Anne fra Grøn­ne­bak­ken

L. M. Montgomery

Kapitel 1: mrs. Rachel Lynde bliver overrasket

Mrs. Rachel Lynde boede lige dér, hvor hovedvejen gennem Avonlea løb ned i en lille lavning, kranset af elletræer og orange balsaminer og gennemskåret af en bæk, der havde sit udspring langt inde i skoven på den gamle Cuthbert-gård; det hed sig, at bækken var snoet og vildt fremstormende på den første del af sit løb gennem skoven og gemte mørke hemmeligheder i høller og vandfald; men når den nåede til Lynde’s Hollow, var den blevet et stille, velopdragent lille vandløb, for ikke engang en bæk kunne løbe forbi mrs. Rachel Lyndes dør uden behørigt hensyn til anstændighed og sømmelighed; den var sikkert klar over, at mrs. Rachel sad ved sit vindue og holdt skarpt øje med alt, hvad der kom forbi, fra bække og børn og opefter, og at hun, hvis hun opdagede noget sært eller noget, der ikke var, som det skulle være, ikke ville unde sig ro, før hun havde snuset sig frem til både årsag og sammenhæng.

Der er masser af mennesker, i Avonlea og udenfor, som kan følge nøje med i naboernes sager ved at forsømme deres egne; men mrs. Rachel Lynde var en af de duelige skabninger, der kan klare deres egne anliggender og andres ovenikøbet. Hun var en husmor af rang; arbejdet var altid gjort og godt gjort; hun »styrede« sykredsen, var med til at lede søndagsskolen og var den stærkeste støtte for kirkens hjælpeforening og ydremissionens støtteforening. Alligevel fandt mrs. Rachel rigelig tid til at sidde i timevis ved sit køkkenvindue og strikke sengetæpper af »bomuldstrendgarn« – hun havde strikket seksten af dem, som husmødrene i Avonlea plejede at fortælle med ærefrygt i stemmen – og holde skarpt øje med hovedvejen, der krydsede lavningen og snoede sig op ad den stejle, røde bakke på den anden side. Eftersom Avonlea lå på en lille trekantet halvø, der skød sig ud i Saint Lawrence-bugten, med vand på to sider, måtte enhver, der kom til eller forlod stedet, over den bakke og dermed løbe usynlig spidsrod under mrs. Rachels altseende blik.

Hun sad dér en eftermiddag i begyndelsen af juni. Solen skinnede varmt og klart ind ad vinduet; frugthaven på skråningen neden for huset stod i et rødmende brudeflor af rosahvide blomster, som myriader af bier summede over. Thomas Lynde – en lille, spagfærdig mand, som folk i Avonlea kaldte »Rachel Lyndes mand« – såede sine sene turnips på bakkemarken bag laden; og Matthew Cuthbert burde have været i gang med at så sine på den store, røde mark ved bækken ovre ved Green Gables. Mrs. Rachel vidste, at det var det, han burde, for aftenen før havde hun i William Blairs butik ovre i Carmody hørt ham sige til Peter Morrison, at han ville så sine turnipsfrø den følgende eftermiddag. Peter havde selvfølgelig spurgt ham, for Matthew Cuthbert havde, så vidt nogen vidste, aldrig i sit liv uopfordret fortalt noget som helst.

Og alligevel kom Matthew Cuthbert her klokken halv fire om eftermiddagen på en travl dag sindigt kørende gennem lavningen og op ad bakken; tilmed havde han hvid krave og sit bedste tøj på, hvilket var et tydeligt bevis på, at han skulle ud af Avonlea; og han kørte med den lette hestevogn og den røde hoppe, hvilket tydede på, at han skulle et temmelig langt stykke vej. Hvor skulle Matthew Cuthbert dog hen, og hvorfor skulle han derhen?

Havde det været en hvilken som helst anden mand i Avonlea, kunne mrs. Rachel ved behændigt at lægge to og to sammen have gættet sig ganske godt til begge dele. Men Matthew tog så sjældent hjemmefra, at det måtte være noget presserende og usædvanligt, der fik ham af sted; han var verdens mest generte mand og hadede at skulle færdes blandt fremmede eller komme et sted, hvor han kunne blive nødt til at tale. Matthew i fint tøj med hvid krave og ude at køre i en let hestevogn var ikke noget, man så tit. Hvor meget mrs. Rachel end grublede, kunne hun ikke få nogen mening i det, og dermed var hendes fornøjelse den eftermiddag spoleret.

»Jeg går lige over til Green Gables efter temåltidet og spørger Marilla, hvor han er taget hen, og hvorfor,« besluttede den brave kvinde omsider. »Han tager ellers ikke til byen på denne årstid, og han går aldrig på besøg; hvis han var løbet tør for turnipsfrø, ville han ikke tage fint tøj på og køre af sted i den lette hestevogn for at hente flere; han kørte ikke stærkt nok til at være på vej efter lægen. Alligevel må der være sket noget siden i aftes, som har fået ham af sted. Jeg er fuldstændig på bar bund, det siger jeg bare, og jeg får ikke et øjebliks fred i sind eller samvittighed, før jeg ved, hvad der har ført Matthew Cuthbert ud af Avonlea i dag.«

Efter temåltidet begav mrs. Rachel sig derfor af sted; hun havde ikke langt at gå; det store, vidtforgrenede hus, hvor familien Cuthbert boede omgivet af frugttræer, lå knap en kvart engelsk mil oppe ad vejen fra Lynde’s Hollow. Ganske vist gjorde den lange indkørsel turen en hel del længere. Matthew Cuthberts far, der var lige så genert og tavs, som hans søn siden skulle blive, havde søgt så langt væk fra sine medmennesker, som han overhovedet kunne uden ligefrem at trække sig tilbage til skoven, da han anlagde sin gård. Green Gables var bygget helt ude ved kanten af den jord, han havde ryddet, og der lå det den dag i dag, knap synligt fra hovedvejen, hvor alle de andre huse i Avonlea lå så selskabeligt. Mrs. Rachel Lynde kaldte det slet ikke at leve, når man boede sådan et sted.

»Det er bare at bo, det siger jeg bare,« sagde hun, mens hun gik hen ad den græsklædte indkørsel med de dybe hjulspor og de vilde rosenbuske langs siderne. »Det er ikke sært, at Matthew og Marilla er lidt underlige begge to, når de bor herinde for sig selv. Træer er ikke meget til selskab, men Gud ved, at der ville være nok af dem, hvis de var. Jeg vil nu hellere se på folk. De virker ganske vist godt tilfredse; men de har vel vænnet sig til det. Man kan vænne sig til alt, selv til at blive hængt, som irlænderen sagde.«

Med de ord trådte mrs. Rachel ud fra indkørslen på gårdspladsen bag Green Gables. Meget grøn og velholdt og sirlig var den gårdsplads, omkranset på den ene side af store, patriarkalske piletræer og på den anden af strunke pyramidepopler. Ikke en eneste løs pind eller sten var at se, for mrs. Rachel ville have fået øje på den, hvis der havde været en. I sit stille sind mente hun, at Marilla Cuthbert fejede gårdspladsen lige så tit, som hun fejede inde i huset. Man kunne have spist et måltid direkte fra jorden uden at få mere end ordsprogets peck skidt i sig.

Mrs. Rachel bankede rask på køkkendøren og trådte ind, da hun blev budt indenfor. Køkkenet på Green Gables var et venligt rum – eller ville have været det, hvis der ikke havde været så pinefuldt rent, at det næsten lignede en ubrugt stadsstue. Vinduerne vendte mod øst og vest; gennem det vestvendte, der så ud til gårdspladsen, strømmede det milde junisolskin ind; men det østvendte, hvorfra man kunne skimte de hvidblomstrende kirsebærtræer i frugthaven til venstre og de svajende, slanke birke nede i lavningen ved bækken, var dækket af et grønt virvar af slyngplanter. Her sad Marilla Cuthbert, når hun overhovedet sad ned, altid med en vis mistro til solskinnet, der forekom hende alt for dansende og uansvarligt til en verden, det var meningen, man skulle tage alvorligt; og her sad hun nu og strikkede, og bordet bag hende var dækket til aftensmad.

Inden mrs. Rachel havde fået døren helt lukket, havde hun noteret sig alt, hvad der stod på bordet. Der var dækket med tre tallerkener, så Marilla måtte vente nogen med Matthew hjem til temåltidet; men stellet var hverdagsstellet, og der var kun paradisæblesyltetøj og én slags kage, så de ventede altså ikke fint besøg. Men hvad så med Matthews hvide krave og den røde hoppe? Mrs. Rachel var ved at blive helt svimmel over denne usædvanlige gåde på det stille Green Gables, hvor der ellers aldrig var noget gådefuldt.

»Godaften, Rachel,« sagde Marilla raskt. »Det er en rigtig dejlig aften, ikke sandt? Vil du ikke sidde ned? Hvordan har I det alle sammen derhjemme?«

Mellem Marilla Cuthbert og mrs. Rachel var der noget, som i mangel af et andet ord kunne kaldes venskab, og det havde der altid været, trods – eller måske på grund af – deres forskellighed.

Marilla var en høj, mager kvinde, fuld af kanter og uden rundinger; hendes mørke hår havde nogle grå striber og var altid snoet op i en hård lille knold i nakken med to hårnåle af metaltråd stukket stridslystent igennem. Hun lignede en kvinde med begrænset livserfaring og en streng samvittighed, hvad hun også var; men der var noget formildende ved hendes mund, som, hvis det blot havde været en anelse mere udtalt, kunne være blevet opfattet som tegn på humoristisk sans.

»Vi har det alle sammen ganske godt,« sagde mrs. Rachel. »Men jeg blev nu lidt bange for, at du ikke havde det, da jeg så Matthew tage af sted i dag. Jeg tænkte, at han måske var på vej til lægen.«

Der sitrede et forstående smil i Marillas mundvige. Hun havde ventet, at mrs. Rachel ville komme herop; hun havde vidst, at synet af Matthew på en så uforklarlig køretur ville blive for meget for naboens nysgerrighed.

»Åh nej, jeg har det ganske godt, selv om jeg havde en slem hovedpine i går,« sagde hun. »Matthew er taget til Bright River. Vi skal have en lille dreng fra et børnehjem i Nova Scotia, og han kommer med toget i aften.«

Havde Marilla sagt, at Matthew var taget til Bright River for at hente en kænguru fra Australien, kunne mrs. Rachel ikke være blevet mere forbavset. Hun var ligefrem slået med stumhed i fem sekunder. Det var utænkeligt, at Marilla drev gæk med hende, men mrs. Rachel var næsten nødt til at tro det.

»Mener du det alvorligt, Marilla?« forlangte hun at vide, da hun fik mælet igen.

»Ja, naturligvis,« sagde Marilla, som om det at hente drenge på børnehjem i Nova Scotia hørte med til det sædvanlige forårsarbejde på enhver veldrevet gård i Avonlea i stedet for at være en ganske uhørt nyskabelse.

Mrs. Rachel følte, at hun havde fået et alvorligt chok. Hun tænkte i udråbstegn. En dreng! At netop Marilla og Matthew Cuthbert skulle adoptere en dreng! Fra et børnehjem! Ja, verden var sandelig ved at blive vendt på hovedet! Efter dette ville intet mere kunne forbavse hende! Intet!

»Hvad i alverden har dog givet dig den idé?« forlangte hun misbilligende at vide.

Dette var sket, uden at hun var blevet spurgt til råds, og måtte derfor nødvendigvis misbilliges.

»Jo, vi har gået og tænkt på det et stykke tid – faktisk hele vinteren,« svarede Marilla. »Mrs. Alexander Spencer var heroppe en dag før jul, og hun sagde, at hun til foråret ville hente en lille pige på børnehjemmet ovre i Hopeton. Hendes kusine bor der, og mrs. Spencer har besøgt hende og ved alt om det. Så Matthew og jeg har talt om det af og til lige siden. Vi tænkte, vi ville tage en dreng. Matthew er jo ved at være oppe i årene – han er tres – og han er ikke så rørig som før. Han har en hel del besvær med hjertet. Og du ved jo, hvor forfærdelig svært det er blevet at få medhjælp. Der er aldrig andre at få end de dumme, halvvoksne franske smådrenge; og lige så snart man har vænnet en af dem til at gøre tingene, som man vil have dem, og lært ham noget, stikker han af til hummerkonservesfabrikkerne eller Staterne. Først foreslog Matthew, at vi skulle tage en Barnardo-dreng. Men det sagde jeg blankt ›nej‹ til. ›De kan godt være udmærkede – jeg siger ikke, at de ikke er det – men jeg vil ikke have nogen gadedrenge fra London,‹ sagde jeg. ›Giv mig i det mindste en, der er født her i landet. Der er en risiko, uanset hvem vi får. Men jeg vil føle mig mere tryg og sove bedre om natten, hvis vi får en canadier af fødsel.‹ Så til sidst besluttede vi at bede mrs. Spencer vælge en til os, når hun tog over efter sin lille pige. I sidste uge hørte vi, at hun skulle af sted, så vi sendte bud til hende med Richard Spencers familie i Carmody om at tage en kvik, lovende dreng på omkring ti eller elleve år med til os. Vi besluttede, at det måtte være den bedste alder – gammel nok til straks at kunne gøre lidt nytte ved småarbejdet og ung nok til at blive ordentligt opdraget. Vi har tænkt os at give ham et godt hjem og sørge for hans skolegang. Vi fik et telegram fra mrs. Alexander Spencer i dag – postbuddet kom med det fra stationen – hvor der stod, at de ville komme med toget halv seks i aften. Så Matthew er taget til Bright River for at hente ham. Mrs. Spencer sætter ham af dér. Hun fortsætter selvfølgelig selv til White Sands station.«

Mrs. Rachel satte en ære i altid at sige sin mening; da hun nu havde indstillet sig på den forbløffende nyhed, gjorde hun netop det.

»Nå, Marilla, jeg vil bare sige dig ligeud, at jeg synes, I gør noget meget tåbeligt – noget risikabelt, det siger jeg bare. I ved ikke, hvad I får. I tager et fremmed barn ind i jeres hus og hjem, og I ved ikke en eneste ting om ham, hverken hvordan han er af sind, hvad forældrene var for nogen, eller hvordan han mon vil arte sig. Så sent som i sidste uge læste jeg i avisen, at en mand og hans kone vesterpå på Øen havde taget en dreng fra et børnehjem, og han satte ild til huset om natten – gjorde det med vilje, Marilla – og nær havde brændt dem til kul i deres senge. Og jeg kender et andet tilfælde, hvor en adopteret dreng gik og sugede æggene tomme – de kunne ikke vænne ham af med det. Hvis du havde spurgt mig til råds om den sag – og det gjorde du ikke, Marilla – ville jeg have sagt, at du for himlens skyld ikke skulle tænke på sådan noget, det siger jeg bare.«

Denne jobstrøst lod hverken til at fornærme eller forurolige Marilla. Hun strikkede roligt videre.

»Jeg nægter ikke, at der er noget om det, du siger, Rachel. Jeg har også selv haft mine betænkeligheder. Men Matthew var frygtelig opsat på det. Det kunne jeg se, så jeg gav efter. Det er så sjældent, Matthew sætter sig noget i hovedet, at jeg altid føler, det er min pligt at give efter, når han gør det. Og hvad risikoen angår, så er der en risiko ved næsten alt, hvad man gør her i verden. Det er også en risiko at få sine egne børn, når det kommer til stykket – de arter sig ikke altid godt. Og så ligger Nova Scotia jo helt tæt ved Øen. Det er ikke, som om vi henter ham fra England eller Staterne. Han kan ikke være meget anderledes end os.«

»Nå, jeg håber, det går godt,« sagde mrs. Rachel i en tone, der klart røbede hendes smertelige tvivl. »Men kom ikke og sig, at jeg ikke advarede dig, hvis han brænder Green Gables af eller kommer stryknin i brønden – jeg har hørt om et tilfælde ovre i New Brunswick, hvor et børnehjemsbarn gjorde det, og hele familien døde under frygtelige pinsler. Men i det tilfælde var det nu en pige.«

»Ja, vi skal jo ikke have en pige,« sagde Marilla, som om det at forgifte brønde var en rent kvindelig kunst og ikke noget, man behøvede at frygte hos en dreng. »Jeg kunne aldrig drømme om at tage en pige til mig og opdrage hende. Det undrer mig, at mrs. Alexander Spencer gør det. Men nå ja, hun ville ikke vige tilbage for at adoptere et helt børnehjem, hvis hun fik det i hovedet.«

Mrs. Rachel ville gerne være blevet, til Matthew kom hjem med sin importerede forældreløse dreng. Men da hun tænkte over, at der i hvert fald ville gå godt to timer, før han kom, besluttede hun at gå op ad vejen til Robert Bells og fortælle dem nyheden. Den ville bestemt vække en opsigt uden lige, og mrs. Rachel elskede inderligt at vække opsigt. Så hun gik sin vej, til nogen lettelse for Marilla, der følte sin tvivl og frygt vågne igen under indflydelse af mrs. Rachels sortsyn.

»Nej, mage til det har man aldrig hørt, og det kommer man heller aldrig til!« udbrød mrs. Rachel, da hun var vel ude på indkørslen. »Jeg tror virkelig, jeg må drømme. Ja, jeg har sandelig ondt af den stakkels unge, det er ganske vist. Matthew og Marilla ved ingenting om børn, og de vil forlange, at han skal være klogere og mere besindig end sin egen bedstefar, hvis han ellers nogensinde har haft en bedstefar, hvad der er tvivlsomt. Der er på en eller anden måde noget uhyggeligt ved at tænke sig et barn på Green Gables; der har aldrig været et barn dér, for Matthew og Marilla var voksne, da det nye hus blev bygget – hvis de da nogensinde har været børn, hvad man har svært ved at tro, når man ser på dem. Jeg ville ikke for noget i verden være i den forældreløse drengs sted. Åh, hvor jeg har ondt af ham, det siger jeg bare.«

Sådan talte mrs. Rachel til de vilde rosenbuske af sit hjertes overflod; men havde hun kunnet se barnet, der netop i det øjeblik ventede tålmodigt på stationen i Bright River, ville hendes medlidenhed have været endnu dybere og mere inderlig.

---