Hvad afdelingen tager
Diana Talbot
Kapitel 1
Værelset lugtede af frisk latexmaling lagt oven på noget langt ældre, ligesom ingen lader sig narre af en ny luftfrisker i en bil, der lugter af hund.
Mitchell Brown stod i døråbningen i North Dormitory med sportstasken over den ene skulder og talte. Døren til trappen, døren til toilettet, den her dør, de to længere nede ad gangen, han var gået forbi på vej op. Fem. Han besluttede sig ikke for at tælle dem. Det skete, som når andre mennesker knækker fingre.
På hans halvdel af værelset var der en seng, et skrivebord, et vindue med et myggenet, der havde fået farve som tynd te, og en væg, hvor den nye puds holdt op, og de gamle sten fortsatte. Stenene skinnede i hjørnerne, en hård, grå glans som indersiden af en vask. Nogen havde boltet et lamineret kort fast ved lyskontakten: VELKOMMEN TIL HALCYON. SEKS UGER. ARBEJD HÅRDT. Det var allerede begyndt at løsne sig i det øverste hjørne, og Mitchell havde en stærk trang til at trykke det fast igen.
Tyve minutter senere ankom hans værelseskammerat slæbende på en lappet rygsæk og en affaldssæk med sengetøj.
»Brian,« sagde drengen. »Payne. Som smerte på engelsk.« Vittigheden faldt til jorden, som den tydeligvis havde gjort før. »Undskyld. Det er – folk siger det først, så jeg siger det først.«
»Mitchell.« Han rakte hånden frem, og Brian trykkede den, som om de var ved at underskrive noget. »Du kan få pladsen ved vinduet, hvis du vil. For mig er det lige meget.«
»Vinduet.« Brian så på vinduet, så på sengene og så på vinduet igen. »Er du sikker? For jeg vil ikke –«
»Jeg er sikker.«
Brians hættetrøje var to numre for stor og grå som opvaskevand, og han trak ærmet ned over håndfladen, før han rørte dørgrebet for at lukke døren. Ikke ligefrem en forskrækket bevægelse. Snarere en regel, han havde fulgt så længe, at han ikke vidste, han havde den.
Mitchell pakkede videre ud efter sit system: tøj i de to nederste skuffer, bøger stablet efter størrelse på skrivebordet og den flade manilakuvert fra Halcyon Foundation gemt under det hele, hvor han ikke behøvede at se sit navn ved siden af ordet TILDELT. Kuverten havde ligget på hans skød hele vejen fra Beaver Falls. Hans mor havde sat en elastik omkring den, hvilket var hendes udgave af en velsignelse.
Bag ham skreg sengestellet.
»Den står ud fra væggen,« sagde Brian. »Hovedenden. Der er sådan cirka –« Han satte sig på hug og kneb øjnene sammen for at se ind i mellemrummet. »Der er alt muligt heromme. Der er et rør.«
»Skal du have en hånd?«
»Nej, nej. Jeg har styr på det. Jeg har styr på det.«
Mitchell var ved at folde en T-shirt, da han hørte det andet skrig, kortere, og så en lyd, der slet ikke kom fra stellet. Det var det lille, våde gisp, man kommer med, når kroppen har forstået noget et halvt sekund før en selv.
Brian lå på knæ med højre hånd løftet foran ansigtet, håndfladen udad, som om han var ved at aflægge ed. Blodet vældede hurtigt frem i folden, fyldte linjerne og begyndte at dryppe. Tre dråber på gulvbrædderne, så en fjerde. Brædderne var gamle og tørstige, og dråberne trængte ind og blev straks brune i kanterne.
»Okay,« sagde Brian. »Okay. Det er – okay.«
»Knyt ikke hånden.« Mitchell var allerede på vej. »Hold den åben, hold den oppe. Over hjertehøjde.«
Nede i mellemrummet bag sengestellet, hvor pudsen var blevet fjernet under renoveringen, stak en kobberstrimmel ud fra væggen, blank og nyligt blotlagt, med en skarpt afklippet overkant efter en eller andens pladesaks. Ikke et søm. Ikke en fjeder. Et rent, blankt metalbånd, hvor der stadig sad et stykke af Brians håndflade på omtrent en fingernegls størrelse.
Den blå førstehjælpsdåse lå i Mitchells sportstaske som den tredje ting fra oven, for den var altid den tredje ting fra oven. Blå emalje med et hvidt kors, som tommelfingre havde slidt gråt i midten. Den havde været hans bedstemors sydåse, før den havde været noget som helst andet, og under lugten af spritservietter lugtede den stadig svagt af gammel tråd.
Han hentede den, kom tilbage og knælede på brædderne, og Brian rakte hånden frem mod ham.
Senere, på sygestuen og hele resten af den sommer, skulle Mitchell vende tilbage til netop det: Brian rakte den frem. Han behøvede ikke at blive spurgt.
»Det skal skylles,« sagde Mitchell. »Kobber er beskidt, og der er en grat på den der. Vil du vide, hvad jeg gør, eller skal jeg bare gøre det?«
»Du må gerne fortælle mig det.« Brians stemme var blevet tynd og høflig. »Jeg vil helst vide det. Jeg kan ikke lide, når folk ikke fortæller, hvad de gør.«
»Fint. Tre ting.« Han satte dåsen på gulvet mellem dem og åbnede den med tommelfingeren. »Et: Jeg skyller såret igennem, og det kommer til at svie mere, end det gjorde at skære sig, og det skal det. To: Jeg lægger et kompres på og trykker, og jeg trykker hårdere, end du vil bryde dig om, og længere, end du vil bryde dig om. Tre: Jeg taper det til. Så lader du det være, og på torsdag er det kedeligt.«
»Kedeligt på torsdag.« Brian pustede ud i noget, der næsten var en latter. »Okay.«
Han lagde sin hånd i Mitchells.
Det var en kold hånd på en varm aften. Mitchell holdt den i ro med fingrene under Brians håndled og tommelfingeren langs Brians tommelfingerrod og arbejdede med saltvandet over papirkurven. Såret gik skråt hen over håndfladens kødfulde del, fra neden for pegefingeren og ned mod håndleddet, og det var ikke dybt nok til noget dramatisk, men det var langt, og lange snitsår i hænder bløder som en dårlig VVS-vittighed. Hele Brians arm stivnede, da såret blev skyllet, men han holdt sig i ro. Han havde øvelse i at holde sig i ro. Mitchell gemte det i baghovedet uden endnu at vide hvorfor.
»Snak,« sagde Mitchell. »Hvor kommer du fra?«
»Michigan. På en måde.« Den stive arm slappede omtrent ti procent af. »Min tante bor i Michigan. Før det var det min anden tante. Det er sådan lidt på skift –« Han tav. »Du trykker.«
»Jeg trykker.« Det sterile kompres var allerede ved at blive lyserødt under hans tommelfinger. Mitchell holdt sin håndflade fladt mod Brians, lagde sin vægt i og slap ikke. Deres hænder blev sammen på den måde så længe, at værelset blev stille omkring dem. Et sted nedenunder, ude i gården, lo en pige ad en eller andens kuffert. »Bliv ved med at snakke.«
»Du er her på et stipendium.«
»Hvordan har du regnet det ud?«
»Du har en førstehjælpskasse med,« sagde Brian. »Og din taske er fra et byggemarked.«
Mitchell lo, og så måtte han holde hånden i ro igen. »Det er den ledeste sandhed, nogen har sagt til mig i dag.«
»Det var ikke for at –«
»Jeg ved godt, hvad du mente. Jeg er her på et stipendium. Alt betalt. Min mor græd på parkeringspladsen ved en Sheetz.« Han løftede tommelfingeren, så efter og trykkede igen, mens han talte langsomt. »Okay. Det bløder mindre nu.«
De gamle sten nederst i væggen åndede køligt mod hans arm, hele tiden mens han arbejdede, den slags kulde, der stiger op fra en kælder i august og ikke har noget med vejret udenfor at gøre. Bellwether Hall havde været Saint Orison Hospital fra 1891 og indtil det ikke var det længere. Sommerakademiet havde malet gangene havregrynsfarvede og sat en skov af udgangsskilte op. Stenene blev ved med at være kolde.
Han tapede forbindingen hen over Brians håndflade med to strimler tape, der holdt den fast ved fingrenes rod, så den ikke strammede, når Brian knyttede hånden. Så gjorde han gulvet rent, fordi blod på gamle brædder sætter sig som en plet i en skjorte, og han lagde indpakningen og det ødelagte kompres i papirkurven og satte den blå førstehjælpsdåse på sit eget skrivebord ved siden af sine bøger.
»Tak,« sagde Brian. Han så på sin egen hånd, som om den tilhørte en tredje person i værelset. »Virkelig. De fleste ville have hentet en kollegievejleder.«
»En kollegievejleder ville have hentet en blanket.«
»En kollegievejleder ville have hentet en blanket,« gentog Brian langsomt, og så smilede han næsten.
De brugte aftenen på at få værelset til at se beboet ud: Mitchell flyttede møbler, mens Brian tog sig af de opgaver, der kunne klares med én hånd. Brian foldede sit slikpapir sammen til små, præcise firkanter, før han smed det ud. Han stillede sine sko under sengen med hælene på linje. Da han pakkede ud, kunne alt, hvad han ejede, være i tre skuffer, og alligevel lagde han det hele til rette, som om han ventede inspektion.
Kobberstrimlen blev, hvor den var. Mitchell kilede sengestellet ind mod væggen igen, så det dækkede den, og skrev en påmindelse på sin telefon om at sige det til nogen næste morgen, og så glemte han alt om påmindelsen, fordi han var seksten, og dagen havde været elleve timer lang.
Kort før de skulle være inde for natten, satte Brian sig på sengekanten og holdt hånden op under skrivebordslampen.
»Det strammer,« sagde han.
Mitchell lagde sin bog fra sig. »Strammer hvordan? Som om tapen hiver i hårene, eller som om fingrene sover?«
»Det ved jeg ikke. Det strammer.«
»Ræk den herhen. Lad være med at tage forbindingen af.«
Brian rakte hånden frem, og Mitchell tog fat om håndleddet og passede på ikke at røre forbindingen, mens han trykkede med tommelfingerblommen på Brians negle én ad gangen. Hver af dem blev lyserød igen, før han kunne nå at tælle til to. Fingrene var varme. Oven for tapen ingen hævelse, der var værd at tale om.
»Du er okay,« sagde han. »Blodomløbet er fint. Det strammer, fordi det skal stramme – det er det, der holder sårkanterne sammen. Du lader den sidde til i morgen.«
»Til i morgen.«
»Til i morgen. Hvis dine fingre bliver hvide eller blå eller følelsesløse, vækker du mig, så klipper jeg den af og gør det om. Ellers kommer jeg til at sove ekstremt tungt.«
Brian lagde sig tilbage oven på sit tæppe med den forbundne hånd hvilende på brystet, og Mitchell slukkede lampen.
Uret, som skolen havde boltet fast til hylden over døren, var en tyk, gammel digital sag med røde tal, sådan et, man kunne finde på et haveloppemarked for to dollars, og det brummede. I mørket var det værelsets mest højlydte genstand.
11:09.
»Må jeg spørge dig om noget?« sagde Brian.
»Ja da.«
»Hørte du en klokke før? Ved den her tid i går aftes –« Han tav. »Der var ikke noget ›i går aftes‹. Jeg mener, ham i receptionen sagde, at der er en klokke.«
»Der er en klokke.« Mitchell havde hørt om den i køen til introduktionen; en vejleder, der havde arbejdet der i tre somre, havde fortalt det som en vittighed. »Den er fra dengang, det her sted var et hospital. Vagtskifte. Der er aldrig nogen, der har fjernet mekanikken, så den ringer stadig, og åbenbart ringer den på det forkerte tidspunkt, og den har ringet på det forkerte tidspunkt siden før nogen her blev født.«
»Det forkerte tidspunkt.«
»Elleve tretten eller sådan noget. Hvilket er et sindssygt tidspunkt at gøre noget som helst på.«
11:11.
»Så er det fire minutter forkert,« sagde Brian. »Hvis det skal være kvart over elleve.«
»Det er to minutter forkert, hvis det skal være kvart over elleve.«
»Nå ja. To.« En pause. »Undskyld. Mit hoved er ikke helt – hånden dunker.«
»Det kommer til at dunke. Nu begynder den kedelige del.«
11:12.
Mitchell lå dér med brillerne foldet sammen i vindueskarmen og værelset gråblåt i kanterne og håndfladerne fladt mod tæppet, sådan som han havde sovet, siden han var lille, og tænkte på manilakuverten i den nederste skuffe og på seks uger og på, om det ville være mærkeligt allerede den første dag at spørge sin værelseskammerat, om han nogensinde spiste aftensmad sammen med nogen.
Tallene skiftede.
I samme øjeblik slog klokken. En tung klang af ægte messing kom et sted oppe fra taget i den gamle fløj, forplantede sig gennem stenene, trængte ind i Mitchells sengestel og klatrede op ad hans rygsøjle, som om nogen havde slået på selve bygningen.
Brian sagde: »Åh.«
Og Mitchells højre hånd åbnede sig.
Det var den eneste måde, han nogensinde fandt at beskrive det på. Ikke et snit til at begynde med. En åbning, en linje trukket fra neden for pegefingeren ned mod håndleddet af en fingernegl, han ikke kunne se, og så et halvt sekund med ingenting, og så al smerten på én gang, hed og præcis og forsinket.
Han var oppe og havde tændt lampen uden at kunne huske turen over gulvet.
Blod løb fra hans hånd og ramte skrivebordet. Det ramte den blå førstehjælpsdåse, samlede sig i perler på emaljen, gled ned over det hvide kors og dannede en pøl ved bunden. Han stod med armen strakt frem og kunne ikke få det til at give nogen mening.
»Mitchell.« Brians stemme bag ham, ganske lille. »Mitchell.«
Brian sad op med højre hånd løftet foran sig og tapen hængende fra den i en løs, grå løkke. Forbindingen var gået af og var ren. Under den var hans håndflade en håndflade. Hud, linjer, en indtørret brun plet fra før, der skallede af, når han gned på den med tommelfingeren.
Han bøjede fingrene. Knyttede hånden. Åbnede den.
»Det gør ikke ondt,« sagde han.
»Lad være.« Mitchell hørte sin egen accent trænge stærkere frem, de flade vokaler fra det vestlige Pennsylvania, som hans mor havde, og han kunne ikke holde den tilbage. »Lad være med det. Lad være med at knytte hånden.«
»Det gør slet ikke ondt.«
De stod under uret med hænderne rakt frem. Brian kom helt tæt på og vendte håndfladen opad ved siden af Mitchells, så deres to hænder lå side om side i lampelyset som en side og en kopi af siden.
Snittet løb i samme retning. Det begyndte under pegefingeren ved den samme fold, løb skråt over den samme afstand og standsede det samme sted over håndleddet. Det samme overfladiske stykke øverst, hvor kobberet først havde fået fat, det samme dybere stykke i midten. Det var ikke et spejlbillede. Hvis man havde lagt Brians hånd hen over Mitchells, ville linjerne have dækket hinanden nøjagtigt.
»Det er det samme,« sagde Brian. »Det er ikke næsten det samme. Det er det samme.«
»Jeg ved godt, hvad det er.« Mitchells stemme lød mærkelig og rolig, den stemme, han brugte over for sin mor, når det var gået skævt derhjemme, og nogen måtte lyde som en voksen. »Hent min telefon. Den ligger i vindueskarmen. Hent den, og lad være med at røre ved andet.«
»Hvad er det, du –«
»Hent telefonen.«
Brian hentede telefonen. Mitchell støttede håndleddet mod hylden under uret, fik Brian til at holde sin egen helede håndflade op ved siden af og tog billedet, så de røde tal kom med, 11:13, de tykke, billige tal fra et haveloppemarked lige over to hænder, der ikke burde have set sådan ud. Han tog det fire eller fem gange. Han vendte hånden om og tog det igen. Hans fingre efterlod aftryk på skærmen.
»Der er blod på dåsen,« sagde Brian.
»Lad det være.«
»Men hvis nogen –«
»Lad det være, Brian, det er bevismateriale.« Ordet slap ud, før han nåede at tænke over det. Hvad det var bevis på, og for hvem, anede han ikke. Han var seksten, på stipendium, seks timer inde i et forløb, han havde skrevet fire essays for at komme ind på, og blødte fra et sår, han aldrig havde fået.
Brian var allerede henne ved papirkurven. Han rettede sig op med det ødelagte kompres og den løse tape og strimlerne af beskyttelsespapir, det hele klistret sammen til en klump, brunrød og ved at stivne.
»De tømmer papirkurvene om morgenen,« sagde han. »Der står på kortet ved lyskontakten, at de tømmer papirkurvene om morgenen.«
For første gang siden klokken så Mitchell rigtigt på ham. Brian stod dér med en andens indtørrede blod i sin helede hånd, og hans gråblå øjne var våde og rolige, og han havde allerede tænkt to træk frem.
»Læg det i en pose,« sagde Mitchell. »En ren. Lad det ikke røre ved noget.«
Så kom der fodtrin ned ad gangen, uden hast, en lommelygtes tikken fra en, der gik sin runde den første nat, og de stivnede begge to. Mitchell viklede sin egen trøje om hånden og pressede den mod maven og stod med ryggen til døren og talte døråbninger, han ikke kunne se, fem i alt, fem, fem, mens lyset fejede ind under døren, og fodtrinene standsede og gik videre.
De talte ikke om søvn; de opgav den bare. Mitchell sad op mod sengestellet og skiftede klodset kompresser med venstre hånd. Over for ham sad Brian med den forseglede pose i skødet og lod sin helede håndflade vende mod lampelyset, mens han ventede på, at den skulle ombestemme sig.
På et tidspunkt, hvor det var værst, sagde Brian: »Undskyld,« og Mitchell sagde: »For hvad?« og Brian havde ikke noget svar, og ingen af dem sagde noget mere i lang tid derefter.
Campussets morgensignal ved solopgang lød fra den moderne gård, en optagelse, fire bløde elektroniske toner, der aldrig havde gjort nogen ondt. Vinduet havde fået skummetmælkens farve.
»Lad mig gøre det,« sagde Brian.
»Gøre hvad.«
»Din hånd. Du ordnede min.« Han rakte allerede ud efter dåsen, og så standsede han og trak fingrene til sig, for sådan et menneske var han. »Hvis du vil. Jeg så, hvordan du gjorde. Skylle, trykke, tape. Tre ting.«
Mitchell så på sin håndflade. I løbet af natten var den blevet klæbrig og grim, og to gange var såret sprunget op igen, da han havde glemt sig og bevæget hånden forkert.
Han rakte den frem.
Brian tog den i begge sine hænder og gjorde det nøjagtig, som han havde fået det vist, hele vejen igennem, langsomt og omhyggeligt, med tungen mellem tænderne. Han skyllede den, og det sved, sådan som Mitchell havde lovet, at det ville svie. Han trykkede, og han trykkede hellere for længe end ikke længe nok. Han tapede den til med to strimler tape, der holdt forbindingen fast ved fingrenes rod, så den ikke strammede, når Mitchell knyttede hånden.
Så satte han sig tilbage på hælene med det gryende grå lys på de gamle sten bag sig, og de så begge to på Mitchells hånd.
Blødningen var standset. Forbindingen var ren og hvid og sad til, som den skulle.
Såret var der stadig.
»Det gik ikke tilbage,« sagde Brian.
Mitchell rejste sig. Han stak telefonen med billederne på i lommen sammen med den forseglede pose med forbindingen fra aftenen før, og han tog den blå førstehjælpsdåse med blodet tørret ind som en brun flod ned over det hvide kors, for at efterlade den på skrivebordet til rengøringen var ikke noget, han havde tænkt sig at gøre.
»Find dine sko,« sagde han. »Vi går på sygestuen.«
