand så ingen dem komme til det lille trinbræt, der hed College Park. Denne mand talte med Manuel, og penge klirrede mellem dem.

»Du kunne jo pakke varen ind, før du afleverer den,« sagde den fremmede brysk, og Manuel lagde et stykke kraftigt reb dobbelt om Bucks hals under halsbåndet.

»Drej det, så skal du nok få taget vejret fra ham,« sagde Manuel, og den fremmede gryntede et beredvilligt ja.

Buck havde fundet sig i rebet med rolig værdighed. Det var ganske vist en uvant behandling, men han havde lært at stole på de mennesker, han kendte, og at tiltro dem en visdom, der overgik hans egen. Men da rebets ender blev lagt i den fremmedes hænder, knurrede han truende. Han havde blot antydet sin utilfredshed, for i sin stolthed troede han, at en antydning var en befaling. Men til hans overraskelse strammede rebet om halsen på ham og lukkede for luften. I pludseligt raseri sprang han på manden, som kom ham i møde, greb ham fast om struben og med en behændig drejning kastede ham om på ryggen. Så strammede rebet ubarmhjertigt til, mens Buck kæmpede i raseri, tungen hang ud af munden, og hans vældige brystkasse arbejdede forgæves. Aldrig i sit liv var han blevet behandlet så nederdrægtigt, og aldrig i sit liv havde han været så vred. Men hans kræfter svandt, hans øjne blev glasagtige, og han var bevidstløs, da der blev vinket stop til toget, og de to mænd kastede ham ind i bagagevognen.

Det næste, han sansede, var en dunkel fornemmelse af, at tungen gjorde ondt, og at han blev skumpet af sted i et eller andet befordringsmiddel. Et lokomotivs hæse skrig, da det fløjtede ved en overkørsel, fortalte ham, hvor han var. Han havde rejst for tit med dommeren til ikke at kende fornemmelsen af at køre i en bagagevogn. Han åbnede øjnene, og i dem tændtes en bortført konges tøjlesløse vrede. Manden fór efter struben på ham, men Buck var for hurtig. Hans kæber lukkede sig om hånden og slap ikke, før han endnu en gang var blevet kvalt til bevidstløshed.

»Ja, han får anfald,« sagde manden og skjulte sin sønderbidte hånd for bagagekonduktøren, som kampens lyde havde lokket til. »Jeg tager ham op til ’Frisco for chefen. Der er en knippeldygtig hundedoktor dér, som mener, han kan kurere ham.«

Manden talte sin egen sag med stor veltalenhed, da han i et lille skur bag en saloon ved havnen i San Francisco fortalte om nattens togtur.

»Jeg får kun halvtreds for det,« brummede han, »og jeg ville ikke gøre det igen, om jeg så fik tusind i kolde kontanter.«

Hans hånd var svøbt i et blodigt lommetørklæde, og højre bukseben var flænget fra knæ til ankel.

»Hvor meget fik den anden stodder?« forlangte saloonværten at vide.

»Hundrede,« lød svaret. »Han ville ikke tage en sou mindre, så sandt hjælpe mig Gud.«

»Det bliver hundrede og halvtreds,« regnede saloonværten ud, »og det er han værd, ellers er jeg et fæhoved.«

Bortføreren viklede det blodige bind af og betragtede sin flængede hånd. »Hvis jeg ikke får hundegalskab –«

»Så er det, fordi du er født til galgen,« lo saloonværten. »Her, giv mig en hånd, inden du drager videre,« tilføjede han.

Fortumlet, med ulidelige smerter i struben og tungen og halvt kvalt forsøgte Buck at stå imod sine plageånder. Men han blev kastet omkuld og kvalt gang på gang, indtil det lykkedes dem at file det tunge messinghalsbånd af hans hals. Så fjernede de rebet og slyngede ham ind i en kasse, der lignede et bur.

Der lå han resten af den træge nat og rugede over sin vrede og sin sårede stolthed. Han kunne ikke forstå, hvad det alt sammen betød. Hvad ville de ham, disse fremmede mænd? Hvorfor holdt de ham indespærret i den snævre kasse? Han vidste ikke hvorfor, men en dunkel fornemmelse af en forestående ulykke knugede ham. Flere gange i nattens løb sprang han op, når skurets dør raslede op, og ventede at se dommeren eller i det mindste drengene. Men hver gang var det saloonværtens oppustede ansigt, der kiggede ind til ham i det sygelige skær fra et tællelys. Og hver gang blev det glade bjæf, der dirrede i Bucks strube, til en vild knurren.

Men saloonværten lod ham i fred, og om morgenen kom fire mænd ind og løftede kassen op. Flere plageånder, fastslog Buck, for det var skumle skabninger, pjaltede og usoignerede; og han gøede rasende ad dem gennem tremmerne. De lo bare og stak pinde ind til ham, som han straks angreb med tænderne, indtil det gik op for ham, at det var netop det, de ville. Så lagde han sig tvært ned og lod kassen blive løftet op på en vogn. Derpå begyndte han og den kasse, han var spærret inde i, at gå fra hånd til hånd. Kontorister på ekspreskontoret overtog ham; han blev kørt omkring på en anden vogn; en kærre bragte ham sammen med forskellige kasser og pakker om bord på en dampfærge; han blev kørt af færgen og ind på en stor banegård, og til sidst blev han anbragt i en ekspresgodsvogn.

I to dage og to nætter blev denne ekspresgodsvogn slæbt af sted bag skrigende lokomotiver; og i to dage og to nætter tog Buck hverken føde eller vand til sig. I sin vrede havde han mødt ekspresbudenes første tilnærmelser med knurren, og de havde hævnet sig ved at drille ham. Når han kastede sig mod tremmerne, dirrende og med fråde om munden, lo de ad ham og hånede ham. De knurrede og gøede som afskyelige hunde, miavede og baskede med armene og galede. Han vidste godt, at det alt sammen var meget fjollet; men netop derfor var det en så meget større krænkelse af hans værdighed, og hans vrede voksede og voksede. Sulten generede ham ikke så meget, men manglen på vand voldte ham svære lidelser og pustede til hans vrede, til den blev feberhed. Han var nervøst anlagt og fintmærkende, og mishandlingen havde da også bragt ham i en feber, der fik næring af betændelsen i hans udtørrede, opsvulmede strube og tunge.

Én ting glædede han sig over: Rebet var væk fra hans hals. Det havde givet dem en urimelig fordel; men nu hvor det var væk, skulle han vise dem. De skulle aldrig få et reb om halsen på ham igen. Det havde han besluttet. I to dage og to nætter tog han hverken føde eller vand til sig, og under disse to dages og nætters pinsler samlede han et forråd af vrede, der ikke lovede godt for den første, som kom på tværs af ham. Hans øjne blev blodskudte, og han forvandlede sig til en rasende djævel. Han var så forandret, at end ikke dommeren ville have kendt ham igen; og ekspresbudene drog et lettelsens suk, da de lempede ham af toget i Seattle.

Fire mænd bar forsigtigt kassen fra vognen ind i en lille baggård med høje mure. En svær mand i en rød trøje, der hang løst og vidt om halsen, kom ud og kvitterede i kuskens bog. Det var ham, fornemmede Buck, den næste plageånd, og han kastede sig vildt mod tremmerne. Manden smilede bistert og hentede en håndøkse og en kølle.

»Du tager ham da ikke ud nu?« spurgte kusken.

»Jo da,« svarede manden og huggede håndøksen ind i kassen for at brække den op.

De fire mænd, der havde båret den ind, spredtes på et øjeblik, og fra sikre pladser oppe på muren gjorde de sig klar til at overvære forestillingen.

Buck fór løs på træet, der splintredes, borede tænderne i det, sled og sloges med det. Hvor øksen end faldt på ydersiden, var han der på indersiden og snerrede og knurrede, lige så rasende ivrig efter at komme ud, som manden i den røde trøje var roligt opsat på at få ham ud.

»Så, din rødøjede djævel,« sagde han, da han havde lavet en åbning, der var stor nok til Bucks krop. Samtidig slap han håndøksen og flyttede køllen over i højre hånd.

Og Buck var virkelig en rødøjet djævel, da han krummede sig sammen til spring med strittende pels, fråde om munden og en vanvittig glans i de blodskudte øjne. Lige mod manden slyngede han sine hundrede og fyrre pund raseri, sprængfyldt af to dages og to nætters indestængte lidenskab. Midt i luften, netop som hans kæber skulle til at lukke sig om manden, fik han et stød, der standsede hans krop og slog tænderne sammen med et pinefuldt smæld. Han hvirvlede om og ramte jorden på ryggen og siden. Aldrig i sit liv var han blevet slået med en kølle, og han forstod det ikke. Med en snerren, der var lidt gøen og mest skrig, var han igen på benene og sprang op i luften. Og igen kom stødet, og han blev med knusende kraft slået til jorden. Denne gang var han klar over, at det var køllen, men hans vanvid kendte ikke til forsigtighed. Et dusin gange gik han til angreb, og lige så mange gange standsede køllen angrebet og slog ham ned.

Efter et særlig voldsomt slag kravlede han på benene, for fortumlet til at fare frem. Han vaklede kraftesløst omkring, blodet løb fra næsen, munden og ørerne, og hans smukke pels var oversprøjtet og plettet af blodigt savl. Så gik manden frem og gav ham med overlæg et frygteligt slag over snuden. Alle de smerter, han havde udstået, var intet imod denne skærende pine. Med et brøl af næsten løveagtig vildskab kastede han sig igen mod manden. Men manden flyttede køllen fra højre til venstre hånd, greb ham koldblodigt om underkæben og vred i samme bevægelse nedad og bagud. Buck beskrev en hel cirkel i luften og en halv til og bragede så til jorden på hovedet og brystet.

En sidste gang gik han til angreb. Manden gav ham det drøje slag, han med vilje havde holdt tilbage så længe, og Buck sank sammen og faldt til jorden, slået fuldstændig bevidstløs.

»Han er nu ikke ringe til at kue hunde, det siger jeg bare,« råbte en af mændene på muren begejstret.

»Jeg vil hellere tæmme indianerponyer, hvilken dag det skal være, og dobbelt så gerne om søndagen,« svarede kusken, mens han steg op på vognen og satte hestene i gang.

Buck fik bevidstheden tilbage, men ikke kræfterne. Han lå, hvor han var faldet, og derfra betragtede han manden i den røde trøje.

»›Lystrer navnet Buck‹,« sagde manden til sig selv og citerede saloonværtens brev, som havde givet besked om afsendelsen af kassen med dens indhold. »Nå, Buck, min dreng,« fortsatte han i en godmodig tone, »nu har vi haft vores lille batalje, og det bedste, vi kan gøre, er at lade det blive ved det. Du har lært din plads at kende, og jeg kender min. Vær en god hund, så går alting godt, og der bliver ingen smalle steder. Vær en slem hund, så banker jeg dig sønder og sammen. Forstået?«

Mens han talte, klappede han frygtløst det hoved, han så ubarmhjertigt havde gennembanket, og selv om Bucks pels uvilkårligt rejste sig ved håndens berøring, fandt han sig i det uden protest. Da manden kom med vand til ham, drak han ivrigt, og senere slugte han et rigeligt måltid råt kød, stykke for stykke, af mandens hånd.

Han var slået (det vidste han); men han var ikke knækket. Én gang for alle indså han, at han intet kunne stille op mod en mand med en kølle. Han havde lært lektien, og i hele sit senere liv glemte han den aldrig. Den kølle var en åbenbaring. Den førte ham ind under den primitive lovs herredømme, og han mødte selv loven på halvvejen. Livets kendsgerninger fik et grummere ansigt; og han mødte det uden at lade sig kue, men med al sin naturs slumrende snuhed vakt til live. Som dagene gik, kom der andre hunde, i kasser og for enden af reb, nogle føjeligt og andre rasende og brølende, som han selv var kommet; og han så dem alle som én blive underlagt manden i den røde trøje. Igen og igen, mens han betragtede hver brutal forestilling, blev lektien banket ind i Buck: En mand med en kølle var en lovgiver, en herre, man skulle adlyde, men ikke nødvendigvis indynde sig hos. Det sidste gjorde Buck sig aldrig skyldig i, skønt han så pryglede hunde smiske for manden, logre med halen og slikke hans hånd. Han så også en hund, der hverken ville indynde sig eller adlyde, og som til sidst blev dræbt i kampen om herredømmet.

Nu og da kom der mænd, fremmede, som talte ophidset, indsmigrende og på alle mulige andre måder med manden i den røde trøje. Og når der ved sådanne lejligheder gik penge mellem dem, tog de fremmede en eller flere af hundene med sig. Buck spekulerede på, hvor hundene kom hen, for de vendte aldrig tilbage; men frygten for fremtiden havde et stærkt tag i ham, og hver gang glædede han sig over ikke at blive valgt.

Alligevel kom hans tur til sidst i skikkelse af en lille indtørret mand, der spyttede gebrokkent engelsk og mange sære og grove udråb ud, som Buck ikke kunne forstå.

»For fanden!« råbte han, da hans blik faldt på Buck. »Den dér fandens fin hund! Hva’? Hvor meget?«

»Tre hundrede, og så er det endda en foræring,« lød det prompte fra manden i den røde trøje. »Og når det nu er statens penge, har du vel ikke noget at brokke dig over, hvad, Perrault?«

Perrault grinede. Når man tog i betragtning, at den usædvanlige efterspørgsel havde drevet hundepriserne til himmels, var det ikke nogen urimelig sum for så prægtigt et dyr. Den canadiske regering ville ikke tabe på handelen, og dens depecher ville heller ikke komme langsommere frem. Perrault havde forstand på hunde, og da han så på Buck, vidste han, at Buck var én ud af tusind – »Én ud af ti tusind,« tænkte han.

Buck så pengene skifte hænder og blev ikke overrasket, da han og Curly, en godmodig newfoundlænder, blev ført bort af den lille indtørrede mand. Det var det sidste, han så til manden i den røde trøje, og da han og Curly fra dækket på Narwhal så Seattle svinde bort, var det det sidste, han så til det varme Sydland. Perrault tog Curly og ham med ned under dæk og overgav dem til en kæmpe med sort ansigt, som hed François. Perrault var franskcanadier og mørklødet; men François var en franskcanadisk halvblod og dobbelt så mørklødet. For Buck var de en ny slags mennesker (som han var bestemt til at møde mange flere af), og selv om han ikke kom til at holde af dem, fik han alligevel en oprigtig respekt for dem. Han lærte hurtigt, at Perrault og François var retfærdige mænd, der dømte roligt og upartisk og kendte hunde for godt til at lade sig narre af hunde.

På mellemdækket i Narwhal kom Buck og Curly til at dele plads med to andre hunde. Den ene var en stor, snehvid fyr fra Spitsbergen, som en hvalfangerkaptajn havde taget med sig derfra, og som senere havde fulgt en geologisk ekspedition ind i Barrens. Han var venlig på en forræderisk måde og smilede én op i ansigtet, mens han pønsede på et eller andet lumskt kneb, som for eksempel da han stjal af Bucks mad ved det første måltid. Da Buck sprang frem for at straffe ham, sang François’ piskesnert gennem luften og nåede synderen først; og Buck behøvede blot at tage sit kødben tilbage. Det var retfærdigt af François, fastslog han, og halvbloden begyndte at stige i Bucks agtelse.

Den anden hund gjorde ingen tilnærmelser og blev heller ikke mødt med nogen; han forsøgte heller ikke at stjæle fra de nyankomne. Han var en dyster, gnaven fyr, og han lod Curly tydeligt forstå, at alt, hvad han ønskede, var at blive ladt i fred, og desuden, at der ville blive ballade, hvis han ikke blev det. »Dave« blev han kaldt, og han spiste og sov eller gabte indimellem og interesserede sig ikke for noget, ikke engang da Narwhal krydsede Queen Charlotte Sound og rullede og stampede og bukkede som besat. Da Buck og Curly blev ophidsede, halvt vilde af skræk, løftede han hovedet, som om han var irriteret, værdigede dem et uinteresseret blik, gabte og sov videre.

Dag og nat dunkede skibet i takt med skruens utrættelige puls, og skønt den ene dag var den anden meget lig, stod det klart for Buck, at vejret blev stadig koldere. Endelig, en morgen, stod skruen stille, og der var en ophidset stemning overalt på Narwhal. Han mærkede den ligesom de andre hunde og vidste, at en forandring var nær. François lagde dem i snor og førte dem op på dækket. Ved det første skridt på den kolde flade sank Bucks poter ned i noget hvidt og grødagtigt, der mindede meget om mudder. Han sprang tilbage med et fnys. Mere af det hvide stads faldt gennem luften. Han rystede sig, men der faldt mere ned på ham. Han snusede nysgerrigt til det og slikkede så noget af det op på tungen. Det bed som ild og var i næste øjeblik borte. Det undrede ham. Han prøvede igen med samme resultat. Tilskuerne skoggerlo, og han skammede sig uden at vide hvorfor, for det var hans første sne.

---