Kapitel 1: Det forkerte ned

Lastsikringen sprang, mens Thomas Harris stod i Aft Cargo Spoke med to fingerspidser presset mod væggen og var midt i indtalingen af en fabrikationslog. Det ene sekund lagde de pulserende arbejdslys striber hen over hans grå forklæde og den massive palle ved siden af ham. Det næste knaldede et spænde forbi hans øre, og pallen fór hen over det buede dæk.

Det tilsyneladende ned fulgte med. Thomas nåede at sige: »Åh, helt ærligt,« i den fornærmede tone, en mand kunne bruge, når brødristeren brændte hans sidste skive brød på. Så skred hans støvler sidelæns. Værktøjsskinnen ramte ham hårdt nok til at presse sin afrundede kant ind under hans ribben. Optageren rev sig løs fra forklædet, svingede i sin ledning og slog ham på hagen. På den anden side af sektionen ramte pallen en lastskinne. Kompositdækket gav et drøn. En række fastspændte toppe sprang i deres løkker, og alle løkkerne trak i den samme forkerte retning.

Dybt inde i Aster Vale slog noget langt større imod én gang.

Slaget nåede Thomas gennem hans venstre håndflade. Kød, gammelt trykar, aluminiumsvæg, skib: I ét rent øjeblik udgjorde de ét forkert instrument. Slaget mod kraven havde en lavfrekvent del, som han mærkede i kindtænderne, og en højfrekvent del, der fik arbejdslysene til at slukke. Da de vendte tilbage, pulserede de ravgult, og mellemrummene mellem pulsslagene så dybe nok ud til, at man kunne falde ned i dem. Hans optager fortsatte. »Slet de sidste seks sekunder,« sagde Thomas.

Den kvidrede ad ham. »Fint. Behold dem. Fabrikationslog, retur-opspinning. Vi har en frigjort lastpalle og—« Dækket rullede endnu en brøkdel under hans hofte. »—en uplanlagt ændring i den lokale nedretning.«

Skibet havde været på vej op på to komma fire omdrejninger i minuttet, det rolige returspin, der skulle føre Mars tre gennem Hjemfaldsmissions sejrsrunde. Seksogfirs dage tilbage. Luft, mad, prøver, fremdrift, fire mennesker om bord, det hele intakt og med kurs mod Jorden. Thomas havde brugt formiddagen på at fremstille en ny låsebeskyttelse, fordi vedligeholdelse var ærligt arbejde, og sejrstaler ikke var det. Tre minutter tidligere havde Dakota ringet og fortalt, at hun havde gemt hans gode te, før Kyle kunne forbedre den. Der fandtes slags problemer, man inviterede om bord, fordi folk ellers blev uudholdelige. Dette var ikke et af dem.

Balancedisplayet over den åbne radialpassage vågnede i dele. Først skibets omrids. Så en rød ring. Så aksesporet, en lysegrøn orm, der stod fastfrosset nær den ydre grænse. Thomas kneb øjnene sammen mod det og omsatte farve og afstand til den geometri, hans krop allerede forstod. Sporet befandt sig mindre end en fingerspids fra grænsen. Under det viste plumpe, hvide bogstaver sig: AKTIV KORREKTION IKKE TILGÆNGELIG. »Thomas.« Deborahs stemme nåede ham med en afhugget digital hale, som om den beskadigede kommunikationsbus ville beholde det sidste stykke af hvert ord for sig selv. »Hvad flyttede sig?«

Han lagde den ene hånd mod ribbenene og fandt smerte, skarp, men afgrænset. Afgrænset smerte kunne vente. »Lastpalle. Aft Cargo Spoke. Sikringssvigt under opspinning. Kraven ramte huset én gang. Sporet er aktivt, men korrektionen er væk.«

Deborah lod to sekunders stilhed gå. Det var hun god til. De fleste skyndte sig at fylde en stilhed, især på en sløjfe. Deborah lod den blive liggende, indtil det nyttige faktum krøb frem. »Bevæger pallen sig stadig?«

Thomas betragtede den gennem to ravgule pulsslag. Pallen havde kilet sig fast med forenden først under en skinne på den fjerneste kurve. En revet sikringsgjord lå under den. Den overlevende lås tikkede, hver gang dækket gav sig. »Stoppet indtil videre.«

»Din position?«

Han så hen over den åbne eger. Den røde nødafbryder ventede på den anden side, monteret i hoftehøjde ved siden af det lokale telemetriskab. Det var måske den grimmeste kontakt på Aster Vale, en firkantet vippe under en gennemsigtig skærm, udformet, så et skræmt menneske med handsker kunne slå den ned. Thomas lå otte meter væk med intet andet end åbent dæk imellem. Otte meter havde været en afstand på en gang, før pallen flyttede sig. Nu var de blevet til geografi. »På den forkerte side af afbryderen,« sagde han. »Ingen bevæger sig. Deborah, lad det gælde hele skibet. Ingen flytter så meget som en fod.«

»Hold positionen, alle stationer,« sagde Deborah lavt og roligt. »Dakota, meld ind.«

»Adgangen til Drivhusakkord. Jeg sidder ned og agter at forblive en mønsterpatient.« Dakota lød tæt på trods forsinkelsen, og det gav Thomas lyst til at svare hende på den gamle, ubesværede måde. Det gjorde han ikke. Selv det at bevæge kæben føltes som at skrive et tal i den forkerte kolonne. »Ingen skader her.«

»Kyle?« spurgte Deborah.

Statisk støj tyggede i kanalen. Så sagde Kyle: »Prøve akkord. Skabet er bulet ud på tværs af gangen. Jeg er fri af det. Arkivforseglingerne er grønne.«

»Hold dig fri af det uden at gå nogen steder,« sagde Deborah. »Jeg er i den forreste returakkord. Thomas, du har alle fire positioner. Giv mig den næste sikre handling.«

Det var tillid, der ankom et halvt minut før svaret og derfor var farlig. Thomas rullede om på det ene knæ. Den nye nedretning trak mod pallen og forvandlede et velkendt stykke dæk til en svag rampe. En løs top pressede mod sin sikringsløkke, slappede af og pressede så igen. Kraven havde taget imod den store forskydning og givet op, mens skibet stadig stod skævt. Intet automatisk ville komme og rydde op efter den. Pallen blev liggende. Det gjorde den dårlige geometri også.

Han satte to fingre mod væggen. Aluminiumshuden bar pumpernes klapren, ventilatorernes sitren og det svage, tilbagevendende tik fra pallens lås. Almindelige skibslyde. Det var det lumske ved det. Aster Vale lød stadig levende. »Jeg er nødt til at afprøve en forskydning,« sagde han.

»Med hvad?« spurgte Deborah.

»Mig. En lille en.«

Dakota brød ind. »Definér lille, Thomas.«

Han var lige ved at smile. Hun fik ham altid til at sætte ord på det, han håbede kunne forblive uklart. »Ét knæ. To centimeter langs akkorden. Hænderne i ro.«

»Hvad forventer du?« spurgte Deborah.

»Jeg forventer at finde ud af, hvilken retning der er værst.«

Ingen godkendte det. Ingen havde et bedre prøvelegeme. Thomas plantede begge håndflader og skubbede sit højre knæ mod afbryderen. Han flyttede det en tommelfingernegls bredde. Aksesporet krøb udad.

Samtidig slog nedretningen om under ham. Hans højre skulder sank. Toppen på værktøjsskinnen løftede sig mod sin løkke og gav et lyst lille klirr. Det var den slags lyd, en teske lavede mod et krus, hjemlig og harmløs, bortset fra at der ikke var noget krus, og det harmløse netop havde forladt skibet. »Stop,« sagde Deborah.

Det havde han allerede gjort. Sveden kølede under forklædets stropper. Det grønne spor holdt sig nu tættere på den røde grænse, og afstanden mellem dem så ondere ud end noget tal. Fire centimeter beskrev hele konvolutten. Hans knæ havde brugt en synlig del af den.

Thomas førte forsigtigt knæet tilbage ad samme bane. Sporet vendte tilbage i små trin. Dækket faldt til ro sammen med det. »Min rute skubber aksen mod huset,« sagde han. »Hurtigt nok til, at kraven ville nå at få endnu et slag, før en blærebank svarede.«

»Så krydser du ikke,« sagde Deborah.

»Så når jeg ikke afbryderen.«

»Jeg forstår problemets form.« Hendes stemme forblev afmålt. »Giv mig en anden form.«

Værktøjstasken hang fra en krog ved hans venstre albue. Gråt stof, gul lynlås, sort fedt i det ene hjørne. Dakota havde repareret dens håndtag med blå medicinsk tape, efter at Thomas havde overbelastet den med momentbits, og reparationen var blevet en fast vittighed mellem dem. FELTMEDICIN havde hun skrevet hen over tapen. Han hægtede tasken fri uden at løfte hofterne. Den indeholdt håndskruetrækkere, keramiske skærere, et dødt batterimodul, han havde tænkt sig at genopbygge, to sæt toppe og den lille Knipex-tang, Kyle blev ved med at stjæle. Måske syv kilogram. For lidt over for Thomas’ nioghalvfjerds, men lidt var præcis, hvad han havde brug for nu.

Han trak en sammenrullet udstyrsline op af forklædet og satte den ene ende fast i tasken. Den anden lagde han rundt om lastskinnen bag sit håndled. Han gav en halv meter line og anbragte tasken på dækket modsat afbryderen. »Samme forsøg,« sagde han. »Denne gang bevæger tasken sig væk fra min rute.«

»Din krop bliver i ro,« sagde Deborah.

»Ja.«

»Gør det.«

Thomas skubbede tasken med to fingre. Den gled ti centimeter mod den fastklemte palle. Den grønne orm på displayet trak sig indad i den samme langsomme rytme. Ikke meget. Nok. Han trak tasken tilbage, sendte den væk igen og så reaktionen gentage sig. Skub, sammentrækning. Træk, udvidelse. Skibet svarede uden tøven. Det svarede anderledes på genstanden, fordi genstanden bevægede sig modsat den bane, hans krop havde brug for.

Thomas forestillede sig en indkøbsvogn, der rullede væk, mens en kunde trådte hen mod suppedåserne. Han forestillede sig Dakota sige, at enhver forklaring med suppedåser måtte omfatte frokost. Tanken gjorde ondt et sted, lastskinnen ikke havde ramt. »Jeg har en retning,« sagde han.

»Du har en værktøjstaske,« sagde Deborah. »Det er ikke to ens udsagn.«

»Nej. Tasken er let.«

Nær den fastgjorte ende af den revne sikringsgjord stod en separat servicekasse af metal med reservespindelblokke til fabrikationslejet. Tunge dele i en stålskal, placeret lavt og spændt hårdt fast under transport, fordi masse kunne opføre sig ordentligt, når mennesker gav den manerer. Servicekassen var blevet siddende i sine dækøjer, da pallen krydsede sektionen. Thomas kunne nå håndtaget fra sin knælende stilling. At række ud var også bevægelse, så han forlængede udstyrslinen, fangede håndtaget med dens lille gribekrog og trak servicekassen hen imod sig en håndsbredde ad gangen. Hvert træk skubbede sporet i den forkerte retning. Hver gang han trak værktøjstasken tilbage, vendte det tilbage. »Sig til, før sporet ændrer sig,« sagde Deborah.

»Servicekassen mod mig på tre. Tasken væk på samme tælling.«

Han talte. Trak. Skubbede. Sporet vaklede inden for én displaymarkering. Igen. Servicekassen nåede hans knæ. Han førte linen gennem begge håndtag, fra værktøjstasken til stålkassen, og strammede knuden, til den bed sig fast. Den grimme konstruktion havde én nyttig egenskab: Den vejede nok til at tage kampen op med ham.

Thomas lagde ruten ud i hovedet. Han ville bevæge sig mod afbryderen, mens han drev den vægtede servicekasse den anden vej langs den buede sektion. Samtidig, modsatte retninger, samme rotationsmoment. Radius ændrede sig på tværs af egeren, og derfor ville afstanden alene lyve for ham. Han markerede positioner med strimler revet af den blå tape på tasken: én ved sin venstre hånd, én under servicekassen og derefter parvise mærker længere fremme ad begge ruter. Billige blå streger på et skib til en milliard dollar. Han stolede mere på dem end på det fastfrosne korrektionssystem. »Deborah, jeg kan krydse.«

Dakota sagde: »At kunne og at burde er kommet op at slås herovre.«

»Det ved jeg.«

»Gør du?«

Han så på afbryderen. »Pallens lås tikker stadig. Hvis den slipper helt, får vi endnu en lastforskydning, mens aktiv korrektion ikke er tilgængelig. Jeg kan isolere egeren og få adgang til tilbageholdelsesbussen fra skabet på den anden side. At blive her er også et valg.«

Deborahs næste spørgsmål kom, efter at kommunikationshalen var tonet ud. »Hvad stopper dig, hvis servicekassen stopper?«

»Mig.«

»Det svar trænger til arbejde.«

»Linen rundt om min højre underarm, venstre hånd på gulvskinnen. Jeg bevæger mig ét mærke ad gangen. Hvis servicekassen hænger fast, låser jeg armen og lægger mig fladt ned.«

»Og hvis din skulder passerer sit mærke?«

»Så når sporet grænsen.«

Der var det. Tydeligt nok for alle. Deborah sagde: »Kyle og Dakota, bliv, hvor I er. Thomas Harris, fortsæt ét mærke ad gangen. Meld hvert stop.«

Han satte pris på det fulde navn. Han hadede at have brug for det.

Thomas støttede servicekassen ved dens første blå streg. Værktøjstasken lå ovenpå med det reparerede håndtag vendt mod ham. Han hægtede støvlen ind under den nærmeste gulvskinne, lagde linen hen over underarmen og talte. »Én.«

Hans krop bevægede sig mod afbryderen. Servicekassen gled væk. Det tilsyneladende ned forskød sig sidelæns og fandt så et kompromis mellem dem. Aksesporet sitrede, men holdt. »Stop.«

Han stoppede. På den anden side af egeren fangede den gennemsigtige skærm over afbryderen ét ravgult pulsslag og mistede det næste. Stadig for langt væk. »To.«

Krop og servicekasse fjernede sig fra hinanden med endnu et parret mål. Hans forslåede ribben protesterede, da han flyttede vægten til den næste skinne. Linen savede hen over hans ærme. En plastbakke med smådele, fastgjort over ham, hældede nok til at vise de lyse undersider af sine klemmer. Han nåede den anden blå streg. Sporet havde trukket sig en halv markering ind. »Stop.«

»Sporet trækker sig sammen,« sagde Deborah.

»Jeg kan se det.« Hans stemme lød forpustet og irriteret, hvilket var rimeligt, for det var han også.

Pallens lås tikkede under kommunikationsstøjen. »Tre.«

Thomas førte hofterne ud i den åbne passage. Servicekassen bevægede sig modsat ham, mens stålbunden hviskede hen over dækket. Så nåede dens forreste hjørne en hævet vægsamling og satte sig fast. Hans krop fortsatte. Linen blev rykket stram mod underarmen. Hans skulder svingede forbi den blå tape. På displayet sprang det grønne spor udad.

Thomas kastede brystet ned og klemte venstre hånd om gulvskinnen. Farten trak hans støvler mod afbryderen. Hans højre skulder ville følge efter. Han holdt den kort før det næste mærke med kinden presset mod det kolde dæk og ribbenene i brand. Servicekassen stod på den anden side af sektionen med det ene hjørne klemt mod samlingen og værktøjstasken væltet om på siden. »Fuldt stop,« sagde han.

»Thomas?« Dakotas stemme havde mistet ethvert spor af spøg.

»Stoppet.«

Aksesporet skælvede nær grænsen. Intet slag kom. Bag ham trak en af toppene hårdt i sin løkke uden en lyd. »Kan du gå tilbage?« spurgte Deborah.

Han kontrollerede sit greb. At gå baglæns betød, at han trak sin masse væk fra afbryderen, mens servicekassen blev liggende, hvilket ville ophæve den sidste fejl, men opgive krydsningen. Sikkert, hvis han kunne bevæge sig langsomt. Sikker var nu et ord med splinter i. »Ja,« sagde han. »Men låsen giver mig måske ikke et forsøg mere.«

»Hvad får servicekassen fri af samlingen?«

Thomas fulgte linen med øjnene. Den gik gennem en lav styrering mellem ham og servicekassen. Hvis han trak ligeud, ville det fastklemte hjørne grave sig hårdere ind. Hvis han løftede linen over den tilstødende styrering, ville spændingen dreje servicekassen nogle få grader og arbejde hjørnet fri. Hans hånd kunne nå den ring. Hans skulder kunne ikke bevæge sig endnu en centimeter. »Jeg kan ændre trækvinklen,« sagde han. »En lille armbevægelse. Servicekassen bør dreje væk fra samlingen.«

»Bør?« spurgte Deborah.

»Det er det ærlige ord.«

»Gør det uden at føre kroppen frem.«

Thomas lod højre hånd glide langs den stramme line. Linen havde presset ærmet fladt mod huden, og det prikkede i fingrene. Han fik to fingre ind under den, løftede og tvang den over den anden styrering. Servicekassen drejede med et skrabende stød. Det grønne spor bevægede sig en hårsbredde udad, standsede og trak sig så indad, da stålhjørnet kom fri. »Servicekassen er fri,« sagde han.

Ingen lykønskede ham. Godt. Lykønskninger fik folk til at skynde sig.

Han lagde linen til rette over underarmen igen, trak servicekassen hen til dens næste modstående mærke og førte skulderen frem til sit eget. Sporet trak sig sammen. Et svagt ravgult genskin gled hen over afbryderens skærm. »Fire.«

Denne gang bevægede de sig sammen. Thomas kravlede det sidste stykke på hænder og knæ, mens den vægtede servicekasse bevægede sig væk fra ham, og linen imellem dem gjorde deres adskilte bevægelser til én primitiv maskine. Arret i hans håndflade skrabede hen over gulvskinnen. Varmt blod gjorde tommelfingerroden glat. Displayets grønne spor blev kortere ind mod midten, ét lysende segment efter det andet. Ved det sidste mærke ramte hans venstre hånd skinnen ved afbryderen. Servicekassen nåede sit modstående stop med et dybt, fast klonk. Sporet blev smallere. Thomas rullede hen ved siden af skabet, slog den gennemsigtige skærm op og pressede den røde vippe ned. Afbryderen gjorde modstand gennem halvdelen af sin vandring. Han slog den igen med hælen af sin blødende hånd, drejede låsen og mærkede gennem skinnen, at den lokale mekanisme gik i indgreb. De ravgule lys holdt op med at pulsere.

I flere sekunder blev han liggende på dækket med panden mod skabet. Frygten kom efter arbejdet, uhøflig og forsinket. Hans lår rystede. Sved løb fra tindingen ind i det ene øje. Han ville have Dakota til at sige noget hverdagsagtigt om hans elendige kropsholdning. Han ville have kraveslaget til aldrig at være sket. Ingen af ønskerne kunne regnes for ingeniørarbejde. »Agterafbryderen er låst,« sagde han. »Krydsningen er fuldført.«

Deborah spurgte: »Hvad holdt sporet indenfor?«

Han så hen over egeren på servicekassen, der hvilede ved det fjerneste blå mærke. »Et lige stort rotationsmoment i modsat retning af mig. Min krop gik den ene vej, fast masse den anden. Skibet bar begge dele uden at udvide aksen.«

»Du beviste det én gang,« sagde Deborah.

»Én gang er alt, hvad jeg har.«

Thomas åbnede skabet og trak den lokale telemetriafbryder. Panelet vågnede række for række. Ét kamera gav ham statisk støj. Et andet viste Dakota siddende mod væggen i Drivhusakkord, mens enderne af hendes korte fletninger svævede en smule, nu hvor nedretningen havde ændret sig. Et tredje fandt Deborah støttet mellem to skinner i den forreste akkord. Det sidste billede samlede sig om Kyle, der sad presset op ad et bulet skab med det ene lange ben foldet ind under sig og begge hænder holdt, hvor kameraet kunne se dem. Grønne statuslamper for prøverne lyste bag hans skulder. Den ødelagte palle rykkede sig med et tørt tik.

Thomas brugte de lokale sikringskontroller til at stramme den overlevende sikringsgjord. Motoren tog slækket op nogle modvillige grader ad gangen, indtil pallens forende faldt til ro mod skinnen. Han låste gjorden dér. En støtteforanstaltning, ikke en reparation. Over for ham blev den vægtede servicekasse liggende præcis, hvor krydsningen havde efterladt den. »Jeg har telemetri,« sagde han. »Kyle, der står en forseglet værktøjskiste bag din venstre skulder. Ræk ikke ud efter den. Deborah, du har en fastgjort servicesag fra kabyssen to skinner længere nede end dine støvler. Dakota, bliv siddende. Vi kan bygge modstående bevægelser af fastgjort, fast masse, men vi tæller hver centimeter, før nogen gør alvor af en bevægelse.«

»Og kraven?« spurgte Kyle.

Thomas forstørrede det fastfrosne diagnosebillede. Slagmarkeringen forblev rød. Der viste sig ingen nulstillingskontrol. Metallet havde taget imod pallens svar og beholdt det. »Den aktive korrektion er væk. Huset tog imod ét slag. Jeg kan ikke sige, hvor stor en margin der er tilbage.«

Ingen talte et stykke tid. De fire kamerabilleder fastholdt fire mennesker i fire dele af et skib, der var bygget til at lade dem gå, når det passede dem. Thomas greb skinnen ved afbryderen med sin gode hånd og så det buede adgangspanel ved siden af Kyles foldede ben holde sig, hvor det var. Deborahs stemme kom til sidst, lav og præcis. »Thomas, fortæl mig, hvordan nogen kan bevæge sig igen.«