Kær­lig­hed og svaghed

Jane Austen

Kapitel 1

Sir Walter Elliot til Kellynch Hall i Somersetshire var en mand, der til egen underholdning aldrig greb til nogen anden bog end Baronetage; her fandt han tidsfordriv i en ledig stund og trøst i en tung; her vaktes hans åndsevner til beundring og ærbødighed, når han betragtede de få tilbageværende slægter med de ældste baronetpatenter; her blev enhver ubehagelig følelse, der udsprang af hjemlige forhold, ganske naturligt til medlidenhed og foragt, når han bladrede gennem det foregående århundredes næsten endeløse række af nyudnævnelser; og her kunne han, hvis alle andre blade var magtesløse, læse sin egen historie med en interesse, der aldrig svigtede. Det var denne side, hans yndlingsbind altid slog op på:

Elliot til Kellynch Hall.

»Walter Elliot, født 1. marts 1760, gift 15. juli 1784 med Elizabeth, datter af James Stevenson, Esq., fra South Park i grevskabet Gloucester; med sin hustru (død 1800) har han børnene Elizabeth, født 1. juni 1785; Anne, født 9. august 1787; en dødfødt søn, 5. november 1789; Mary, født 20. november 1791.«

Præcis sådan havde afsnittet lydt, da det oprindelig kom fra bogtrykkeren; men sir Walter havde forbedret det ved efter Marys fødselsdato at tilføje disse ord til oplysning for sig selv og sin familie – »Gift 16. december 1810 med Charles, søn af og arving til Charles Musgrove, Esq., fra Uppercross i grevskabet Somerset« – og ved med den største nøjagtighed at indføje den dag i måneden, hvor han havde mistet sin hustru.

Derpå fulgte den gamle og agtværdige slægts historie og fremgang i de sædvanlige vendinger; hvordan den først havde slået sig ned i Cheshire; hvordan den var nævnt hos Dugdale, havde beklædt embedet som grevskabssherif, repræsenteret en by i tre på hinanden følgende parlamenter, vist sin troskab i gerning og opnået baronetværdigheden i Karl II's første regeringsår, med alle de Maryer og Elizabether, der var blevet gift ind i slægten; alt i alt to smukke sider i duodecimoformat, som sluttede med våben og valgsprog: – »Hovedsæde, Kellynch Hall i grevskabet Somerset«, og igen sir Walters håndskrift i denne afslutning: –

»Formodet arving, William Walter Elliot, Esq., oldesøn af den anden sir Walter.«

Forfængelighed var begyndelsen og enden på sir Walter Elliots karakter; forfængelighed i spørgsmål om udseende og rang. Han havde været usædvanlig smuk i sin ungdom og var som fireoghalvtredsårig stadig en meget smuk mand. Få kvinder kunne gå mere op i deres udseende, end han gjorde, og ingen nyslået lords kammertjener kunne være mere henrykt over sin plads i samfundet. Han anså skønhedens velsignelse for kun at stå tilbage for baronetværdighedens; og den sir Walter Elliot, der forenede disse gaver, var til stadighed genstand for hans varmeste respekt og hengivenhed.

Hans smukke ydre og hans rang kunne med én god grund gøre krav på hans hengivenhed; det var dem, han måtte takke for en hustru med en langt bedre karakter, end hans egen berettigede ham til. Lady Elliot havde været en fortræffelig kvinde, forstandig og elskværdig; kunne man tilgive hendes dømmekraft og handlemåde den ungdommelige forblindelse, der gjorde hende til lady Elliot, havde de aldrig siden krævet nogen overbærenhed. Hun havde føjet ham i hans svagheder eller mildnet eller skjult dem og i sytten år øget hans virkelige anseelse; og skønt hun ikke selv havde været det lykkeligste menneske i verden, havde hun i sine pligter, sine venner og sine børn fundet nok til at knytte hende til livet, så det ikke var hende ligegyldigt, da hun blev kaldt til at forlade dem. Tre piger, de to ældste på seksten og fjorten, var en frygtelig arv for en mor at efterlade sig, eller rettere et frygteligt ansvar at lægge i hænderne på en indbildsk, tåbelig far, der skulle råde og vejlede. Hun havde dog én meget nær veninde, en forstandig og agtværdig kvinde, som af stor hengivenhed for hende havde bosat sig ganske tæt ved hende i landsbyen Kellynch; og lady Elliot satte først og fremmest sin lid til venindens godhed og råd som den bedste hjælp til at bevare de gode grundsætninger og den lærdom, hun med så ængstelig omhu havde bibragt sine døtre.

Denne veninde og sir Walter giftede sig ikke med hinanden, hvad deres bekendte så end måtte have ventet i den retning. Der var gået tretten år siden lady Elliots død, og de boede stadig tæt ved hinanden og var nære venner; den ene var stadig enkemand, den anden enke.

At lady Russell, moden af alder, fast af karakter og særdeles velstillet, ikke tænkte på at gifte sig igen, kræver ingen undskyldning over for offentligheden, som snarere er tilbøjelig til at være urimeligt utilfreds, når en kvinde gifter sig igen, end når hun ikke gør det; men at sir Walter vedblev at leve ugift, kræver en forklaring. Det skal da oplyses, at sir Walter som en god far (efter i stilhed at have lidt en eller to skuffelser ved højst urimelige frierier) satte en ære i at forblive ugift for sine kære døtres skyld. For den ene datter, den ældste, ville han virkelig have givet afkald på alt, hvad han ikke havde haft særlig stor lyst til at gøre. Elizabeth havde som sekstenårig overtaget sin mors rettigheder og betydning, så vidt det var muligt; og da hun var meget smuk og lignede ham meget, havde hendes indflydelse altid været stor, og de havde levet sammen i den bedste forståelse. Hans to andre børn var langt mindre værd. Mary havde opnået en smule kunstig betydning ved at blive mrs. Charles Musgrove; men Anne, som med sin ånds finhed og sit milde væsen måtte have været højt værdsat af alle med virkelig forstand, var intet i sin fars eller sin søsters øjne; hendes ord havde ingen vægt, hensynet til hende måtte altid vige – hun var kun Anne.

For lady Russell var hun ganske vist en inderligt kær og højt værdsat guddatter, yndling og veninde. Lady Russell holdt af dem alle; men kun i Anne syntes hun at se moderen blive levende igen.

Få år tidligere havde Anne Elliot været en meget køn ung pige, men hendes ungdomsfriskhed var svundet tidligt; og da hendes far selv på hendes skønheds højdepunkt kun havde fundet lidt at beundre hos hende (så helt forskellige fra hans egne var hendes fine træk og milde, mørke øjne), var der nu, hvor hun var falmet og tynd, intet ved dem, der kunne vække hans agtelse. Han havde aldrig næret stort håb – og nu nærede han intet – om nogensinde at læse hendes navn på en anden side i sit yndlingsværk. Muligheden for en jævnbyrdig ægteskabsforbindelse måtte helt bero på Elizabeth, for Mary havde blot forbundet sig med en gammel, agtværdig og meget velhavende slægt på landet og havde derfor tilført al æren og ikke modtaget nogen: Elizabeth ville før eller siden gifte sig standsmæssigt.

Det hænder, at en kvinde er smukkere som niogtyveårig, end hun var ti år tidligere; og i almindelighed er det, hvis helbredet har været godt, og der ingen bekymringer har været, en alder, hvor næppe nogen ynde er gået tabt. Sådan var det med Elizabeth, stadig den samme smukke miss Elliot, som hun havde været i tretten år, og sir Walter kunne derfor undskyldes for at glemme hendes alder eller i det mindste kun regnes for en halv tåbe, når han mente, at han selv og Elizabeth blomstrede lige så friskt som nogensinde, mens alle andres skønhed lå i ruiner; for han kunne tydeligt se, hvordan resten af familien og bekendtskabskredsen ældedes. Anne hærget, Mary grov, hvert ansigt på egnen i forfald, og den hastige tilvækst af kragetæer omkring lady Russells tindinger havde længe plaget ham.

Elizabeth var ikke helt så tilfreds med sig selv, som hendes far var. I tretten år havde hun været frue på Kellynch Hall, ledet og styret huset med en sikkerhed og beslutsomhed, der aldrig kunne have givet indtryk af, at hun var yngre, end hun var. I tretten år havde hun varetaget værtindens pligter og fastsat husets love derhjemme, gået forrest ud til den firspændte rejsevogn og fulgt umiddelbart efter lady Russell ud af alle egnens saloner og spisestuer. Tretten vintres tilbagevendende frost havde set hende åbne hvert eneste ansete bal, som den fåtallige nabokreds kunne byde på, og tretten forår havde foldet deres blomster ud, mens hun rejste til London med sin far for hvert år i nogle uger at nyde den store verden. Hun huskede alt dette, hun vidste, at hun var niogtyve, og det gav hende noget at beklage og noget at ængstes for; hun var fuldt forvisset om, at hun stadig var lige så smuk som nogensinde, men hun mærkede, at hun nærmede sig de farlige år, og ville have glædet sig ved at vide med sikkerhed, at en mand af baronetblod ville fri til hende på rette vis inden for det næste år eller to. Da kunne hun atter tage bøgernes bog frem med lige så stor fornøjelse som i sin tidligste ungdom, men nu brød hun sig ikke om den. Altid at blive mødt af sin egen fødselsdato og kun se sin yngste søsters ægteskab anført derefter gjorde bogen til en plage; og mere end én gang, når hendes far havde ladet den ligge opslået på bordet ved hende, havde hun lukket den med bortvendt blik og skubbet den fra sig.

Hun havde desuden lidt en skuffelse, som den bog, og især hendes egen slægts historie, altid måtte minde hende om. Den formodede arving, selvsamme William Walter Elliot, Esq., hvis rettigheder hendes far så storsindet havde støttet, havde skuffet hende.

Allerede som ganske ung pige havde hun, så snart hun vidste, at han skulle være den næste baronet, hvis hun ikke fik en bror, sat sig for at gifte sig med ham, og hendes far havde altid haft den samme plan for hende. De havde ikke kendt ham som dreng; men kort efter lady Elliots død havde sir Walter søgt hans bekendtskab, og skønt hans tilnærmelser ikke var blevet mødt med nogen varme, havde han vedholdende fortsat sine bestræbelser og båret over med, hvad han anså for ungdommens beskedne tilbageholdenhed; og på en af deres forårsture til London, da Elizabeth stod i sin første blomstring, var mr. Elliot blevet tvunget til at lade sig præsentere.

Han var dengang ganske ung og netop begyndt på jurastudiet; Elizabeth fandt ham overordentlig behagelig, og alle planer til hans fordel blev bestyrket. Han blev inviteret til Kellynch Hall; resten af året talte man om ham og ventede ham, men han kom aldrig. Det følgende forår så man ham igen i London, fandt ham lige så behagelig, opmuntrede ham på ny, inviterede ham og ventede ham, og igen kom han ikke; den næste efterretning var, at han havde giftet sig. I stedet for at gøre sin lykke ad den vej, der var udstukket for arvingen til huset Elliot, havde han købt sig uafhængighed ved at ægte en rig kvinde af ringere byrd.

Sir Walter havde taget det ilde op. Som slægtens overhoved mente han, at han burde være blevet taget med på råd, især efter at han så offentligt havde taget den unge mand ved hånden; »For de måtte være blevet set sammen,« bemærkede han, »én gang hos Tattersall’s og to gange i Underhusets forhal.« Han gav udtryk for sin misbilligelse, men der blev tilsyneladende taget meget lidt hensyn til den. Mr. Elliot havde ikke forsøgt sig med nogen undskyldning og havde vist sig lige så lidt opsat på fortsat at nyde familiens opmærksomhed, som sir Walter fandt ham uværdig til den: al forbindelse mellem dem var ophørt.

Denne højst pinlige historie med mr. Elliot vakte endnu efter flere års forløb vrede hos Elizabeth, som havde syntes om manden selv og endnu mere om ham som sin fars arving, og hvis stærke slægtsstolthed kun i ham kunne se et passende parti for sir Walter Elliots ældste datter. Der var ikke en baronet fra A til Z, hun lige så villigt kunne have anerkendt som sin ligemand. Alligevel havde han opført sig så elendigt, at hun, skønt hun netop nu (sommeren 1814) bar sorte bånd for hans hustru, ikke kunne anse ham for værd at tænke på igen. Skammen ved hans første ægteskab kunne man måske være kommet over, eftersom der ikke var grund til at tro, at den var blevet foreviget gennem afkom, hvis han ikke havde gjort det, der var værre; men han havde, som de gennem elskværdige venners sædvanlige mellemkomst havde fået at vide, talt yderst respektløst om dem alle og med den største ringeagt og foragt om selve det blod, han var rundet af, og de værdigheder, der med tiden skulle blive hans egne. Det kunne ikke tilgives.

Sådanne var Elizabeth Elliots tanker og følelser; sådanne de bekymringer, der skæmmede, og den uro, der skabte afveksling i hendes tilværelses ensformighed og elegance, dens velstand og tomhed; sådanne de følelser, der gav interesse til mange begivenhedsløse år i den samme omgangskreds på landet og fyldte de tomrum, der ellers stod åbne, fordi hun hverken havde for vane at gøre nytte ude eller havde talenter eller færdigheder at dyrke hjemme.

Men nu begyndte endnu noget at optage og bekymre hende. Hendes far kom i stadig større pengenød. Hun vidste, at når han nu tog Baronetage frem, var det for at få de store regninger fra sine leverandører og de uvelkomne hentydninger fra sin godsforvalter, mr. Shepherd, ud af tankerne. Ejendommen Kellynch gav gode indtægter, men ikke nok til den pragtudfoldelse, sir Walter mente, der krævedes af dens ejer. Mens lady Elliot levede, havde der været orden, mådehold og sparsommelighed, som lige akkurat havde holdt hans udgifter inden for indtægterne; men med hende var al sådan sund fornuft død, og lige siden havde han bestandig brugt mere, end han fik ind. Det havde ikke været muligt for ham at bruge mindre; han havde kun gjort, hvad sir Walter Elliot var ubetinget forpligtet til at gøre; men skønt han var uden skyld, var han ikke blot ved at blive frygteligt forgældet, men blev også mindet om det så ofte, at det var nytteløst længere at forsøge at skjule det, end ikke delvis, for sin datter. Han havde givet hende nogle vink om det under det sidste forårsophold i London; han var endog gået så vidt som til at sige: »Kan vi spare? Kan du komme i tanker om en eneste post, vi kan spare på?« Og Elizabeth havde, det må man lade hende, i sin første kvindelige bestyrtelse med stor iver taget alvorligt fat på at overveje, hvad der kunne gøres, og til sidst foreslået disse to besparelser: at sløjfe nogle unødvendige velgørenhedsbidrag og undlade at møblere salonen på ny; til disse udveje føjede hun siden den lykkelige tanke, at de kunne undlade at tage den sædvanlige årlige gave med hjem til Anne. Men disse foranstaltninger, hvor gode de end var i sig selv, var utilstrækkelige over for ondets virkelige omfang, og sir Walter så sig snart efter nødsaget til at tilstå hende det hele. Elizabeth havde intet mere virkningsfuldt at foreslå. Hun følte sig uretfærdigt behandlet og uheldigt stillet, ligesom sin far; og de kunne ingen af dem udtænke noget middel til at mindske deres udgifter uden at gøre skår i deres værdighed eller give afkald på deres bekvemmeligheder på en måde, der ikke var til at bære.

Sir Walter kunne kun råde frit over en lille del af sit gods; men selv om hver acre havde kunnet afhændes, ville det ikke have gjort nogen forskel. Han havde nedladt sig til at belåne godset i det omfang, han havde ret til, men han ville aldrig nedlade sig til at sælge. Nej, så megen skam ville han aldrig bringe over sit navn. Godset Kellynch skulle gå helt og ubeskåret i arv, sådan som han havde modtaget det.

Deres to fortrolige venner, mr. Shepherd, der boede i den nærliggende købstad, og lady Russell, blev bedt om råd; og både far og datter syntes at vente, at den ene eller den anden skulle finde på noget, som kunne afhjælpe deres vanskeligheder og mindske deres udgifter, uden at de måtte give afkald på noget, der tilfredsstillede deres smag eller stolthed.

---