Kapitel 1

Klinikken giver mig et enkelt ark papir, og Daniel Reed holder det, som man ville holde en kupon, nogen havde printet ud fra internettet derhjemme.

»Begrænset antal landinger,« læser han. Han har en god stemme. Det siger alle, især forældrene, den slags stemme, der får noget svært til at lyde som vejret. »Ingen landinger med høj sværhedsgrad i træk. Vurdering efter enhver hård landing.« Han folder arket langs den fold, klinikken allerede har lavet, og rækker mig det. »Tillykke, Kimberly. Du er et menneske med papirer.«

»Jeg er et menneske, der er blevet godkendt.«

»Du er et menneske, der er underlagt begrænsninger.« Han siger det venligt. Det er tricket ved Daniel. Han kan give dig ugens værste besked med det samme ansigt, han bruger til holdbilleder. »Det er fint at være begrænset. Det er en fase. Varm op i genoptræningsbanen. Jeg har sat dig i en prioriteret træningsblok ved den gode skumgrav.«

Tilbuddet rammer mig hårdt nok til, at jeg bliver flov. De prioriterede træningsblokke er de timer, hvor udstyret er friskt, og fjedrene ikke er blevet trampet flade af tre træningspas med tolvårige. Alle vil have dem. Ingen får dem ved at bede om dem.

»Tak,« siger jeg.

»Lad være med at takke mig. Land.«

Reed Elite Center lugter, som det har gjort, siden jeg var otte: af magnesium, gummi, det skarpe citronmiddel, Marta sprøjter på tilløbsbanen til spring, og nedenunder en sødme, som om nogen spildte en Gatorade under Obamas første præsidentperiode, og ingen nogensinde fandt den. Jeg har savnet det så meget, at det er pinligt. Jeg har været væk så længe, at mine håndflader blev bløde på midten, og jeg måtte gå nye håndbeskyttere til, og læderet knirker stadig som en sko.

Genoptræningsbanen er en stribe blå panelmåtter langs nordvæggen med 20 centimeter tykke måtter stablet for enden. Det er der, man kommer hen, når man er gået i stykker. Jeg har set andre piger stå der og brugt ét sekund med dårlig samvittighed på at have ondt af dem, mest af alt lettet over, at det ikke var mig. Nu er det mig, og Daniel slæber klapstolen over fra kontordøren og sætter sig for enden af min bane med anklen på knæet og armene over kors, og hele hallen lægger mærke til det.

Heather støder sin skulder mod min på vej over til gulvet. Hun har sin hættetrøje på over gymnastikdragten, den falmede med den ødelagte lynlås, som hun nægter at skifte ud.

»Er du okay?« siger hun.

»Jeg har det fantastisk.«

»M-hm.« Hun ser på Daniel i stolen og så tilbage på mig. »Skal jeg stille mig derovre, så det minder mindre om en henrettelsespeloton?«

»Jeg vil have, at du går hen og laver din gulvøvelse.«

»Det var ikke et nej.« Men hun går, og jeg elsker hende for at gå og også for, at hun ville være blevet.

Jeg tager det kedelige først. Cirkler med anklerne. Broer. De genoptræningsøvelser, min terapeut kalder aktivering, og Jeanette kalder begravelsen, fordi man laver dem langsomt, mens alle ser på. Jeanette Duncan er på barren bag mig med sin magnesiumspand og sin værktøjsrulle parkeret på gulvet ved siden af sig, som om hun skal til at reparere gipsvæggen, og hun nikker til mig uden at standse sit sving, hvilket fra Jeanette omtrent svarer til en parade.

For enden af banen er der kun dét.

Her er, hvad ingen fortæller en om at vende tilbage. Det er ikke smerten, man er bange for. Smerten kunne jeg klare; jeg har klaret smerte, siden jeg var ni, og min ankel lød som en elpære, der sprang. Det, jeg er bange for, er det brøkdel af et sekund, efter mine fødder rammer, den kvarte takt, før signalet løber op gennem rygsøjlen, hvor hele kroppen er en telefon med én streg, der venter på at se, om opkaldet går igennem.

Jeg tager tilløbet. Intet, Daniel kunne bruge i en højdepunktsvideo: en kontrolleret landing fra en lav opstilling, øvet tusind gange, den slags jeg før skaden kunne have lavet på en parkeringsplads i klipklapper. Mine fødder finder måtten. Stødet går op gennem hælene og knæene og ind i hofterne.

Det fortsætter og ender som et tryk. Varmt, dump, almindeligt. Signalet kommer klart tilbage.

Jeg rejser mig fra landingen med armene stadig strakt ud, og jeg kan ikke mærke mit ansigt. Et sted ovre ved gulvet kommer Heather med en lyd, der ikke egner sig til et træningsmiljø.

Daniel rejser sig fra stolen, går over den blå måtte og lægger en hånd på min skulder. Det er den del, jeg senere vil afspille igen: Han er oprigtigt glad på mine vegne. Hans øjne forandrer sig.

»Dér,« siger han. »Dér er den. Uanset hvad de skrev på det papir, har din krop lige stemt.«

»Det føltes fint.«

»Det føltes fint, fordi du trænede rigtigt i årevis, og fordi du holdt op med at lytte til alle dem, der sagde, at du skulle passe på dig selv.« Han klemmer én gang og slipper. »Du har mistet tid. Vi tager den tilbage. Det er ikke en trussel, det er regnestykket.«

»Jeg har begrænsningerne.«

»Du har begrænsningerne.« Han giver mig ret så glat, at der går et øjeblik, før jeg opdager, at han ikke har givet mig ret i noget som helst. »Din næste prioriterede træningsblok må vi se på. Det afhænger af, hvordan ugen former sig, det afhænger af skemaet, det afhænger af, hvor meget af tiden på det her gulv der går med at vente.« Han vender sig om, før jeg kan svare, og klapper to gange, så lyden stiger op mellem bjælkerne. »Bom. Alle sammen, bom. Vi rykker.«

Jeg vil fortælle nogen, hvor godt min ryg har det. Højt, måske fem hundrede gange.

Jeg får ikke chancen, for det er dér, han sætter uret i gang.

Et anonymt, hvidt institutionsur hænger over kontordøren. Daniel sørger for, at det går helt præcist, og holder øje med det, som andre mænd holder øje med en hund, der er begyndt at rode i skraldet. Hver rotation hos Reed foregår under det.

»Gå op, så snart hun er væk,« siger han. »Jeg vil ikke se nogen stå for enden af bommen og tænke. Man tænker derhjemme.«

Så bliver køen presset sammen.

Heather er først, og Heather har et helt ritual, hun laver før bom: Hun ryster sig løs, tager to dybe indåndinger og mumler lidt for sig selv, og i dag skærer hun det ned til at ryste sig løs. Hun går op, rammer sin serie rent og kommer ned igen med hagen trukket ind på den særlige måde, den gør. Jeanette er den næste, og Jeanette spilder ikke en bevægelse på en god dag, men hun springer magnesium over, hvilket for Jeanette er som at springe kirken over. Hun står sit afspring, træder væk og kaster et blik på uret, som om hun tjekker en kvittering.

Sådan kan man se, at tempoet har ændret sig. Ikke fordi nogen siger det. Fordi Jeanette Duncan ser på et ur.

Og så er det Tara.

Tara Murray er seksten, og hun er den smukkeste gymnast på det her gulv, og alle, også Tara, lader, som om de ikke ved det. På bommen gør hun det her, hvor hun bliver smal – hele hendes krop indvilliger i at være 10 centimeter bred – og man kan stå med en vandflaske i hånden og glemme at drikke af den.

Hun kommer joggende fra den fjerne ende uden at have fået vejret efter sidste rotation. Skuldrene afslører hende. Enkle sølvspænder i håret, tape, der gråner ved begge ankler, brystkassen, der hæver og sænker sig for hurtigt. Ved bommen rækker hun ud efter elastikkerne, der sidder stukket ned i linningen på hendes shorts.

Fingerelastikkerne. Det er hendes ritual. Hun lægger dem om fingrene og trækker, først med den ene hånd og så den anden, og hun tæller sagte, og hvis man spørger hende om det, siger hun noget i retning af, at det handler om blodomløbet, så henkastet, at spørgsmålet bare glider af hende, men jeg har kendt hende, siden hun var elleve, og jeg ved, hvad det egentlig er. Det er den dør, hun går igennem. Det er sådan, hun kommer fra herude til derinde.

Hun er måske nået to træk ind, da Daniel siger: »Hele serien, Tara. Også afslutningen.«

Og hun standser. Ikke med at tælle – hendes fingre fortsætter. Men noget inden i hende standser.

Afslutningen er den blinde landing. Han gav hende den, mens jeg var væk, og hun har levet med den lige siden, og hele hallen ved, hvad den er, og hele hallen ved, at hun endnu ikke har udført den på bommen, som han vil have det. Det er den slags element, hvor man kommer ud af luften, og gulvet ikke er dér, hvor ens blik er. Man er nødt til at stole på sin tælling og sine hænder og den form, man skabte for to sekunder siden, og man er nødt til at stole på dem i mørket, og enten er man der, eller også er man der ikke.

Landingsområdet under bommen er rent – standardmåtten, standardfoldningen, intet ekstra, alting præcis som i reglementet og slet ikke, som hendes krop beder om.

Hun lægger fingerelastikkerne tilbage i linningen uden at have gjort ritualet færdigt.

»Nu, tak,« siger Daniel.

Hun går op på bommen.

Et øjeblik går det fint. Bedre end fint. Hun går ind i serien, og hendes linje opstår ud af ingenting, som den altid gør, og hendes fodplacering er så lydløs, at man kan høre ventilatoren i loftet, og jeg glemmer, at jeg skal lave mine egne øvelser. Hun svinger ind i forbindelsen, og jeg tænker: Hun gør det, hun æder den levende.

Så bremser hendes bageste fod.

Det er småt. Hvis man ikke er vokset op i den her bygning, ville man ikke engang se det. Hendes vægt kommer frem og standser, og armene falder ned fra deres position, og hun står på en 10 centimeter bred bom med hænderne langs siden og blikket rettet mod ingenting.

Hun falder ikke. Hun sætter sig ikke. Hun standser bare deroppe over den rene, flade måtte.

Bag hende hober køen sig op. Heather er den næste, og Heather standser ved hjørnet af måtten uden at træde ud på den. Jeanette standser bag Heather. To af de yngre piger kommer rundt fra spring og klumper sig sammen for enden af rækken, og ingen siger noget, og ventilatoren drejer rundt, og sekunderne går på den særlige måde, de kun går i en gymnastiksal, nemlig højlydt.

Daniel kommer gående. Han skynder sig ikke. Han skynder sig aldrig. Hans sko er hvide, hans skjorte har en skarp fold i ærmet, og uret fra Crown Athletic fanger lyset.

Han standser for enden af bommen, omtrent ud for hendes knæ, og ser op.

»Du er midt i serien,« siger han.

Tara svarer ikke.

»Tara. Du er midt i serien. Gør serien færdig.«

Hendes hage bevæger sig måske en halv centimeter ned. Det er alt. Hun siger ikke ja. Jeg vil gerne understrege den del, for senere vil folk beskrive det anderledes. Hun siger ikke ja, og hun siger ikke nej. Hun er bare deroppe med armene hængende og en overfladisk, hurtig vejrtrækning øverst i brystet, og hun er rød hele vejen ned over halsen, som hun altid bliver.

»Se bag dig,« siger Daniel. »Kom nu. Se.«

Hun ser sig ikke tilbage.

»Dine holdkammerater står på en måtte, de ikke kan bruge. Det er deres rotation. Hvis du vil tænke over det, er det din ret, og det koster dem, og det koster dem nu.« Han lader ordene stå et øjeblik. »Gør serien færdig.«

Hun sætter foden på plads igen. Det er det værste. Hun sætter den faktisk på plads igen – glider den tilbage til mærket, retter hofterne ind, placerer hænderne, og jeg ser hende prøve at begynde, og jeg ser begyndelsen udeblive. Hun er som en bil, der står og hakker i starteren en januarmorgen. Alt er der. Intet tænder.

»Tara.«

Hendes vægt glider. Kun en smule, kun et par centimeter, mod den nærmeste kant af bommen, og hele min krop bliver kold på en måde, den ikke gjorde, da jeg stod for enden af min egen bane.

»Gør den færdig,« siger Daniel igen, og han råber ikke, han råber aldrig, han har fundet den bløde stemme frem nu, den han bruger, når der er penge i hallen. »Du spilder den her halls tid.«

Heather siger mit navn.

Hun siger det lavt fra hjørnet af måtten uden at dreje hovedet, og det er ikke en plan, og det er ikke et spørgsmål. Det er bare mit navn, sagt på den måde, man ville sige det, hvis man rakte mig noget.

Jeg træder ud af genoptræningsbanen.

Reeds materieldepot ligger ved østvæggen forbi skumgraven, en bred niche med afsætsbrætterne i stativer, kilerne stablet og remmene hængende fra kroge på væggen. Og på højkant ved nichens åbning, op ad betonblokkene, højere end mig, står den røde træningsmåtte. Reeds måtte. Den store, den gode, den der bor herude, så Daniel kan bruge den, når han vil have nogen til at prøve noget, der skræmmer dem, på betingelser, han selv har valgt.

Jeg får begge hænder ind i kanvashåndtagene.

Den er tung. Tungere end sidste gang, jeg flyttede sådan en, for sidste gang, jeg flyttede sådan en, havde jeg en funktionsdygtig rygsøjle og en dårlig indstilling, og nu har jeg et foldet ark papir i min taske og en træner, der mener, at papiret er et forslag. Jeg får hofterne ind under den og lirker den ned fra væggen, og den tipper langsomt og så pludselig på én gang, og den klasker mod gulvet, og lyden breder sig overalt.

Så slæber jeg den.

Der findes ingen elegant måde at slæbe en tyk landingsmåtte hen over gulvet i en gymnastiksal på. Den frembringer et langt, grimt sjjjjj, det kræver begge arme, mine hæle skrider, og jeg bevæger mig baglæns i hugsiddende stilling, og jeg kan mærke hvert eneste af de sekunder, og jeg bliver ved med at vente på, at noget i min ryg siger nej. Det gør det ikke. Det er bare arbejde.

Måtten glider hen over det hvide pulver, der er blevet slæbt ud fra magnesiumspanden, og trækker det ud i striber. Rødt hen over det hvide, i en lang udtværing, som stadig vil være der ved aftenens slutning.

»Kimberly.« Daniels stemme bag mig, stadig rolig.

Pigerne i køen spreder sig foran mig, fordi de er nødt til det; man står ikke dér, hvor en måtte er på vej hen. Heather træder tilbage fra hjørnet og tager to af de yngre med sig, én hånd på hver af deres skuldre, og rydder banen uden at blive bedt om det. Ophobningen for enden af rækken brydes og spredes. En eller andens vandflaske vælter.

»Kimberly. Stop.«

Jeg får den lagt lige under bommen.

Det er den del, jeg går op i. Ikke larmen, ikke tilskuerne – placeringen. Jeg lægger den nærmeste kant dér, hvor hendes fødder ville komme ned fra den blinde landing, hvis hun forsøgte, og skubber den fjerneste kant ud over standardmåtten, så de overlapper, og der ikke er nogen samling under faldlinjen, og jeg går ned på det ene knæ og glatter hjørnet ud med håndfladen, så ingen får en tå i klemme under det.

Over mig drejer Tara hovedet og ser ned. Hendes øjne er våde og rasende, og jeg kan ikke afgøre, hvem af os hun er rasende på.

»Rejs dig,« siger Daniel, »og få den tilbage i depotet.«

Jeg rejser mig. Mine hænder er stadig på håndtagene. Jeg kan mærke kanvassømmen under fingrene, ru og en smule fedtet efter hundrede andre par hænder.

»Nej.«

»Den måtte tilhører det her center.«

»Så kan du flytte den, når hun er kommet ned.«

»Flyt den nu,« siger han, »så kan vi alle sammen komme videre med aftenen.«

Der findes en udgave af det her, hvor jeg siger noget klogt. Jeg har tænkt på den siden. I den udgave, jeg har inde i hovedet, holder jeg en hel tale, og den er fremragende, og den ender med, at alle klapper, hvilket siger noget om, hvordan der ser ud inde i mit hoved.

Det, der faktisk sker, er, at jeg beholder begge hænder på håndtagene og står der uden at flytte mig, og måtten flytter sig ikke, og den blinde landing har ingen steder at ske.

Over os sætter Tara sig på bommen.

Hun gør det, som man ville kravle ned fra et hegn, sidelæns, først det ene ben og så det andet, og hun griber fat om bommen med hænderne, sænker sig og lader sig falde det sidste lille stykke ned på den røde måtte, og hendes ankler bøjer, og hun sætter en hånd i, og det er alt. Intet afspring. Ingen honnør. Hun rejser sig på min måtte midt i landingsområdet med magnesium på håndfladerne og har det fuldstændig, kedeligt, udramatisk fint.

Der er så stille i hallen, at jeg kan høre kompressoren starte ude på baggangen.

Serien er forbi. Ikke gjort færdig – forbi. Den standsede foran alle, og alle så den standse, og der findes ingen udgave af de næste ti minutter, hvor det kan gøres usket.

Daniel ser på måtten. Han ser på mine hænder på måtten. Så gør han noget, jeg ikke venter, nemlig vender ryggen helt til mig.

Han står med ansigtet mod de tre andre. Heather ved hjørnet med hættetrøjens ærmer skubbet op. Jeanette med magnesium stadig på fingrene. Tara stående på det røde midt på gulvet, mens hun trækker vejret.

»Fint,« siger han. »Lad os finde ud af, hvis træning det her var.«

Og jeg står der med en måtte, jeg ikke ejer, i en bygning, jeg ikke bestemmer over, med en prioriteret træningsblok ved den gode skumgrav, som kun eksisterer, hvis manden, der står med ryggen til mig, tillader det, og jeg venter på at høre, hvad mine venner siger.