Det flam­men­de bogstav

Nathaniel Hawthorne

Kapitel 1: Fængselsdøren

En skare skæggede mænd i mørke klæder og grå hatte med høje, spidse pulde, med kvinder iblandt sig, nogle med hætter og andre barhovedede, var samlet foran en træbygning, hvis dør var af svært egetømmer og besat med jernpigge.

Grundlæggerne af en ny koloni har, uanset hvilken utopi om menneskelig dyd og lykke de oprindelig måtte have forestillet sig, uvægerligt indset den praktiske nødvendighed af som noget af det første at udlægge en del af den uberørte jord til kirkegård og en anden del til fængselsgrund. Ud fra denne regel kan man roligt antage, at Bostons stamfædre havde bygget det første fængsel et sted i nærheden af Cornhill, næsten lige så betids som de afmærkede den første begravelsesplads på Isaac Johnsons grund og omkring hans grav, der siden blev midtpunktet for alle de grave, som samlede sig på den gamle kirkegård ved King’s Chapel. Sikkert er det, at træfængslet allerede omtrent femten eller tyve år efter byens grundlæggelse bar skjolder efter vind og vejr og andre alderstegn, som gav dets dystre facade med de tunge bryn et endnu mørkere præg. Rusten på egetræsdørens svære jernbeslag så ældre ud end noget andet i Den Nye Verden. Som alt, hvad der hører forbrydelsen til, syntes det aldrig at have haft nogen ungdom. Foran denne hæslige bygning, mellem den og gadens hjulspor, lå en græsplet, stærkt tilgroet med burre, amarant, kantbæger og anden uskøn plantevækst, der tydeligvis fandt sig tilpas i den jord, som så tidligt havde båret det civiliserede samfunds sorte blomst: et fængsel. Men på den ene side af portalen, med rod næsten ved tærsklen, stod en vild rosenbusk, her i juni måned dækket af sine sarte juveler, som man kunne forestille sig bød fangen deres duft og skrøbelige skønhed, når han gik ind, og den dømte forbryder, når han trådte ud for at lide sin straf, som tegn på, at Naturen inderst i sit hjerte kunne ynkes over ham og vise ham godhed.

Denne rosenbusk er ved et sært tilfælde blevet holdt i live i historien; men om den blot havde overlevet som en rest af den barske, gamle vildmark, så længe efter at de kæmpemæssige fyrre- og egetræer, der oprindelig havde kastet skygge over den, var faldet – eller om den, hvad der er god hjemmel til at tro, var skudt frem under den hellige Ann Hutchinsons fødder, da hun trådte ind ad fængselsdøren – vil vi ikke påtage os at afgøre. Da vi finder den netop på tærsklen til vores fortælling, som nu skal til at træde ud gennem denne ildevarslende portal, kan vi næppe gøre andet end at plukke en af dens blomster og række den til læseren. Den kan, lad os håbe det, tjene som sindbillede på en liflig moralsk blomst, der måske findes langs vejen, eller lyse op i det mørke, der sænker sig over slutningen på en fortælling om menneskelig skrøbelighed og sorg.

---