Kapitel 1

Værelset lugtede af frisk latexmaling lagt hen over noget meget ældre, ligesom en ny luftfrisker i en bil ikke narrer nogen med hensyn til hunden.

Mitchell Brown stod i døren til Nordkollegiet med sportstasken over den ene skulder og talte. Døren til trappen, døren til vaskerummet, døren her, de to længere nede ad gangen som han var gået forbi på vej op. Fem. Han besluttede sig ikke for at tælle dem. Det skete på samme måde som når andre knækker fingre.

Hans halvdel af værelset havde en seng, et skrivebord, et vindue med et insektnet der var falmet til farven af tynd te, og en væg hvor den nye puds sluttede og de gamle sten fortsatte. Stenene havde en glans i hjørnerne, en hård, grå glans som indersiden af en vask. Nogen havde boltet et lamineret kort fast ved lyskontakten: VELKOMMEN TIL HALCYON. SEKS UGER. ARBEJD HÅRDT. Det var allerede begyndt at løsne sig i det øverste hjørne, og Mitchell fik en stærk trang til at trykke det fast igen.

Tyve minutter senere ankom hans værelseskammerat med en repareret rygsæk på slæb og en affaldssæk fuld af sengetøj.

»Brian,« sagde drengen. »Payne. Ligesom ‘pain’, det der gør ondt.« Vittigheden faldt til jorden, som den tydeligvis havde gjort før. »Undskyld. Det er bare — andre plejer at sige det først, så jeg siger det først.«

»Mitchell.« Han rakte hånden frem, og Brian gav ham hånden som om de skrev under på noget. »Du kan få vinduet hvis du vil. Jeg hænger ikke ved det.«

»Vinduet.« Brian så på vinduet, så på sengene og derefter på vinduet igen. »Er du sikker? For jeg vil ikke —«

»Jeg er sikker.«

Brians hættetrøje var to numre for stor og grå som opvaskevand, og han trak ærmet ned over håndfladen før han rørte dørhåndtaget for at lukke døren. Ikke ligefrem en sammenfaren. Mere som en regel han havde fulgt så længe at han ikke længere vidste at han fulgte den.

Mitchell vendte tilbage til sin systematiske udpakning: tøj i de to nederste skuffer, bøger stablet efter størrelse på skrivebordet og den flade manilakonvolut fra Halcyon-fonden begravet under det hele, hvor han slap for at se sit navn ved siden af ordet TILDELT. Konvolutten havde ligget i hans skød hele vejen fra Beaver Falls. Hans mor havde sat en elastik omkring den, og det var hendes version af en velsignelse.

Bag ham skreg sengestellet mod gulvet.

»Den er fri af væggen,« sagde Brian. »Hovedenden. Den står sådan cirka —« Han satte sig på hug og kneb øjnene sammen mod mellemrummet. »Der er alt muligt heromme. Der er et rør.«

»Skal du have en hånd?«

»Nej, nej. Jeg har den. Jeg har den.«

Mitchell var ved at folde en T-shirt da han hørte det andet skrig, kortere denne gang, og så en lyd der slet ikke kom fra stellet. Det var den lille, våde indånding et menneske tager når kroppen har forstået noget et halvt sekund før resten af dem.

Brian lå på knæ med højre hånd løftet foran ansigtet, håndfladen udad, som om han skulle aflægge ed. Blodet vældede hurtigt frem gennem håndens fure, fyldte linjerne og begyndte at dryppe. Tre dråber på gulvbrædderne, så en fjerde. Brædderne var gamle og tørstige, og dråberne sugede sig ind og blev straks brune i kanten.

»Okay,« sagde Brian. »Okay. Det er — okay.«

»Luk ikke hånden.« Mitchell var allerede i bevægelse. »Hold den åben, hold den oppe. Højere end hjertet.«

Nede i mellemrummet bag sengestellet, hvor pudsen var blevet hugget væk under renoveringen, stak en kobberstrimmel ud fra væggen, blank og nyligt blotlagt og skarp i overkanten hvor en pladesaks havde klippet den. Ikke et søm. Ikke en fjeder. Et rent, blankt bånd af metal med et stykke af Brians håndflade på størrelse med en fingernegl stadig siddende på sig.

Den blå førstehjælpsæske lå i Mitchells sportstaske som den tredje ting fra toppen, for den var altid den tredje ting fra toppen. Blå emalje med et hvidt kors der var blevet gråt i midten efter tommelfingre. Den havde været hans bedstemors syskrin før den blev noget andet, og under lugten af spritservietter duftede den stadig svagt af gammel tråd.

Han hentede den, kom tilbage og knælede på brædderne, og Brian rakte hånden frem mod ham.

Senere, på sygestuen og gennem resten af den sommer, vendte Mitchell tilbage til dette øjeblik: Brian rakte hånden frem. Han behøvede ikke blive bedt om det.

»Det der skal skylles,« sagde Mitchell. »Kobber er beskidt, og den dér har en grat. Vil du vide hvad jeg gør, eller vil du have at jeg bare gør det?«

»Du må gerne fortælle mig det.« Brians stemme var blevet spinkel og høflig. »Jeg vil helst vide det. Jeg kan ikke lide når folk ikke siger noget.«

»Fint. Tre ting.« Han satte æsken på gulvet mellem dem og vippede låget op med tommelfingeren. »Ét: Jeg skyller det, og det kommer til at svie mere end selve snittet gjorde, og det er meningen. To: Jeg lægger en kompres på og trykker, og jeg trykker hårdere end du vil bryde dig om, i længere tid end du vil bryde dig om. Tre: Jeg taper det. Så lader du det være, og på torsdag er det kedeligt.«

»På torsdag er det kedeligt.« Brian pustede ud, næsten som et grin. »Okay.«

Han lagde sin hånd i Mitchells.

Det var en kold hånd på en varm aften. Mitchell holdt den i ro med fingrene under Brians håndled og tommelfingeren langs roden af hans tommelfinger og arbejdede med saltvandet over papirkurven. Snittet løb diagonalt gennem kødet i håndfladen, fra lige under pegefingeren ned mod håndleddet, og det var ikke dybt nok til noget dramatisk, men det var langt, og lange snit i hænder bløder som en dårlig blikkenslagerjoke. Hele Brians arm blev stiv da såret blev skyllet, men han holdt den stille. Han var øvet i at holde sig stille. Mitchell lagrede den oplysning uden endnu at vide hvorfor.

»Tal,« sagde Mitchell. »Hvor kommer du fra?«

»Michigan. På en måde.« Den stive arm slappede omkring ti procent af. »Min tante bor i Michigan. Før det var det min anden tante. Det er lidt af en skiftende turnus —« Han tav. »Du trykker.«

»Jeg trykker.« Den sterile kompres var allerede ved at blive lyserød under hans tommelfinger. Mitchell holdt sin håndflade fladt over Brians og lagde sin vægt i den uden at give slip. Deres hænder blev liggende sådan længe nok til at værelset faldt til ro omkring dem. Et sted nedenfor, i gården, lo en pige ad en eller andens kuffert. »Bliv ved med at tale.«

»Du er på stipendium.«

»Hvordan har du regnet det ud?«

»Du havde en førstehjælpsæske med,« sagde Brian. »Og din taske er fra et byggemarked.«

Mitchell lo, og så måtte han stabilisere hånden igen. »Det er det ondeste sande nogen har sagt til mig i dag.«

»Det var ikke sådan ment —«

»Jeg ved godt hvad du mente. Jeg er på stipendium. Alt betalt. Min mor græd på en Sheetz-parkeringsplads.« Han løftede tommelfingeren, så efter og satte den tilbage mens han talte langsomt. »Okay. Det er ved at aftage.«

De gamle sten nederst på væggen åndede køligt mod hans arm hele tiden mens han arbejdede, den slags kulde der stiger op fra en kælder i august og intet har at gøre med vejret udenfor. Bellwether Hall havde været Saint Orison Hospital fra 1891, indtil det ikke var det længere. Sommerakademiet havde malet gangene havregrødsfarvede og installeret en skov af udgangsskilte. Stenene forblev kolde.

Han tapede forbindingen hen over Brians håndflade med to forankrende strimler ved fingrenes grundled, så den ikke trak når han knyttede hånden. Så gjorde han gulvet rent, for blod bider sig fast i gamle gulvbrædder som en plet i en skjorte, og han lagde indpakningen og den ødelagte kompres i papirkurven og stillede den blå førstehjælpsæske på sit eget skrivebord ved siden af bøgerne.

»Tak,« sagde Brian. Han betragtede sin egen hånd som om den tilhørte en tredje person i værelset. »Virkelig. De fleste ville have hentet en RA.«

»En RA ville have hentet en formular.«

»En RA ville have hentet en formular,« gentog Brian langsomt, og så var han lige ved at smile.

De brugte aftenen på at få værelset til at se beboet ud: Mitchell flyttede møbler mens Brian tog sig af det der kunne klares med én hånd. Brian foldede sit slikpapir til små, præcise firkanter før han smed det ud. Han stillede skoene under sengen med hælene på linje. Da han pakkede ud, kunne alt hvad han ejede være i tre skuffer, og alligevel arrangerede han det som om han forventede inspektion.

Kobberstrimlen blev siddende hvor den var. Mitchell skubbede sengestellet tilbage mod væggen så det dækkede den, skrev en note på sin telefon om at sige det til nogen næste morgen og glemte så noten fuldstændig, fordi han var seksten og dagen havde varet elleve timer.

Kort før sengetid satte Brian sig på sengekanten og holdt hånden op under skrivebordslampen.

»Det føles stramt,« sagde han.

Mitchell lagde sin bog fra sig. »Stramt hvordan? Stramt som om tapen trækker i hårene, eller stramt som om dine fingre sover?«

»Det ved jeg ikke. Stramt.«

»Giv mig den. Pak den ikke ud.«

Brian rakte hånden frem, og Mitchell greb om håndleddet, omhyggelig med ikke at røre forbindingen, og trykkede tommelfingerens bløde pude mod Brians negle én ad gangen. Den lyserøde farve vendte tilbage i hver af dem før han kunne nå at tælle til to. Fingrene var varme. Oven over tapen var der ingen hævelse der var værd at kalde hævelse.

»Du har det fint,« sagde han. »Blodomløbet er godt. Den er stram fordi den skal være stram — det er det der holder sårkanterne sammen. Du lader den sidde til i morgen.«

»Til i morgen.«

»Til i morgen. Hvis dine fingre bliver hvide eller blå eller følelsesløse, vækker du mig, så klipper jeg den af og laver den om. Ellers kommer jeg til at sove ekstremt meget.«

Brian lagde sig tilbage oven på sit tæppe med den forbundne hånd hvilende på brystet, og Mitchell slukkede lampen.

Uret som skolen havde boltet fast til hylden over døren, var et stort, gammelt digitalur med røde tal, den slags man finder på et loppemarked for to dollar, og det brummede. I mørket var det den mest højlydte genstand i værelset.

23.09.

»Må jeg spørge dig om noget?« sagde Brian.

»Ja.«

»Hørte du en klokke før? Omkring dette tidspunkt i går aftes —« Han standsede. »Der var ikke nogen i går aftes. Jeg mener, fyren ved skranken sagde at der er en klokke.«

»Der er en klokke.« Mitchell havde hørt om den i køen til introduktionen, hvor en vejleder der havde arbejdet der i tre somre, havde fortalt om den som en vittighed. »Den er fra dengang stedet her var et hospital. Vagtskifte. Ingen fjernede nogensinde værket, så den ringer stadig, og åbenbart ringer den på det forkerte tidspunkt og har gjort det siden før nogen her blev født.«

»Det forkerte tidspunkt.«

»23.13 eller sådan noget. Hvilket er et vanvittigt tidspunkt for hvad som helst.«

23.11.

»Det er fire minutter forkert,« sagde Brian. »Hvis den skal ringe 23.15.«

»Det er to minutter forkert hvis den skal ringe 23.15.«

»Nå ja. To.« En pause. »Undskyld. Mit hoved er ikke helt — hånden dunker.«

»Den kommer til at dunke. Det er den kedelige del der begynder.«

23.12.

Mitchell lå der med brillerne foldet sammen i vindueskarmen, mens værelset blev gråblåt langs kanterne, og med håndfladerne fladt mod tæppet som han havde sovet siden han var barn, og tænkte på manilakonvolutten i den nederste skuffe og på seks uger og på om det ville være mærkeligt at spørge sin værelseskammerat den første dag om han nogensinde spiste middag sammen med nogen.

Tallene skiftede.

Klokken slog i samme øjeblik. En ægte, messingtung klang kom et sted oppe fra taget på den gamle fløj, bevægede sig gennem stenene, trængte ind i Mitchells sengestel og klatrede op ad hans rygsøjle som om nogen havde slået på selve bygningen.

Brian sagde: »Åh.«

Og Mitchells højre hånd åbnede sig.

Det var den eneste måde han nogensinde fandt at beskrive det på. Ikke et snit til at begynde med. En åbning, en linje trukket fra under pegefingeren ned mod håndleddet af en negl han ikke kunne se, og så et halvt sekund med ingenting, og så al smerten på én gang, varm og præcis og forsinket.

Han var oppe og havde tændt lampen uden nogen erindring om at have krydset gulvet.

Blodet løb fra hans hånd og ramte skrivebordet. Det ramte den blå førstehjælpsæske, samlede sig i perler på emaljen, gled ned over det hvide kors og dannede en pøl ved bunden. Han stod med armen strakt frem, ude af stand til at få noget af det til at give mening.

»Mitchell.« Brians stemme lød meget lille bag ham. »Mitchell.«

Brian sad op med højre hånd strakt frem foran sig og tapen hængende fra den i en løs, grå løkke. Forbindingen var faldet af, ren. Under den var hans håndflade bare en håndflade. Hud, linjer, en udtværet rest af indtørret brunt fra tidligere som skallede af da han gned på den med tommelfingeren.

Han bøjede fingrene. Knyttede hånden. Åbnede den.

»Det gør ikke ondt,« sagde han.

»Lad være.« Mitchell hørte sin egen accent blive tykkere, de flade vokaler fra det vestlige Pennsylvania som hans mor havde, og han kunne ikke standse det. »Lad være med det. Knyt ikke hånden.«

»Det gør slet ikke ondt.«

De stod under uret med hænderne strakt frem. Brian kom tættere på og vendte håndfladen op ved siden af Mitchells, så deres to hænder lå side om side i lampelyset som en side og en kopi af siden.

Snittet løb samme vej. Det begyndte under pegefingeren i den samme fure, løb den samme afstand på skrå og sluttede samme sted over håndleddet. Samme overfladiske stykke øverst hvor kobberet først havde fået fat, samme dybere midte. Det var ikke et spejlbillede. Hvis man havde lagt Brians hånd over Mitchells, ville linjerne have dækket hinanden nøjagtigt.

»Det er det samme,« sagde Brian. »Det ligner ikke bare. Det er det samme.«

»Jeg ved godt hvad det er.« Mitchells stemme lød fremmed og rolig, den stemme han brugte over for sin mor når tingene derhjemme var gået skævt og nogen var nødt til at lyde som en voksen. »Hent min telefon. Den ligger i vindueskarmen. Hent den, og rør ikke ved andet.«

»Hvad vil du —«

»Hent telefonen.«

Brian hentede telefonen. Mitchell støttede håndleddet mod hylden under uret, fik Brian til at holde sin egen hele håndflade op ved siden af og tog billedet med de røde tal i billedfeltet, 23.13, de store, billige loppemarkedstal lige over to hænder der ikke burde have set sådan ud. Han tog billedet fire eller fem gange. Han vendte hånden og tog det igen. Hans fingre efterlod aftryk på skærmen.

»Der er blod på æsken,« sagde Brian.

»Lad det være.«

»Men hvis nogen —«

»Lad det være, Brian, det er bevismateriale.« Ordet slap ud før han nåede at undersøge det. Bevis på hvad, til hvem, havde han ingen anelse om. Han var seksten, på stipendium, seks timer inde i et program han havde skrevet fire stile for at komme ind på, og blødte fra et sår han aldrig havde fået.

Brian var allerede henne ved papirkurven. Han kom op med den ødelagte kompres, den løse tape og strimlerne af beskyttelsespapir, det hele klistret sammen i en klump, brunrød og ved at stivne.

»De tømmer spandene om morgenen,« sagde han. »På kortet ved lyskontakten står der at de tømmer spandene om morgenen.«

For første gang siden klokken slog, så Mitchell rigtigt på ham. Brian stod der med en andens indtørrede blod i sin nu hele hånd, og hans gråblå øjne var våde og rolige, og han havde allerede tænkt to træk frem.

»Put det i en pose,« sagde Mitchell. »En ren en. Lad det ikke røre noget.«

Så kom der fodtrin ned ad gangen, uforjagede, ledsaget af det regelmæssige strejf fra en lommelygte ført af en der gik den første nats kontrolrunde, og de stivnede begge to. Mitchell viklede sin egen skjorte om hånden, pressede den mod maven og stod med ryggen til døren mens han talte døråbninger han ikke kunne se, fem af dem, fem, fem, mens lyset gled ind under sprækken og fodtrinnene standsede og fortsatte.

De talte ikke om at sove; de opgav det bare. Mitchell sad op ad sengestellet og skiftede klodset kompres med venstre hånd. Over for ham sad Brian med den forseglede pose i skødet og holdt sin hele håndflade vendt mod lampelyset mens han ventede på at den skulle ombestemme sig.

Et sted i den værste del af det hele sagde Brian: »Undskyld,« og Mitchell sagde: »For hvad?« og Brian havde ikke noget svar, og ingen af dem sagde mere i lang tid efter det.

Campussens klokkesignal ved solopgang kom fra den moderne gård, en optagelse med fire bløde, elektroniske toner som aldrig havde gjort nogen fortræd. Vinduet havde fået farve som skummetmælk.

»Lad mig gøre det,« sagde Brian.

»Gøre hvad?«

»Din hånd. Du ordnede min.« Han rakte allerede ud efter æsken, men så standsede han og trak fingrene tilbage, for sådan var han. »Hvis du vil. Jeg så efter. Skylle, trykke, tape. Tre ting.«

Mitchell så på sin håndflade. I løbet af natten var den blevet klistret og grim, og den var gået op igen to gange når han glemte sig og bevægede den forkert.

Han rakte den frem.

Brian tog den mellem begge sine hænder og gjorde det nøjagtigt som han havde fået vist, hele vejen igennem, langsomt og omhyggeligt, med tungen mellem tænderne. Han skyllede den, og det sved som Mitchell havde lovet at det ville svie. Han trykkede, og han trykkede hellere for længe end ikke længe nok. Han tapede den med to forankrende strimler ved fingrenes grundled, så det ikke trak når Mitchell knyttede hånden.

Så lænede han sig tilbage på hælene mens morgenlyset faldt gråt på de gamle sten bag ham, og de så begge på Mitchells hånd.

Blødningen var standset. Forbindingen var ren og hvid og stram på den rigtige måde.

Snittet var der stadig.

»Det vendte ikke tilbage,« sagde Brian.

Mitchell rejste sig. Han stak telefonen med fotografierne i lommen sammen med den forseglede pose med nattens forbinding, og han tog den blå førstehjælpsæske med blodet indtørret som en brun flod ned over det hvide kors, for det kom ikke på tale at lade den stå på skrivebordet til rengøringspersonalet.

»Tag sko på,« sagde han. »Vi går hen på sygestuen.«