Kapitel 1: Den Ene Tilladte Høring

I april 1976 vendte jeg, Angela Cole, tilbage fra telefonen til Krone lak og fandt Jared Taylors stemme ændret og den blinde sammenkopiering afventende min godkendelse. Michelle Stevens havde sin Patch Sheet ved vinduet til Maskinrum. Tammy Garner stod alene ved glasbordet. Andrew Cole havde forladt sin bås. Jareds afklippede rytme havde ét BEHOLD og to SKÆR-mærker, da jeg talte dem; den øverste kopi gav den nu to BEHOLD-mærker. Hvis jeg standsede for at tælle efter, ville vi miste aftalen hos Krone lak før daggry. Hvis jeg lod sammenkopieringen køre, ville de separate kilder passere under slette hovedet, og den ændrede stemme ville følge med ind i kompositsporet.

»Michelle skrev SKÆR,« sagde jeg. »Hvem skrev BEHOLD oven i det?«

Michelle sagde, at hendes mærke havde været SKÆR. Andrew sagde det samme. Jared sagde, at han ikke havde mærket sin egen rytme. Tammy sagde, at hendes tildelte mærke var BEHOLD. Ingen nævnte det andet ord. Ventilatorerne kørte i korridoren, mens vi fem stod over for et valg, som det rullende bånd ikke kunne returnere.

Den følgende redegørelse beskriver, hvordan vi nåede frem til det bord, og hvad den ændrede stemme kostede. Jeg gemte papirerne fra de vendinger, hvor de kunne fastslå en rute, men selve øjeblikket var mindre ordnet: Døren til Andrews bås stod åben på den anden side af korridoren, og jeg blev ved med at se på den, som om han kunne vende tilbage med en måde at spole båndet tilbage på. Det gjorde han ikke.

Tidligere samme nat brød Tammy papirseglet på et Rutekort hos Vesper lyd. APRIL 1976 stod maskinskrevet hen over toppen. Inden i lød ruten J. TAYLOR—AFKLIPPET RYTME. Jareds trommestikker lå på stolen i Båsekorridor.

Tammy beholdt kortet i hånden. »Hvad skal der stå?«

»Hvis det her bliver til et selskab, får alle, der skriver under, samme magt,« sagde Jared. »Og én person kan ikke beordre en del slettet. Jeg løfter ikke en hånd, før det står på papiret.«

Jeg skrev de to betingelser i marginen. Andrew satte sine initialer ved siden af. Michelle kom fra Maskinrum med sin Patch Sheet og tilføjede sine initialer. Tammy skrev dernæst under. Jeg underskrev som protokolfører og skubbede papiret hen mod Jared.

»Samme magt til enhver fremtidig underskriver,« sagde Tammy. »Ingen sletning efter ordre fra én person. Jeg accepterer begge dele.«

Jared skrev under og gik ind i sin bås som deltager på betingelser, ikke som indlejet rytmearbejder. Jeg tændte optagelampen. Det tørre ur kom gennem væggen med et enkelt interval. Jared talte takten mod den ene støvle og spillede et stortrommeslag, der blev skåret kort af en lukket lilletromme. Han spillede det igen. Ved tredje gennemløb lod han en smal pause stå før lilletrommen, og jeg standsede båndet.

Vesper lyd havde fire isolationsbåse. Michelles Patch Sheet viste et kredsløb med delte monitormix til alle fire; returerne var mærket med hvid tape. I Maskinrum forbandt hun hvert forseglet Rutekort og skrev alle signalveje på arket, der sad på hendes eget clipboard. Hvert lovligt monitormix indeholdt præcis to kilder: det tørre ur og én dirigeret musikalsk stamme. Samtykket kaldte fremgangsmåden Opdelingsmetode. Michelle lukkede rutepanelet og fastlåste det første gennemløb elektrisk. Hun kontrollerede basreturen og gik ind i sin bås, før jeg rørte båndværket. Tammy bar sit åbnede Rutekort for Jared ind i den trange vokalcelle. Døren gik fri af hendes skuldre med få inches.

Det første kort og Tammys erklæring dokumenterer det første direkte signal. Jeg satte det tørre ur i gang. Jareds afklippede rytme lød ved siden af som Tammys eneste musikalske stamme. Hun sang den lange første linje hen over hans smalle pause og lagde det sidste ord efter lilletrommen. Ingen guitar eller bas nåede hende.

Andrew holdt sin guitar på det ene knæ i den næste celle. Det indspillede fragment havde en fast åbning og en tom midte. Michelle ventede med venstre hånd over en basindsats. Jared bøjede støvlen ved anklen. Tammy stod tæt ved vokalmikrofonen med et tekstark foldet sammen til hendes håndflades størrelse. Ingen kunne høre hele sangen. Nattaksten udløb ved daggry. Sessionerne brugte en ottesporsbåndoptager. Hvis båndene ikke blev sammenkopieret før skæreaftalen, ville Vesper lyd stå med endnu en regning og ingen plade, studiet kunne vise nogen.

Andrew indspillede fragmentet og lod midten stå åben. Da hans lampe gik ud, stillede han guitaren mod væggen og ventede på sit næste forseglede kort. Ingen gik gennem Båsekorridor for at rådgive ham.

Efter gennemløbet med Jared afleverede Tammy det første kort og modtog det næste forseglede Rutekort. Der stod A. COLE—ÅBEN GUITAR. Andrews guitar var den næste musikalske stamme, der blev dirigeret til Tammy. Den lød ved siden af uret uden bas og trommer. Ifølge Tammys erklæring sang hun den første linje ind over hans åbne takter og løb tør for ord, før guitaren bevægede sig. Ved næste gennemløb skar hun tre ord væk. Hendes sidste konsonant landede i den tomme takt. Hun talte to takter mod tommelfingeren og sang den kortere linje igen.

De senere Rutekort og Patch Sheet dokumenterer resten af rækkefølgen. Michelle modtog Andrews fragment. Hun lagde sin basindsats under den åbne takt, men hendes kort gav hende ingen vokal. Hendes toner holdt for længe under det sted, hvor Tammy havde forkortet linjen. Jared modtog Michelles første basfigur og klippede sit stortrommeslag til ved dens forkant. Andrew modtog Tammys tørre vokal og flyttede én guitarakkord af vejen for den. Hver musiker svarede på den enkelte musikalske stamme, der var tildelt båsen. Svarene gik gennem bånd og papir, aldrig gennem korridoren.

Efter hvert gennemløb lukkede jeg én musiker ind i Ledger Alkove. Musikeren mærkede kun den dirigerede musikalske stamme, der var hørt i båsen, og gik, før den næste kom ind. Et lag krævede to uafhængige BEHOLD-mærker for at få en andel. Et lag krævede to uafhængige SKÆR-mærker, før det kunne slettes. En delt afgørelse kunne kun markeres BÆRE til ét senere gennemløb. Jeg kopierede hvert mærke gennem kulstof og holdt siderne lige under metalstangen på Partition Ledger.

Tammy mærkede Andrews åbne guitar BEHOLD, efter at den havde fremtvunget den kortere linje. Jared mærkede Michelles første basfigur SKÆR, fordi den ikke gav plads til hans optælling med støvlen. Andrew mærkede samme figur BEHOLD. Jeg skrev BÆRE ved den delte række og dirigerede den gennem ét senere gennemløb. Et andet BEHOLD bevarede bassen dér. En løs guitarfigur samlede to SKÆR-mærker, og jeg satte en kantparentes om den til sletning. Ingen hørte kompositsporet. Samtykket tillod først den høring, efter at hovedbogen var låst.

Arbejdet fik hændernes tryk i sig; hvert mærke blev skrevet med de blokbogstaver, samtykket krævede. Andrew trykkede som regel let. Michelle og Jared trykkede hårdt, når båndarbejdet var forsinket. Tammys tryk skiftede fra gennemløb til gennemløb. Kulstofstøv satte mærker på min højre tommelfinger. De forseglede Rutekort samlede sig i en arkivkasse under bordet.

De sidste tre Rutekort nævnte alle Jareds afklippede rytme. Tammy åbnede sit først og fandt figuren igen. Ifølge hendes erklæring standsede stortrommeslaget før hendes første konsonant, og den lukkede lilletromme gav plads til linjens slutning. I pausen fra Jareds tredje gennemløb lagde hun det korte ord, der var reddet fra Andrews åbne takt. Hun sang det én gang uden at lægge nogen ekstra tone på det. Derefter gik hun ind i Ledger Alkove og skrev BEHOLD ud for Jareds båskode.

Andrew gik ind efter hende. Ifølge hans erklæring fik Jareds rytme ham til at lukke den guitaråbning, han havde ladet stå til stemmen. Han skrev SKÆR og vendte tilbage til sin celle.

Michelle kom sidst. Ifølge hendes erklæring stødte basindsatsen sammen med Jareds stortrommeslag, mens den dirigerede musikalske stamme intet fortalte hende om Tammys forkortede linje. Hun skrev SKÆR med blokbogstaver. Jeg lagde kulstoffet over det foregående ark og talte rækken.

Ét BEHOLD stod over for to SKÆR-mærker. Jeg satte en kantparentes om Jareds rytme til fjernelse. Rækkerne markeret BÆRE ovenover var blevet afgjort inden for de skrevne grænser. Jeg kontrollerede Jareds række og tegnede den sidste kantparentes. Derefter gik jeg til fastnettelefonen for at holde tiden hos Krone lak. Michelle råbte gennem den åbne dør til Maskinrum, at hun skulle bruge den låste stemme, før båndet kunne flyttes. Optagerens ventilatorer blæste varmt støv gennem rummet. Der var tid til enten sammenkopieringen eller en ny optælling, men ikke begge dele.

Tammy blev alene ved glasbordet. Det er et faktum. Jeg så ikke, hvad hun gjorde dér. Michelle råbte igen. Tammy lænede sig så mod Maskinrum og sagde: »Angelas stemme er klar.«

Michelle aflæste den godkendte kantparentes gennem vinduet og gjorde sporene optageklare. Spolerne drejede. Målerne løftede sig og holdt niveauet, mens hun foretog den blinde sammenkopiering. Da kompositsporet gik rent igennem, passerede de separate kilder under slette hovedet som foreskrevet i samtykket. Jareds rytme blev inde i det kombinerede spor og ophørte med at eksistere alene. Dens andel fulgte med.

Jeg vendte tilbage, før Tammy forlod alkoven. Hovedbogen lå vinkelret på glasbordets kant. Min blyant lå i rillen med spidsen i den sædvanlige vinkel. Jareds række viste nu Tammys BEHOLD samt et BEHOLD skrevet over Michelles SKÆR med båskode, over for Andrews SKÆR. Det andet ord havde skåret en dybere fure. Jeg løftede det øverste ark, skilte kulstoffet fra og holdt begge dele under bordlampen. Michelles oprindelige SKÆR stod stadig på den nederste kopi. BEHOLD oven over var skrevet med hårdere tryk end hendes første ord.

Jeg spurgte hver musiker, hvem der havde skrevet hen over indførslen. Michelle erklærede, at hendes mærke havde været SKÆR. Andrew gav samme svar om sin række. Jared sagde, at han aldrig havde mærket sin egen rytme. Tammy sagde, at hendes tildelte mærke var BEHOLD. Ingen vedkendte sig det andet ord. Jeg tog brillerne af og spurgte én gang til. Korridoren gav mig maskinventilatorerne tilbage og intet andet.

»Jeg kan bevise, at Michelle skrev SKÆR,« sagde jeg. »Jeg kan bevise, at nogen skrev BEHOLD oven i det. Jeg kan ikke bevise, hvis hånd der gjorde det.«

Michelle stod i døren til Maskinrum med sin Patch Sheet mod brystet. »Kilden er væk.«

»Så følger ændringen med spolen.« Jeg skrev ANOMALI—ANDEN INDFØRSEL, MAKER UKENDT på kulstofkonvolutten. Jeg forseglede den, lagde konvolutten under armen og låste Partition Ledger. Michelle beholdt sin Patch Sheet på clipboardet. Jeg tog spolen ud af maskinen. Krone lak ventede, og det slettede spor gav os ingen ærlig måde at foretage valget igen på.

Hos Krone lak stod vi fem omkring to enkle højttalere under en arbejdslampe. Skæreteknikeren lagde den nye Rød acetat på pladespilleren og sænkede armen. Hver sang fik én fuld afspilning, efter at dens hovedbog var låst. Det var vores ene høring. Andrew holdt hænderne fri af lårene. Michelle lod to fingre hvile mod brystbenet. Jared stod med sin sammenfoldede arbejdskasket i den ene hånd. Jeg beholdt det forseglede kulstof under armen.

Lille brandudgang åbnede med Jareds afklippede stortrommeslag. Den lukkede lilletromme sluttede, før Tammys dybe stemme kom ind. Hendes anslag var tørt og hårdt. Andrews guitar efterlod et rent hul efter det, og det korte ord fra hendes ark krydsede hullet alene. Michelles bas kom ind under den næste linje med to toner, hvor hun først havde spillet fire. Tonerne standsede, før stemmen vendte. Så vendte guitaren tilbage og tog den åbne midte uden at trænge sig på. De separate valg havde skabt et voldsomt arrangement, som ingen i rummet havde dirigeret.

Tammy foldede tekstarket ud, mens pladen drejede. Hun lagde tommelfingeren over de tre ord, hun havde streget ud i båsen. Sat ind igen ville de dække Jareds pause og fylde Andrews rene åbning. På papiret så linjen reduceret ud. Fra højttalerne gav den plads til alle fire musikere. Hun foldede arket sammen før den næste vending.

Ved vendingen kom Jareds bevarede rytme ind igen. Den lovlige stemme ville have fjernet den. På acetaten holdt den guitaren adskilt fra bassen og gav Tammy plads til at sætte ind med linjen. Andrew holdt op med at tromme akkordgreb. Michelle fulgte sit basanslag med to fingre. Jared førte den ene støvle gennem optællingen og smilede kort, da hans pause vendte tilbage på det rette sted. Jeg beholdt kulstofkonvolutten under armen. Pladen drejede under lampen.

Den sidste akkord døde ud. Skæreteknikeren løftede armen, før rillen kunne gentage sig. Jared så på mig. »Får den rytme en andel?«

»Ifølge nattens papirer gør den,« sagde jeg. »Den kan ikke skilles fra det sammenkopierede spor nu.«

Jared rullede en trommestik hen over knoerne. »Så bevarede betingelserne arbejdet. Hvordan skal fire mennesker spille den sang?«

Andrew betragtede højttalerkabinettet. »Vi lærer det, vi har skabt.«

»Fra pladen?« spurgte Jared. »Mit rene spor er væk. Det samme er de andres.«

Michelle slog sin Patch Sheet mod håndfladen. »Ruterne er her. Spillet er ikke.«

Skæreteknikeren skubbede Rød acetat ned i papiromslaget og sagde, at arrangementet ville fungere gennem en radiohøjttaler. Andrew spurgte, hvad endnu en nat til nattakst ville koste. Jeg gav ham beløbet fra Vesper lyds regning. Han foldede papirlappen til en smal strimmel og lagde den i skjortelommen. Sangen eksisterede. Pengene til den næste gjorde ikke. Registreret til prototype fil og opbevaret sammen med det forseglede kulstof, Angela Cole.

I april 1976, før daggry i Garner Bungalow, skrev Tammy Garner følgende i Tammys røde notesbog, udelukkende til sin private optegnelse.

Køkkenuret holdt samme enkle interval som det tørre ur. Vesper lyds ubetalte regning lå på bordet. Jeg tog Angelas blyant, mens hun holdt telefonforbindelsen til Krone lak. Jeg skrev BEHOLD oven i Michelles SKÆR. Jeg lagde hovedbogen vinkelret på glasset og førte blyanten tilbage til rillen. Rytmen blev inde i det sammenkopierede spor. Et korrekt resultat kunne stadig kræve et ukorrekt mærke.

Telefonen ringede, før jeg lukkede bogen. Angelas stemme kom gennem røret i køkkenet i sit jævne tempo. »Jeg spørger alle deltagerne om tryksporet i morgen. Jeg skriver hvert svar ned for sig. Skæringen afgør ikke indførslen.« Jeg sagde, at jeg forstod, og lagde røret på. Jeg rørte underlæben med blyantens viskelæder. Så sagde jeg svaret én gang til det tomme køkken: »Mit tildelte mærke var BEHOLD.«

Jeg lukkede notesbogen og trak den revnede elastik omkring den. Omslaget med Rød acetat kom til at ligge ved siden af Vesper lyds ubetalte regning. Jeg rettede begge dele ind efter bordet og lod totalbeløbet ligge utildækket.