Træk den røde måtte
Danielle Booker
Kapitel 1
Klinikken giver mig ét ark papir, og Daniel Reed holder det, som man ville holde en rabatkupon, en eller anden har printet ud fra nettet derhjemme.
»Begrænset antal landinger,« læser han. Han har en rar stemme. Det siger alle, især forældrene, den slags stemme, der får noget svært til at lyde, som om han taler om vejret. »Ingen landinger med høj sværhedsgrad lige efter hinanden. Vurdering efter enhver hård landing.« Han folder arket sammen langs den fold, det allerede har fået på klinikken, og rækker mig det tilbage. »Tillykke, Kimberly. Du er en person med papirer.«
»Jeg er en person, der har fået grønt lys.«
»Du er en person med begrænsninger.« Han siger det venligt. Det er Daniels trick. Han kan servere dig ugens værste sætning med det samme ansigt som på holdbillederne. »Begrænsninger er i orden. Begrænsninger er en fase. Varm op på genoptræningsbanen. Jeg har sat dig på et af de foretrukne træningspas ved den gode springgrav.«
Tilbuddet rammer mig så hårdt, at jeg bliver flov. De foretrukne træningspas ligger på de tidspunkter, hvor udstyret er friskt, og fjedrene ikke er blevet banket flade af tre træningspas med tolvårige. Alle vil have dem. Ingen får dem ved at bede om dem.
»Tak,« siger jeg.
»Lad være med at takke mig. Land.«
Reed Elite Center lugter, som det har gjort, siden jeg var otte: magnesium, gummi, det krasse citronstads, Marta sprøjter på tilløbsbanen til spring over hest, og nedenunder en sødme, som om nogen spildte en Gatorade i Obamas første embedsperiode, og ingen nogensinde har fundet den. Jeg har savnet det så meget, at det er pinligt. Jeg har været væk så længe, at huden midt i mine håndflader blev blød, og jeg måtte slide nye håndbeskyttere til, og læderet knirker stadig som en sko.
Genoptræningsbanen er en stribe blå foldemåtter langs nordvæggen med otte tommer tykke måtter stablet for enden. Det er der, man havner, når man er gået i stykker. Jeg har set andre piger stå der og haft ondt af dem i ét sekund med dårlig samvittighed, men mest været glad for, at det ikke var mig. Nu er det mig, og Daniel slæber klapstolen hen fra kontordøren og sætter sig for enden af min bane med anklen på knæet og armene over kors, og hele hallen lægger mærke til det.
Heather støder sin skulder mod min på vej forbi hen til gulvet. Over gymnastikdragten har hun sin hættetrøje på, den falmede med den ødelagte lynlås, som hun nægter at skifte ud.
»Er du okay?« siger hun.
»Jeg har det fantastisk.«
»Mhm.« Hun ser på Daniel i stolen og så på mig igen. »Vil du have mig til at stå derovre, så det føles lidt mindre som at stå foran en henrettelsespeloton?«
»Jeg vil have, at du går hen og laver dit gulvprogram.«
»Det er ikke et nej.« Men hun går, og jeg elsker hende, fordi hun går, og også fordi hun ville være blevet.
Jeg begynder med det kedelige. Cirkler med anklerne. Broer. Genoptræningsøvelserne, som min fysioterapeut kalder aktivering og Jeanette kalder begravelsen, fordi man laver dem langsomt, og alle ser på. Jeanette Duncan træner forskudt barre bag mig med sin magnesiumspand og sin værktøjsrulle parkeret på gulvet ved siden af sig, som om hun skal til at reparere gipsvæggen, og hun giver mig et nik uden at afbryde sit sving, og fra Jeanette svarer det nogenlunde til en parade.
Ved banens start er der kun den ene ting.
Der er noget ved at vende tilbage, som ingen fortæller dig. Det er ikke smerten, du er bange for. Smerten kunne jeg godt klare; jeg har klaret smerter, siden jeg var ni og min ankel lød som en elpære. Det, jeg er bange for, er brøkdelen af et sekund, efter at fødderne rammer, det kvarte taktslag, før signalet når op gennem rygsøjlen, hvor hele din krop er en telefon med én streg, der venter på at se, om opkaldet går igennem.
Jeg tager tilløb. Ikke noget, Daniel kunne bruge i en video med højdepunkter: en kontrolleret landing fra en lav opstilling, øvet tusind gange, den slags jeg før skaden kunne lave i klipklapper på en parkeringsplads. Mine fødder finder måtten. Stødet går op gennem hælene og knæene og ind i hofterne.
Det fortsætter og når frem som et tryk. Varmt, dumpt, almindeligt. Signalet kommer klart tilbage.
Jeg retter mig op efter landingen med armene stadig strakt ud, og jeg kan ikke mærke mit ansigt. Et sted henne ved gulvet kommer Heather med en lyd, der ikke hører hjemme i en træningshal.
Daniel rejser sig fra stolen, går hen over den blå foldemåtte og lægger en hånd på min skulder. Det her er den del, jeg kommer til at se for mig igen senere: Han er oprigtigt glad på mine vegne. Hans øjne forandrer sig.
»Sådan,« siger han. »Der var den. Uanset hvad de har skrevet på det papir, har din krop lige afgivet sin stemme.«
»Det føltes fint.«
»Det føltes fint, fordi du har trænet rigtigt i årevis, og fordi du holdt op med at lytte til alle dem, der sagde, at du skulle passe på dig selv.« Han giver min skulder et enkelt klem og slipper. »Du har mistet tid. Den tager vi tilbage. Det er ikke en trussel, det er regnestykket.«
»Jeg har jo de begrænsninger.«
»Du har de begrænsninger.« Han giver mig ret så ubesværet, at det tager mig et sekund at opdage, at han ikke har givet mig ret i noget som helst. »Dit næste foretrukne træningspas, det må vi se på. Kommer an på, hvordan ugen former sig, kommer an på skemaet, kommer an på, hvor meget af tiden her på gulvet der går med at vente.« Han vender sig om, før jeg kan svare, og klapper to gange, og lyden stiger op mellem tagbjælkerne. »Bom. Alle sammen, bom. Vi skal videre.«
Jeg har lyst til at fortælle nogen, hvor godt min ryg har det. Højt, måske fem hundrede gange.
Jeg får ikke chancen, for det er dér, han begynder at styre tempoet efter uret.
Et almindeligt hvidt institutionsur hænger over kontordøren. Daniel sørger for, at det går helt præcist, og holder øje med det, som andre mænd holder øje med en hund, der er begyndt at rode i skraldespanden. Hver eneste rotation hos Reed er underlagt det.
»Gå op, så snart hun er væk,« siger han. »Jeg vil ikke se nogen stå for enden af den bom og tænke. Tænke kan I gøre derhjemme.«
Så rykker køen tættere sammen.
Heather er først, og Heather har hele sit ritual før bommen, hvor hun ryster sig løs og tager to dybe indåndinger og mumler lidt for sig selv, og i dag nøjes hun med at ryste sig løs. Hun går op og får sin serie til at sidde og kommer ned igen, og hagen er trukket ind på den der måde. Jeanette er den næste, og Jeanette laver ikke en overflødig bevægelse på en god dag, men hun springer magnesiumet over, og for Jeanette er det som at springe kirkegangen over. Hun står fast i landingen efter sit afspring, træder væk og skæver til uret, som om hun tjekker en bon.
Sådan kan man se, at tempoet har ændret sig. Ikke fordi nogen siger det. Fordi Jeanette Duncan kigger på et ur.
Og så er det Tara.
Tara Murray er seksten, og hun er den smukkeste gymnast på det her gulv, og alle, også Tara, lader, som om de ikke ved det. På bommen gør hun det der, hvor hun bliver smal – hele hendes krop går med til at være fire tommer bred – og så kan du stå der med en vandflaske i hånden og glemme at drikke af den.
Hun kommer småløbende fra den fjerne ende uden at have fået vejret efter sidste rotation. Hendes skuldre røber hende. Enkle sølvspænder i håret, grånende tape om begge ankler, brystkassen, der bevæger sig for hurtigt. Ved bommen rækker hun efter de elastikker, hun har siddende nede i linningen på sine shorts.
Fingerelastikkerne. Det er hendes ritual. Hun sætter dem om fingrene og trækker, først med den ene hånd og så med den anden, og hun tæller lavt for sig selv, og spørger man hende om det, vil hun sige noget i retning af, at det er noget med blodomløbet, så henkastet, at det bare glider ud af hende, men jeg har kendt hende, siden hun var elleve, og jeg ved, hvad det i virkeligheden er. Det er den dør, hun går igennem. Det er sådan, hun kommer herudefra og derind.
Hun har måske nået to træk, da Daniel siger: »Fuld serie, Tara. Også afslutningen.«
Og hun stopper. Ikke tællingen – hendes fingre fortsætter. Men noget i hende stopper.
Afslutningen er den blinde landing. Han gav hende den som opgave, mens jeg var væk, og hun har levet med den lige siden, og hele hallen ved, hvad det er, og hele hallen ved, at hun endnu ikke har fået den til at sidde på bommen, som han vil have det. Det er sådan et element, hvor man kommer ud af luften, og gulvet ikke er dér, hvor man ser hen. Du er nødt til at stole på din tælling og dine hænder og den form, du gav kroppen for to sekunder siden, og du er nødt til at stole på dem i mørke, og enten er du der, eller også er du der ikke.
Landingszonen under bommen er ren – standardmåtten, standardfoldemåtten, intet ekstra, alt, som reglementet foreskriver, og slet ikke, som hendes krop vil have det.
Hun lægger elastikkerne tilbage i linningen uden at være færdig.
»Nu, tak,« siger Daniel.
Hun går op.
Et øjeblik går det fint. Bedre end fint. Hun går ind i serien, og hendes linje opstår ud af ingenting, som den altid gør, og hun sætter fødderne så stille, at man kan høre ventilatoren i loftet, og jeg glemmer, at jeg burde lave mine egne øvelser. Hun svinger ind i forbindelsen, og jeg tænker, hun kommer til at klare det, hun kommer til at æde den rå.
Så tøver hendes bageste fod.
Det er ganske lidt. Hvis du ikke var vokset op i den her bygning, ville du ikke engang se det. Hendes vægt flytter sig fremad og standser, og armene synker ned, ud af stilling, og hun står på en fire tommer bred bom med hænderne ned langs siderne og blikket rettet mod ingenting overhovedet.
Hun falder ikke. Hun sætter sig ikke ned. Hun stopper bare deroppe, over den rene, flade måtte.
Bag hende vokser køen. Heather er den næste, og Heather stopper ved hjørnet af måtten og træder ikke ind på den. Jeanette stopper bag Heather. To af de yngre piger kommer ovre fra spring over hest og klumper sig sammen for enden af rækken, og ingen siger noget, og ventilatoren drejer rundt, og sekunderne går på den helt særlige måde, de kun går på i en gymnastikhal, nemlig højlydt.
Daniel kommer gående hen. Han skynder sig ikke. Han skynder sig aldrig. Hans sko er hvide, og der er en pressefold i ærmet på hans trøje, og uret fra Crown Athletic fanger lyset.
Han standser for enden af bommen, omtrent i højde med hendes knæ, og ser op.
»Du er midt i dit program,« siger han.
Tara svarer ikke.
»Tara. Du er midt i dit program. Gør serien færdig.«
Hendes hage bevæger sig måske en kvart tomme ned. Det er det hele. Hun siger ikke ja. Jeg vil understrege den del, for senere vil folk beskrive det her anderledes. Hun siger ikke ja, og hun siger ikke nej. Hun er bare deroppe med armene hængende og vejrtrækningen hurtig og overfladisk højt oppe i brystet, og hun er rød hele vejen ned ad halsen, for sådan bliver hun.
»Kig bag dig,« siger Daniel. »Gør det bare. Kig.«
Hun kigger ikke.
»Dine holdkammerater står på en måtte, de ikke kan bruge. Det er deres rotation. Hvis du vil tænke over det, er det din ret, og det koster dem, og det koster dem nu.« Han lader det synke ind et sekund. »Gør serien færdig.«
Hun sætter foden på plads igen. Det er det værste. Hun sætter den faktisk på plads igen – skubber den tilbage til mærket, retter hofterne ind, sætter hænderne på plads, og jeg ser hende prøve at begynde, og jeg ser begyndelsen udeblive. Hun er som en bil, man prøver at starte en januarmorgen. Alt er der. Intet slår an.
»Tara.«
Hendes vægt forskyder sig. Bare lidt, bare en tomme, mod den nærmeste kant af bommen, og hele min krop bliver kold på en måde, den ikke blev, da jeg stod ved starten af min egen bane.
»Gør den færdig,« siger Daniel igen, og han råber ikke, han råber aldrig, nu har han den bløde stemme fremme, den, han bruger, når der er penge i bygningen. »Du spilder hallens tid.«
Heather siger mit navn.
Hun siger det lavt fra hjørnet af måtten uden at dreje hovedet, og det er ikke en plan, og det er ikke et spørgsmål. Det er bare mit navn, sådan som man ville sige det, hvis man rakte mig noget.
Jeg træder ud af genoptræningsbanen.
Materieldepotet hos Reed ligger ved østvæggen på den anden side af springgraven, en bred niche med springbrætterne i stativer og kilerne stablet og remmene hængende fra krogene på væggen. Og på højkant op ad betonblokkene, højere end mig, står den røde træningsmåtte. Reeds måtte. Den store, den gode, den, der står herude, til når Daniel vil have nogen til at prøve noget, de er bange for, under forhold, han selv har valgt.
Jeg får begge hænder ind i lærredshåndtagene.
Den er tung. Tungere end sidst jeg flyttede sådan en, for sidst jeg flyttede sådan en, havde jeg en fungerende rygsøjle og en dårlig attitude, og nu har jeg et foldet stykke papir i tasken og en træner, der tror, det papir er et forslag. Jeg får hofterne ind under den og sænker den ned fra væggen et skridt ad gangen, og den tipper langsomt og så på én gang, og den klasker i gulvet, og den lyd når ud over det hele.
Så trækker jeg den.
Der er ingen elegant måde at trække en nedspringsmåtte hen over gulvet i en gymnastikhal på. Den giver et langt, grimt shhhhh fra sig, og det kræver begge arme, og mine hæle skrider, og jeg går baglæns på hug, og jeg kan mærke hvert eneste sekund, og jeg bliver ved med at vente på, at noget i min ryg siger nej. Det gør det ikke. Det er bare arbejde.
Måtten glider hen over det hvide pulver, der er slæbt med ud fra magnesiumspanden, og trækker det ud i striber. Rødt hen over det hvide, i en lang, udtværet stribe, der stadig vil være der, når aftenen er forbi.
»Kimberly.« Daniels stemme bag mig, stadig rolig.
Pigerne i køen viger til hver sin side foran mig, fordi de er nødt til det; man stiller sig ikke dér, hvor en måtte er på vej hen. Heather træder tilbage fra hjørnet og tager to af de yngre med sig, én hånd på hver piges skulder, og rydder banen uden at blive bedt om det. Klumpen for enden af rækken opløses og spreder sig. Nogens vandflaske vælter.
»Kimberly. Stop.«
Jeg får den rettet ind under bommen.
Det er den del, jeg går op i. Ikke larmen, ikke publikum – placeringen. Jeg lægger den nærmeste kant dér, hvor hendes fødder ville ramme, hvis hun forsøgte den blinde landing, og jeg skubber den fjerneste kant ud over standardmåtten, så der er overlap og ingen samling under faldlinjen, og jeg går ned på det ene knæ og glatter hjørnet med håndfladen, så ingen hænger fast i det med en tå.
Over mig drejer Tara hovedet og ser ned. Hendes øjne er våde og rasende, og jeg kan ikke se, hvem af os hun er rasende på.
»Rejs dig,« siger Daniel, »og tag den med tilbage til materieldepotet.«
Jeg rejser mig. Mine hænder er stadig om håndtagene. Jeg kan mærke lærredssømmen under fingrene, ru, lidt fedtet af hundrede andre par hænder.
»Nej.«
»Den måtte er centrets ejendom.«
»Så kan du flytte den, når hun er nede.«
»Flyt den nu,« siger han, »så vi alle sammen kan komme videre med aftenen.«
Der findes en version af det her, hvor jeg siger noget klogt. Jeg har tænkt over det siden. I den version, jeg har i hovedet, holder jeg en hel tale, og den er fremragende og ender med, at alle klapper, og det siger noget om, hvad der foregår inde i mit hoved.
Det, der faktisk sker, er, at jeg holder begge hænder i håndtagene og står der og ikke rører mig, og måtten rører sig ikke, og der er ingen steder, den blinde landing kan ske.
Over os sætter Tara sig ned på bommen.
Hun gør det, som når man kravler ned fra et hegn, sidelæns, først det ene ben og så det andet, og hun griber om bommen med hænderne og sænker sig ned og lader sig falde det sidste lille stykke ned på den røde måtte, og hun bøjer i anklerne og sætter en hånd i, og det er det hele. Intet afspring. Ingen hilsen til dommerne. Hun rejser sig på min måtte midt i landingszonen med magnesium på håndfladerne, og hun har det fuldstændig, kedeligt, udramatisk fint.
Der er så stille i hallen, at jeg kan høre kompressoren slå til ude i baggangen.
Serien er ovre. Ikke fuldført – ovre. Den stoppede foran alle, og alle så den stoppe, og der findes ingen version af de næste ti minutter, hvor det bliver ugjort.
Daniel ser på måtten. Han ser på mine hænder på måtten. Så gør han noget, jeg ikke forventer: Han vender mig ryggen helt.
Han vender sig mod de tre andre. Heather ved hjørnet med ærmerne på hættetrøjen skubbet op. Jeanette med magnesiumet stadig på fingrene. Tara, der står på det røde midt på gulvet og trækker vejret.
»Godt så,« siger han. »Lad os finde ud af, hvis træning det her var.«
Og jeg står der og holder i en måtte, jeg ikke ejer, i en bygning, jeg ikke bestemmer over, med et af de foretrukne træningspas ved den gode springgrav, som jeg kun har, så længe manden med ryggen til mig vil det, og venter på at høre, hvad mine veninder siger.
